Bundet af kønnet

I historien om bondelandet Danmark handler næsten alt om mænd, deres gerninger og deres rettigheder. Kvinderne møder vi kun sjældent, og pigerne stort set aldrig i beretninger om livet på landet i gamle dage.

Men læser vi kilderne på den rigtige måde, er der masser at finde om dem – og i denne bog er det deres historie, det handler om.

Pigerne var ikke bundet af stavnsbåndet, men til gengæld satte deres køn skrappe rammer. Bundet af kønnet fortæller om livet som pige på landet i 1700-tallets Danmark. Man kan læse om opdragelse, skole­gang og tjenesteforhold, om arbejde og fritid og om klædedragt, kirke­liv og sexliv – også når det „gik galt“.

Bogen indgår i serien Kvinder i historien, som sætter fokus på kvinder og køn i danmarkshistorien.

Birgit Løgstrup (f. 1941), historiker og dr.phil., tidl. arkivchef ved Rigsarkivet og adjungeret professor ved Aarhus Universitet. Forfatter til bl.a. Bundet til jorden (1987) og Bondens Frisættelse (2015).

Pigeliv på landet

I bogen kommer vi hele landet rundt, og vi møder både malkepiger, mejersker, fiskerpiger, ammer og mange flere.

Bundet af kønnet

Pigeliv på landet

Birgit Løgstrup

Gads Forlag

KVINDER I HISTORIEN

Bundet af kønnet Pigeliv på landet Birgit Løgstrup

Gads Forlag

Bogen udgives med støtte fra

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse G.E.C. Gads Fond Lillian og Dan Finks Fond

Birgit Løgstrup BUNDET AF KØNNET Pigeliv på landet

Gads Forlag

Indhold En kvindeskæbne 9

DEL 1. SAMFUNDSRAMMERNE Tro og øvrighed 19 Den fysiske omverden 27 I husstanden 43

DEL 2. BARNDOMMEN At være barn 63 I skole 83

DEL 3. TJENESTE I tjeneste 105 Løn og arv 127 Kvindestavnsbånd? 139

5

DEL 4. ARBEJDE Arbejde inde 149 Arbejde ude 171

DEL 5. SPECIELLE ARBEJDSOMRÅDER Malkepige og mejerske 187 Anden arbejdsdeling 199 At sidde på sit eget 209

DEL 6. FEST OG TØJ At feste 225 Tøjet 247

DEL 7. SEKSUALITET Prævention og abort 265 Sex i forbudte led 277 Alene 287 Alenemor 299 Amme 313 Trolovelse og bryllup 321 Sammenfatning 333

Kilder 357 Litteratur 361 Noter 375

6

En kvinde­skæbne

Lad os begynde med en enkelt kvindeskæbne. Ikke for at sige, at sådan var tilværelsen for alle danske landbopiger i 1700-tallet. Men for at vise, hvordan en kvindes liv kunne forme sig. Kirsten Rasmusdatters liv var ikke en dans på roser. Det udspillede sig nemlig på landbosamfundets betingelser.

KIRSTEN RASMUSDATTER I mit arbejde med landbopigers liv i 1700-tallet er jeg stødt på Kirsten Rasmusdatter fra Blans i Stokkemarke Sogn på Lolland. Hendes skæbne var usædvanlig i Danmark i 1730’erne. Men de livsbetingelser, hun havde som datter af en fæstebonde under Knuthenborg Gods, var ikke anderledes end for andre landbopiger i 1700-tallet i Danmark. Hun valgte blot at gøre oprør på en usædvanlig måde, der fik drastiske konsekvenser for hende selv.1 En junidag i 1736 var hun på vej fra sit hjem i Blans til Maribo, hvor hun ville købe nogle lerpotter. Det var et plausibelt ærinde, for hun

9

BUNDET AF KØNNET

var nyforlovet med Mads Mickelsen, og de skulle snart giftes. Hendes far, Rasmus Jørgensen, var død den 9. november 1735 i en alder af 63 år. Han havde været fæster på en stor gård på 4 ½ td. hartkorn under Knuthenlund, der var en del af grevskabet Knuthenborg på Lolland. Nu efter ­faderens død var spørgsmålet, hvad der skulle ske med fæste­ gården. Efter reglerne om livsfæste kunne enken, Else Povlsdatter, fortsætte fæstet, men driften af gården krævede også en mand. Derfor var den 19-årige datter Kirsten blevet tvunget til at forlove sig med Mads Mickelsen fra nabolandsbyen Keldernæs den 3. april 1736. Efter tidens skik skulle forlovelsen senere følges op af ægteskab, men den var i sig selv allerede starten på samlivet mellem de trolovede. Kirsten ville ikke have ham, men moderen lagde pres på hende. Der var med andre ord tale om et tvangsægteskab, og det fik følger.

Vi ved ikke meget om Mads Mickelsen. Keldernæs, hvor han kom fra, hørte også under Knuthenlund. Formodentlig havde hans broder Peder Mickelsen fået fæste på en af de store gårde i Keldernæs, og så måtte Mads finde en anden udvej for at komme til en fæstegård under godset.

Fæstebønderne var det øverste lag i bondesamfundet, når der var tale om fæste­væsen. Stavnsbåndet var netop blevet indført i 1733 for den mandlige befolkning i alderen fra 14 til 36 år. Det gjaldt kun for landalmuens karle.

Vi kender ikke Mads Mickelsens alder. Men stavnsbåndet stillede sig ikke i vejen for at fæste en gård inden for det gods, han allerede var bundet til.

Alternativet til Kirstens forlovelse med Mads Mickelsen havde været, at hendes mor, enken Else Povlsdatter, selv havde fundet en mand, der både ville flytte ind på gården hos hende og kunne opnå godkendelse fra godset. Hun kunne højst have været omkring 50 år, for Kirsten havde en yngre søster på syv år. Vi ved ikke, om denne ellers almindelige løsning på et generationsskifte havde været forsøgt, men det foreløbige resultat var i hvert fald endt som Kirstens forpligtelse. I denne sammenhæng spillede stavnsbåndet heller ingen rolle, for det omfattede ikke kvinderne. Det, vi kan se af kilderne, er den vanskelige konflikt, det skabte i dette landbosamfund.2 Straks efter trolovelsen flyttede Mads ind på gården i Blans. Dette var i overensstemmelse med de sociale realiteter i landbosamfundet, men så afgjort ikke med kirkens officielle politik på dette område. Men

10

E n kvinde­skæbne

samlivet var dog ikke lykkeligt og blev senere betegnet som „ond for­ ligelse“ mellem parterne. Det kom så vidt, at det endte i slagsmål mellem Mads og kvinderne på gården. Han passede ikke sit arbejde i landbruget, men overlod selv pløjearbejdet til Kirsten og svigermoderen. Hvordan det harmonerede med praksis i landbosamfundet, beskrives senere.

Dog er det bemærkelsesværdigt, at end ikke kvindernes forsvarer i den efterfølgende retssag nævnte dette spørgsmål om arbejdsfordeling, som ellers var væsentligt for Kirsten og hendes moder.

Det blev derimod fremhævet, at Mads havde været for vild i sin omgang med Kirsten. Hun udtrykte det senere selv på denne måde: „at han var liderlig i alle sine sager og ville ikke passe på.“ Rækkevidden af denne beskrivelse af samlivet vil senere blive søgt forklaret.3 Kirstens egentlige ærinde i Maribo denne junidag var ikke indkøb af potter, men af kviksølv – eller kvægsølv, som det blev kaldt. I første omgang ville hun bruge det til at tage livet af sig selv, men moderen fik hende overtalt til i stedet at anvende det på Mads. Kirsten forsøgte to gange at følge moderens råd. Først blev halvdelen af kviksølvet blandet i en æggekage, hun en dag havde lavet til ham som morgenmad. Men han spyttede den ud, fordi den smagte syrligt. Kirsten sørgede dog for, at han som modgift fik noget af den nymalkede komælk, som moderen netop kom ind med. Her ser vi et glimt af dagligdagen i Blans, som senere skal uddybes.

Ved næste forsøg puttede Kirsten noget af kviksølvet ind i Mads’ venstre øre, mens hun løskede ham, hvilket vil sige kæmmede ham for lus, som var den tids ømmeste kærlighedshandling. Formålet var at gøre ham „trohjertig,“ som det beskrives i et efterfølgende retsforhør. Mads mærkede dog væsken i øret og løb fortumlet ud på vejen, hvor han fik hjælp af naboer. En af konerne brugte sin strikkepind til at få det ud.

Han døde ikke af kviksølvet, men vedblev at få rystelser og at være fortumlet i hovedet, som han senere forklarede i straffesagen.

Sagen endte nemlig for Knuthenborg og Lundegaards birketing.

Der blev selvfølgelig beskikket en forsvarer for Kirsten og moderen. For Danmark var et retssamfund. Han forsøgte at fremlægge Kirstens ulykkelige situation. Han forklarede, at hun var blevet tvunget ind i en trolovelse, hun ikke ønskede. Og når hun allerede nu blev dårligt behand-

11

BUNDET AF KØNNET

let, hvordan ville det så ikke blive, når de to først var blevet gift? Det ville forsvareren ikke betegne som et ægteskab af Gud, men af djævelen.

Kirsten var med sine 19 år endnu kun et barn – et enfoldigt barn, der ikke kendte til rækkevidden af sine gerninger. Et argument, der blev opfattet som forsvarerens stærkeste for Kirsten. Moderen havde stået bag hende i forbrydelsen. De havde også begge erkendt deres skyld under det forhør, der var blevet afholdt forud for retsmødet. Derefter var de begge blevet fængslet i Nakskov.

Under retssagen fremlagde forsvareren desuden en erklæring fra doktor Buchvald i Maribo, hvoraf det fremgik, at kviksølv ikke kunne tage livet af en mand, kun give visse gener, som det her var tilfældet. Den lægelige ekspertise blev således også inddraget i retssagen.

Endelig havde Mads Mickelsen selv bedt for sin fæstemøs liv. Hvilket kan undre. Men det var ikke nødvendigvis af kærlighed til Kirsten, men fordi han gennem hende fik adgang til en fæstegård.

Alt i alt var forsvarerens påstand, at Kirsten blot skulle udstå kir­ kens disciplin, dvs. aflægge skriftemål i overværelse af Stokkemarkes menighed, mens moderen skulle dømmes til at tilbringe et bestemt antal år i Spindehuset.

Anklageren argumenterede derimod med henvisning til Danske Lov 6-6-22 for, at begge kvinder havde forbrudt deres liv, da de havde haft til hensigt at berøve en anden sit liv.4 Den 5. oktober 1736 blev der afsagt dom, der ikke fulgte anklagerens krav om dødsstraf, men heller ikke forsvarerens påstand om mildere straf for begge. Med henvisning til Danske Lov 6-5-8 lød dommen på livsvarigt ophold i Spindehuset for både Kirsten Rasmusdatter og hendes moder.5 Anklageren appellerede straks til Lolland-Falsters Landsret.

Her fulgte dommeren forsvarerens påstand, at Kirstens unge alder talte for en mildere dom, end anklageren havde plæderet for: Formedelst hendes ungdom og barnagtighed, kan hun ikke efter loven lide, især da hun som et ungt menneske af sin fæstemand er blevet hart (hårdt) behandlet og dets årsag greb til denne desperation.

12

E n kvinde­skæbne

Her får vi indtryk af landbopigerne og landskabet ved Øresundskysten. Den unge kvinde går hjem fra hoveriet med en rive og med sin lille dreng. Han vil lege med bør­ nene på den anden side af vejen, mens hun ser lidt misundeligt på parret i vejkanten.

Jens Juel. Nivaagaards Malerisamling.

Landsdommeren havde tilsyneladende en vis forståelse for Kirstens situa­ tion, men stadfæstede dog den 28. november 1736 birkedommerens dom: Livstidsfængsel til Kirsten og hendes moder i Spindehuset på Christianshavn. Landstingsdommen præciserede, at Else Povlsdatter fik sin straf for ikke at have frarådet datterens onde forsæt.6

13

BUNDET AF KØNNET

INTRODUKTION Min interesse for pigeliv i 1700-tallet går helt tilbage til stavnsbånds­ jubilæet i 1988, hvor jeg blev bedt om at skrive en bog om stavnsbåndet, der blev indført i 1733 og ophævet igen i 1788. I starten omfattede det kun karlene på landet i alderen 14-36 år, men senere blev det udvidet til at omfatte aldersgruppen 4 til 40 år. I bogen Bundet til jorden, som mit daværende arbejde resulterede i, så jeg på følgerne af stavnsbåndet i forhold til drengenes og karlenes alder.

Pigerne på landet var ikke omfattet af stavnsbåndet. Men jeg kom alligevel i kontakt med en del interessant kildemateriale, ikke mindst vedrørende godsejernes forsøg på at udstrække stavnsbåndet til pigerne.

Jeg sad derfor tilbage med et ønske om at beskrive pigernes liv fra vugge til ægteseng i 1700-tallet. Der var allerede skrevet ganske meget om de store problemer, pigerne fik, når deres seksualliv bragte dem i ulykke.

Men hvordan var det samfund, der omgav dem og satte grænser for deres tilværelse? Hvordan var deres arbejdsbetingelser? De var jo ikke bundet til jorden, som karlene var. Hvad var de så bundet af i det hierarkiske standssamfund, de levede i? Måske var de bundet af deres køn?

Det er det, denne bog handler om.

Kildematerialet består først og fremmest af beretninger fra præster og andre embedsmænd, materiale til tidens lovgivning, retssager og et par dagbogsnotater – skrevet af mænd. Især retssagerne er væsentlige, fordi de ud over at vise retstilstanden på et givet historisk tidspunkt også indeholder mange glimt fra dagligdagen, som vi ellers ikke ville få kendskab til. Problemet er imidlertid, at vi let får et for dystert billede af forholdene, fordi vi ingen beretninger eller dagbøger har fra 1700-tallets piger selv. I det hele taget er det ikke vanskeligt at forestille sig kilde­ materiale, som det ville have været værdifuldt at have, når man skal skrive om landbopigernes tilværelse i 1700-tallet. Lad os i stedet se på, hvad vi har.

14

E n kvinde­skæbne

Man får let skabt et for dystert billede af forholdene for 1700-tallets landbopiger, fordi der ikke findes beretninger eller dagbøger fra pigerne selv. Lille Ada, J.T. Lundbye, Statens Museum for Kunst.

OM BOGEN Bogen er opbygget tematisk. Først dykker vi ned i samfundets ydre rammer. Et protestantisk enevældigt standssamfund, hvor det helt afgørende for pigernes forhold var, hvilken stand de var født i. Deres biologi, først og fremmest på børnefødslerne, satte naturligvis bestemte grænser for deres tilværelse. Men hvordan disse grænser udvikledes i praksis, var ikke givet på forhånd. De blev skabt gennem standssamfundets lovgivning, i kirken, i samfundet og i den enkelte husstand, hvor kønshierar-

15

BUNDET AF KØNNET

kiet herskede over alt. Det var dog den enkelte, der selv tog på sig, hvordan hun ville reagere på disse grænser. Kirsten Rasmusdatter valgte, som vi netop har set, at reagere temmelig radikalt på sin tvangsforlovelse og udsigten til en fremtid med en mand, der ikke behandlede hende ordentligt.

Efter afsnittet om de ydre rammer følger en beskrivelse af barndommen med 1700-tallets store børnedødelighed. Skolen fik større og større betydning op gennem århundredet, og der var faktisk konkurrence om børnenes tid.

Derefter kigger vi på pigernes arbejde både inde og ude. Dette er nok en moderne skelnen mellem arbejdsprocesserne, som man ikke ville have foretaget i samtiden. Det er i første omgang forsøgt at skildre arbejdslivet generelt, men det fungerede ikke på samme måde overalt i landet, fordi de forskellige naturforhold spillede ind på erhvervene. Dette kan ikke skildres hvert enkelt sted inden for bogens rammer, så der gives kun eksempler på andre arbejdsformer og organiseringer. Desuden beskrives pigernes muligheder for at specialisere sig ud fra det almindelige arbejdsliv.

Endelig følger de mange aspekter af pigernes seksualliv. Desværre bliver hovedvægten ikke mindst på grund af kildematerialet lagt på de sager, hvor det gik galt for pigerne – set fra 1700-tallets normer. Hvilke muligheder havde de så? Det hele slutter dog med to helt almindelige trolovelser og bryllupper.

16

1 SAMFUNDSRAMMERNE

Tro og øvrighed

I dette kapitel skal vi kort berøre de store spørgsmål i 1700-tallets samfund: Hvordan var synet på forholdet til Gud? Hvordan var samfundets opdeling og den enkeltes indplacering i dette samfund? Hvem havde den afgørende indflydelse, og hvordan så man på kvinderne? Et kort kapitel, der også vil vise, at der var opbrud i dette samfund.

DET PATRIARKALSKE SAMFUND Det samfund, Kirsten Rasmusdatter var vokset op i, var et patriarkalsk samfund med et kønshierarki, hvor kvinderne var mere bundet end mændene. Det indebar først og fremmest ubetinget lydighed mod forældre, kirke og al øvrighed. Danmark havde siden 1660 været enevældigt med en konge i spidsen, der efter samtidens teorier var indsat af Gud. Øvrigheden omfattede naturligvis også godsledelsen for de undergivne fæstere. Den var netop i 1733 blevet styrket i sin relation til drengene og karlene under godset gennem indførelsen af stavnsbåndet. Det betød, at drenge og karle i alderen fra det 14. til 36. år ikke måtte forlade det

19

BUNDET AF KØNNET

gods, hvor de var født, uden speciel tilladelse fra godsejeren. Stavnsbåndet omfattede ikke pigerne, da det principielt var begrundet i godsejerens forpligtelse til at stille soldater. Pigerne skulle jo ikke være soldater.

Samfundet byggede på Biblen i den nyfortolkning, Martin Luther havde gennemført ved reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Den var blevet indført i Danmark i 1536. Det Gamle Testamente med De Ti Bud og den strengt patriarkalske samfundsorden var imidlertid stadig et vigtigt fundament for det danske samfund i by og på land. Reformationen havde den store betydning for kvinderne, at de i flere henseender blev ligestillet med mændene. Det var lige så vigtigt at bringe troen til dem som til mændene. Kristendommen var blevet en skriftreligion, da indgangen til troen efter reformationen gik gennem bibellæsning. Læsning blev derfor lige så vigtig for piger som drenge. Desuden blev det efter reformationen også tilladt for kvinderne at synge med på salmerne i gudstjenesten. Det havde de tidligere haft forbud imod.

For Luther var det væsentligt at udarbejde materiale til undervisningen af børn og unge. Hans vigtigste værker i denne sammenhæng var Den Lille Katekismus, også kaldet almuens bibel, som efter Luthers opfattelse indeholdt de afgørende læresætninger i kristendommen. Børnene skulle kunne læse og gengive læren, så det fremgik, at de havde forstået indholdet. Den Lille Katekismus indeholdt De Ti Bud, Fadervor, Trosbekendelsen, Dåb og Nadver. Dertil kom Hustavlen, der først og fremmest skulle sikre, at de teoretiske læresætninger blev fremstillet som en del af børnenes hverdag. Hustavlen eller Hustavlens verden, som den også kaldes, indledes med følgende sentens: Hustavlen, indeholdende nogle ord af den hellige Skrift, ved hvilke enhver i sin Stand og stilling påmindes om sine pligter.

Ifølge samfundsopfattelsen bag Hustavlens verden var befolkningen inddelt i tre „stænder,“ der intet havde at gøre med den almindelige sociale standsinddeling i samfundet. I Hustavlens verden drejede det sig om en husstand eller nærestand, en øvrighedsstand eller værgestand og en gejstlig stand eller lærestand. Alle mennesker var medlemmer af alle tre stænder.

I den ene med opgaven at byde og i de to andre med opgaven at lyde. I hus-

20

1. Tro og øvrighed

standen var husfaderen overhoved – uanset hvad hans erhverv måtte være, altså også en fæstebonde. Alle de andre i husstanden – hustru, børn og tjenestefolk – skulle adlyde ham. I øvrighedsstanden var den enevældige konge overhoved og skulle byde over alle andre i samfundet. De skulle til gengæld lyde ham. I den gejstlige stand skulle præsterne fortolke skriften og i den sammenhæng byde over alle andre – indbefattet kongen. Der var altså forkyndelsesfrihed for præsterne. Under begrebet byde lå også, at overhovedet/kongen skulle beskytte de personer, han var overhoved for.

På den måde blev hele samfundet forpligtet af den patriarkalske lydighed.

Den blev grundholdningen i husstanden, i kirken og i staten.

Kernen i denne måske vigtigste samfundsnorm i tiden er af historiker Michael Bregnsbo blevet betegnet som en handlingsrelation i forhold til Gud. „Der gør man Guds vilje, når man er lydig. Og der synder man, når man ikke opfylder Guds fordring.“ Det var i disse handlingsrelationer, man skulle opfylde buddet om næstekærlighed. Det var her, djævelen skulle bekæmpes.

Hustavlen forklarede også, hvordan hver enkelt person skulle udfylde sin rolle i verden. Til ægtemænd lød Hustavlens bud: I Mænd! Lev med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere kar, og bevis dem Ære som dem, der også er Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skal hindres. (1 Pet. 3,7). Og vær ikke bitre imod dem. (Kol. 3).

Til ægtehustruer lød Hustavlens bud tilsvarende: I Hustruer! Underordn eder under eders egne Mænd, for at, selvom nogle er genstridige imod Ordet, de kan vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel. (1 Pet. 3,1).

Til børnene lød Hustavlens bud: I Børn! Adlyd eders Forældre i Herren, thi dette er ret. „Ær din Fader og Moder,“ Dette er jo det første Bud med Forjættelse, „For at det maa gaa dig vel, og du må leve længe i Landet.“ (Ef. 6, 1-3).

21

BUNDET AF KØNNET

22

1. Tro og øvrighed

Pigerne fik kendskab til Luthers samfundstanker efter 1739, fordi Den Lille Katekismus blev anvendt som læsebog i skolen. Fra en række af 1700-tallets trykte prædikener ved vi også, at mange præster anvendte den i deres belæring af menigheden fra prædikestolen.

Reformationen udviklede sig efterhånden i 1600-tallet til ortodoksi, hvor kirken først og fremmest blev engageret i udbredelsen af den rette lære gennem degnens undervisning af børn og unge. Der var endnu ikke noget, der hed konfirmation, men de unge kunne først komme til alters, når de kunne udvise tilstrækkeligt kendskab til kristendommen. Og dette var sognepræstens afgørelse. Altergang var også efter reformationen en vigtig del af den enkeltes forhold til Gud. Når kvinder i Nord- og Vesteuropa trods alt ikke var så underkuet af de patriarkalske omgivelser, som man kunne forvente, skyldtes det uden tvivl den selvstændighed, der fulgte af, at hendes accept var nødvendig, for at et ægteskab kunne indgås. Faderen eller forældrene kunne ikke blot gifte hende bort mod hendes vilje. I 1706 berettede sognepræsten i Vonsild om Anne Thomasdatter. I denne sag var rollerne mellem kvindens og mandens forældre byttet rundt. Da Anne som 35-årig flyttede til Hoppes hus i Vonsild sogn, ville sønnen i huset, Jacob Hansen, gerne have hende til ægtehustru. Men Jacob Hansens fader var imod forbindelsen.

Og som sig det en lang tid intet skete. Thi hans fader vreglede (stod) derimod og stræbte efter, at de unges oprigtige hiertelav ikke skulle faa fremgang.

Det kom imidlertid domprovsten i Haderslev for øre. Han undersøgte sagen og gav sognepræsten i Vonsild ordre til at vie Anne og Jacob. Det skete den 12. søndag efter Trinitatis 1692.

Luthers Lille Katekismus var helt afgørende for pigernes opdragelse. Her stod de vigtigste trossætninger, som de skulle opdrages efter. Den blev anvendt som læsebog, efter at den almindelige undervisningspligt var indført i skoleloven af 1739. Danmarkshistorien.dk

23

BUNDET AF KØNNET

Kirsten fra Blans i bogens indledende historie fra 1736 havde jo også til sidst accepteret trolovelsen med Mads.7

ÆNDRINGER I KVINDESYNET Protestantismen stivnede som sagt efterhånden i ortodoksien – en tro, hvor de rette læresætninger var afgørende. Det var en religiøs rettroenhed, som ikke havde tag i mange af de unge. Men i slutningen af 1600-tallet skete der et nybrud flere steder i Europa, bl.a. i Tyskland, hvor en ny og mere inderlig retning af protestantismen brød frem. Under navnet pietismen fik den betydning for Danmark gennem de mange danske teologistuderende i Halle i Nordtyskland og dens videre udbredelse op gennem Jylland – ikke mindst gennem kongehusets tilslutning til den nye bevægelse.

Forholdet mellem Gud og mennesker fik nu nye udtryksformer. Relationen blev fremstillet som en næsten erotisk sammensmeltning, hvor Jesus var brudgommen og kvinden/manden var bruden, som smykkedes til at gå ind til evigheden og samlivet med Kristus. Det kunne dog først ske efter en tilbundsgående syndserkendelse og omvendelse hos den enkelte. Brorsons salme nummer 165 vers 3 i Den nye Salmebog eksemplificerer dette: 3. Som Marias hjerterødder Søgte denne ene skat, Da hun sig ved Jesu fødder Fuld af længsel havde sat, Hans tale var liflig i hjerte og øre, Hun smagte den sødhed, i Frelseren lå, Han ene for hende var alting at få.

(Hans Adolf Brorson 1734) Pietismen fik betydning for den sædvanlige orden i familien. Hvor husfaderen hidtil havde været ansvarlig for hele husstandens tro, blev troen og forholdet til Gud nu den enkeltes egen sag. Heri lå en mulig splittelse

24

1. Tro og øvrighed

af den tidligere så afgørende orden i familien og i husstanden. Det kunne f.eks. gå så vidt, at kvinder kunne lede de gudelige forsamlinger, hvilket flere steder i landet blev en udfordring til det traditionelle kirkelige liv.8 Alt dette skete naturligvis ikke på én gang. Det skete heller ikke alle steder. Det var bestemt ikke sådan, at kvinderne nu havde fået ligestilling eller endog forrang for mændene i åndelig henseende. Men den patriarkalske opfattelse af menighedsliv og samfund havde fået en ridse i lakken, og det havde måske betydning for den svagere udbredelse og konsolidering af Hustavlens verden i Danmark? Spørgsmålet er ikke undersøgt, men det er påfaldende, at Hustavlen tilsyneladende ikke har haft samme udbredelse i Danmark som i Sverige.

Pietismen afløste efterhånden ortodoksien, men det fik ingen indflydelse på Kirsten Rasmussens sag. I 1737 var hun sat uden for samfundet. Det er tydeligt, at hun havde overtrådt samtidens mest afgørende norm, nemlig lydighed mod husstandens patriarkalske overhoved. I første omgang bøjede hun sig i lydighed mod sine forældre, her moderen efter faderens død, og accepterede den fæstemand, hun ikke ønskede.

Men på sigt hverken kunne eller ville hun leve den tilværelse, som samlivet med ham førte med sig. Hun blev nu støttet af moderen, selvom Mads var blevet husbonde i fæstegården.

25