Byens hjerte by Gads Forlag

BYENS HJERTE PL ADSENS HISTORIE

M ART IN Z ERL ANG

B Y EN S H J ER T E

Bogen er udgivet med stĂ¸tte fra Bergiafonden Dreyers Fond Beckett-Fonden Statens Kunstfond Lillian og Dan Finks Fond Danmarks Nationalbanks JubilĂŚumsfond af 1968

BYENS H JERT E PL ADSENS HIS TORIE M A R T IN Z ERL A N G

INDHOLD

DEL III

6 Indledning

Pladsen og kulturen

Ind på pladsen

Pladsen mellem vej og hjem

Byens hjerne og hjerte

Pladsens tider

Det gode liv

42 Festpladser

DEL I

DEL IV

Pladsen i sproget

De første pladser

Begrebet plads

Den græske agora

Pladsens navn

Aristofanes og Agora

Pladsens retorik

Det romerske forum

DEL II

DEL V

Pladsen i rummet

Pladsen tager former

Pladsens form

Det middelalderlige torv

Pladsens perspektiver

101

Den italienske piazza

Pladsens skala

118

Den spanske plaza

127

Den franske place royale

138

Den engelske residential square

DEL VI

148

Pladsen åbner sig

148 Pariserlandskab – Place de la Concorde 155 Berlinerpanorama – K.F. Schinkels byfornyelse 168

Plads med udsigt: The Crescent i Bath

174

Pladser og planer

244 Den repræsenterede plads

174

Ildefonso Cerda og Barcelona

244

Den litterære plads i moderne

186

Camillo Sitte og agorafobier i Wien

europæisk litteratur

193

Charles Buls og Bruxelles

253

Den litterære plads i

DEL VII

DEL XI

latinamerikansk litteratur DEL VIII

262

200 Pladsen rykker indendørs 200

Pladsen i moderne byplanlægning

206

Paradepladsen og det indre eksil

208

Atrium og shopping mall

Den litterære plads i amerikansk litteratur

DEL XII

274

Den politiske plads i det 21. århundrede

DEL IX

274

Den arabiske plads

216

Pladsen mellem fortid og fremtid

278 Tahrir-pladsen

216

Piazza d’Italia i New Orleans

223

Montpellier i antikke gevandter

229

Barcelona rundt på 578 pladser

284

Smart Mobs

286 Slutning 286

Alt på sin rette plads

DEL X

232 Potsdamer platz

292 Litteratur

232

300 Noter

Pladsens historie

235 Storhedstiden 238

Den postmoderniserede Potsdamer Platz

INDLEDNING

Ind på pladsen Og så når man til vejs ende, og man sænker farten, og man træder langsomt ind på pladsen, og man ser sig om, og ser sig omgivet af bygninger, bænke, duer, mennesker, og så er det, at man fornemmer, at her samler byen sig, at her træder den frem for blikket, her står den som et udråbstegn! I januar 1982 ankom jeg med kone og to små børn til Mexico, hvor planen var at studere ”latinamerikansk litteratur” i latinamerikanske omgivelser. Fra lufthavnen kørte taxaen os ind på den største plads i Mexico City, en af de største pladser i verden, for at være helt præcis: 240 m gange 240 m. Den hedder egentlig Plaza de la Constitución. Det betyder Forfatningspladsen, og det kunne få en til at tænke på Octavio Paz, der i

Ensomhedens labyrint (1950) skriver, at i Mexico er forfatningen en løgn og løgnen derfor konstitutionel. Men i daglig tale hedder pladsen El Zócalo, der betyder sokkel, og det navn er ganske ærligt, for det fortæller, at den statue, som skulle have stået på sin sokkel midt på pladsen, aldrig er gjort færdig. Vi så katedralen rejse sig stateligt i den nordlige ende af den enorme plads. I østsiden så vi Nationalpaladset som den vigtigste del af pladsens væg, prydet med murmalerier af Diego Rivera; og på vestsiden anede vi en handelsarkade, den gamle Portal de Mercaderes. På sydsiden, med front til katedralen, noterede vi, at regeringen havde indrettet sig med kontorbygninger. Og inde på pladsen, der indtil de spanske kolonisatorers ankomst havde været aztekernes pragtplads, stod der midt i mylderet af mennesker en dansende efterkommer af aztekerne i fuld fjerdragt. Jo, man fornemmede straks, at her var man i centrum af en by med over 20 millioner mennesker – og med en smog, der gav den blå himmel en grå tone. Men det var nu ikke El Zócalo, der tændte min lyst til at studere pladser og senere, på et passende tidspunkt, skrive om pladser. Den lyst meldte sig, da vi et par måneder senere under en rundrejse kom til havnebyen Vera Cruz, på grænsen mellem den mexicanske og den caribiske kultur, og i øvrigt den første by grundlagt af de spanske conquistadorer. Her, tæt på havnen, førte den første sonderende byvandring os ind på Plaza de Armas, der er en af Mexicos ældste pladser, omkranset af bygninger af vidt forskellig højde og alder, katedralen, rådhuset, portaler, hoteller – og, da vi trådte ind på pladsen, tumlede vi pladask ind i en musikalsk kappestrid, hvor et marimbaorkester i et ene hjørne rullede et gyngende klangtæppe ud, mens et mariachiorkester i det andet hjørne leverede smeltende melodier afbrudt af ”gritos”, disse skrig som ifølge Paz fører lige ind i hjertet af den mexicanske identitet, alt imens et militærorkester foran rådhuset sørgede for drønende messing- og marchmusik. Til dette akkompagnement kunne vi se grupper af unge piger vandrende med hinanden under armen pladsen rundt med retning med uret, mens hvidklædte matroser og andre unge mænd i løsere grupperinger vandrede den modsatte vej. På et tidspunkt skete det uundgåelige selvfølgelig. En af pigerne og en af matroserne valgte at slå følge. Man så sig uvilkårligt om efter filmholdet, men optrinnet var bare et hverdagsoptrin, ligesom musikken og den ”paseo” eller byvandring, som er en del af latinamerikansk kultur, var en dagligdags foreteelse. Hvis alting har en begyndelse, så finder man her begyndelsen til den urbane lystvandring, som på de følgende sider strækker sig fra oldtidens

Forrige side Billedtekst. Xero bereriam, et haris pelique quunt quiduci volupti busdae providio est, venis il mostium faccusa ndunducil expla corerro eaquamusci te omnis inis mo quia quisciisqui reribus quasi.

Indledning

agora til dagens pladsanlæg med hovedvægten på de europæiske pladser, men med sving forbi pladser i Latinamerika og i Mellemøsten; med korte glimt fra pladser i andre verdenshjørner, og med et par refleksioner over pladsens skæbne i cyberspace.

Byens hjerne og hjerte Billedtekst. Xero bereriam, et haris pelique quunt quiduci volupti busdae providio est, venis il mostium faccusa ndunducil expla corerro eaquamusci te omnis inis mo quia quisciisqui reribus quasi.

I den vestlige kulturkreds danner pladsen den inderste cirkel. Her begynder det hele. Pladsen er byens hjerne og hjerte. Den er et centrum, der samler folk, og en centrifuge, der spreder dem igen. Byen rejser sig omkring pladsen, og byen finder sig selv på pladsen – eller finder sin hersker, stolt ridende på en vælig ganger i granit eller bronze.

Det hele begynder med pladsen, men en tid så det hele også ud til at slutte med pladsen: Dér, hvor man ville have forventet en rytterstatue, begyndte bilerne at stå flinkt tøjret til deres parkometre. Og dér, hvor man engang kunne opleve den særlige ånd, som hedder ”genius loci” eller ”stedets ånd”, begyndte elektroniske kabler og ledninger at snurre med meddelelser langvejsfra. ”Hvad skal man med pladser, når man har fjernsyn?” har den amerikanske arkitekt og forfatter Robert Venturi provokerende spurgt. Ja, hvis man går tilbage til tiden før fjernsynet, kunne man, i hvert fald i den vestlige verden, ikke have forestillet sig en by uden pladser. I oplysningstidens storværk, den franske Encyclopædi (1751-1777), kunne man under opslagsordet ”ville”, dvs. by, læse, at en by er defineret ved sine mure og inden for disse mure ved sine kvarterer, gader, bygninger og offentlige pladser. Og man kunne videre læse, at pladserne kunne forskønne byen, hvis de var anlagt med uniforme facader, statuer og fontæner. I samme ånd skrev den franske arkitekturteoretiker Antoine-Chrysostome Quatremère de Quincy (1755-1849), at ”En by er sammensat af bygninger, gader og offentlige pladser”, og at det især er pladsernes skønhed, der skaber byernes skønhed.1 Og allerede her begynder spørgsmålene at stille sig op i rad og række: Hvorfor har nogle bykulturer pladser, og andre ikke? Hvorfor er nogle pladser så grimme eller ubehagelige, at man holder sig væk eller haster forbi? Hvad er det, der gør andre pladser så skønne eller dragende, at man som den engelske digter må sige: ”Oh, a day in the city square, there is no such pleasure in life”.2 Og hvordan kan det være, at visse pladser tænder et begær, så man ligesom den russiske digter Vladimir Majakovskij kommer i de mest urbane giftetanker. I digtet ”Byen” skriver han: ”Denne plads ville retfærdiggøre enhver by. Hvis jeg var obelisken på Vendôme-pladsen ville jeg gifte mig med Concorde-pladsen”.3 I pionerværket om moderne byplanlægning kunne man læse, at parkeringspladsen syntes at blive nutidens vigtigste bidrag til pladsens historie. Værket hed Der Städtebau nach seinen künstlerischen Gesetzen (1889), og forfatteren, Camillo Sitte, skrev her, at ”nutidens pladser fortrinsvis bruges som parkeringspladser”.4 Udviklingen i 1900-tallet har på mange måder givet ham ret. Man kan sammenligne billeder af Københavns gamle grønttorv med den nye Israels Plads, der tog form i anden halvdel af 1900-tallet. Den gamle plads sydede og summede af liv med sine hestevogne og boder fra den ene ende til den anden. Den nye plads derimod fremstod som en dræbende kedelig parkeringsplads. Indtil bilerne blev transporteret ned i en underjordisk parkeringsplads, så torvehaller og en ny udformning af pladsen kunne forsøge at genskabe dens liv.

Indledning

Man kan imidlertid også konstatere, at allerede i 1951 mødtes de pladsfjendtlige funktionalister i CIAM [Congrès Internationaux d’Architecture Moderne (den internationale kongres for moderne arkitektur)] for at tale om pladsen som ”byens hjerte”, og siden opgøret med funktionalismen, som startede i 1960’erne, har pladsen igen vundet planlæggernes, arkitekternes og almindelige menneskers opmærksomhed. Barcelona, Berlin, Birmingham, New Orleans og selvfølgelig København kan nævnes som eksempler på denne trend. Som i øvrigt ledsages af en ny tro på byerne som udgangspunkt for en bedre politik, både på græsrodsniveau, jf. Occupy-bevægelsen, og på borgmesterniveau, jf. Benjamin Barbers If Mayors Ruled the World (2013).

Det gode liv Den nye tro på byerne vil måske også vende op og ned på vores forestillinger om det offentlige liv og det private liv. Og en sådan omvending vil måske føre os tilbage eller frem imod de forestillinger, som man i antikken gjorde sig om det gode liv. I det gamle Grækenland var det offentlige liv ensbetydende med det gode liv. Kun i det offentlige liv kunne en mand udfolde alle sider af sit væsen. Den, som kun udfoldede sig som privatmenneske, blev ikke regnet for noget. Det græske ord for privatmand er: idiot. Det gjaldt om at vinde hæder i offentlighedens lys, og den offentlige plads fik en udformning, der svarede til denne forestilling om det gode, sande, hele liv. Den blev indrammet af byens fornemmeste bygningsværker, og bygningsværkerne blev indrammet af søjlehaller, der netop åbnede ud mod livet på pladsen. Også den romerske ide om res publica, det offentlige liv, satte livet i offentlighedens lys over det private liv. Ordet privat er afledt af verbet privare, der betyder at berøve. Den, som kun levede det private liv, var berøvet livets vigtigste dimensioner. Og hvad angår familie, så betegnede den et magtforhold, idet den familie, som pater familias herskede over, omfattede ikke kun hustru og børn, men også slaver og husdyr. I moderne tid har vores forestillinger om det offentlige og det private slået en bemærkelsesværdig kolbøtte. Mens det offentlige liv er blevet associeret med noget udvendigt og overfladisk, er det sandt menneskelige blevet lokaliseret i det private, i familiens intime rum. Og i sammenhæng med denne forandring er hjemmet blevet opgraderet, mens det offentlige rum enten er blevet forsømt eller er forsøgt løftet gennem indgreb, som gør det mere intimt. Omtalen af offentlige pladser som storbyens stadsstuer er et symptom på denne intimisering.

Indledning

Billedtekst. Xero bereriam, et haris pelique quunt quiduci volupti busdae providio est, venis il mostium faccusa ndunducil expla corerro eaquamusci te omnis inis mo quia quisciisqui reribus quasi.

Privatiseringen af det offentlige rum har i de senere år også antaget andre former, hvor skellet mellem det offentlige og det private ophæves. Et eksempel på dette er de store eller megastore shopping malls, hvor pladsen så at sige rykker indendørs – og hvor adgangen til disse indendørs byrum kan være belagt med forskellige restriktioner. Et andet eksempel er private virksomheders opkøb af byens offentlige rum. I Madrid har pladsen Puerta del Sol gennem århundreder fungeret som byens pulserende hjerte, men ved trappenedgangen til den metrostation, som ligger midt på pladsen, stod der fra 2013 ikke længere Sol, men Vodafone-Sol. Som et paradoks havde et teleselskab sat sig på den plads, der mere end noget andet definerer Madrid som et sted. Dog, siden 2016 hedder Sol igen Sol og tilhører således alle madrilenerne. Medieringen af byens pladser har imidlertid ikke kun ført til en privatisering af det offentlige rum. Da Det Arabiske Forår brød ud i 2011, efter de første demonstrationer i Tunesien den 18.12.2010, fungerede mobiltelefoner og sociale medier som uundværlige redskaber for de demonstranter, der samledes på pladserne. Man begyndte at tale om ”smart mobs”, som jo angiver et helt andet billede af massen end det billede af frådende og hærgende masser, som er overleveret fra 1800-tallet. Dette forløb, hvor pladser over hele verden blev samlingspladser for demonstranter, implicerede samtidig en genopførelse af det offentlige liv, som i antikken havde haft sin scene på agora og forum. Vel, det gode liv er måske en lovlig stor ambition for en bog. Mere nøgternt er hensigten med denne bog at give en sammenhængende beskrivelse af pladsens historie, dens æstetik og dens betydning: Hvorfor hedder pladserne det, de hedder? Hvorfor ligger de dér, hvor de ligger? Hvorfor har de den form, de har? Hvilke funktioner har de haft, økonomisk, socialt og politisk? Hvordan har malerne malet dem, hvordan har forfatterne beskrevet dem, hvordan vekselvirker de med medier som bogtryk, panorama, fjernsyn, internet osv.? Som det vil fremgå, er en plads både de bygninger, der indrammer pladsen, og det liv, der udspiller sig mellem husene, og dermed også den tale, der finder sted på pladsen. Marguerite Duras’ roman Le square (1955) er således udformet som én lang samtale mellem ung pige og en ældre mand, der tilfældigt sidder på samme bænk på en plads, om hvilken man i øvrigt ikke hører noget nærmere end, at den unge pige elsker pladser, fordi man dér kan være udendørs, og fordi man dér kan falde i snak med fremmede mennesker: ”Det er næsten kun på pladser, at det falder naturligt”.5 Samtalen handler i øvrigt om det gode liv, og pladsen er en del af dette, fordi det er her, den ensomme kan gå hen, hvis han vil falde i snak med andre.6

Indledning

Hos Duras er samtalen uformel, men gennemført urban. Den ældre herre glemmer aldrig at sige ”Mademoiselle” til den unge pige, og hun glemmer aldrig et ”Monsieur”. Men pladser kan også danne ramme om de mest formelle og formfuldendte taler. Fra Forum i det gamle Rom til Blågårds Plads er talerstolen bygget ind i pladsens arkitektur. En af middelalderens store tænkere og talere var Brunetto Latini (1210-94), der bl.a. er kendt som værge for digteren Dante. Latini definerede i bogen Tesoretto byen som ”et sted, hvor et folk samles under én lov og én regent”, og han tilføjede, med reference til Cicero, at ”retorik, altså talerkunsten, er den vigtigste videnskab, når det gælder kunsten at styre en by, for hvis der ikke var nogen tale, ville der heller ikke være nogen by eller retfærdighed eller menneskeligt selskab”.7 Og den effektive talerkunst har fejret triumfer op gennem historien. Den moderne og den postmoderne by havde næppe fået de former, som den fik, hvis ikke den var blevet talt op af mestertalere som Adolf Loos, Daniel Libeskind og Rem Koolhaas. Pladsen er ikke kun et fysisk rum, men også et socialt rum, ikke kun et arkitektonisk rum, men også et retorisk rum, og derfor vil denne bog ledsage redegørelsen for pladserne med en redegørelse for de forskellige måder, hvorpå der gennem tiderne er talt og skrevet om pladserne, i øvrigt ikke mindst i litteraturen. Der vil blive præsenteret en række eksemplariske analyser af konkrete pladser, fra agoraen i Athen og kejsertorvene i Rom til mønsterdannende pladser som Campo del Santo i Siena og Piazza Annunciata i Firenze, Place des Vosges i Paris og Bedford Square i London og videre til nyere forsøg på at skabe pladser – Place de Beaubourg i Paris, Piazza d’Italia i New Orleans, Place de la Nombre d’Or i Montpellier. Og selvom de europæiske pladser dominerer blikket, vil der også forekomme strejftog til amerikanske og arabiske pladser, og der vil blive set på samspillet mellem spanske og latinamerikanske pladser. I forlængelse af dette vil bogen også diskutere spørgsmålet om pladsens aktuelle vilkår mellem på den ene side bilerne, på den anden side shopping mallen og på den tredje side den moderne teleteknologi. Bogen er inddelt i 12 dele. I den første del vil der blive rullet op for generelle spørgsmål, der kan stilles til byens pladser. Der redegøres for pladsen og sproget. Hvad betyder ordet plads, inkl. agora, forum, piazza, place, Platz, square? Hvad fortæller de forskellige pladsers navne om pladsen? Og hvordan har pladsen gennem tiderne fungeret som talerstol, og hvordan har medier formet pladsen – fra alfabetet over bogtrykket til avisen og videre frem til storskærme og smartphones?

I anden del handler det om pladsen som rum. Hvilke former har pladserne – og hvorfor? Hvordan fungerer pladsen som blikfang? Og hvad sker der, når byen sprænger sin skala? I tredje del gælder det samspillet mellem pladsen og kulturen. Hvordan placerer pladsen sig i det sociale rum? Hvordan er forholdet mellem plads og tid? Og hvilken rolle har byens pladser haft i de fester, hvor fællesskabet fejrer sig selv? I bogens fjerde del fortælles der om de første pladser. Først skildres den græske agoras tilblivelse. Derpå skitseres udviklingen fra Forum Romanum til de imposante kejsertorve. Og endelig, efter Romerrigets fald, der også betød et fald for den højtudviklede romerske bykultur, gives der et rids af det middelaldertorv, som gradvis tog form, da en ny type byer begyndte at dukke op i Europa. I bogens femte del gælder det højdepunktet i pladsens nyere historie. Kapitlet flytter sig fra by til by, efterhånden som pladsens grundtyper tager form: først den italienske piazza, så den spanske plaza, derefter den franske place royale og til sidst den engelske residential square. I bogens sjette del er temaet pladsens gradvise åbning. Først beskrives det, hvordan den stort anlagte Place de la Concorde giver byrummet en landskabelig karakter. Fra Paris går turen til Berlin, hvor arkitekten Karl Friedrich Schinkel, inspireret af de såkaldte panoramaer, skabte et byrum, der formidler mellem det lukkede og det åbne rum. Til sidst berettes i kapitlet om The Crescent (halvmåne) i Bath, om et pladsanlæg, der, som navnet røber, fuldstændig åbner sig mod sine omgivelser. Åbningen af pladserne kunne godt skabe utryghed, og i 1800-tallet bliver agorafobi eller pladsangst en stor udfordring både for dem, der levede i byerne, og for dem, der skulle planlægge byerne. I bogens syvende del om pladsen og planen præsenteres tre af 1800-tallets største teoretikere og praktikere inden for byplanlægning, Ildefonso Cerda, Camillo Sitte og Charles Buls, der hver på sin måde reflekterede over brydningen mellem åbning og lukning i pladsanlæg i Barcelona, Wien og Bruxelles. I bogens ottende del er temaet de urbane pladsers skæbne i 1900-tallet, og her tegner bevægelsen indad en vigtig linje. Pladserne rykker indendørs. Der fortælles først om funktionalisterne, for hvem byen som en velsmurt maskine skulle tage udgangspunkt i boligen som en velsmurt maskine, og dernæst om forbrugerne, der blev den nye tids adressat for byplanlægningen: I de nye shopping malls’ airconditionerede pladsrum kunne de i luftige atrier hengive sig til shoppingens velsignelser. I bogens niende del gælder det årene op mod og efter årtusindskiftet. Under slagordet postmodernisme kom der nyt fokus på den traditionelle

Indledning

by, tætbyen og de markante offentlige pladsrum, som hørte til denne. Piazza d’Italia i New Orleans blev en slags paradenummer for postmodernisterne. Men der blev også udviklet en mere ambitiøs bypolitik med pladserne som omdrejningspunkt, og her blev Barcelona mønsterdannende. I bogens 10. del fortælles der om Potsdamer Platz. Murens fald i 1989 betød, at man i Berlin satsede på at vække byens gamle hjerte, Potsdamer Platz, med et storslået pladsanlæg, et samlingssted i stedet for en skillemur. Bogens 11. del handler om den repræsenterede plads. Først skitseres en linje i europæisk litteratur med Charles Dickens og Alfred Döblin som eksempler. Derefter redegøres der for den helt centrale rolle, som plazaen har haft og har i latinamerikansk litteratur. Og til sidst zoomes ind på Times Square, som ikke bare har sit navn efter et massemedium, men som også har fået sin særlige identitet gennem film, fjernsyn, storskærme og andre medier. I den afsluttende 12. del om ”Den politiske plads” vil perspektivet blive udvidet til en kultur, der først med den europæiske kolonisering har fået en bykultur med store pladsanlæg. Disse pladser har længe stået i skyggen af det, man kalder ”den arabiske gade”, men Facebook, Twitter og andre ”sociale medier” har stimuleret en helt ny brug af byen med store forsamlinger på pladserne i de arabiske byer. Noget kunne tyde på, at de kommentatorer har ganske uret, som har beskyldt de elektroniske medier for at erodere grundlaget for den arkitektoniske udformning af byens fysiske rum. I januar 2011 fejede et folkeligt oprør hen over den arabiske verden. Inspireret af Facebook, Twitter og YouTube samlede oprørerne sig på byernes pladser, ansigt til ansigt, skulder ved skulder, men også front imod front: på Tahrir-pladsen i Cairo, på Perlepladsen i Bahrain, på Den Grønne Plads i Tripoli, på Klokkepladsen i Daraa. Politiken bragte i maj 2011 artiklen ”Kampvogne ruller ind i hovedstaden”, der sluttede med et citat af dissidenten Ahed al-Hendi: ”Hvis folket kan indtage pladserne, kan de forandre regimet”.8 22. august 2011 indtog de libyske oprørere hovedstaden og markerede sejren ved at omdøbe Den Grønne Plads til Martyrernes Plads. Som bekendt er ”Martyrernes Plads” i mellemtiden blevet et alt for dækkende navn på de fleste af de pladser, der i 2011 vakte håb. Men at pladsen fortsat er en inspiration for et bedre liv, vil forhåbentlig fremgå af de følgende sider.