K at h e r i n e B o o Vinder af Pulitzerprisen
BAG DET EVIGT SMUKKE ”Skal læses! Mumbais slum fremstillet og forstået på en helt ny måde i et intenst smukt sprog”
Salman Rushdie
New York Times bestseller
Til to forskellige Sunil’er. Tak for det, I har lÌrt mig om ikke at give op.
Bag det evigt smukke.indd 5
11/05/12 15.20
Katherine Boo
Bag det evigt smukke P책 dansk ved Martin Aitken
Bag det evigt smukke.indd 3
11/05/12 15.20
Bag det evigt smukke.indd 2
11/05/12 15.20
P RO L O G
Mellem roser
den
17.
juli ,
2008 –
mumbai
Det nærmede sig midnat, den etbenede kvinde var slemt forbrændt, og Mumbais politi var på vej for at hente Abdul og hans far. I en af slumbyens hytter ude ved den internationale lufthavn nåede Abduls forældre til enighed ved hjælp af, hvad der for dem var usædvanligt få ord. Faderen var syg og ville vente inde i hytten, hvor det flød med affald, og hvor familien på elleve mennesker boede under et bliktag. Han ville ikke modsætte sig anholdelsen. Abdul, der tjente pengene i familien, var den, der måtte flygte. Hvad Abdul selv mente om denne plan, var der som sædvanlig ikke nogen, der havde spurgt ham om. Allerede nu var han lammet af panik. Han var seksten år, eller måske var han nitten – hans forældre var håbløse til datoer. I sin uudgrundelige visdom havde Allah formet ham som en splejset og nervøst anlagt dreng. En kryster, sådan betegnede Abdul sig selv. Han havde ikke forstand på, hvordan man kunne narre politiet. Det, han havde forstand på, var hovedsageligt affald. Så langt han kunne huske tilbage, i stort set samtlige timer, han havde været vågen, havde han lavet handler med genbrugsvirksomhederne, købt og solgt alt det, som de, der havde penge, smed væk. Nu fattede Abdul, at han var nødt til at forsvinde, men ud over den erkendelse slog fantasien ikke til. Han satte i løb, men vendte hurtigt om igen. Det eneste sted, han kunne komme i tanker om at gemme sig, var i affaldet. 9
Bag det evigt smukke.indd 9
11/05/12 15.20
Han åbnede døren til familiens hytte på klem og kiggede ud. Hans hjem lå midt i en række sammenflikkede hytter, og det faldefærdige skur, hvor han opbevarede sit affald, lå lige ved siden af. Hvis blot han kunne nå frem til dette skur uden at blive set af nogen, ville naboerne samtidig blive snydt for den fornøjelse, det utvivlsomt ville være at overgive ham til politiet. Dog var han ikke glad for månen. Den var fuld og lyste så åndssvagt ned på den støvede plads ude foran hans hjem. Ovre på den anden side lå godt en snes andre hytter, der husede lige så mange familier, og Abdul var bange for, at han ikke var den eneste, der stod bag en krydsfinérdør og tittede ud. Nogle af indbyggerne i denne slumby ønskede, at det skulle gå hans familie dårligt på grund af de gamle modsætninger mellem hinduer og muslimer. Andre var imod dem af en mere moderne årsag: økonomisk misundelse. Ved at påtage sig affaldsarbejdet, som mange indere betragtede som foragteligt, var det lykkedes Abdul at hæve sin store familie op over sultegrænsen. Der var i hvert fald stille på det tomme areal – næsten mærkværdigt stille. Arealet dannede en slags strandområde for den omfattende sø af kloakvand, der udgjorde slumbyens østlige grænse, og de fleste aftener var der et leben uden lige: folk, der sloges, lavede mad, flirtede, badede, passede geder, spillede cricket, ventede på at tappe vand fra den offentlige hane, stod i kø uden for et lille bordel eller lå og sov rusen ud efter indtagelse af den livsforkortende hjemmebrændte alkohol, der blev solgt fra en hytte to døre fra Abduls egen. Det tryk, der til stadighed opstod i de overfyldte hytter i slummens snævre gyder, kunne kun lettes på dette ene sted, som man kaldte for pladsen. Men efter slagsmålet, efter at man havde sat ild til kvinden, de kaldte den Etbenede, havde folk trukket sig tilbage til deres hytter. Blandt de omstrejfende grise, vandbøfler og de sædvanlige sprittere, der lå og rodede rundtomkring, var der tilsyneladende nu kun et enkelt menneske, der kiggede: en uforfærdet lille gut fra Nepal. Han sad med armene om sine knæ i en glitrende, blå dis ovre ved kloakvandssøen – genspejlingen fra en skilteskov i 10
Bag det evigt smukke.indd 10
11/05/12 15.20
neon ved et luksushotel på den anden side af vandet. Abdul var ligeglad med, om drengen så, hvor han gemte sig. Knægten, som hed Adarsh, var ikke nogen politispion, han kunne bare godt lide at være sent oppe for at slippe for sin mor og hendes natlige vredesanfald. Bedre chancer end denne fik Abdul nok ikke. Han sprang hen til affaldsskuret og lukkede døren bag sig. Indenfor var der kulsort, rotterne pilede febrilsk omkring, og dog følte han sig lettet. Skuret her var hans – en ti-tolv kvadratmeter proppet helt op til det utætte tag med alt det, som Abdul havde forstand på: tomme vand- og whiskyflasker, mugne aviser, brugte tamponindføringshylstre, sammenpresset sølvpapir, paraplyer med kun stiverne tilbage efter monsunregnen, knækkede snørebånd, gullige vatpinde, kassettebåndsalat, ødelagt plastikemballage, som engang havde indeholdt Barbie-kopier. Et sted i mørket var der faktisk også en Berbee eller en Barblie, som var blevet maltrakteret under et af de små forsøg, børn med meget legetøj åbenbart godt kunne lide at udsætte de ting for, som de var blevet trætte af. Efterhånden var Abdul blevet ekspert i at se bort fra alt det unødvendige. Sådanne dukker lagde han altid i bunken med patterne vendt nedad. Undgå ballade. Det var udgangspunktet for Abdul Hakim Husain, et princip, han hyldede i en sådan grad, at det var lige før, det stod prentet på hans krop. Hans øjne sad dybt, og kinderne var indfaldne. Arbejdet havde givet ham et senet og lettere skrutrygget udseende – han lignede en, der bestemt ikke gjorde væsen af sig selv, når han snoede sig gennem slumbyens menneskepakkede gyder. Stort set alting ved ham var indsunkent bortset fra flyveørerne og det krøllede hår, der pigeagtigt stod ud fra hovedet, hver gang han tørrede sveden af panden. Et beskedent væsen, der let lod sig overse, var en nyttig egenskab i Annawadi, som var det sumpede stykke slum, han boede i. Her i udkanten af de blomstrende vestlige forstæder til Indiens finanscentrum levede der tre tusinde mennesker, som havde pakket sig sammen i – eller oven på – 335 hytter. Stedet 11
Bag det evigt smukke.indd 11
11/05/12 15.20
var et sammenrend af indvandrere fra hele Indien – hovedsageligt hinduer, der tilhørte alle mulige kaster og sub-kaster. Hans naboer repræsenterede så forskellige trosretninger og kulturer, at Abdul, der var en af slumbyens cirka 35 muslimer, ikke kunne finde ud af det. Blot betragtede han Annawadi som et sted fyldt med fælder, der grundede sig i nye såvel som gamle stridigheder, og som han var fast besluttet på ikke at ryge ned i. For Annawadi havde også en fabelagtig beliggenhed for en som ham, der gjorde sig i rige menneskers affald. Abdul og hans naboer levede som besættere på jord, der tilhørte Indiens lufthavnsmyndigheder. Kun en stærkt befærdet vej kantet med kokospalmer adskilte slumbyen fra indgangen til den internationale terminal. Til at betjene lufthavnens kunder lå fem ekstravagante hoteller i en ring omkring Annawadi: fire overpyntede, marmoragtige kolosser samt et enkelt Hyatt-hotel, en skinnende konstruktion i blåt glas, fra hvis øverste vinduer Annawadi og nogle tilstødende bosættelser lignede landsbyer, der var blevet nedkastet fra luften i mellemrummene mellem alt det elegante og moderne. “Alt omkring os er roser.” Sådan havde Abduls lillebror Mir chi sagt. “Og vi er lortet inde imellem.” I det nye århundrede, i takt med at Indiens økonomi voksede hurtigere end nogen andens undtagen Kinas, skød lyserøde lejlighedskomplekser og kontorbygninger af glas op i nærheden af byens internationale lufthavn. Et af firmadomicilerne bar slet og ret det engelske navn More. Flere kraner til at bygge flere huse, hvoraf de højeste udgjorde en fare for det stigende antal fly, der landede der. Overbyen var en tilsmogget, vækstdreven forhindringsbane, hvorfra bundter af forretningsmuligheder trillede ned i slumbyerne. Hver morgen bredte vifter af affaldsgribbe sig ud over lufthavnsområdet i søgen efter salgbare genstande, der var blevet tilovers – nogle ganske få kilo blandt de otte tusinde tons affald, som Mumbai stødte ud hver eneste dag. Disse ådselædere for 12
Bag det evigt smukke.indd 12
11/05/12 15.20
frem efter sammenkrøllede cigaretpakker smidt fra biler med tonede ruder. De gennemrodede kloakker og containere efter tomme vand- og ølflasker. Hver aften trak de hjem ad slumvejen med sække fyldt med affald på ryggen, som et optog af indtjeningsfikserede julemænd med dårlige tænder. Abdul tog imod dem med sin rustne vægtskål. I hierarkiet i underbyens affaldsverden rangerede denne teenager et niveau højere end affaldsgribbene: en handelsmand, som vurderede og købte, hvad de andre fandt. Hans egen indtjening kom fra at sælge affaldet i store partier til de små genbrugsvirksomheder nogle få kilometer derfra. Abduls mor var den tingende i familien. Gribbene, der forlangte for meget for deres affald, overdængede hun med skældsord. Ord var noget, der kun modvilligt slap ud af Abduls mund. Hans ekspertise bestod i sorteringen – den nøje og afgørende proces, hvorved det indkøbte affald blev indplaceret i de tres kategorier af papir, plastik, metal og så videre, for at det i det hele taget kunne sælges. Han var selvfølgelig hurtig. Han havde sorteret siden seksårsalderen, da farens lunger var blevet ødelagt af tuberkulose og affaldsarbejdet. Abduls motorik havde udviklet sig i overensstemmelse med hans arbejde. “Du var alligevel ikke kvik nok til skolen,” havde faren for nylig observeret. Abdul følte ikke, han havde gået længe nok i skole til at kunne have en mening om det. De første år havde han bare siddet i et klasseværelse, hvor stort set intet skete. Derefter havde den stået på arbejde. Arbejde, som hvirvlede så meget skidt op i luften, at hans snot var helt sort. Arbejde, som dog var mere kedeligt, end det var beskidt. Arbejde, som han regnede med at skulle udføre resten af sit liv. De fleste dage følte han sig tynget af det fremtidsperspektiv, som var det en fængselsdom. I aften, hvor han gemte sig for politiet, mærkedes det mere som et håb.
13
Bag det evigt smukke.indd 13
11/05/12 15.20
Lugten af den Etbenede, som de havde brændt, var knap så gennemtrængende i skuret, al den stund den måtte konkurrere med stanken af affald og den angstens sved, der gennemtrængte Abduls tøj. Han klædte sig af og gemte sine bukser og sin skjorte bag en stak pergamentagtige aviser ved døren. Hans bedste ide gik ud på at kravle om bag det to-tre meter høje affaldsbjerg og derefter klemme sig ind mod bagvæggen så langt som muligt fra døren. Han var adræt, og i dagslys kunne han bestige den afbalancerede dynge i løbet af femten sekunder. Men satte han bare én fod forkert i mørket, ville det udløse et jordskred af flasker og dåser, som ville afsløre hans gemmested for enhver, der befandt sig inden for hørevidde, eftersom væggene mellem hytterne var tynde og deltes med naboerne. Til højre for Abdul – og noget foruroligende – lød der en stille snorken: en lakonisk fætter, nys ankommet fra landet, som formentlig nu gik ud fra, at det var en hverdagshandling i storbyen at stikke ild til kvinder. Abdul bevægede sig mod venstre, famlende i mørket efter en bunke blå plastiksække. Støvfælder var de, disse sække, og han hadede at skulle sortere dem. Men han huskede, at han havde lagt dem oven på en stabel gennemblødt pap – noget, som han ville kunne forcere forholdsvis lydløst. Han fandt sækkene og de fladmaste papkasser ovre ved sidevæggen, den, som adskilte skuret fra hans hjem. Han trak sig op ad stablen og ventede. Pappet gav sig, rotterne flyttede sig, men intet larmende faldt ned på gulvet. Nu kunne han støtte sig til sidevæggen for ikke at vælte, mens han overvejede sit næste træk. En eller anden sjokkede omkring på den anden side af væggen. Formentlig var det hans far. Han havde sikkert taget nattøjet af nu og var iklædt den polyesterskjorte, der altid hang på ham. Mon ikke han var optaget af at granske sin tobak? Han havde brugt hele aftenen på at stikke til tobakken, havde trukket den rundt i håndfladen, indtil den dannede en cirkel, en trekant, endnu en cirkel, om og om igen. Det var det, han gjorde, når han ikke anede, hvad det var, han gjorde. 14
Bag det evigt smukke.indd 14
11/05/12 15.20
Et par skridt til og lidt ubelejlig skramlen, så var Abdul omme ved bagvæggen. Han lagde sig ned. Nu ærgrede han sig over, at han ikke havde bukser på: Myg og plastemballagens skarpe kanter stak ham i baglåret. Den brændte lugt, der hang i luften, var bitter, mere petroleum og smeltet sandal end kød. Hvis Abdul var stødt på den i en af slumbyens gyder, havde han nok ikke fået ondt i maven af den grund. Det var som orangeblomster sammenlignet med den rådnende hotelmad, der blev dumpet hver nat ved Annawadis udkant, og som holdt tre hundrede belortede grise i live. Det med maven skyldtes, at han vidste, hvad det var for en lugt, og hvem den stammede fra. Abdul havde kendt den Etbenede siden den dag for otte år siden, da hans familie var ankommet til Annawadi. Han havde ikke haft andet valg end at kende hende, eftersom kun et lagen havde adskilt hendes skur fra hans eget. Heller ikke dengang brød han sig om hendes lugt. Selv om hun var fattig, lykkedes det hende på en eller anden måde at parfumere sig. Abduls mor, som lugtede af modermælk og stegte løg, misbilligede det. Dengang i lagentiden var Abdul – ligesom nu – sikker på, at hans mor, Zehrunisa, havde ret med hensyn til det meste. Hun var mild og legesyg over for sine børn, og hendes eneste brist af betydning ifølge Abdul, som var hendes ældste søn, var det sprog, hun anvendte, når hun tingede. Selv om det var normalt med en vis banden, når man i affaldsbranchen prangede med hinanden, syntes han, at hans mor efterlevede normen en tand for ivrigt. “Åndssvage alfons, har du en citron i stedet for en hjerne?” kunne hun finde på at udbryde med påtaget fornærmelse. “Tror du, mine børn kommer til at sulte uden dine blikdåser? Jeg burde trække dine bukser ned og skære den lille tingest af, du har derinde!” Og det sagde en kvinde, som var vokset op i en eller anden landsby ude på bøhlandet, hvor hun blev opdraget til at være from og gå i burka. 15
Bag det evigt smukke.indd 15
11/05/12 15.20
Abdul betragtede sig selv som “halvfems procent gammeldags” og tillod sig at rette på hende: “Hvad ville din far ikke sige, hvis han hørte dig bande sådan på gaden?” “Han ville sige det værste,” svarede Zehrunisa en dag. “Men det var ham, der sendte mig af sted for at gifte mig med en mand, der var syg. Hvis jeg bare havde siddet herhjemme og holdt mund, ligesom min mor gjorde, ville alle de her børn være døde af sult.” Abdul besad ikke det fornødne mod til at nævne sin fars – Karam Husains – store brist: for syg til at sortere ret meget affald, ikke syg nok til at holde sig fra sin kone. Wahhabi-sekten, som han var vokset op i, var imod prævention, og af de ti børn, Zehrunisa havde født, havde de ni overlevet. Med hver graviditet trøstede Zehrunisa sig med tanken om, at hun var i færd med at producere fremtidens arbejdskraft. Abdul var til gengæld nutidens arbejdskraft, og hans bekymringer steg, hver gang der kom en lille ny. Han begik fejl, betalte gribbene for godt for sække fyldt med værdiløse ting. “Rolig,” sagde hans far blidt. “Brug næsen, munden og ører ne, ikke kun vægtskålen. Bank let på skrotmetallet med din negl. Lyden kan fortælle dig, hvad det er lavet af. Bid i plastikken for at bestemme kvaliteten. Er den hård, så knæk den over og snus til den. Er lugten frisk, er det tegn på polyuretan af god kvalitet.” Abdul havde suget til sig. Ét år havde de nok at spise. Et andet var boligen blevet forbedret. Lagenet var erstattet med en skillevæg flikket sammen af aluminiumsrester og senere en mur bygget af frasorterede mursten, hvilket gjorde hans hjem til den mest solide bolig i rækken. De følelser, der skyllede igennem ham, når han betragtede muren, var flere: stolthed, frygt for at murstenene var af så dårlig kvalitet, at muren ville styrte sammen, lettelse. Nu var der en tre tommer tyk barriere mellem ham og den Etbenede, som modtog elskere, når ægtemanden var ude at sortere affald eller befandt sig andetsteds. De seneste måneder havde Abdul kun lagt mærke til hende, 16
Bag det evigt smukke.indd 16
11/05/12 15.20
når hun humpede forbi på sine metalkrykker på vej hen til markedet eller det offentlige toilet. Den Etbenedes krykker syntes for korte, for når hun gik, skød røven bagud med en vrikkende bevægelse, der fik folk til at grine. Læbestiften var endnu en kilde til morskab. Maler hun sig sådan bare for at sætte sig ved skidehullet? Nogle dage var læberne orange, andre gange lillarøde, som om hun var klatret op i jamun-træet ovre ved Hotel Leela og havde guffet alle frugterne i sig. Den Etbenede hed i virkeligheden Sita. Hun var lys i huden, hvilket som oftest var en fordel, men det uudviklede ben havde sendt brudeprisen i bund. Hendes hinduforældre havde taget imod det eneste tilbud, de fik: en fattig, utiltrækkende, om end arbejdsom muslim, der tillige var gammel – “halvdød, men hvem ville ellers have hende”, havde moren engang sagt med sur mine. Denne usandsynlige ægtemand gav hende et nyt navn, Fatima, og det umage par havde siden frembragt tre skravlede piger. Den svageligste datter var dog druknet i en spand i hjemmet. Fatima sørgede tilsyneladende ikke over det, hvilket fik snakken til at gå. Efter nogle dage trådte hun igen frem fra hytten, atter vrikkende med hoften og med et blik i de gyldne øjne, der på ny fæstnede sig stolt ved mandfolkene. I det hele taget havde der været for meget krævementalitet i Annawadi på det seneste, i hvert fald virkede det sådan på Abdul. I takt med at Indien oplevede økonomisk vækst, var de gamle ideer om at acceptere det liv, man havde fået tildelt af sin kaste eller sine guder, ved at blive erstattet af en tro på verdslig genopfindelse. Indbyggerne i Annawadi talte nu henkastet om udsigten til et bedre liv, som om velstand var en fætter, der havde meldt sin ankomst på søndag, som om fremtiden ville tage sig helt anderledes ud end fortiden. Abduls bror Mirchi havde ingen intentioner om at sortere affald. Han forestillede sig, at han skulle bære stivet uniform og stemple ind til arbejdet på et luksushotel. Han havde hørt om tjenere, der brugte hele dagen på at sætte tandstikkere i små stykker ost eller lægge bestik på spisebordene, så det lå snorlige. 17
Bag det evigt smukke.indd 17
11/05/12 15.20
Han ville gerne have sådan et job, som man ikke blev beskidt af. “Bare vent!” havde han engang vrisset ad moren. “En dag får jeg et badeværelse på størrelse med hele hytten her!” Den drøm, som Raja Kamble nærede, drejede sig om medicinsk genfødsel. Raja Kamble var en svagelig toiletrenser, der boede i gyden omme bag ved Abduls familie. Hvis bare han fik en ny klap til sit hjerte, ville han leve længe nok til at opfostre sine børn. Meena, som var femten år gammel og boede i en hytte rundt om hjørnet, længtes efter at tage del i friheden og det eventyrlige liv, hun så i fjernsynsserierne, i stedet for et arrangeret ægteskab og underkastelse i hjemmet. Sunil, en underudviklet tolvårig grib, ville have mulighed for at spise så meget, at han kunne begynde at vokse. Asha, en kamphane af en kvinde, der boede ved det offentlige toilet, nærede en anden slags ambition. Hun ville gerne være Annawadis første kvindelige slumlord og skamride byens ubønhørlige korruption direkte ind i middelklassen. Hendes teenagedatter, Manju, betragtede sin egen målsætning som noget ædlere: at blive den første kvinde i Annawadi med en videregående uddannelse. Den mest absurde skikkelse blandt disse drømmere var dog den Etbenede. Det syntes alle. Hendes altopslugende interesse var udenomsægteskabelig sex, men det var ikke kun for lommepengenes skyld. Det ville hendes naboer trods alt have haft forståelse for. Men den Etbenede nærede tillige et ønske om at sætte sig ud over den lidelse, som var årsag til hendes kaldenavn. Hun ville gerne respekteres og være attraktiv. Folk i An nawadi syntes, den slags ønsker var upassende for en krøbling. Abdul ønskede sig følgende: en kone, hvis uskyld udelukkede ord som alfons og søsterknepper fra hendes ordforråd, og som var ligeglad med, hvor meget han lugtede, og på længere sigt et hus et andet sted, som ikke var Annawadi. Som de fleste i slumbyen – og i verden for den sags skyld – mente han, at hans drømme var i overensstemmelse med hans evner.
18
Bag det evigt smukke.indd 18
11/05/12 15.20
Politiet var ankommet til Annawadi og var nu på vej hen over pladsen med retning mod hans hjem. Der måtte være tale om politiet, for ingen, der boede i slumbyen, var i stand til at frembyde tilnærmelsesvis lige så meget selvtillid. Abduls familie kendte mange af betjentene på den lokale politistation, lige akkurat godt nok til at være bange for dem alle. Når de fik nys om, at en familie i slumbyen gjorde gode forretninger, lagde de vejen forbi hver anden dag for at gøre krav på deres andel. Den værste var politiassistent Pawar, som havde mishandlet den lille Deepa, en hjemløs pige, der solgte blomster ovre ved Hotel Hyatt. Men det gjaldt for de fleste af dem, at de ikke ville holde sig tilbage for at pudse næse i dit sidste stykke brød. Abdul havde ventet med skræk på dette øjeblik, hvor politibetjentene krydsede hans families tærskel – på lyden af småbørn, der skreg, af potter og pander, der blev væltet med vold. Men de to betjente var helt rolige, venlige ligefrem, mens de stod og fremlagde sagens kendsgerninger. Den Etbenede havde overlevet og havde fremsat visse beskyldninger fra sit sygeleje på hospitalet, nemlig at Abdul, hans storesøster og deres far havde tævet og derefter stukket ild til hende. Senere ville Abdul huske tilbage på betjentenes ord, som var de gået igennem skurets væg så langsomt som i en feberdrøm. Hans søster Kehkashan var altså også under beskyldning. Alene af den grund ønskede han, at den Etbenede skulle dø. Og derefter ønskede han, at han aldrig havde ønsket det. Hvis den Etbenede døde, ville hans familie blot være endnu mere på skideren. At være fattig i Annawadi eller enhver anden slumby i Mum bai var ensbetydende med, at man var skyldig i et eller andet. Nogle gange købte Abdul skrotmetal, som gribbene havde stjålet. Han drev en forretning, beskeden som den var, uden at være i besiddelse af den nødvendige tilladelse. Bare det at bo i Annawadi var ulovligt, eftersom lufthavnsmyndighederne krævede, at bosættere som ham skulle forlade området. Men 19
Bag det evigt smukke.indd 19
11/05/12 15.20
hverken han eller nogen anden i hans familie havde stukket ild til den Etbenede. Det havde hun selv gjort. Abduls far bedyrede familiens uskyld med en stemme, som var hvæsende og stakåndet, mens betjentene førte ham ud af huset. “Hvor er din søn?” forlangte den ene af dem at få at vide, da de stod uden for døren ind til opbevaringsskuret. Betjentens høje røst var i dette tilfælde ikke ment som en magtdemonstration. Han ville blot være sikker på, at han kunne høres hen over lyden af Abduls mor, der vrælede af sine lungers fulde kraft. Zehrunisa Husain var en tårefabrik, selv på sine bedste dage. Faktisk var det en af hendes foretrukne metoder til at indlede en samtale. Men nu blev hendes gråd forstærket af, at hendes børn også græd. De små medlemmer af familien Husain elskede deres far mere umiddelbart, end Abdul gjorde det, og den aften, politiet kom for at føre ham bort, ville fremover være indprentet i deres hukommelse. Tiden gik. Gråden døde hen. “Han er hjemme igen om en halv time,” sagde hans mor til de små i et syngende, højt tonefald, som var et af dem, hun anvendte, når hun løj. Abdul fandt styrke i ordene hjemme igen. Åbenbart havde politiet forladt Annawadi, efter at de havde anholdt hans far. Abdul kunne ikke udelukke den mulighed, at betjentene ville vende tilbage for at lede efter ham. Men med det, han kendte til Mumbai-politis energiniveau, var det mere sandsynligt, at betjentene ville holde fyraften. Det gav ham en tre-fire timer endnu med mørke, hvor han kunne planlægge en flugt, der var mere fornuftig end bare at gemme sig i det tilstødende skur. Det var ikke sådan, at han ikke følte sig i stand til at vove pelsen. En af hans private forfængeligheder var hans forestilling om, at affaldssorteringen havde tilført hans hænder en dræbende kraft – som gjorde, at han kunne knække mursten midtover med et enkelt slag, ligesom Bruce Lee. “Så lad os da finde en mursten,” havde en pige engang sagt, som han noget uklogt havde delagtiggjort i netop denne overbevisning. Abdul 20
Bag det evigt smukke.indd 20
11/05/12 15.20
havde bakket ud. Murstensforestillingen var noget, han gerne gav næring til, men den skulle ikke afprøves. Hans bror Mirchi, som var to år yngre, var langt modigere og ville aldrig have gemt sig i affaldsskuret. Mirchi holdt meget af Bollywood-filmene, hvor de fredløse med bare maver sprang ud af høje vinduer og løb hen over tagene af togvogne i bevægelse, mens politiet, der jagtede dem, skød og ramte forbi. Abdul tog til gengæld alle farer, også dem i filmene, alt for alvorligt. Han græmmede sig stadigvæk over den aften, han og en anden dreng var taget hen til et skur et par kilometer væk, hvor man viste piratvideoer af de seneste film. Denne aftens film havde handlet om et palæ, hvor der boede et uhyre nede i kælderen – et væsen med orangefarvet pels, som levede af at æde mennesker. Da den var forbi, havde han set sig nødsaget til at betale ejeren tyve rupier for at få lov til at sove på gulvet, eftersom hans ben var for stive af skræk til at bære ham hjem. Lige så flov han var, når de andre drenge blev opmærksomme på hans frygt, lige så irrationelt syntes Abdul, det var at ønske sig anderledes. Mens han gik og sorterede aviser eller blikdåser – opgaver, som beroede mere på at mærke end på at se – betragtede han sine naboer. Det var en vane, der fik tiden til at gå og gav ham anledning til at danne teorier. En af disse kom til at vinde hævd over de andre. Det forekom ham nemlig, at skæbnen i Annawadi ikke kun formede sig efter, hvad folk gjorde, eller hvor godt de gjorde det, men i høj grad efter de ulykker og katastrofer, det lykkedes dem at undgå. Et godt liv var det tog, man netop ikke blev ramt af, den slumlord, man undgik at fornærme, den malariasygdom, man ikke var blevet smittet af. Og mens han ærgrede sig over, at han ikke var klogere, mente han alligevel at være i besiddelse af en egenskab, som var næsten lige så værdifuld i de omgivelser, hvori han levede. Han var chaukanna – årvågen. “Mine øjne kan se i alle retninger,” var en anden måde, han formulerede det på. Han mente, at han var i stand til at forudsige katastrofen, mens der endnu var tid til at komme væk. 21
Bag det evigt smukke.indd 21
11/05/12 15.20
Hændelsen med den Etbenedes selvbrænding var den første, der var blevet væk i hans blinde vinkel. Hvad var klokken? En nabo ved navn Cynthia stod ude på pladsen og råbte: “Hvorfor har politiet ikke arresteret resten af denne familie?” Cynthia var veninde til Fatima den Etbenede, og hun havde foragtet Abduls familie, lige siden hendes mands egen affaldsvirksomhed var gået ned. “Lad os gå i optog til politistationen og få betjentene herud for at tage dem med,” stod hun og råbte til de andre indbyggere. Inde fra Abduls hjem kom der kun tavshed. Efter et stykke tid holdt Cynthia heldigvis op. Tilsyneladende var der ikke den store opbakning til protestmarchen, kun irritation over, at hun gik og forstyrrede folks nattesøvn. Abdul fornemmede, at nattens spændinger var i aftagende – lige indtil et rabalder af potter og pander fik ham til at fare op af forskrækkelse og forvirring. Et gyldent lys faldt ind gennem sprækkerne i døren. Ikke døren ind til hans lager. Det var en dør, han lige skulle bruge et øjeblik på at placere. Han stod med bukserne på, så vidt han kunne bedømme hjemme hos den unge muslimske kok, der boede ovre på den anden side af pladsen. Det var morgen. Larmen omkring ham stammede fra andre Annawadiindbyggere, som nu var i gang med at lave morgenmad i de tilstødende hytter. Hvornår var han gået over pladsen og hen til denne hytte? Og hvorfor? Panikken havde flået hul i hans hukommelse, og han fik aldrig styr på, hvad der var sket i nattens sidste timer. Det eneste, der stod klart, var, at han i sit livs alvorligste stund, som krævede hans fulde mod og opfindsomhed, var blevet hjemme i Annawadi og var faldet i søvn. I det samme vidste han, hvad han skulle gøre: Han måtte finde sin mor. Som flygtning havde han vist sig uduelig, nu havde han brug for, at hun skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre. 22
Bag det evigt smukke.indd 22
11/05/12 15.20
“Se nu at komme af sted,” sagde Zehrunisa Husain efter at have givet ham sin instruks. “Skynd dig!” Abdul snuppede en ren skjorte og stak i løb. Hen over det tomme areal, ned ad den kringlede gyde med hytterne og ud til en hullet grusvej. Affald og vandbøfler på slumsiden. Hyatts funklende glas på den anden. Han fumlede med skjorteknapperne, mens han løb. Efter et par hundrede meter kom han ud på den brede, trafikerede vej til lufthavnen, som var kantet med blomstrende haver. Den slags pynt tilhørte en by, han slet ikke kendte til. Der var sågar sommerfugle. Han strøg forbi dem og slog et sving ind mod lufthavnen. Skilte viste vej mod ankomst- og afgangshallerne. Han løb langs med et blåt og hvidt aluminiumshegn, bag hvilket trykluftborene dundrede og gravede fundamenterne ud til en ny og prangende terminal. Abdul havde fra tid til anden spekuleret over sikkerhedshegnets pengemæssige værdi. To hapsede aluminiumspaneler, så kunne en affaldsdreng holde fri i et helt år. Han løb videre og drejede skarpt til højre ved de holdende sorte og gule taxier, der skinnede i den voldsomme morgensol. Så til højre igen og op ad en skyggefuld indkørsel. Træer med løvrige, lavthængende grene. Endelig til højre igen, og så var han indenfor på Sahar Politistation. Zehrunisa havde læst sin søns ansigt: Drengen var for bange til at gemme sig for politiet. Hendes egen frygt, da hun vågnede, var, at betjentene ville tæve hendes mand som straf for Abduls flugt. Det var den ældste søns pligt at beskytte en syg far mod en sådan skæbne. Abdul ville gøre sin pligt – endda næsten, næsten med glæde. At gemme sig var noget, man gjorde, hvis man var skyldig. I og med at han var uskyldig, ville han have det stemplet i panden. Så hvad skulle han ellers gøre end at overgive sig til den stemplende myndighed – til loven, til retfærdigheden, begreber, som hans begrænsede historik ikke havde givet ham nogen som helst grund til at tro på? Nu ville han anstrenge sig til det yderste for at tro på dem.
Bag det evigt smukke.indd 23
11/05/12 15.20
En politiassistent iklædt kakiuniform med epauletter sad og hang bag et gråt metalskrivebord. Da han fik øje på Abdul, rejste han sig op af bar forbavselse. Hans læber under overskægget var tykke og fiskeagtige, og Abdul ville senere huske tilbage på dem – måden, de åbnede sig en anelse på, inden han smilede.
Bag det evigt smukke.indd 24
11/05/12 15.20