c84f05a4b63d4accb905d1e738d38b82

Monica Ritterband L i v ta g o g ly k k e t r ĂŚ f

Livtag og lykketrĂŚf af

Monica Ritterband

GADS FORLAG

Monica Ritterband – livtag og lykketræf © 2011 Monica Ritterband og Gads Forlag ISBN 978-87-12-04621-9 1. udgave, 1. oplag 2011 Projektledelse: Henrik Sebro og Gitte Ertner Forlagsredaktion: Anne Mette Futtrup Omslag: Lene Nørgaard, Propel Omslagsfoto: Steen Brogaard Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Narayana Press, Gylling Printed in Denmark

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeder har det være umuligt at finde frem til den retmæssige copyrightindehaver. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet.

Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som var aftale indgået i forvejen.

www.gad.dk

At være halvkendt, helkendt eller ukendt Nu var jeg altså på TV-Avisen. Jeg var 33, gift med min første mand, Nis Egon Olsen, som var blid og smuk og gik i små sko. Rent bogstaveligt – absolut ikke overført, han var et meget generøst menneske, men han havde egentlig nogle relativt små fødder i forhold til sin højde. Han stod ligesom og vippede. Måske er det bare noget, jeg synes i eftertanken. Måske vippede han ikke det mindste. Men han forekom mig at være bange for et eller andet. Livet, måske – eller måske for mig.

Han udtrykte sig forsigtigt. Han var, hvad man vil kalde en venlig mand, der ikke gjorde noget væsen ud af sig. At han sidenhen blev krigskorrespondent og har levet og været udstationeret på de kanter, hvor man kan falde i afgrunden – det er tankevækkende, især for mig.

Men Nis bakkede mig op, som han i øvrigt altid gjorde, i at jeg skulle tage stillingen som kulturreporter på TV-Avisen.

Men hvorfor ville jeg egentlig på TV-Avisen? Jeg havde det jo godt på Weekendavisen, hvor jeg for første gang som skrivende kunne respektere mig selv, og hvor kollegaerne konkurrerede på graden af viden og ikke på graden af skandale. Jeg befandt mig godt og blev valgt som tillidsrepræsentant og følte, at nu var jeg endelig kommet hjem.

Men, det der tv – det var lokkende. At være den første til at gengive en verdensbegivenhed. Direkte. For eksempel da Berlinmuren faldt.

Et totalitært regime var overvundet, og jeg skulle viderebringe de første optagelser med unge og ældre, der kravlede over den forhadte mur. Direkte. Det fascinerede.

Måske også fordi jeg allerede som barn havde forholdt mig til det mærkelige medie, som både var helt tæt på og samtidig langt væk.

Man kunne krybe ind i rynken på et menneske på skærmen – og alligevel ikke berøre det. Der var autoritet. Der var det uopnåelige, urørlige. Det eventyrlige. TV-Avisens mennesker var i særdeleshed så mærkeligt fejlfrie. De talte smukt, de var krølfrie. Samtalerne var 45

præcise, afmålte, beherskede, de velplacerede smil. Den høflige tone.

Lyden af TV-Avisen. Di da da da daaaaa. Her blev der sagt sager, som var af stor betydning. Vores lands statsminister blev udspurgt, ja selv dronningen. TV-Avisen stod måske over alle med sin kølige, elegante, refererende distance.

Jeg ved det ikke. Men jeg tror, jeg er opvokset med TV-Avisen som det perfekte ideal. En slags sort-hvide forældre i brystformat. Mine kødelige forældre skreg og råbte og bankede i bordet, snød hinanden, kastede med skåle og dansede i køkkenet, løftede benene og slog højlydte prutter, grinede og græd. Jeg foretrak TV-Avisen. Som barn ønskede jeg mig ofte langt væk.

“Dine øjenbryn er for mørke,” sagde produceren og bad mig om at pudre dem lysere. Jeg blev stylet med noble trøjer og diskret makeup. Og jeg smilede mindre, end det egentlig var mig naturligt, og forberedte mig på at være fejlfri. Ville så gerne være det. Jeg var blevet et brystbillede – i farver. Og kendt. Kendt på den led, at den stod på autografer og premiereinvitationer.

Det dér med at skrive autografer har jeg altid syntes var både pinligt og unaturligt. En bizar situation, hvor to mennesker mødes men uden ligeværdighed. “Nogen ønsker min autograf – men jeg ønsker ikke deres. Det er forkert,” tænkte jeg. Og så besluttede jeg, at jeg kun ville give min autograf, hvis vedkommende, der bad om den, også skrev sin autograf til mig. Det praktiserede jeg i en periode. Jeg syntes, jeg var uhyre kæk. Men så begyndte jeg at bemærke, at jeg rent faktisk kom til at gøre et større nummer ud af det, end hvis jeg blot havde smilet venligt og kradset mit navn ned i en fart. Så forsøgte jeg at blive en naturlig “kendt” igen. Det var en aparte tid.

Jeg blev inviteret af forholdsvist perifere bekendte til deres store familiefester og lyttede til deres familietaler uden at kende dem. Var det, fordi det pyntede at have en kendt med til bords? Sagde det noget om værtens brede berøringsflade?

Her i eftertanken kan jeg godt undre mig over, at jeg egentlig sagde 46

ja. Måske syntes jeg bare, at det var sjovt at gå ind ad alle de døre, der åbnede sig for mig. Jeg blev fotograferet med nyfødte. Og modtog smil på gaden. Jeg fik også det gode bord i restauranten. På mange måder ganske behageligt.

Men hvad er det at være kendt? Hvorfor er det så voldsomt attraktivt, at mennesker over hele kloden stræber efter det med en passion, som gjaldt det livet? De fleste tv-programmer handler jo i dag om at gøre ukendte kendte. Eller kendte endnu mere kendte – og for noget andet. Jeg har spurgt halvkendte, helkendte og ukendte, venner og bekendte, og jeg har mærket efter hos mig selv.

På den ene side er det jo ret let at gøre nar af det. For hvor latterligt er det ikke, når man ser og læser om halv- og helkendte, som beredvilligt inviterer medierne ind i deres allermest private og intime sfærer. Selv velfunderede, veluddannede og reflekterede stiller op til showtime, dansekonkurrencer og prøvelser på øer i Det Caribiske Hav, hvor de skal svømme gennem kolde, sorte tunneller, krybe ind i bokse med kryb, sno en slange om halsen, sidde i timevis på en træpind i skærende solskin og meget mere ubehageligt med det ene formål at blive set. Jo, man kan selvfølgelig vinde en pose penge, men det er jeg overbevist om er en biting.

Det væsentlige er at blive set. Kendt. Genkendt.

Jeg synes, det føles beskæmmende, når det at være kendt er blevet et alter, som alle tilbeder.

Måske generer det mig, fordi jeg tror, det handler om at blive fyldt op. At man i virkeligheden render rundt med et gedigent underskud i ens eget indre. At man har en sult af dimensioner – en slunken mave – som skriger efter mad. Som skriger efter kærlighed.

Jeg læste engang, at skuespilleren Tommy Kenter havde udtalt, at når han oplevede klapsalverne efter endt forestilling, så oplevede han det som kærlighed. Stærkt sagt.

Men det er jo alt i alt en sørgelig og meget løst funderet kærlighedsforbindelse. Som lige så godt kan vende sig til had.

Dengang midt i 1990’erne, da jeg var et sted mellem at være kendt 47

og halvkendt – nu er jeg et sted mellem at være halvkendt og ukendt, og det er ikke så tosset en lokalitet at befinde sig på – skulle jeg møde en kollega på restauranten Bryggeriet i Århus. Vi havde lige sat os, og kort efter vi havde fået et par øl serveret, lød det fra nabobordet: “Daw Monica, er du her i Jylland? Du er bare min yndling, min sveske, skal du ikke lige smage min øl?”

Jeg takkede venligt nej og rettede min opmærksomhed på min ledsager. Men nabomanden var i højt humør, og han fortsatte. Han ville have mig over til deres bord, og hans erklæringer blev mere og mere kropsspecifikke. Jeg blev irriteret, men jeg bad roligt og – synes jeg selv – tæt på venligt, om vi kunne være i fred, da vi rigtigt gerne ville tale sammen.

Så lød det: “Skal sådan en lille beskidt jødekælling føle sig for fin?

Ved du, hvad du skal? Du skal rejse hjem, hvor du er kommet fra.”

Jeg tog ikke kampen op. Jeg gjorde delvist, som han sagde. Forlod restauranten og tog tilbage til hovedstaden, hvor jeg boede. Men han mente formentlig ikke København, nok snarere Jerusalem.

At blive set Medierne kunne svinge på samme vis. Dengang i forrige årtusinde, da ugebladene kårede årets mest populære tv-personer ved gigantiske kendisfester med store gaver til alle de sammenstimlede kendte, skulle der ikke meget til for at være enten ude eller inde.

Jeg var et år sammen med Line Baun Danielsen kåret som den mest populære. Og ih, man fik champagne og chokolader og mange fine ord. Et andet år var Meyerheim den altdominerende toppopulære, men jeg kom ind på en andenplads, også fint – og også champagne og gaver. Jeg husker, at et af ugebladene havde skrevet i en overskrift “Derfor elsker alle Monica”. Det, syntes jeg, var en voldsom melding, som ikke kunne holde vand. Og ganske rigtigt, et stykke tid efter den opsvulmede udnævnelse lavede jeg en fodfejl på TV-Avisen, hvor jeg læste et fodboldresultat op efter en kamp, som skulle sendes forskudt 48

live og dermed “holdes hemmeligt” for seerne. Telefonerne på DR glødede med vrede seere. Næste dag stod der på B.T.s forside, at jeg havde ødelagt seernes aften – og nu var de rasende på mig. Jeg husker, at jeg først grinede. Så blev jeg beklemt og noget rystet over, at der ikke skulle mere til. Sådanne oplevelser er probate midler mod at blive afhængig af det narkotikum, det stof, som kendthed består af.

Det at blive set er formentlig fundamentalt for det enkelte menneske. Det giver næring og energi. Hvis man ikke bliver set, bliver man primitiv, for så har man intet at måle sin adfærd op imod. Så træder de gode, gamle dyriske urinstinkter til og overtager styringen. Man reagerer på impulser og ikke på refleksioner. Kamp eller flugt bliver de to muligheder. Det hele handler om overlevelse.

En opvækst, en opdragelse af individet, er én lang spejling, barnet ser sig selv i forældrene. Eller ser sig selv i forhold til samfundet. Vi bliver som det, vi ser og kender til og føler os trygge ved. På godt eller ondt. Vi bliver bevidste.

At være kendt er dybest set at blive set af rigtig mange øjne, rigtig mange spejle. Den kendtes liv bliver spejlet af et helt spejlkabinet.

Nogle af spejlene er virkelighedstro i deres gengivelser. Andre spejle er forvredne. Nogle er meget skæve i deres spejling, andre bare en smule konkave eller konvekse, og det, vi ser, er måske kun let forskønnende eller let forværret.

Nogle gange kan den, der bliver spejlet, selv se, hvis spejlet forvrider virkeligheden. Andre gange er vi blinde over for det. Det kræver dybest set en hel del af den kendte at kunne forvalte alle de mange forskellige spejlbilleder. Og finde og se og holde fast i sin egen kerne.

At blive set og spejlet handler også om at blive anerkendt. Man er til – man er nogen i andres øjne. Og derfor også i ens egne. Jeg har bemærket, at når man er usikker eller trist, er spejlingen af ekstra stor betydning. Så skriger man efter den fylde, som en spejling giver. Og så råber vi for at få svar på det evige spørgsmål: om man er god nok?

Et spørgsmål, der altid skal besvares med et ja.

49

I bøger og film er det beskrevet, at hvis man ignorerer et menneske, kan man rent faktisk slå det ihjel, hvilket i øvrigt var en metode, gamle indianerstammer brugte, når de skulle straffe en af deres egne.

Så blev vedkommende udstødt. Den bortviste tog ikke bussen til den nærmeste by og fandt sig et arbejde og et nyt sæt tøj og et nyt liv, nej, vedkommende følte sig frataget “sig selv set i forhold til sit folk” og dermed selve meningen og dermed kraften til livet. Og han ville forlade sammenholdet og finde et øde sted, hvor han ville lægge sig til at dø.

I dag ligger ensomme indianere og andet godtfolk ikke sådan rundt og flyder døende på bjergtoppe og i klippehuler, nu benytter hovedparten sig af den langsomme metode. Man drikker sig, æder sig og sløser sig ihjel.

En gammel film, som gjorde indtryk på mig, hedder “Papillon” med Dustin Hoffman og Steve McQueen. Begge ender på en fængselsø, vi er i 1930’erne, og der er uhørt ubehagelige vilkår.

Hovedpersonen Steve McQueen, som er blevet uretfærdigt dømt, gør oprør og ender i isolation i et mikroskopisk sort hummer, hvor han lever af gammel grød og kakerlakker. Vi ved ikke, hvor lang tid han sidder i det afsondrede hul, hvorfra han kun en sjælden gang imellem får muligheden for at stikke hovedet ud til fængselsgangen for at se efter vagten eller nyankomne fanger. Men jeg husker scenen, hvor man ser hans smudsige ansigt med det filtrede hår og skæg, de rødsprængte øjne med vanvidsblikket og de runkne læber, som kun kunne forme det ene og samme spørgsmål, når han så en ny fange: “How do I look?”

At have adgang til et publikum Det at blive set kan vel godt tolkes som at høre til. At være indenfor, at være en del af en sammenhæng. At man er et menneske, et socialt individ, som er unikt og uundværligt, og som fylder en plads. Man er anerkendt som en, der lever, og som har retten til det. Det er en 50

respons og et menneskeligt krav og behov, som alle burde få opfyldt.

Men hvis man bliver betragtet fra vinklen nedefra og op, med øjne, der gløder af beundring, og råb eller hvisken, der tiljubler, og attituder, der er leflende og underdanige, så er det på sin plads at råbe vagt i gevær. Højt, ofte og til sig selv.

Når den romerske kejser Cæsar stod på sin stridsvogn og kørte gennem Rom og lod sig hylde af folket, havde han en tjener, som hele tiden hviskede i hans øre: “Husk, du kun er et menneske”.

At være kendt, at leve i den illusion, at man er mere end andre, fordi man bliver mere set end andre, er en faldgrube, som jeg har set flere falde i – dels i medieverdenen hos personer, der har fået det store fokus, blandt skuespillere, musikere, billedkunstnere, førende og synlige forretningsfolk, religiøse overhoveder, kort sagt alle, der har adgang til et publikum.

Folk, der har fået kendthedsgiften ind i kroppen, bliver ganske enkelt udhulede af den. For at de kan føle, at de er i live, skal der være nogen derude – helst mange, som lægger mærke til dem. Med tiden skal det være flere og flere, og tiljublingen skal ske hyppigere og hyppigere for til sidst at være en fast del af deres liv. De forgiftede vil, som årene går, gøre endnu mere for at få deres stof. Adgangen til deres allermest intime kroge bliver blotlagt. De hård­est ramte risikerer at blive arrogante og selvtilstrækkelige, samtidig med at de hele tiden rækker ud efter mere beundring. Andre går bare til grunde.

Jeg husker fra år tilbage en smuk og talentfuld skuespiller, som næsten over night blev offer for sin egen store succes. Hun havde et hovedparti i en stor opsat forestilling. Alle bladene flokkedes om hende.

Hun var her og dér og alle vegne på forsider af fine magasiner og kulturtillæg. Lige pludselig ophørte interessen. Opgaverne blev færre og mindre markante, hun forsvandt ud af spalterne – næsten, for hun nåede lige at vise sig nøgen i Se og Hør delvist dækkende sit køn med et lille skilt, hvorpå der stod: Too much sex makes you shortsighted.

Fotoet var råt og ubarmhjertigt, og skuespilleren stod der på sit gulvtæppe i sit soveværelse og afleverede den sidste rest af værdighed. Det 51

gjorde ondt at se på. Hun var et sødt menneske og let at omgås. Ellers er kendthedsforgiftede som regel ganske og aldeles ulidelige – med hang til hovenhed.

Symptomerne på kendthedsforgiftning er, at de ramte som regel kun kan være ligeværdige og relativt naturlige, hvis de er sammen med andre kendte. I selskab med ukendte hæver de sig op på en særlig måde. Deres stemmeføring bliver en anelse tilbagelænet, langsom. De har rigeligt med tid til at lade deres ord synke ind i omverdenen og sig selv. De søger ikke øjenkontakt, kun små rutinetjek for at sikre, at andres øjne søger dem. Eller også er de korte for hovedet.

Måske ikke direkte uhøflige, men afvisende, afbørstende, som når man skraber sværme af mariehøns af sommervarm hud. Uinteresseret.

Forgiftningen viser sig også på den led, at den æder den kendtes nysgerrighed for sin omverden.

Jeg kan huske, at hvis jeg var den eneste “kendte” i et selskab, så blev jeg meget hurtigt et centrum for andres blikke og spørgsmål.

Det er fristende at læne sig tilbage i al den opmærksomhed – det giver næring og en følelse af omsorg. Og ja, jeg har helt sikkert op til flere gange ladet mig svøbe i andres nærvær og interesse.

Den mest uskyldige form er, når kendte ser sig selv på film eller tv. De smiler pr. automatik til deres eget skærmbillede med en så inderlig hengivenhed, at man bare må smile med. De kan ganske enkelt ikke lade være. Hvis jeg ser mig selv på en gammel optagelse, og der er andre til stede, så forsøger jeg at se neutral ud. Det er ganske enkelt ellers for pinligt. Men er jeg alene, så tror jeg, at jeg smiler stort.

Må man da ikke beundre andre mennesker, kan man spørge sig selv. Er det nu forkert? Egentlig ja, når man beundrer nogen, lægger man nakken tilbage og gør sig selv mindre. Anerkendelse og værdsættelse derimod er i øjenhøjde. Selvfølgelig skal man kunne lade sig rive med af andres talent, kunst og evne til at få en til at blive gladere, mere tryg, mere følende, stærkere engageret, mere vidende, opløftet, 52

overrasket eller tvivlende. Jeg kan fyldes af taknemmelighed og lyst til at udtrykke den. Når jeg er til en pragtforestilling, er jeg hurtig til at råbe bravo, bravo og bravo igen, og jeg står op og klapper, så mine håndflader bliver røde og hede. I det øjeblik føler jeg stor beundring, men jeg er bevidst om, at jeg er taknemmelig på den led, som havde jeg fået serveret en vidunderlig ret. Jeg smager først på den. Jeg spiser den derefter fuldt og helt, jeg fordøjer den – og siger tak for mad. Og så vandrer jeg videre.

Jeg hverken kan eller vil gøre andre mennesker eller en religion eller en institution eller en styreform til et idol, som skal fylde mig med mening og angive mig en retning. Jeg bliver ubehagelig til mode, når jeg både oplever den, der underkaster sig, og den, der stiller sig til rådighed for andres underkastelse. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan trives i relationer, hvor der ikke er ligeværd.

Jeg bliver selv lidt forsigtig og tilbageholden, hvis jeg oplever, nogen vil mit selskab, fordi de kan huske, jeg engang var kendt. Jeg søger ægtheden, varmen. Jeg har aldrig villet indgå i et afhængighedsforhold, hvor man som “den kendte” er i den ydmygende situation at skulle vente på at få sit stof, den andens næsegruse beundring. Det er en gensidig skæv binding, som ikke fører til gedigne og livslange relationer. Det er min overbevisning.

Jørgensen og mig TV-Avisen havde sine egne guder. Vi havde den stilfulde, kølige og balancerede Steen Bostrup og den elskværdige og høflige, men også skarpe interviewer Ole Thisted, Mr. News, blev de begge kaldt. De bedårede et hav af kvinder i det ganske land. De bedårede nu også rigtig mange på TV-Avisen. Og mangen en producerassistent og journalistkvinde havde et indre hemmeligt rum forbeholdt den nydelige Bostrup eller den regelrette Ole Thisted. Ingen af dem var en del af alliancer og kævl og strid og konkurrence. At Bostrup storrøg mellem indslagene, syntes vi bare gjorde ham modig og menneskelig.

53

Og at Ole nogle gange pludselig kunne blive fraværende, gjorde ham formentlig blot lidt mystisk.

Jeg var i en periode makker med Steen Bostrup og i en anden periode makker med Ole Thisted. De var lige så sympatiske som deres udstråling. De var begge mine læremestre. Og venner. Ole og jeg forlod TV-Avisen samtidig. Han gik til Eleva2ren, og jeg gik til bryggeriet. Men han hyrede mig derefter som ugentlig debattør over nogle måneder i et program, der hed “Heksehylet” på Eleva2ren.

Steen og Ole havde begge en slags sval venlig distance omkring sig.

Og på trods af at de igennem et helt journalistliv var blevet tiljublet som tv-ikoner, endda i DR’s monopol-år, lod de sig aldrig påvirke af det.

Så var der Poul Jørgensen, som havde sin hel egen generation af kvinder, som han med stor imødekommenhed skrev autografer til.

De syntes uden tvivl, at denne mand med den artikulerede stemme, der aldrig stillede et eneste kritisk spørgsmål, når han interviewede, var svaret på deres forestillinger om en korrekt og stilfuld herre. At Poul Jørgensen – som i en kortere periode var min makker på TVAvisen – og jeg lå i en evig konkurrence hver eneste aften, vi skulle på, kunne ingen jo vide. Sandheden var den, at Poul Jørgensen er en ganske lille mand, og jeg er en ganske lille dame. Når vi sad der side om side, inden TV-Avisen satte i gang, skruede Poul sin stol et par gange op i gevindet, så han lige var det lille stykke højere end mig. Efter en uges tid gjorde jeg så det samme, og sådan blev vi ved, indtil maverne nærmest lå på bordet foran os. Og lårene stødte på undersiden af bordpladen. Vi må have mindet om Chaplins film “Diktatoren” fra 1940, hvor Hynkel og Napaloni – Hitler og Mussolini – kæmper om at fremstå som den mest magtfulde.

Det talte Jørgensen og jeg desværre aldrig om. Hvor kunne vi ellers have fået et godt grin.

Så var der Voldborg, vejrguden, hvis mave med stor ynde skærmede for Danmarks sydligste egne. Hans evigt glade ansigt og hans runde krop, som fyldigt og selvfølgeligt udstillede den ene spektaku54

lære hjemmestrikkede sweater efter den anden, som hans kvindelige beundrere sendte til ham med en ihærdighed, der burde udløse den danske strikkemedalje. Det, at han blev fokus for kvindelig betagelse, huer mig. Det, at heltebilledet blev en kende udvidet i hans tid, synes jeg peger i den rigtige retning. Det, at vores “helte” ikke partout skal være levende perfektioner, giver ilt og rummelighed til menneskelighed. Og det øger også troværdigheden.

Jeg følte mig usikker på, hvad det ville sige at være kendt. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Det tog langt over et år, hvis ikke mere, før der var et øje, der genkendte mig. Til gengæld går det hurtigt den anden vej. Det er sådan med kendthed, at hvis man ikke er i konstant fokus, så forsvinder man ganske hurtigt fra folks bevidsthed.

I dag, hvor jeg lever som designer og billedkunstner og foredragsholder, er der mange, der spørger mig, om det ikke var en enorm fordel at være kendt, dengang jeg i 1997 sprang ud som billedkunstner.

Jeg har altid lyst til at sige blankt nej. Men så enkelt er det ikke. Jeg tror, at mine udstillinger måske har været så relativt velbesøgte, fordi nogle er nysgerrige på, hvad jeg rent faktisk kan præstere. Men ikke én køber et maleri, en mosaik, en skulptur, jeg har tegnet, eller en brændeovn, som jeg har designet, hvis ikke de kan lide den. Hvem ville egentlig det?

Farvel til skærmen Grunden til, at jeg blev informationschef på Carlsberg, var, så vidt jeg ved, en række forhold, dels at jeg ikke lignede en, der var at finde på bunden af en ølflaske. Det tror jeg i øvrigt var en stærk kvalitet.

Min forgænger i embedet havde valgt at forlade posten, da han blev taget for alkoholkørsel, hvilket medierne satte stort op. Det ønskede ølgiganten hurtigt at sande til. Desuden havde jeg været på en række medier – inklusive tv. Ja, måske var det også et plus. Det gav mig lettere adgang til spalterne, hvilket bryggerierne havde behov for. Men 55

jeg havde nok ikke fået jobbet, hvis jeg havde været bestyrer af børnetimen.

Det var november 1990. Jeg var 35 år. Jeg havde kun været to et halvt år på TV-Avisen og skulle først i det nye år forlade Danmarks Radio og sige farvel til kollegaerne, både de mindre fortryllende af slagsen og dem, jeg vidste, jeg kom til at savne.

En, jeg i særdeleshed var ked af at skulle sige farvel til, var Ole Sippels kone, den skrappe producer Aase Würtz. Et kvindemenneske med en sjælden egen integritet. Ingen kunne som Aase pille selvfede kollegaer fra hinanden – ikke ondt, men effektivt. Hun var sjov og politisk ukorrekt. Hun hadede de selvgode. Måske var hun også med til at skærpe min opmærksomhed på, hvor udmattende det er at være i selskab med en selvoptaget kendis. Jeg vidste meget hurtigt, at blev jeg en sådan, så ville de mennesker, som betyder noget for mig, ikke orke mig.

Hun gik næsten altid omkring i en grå konenederdel, der var så stramt udspændt omkring hendes trinde krop, som hun i øvrigt førte med stor selvbevidsthed og ret ryg, at vi alle ventede, at trådene i syningerne ville briste med et stort ritz, når hun tog et af sine ekstraordinære, store skridt. Aase gik ikke, hun marcherede.

Jeg befandt mig så godt i Aases nærhed, fordi hun var så uneurotisk. Jeg tror, at tv-mediet med al dets fokus på enkelte personer, og al det mørke, som de, der er i nærheden af de kendte, måske kan føle, fremkalder ubalancerede relationer og sære opstyltede manerer.

Aase kunne styre de vanskeligste situationer under afviklingen af TV-Avisen, altid klar i hovedet, altid parat til at træde om på pedalerne. Hun gjorde mig tryg og glad. Hun tog hverken sig selv eller nogen som helst andre for højtideligt. “Det er kun en tv-avis,” som hun sagde.

Hun, Ole Sippel og jeg sås flere år efter, at jeg forlod TV-Avisen, men så flyttede de til Rom, og jeg flyttede ind i et helt andet liv. Og venskabet gled ud. Det er den slags sjusk, man i et stort tilbageblik kan ærgre sig over.

56

Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke savner TV-Avisen. Det er endnu ikke sket. Jeg har jo alle oplevelserne med mig i baglommen. Jeg har haft tilstrækkelig med nærkontakt med det sælsomme univers, som både kan give fylde og hule en ud, alt efter hvordan man manøvrerer i farvandet. Jeg syntes egentlig selv, jeg klarede mig ganske godt fri af skærene.

Efter den sidste TV-Avis, hvor Ole Thisted og jeg begge havde annonceret, vi holdt op, var der stor afskedsfest på TV-Avisen. Pressens fotografer fik lov til at komme ind i studiet efter endelig afvikling, og Michael Jarnvig, denne venlige, stilfærdige mand, havde som afslutning på vejret overraskende overrakt mig en buket blomster. Ole Sippel holdt tale, kollegaer holdt taler, og teknikerne fra studie 5 havde skruet mit lille messingskilt af min studiestol, hvor mit navn og TV-Avisens logo var indgraveret. Det fik jeg højtideligt overrakt. Et fint lille minde, som jeg omgående skruede op på en dør i min lejlighed. Der hang det i mange år, indtil døren skulle males, så blev skiltet skruet af. Jeg glemte at sætte det op igen. Eller måske var det ikke så relevant længere. Nogle gange er der en udløbsdato for selv de bedste minder.