Christian 2. - En biografi by Gads Forlag

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Alfred Good’s Fond Augustinus Fonden Bestles Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Lademanns Fond Lillian og Dan Finks Fond Moth-Lunds Fond Statens Kunstfond

LARS BISGAARD

CHRISTIAN 2. En biografi

GADS FORLAG

INDHOLD Prolog

GESANDTENS TILBAGEBLIK

KAPITEL 5

Hertug Christian

SVERIGE DØMMES UDE AF DET GODE SELSKAB

KAPITEL 1

En europæisk fyrste

KONGENS SKILDRING

KAPITEL 2

De unge år

ET FORSØG PÅ AT NÅ BAG OM MYTERNE

KAPITEL 3

Det åbne samfund

ET UDBLIK OVER DANMARK OG NORDEN

KAPITEL 4

Uro over hele linjen

DE VIGTIGE ÅR 1501-02

KAPITEL 6

Kong Christian 2.

EN RÅDSSTYRET UNION PÅ TILBAGETOG

118

120

KAPITEL 7

Konge uden dronning

EN USÆDVANLIG ALLIANCE TONER FREM

142

144

KAPITEL 8

Nordens Nero

DYVEKE OG DET MISLYKKEDE BRYLLUP

168

170

KAPITEL 9

Kobber og kredit

KUNSTEN AT SKAFFE PENGE

192

194

KAPITEL 16

KAPITEL 10

Kampen om Sverige 1512-18

SVENSK ENEGANG

218

220

EROBRINGEN AF SVERIGE

242

244

Novembermørke 266

268

DET ALT FOR KORTE ÅR 1521

288

290

OPRØR OG FLUGT

314

316

KAPITEL 15

På andres nåde

UDLÆNDIGHED OG FÆNGSEL

423

ILLUSTRATIONER 437 STEDREGISTER 439

KAPITEL 14

Opgørets time

404

NOTER 408 LITTERATUR OG KILDER

KAPITEL 13

En kamp mod tiden

378

APPENDIKS 402 Christian 2.s efterkommere, v. Mogens Kragsig Jensen

KAPITEL 12

KÆTTERPROCESSER UDEN PAVE

MYTE OG VIRKELIGHED

376

EPILOG 400

KAPITEL 11

Skæbnestunden 1519-20

Christians eftermæle

344

346

PERSONREGISTER 443

PROLOG GESANDTENS TILBAGEBLIK Siegmund så ud ad vinduet. Morgenlysets første stråler var på vej op over bjergkammen. Han havde ofte tænkt på sit hjemlands tinder, når han befandt sig på de flade strækninger i det fremmede. Endeløse kunne de være. Som dengang han krydsede Livland på vejen til tsarens rige. Han havde aldrig troet, de nogensinde skulle komme frem. Han skuttede sig ved tanken. Han vendte blikket mod de mange rejsekalendere, som fyldte langbordet, og som var blevet båret op til ham fra slottets kældre. Ved siden af lå en række af de breve, han selv havde modtaget eller fået med som gesandt på sine rejser. Han var lidt stolt af sin omhyggelighed. Han havde faktisk gemt sine instrukser og notater efter hver eneste udsendelse. Han havde i begyndelsen ofte kedet sig på sine missioner, men havde man en skrivekalender ved hånden, kunne man nedfælde sine indtryk i en ledig stund. Det var lettest, når han rejste i vogn, men var han til hest som på de lange missioner, benyttede han herbergerne. Her var altid ventetid, ja, hvor lang tid kunne det ikke tage at gøre hestene parate! Nyttige ting kunne på den måde blive husket. Dags-

PROLOG

rejsers længde og tidsforbrug var vanskelige størrelser, når større ture skulle planlægges, og jo mere man vidste om forholdene, des smidigere kunne en rejse gennemføres. Billige var gesandtskaber jo heller ikke. Det havde han lært, om ikke før, så i sin tid som kammerråd med ansvar for kejserlige finanser. Mere end én gang havde han mødt anerkendelse for sin måde at håndtere en rejse på. Der havde været tilfredshed, når han aflagde rapport og regnskab hjemme hos kejseren, først hos Maximilian, siden hos Karl V og derefter Ferdinand. Det var hans omhu, der havde bragt ham langt. Det var han ikke i tvivl om. Det havde han netop formuleret på sin stands vegne med lidt andre ord. Han vendte hæftets blade, som han havde fyldt med sirlig skrift, og fandt stedet, han tænkte på: ”Altså, kun den adelsmand, der kan forene herkomst med ret gøren og laden, fortjener hæder.” Det kunne have været hans valgsprog. Og hvor ofte var de problemer, han var sendt ud for at løse, ikke opstået, fordi nogen ikke kunne forene den plads, de var givet i livet, med god opfør-

Titelbladet til Siegmund Herbersteins bog om sin sendefærd til Rusland.

sel. Fyrster, der ikke var deres ansvar voksen, havde han mødt. Navne behøvede han ikke nævne. Og hvad kendte fyrsterne til nødvendigheden af orden? Alt for sjældent havde de styr på deres korrespondancer med omverdenen, fordi de endnu stolede mere på den menneskelige hukommelse end på det skrevne ords uafviselige uforanderlighed. Hoffet kunne være nok så glitrende på overfladen, men hvad hjalp det, hvis det, man ønskede at opnå ved forhandlinger med andre, ikke blev nedfældet i dokumenter og gemt forsvarligt i arkivskabe! Og her tænkte han ikke kun på slutdokumenter. Det var jo ofte ved at lytte, at man blev klar over modpartens reelle hensigter. Og de var mindst lige så meget værd at få skrevet ned, for blev de gemt, kunne de siden benyttes. De mange møder med verdens herskere havde været en fascinerende side af hans mange gesandtskaber. Det var, som om menneskelig dårskab udfoldedes frit for hans øjne, uden at fyrsterne selv så, hvordan Gud drev gæk med dem. Dertil kom alt det, han havde lært på rejserne om denne verdens beskaffenhed. Han havde set andre folk indrette sig på fremmede måder, set deres særlige skikke og set anderledes landskaber, som måtte give deres mennesker ganske andre udfordringer end i hans eget Østrig. Han erindrede sin gamle læremester ved universitetet i Wien begejstret tale om alt det, man kunne lære, hvis man til stadighed havde sine øjne med sig. Og så havde han introduceret den såkaldte korografiske metode, hvor man beskrev et helt land og ikke kun en egn eller et sted. Det var den, han selv i al ydmyghed havde prøvet at leve op til. Og skulle man tro på den berømmelse, han havde opnået med sin udgivelse af rejsebeskrivelserne til tsarens land, havde han gjort det godt. Han rejste sig fra stolen og gik med de irriterende småskridt, han alene formåede at præstere nu, hen til vinduet. Han så på bjergene i deres storhed. Frygtindgydende var de. Urokkelige for den men-

PROLOG

neskelige vilje og dog betagende i deres blanding af gru og skønhed. Skulle man begå sig i dem, måtte man indse, at al færden foregik på deres præmisser. Men så kunne man også komme langt. Den gamle skipper, der i hans unge dage havde ført ham over det hav, der adskilte det tyske rige fra det danske, havde sagt det på denne måde: ”Det dur ej at sejle i ugjort vejr.” Dengang havde han, opblæst i troen på egne kræfter og position, presset på for at komme over og mod andres råd beordret skibet i søen. Men endnu mens de lå i læ af Femern, var den erfarne skibsfører kommet til ham og havde sagt ordene, som stadig stod indprentet i erindringen. Havet bestemte. Og gudskelov havde han lyttet. Ind var skibet gået mod øen, skipper havde fået dem i land, og alle travede af sted mod nærmeste bebyggelse. Siegmund von Herberstein fik et billede på nethinden af den præst på Femern, som modtog dem. Først havde han vist bestyrtelse over det store selskab, der dukkede op midt i stormvejret, dernæst næsten tabt både næse og mund, da han forstod, at det var selveste kejserens udsending, der stod ved porten til hans præstegård. Hans beværtning havde bestemt ikke fejlet noget, da bordet stod dækket. Navnet på stedet kunne Siegmund ikke længere huske, men han vidste, han havde skrevet det op. Han styrede mod kalenderne på langbordet, og til hans tilfredshed tog det ham kortere tid at finde den rette kalender end den tid, det havde taget at krydse gulvet hen til dem. Alderdommen var kommet, ak ja, men Vorherre havde skånet hans gode forstand. Han kendte kalendernes opbygning til bevidstløshed. Lige fra sine unge dage havde han anvendt arabernes tal. De var hurtigere. Det anførte han altid, når nogen anfægtede dem som nymodens pjat. Så var han ved at være på rette sted i kalenderen. Østenstormen havde raset den 28. marts i det Herrens år 1516. Og landsbyen, ja, den havde heddet Petersdorf. Den lå vest for hovedbyen på Fe-

mern, Burgh, hvor de havde fundet husly for natten. Minsandten om ikke selskabet var gået hele vejen i den stride blæst, eftersom deres heste var blevet sendt direkte til Lolland på eget skib dagen forinden. Præsten havde beredvilligt stillet Siegmund sin hest til rådighed. Han smilede let og læste videre i notaterne. Dagen efter havde de krydset havet. Vinden var løjet af, men vandet var presset så meget bort af gårsdagens blæst, at skipper havde fundet et andet sted at lægge til end det vanlige. Det blev på strandbankerne ved Rødby. Hvis det sted var et

forvarsel om tingenes tilstand i Danmark, havde han intet at forvente. Sådan havde han tænkt. Sikke scener der udspandt sig, før alle var kommet sikkert i land. Hvor havde det gjort godt at komme på hesteryg igen. Hans nedfældede ord i kalenderen fra dengang sagde alt: ”Derefter krydsede jeg Lolland til hest, fire mil, og kom til øen Falster. Derinde lå Nykøbing, slot og by.” Det var bestemmelsesstedet. Det var her, det afgørende møde med landets konge skulle finde sted. Det var her, han skulle få Christian 2. af Danmark og Norge til at makke ret.

EN EUROPÆISK FYRSTE Mellem Norden og Europa En anderledes tid Den umulige biografi

Christian 2. på Lillebælt, tuschtegning af Peter Hansen, før 1928. Kongen sidder kuldslået mellem rorkarle, hvis årer stikker i alle retninger og afspejler sindets uro hos manden i midten.

Kongens skildring

Christian 2. levede i en tid, som kan synes tusinder af år borte. Hans verden var en helt anden end vor egen: Mennesker af stand havde folk til at varte sig op, og en hierarkisk samfundsorden var anset for noget godt og efterstræbelsesværdigt. Ikke desto mindre er han en af de konger, som mange danskere stadigvæk har et forhold til. Ligesom nordmænd og svenskere har. Her er han tyrannen over dem alle. Danskerne er mere splittede. Han ville det egentlig så godt, men da samfundets rigeste ikke var med på hans tanker, drev de ham i landflygtighed. Christian er en af de gamle konger, som stadig formår at dele vandene. Inden for Norden og i Danmark. Uden for Norden er Christian en af de få danske konger, som har gjort sig bemærket nok til omtale. Her er man ikke i tvivl om hans karakter. Sjældent får han venlige ord med på vejen, mestendels skældsord. Han er klart den ublu hersker, som ikke lader sig dirigere med. Danskerne

E N E U R O PÆ I S K F Y R S T E

står derfor ret alene, når han her beskrives som en fremsynet monark, hvis store planer kunne have ført landet vidt. På sin vis er det en rigtig småstatsmentalitet, der herved udtrykkes. Hans små ’fejltagelser’ som at fængsle, ja, sågar myrde biskopper og adelsmænd og helt sætte økonomien over styr får kun sekundær opmærksomhed. En så ulige bedømmelse, nationalt som internationalt, er ikke enhver konge af det oldenborgske hus beskåret. Mange af dets konger er i dag glemt som f.eks. Christians far, Kong Hans, hvis navn kun kendere eller folk fra flåden stadig holder i hævd. Og for andre konger gælder, at der som regel er enighed om, hvad det særlige ved netop denne monark var. Ingen anden konge kan gøre Christian rangen stridig som den med det mest splittede eftermæle. Det er, som om det tvedelte sind, som flere historikere har udstyret ham med, fortsat forfølger ham. Og det med en styrke, der overskrider tid og rum og udøver sin magt over enhver, der

kommer i nærheden af ham, ved snart at udsende positive, snart negative vibrationer. I en berømt scene fra romanen Kongens Fald (1901) lader Johs. V. Jensen Christian 2. sejle på Lillebælt en kold vinternat i februar. Oprøret mod ham er brudt ud i Jylland, men endnu kontrollerer kongen hele det østlige Danmark. Da han forlader Jyllandssiden, er kongen overbevist om det rigtige i at afvente forstærkninger, for det er det sikre. Da Fynssidens mørke silhuet er i sigte, og rorkarlene er ved at nå land, bliver han imidlertid optændt af troen på det rigtige i at tage kampen her og nu og slå til, mens oprøret endnu ikke er organiseret. Christian rejser sig op i båden og giver ordre til at vende om. Men modet og klarheden er en ubestandig størrelse, og i nattens løb flakker kongen frem og tilbage på bæltet mellem to landsdele, der repræsenterer hver sit valg. At kæmpe eller ikke at kæmpe, det er spørgsmålet. Vægelsindet, som tømmer en mand for handlekraft, har ramt ham. Ved morgenlysets frembrud forlader Christian båden på Fynssiden som en færdig mand. Johs. V. Jensen havde læst sin tids bedste historikere som forberedelse til værket. Han havde konsulteret C.F. Allens hele livsværk om kongen fra årene 1840 til 1872, han havde læst C. Paludan-Müllers indsigelser, og selv havde han i sine ungdomsår på Viborg Katedralskole haft en af sin tids bedste historikere, Arnold Heise, som lærer. Dengang kunne overlærere på gymnasiet – udstyret som de var med særlig forskningstid – skrive store og tungtvejende artikler til Historisk Tidsskrift, hvor hvert et kildeblad blev endevendt. I 1877 blev Heise således doktor på en afhandling om Christian 2. og hans forsøg på at tilbageerobre sin kongemagt med angrebet på Norge i 1531-32. Hans bidrag til Danmarks Riges Historie i 1902 om Christian 2.s tid er stadig noget af det bedste, der er skrevet om kongen. Jensens data var derfor i orden, og med skønlitteratens virkemidler leverede han et portræt af kongen, som er svært at ryste af sig.

Synet på Christian blandt danske historikere er skiftet over tid. Det begyndte med stor enighed. Tidlige historikere som Hans Svaning og Arild Huitfeldt, der skrev i slutningen af 1500-tallet og ind i det næste århundrede, brød sig ikke om monarken. Selvforskyldt havde han ledt Danmark på vildspor, og hans tyranniske træk diskvalificerede ham. Men begge historikere skrev også deres fremstillinger for den sejrende gren af kongeslægten, som havde gjort oprør mod kongen. Det gjorde, at de til en vis grad ikke kunne skrive anderledes. Faktisk var det opfattelsen, at Christian 2.s regime slet ikke skulle beskrives, men stod sig allerbedst ved at blive tiet ihjel. Det betød, at Svanings værk om kongen først kunne udgives i 1658, længe efter hans død. Det er Huitfeldts fortjeneste, at Christians kongetid overhovedet blev beskrevet. Omvendt var hans negative syn på kongen ikke kun noget, der blev ham pålagt. Det var adelen, som havde tilbudt Christians farbror, Hertug Frederik, kronen, og da Huitfeldt selv var adelig, var han solidarisk med sine standsfællers oprør mod Christian. Dette træk havde 1700-tallets historikere et skarpt blik for. De kritiserede Huitfeldts gamle ti bind store Danmarks Riges Krønike for at være et partsindlæg, der først og fremmest viste, hvordan en adelsmand så på verden. Da Christian 2. netop havde villet begrænse adelens magt, forstod Huitfeldt ikke eller ville ikke forstå kongen. Derfor forkastede de Huitfeldts gamle billede af monarken og gjorde ham i stedet for til den miskendte helt, som ganske uretfærdigt var endt som fange på Sønderborg Slot. Dette syn blev endeligt formuleret i to store værker af H.H. Behrmann fra tiden 1800-15. Dermed var fundamentet på plads, som 1800-tallets store historiker C.F. Allen kunne bygge videre på. Om nogen har han været med til at præge danskernes billede af Christian 2. Han påskønnede kongens idealisme og fremskridtsvilje. Han så den

CHRISTIAN 2.

udfoldet ikke blot i kampen for bevarelsen af den nordiske union fra Dronning Margretes tid, men også i en målrettet indsats for borgere og bønder, som skulle løftes mod bedre tider. Kongens fjender var flere: For det første de nordtyske byer, samlet i hanseforbundet med Lübeck i front. Forbundet havde i generationer siddet på den nordiske handel og groft udnyttet regionen. For det andet var det en forkælet kirke og ditto adelsstand, der kun varetog egne interesser, og som slet ikke havde blik for perspektiverne i kongens politik til gavn for kongeriget. Allen satte trumf på kongens idealisme ved at tolke hans forhold til Dyveke som udtryk for en sand kærlighed, som han ikke ville ofre hverken på grund af ægteskab eller svigerfamiliens pres mod ham. Ud over de nævnte grupper placerede Allen ansvaret for kongens mislykkede politik hos en gruppe uansvarlige rådgivere, som kongen ganske vist selv havde ladet hente, og som under ét så stort på al moral. Da hans ustabile psyke samtidig slog ud i lys lue, begik han sin store udåd og lod de oprørske svenske ledere straffe, selv om han tidligere havde givet dem amnesti. Selv kongens urimelige handlinger havde Allen formået at give et formildende skær. Allens tolkning havde langt større gennemslagskraft end den samtidige Caspar Paludan-Müllers. Denne fremførte få år efter, at sidste bind af Allens mere end 3.000 sider lange værk om den nordiske union under Kong Hans og Christian 2. udkom i 1872, en sønderlemmende kritik af hans fremstilling. Det skete i en række senere udgivne forelæsninger holdt på Københavns Universitet. Paludan-Müller havde ikke samme lette pen som Allen, ej heller nogen forståelse for, at den menige dansker behøvede involveres i sagen. Hans indlæg fra 1874 blev et lærd indspark, som undersøgte unionspolitikkens lange linjer fra oldenborgernes tiltræden i 1448 frem til reformationen i 1536. I det perspektiv faldt Christian 2. håbløst igennem som

E N E U R O PÆ I S K F Y R S T E

en uduelig regent uden den evne til at vente, som er en dygtig politikers bedste våben. Allens udlægning har gået sin sejrsgang. Med Kongens fald fik den en litterær udformning, som siden har påvirket generation efter generation. Den vandt, som det 20. århundrede skred frem, genklang hos en toneangivende radikal historikergeneration. Ja, selv en marxistisk generation kunne i 1960’erne og -70’erne mere eller mindre tilslutte sig dens rammefortælling. Senest er den med styrke blev fremført af Erik Petersson i en svensk biografi om kongen. Allens fembindsværk om De tre nordiske Rigers Historie (1864-72) hører til blandt mesterværkerne i dansk historieskrivning. Det gør Huitfeldts danmarkshistorie også. De er begge klassikere så at sige. Men mens man længe har kritiseret Huitfeldt for snart dette, snart hint, står Allens værk langt mere urørligt. Det skyldes først og fremmest den omfattende dokumentation, han fremlagde. Af samme grund har værket også været uundværligt for undertegnede. Men tolkninger er nu engang noget andet end dokumentation. Og her har for mange af Allens sammenhænge vist sig at have mangler. Meget er sket i verden, siden Allens bøger blev skrevet, meget nyt stof er fremlangt om Christians tid, og mange nye tolkninger af afgørende momenter i Christians kongegerning er givet. Men ejendommeligt nok er der ikke skrevet en egentlig fremstilling, som fokuserer på helheden i hans kongegerning. Selv om det givetvis vil være øretævernes holdeplads, er formålet her at levere en sådan set i lyset af de forudsætninger, Christian havde arvet fra Kong Hans’ tid, og som han enten måtte bygge videre på eller bryde med.

MELLEM NORDEN OG EUROPA Christian blev kronet som konge i sommeren 1514. Tidsspandet fra dengang til nu er over 500 år. Skal

Det Tysk-romerske Kejserrige, efter 1482. Stærkere fyrstestater så over hele Europa dagens lys omkring år 1500. Det Tysk-romerske Kejserrige var ingen undtagelse, men atypisk, fordi det var fyrstehuset habsburgernes personlige ejendom, der steg, mens kejserens kontrol med landområdet kun øgedes lidt. Selv arvelande som Nederlandene forblev ret frit stillet. man nå ham, er den eneste farbare vej via breve, dokumenter og genstande fra dengang. Siegmund Herbersteins skrivekalender, som bogen åbnede med, er noget sådant overleveret, gemt forsvarligt af vejen i det store kejserlige arkiv i Wien. Det er ikke et tilfældigt sted at begynde. Udfaldet af det møde, gesandten skulle have med Nordens hersker,

kom til at kaste lange skygger hen over Christian 2.s regimente. Det skal vi vende tilbage til, men her er pointen, at selve gesandtens udsendelse fortæller om en konge, som var blevet en brik i en større europæisk orden. Skulle Nordens stemme høres, var det Christians. Det kunne han takke Kong Hans for, idet denne dygtigt havde fået sat svenskerne i skammekrogen i det diplomatiske spil. Kalmarunionen var blevet til ved Dronning Margretes klogskab i 1397, længe før Christians tid. Fordrageligheden mellem de nordiske lande var beseglet med det store kroningsbrev, som alle bisperne og de førende riddere og rigsråder i de tre nordiske lande havde givet deres støtte til en sommerdag på Kalmar Slot. Denne union var ved Christian 2.s til-

CHRISTIAN 2.

trædelse præget af næsten kroniske spændinger mellem Sverige og Danmark. Interne kamphandlinger, forsoning, oprør og endeløse forhandlinger havde siden Erik af Pommerns forstødelse fra tronen i 1439 præget den union, som skulle have bragt fred til Norden, men som i stedet fremmede intern ufred. Hvordan det kunne gå sådan, har forståeligt nok optaget norske, svenske og danske historikere, men i et større perspektiv må man også sande, at denne opmærksomhed har sparket interessen for den europæiske vinkel til hjørne. I de stormagtsdrømme, som Christian uden tvivl havde, indgik der et europæisk perspektiv. Dette har nok været beskrevet brudstykkevis før, men ikke samlet og helt. Det er en vigtig inspiration for at tage hans gerning op til behandling endnu en gang. Christian opnåede så fint et giftermål, som nogen dansk regent næsten har fået. Han ægtede den habsburgske Prinsesse Isabella, på dansk Elisabeth, en lillesøster til den senere Kejser Karl V (r. 1519-57). Med ægteskabet rykkede Skandinavien væk fra en regional position og fik en mere tungtvejende plads i det europæiske hierarki. Danskerne har naturligvis set på dette med en vis stolthed, men langt de fleste forskere er veget tilbage for at tage næste skridt og se kongen som en brik i en kejserlig politik for en ny nordeuropæisk orden. Nogle så dengang med forhåbninger på en sådan rolle og øjnede muligheder i den, andre måtte lige så klart frygte den. For hvad kunne en sådan udvikling ikke føre med sig? Ordet ”internationalt” kan være vanskeligt at benytte om dette perspektiv, for interne europæiske styrkeforhold var ikke noget, der blev afgjort mellem nationer, men mellem store dynastier og et utal af mindre fyrster, hertuger og markgrever. Nationer, som vi kender dem, eksisterede ikke år 1500. Ikke desto mindre kan man skimte træk, som man kunne kalde for nationsbyggende, når man ser på Christian 2.s samtid. Kommunikationen mellem

E N E U R O PÆ I S K F Y R S T E

hersker og befolkning blev udbygget med hastige skridt, og den foregik nu på folkesprogene og ikke på latin, som det havde været normen tidligere. Malerkunstens udvikling føjede billeder af regenten til, og trykkekunsten kunne bruges til at få meget standardiseret, som hidtil havde været løst forskelligt selv inden for et og samme herskerområde. Bevidstheden om en fælles historie blev også vigtig, om ikke andet så blandt samfundets elite. Christian 2. ansatte f.eks. sin egen historiker, Christiern Pedersen, som skulle formulere hovedlinjerne i landets nyere historie. Alt sammen noget, der kunne fremme et sammenhold internt i et kongerige. Netop en stærkere kongemagt var et mantra i tiden. I Frankrig havde Ludvig XI (r. 1461-83) formået at få adskillige grevskaber og hertugdømmer, som i flere århundreder havde nydt udpræget selvstyre, tilbage til kronen. I England var huset Tudor kommet til magten, og dets første konge, Henrik VII (r. 1485-1509), fik behændigt skatter vedtaget, som stabiliserede centralmagten. Han var også opmærksom på at ophjælpe landets betydningsfulde kommercielle handel. Den tysk-romerske Kejser Maximilian (r. 1493-1519) fik en ny rigslovgivning igennem med nye institutioner, som gav det splittede kejserrige større ensartethed. Skulle Christian være med i den europæiske elite, som ægteskabet gav adgang til, krævede det lignende initiativer. Og de udeblev ikke. Der er ingen tvivl om, at disse træk, der både skulle styrke centralmagten og de spæde spirer til en nation, kolliderede med den nedarvede union. For skulle de nye tendenser udtrykke en svensk, en norsk eller en dansk stammes identitet og sammenhold, eller skulle den arbejde for herskerslægtens bedste, en herskerslægt, som stod over de tre troner? Christian ville det sidste. Impulserne udefra kom ad mange kanaler. Fyrstehusene skrev og kommunikerede ivrigt med hinanden. Det gjaldt ikke kun regenten, men også

dronningen, enkedronningen samt sønner og døtre. Det var blevet hurtigere og mere sikkert at udveksle breve. Andre impulser kom via adelens sønner, som studerede i udlandet, eller fra gejstlighedens veluddannede top inden for både domkirker og klostre. Disse var fra gammel tid godt orienteret om de tanker, der rørte sig i udlandet. Dertil kom, at større fyrstehuse, hvortil det oldenborgske begyndte at høre, i stigende grad fik besøg af udenlandske lykkeriddere. Mens det tidligere hovedsageligt havde været stormænd, som søgte i en fremmed herres tjeneste for at vinde ære på slagmarken, blev skaren nu udvidet, og man kunne møde udenlandske astrologer, perlestikkere eller håbefulde administratorer i hoffets cirkler. Christian 2. lod på ingen måde dette gå upåagtet hen. Christian 2. har ikke kunnet undgå at registrere, at der var gang i tidens handel. Udbuddet af færdigvarer i de danske havne steg, og mængden af råvarer, der blev omsat til produkter i købstæderne af en stedse mere differentieret håndværkerskare, gjorde det også. Det havde sin baggrund i det, som vi ville kalde et internationalt opsving, og som var sat ind i anden halvdel af 1400-tallet. Mens de nordtyske byer langs Østersøen hidtil havde været de byer, som var mellemleddet ud til Europa, begyndte der nu at komme sprækker i dette monopol. Det skyldtes ikke mindst nederlænderne, som havde brug for faste tilførsler af korn, og som derfor søgte at få del i den baltiske handel. Hertil var Øresund porten. For Christian blev det et vigtigt spørgsmål at få fri adgang til de bedste varer, både for egne ambitioners skyld, men også som en håndsrækning til byernes borgere i Norden. Men at han også allierede sig med særskilte handelshuse, har man hidtil ikke været klar over. Det meste af Norden har i dag et problematisk forhold til Europa. Det sås tydeligst ved EF-afstemningen i 1972 i Norge, men samme tendenser var også til stede ved afstemningen i Danmark. Sverige og Finland måtte vente endnu længere, før med-

lemskab overhovedet kunne komme på tale. Oftest har Norden ikke haft gode erfaringer med for tæt en kontakt med de stærke lande på kontinentet. Tiest har de måttet se sig reduceret til en logrende hund ved fødderne af en af de store. Det hele kunne være gået meget anderledes, hvis Christians forsøg på at tilpasse Norden til europæiske forhold var blevet håndteret smidigere. Tankegangen er udtryk for det kontrafaktiske, og selv om det kan være umuligt at omsætte til historieskrivning, kan man godt blive skærpet analytisk ved at bruge det som redskab. Her tænkes ikke kun på kongens opgør med Sverige i 1520, for allerede inden da havde han tillagt sig rollen som den lidt vilde dreng i klassen, som opnåede resultater ved at true og gøre sig utidig snarere end ved at sætte sig ned og forhandle. I kredsen omkring hans fine svigerfamilie begyndte man i tiden mellem 1516 og 1520 at kalde kongen for Nordens Nero. Fordi Christian aldrig rettede ind, men gik linen ud, blev hans entre på den europæiske scene både kortvarig og dyrekøbt, for så vidt som den endte med at kaste kongeriget ud i en kamp for overlevelse. I det lys kan man tillade sig at betragte den senere danske forsigtighed over for Europa som en attitude, der blev bekræftet af Christians eksperiment med at spise kirsebær med de store.

EN ANDERLEDES TID Der er ingen tvivl om, at der kom meget nyt til Norden i begyndelsen af 1500-tallet, men det er lige så klart, at det var i mødet med en række lokale traditioner og spilleregler, at det egentligt nye opstod. Danmark og det øvrige Norden var veludviklede områder, som gennem århundreder havde formet en egen kultur og en egen måde at indrette deres samfund på. Det kunne ikke ændres, blot fordi en regent ønskede forandringer og opbrud, som fremmede hans interesser.

CHRISTIAN 2.

En biskop ses her give syndsforladelse til et medlem af menigheden. Ud over denne åndelige magt besad en bisp også politisk magt, født medlem af rigsrådet som han var. Træskærerarbejde fra ca. 1510 til Jonsberg Kirke, Östergötland. Det er derfor nødvendigt at have et vågent øje på denne kultur og de magtinteresser, der lå i det nedarvede samfund. Det er især nødvendigt, fordi Christian 2.s tid på næsten alle måder ikke ligner et moderne samfund. Der eksisterede f.eks. ikke en stat, som kunne garantere borgerne noget så selvfølgeligt som et voldsmonopol. De fleste mænd dengang bar våben, men da ikke alle havde lige adgang til våben, var de fejder, der var tilladt mellem slægter, og som fandt sted selv mellem bondeslægter, noget, som en krænket person seriøst skulle overveje, om man burde gå ind i eller ej. Der fandtes heller ikke en stat, som aflønnede sine ansatte efter aftalte tariffer. Derimod hyldede den det princip, at den enkelte indehaver af et embede selv skulle forvalte det, så han kunne få en passende indtægt ud af det. Denne tillid til den enkelte var nødvendig, for man havde ikke andre kontrolmekanismer at anvende end den enkeltes samvittighed og ønske om at handle ret. At dette i praksis også gav en embedsforvaltning, hvori magtmisbrug og korruption fandt sted, er givet. Netop fordi der var så mange muligheder for, at ting kunne gå galt – sygdom, ulykker og naturkatastrofer har slet ikke været nævnt – byggede samfundet fra gammel tid på centrale begreber som personlig ære, fællesskab og kristne dyder. Ære var alle udstyret med. Ære blev udtrykt, når en person optrådte ved at følge fællesskabets foreskrevne værdier. Ære var at være en ordholden og retskaffen husbond, en dydig og retfærdig husmor, en modig og tapper kriger eller en handlende, der ikke snød på vægten. At den handlendes ære ofte udtrykkes med negativ ladning, viser i en nøddeskal, hvad ære dre-

jede sig om: nemlig at undgå misbrug af sin position, uanset hvor man var placeret i samfundet. Ære og fællesskab hænger uløseligt sammen. Uden fællesskaber kunne samfundet ikke fungere. Det var familier, der styrede gårdene, og gårdene var fra gammel tid den grundlæggende enhed i produktionen. I byen kunne gården blive til en købmandsgård, som kunne være større og mere kompliceret indrettet, akkurat som en større enkeltliggende gård ude på landet kunne udvikle sig til en herregård. Heri lå en dynamisk faktor. Et kongerige var at ligne med en gård: Her var det blot en konge og en dronning og deres familie, som stod i spidsen, og som alle landets indbyggere var undergivet. På den måde var fællesskab og hierarki uløseligt forbundne. Det største fællesskab udgjordes af kristenheden. Kristendommen udtrykte menneskets plads i verden og gav det en kurs at følge. Kirken evnede at tyde denne kurs gennem de gamle skrifter, og derfor prædikede den på folkesprogene om korrekt opførsel og holdt gennem kirkens nådemidler hele tiden mennesket på en forsonende kurs med Vorherre. De fleste samfundsgrupper ville gerne se sig selv som kristent begrundede, og da kirken efterkom dette ønske, fik kristendommen i praksis også karakter af en slags ideologi. Kongemagten var af Guds nåde, bondens hårde job var begrundet i Guds ord til Adam om at arbejde i sit ansigts sved og dyrke jorden, ligesom krigerstanden havde adskillige helgener at se op til, som havde tilhørt krigererhvervet. Kirken fremstod af disse grunde som rigets første stand, hævet over adel, borgere og bønder. Den støttede næsten pr. automatik kongemagten. Derfor kom den for alvor på glatis, da Christian begyndte at prøve dens grænser af. Ved at have elementer som disse med i fremstillingen af Christian 2.s historie er det håbet at få en fortælling frem, som er sanddru over for de problemer, der lå i tiden, men også ser nøgternt på de problemer, som hans politik var med til at skabe, når

CHRISTIAN 2.

den forcerede kongemagtens placering og betydning i samfundsordenen. Hvis tilgangen samtidig kan fungere som et bolværk mod de idealiserende strømninger, som i hvert fald siden 1700-tallet har været stærkt til stede i tolkningen af Christian, og som har set ham kæmpe i en højere sags tjeneste, er det ingen dårlig sidegevinst. H.H. Behrmann og Allen insisterede af samme grund på at kalde ham ved navnet Christiern, den eneste af de danske konger, som derved fik sin samtids staveform ophøjet som den gældende. Her kaldes hovedpersonen ved det mere jordnære og velkendte navn Christian. Han er en blandt mange regenter, og han skal hverken bedømmes hårdere eller mildere end andre. Han skal ikke ses som et særtilfælde, hvad historieskrivningen har haft en tendens til at opfatte ham som. Hans uhyrligheder i Stockholm skal hverken bortforklares eller opgraderes. De var en del af hans politik, som han selvfølgelig skal stå til ansvar for. I modsætning til Europas øvrige regenter skives hans formelle navn med arabertal. Arabertal har indgået i danske monogrammer lige siden 1500-tallet frem til i dag. Det er lidt af et særsyn internationalt. I store nationer som England og Frankrig er traditionen at anvende romertal, og det samme gælder også for habsburgerne. Derfor vil Kejser Karl V og Christian 2. forekomme side om side i det følgende, og sondringen er helt bevidst.

DEN UMULIGE BIOGRAFI Interessen for Christian 2. har været stor. Tidligt var der en bestræbelse på at få hans personlige breve udgivet, fordi man ønskede at komme så tæt på kongen som muligt. Flere blev skuffet ved læsningen af dem. Det lå ikke til det tidlige 1500-tal at nedfælde tanker om ens oplevelse af verden eller skildre det humør, man var i. Christian 2. gjorde det

E N E U R O PÆ I S K F Y R S T E

i hvert fald ikke. Hans dronning heller ikke, selv om hun med årene blev mere rundhåndet med ordene. Breve var i bund og grund nøgterne meddelelser, hvor et budskab skulle frembæres. Men det var ikke et hvilket som helst budskab, man kunne nedfælde. Afsenderen kunne ikke være sikker på, at breve nåede frem, og faldt de mod forventning i de forkerte hænder, skulle de helst ikke være for detaljerede og oplysende. Breve mellem ægtefæller bruger som regel meget tid på at forsikre den anden om, at man har det godt, og sådan er det vel stadig, hvis den ene er i udlandet og sender en SMS hjem. Adskillelsen mellem konge og dronning var under alle omstændigheder det mest normale, de mange gøremål for parterne taget i betragtning. Langt hovedparten af de ting, der er bevaret fra Christian 2.s tid, er spor af noget enkeltstående, noget, som stammer fra en konkret situation, et øjeblik, der står stille. De skildrer ikke begivenhedsforløb over tid og skaber ikke i sig selv sammenhæng. Den er det overladt historikeren at finde. Opgaven er lettest at løse, når grupper af dokumenter taler med hinanden, som det ofte sker i forbindelse med politiske beslutninger eller store begivenheder. Den hyppigste situation er imidlertid, at genstande og breve står alene, uden at man altid ved, i hvilken forbindelse de skal forstås. Sagt mere direkte er det ikke blot et problem at komme tæt på de personer, som bærer fremstillingen, det er også et problem blot at rekonstruere, hvad der egentlig skete. Forbeholdene til trods er der alligevel meget at fortælle, også meget mere, end der kan være med i en bog som denne. Måske kan der også opnås en større troværdighed, hvis man ikke presser citronen i ønsket om at vide, hvad kongen ville i denne eller hin situation, men nøjes med de lidt bredere linjer. I iveren efter at kende kongens personlighed kan man lettere overfortolke, end hvis man erkender sin begrænsning.

Der er i hvert fald nok af myter på spil, når det gælder Christian 2.s liv. Mange er øjensynligt opstået allerede i hans samtid. Dengang havde man ikke en kritisk journaliststand, der tjekkede fakta i nyhedsstrømmen, men var overladt til rygter, ganske som det gælder i pressede politiske situationer i dag. Rygter var en faktor i tidens politik. Konkret stod en konge ofte over for et valg, om han skulle stole på en oplysning eller ej. Anvendt rigtigt kan rygter faktisk fortælle historie, for hvilke var en befolkning eller beslutningstager parat til at tro på, hvilke ikke? Rygter om, hvad der skete i de andre nordiske lande, cirkulerede også hele tiden. Af samme grund er der eksempler på spionage parterne imellem. Det kan være formålstjenligt at låne biografiens form i en skildring af Nordens Nero. At fastholde fokus på personen Christian er en måde at strukturere en tekst på og en måde at lade noget blive mere væsentligt end andet. Det sker for at fremme forståeligheden. For kongens ungdom gælder imidlertid, at der stort set ikke eksisterer noget materiale, der seriøst kan belyse den. Til gengæld er der en række røverhistorier, hvis værdi er underholdende, men også oplysende, hvis man tager sine forbehold. Derfor vil der i det relevante kapitel blive set bredere på fyrsteopdragelse, og materiale fra andre lande vil blive inddraget. For hans ungdomsår og år før kongegerningen har den personfikserede tilgang ført til, at helt nyt materiale om Christian har kunnet afdækkes. Det må betragtes som en genuin sidegevinst. Som i andre fremstillinger om Christian står hans år ved magten fra 1513 til 1523 i centrum. Det er her, C.F. Allens måde at kæde begivenhederne sammen på for alvor kommer til at stå sin prøve. Det er lidt ejendommeligt, at det værk, der mere end noget andet har været ens inspirationskilde, ender med at være et værk, som man må distancere sig fra, men sådan er fordybelse. Den bringer nyt. Til gengæld er Allens internordiske opmærksomhed forsøgt fast-

holdt i fremstillingen. Det komplicerer muligvis fra tid til anden fortællingens fremdrift, men det er ved at se på politikken i alle tre lande, at man bliver opmærksom på, hvor forbundet hændelserne ofte er. Reelt udgjorde Christians tid som konge kun 10 år af hans, næsten 78 år lange, levede liv. Han var således knap 32, da hans far døde, og han levede endnu 36 år, efter at han blev stødt fra tronen. Ikke mindst de sidste år af hans liv har stået i skyggen af kongegerningen. Beklageligvis gælder det også denne fremstilling. Fra hans år i landflygtighed fra 1523 til 1532 eksisterer der simpelthen så meget materiale, at skulle det inddrages alt sammen, ville det sprænge enhver form for sidebegrænsning. Tilmed er mange af hans gøremål i disse år kun dårligt beskrevet af forskningen, så der ville også være en stor tidsudfordring i at tage emnet op. Fremstillingen af disse vigtige år er derfor mere kortfattet, end den kunne være. Det samme gælder hans mange år som fange på Sønderborg Slot og Kalundborg Slot, der afslutter bogen. Det har været et princip at læse de originale kilder selv for på den måde at kigge tidligere historikere over skulderen. Det har medvirket til at muliggøre, at flere af de centrale begivenheder i Christians liv har kunnet gentænkes og også omfortolkes. Dokumentationen er til stede i form af kommentarerne til de enkelte delafsnit bag i bogen samt i litteraturlisten; i særlige tilfælde vil det dog være nødvendigt at skrive uddybende artikler efterfølgende. Et andet sted, hvor bogen ikke følger gængs akademisk standard, fordi målet med bogen er at henvende sig bredt til alle interesserede, er i gengivelsen af citater fra breve og dokumenter fra dengang. For at lette forståelsen er disse oversat til et nutidspræget dansk og ikke gengivet i oprindelig staveform. For den særligt interesserede vil der være en henvisning til kilden selv, så oversættelsen vil kunne efterprøves.