GADS FORLAG ROMAN
Lucia Odoom Cosmos roman
Gads Forlag
Cosmos
© Lucia Odoom og Gads Forlag 2024
1. udgave, 1. oplag
Omslagsdesign: Laura Silke
Forsideillustration: Parasomnia af Viviane Sassen
Forfatterfoto: Carolina Ahrenkiel
Bogen er sat med Minion hos Bog Grafisk og trykt hos Scandbook
ISBN: 978-87-12-06657-6
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Vi, der vælger livet, gaar en dag paa tværs af vejen, ender i et efteraar.
Vi faar regnen, natten, landet trykket ind mod vore hjerter, mens vi gaar.
Frank Jæger: “Haandslag til Tony” (1948)
13.august, WhatsApp
Kæreste Effie, tante Dora og pastor Emanuel
Det er på tide at skrive til jer og bekende kulør, forære jer sandheden om mit liv og om de Western Union-beløb, jeg har sendt jer. I en længere periode føltes det godt at sende pengene. Som en måde at retfærdiggøre mit daglige arbejde, der ikke engang betragtes som reelt arbejde her i København, hvor jeg lige nu befinder mig. Det er måske derfor, jeg ikke har besvaret jeres opkald og bekymrede beskeder. Jeg bildte mig ind, at pengene talte for sig selv.
Jeg sidder og læser i en bog om buddhismen, og så tænker jeg på jer. Pastor Emanuel, du må tilgive mig, at jeg er i armene på andre civilisationers åndelige skikke, men det er jo et eller andet sted det mest afrikanske, man kan gøre, at søge ophold i andres himmeriger.
Jeg lukker øjnene, forsøger at lade roen sænke sig over mit sind, men jeg er forelsket, jeg er håbløst forelsket, det kan man ikke meditere sig ud af. I kommer nok til at høre mere om en pige med en lang hals. En pige, jeg mødte for nogle uger siden, som skældte mig ud, fordi jeg er taget til “Vestens fatamorgana”, som hun kaldte det. Jeg ved ikke, om jeg er god til at meditere, men jeg giver det et forsøg, jeg læser i bogen, at vejen til nirvana er lidelse, og den del har jeg været i gang med et godt stykke tid nu.
Jeg sender penge til jer igen i dag. Den følelse, det giver mig at sende jer de penge, er dana. I buddhismen kaldes det dana, når man giver en gave uden at forvente at få noget igen, det handler om at være generøs. Dana er det, jeg forærer jer. Det eneste, der giver mening for mig, er at sende pengene og prøve at glemme, hvad det har krævet.
Lad mig fortælle jer om Kragerne, min familie her i København. Vi lever af at samle flasker og dåser, som andre har smidt fra sig, selvom man kan få penge for dem i supermarkederne. Odofu er vores fyrtårn, han kommer fra Benin City, og tvillingerne Femi og Kofi er fra Cape Coast. Vi mødes næsten hver dag på byens store bibliotek,
hvor jeg også sidder og skriver til jer lige nu, her planlægger vi dagens rute og holder pause. Kragerne er blevet vores gruppenavn i WhatsApp.
Hvor end vi går, møder vi nemlig de fugle. De er sociale, og de leder efter guld, der hvor andre ser skrald. Og så har jeg engang læst, at krager rent faktisk kan bære nag. Ligesom os ved kragerne, hvor de er velkomne, og hvor de skal være på vagt. Den store forskel er, at kragerne kan krydse alle grænser og frit flyve hen, hvor end det passer dem, hele verden er deres tilflugtssted. Vi må nøjes med biblioteket. Et sted for bøger og en varmestue for udskud. Det var her, jeg fandt bogen om buddhismen, den lå og funklede med sit gyldne omslag.
Over for mig sidder Odofu og skriver hemmelighedsfuldt på sin telefon, tvillingerne ser videoer på TikTok. På bordet ved siden af os ligger Odofus barbermaskine, som han har sat til at lade op i en stikkontakt, det gør han hver dag. Det er blevet påtalt af en vagt en gang, men det har ikke afholdt ham fra fortsat at gøre det.
Her på biblioteket er der mange hjemløse, mennesker, der er svære at få til at passe ind i den orden, der kendetegner Danmark. De tager deres sko af, slår lejr, spreder aviser ud på bordene,
smækker fødder op på stolene og bliver hængende hele dagen, uden at nogen beder dem om at smutte. Vagten går rundt og vækker dem, der blunder. Odofu siger, at vi skal gøre os umage for ikke at se forhutlede ud. Når vagten har gået sin sædvanlige runde, sniger jeg mig nogle gange til en lur, imens jeg lader mig hypnotisere af den beroligende lyd af bibliotekets rulletrapper, der minder mig om bølgerne på stranden hjemme i Woe.
14.august, WhatsApp
Kære Effie, pastor og Dora
Når jeg ligger i parken og sover, krøllet sammen i soveposen med mine ting knuget tæt ind til mig, grubler jeg over, hvornår årstiden vil skifte. Sommeren vil på et tidspunkt nå sin kant, og mit grundlag for at tjene penge vil blive mindre, jo koldere det bliver. Jeg ligger og holder fast i varmen, prøver at absorbere den med sjælen og gemme den til senere. Ud over frygten for den kommende kulde mærker jeg også en anden ubuden gæst i de sene nattetimer. Tvivlen. Den trænger ind i huden og efterlader sprækker på læberne, som jeg smører med vaseline flere gange om dagen. Hvorfor har jeg budt mig selv den totale uvished som livsvilkår? Burde jeg være blevet hos jer? Jeg skriver til jer for at møde tvivlen, den er min følgesvend, den ven, der leder mig i fristelse.
15. august, WhatsApp
Kære Effie, pastor og tante
Der er dage, hvor jeg har det, som om jeg er sprunget ud fra et meget højt bjerg. Jeg forventede, at jeg ville lande på en blød rede af bomuld, men mit spring føles efterhånden mere som et fald. Det har været svært overhovedet at tillade mig selv at mærke smerterne efter de knubs, jeg fik, da jeg ankom til Europa. De blå mærker er begyndt at dukke op, som bevismaterialer på alt det, jeg har været igennem, som om min hud fører retssag. At indrømme, hvor ondt det gør at være så langt væk hjemmefra, er næsten ikke til at bære. Men for nogle dage siden vendte stemningen. Jeg stod tidligt op for at samle flasker alene. Det gryende lys svøbte sig som et orange tæppe rundt om mig, da jeg begyndte mit arbejde i udkanten af byen. Jeg cyklede mod
de steder, hvor de alkoholikere, der står tidligt op for at drikke, sidder på bænkene og drikker øl fra 7-Eleven. Sidst på formiddagen havde jeg allerede fyldt tre store affaldssække. Nattens festende unge havde efterladt deres flasker på trappesten og i parker rundtomkring i byen. I mange af flaskerne og dåserne var der cigaretskod på bunden. Der lå de sædvanlige brækklatter på fortovet, og en flok duer var i gang med at fortære en bakke pomfritter, en beruset person havde tabt eller muligvis smidt fra sig i sin brandert. Et sted havde nogen efterladt en kondisko, som lå på jorden ved siden af en skraldespand, jeg fiskede et par dåser op af. Lørdag er dagen, hvor København har tømmermænd, festernes ruiner ligger overalt i den ellers pæne og nydelige by, som om der har været krig, og alles våben var fastfood.