Forbrydelsens ansigt

Forbrydelsens ansigt

Poul Duedahl Peter Wodskou Christensen Gitte Bergendorff Høstbo

Bogen er udgivet med støtte fra Moth-Lunds Fond Disponent Ove Mellerups Mindefond Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Bente Klercke Fonden Lillian og Dan Finks Fond Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Alfred Good’s Fond Benny Christensen Cas Cas Gruppen ApS

FA TRYK.indd 2

5/21/13 11:11 AM

Forbrydelsens ansigt Po u l D u e d a h l Pe t e r Wo d s k o u C h r i s t e n s e n Gitte Bergendorff Høstbo

GADS FORLAG

FA TRYK.indd 3

5/21/13 11:11 AM

4

FA TRYK.indd 4

Efterretningstjenesten

5/21/13 11:11 AM

Forord O m h v orda n boge n ble v t i l

Kulturministeriet bad i 2003 danske museer og arkiver om at identificere de dele af deres samlinger, som er af ”enestående national betydning”.

Med på listen kom med god grund en række ældre københavnske forbryderalbummer, der befinder sig i Statens Arkiver. Ved at bladre i de gamle albummer står beskueren nemlig ansigt til ansigt med ægte skæbner, som engang levede deres liv på kanten af normalsamfundet og indgik i miljøer, som de fleste mennesker i dag aldrig eller sjældent stifter bekendtskab med – oven i købet i en periode, hvor det ellers var forbeholdt velhavere at lade sig fotografere. Billederne er samtidig interessante, fordi de repræsenterer den første praktiske anvendelse af fotokameraet i Danmark og udgør et forvarsel om nutidens identifikations- og overvågningssamfund.

Det var den fælles fascination af de københavnske forbryderbilleder, der i 2006 førte os sammen og efterhånden også til erkendelsen af, at der eksisterer langt flere forbryderbilleder end først antaget rundt om i offentlige danske samlinger. Det er eksistensen af disse mange billeder, fra alle egne af landet, der har muliggjort dette værk om forbryderbilledets danmarkshistorie.

Bogen fortæller om de omstændigheder, som førte til, at forbryderfotografiet kom til landet, og om hvordan genren med tiden ændrede anvendelsesmuligheder og fotografierne udseende. Denne overordnede fortælling har vi suppleret med en række kortfattede biografier, der går bag om udvalgte fotografier og afdækker den spændende og undertiden overraskende og lærerige historie om, hvorfor de portrætterede overhovedet havnede i politiets blitzlys. Til hvert billede hører nemlig en mængde sagsakter, der ofte omfatter hundredvis af håndskrevne sider i form af politirapporter, domssager og fængselsarkivalier.

I modsætning til amerikanske forbryderfotos, som ofte havner på avisernes forsider på grund af meget frie regler om aktindsigt, er politiets fotomateriale i Danmark underlagt strenge restriktioner. Det betyder, at vi har måttet begrænse udvalget og fortællingen til de ældste billeder i de danske samlinger. Til gengæld håber vi, at anvendelsen af dem og de tilhørende do-

FORORD

FA TRYK.indd 5

Den tolvårige skoledreng Hans Christian Hansen fra Odense blev i 1867 taget for at stjæle tovværk fra skibe i Odense Kanal i selskab med en lidt ældre dreng.

Han sad først en måned i varetægtsfængsel, fik derpå en dom på 15 slag ris og sad herefter yderligere 10 dage i fængsel, inden dommen blev eksekveret. Billedet stammer fra Odense Politis album med mistænkelige personer 186770, hvoraf det også fremgår, at Hans Christian var middel af vækst og bygning, havde lysblondt hår og blå øjne og var søn af en døv arbejdsmand (Odense Bys Museer).

5

5/21/13 11:11 AM

På forbryderbilleder stirrer man ind i øjnene på mordere, indbrudstyve og børnemishandlere og konfronteres med ansigter, der forekommer mærkværdigt bekendte, selvom de befinder sig på tidsmæssig og moralsk afstand. Her er det et forbryderalbum fra København fra 1880’erne flankeret af et af politiets kameraer fra perioden (Foto: MEW, Politimuseet).

kumenter kan være til nytte og inspiration for såvel faghistorikeren, der vil skrive kultur- og socialhistorie, som den historisk interesserede, der vil udrede lokale eller familiemæssige forhold, og den almindelige læser, som måske snarest er interesseret i den gode historie.

Tak til Jussi Adler-Olsen, Svend Ahrensbach, Karin Ramskov Andersen, Peter Ramskov Andersen, Inger Heldbjerg Busk, Frank Bøgh, Benny Christensen, Lonni Dollmeyer, Peter Fransen, Erik Hansen, Max Hansen, Grethe Jensen, Bent Aage Jørgensen, Åshild Kittelsen, Christian Kvium, Niels Lynnerup, Tove Engelhardt Mathiassen, Benoît Mihail, Anders Myrtue, Preben Nibe, Poul Ruggaard Porse, Steffen Riis, Henrik Sebro, Anne Speedtsberg Schiff, Palle Sigaard, Frederik Strand, Oddur Sæmundsson, Roberto Toni, Simon Trøan og medarbejderne på Gads Forlag, Politimuseet og Statens Arkiver for kyndig og værdifuld hjælp undervejs.

Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen & Gitte Bergendorff Høstbo

6

FA TRYK.indd 6

FORORD

5/21/13 11:11 AM

Efterretningstjenesten

FA TRYK.indd 7

7

5/21/13 11:11 AM

Indhold Forord 4 Spejlbilleder

Det sociale spejl

Forbryderbilledets fødsel At fastfryse en forbryder Hvad skulle det nytte?

Den systematiske fotografering

10 12

24 26 34 42

I opklaringsarbejdets tjeneste 52 I tilfælde af gentagelse Den rette straf Odenseanske efterretninger Forbryderalbummet bliver standardudstyr

54 58 66 84

Forbrydermennesket 96 Se, hvilket menneske 98 Forbrydermennesket opmåles 108 Danske forbrydertyper 118 Kvindelige forbrydere 142 Nattens døtre 154 Udenlandske forbrydere 166 Arrestanttyper 182

8

FA TRYK.indd 8

5/21/13 11:11 AM

Det klassiske forbryderbillede 188 Spejlbilledet sat i system 190 Normalbillederne fra Helsingør 228 Det spejlfri forbryderbillede 240 Fingerspidsfornemmelse 260

Anholdt! 268 Velkommen på forsiden

270

Eftersøgningen 300 På sporet af forbryderen Arven fra Bertillon

302 318

Dokumentation 320 Litteratur Dokumenter

Navneregister

322 324 332

forfatterne 334

INDHOLD

FA TRYK.indd 9

9

5/21/13 11:11 AM

Spejlbilleder Om hvordan forbryderbilleder afspejler den portrætteredes­ sindsstemning og levevilkår og forholdet mellem lov­overtrædere og ordensmagten i det hele taget

K A P IT E L 1 10

FA TRYK.indd 10

Efterretningstjenesten

5/21/13 11:11 AM

FA TRYK.indd 11

5/21/13 11:11 AM

FA TRYK.indd 12

5/21/13 11:11 AM

Det sociale spejl Af alle menneskets opfindelser er spejlet en af de mere fascinerende. Spejlet har gjort det muligt for mennesker at betragte sig selv udefra og få et temmelig nøjagtigt billede af, hvordan de tager sig ud i andres øjne. På samme måde har opfindelsen af fotografiet givet mennesket et fastfrosset spejl, som har gjort det muligt at sammenligne sig med mennesker fra samfundslag, som de ikke møder til daglig, som ser anderledes ud, og som dermed er med til at definere, hvem de selv er.

Tag et kig ned over de mange billeder i denne bog. Tilsammen udgør de nærmest et slags familiealbum, men ser man godt efter, er det ikke ligefrem det gode, skønne, ideelle, sunde og normale ansigt lagt i de rette, fotogene folder, der træder frem. Det er snarere det reelle, tillukkede, anstrengte, hæslige eller afvigende ansigt, der er det slående fællestræk.

Nogle af personerne fremstår med selvsikker attitude og kigger kækt og direkte i kameralinsen. Andre er brødebetyngende og har indadvendte, ængstelige ansigtsudtryk og sænkede øjne. Atter andre har ligegyldige, opgivende, overbærende eller døde blikke. Nogle er så uvante med at sidde model, at de bare stirrer ud i luften. Men langt de fleste forholder sig til tvangen i forbindelse med fotograferingen, irritationen og de sociale forskelle – et kultursammenstød, der også kan gentages i afstanden mellem den som regel spartansk klædte model og de undertiden mondæne kulisser. For langt de fleste er hentet ind fra de nederste sociale lag og er endt foran kameralinsen som følge af en lovovertrædelse

og dermed det omgivende samfunds fordømmelse.

Skavanker og skønhedsfejl er sjældent forsøgt skjult. Det fremgår for eksempel af billedet af den tyveårige stentrykkerlærling Carlo Axel Hans Hansen, der i oktober 1910 blev arresteret for at have lukket sig ind i to lejligheder i det hus på Ordrupvej nord for København, hvor han selv boede med sin mor. En af beboerne havde set et glimt af Carlo, der listede sig op ad trappen, og kort efter gik han til bekendelse og blev indsat i detentionen på Ordrup Politistation og siden overført til Blegdamsvejens Arresthus. Her blev billedet taget – udenfor og på en kold efterårsdag at dømme efter snefnuggene, der daler ned fra oven.

Hovedet er indsvøbt af gazebind og vidner om, at noget er gået forud. Øretæver? En faldulykke?

Et mislykket flugtforsøg? Fængslende er motivet under alle omstændigheder – i dobbelt forstand.

For det anderledes og lidet flatterende er lige præcis det, der gør billederne anvendelige til en umiddelbar identifikation i tilfælde af, at det netop lykkedes Carlo at stikke af.

T.V. Lille spejl på væggen der, hvem er farligst i landet her?

Tjenestekarl Theodor Smith Andersen, der i 1906 blev anholdt for tyveri og med et klik fastfrosset for tid og evighed – forfra og i profil ­– i Vejle Politis forbryderalbum (Landsarkivet for Nørrejylland).

FORRIGE OPSLAG De små standardiserede visitkortfotos blev ofte brugt som en lille erindringsgave, når man var på besøg. For forbrydere var der bare den forskel, at det var politiet, der sikrede, at besøget ikke blev glemt. Dermed kunne visitfotoet bruges til social kontrol og regulering af dem, der brød samfundsnormerne. Her er det odenseanske forbryderbilleder fra slutningen af 1860’erne, fotograferet af Emil Rye (Odense Bys Museer).

SPEJLBILLEDER

FA TRYK.indd 13

13

5/21/13 11:11 AM

Da forbryderbilleder er taget af en statslig myndighed, er de samtidig udstyret med en særlig autoritet. Med billedet i hånden eller et aftryk af det i avisen fik andre mennesker lov til at tilbageholde Carlo, hvis han blev eftersøgt og genkendt, for så trygt at overlade ham i politiets varetægt igen. En

påmindelse om, at forbryderbilleder tjener et helt bestemt formål, som ikke er i forbrydernes interesse, nemlig at gøre normalsamfundet i stand til at beskytte sig mod dem.

Et klassisk forbryderbillede i profil og en face – og så ikke alligevel.

For billedet af den tyverisigtede Carlo Axel Hans Hansen må være taget kort efter en voldsom episode og, trods vejrliget, under åben himmel, mens sneen daler og har sat sig på tøjet, i håret og på kameralinsen (Rigsarkivet).

Er der kommet nye ansigter til? En overbetjent indleder sin patruljetur i Odense foran to store skabe i den såkaldte Parolesal på politigården, hvor der var plads til fotografier og signalementer af omkring 100 personer. Et blik bag lågerne giver betjenten et øjeblikkeligt spejlbillede af Danmarks kriminelle underverden og dermed alle de individer, som ordensmagten ønsker at møde ansigt til ansigt (Odense Stadsarkiv).

En uvillig fange foreviges til et engelsk forbryderalbum i 1873. Modviljen mod at lade sig afbilde var også et kendt fænomen under danske himmelstrøg (Library of Congress).

14

FA TRYK.indd 14

KAPITEl 1

5/21/13 11:11 AM

FA TRYK.indd 15

5/21/13 11:12 AM

FA TRYK.indd 16

5/21/13 11:12 AM

L U D VI G F R E D E R I K A N D R E A S S A N D B E C H

Stakkels Ludvig Lokale småforbrydere blev kun fotograferet, hvis politiet vurderede, at der var tale om såkaldte recidivister – altså mennesker som en gang for alle var slået ind på forbrydervejen og derfor ville vende tilbage til den igen, kort efter at de var løsladt.

I april 1868 blev sådan en ”gammel kending” bragt ind på stationen.

Det var en mand af middel bygning, med brunt hår og brune øjne. Derudover havde han et kendetegn i form af et ar – et skudsår – på venstre overarm.

Manden hed Ludvig Frederik Andreas Sandbech og var uddannet møllersvend, men havde kun ernæret sig ved mølleriet en tid. Det var svært for ham at holde på arbejdet, da han var stærkt tunghør, havde hang til flasken og var kendt som en notorisk tyv og hæler. I stedet opholdt han sig i lange perioder på hovedstadens tvangsarbejdsanstalt, Ladegården.

Sandbechs synderegister var langt. Allerede i august 1838 blev han dømt for tyveri første gang og sendt i fængsel på vand og brød i fire gange fem dage. Et årti senere blev han straffet for hæleri med fængsel på vand og brød i fem gange seks dage, og endnu et tiår senere blev han idømt en bøde for besiddelse af tyvekoster og blev året efter straffet for hæleri med to års forbedringshusarbejde, som han afsonede i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. I august 1866 blev han dømt for hæleri igen og fik atter to års forbedringshusarbejde – denne gang til afsoning i Vridsløselille Straffeanstalt. Forbrydelsernes størrelse stod dog langtfra mål med de lange straffe. Da lovovertrædelserne skete mere af nød end af lyst, var de ting, Ludvig stjal, af så ringe værdi, at politiet i dag næppe ville beskæftige sig med dem.

Det gjaldt også den forbrydelse, som i 1868 førte til, at han blev anholdt og fotograferet.

Den dag i begyndelsen af april var Ludvig gået ind hos en trådhandler i Blågårdsgade – efter eget udsagn for at købe kager. I stedet fik han øje på et

SPEJLBILLEDER

FA TRYK.indd 17

Ludvig Frederik Andreas­­Sandbech, født 1818 i ­København, var en mand med en ”slap og viljesløs” holdning – både i krop, tale og væremåde. Men hans liv var heller ikke let, hvis man skal tro billedet af ham fra 1868 iført sit slidte tøj og med ængstelig fremtræden (Rigsarkivet).

17

5/21/13 11:12 AM

Seksualmoralen var anderledes for et århundrede siden, og kendskabet til kvindekroppen begrænset. Den 21-årige tjenestepige Johanne Christine Nielsen troede f.eks., at man flere dage i forvejen kunne mærke, når man skulle føde, og var fast besluttet på at drukne sig i Gentofte Sø, når det skete, da hun ikke kunne leve med skammen over at få et barn uden for ægteskab. Men fødslen kom så uventet, at hun ikke var i stand til at gennemføre handlingen. Liget af barnet, der døde kort efter fødslen, gemte hun i en kommodeskuffe. Her sidder hun skamfuld og indelukket, efter at der var indledt en sag mod hende. I 1913 afsonede hun 80 dages fængsel for uforsvarlig omgang med ­barnefødsel (Rigsarkivet).

FA TRYK.indd 18

5/21/13 11:12 AM

par børnestøvler i butiksvinduet, og da ekspeditricen endnu ikke var kommet ind i butikken, så Ludvig straks sit snit til at stjæle dem.

Ludvig nåede ikke ud ad døren, før ekspeditricen kom til stede og råbte efter ham og beskyldte ham for tidligere på dagen at have været i butikken.

Ved den lejlighed var der forsvundet nogle øl, som havde stået ved døren.

Det nægtede Ludvig at kende noget til, men hun insisterede og holdt ham tilbage, mens politiet blev tilkaldt.

Da politiet gennemrodede Ludvigs lommer, dukkede børnestøvlerne op.

Støvlerne var kun ganske lidt værd, og nu hvor trådhandleren fik dem tilbage, led butikken ingen tab, og trådhandleren frafaldt kravet om at få Ludvig straffet. Men det gjorde staten ikke – for ret skulle være ret, og derfor skulle Ludvig dømmes.

Ludvig blev indsat i Københavns civile arresthus på Nytorv, der var Københavns arresthus for civilpersoner af under- og middelklassen. Arresten var bygget samtidig med Domhuset, og de to bygninger var også dengang forbundet af den lille gangbro, der af københavnere kaldes ”Sukkenes Bro”, idet man tidligere forestillede sig, at forbryderne gik jamrende tilbage til arresten efter at have fået deres dom på den anden side af gaden.

Denne gang blev Sandbech idømt to års tugthusarbejde, som han afsonede i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. Herinde klarede han sig for resten ganske fint. Han blev taget en enkelt gang i besiddelse af ulovlige sager med henblik på videresalg og blev straffet med otte dages ophold i den mørke kachot. Men det var langt mindre, end hvad mange af de andre indsatte oplevede.

I slutningen af maj 1870 var han igen en fri mand.

SPEJLBILLEDER

FA TRYK.indd 19

19

5/21/13 11:12 AM

20

FA TRYK.indd 20

Efterretningstjenesten

5/21/13 11:12 AM

VA R L A E L E O N O R A A U G U S T M IN E F R E D E R I K S E N

Den fængslende Varla En novembernat i 1888 henvendte en forretningsmand fra provinsen sig til en af Københavns droskekuske og bad ham finde en prostitueret. Manden blev sat af ud for Farvergade 16, og han bad kusken vente, mens han gjorde, hvad han var kommet for.

I døren blev forretningsmanden modtaget af en pige med lyst, gult hår og et stort, groftskåret ansigt. Hun sikrede sig, at gæsten var i besiddelse af de nødvendige kontanter, og fik ham til at købe en mængde drikkevarer til opskruede priser. Forretningsmanden følte sig holdt for nar og ønskede at gå, da pigen tog hans hat og fjernede nøglen i døren. Der skulle drikkes mere, sagde hun. Da manden insisterede, truede den nu berusede pige ham på forskellig vis. ”I mindst to timer måtte jeg udholde dette grusomme fangenskab”, skrev han efterfølgende i en anonym klage til politiet.

Først da forretningsmanden havde betalt 10 kroner i løsepenge, slap han ud. Han bad den tålmodigt ventende droskekusk og et par forbipasserende om hjælp til at finde politiet, men pigen fik dem overtalt til at kigge ind, så de kunne rede trådene ud. Lige lidt hjalp det. Forretningsmanden så ikke sine penge igen, og først hen ad morgenstunden kom de atter ud på gaden, hvor det nu var kuskens tur til at forlange kontanter.

Pigen, der hurtigt kunne identificeres som Varla Frederiksen, var en gammel kending af politiet. Tidligt var skomagerdatteren fra Odense blevet lokket til København af en handskemagersvend og havde i perioder ernæret sig ved handskesyning. Men i februar 1873 forlød det, at den kun attenårige pige tillige kunne træffes på etablissementet Aftenstjernen, i byens danselokaler, og at hun modtog herrebesøg på sit værelse i Store Brøndstræde.

Varla blev underkastet en lægeundersøgelse, som viste, at hun havde pådraget sig en kønssygdom. Hun blev indlagt på Kommunehospitalet og helbredt og lovede fremover at ville ernære sig ved syning. Men efter et kort ophold hjemme i Odense fortsatte hun til Landskrona i Sverige for at op-

SPEJLBILLEDER

FA TRYK.indd 21

Forklaringen på det triste blik hos syersken Varla Eleonora Augustmine Frederiksen – fotograferet af Odense Politi i 1872 – finder man i de dokumenter, som politi­ myndighederne producerede om hende og hendes fattige baggrund og om hendes første kriminelle handling, der bestod i tyveriet af et par brugte gedeskindsstøvler (Landsarkivet for Fyn).

21

5/21/13 11:12 AM

”Jeg ville sætte megen pris på, at du er nyvasket og duftende ren og frisk fra isse til hæl. Og dernæst kunne jeg ønske, at du havde en slags karnevalsdragt: Trikots og stærkt nedringet liv, inden for hvilket der bæres korset, som sidder på den bare krop, så stramt som muligt.

Når hertil føjes halsbånd af fløjl og håret udslået, får vi en indbydende og lækker skabning”, fantaserede en af Varla Frederiksens beundrere i et brev, som det lykkedes politiet at opsnappe. Her har fotografen fanget hende i et mere tækkeligt kostume (Rigsarkivet).

22

FA TRYK.indd 22

træde som sangerinde, og i løbet af sommeren blev hun igen observeret i Københavns aftenmørke gader og i byens danselokaler. Selvom hun havde pantsat næsten alt sit tøj og forklarede, at hun levede af handskesyning og som sangerinde, antog politiet, at hun levede af prostitution. Under afhøring indrømmede hun, at hun ”plejede legemlig omgang” med forskellige ukendte mænd, som hun traf i danselokalerne, men som regel uden anden betaling end at blive opvartet med mad og drikkevarer.

Varla fik påbud om at gå til regelmæssig kontrol hos lægen, og to gange inden for kort tid fik hun atter konstateret en kønssygdom og måtte indlægges. En dag udeblev hun fra undersøgelserne. Hun var rejst fra byen for at ernære sig som prostitueret i Aalborg og Helsingør. Efter et halvt års fravær blev hun dog igen set i København og blev på egen anmodning registreret som såkaldt ”offentligt fruentimmer” i juli 1874.

Efter et par år i erhvervet flyttede Varla til Svendborg for at gifte sig med murermester Frederik Sørensen, og Københavns Politi hørte ikke mere til hende før en septemberdag i 1878, hvor hun bad om igen at blive registreret som offentligt fruentimmer. Hun havde forladt manden, der var på randen af konkurs, og medbragte en seddel, hvoraf det fremgik, at han ikke modsatte sig anmodningen. I foråret 1880 lykkedes det ganske vist manden at vinde Varla tilbage, men kun for en kort bemærkning. Efter blot to måneder forlod hun hjemmet for aldrig at returnere. Der skulle gå yderligere syv år, før han søgte om skilsmisse, og da havde Varla allerede i adskillige år levet i København af det erhverv, der altså en sen nattetime drev en anonym forretningsmand til at klage over hendes forretningsmetoder.

KAPITEl 1

5/21/13 11:12 AM

FA TRYK.indd 23

5/21/13 11:12 AM