D506a316e8da40128a9a6e1a80b7bdf8

Boris Cyrulnik

DEN FARLIGE DRENG

Den farlige dreng-m.indhold.indd 2

28/07/13 10.27

Den farlige dreng Alene p책 flugt fra nazisterne BORIS CYRULNIK

P책 dansk ved Ulla Gjedde Palmgren

Gads Forlag

Den farlige dreng-m.indhold.indd 3

28/07/13 10.27

DEN FARLIGE DRENG – ALENE PÅ FLUGT FRA NAZISTERNE af Boris Cyrulnik Oversat fra fransk af Ulla Gjedde Palmgren efter Sauve-toi, la vie t’appelle.

Copyright © 2012 ODILE JACOB, 2012 This book is published by arrangement with Éditions Odile Jacob Dansk udgave: Copyright © 2013 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04900-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany Forlagsredaktion: Birgitte Steffen Nielsen Fagkonsulenter: Henrik Prebensen, lektor i fransk, Københavns Universitet, Françoise Gautré-Delay, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Projektledelse: Karen Ellehøj Omslag: Propel v/Lene Nørgaard Omslagsfoto: Forfatterens private Flapfoto: © DRFP/Odile Jacob Grafisk tilrettelæggelse: Lymi DTP-Service Tryk: CPI Books GmbH, Tyskland Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication de l’Institut français Oversætteren ønsker at takke psykoanalytiker og forfatter Elisabet Holst og Raben Rosenberg, professor og ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning i Aarhus for hjælp til oversættelse af diverse fagtermer samt professor emeritus John Pedersen for oversættelse af et længere Rabelais-citat.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den farlige dreng-m.indhold.indd 4

28/07/13 10.27

Til Florence for al den lykke, hun har gjort mulig Til mine børn, mine børnebørn for kærligheden og de eventyr, der beriger vores liv Til mine venner for et venskab, der stadig bliver stærkere

Den farlige dreng-m.indhold.indd 5

28/07/13 10.27

Den farlige dreng-m.indhold.indd 2

28/07/13 10.27

Indhold KAPITEL 1 SEKS ÅR OG I KRIG 11 Anholdelsen 13 Minder, der giver en mening 15 Hedde Jean Bordes – (eller Laborde?) 19 Flugten fra synagogen 24 En lade og en kammerat 28 Herrefolkets sammenbrud 31 Det traumatiske i erindringen 36 Den døende kvinde døde ikke 41 Fortidens fængsel og glæden ved at leve 45 Besynderlig klarhed 50 Traumatisk hukommelse 53 Levende hukommelse 57 KAPITEL 2 EN SMERTEFULD FRED 61 At skrive sig ud af sorgen 63 Dansen og livet 66 Historie om Lots hustru 69 Krigen er smuk, siger de 72 Skønheden og de triste zombier 76 Små gamlinge på 10 år 80 7

Den farlige dreng-m.indhold.indd 7

28/07/13 10.27

Private ildprøver 85 Skrøbelige sammensyninger, gentagne opripninger 89 Erhvervelse af sårbarhed 96 På sporet af fortiden 99 Krigen er ovre 107 KAPITEL 3 SÅRET HUKOMMELSE 115 Mit spaltede jeg trues 117 Erindringens vin 119 Den genoprettede fortid 122 Retten til at tale 127 Tavse prøvelser og kollektive fortællinger 131 Når fiktionen taler sandt 136 Skønheden, krigen og sorgen 142 At skrive for at vidne 145 Disharmoniske fortællinger 148 KAPITEL 4 AFTRYKKET FRA DE ANDRE 155 En fortælling om traumet og den kulturelle kontekst 157 Historien bliver klar i lyset af nutiden 161 Jazz og modstandsbevægelse 163 Hengivenhed eller ideologi 166 At fortabe sig i utopier 169 At dele en tro 175 Gammelkloge børns diskurs 179 En proletarkultur 183 Lærere og skæbner 186

8

Den farlige dreng-m.indhold.indd 8

28/07/13 10.27

KAPITEL 5 FROSNE ORD 193 Aftrykket fra fortiden sætter sit præg på nutiden 195 Nogle resilienstutorer 198 Sensibel periode, når vinden vender 203 Starten på min politiske karriere som 14-årig 208 Afslutningen på min politiske karriere som 16-årig 211 Frosne ord 216 Den historiske hukommelse er ikke den narrative hukommelse 221 Ordenes optøning 224 Erindringen om kendsgerningerne og de sociale rammer 227 Klimaforandring 231 Hverken had eller tilgivelse 234

Noter 238

Den farlige dreng-m.indhold.indd 9

28/07/13 10.27

Den farlige dreng-m.indhold.indd 2

28/07/13 10.27

KAPITEL 1

SEKS Ă…R OG I KRIG

Den farlige dreng-m.indhold.indd 11

28/07/13 10.27

Den farlige dreng-m.indhold.indd 12

28/07/13 10.27

J

eg er født to gange.

Under min første fødsel var jeg der ikke. Min krop kom til verden den 26. juli 1937 i Bordeaux. Det har jeg fået fortalt.

Og jeg er jo nødt til at tro på det, da jeg ikke kan huske noget om det.

Min anden fødsel husker jeg til gengæld tydeligt. En nat blev jeg anholdt af bevæbnede mænd, der havde omringet min seng. De var kommet for at hente mig og slå mig ihjel. Min historie tager sin begyndelse den nat.

Anholdelsen Når man er seks år, forstår man endnu ikke betydningen af ordet “død”. Først i syv-otteårsalderen begynder man at forstå, at noget kan være definitivt og uigenkaldeligt.

Da madame Farges sagde: “Hvis De lader ham leve, lader vi være med at fortælle ham, at han er jøde,” spidsede jeg ører.

Disse mænd ville altså ikke have, at jeg skulle leve. Den sætning fik mig til at forstå, hvorfor de havde rettet deres revolver mod mig, da de vækkede mig: En lommelygte i den ene hånd, en revolver i den anden, filthat, solbriller og opslået krave. Sikke en forunderlig begivenhed! Det er åbenbart sådan, man går klædt, når man vil dræbe et barn.

Madame Farges’ opførsel undrede mig: Hun stod i natkjole og proppede mit tøj ned i en lille kuffert. Det var på det tidspunkt, hun sagde: “Hvis De lader ham leve, lader vi være med at fortælle ham, at han er jøde.” Jeg vidste ikke, hvad en jøde 13

Den farlige dreng-m.indhold.indd 13

28/07/13 10.27

var, men jeg havde lige hørt, at det var et ord, man ikke skulle sige, hvis man gerne ville leve. Det var da let nok!

“Vi er nødt til at fjerne de her børn, ellers bliver de bare Hitlers fjender,” svarede en mand, der så ud til at være chefen.

Jeg var altså blevet dømt til døden for en forbrydelse, som jeg senere ville begå.

Kimen til et nyt menneske blev lagt i min sjæl den nat, da jeg pludselig stod midt i alt dette: Revolvere, der ville slå mig ihjel, solbriller om natten, tyske soldater med geværer over skulderen ude på gangen og ikke mindst den besynder­lige sætning, der røbede min stilling som kommende kriminel.

Jeg drog straks den konklusion, at de voksne ikke var rigtig kloge, og at livet var spændende.

De vil næppe tro på mig, når jeg siger, at der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg denne utænkelige nat var seks og et halvt år gammel. Det var først, da jeg fik nogle historiske pejle­ mærker, jeg fandt ud af, at begivenheden havde fundet sted den 10. januar 1944, dagen for jøderazziaen i Bordeaux. Jeg måtte supplere min hukommelse med faktuelle oplysninger1 for at forsøge at forstå, hvad der var sket i forbindelse med denne min anden fødsel.

Sidste år blev jeg i forbindelse med et litterært radioprogram inviteret til Bordeaux af RCF, en kristen radiokanal. Da journalisten fulgte mig ud bagefter, sagde hun: “Hvis De tager den første vej på højre hånd, kan De se sporvognsstoppestedet, der ligger for enden af gaden. Tag sporvognen, den kører lige til Place de Quinconces midt i byen.”

Det var dejligt vejr, udsendelsen var gået godt, jeg følte mig let om hjertet. Pludselig blev jeg overrasket af en række billeder, der vældede op i mig: Natten, gaden, de tyske soldater med våben, afspærringen, de tildækkede lastbiler, der stod langs fortovene, og den sorte bil, som jeg blev puffet ind i.

Det var dejligt vejr, og jeg var ventet i boghandelen Mollat, 14

Den farlige dreng-m.indhold.indd 14

28/07/13 10.27

hvor jeg havde et andet møde. Hvorfor dukkede denne fjerne fortid pludselig op?

Da jeg kom hen til stoppestedet, så jeg en stor hvid bygning med ordet “Børnehospital” mejslet i muren. Pludselig kom jeg i tanker om en formaning, som jeg havde fået af Margot, ­madame Farges’ datter: “Hold dig væk fra gaden med børnehospitalet, der er mange mennesker, de kunne anmelde dig.”

Lamslået gik jeg samme vej tilbage og så nu, at jeg lige havde krydset rue Adrien-Baysselance. Jeg havde slet ikke bemærket, at jeg var gået forbi madame Farges’ hus. Jeg havde ikke genset huset siden 1944, men jeg tror, at en enkelt detalje – græsset, der voksede mellem brostenene eller måske den særlige stentrappe – fik hele scenen fra min anholdelse til at genopstå i min erindring.

Selv når alt går godt, skal der kun en lille antydning til for at vække et spor fra fortiden til live. Dagligdagens travlhed, møder og projekter skubber dramaet væk i erindringen, men der skal bare en lille ting til – en tot græs mellem brostenene eller en skæv stentrappe – for at sætte gang i minderne. Der er ikke noget, der bliver slettet, man tror blot, man har glemt det.

I januar 1944 vidste jeg ikke, at jeg skulle bygge mit liv op omkring denne historie. Nu er jeg jo ikke den eneste, der har haft døden tæt på: “Jeg var draget gennem døden, den havde været en erfaring i mit liv…”,2 men når man er seks år gammel, efterlader det sig dybe spor. Døden indskriver sig i erindringen og bliver et nyt omdrejningspunkt for ens udvikling.

Minder, der giver en mening Mine forældres død var ikke en begivenhed for mig. De var der, og så var de der ikke mere. Deres død efterlod sig ingen spor, men det at de forsvandt, har prentet sig ind i mig3. Hvordan først leve sammen med dem og så pludselig uden dem? Der er 15

Den farlige dreng-m.indhold.indd 15

28/07/13 10.27

ikke tale om lidelse; man lider ikke i ørkenen, man dør, det er alt.

Jeg har nogle meget klare minder fra mit familieliv før krigen. Jeg havde knap nok fået et sprog endnu, for jeg var kun to år gammel, og alligevel har jeg endnu nogle billeder i min erindring. Jeg kan huske min far i færd med at læse avisen ved køkkenbordet. Jeg kan huske bunken af kul midt i rummet.

Jeg kan huske vores naboer i opgangen, som jeg kom ind til for at beundre deres steg i ovnen. Jeg kan huske den røde gummipil, som min onkel Jacques, der var 14 år, havde ramt mig lige midt i panden med. Jeg kan huske, at jeg skreg op, for at han skulle blive straffet. Jeg kan huske min mors hårdtprøvede tålmodighed, når hun stod og ventede på, at jeg selv skulle tage mine sko på. Jeg kan huske de store skibe, der lå ved kajen i Bordeaux. Jeg kan huske mænd, der gik i land med store klaser bananer på ryggen, og jeg kan huske 1.000 andre små ordløse scener, som den dag i dag former min forestilling om tiden før krigen.

En dag kom min far hjem i uniform, og jeg blev meget stolt.

Arkiverne fortæller mig, at han havde meldt sig til Fremmedlegionen, til et nyoprettet regiment for jødiske flygtninge og spanske republikanere. De kæmpede ved Soissons og led enorme tab.* Det kunne jeg ikke vide dengang. I dag ville jeg sige, at jeg var stolt over at have en far, der var soldat, men at jeg ikke kunne lide hans skråhue med de to spidser, som jeg syntes var latterlige.

Jeg var to år gammel: Har jeg virkelig følt alt det, eller har jeg set det på et fotografi efter krigen? * Den franske regering opstillede i 1939 og 1940 under Fremmedlegionen tre fodfolksregimenter, Régiments de marche de volontaires étrangers for fordrevne. Boris Cyluniks far deltog i kampe ved Soissons 7. juni og ved Pont-sur-Yonne 15. og 16. juni 1940. Det relativt utrænede regiment mistede 7.500 mand af 11.000. Regimentet blev opløst af Pétain-regeringen den 1. juli 1940.

16

Den farlige dreng-m.indhold.indd 16

28/07/13 10.27

Sammenkædningen af kendsgerningerne giver begivenheden en mening.

Første lille scene: Den tyske hær marcherer forbi på en stor avenue i nærheden af rue de la Rousselle. Jeg synes, at det er fantastisk. Der udgår en følelse af magt fra den taktfaste lyd af soldaternes støvler, der rammer jorden, og det gør mig henrykt. Musikken går forrest, og stortrommer placeret hen over ryggen på en hest slår takten an og fremkalder en vidunderlig følelse af skræk. En hest snubler og falder, soldaterne får den på benene igen, ro og orden er genetableret. Det er et pragtfuldt drama. Jeg undrer mig over, at der rundt omkring mig er voksne, der græder.

Anden lille scene: Jeg er på posthuset med min mor. De tyske soldater spadserer rundt i byen i små grupper uden våben og uden soldaterhue og endda uden uniformsbælte. Jeg synes, at de ser mindre krigeriske ud. En af dem dykker ned i sin lomme og ­giver mig en håndfuld bolsjer. Min mor tager dem brutalt fra mig og giver dem tilbage til soldaten, mens hun skælder ud på ham. Jeg beundrer min mor, men ærgrer mig over bolsjerne. Hun siger til mig: “Du må aldrig nogensinde tale med en tysker.”

Tredje lille scene: Min far har orlov. Vi går tur langs kajerne ved Garonne. Mine forældre sætter sig på en bænk, jeg leger med en bold, der triller over mod en anden bænk, hvor der sidder to soldater. Den ene af dem samler bolden op og giver den til mig. Jeg nægter først at tage den, men da han smiler, gør jeg det alligevel.

Kort tid efter tager min far tilbage til hæren. Min mor ser ham aldrig igen. Min hukommelse stopper.

Erindringen vender først tilbage, da Margot kommer og henter mig hos Børneværnet. Mine forældre er forsvundet. Så kommer jeg i tanker om, at jeg talte med de tyske soldater, selv om det var forbudt, og disse minder lagt sammen får mig til at 17

Den farlige dreng-m.indhold.indd 17

28/07/13 10.27

tænke, at mine forældre er døde, fordi jeg ganske utilsigtet må være kommet til at give vores adresse til soldaterne.

Hvordan kan et barn forklare, at dets forældre forsvinder, når det ikke ved, at der findes antijødiske love, og at den eneste mulige grund er, at man overtrådte det forbud, der hedder: “Du må ikke tale med tyskere.” Det er sammenkædningen af disse erindringsfragmenter, der får forestillingen om fortiden til at hænge sammen. I forsøget på at få styr på nogle flagrende minder nåede jeg frem til den konklusion, at de døde på grund af mig.

Alt ved kimæren, fabeldyret, er sandt: Kroppen stammer fra en tyr, vingerne fra en ørn, og hovedet fra en løve. Og alligevel findes sådan et dyr ikke. Eller rettere sagt, det findes kun i forestillingen. Alle de billeder, der ligger hulter til bulter i hukommelsen, er sande. Det er den nye sammensætning af dem, der sætter system i minderne for at skabe en historie. Hver begivenhed, der er indprentet i erindringen, udgør et element i ens eget fabeldyr.

Jeg fik kun samlet minder sammen, da der var liv omkring mig. Min hukommelse døde sammen med min mor. Men i børnehaven på rue du Pas-Saint-Georges fortsatte livet med samme intensitet. Margot Farges, lærerinden, opførte med sine små skuespillere på tre år fablen Ravnen og ræven. Jeg kan stadig huske min forvirring over verset: “På højen gren sad mester Ravn.” Jeg funderede over, hvad det var for en høj, men det forhindrede mig ikke i at gå op i min rolle som hr. ræv med liv og sjæl.

Jeg var ret forarget over, at der var to små piger, der begge hed Françoise. Jeg tænkte, at alle børn burde have et navn, som alene er deres. Jeg syntes, at man ved at give dem det samme fornavn ikke udviste den fornødne respekt over for de små ­pigers personlighed. Jeg var allerede i gang med at blive psyko­ analytiker!

18

Den farlige dreng-m.indhold.indd 18

28/07/13 10.27

Hedde Jean Bordes – (eller Laborde?)

Derhjemme sygnede vores sjæle hen i ikke-liv. Når mændene dengang gik ind i hæren, kunne kvinderne kun regne med hjælp fra familien. Der var ingen socialhjælp i 1940. Men min mors parisiske familie forsvandt. Hendes lille­søster, Jeannette, der var 15 år gammel, var også forsvundet. Intet vidnede om en anholdelse, ingen razzia, ingenting, pludselig var hun der bare ikke længere. “Forsvundet” er ordet.

Det var heller ikke længere muligt at arbejde, det var forbudt. Jeg har en vag erindring om min mor i færd med at sælge ting fra hjemmet på en bænk på gaden.

Mellem 1940 og 1942 har jeg et enormt hul i hukommelsen.

Jeg havde ikke styr på datoerne, og i lang tid var min tidsforestilling kaotisk. “Jeg var to år gammel, da jeg blev anholdt ... nej, det kan ikke passe, jeg må have været otte år ... nå nej, dér var krigen jo slut.” Nogle få forbavsende klare billeder forblev præsente i min erindring, der dog var ude af stand til at placere dem i tid.

For nylig har jeg fået at vide, at min mor anbragte mig hos Børneværnet dagen før sin anholdelse den 18. juli 1942. Jeg har ikke lyst til at tjekke det. Nogen må have advaret hende.

Jeg har aldrig tænkt, at hun forlod mig. Hun anbragte mig dér for at redde mig. Så tog hun hjem til sig selv, alene, i en tom lejlighed uden mand, uden barn. Hun blev anholdt tidligt på morgenen. Jeg har ikke lyst til at tænke på det.

Jeg var vel et års tid på børnehjemmet, jeg ved det ikke.

Jeg husker ingenting. Min hukommelse kom tilbage den dag, Margot kom for at hente mig. For at lokke mig med havde hun taget en pakke sukkerknalder med, som hun blev ved med at give mig af, indtil hun til sidst måtte stoppe mig: “Så er det slut.” Jeg tror nok, det foregik i en stor bil, som var kommet ud af det blå for at køre os til Bordeaux.

I Margots familie blev min hukommelse igen levende. Mon19

Den farlige dreng-m.indhold.indd 19

28/07/13 10.27

sieur Farges, der var undervisningsinspektør, truede med at blive “rødglødende af raseri”. Jeg lod, som om jeg var imponeret.

“Du kunne godt have fortalt os, at du ville tage det barn med fra Børneværnet,” sagde madame Farges bebrejdende til sin datter.

Margots søster Suzanne, der var lærerinde i Bayonne, lærte mig klokken på det store stueur, og hun lærte mig at spise som en kat ved at slikke fint med tungen og ikke som en hund, der sluger det hele på én gang. Så vidt jeg husker, sagde jeg til hende, at jeg ikke var meget for denne nye måde at spise på.

Familien Farges havde nogle underlige møder omkring den store radio, hvor man kunne høre ting som: “Druerne er for grønne ... jeg gentager ... druerne er for grønne” eller “Den lille bjørn har sendt en gave til sommerfuglen ... jeg gentager ...” En skrattende lyd overdøvede ordene, så det undertiden var svært at høre. Jeg vidste ikke, at man kaldte det for Radio-London, men jeg syntes, det virkede fjollet at sidde rundt om en radio med alvorlige miner og lytte til underlige sætninger.

Jeg havde fået nogle få opgaver i familien: Jeg skulle luge i en lille del af haven, hjælpe med at muge ud i hønsehuset og hente mælk, der blev leveret i en port i nærheden af børne­hospitalet.

Det gik mine dage med, og så en dag sagde madame Farges til mig: “Fra i dag hedder du Jean Bordes. Gentag efter mig!” Jeg gentog det formodentlig, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle skifte navn. En dame, der nogle gange var hushjælp hos madame Farges, fortalte mig venligt: “Hvis du siger dit navn, dør du. Og dem, som du holder af, dør også på grund af dig.”

Hver søndag kom Camille, Margots bror, hjem og spiste med. Alle begyndte at grine, så snart han dukkede op. En dag var han iført spejderuniform, da han kom hjem sammen med en kammerat. Vennen, der var høflig, reserveret og krølhåret som et får, holdt sig i baggrunden og smilede, mens Camille fik alle til at le, da han kaldte mig “den lille ja’borte” og spurgte mig: “Hvad er du så borte fra, Jean?”

20

Den farlige dreng-m.indhold.indd 20

28/07/13 10.27

Jeg har aldrig kunnet huske det navn, der skjulte mig: Bordes? ... Laborde? Jeg har aldrig rigtig fundet ud af det. Senere, da jeg blev medicinsk kandidat på neurokirurgisk afdeling på Hôpital de la Pitié i Paris, var der en ung kvindelig læge, der hed Bordes. Jeg var lige ved at sige til hende, at hun bar det navn, der havde holdt mig skjult under krigen. Men så sagde jeg alligevel ikke noget. Jeg tænkte: “Måske var det Laborde?”

Og så havde jeg jo været nødt til at diske op med så mange forklaringer!

To år efter Befrielsen, da jeg fik mit efternavn tilbage i skolen, var det bevis på, at krigen var forbi.

Min moster Dora, min mors søster, havde taget mig til sig. Hele landet festede. Amerikanerne slog tonen an. De var unge og slanke, og når de dukkede op, strømmede munterheden ind i husene sammen med dem. Deres latterudbrud, deres sjove accent, deres rejsehistorier, deres fremtidsplaner fortryllede mig. De her mænd uddelte tyggegummi og stablede jazzorkestre på benene. Kvinderne havde fået smag for nylonstrømper uden søm og Lucky Strike-cigaretter. En ung amerikaner med små runde briller besluttede, at Boris ikke var et passende navn, det lød alt for russisk. Han døbte mig Bob. Det var et navn, der skabte opmærksomhed, det betød “tilbage til friheden”. Alle klappede, og jeg accepterede det uden glæde.

Det var først som medicinstuderende, jeg fik folk til at kalde mig Boris. På det tidspunkt fornemmede jeg, at det navn kunne udtales tilpas langt fra Doras ører, så der ikke var risiko for at såre hende. For hende var det stadig et navn, der var forbundet med fare, mens Bob var genfødslens navn, navnet fra festen med amerikanerne, med vores befriere. I de sørgelige rester af min familie forblev jeg skjult, men når jeg var langt væk fra dem, kunne jeg være mig selv og blive respekteret som den, jeg var, med mit rigtige fornavn.

21

Den farlige dreng-m.indhold.indd 21

28/07/13 10.27

Efter de to spejderes besøg stoppede livet hjemme hos Margot. En nat blev jeg vækket af skrig og lys. Monsieur Farges var død, mens han sov. Madame Farges blev tungsindig. Suzanne tog til Bayonne for at undervise, og Margot forsvandt mandag morgen for at arbejde som lærer i Lannemezan, tror jeg nok.

Huset blev tyst, uden bevægelse, uden underlig radio, uden besøg. At jeg hed Bordes (eller Laborde?) var nok til, at jeg ikke længere måtte hente mælk, det kunne være farligt, jeg risikerede, at nogen angav mig … Angav?

En dag kom der en dame, som jeg ikke kendte. “Hun tager dig med hen til din far,” sagde Margot. Min far? Jeg troede, at han var forsvundet. Jeg følte hverken glæde eller sorg, jeg havde ingen følelser. Verden hang ikke sammen. På sit venstre bryst havde damen en skinnende gul, sortkantet stofstjerne, som jeg syntes var meget flot. Margot pegede på stjernen og spurgte: “Hvad vil De gøre ved det?” “Jeg finder på noget,” svarede damen.

Rejsen foregik i tavshed, en lang trist tur for at komme til Mérignaclejren*. Da vi nærmede os soldaterne, der bevogtede indgangen til lejren, løsnede damen sit halstørklæde og fæstnede det hen over den gule stjerne med en sikkerhedsnål, så den ikke kunne ses. Hun fremviste nogle papirer, vi gik hen mod en barak. Der sad en mand på en træseng og ventede på mig. Jeg kunne dårligt nok genkende min far. Sandsynligvis har han sagt nogle ord til mig. Vi tog af sted igen.

Længe efter krigen modtog jeg hans krigskors med et certifikat, underskrevet af general Huntziger: “Modig soldat ... såret ved Soissons.”

Det var derfor, min far var blevet siddende. Han var blevet anholdt i sin hospitalsseng og ført til Mérignaclejren, hvorfra han ville blive sendt videre til Drancy og siden til Auschwitz. * Interneringslejr nær Bordeaux, hvor Vichyregeringen under krigen internerede bl.a. sigøjnere og i 1942 jøder. (O.a.)

22

Den farlige dreng-m.indhold.indd 22

28/07/13 10.27

Den næste dag hørte jeg Margot lavmælt fortælle, at apotekeren (det var åbenbart damens profession) kun lige var nået hjem, før Gestapo stod der for at hente hende. Hun var sprunget ud ad vinduet.

At tale var farligt, for man risikerede at dø. At tie var angstfremkaldende, for man vidste ikke, hvor truslen, der hang tungt over én, kom fra. Hvem ville angive mig? Hvordan skulle jeg beskytte mig selv? Jeg troede, at jeg kunne blive ansvarlig for familien Farges’ død, fordi de var flinke mod mig.

Huset var blevet mørkt og stumt. I flere måneder var der ikke liv. Jeg var seks år, jeg kunne hverken læse eller skrive, havde ingen radio, ingen musik, ingen venner, ingen ord. Jeg begyndte at gå rundt om bordet i stuen, hvor jeg var lukket inde. Det beroligede mig at blive rundtosset, og det gav mig en mærkelig følelse af at være til. Når jeg blev træt af at gå rundt, lagde jeg mig på divanen og slikkede mine knæ. I 1993 var jeg i Bukarest sammen med Médecins du Monde, en inter­national humanitær organisation, og dér observerede jeg samme opførsel hos de forsømte børn, der havde været afskåret fra sansemæssig stimulering.

Det er sandsynligvis grunden til, at jeg oplevede min anholdelse som en fest. Livet vendte tilbage! Jeg blev ikke skræmt af soldaterne, der spærrede vejen af, eller af lastbilerne, der stod opstillet for enden af rue Adrien-Baysselance og blokerede for udkørsel. Det er først i dag, jeg ser det absurde i situationen: En hær for at anholde et barn!

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at jeg var blevet puffet ind i en bil, hvor der sad en mand og græd. Jeg var meget fascineret af hans fremtrædende adamsæble, der bevægede sig op og ned.

Foran synagogen blev vi stillet op i rækker. Så snart vi var kommet ind gennem porten, blev vi vist hen til to borde. En officer i læderstøvler og med spredte ben stod mellem bor23

Den farlige dreng-m.indhold.indd 23

28/07/13 10.27

dene som i en dårlig film. Jeg mener at kunne huske, at han stod med en tynd stok og dirigerede os hen til det ene eller det andet bord. Hvilken forskel gjorde det, hvor man gik hen? Jeg hørte følgende: – Man skal sige, at man er syg. Så bliver man vist hen til det bord, hvor man kommer på hospitalet.

– Nej, endelig ikke, var der nogle andre mænd, der sagde.

Man skal sige, at man er sund og rask, så man bliver sendt til STO* og kommer til at arbejde i Tyskland.

På vej ind gennem porten så jeg Camilles ven, spejderen med hår, der var krøllet som et fårs, bag ved bordet til venstre.

Jeg trådte ud af rækken for at gå hen til ham. Da han fik øje på mig, fór han op, hans stol væltede, og han skyndte sig væk.

Da forstod jeg, at det var ham, der havde angivet mig.

Flugten fra synagogen Synagogen var sort af mennesker. Jeg kan huske, at jeg så folk, der lå på jorden eller sad klinet op ad muren for at gøre plads, så andre kunne komme forbi. Jeg kan huske en tyk dame, der ledte efter børn for at samle dem på et tæppe, som hun havde bredt ud på gulvet. I dag er det min opfattelse, at jeg nærede mistillid til denne dame og hendes tæppe. Men var det virkelig sådan, jeg følte denne nat i januar 1944? På tæppet lå nogle børn og forsøgte at sove. På to stole ved siden af var der nogle dåser med kondenseret mælk, tilsat sukker. Det ved jeg, fordi jeg fik noget af det. Jeg kan huske, at jeg spurgte, om jeg måtte * STO: Service du travail obligatoire. Obligatorisk oprettet af Vichyregeringen ved lov i 1942 på tysk foranledning. Over 600.000 franske arbejdere blev sendt til Tyskland for at sikre den tyske krigsproduktion. Plakater “inviterede” til at finde arbejde i Tyskland. Men modstanden mod STO førte også til, at unge mænd i stort tal sluttede sig til den hemmelige hær i le Maquis.

24

Den farlige dreng-m.indhold.indd 24

28/07/13 10.27

få en dåse eller to, hvorefter jeg flygtede med denne skat for at sætte mig i en rød lænestol, der stod langt væk op ad en væg.

Indimellem gik døren op, lyset og kulden slap ind sammen med en horde af nyankomne: De blev indskrevet ved et af de to borde og ledte så efter et hjørne, hvor de kunne sætte sig.

Vi blev vækket med jævne mellemrum for at stå i kø mellem to rækker pigtråd inde midt i synagogen. Her kunne man få en kop meget varm kaffe, når man sagde sit navn. Hver gang var det en voksen, der sørgede for at få kaffe til mig. En soldat i sort uniform kom og satte sig hos mig. Han viste mig et foto af en lille dreng på min alder, formodentlig hans søn. Han kommenterede fotografiet og lod mig forstå, at jeg lignede hans søn. Han gik uden at smile. Hvorfor kan jeg huske dette ­scenarie så klart? Er det, fordi forbavselsen har ætset ham ind i min erindring? Hvorfor føler jeg stadigvæk, at det er vigtigt?

Havde jeg behov for – for ikke at leve i angst – at tænke, at der var glimt af menneskelighed selv hos forfølgerne?

Jeg holdt op med at gå hen og hente dåser med mælk, for der var en sygeplejerske, der kom med dem. Hvordan var hun klædt? Sikkert som en sygeplejerske, da jeg tydeligt husker, at hun var sygeplejerske. Jeg kan endnu se hendes ansigt for mig, hun var meget smuk, syntes jeg, med sit lyse hår. Jeg mener at kunne huske, at jeg tog hende om halsen. Jeg forlod tit min ­lænestol for at udforske synagogen. Jeg fulgte efter de unge, der ville flygte. Jeg havde forstået, hvad de havde i tankerne, for de var de eneste, der kiggede op mod vinduerne. “Vinduet ude på pissoiret sidder for højt, og det er for lille, og der er tremmer for,” sagde en af dem.

Henne ved porten stod to mænd, der ikke opførte sig som fanger. De kiggede vurderende på menneskemængden, og ham, der havde arbejdstøj på, sagde: “Vi har fået ordre til at sætte børnene i vogne med sejl.” Som seksårig kendte jeg ikke ordet “forseglede”. Jeg troede, at man ville sætte børnene ind 25

Den farlige dreng-m.indhold.indd 25

28/07/13 10.27

i sejlende vogne, og at det sikkert var en grusom vanskæbne.

Jeg måtte se at komme væk. Jeg kiggede op, det var umuligt, der var for højt op. Jeg gik tilbage til pissoiret for at se, om det virkelig var umuligt at nå op til vinduet. Der var en vældig uro inde i synagogen. Bag døren ind til et toilet var der nogle planker, der var sømmet fast, så de dannede et Z. Jeg havde held til at kravle op på dem uden alt for meget besvær. Jeg tror, at jeg stemte benene mod den ene skillevæg og min ryg mod den anden. Jeg var overrasket over, at jeg sagtens kunne holde mig fast deroppe. Der var en voldsom larm i synagogen. En mand klædt i civil kom og smækkede alle dørene til toiletterne op. Han kiggede ikke op. Der var ikke så meget larm mere. Nu kom der en soldat ind og kontrollerede toiletterne. Hvis han havde kigget op, ville han have set et barn, der sad klinet fast under loftet. Jeg ventede på, at der blev stille, og lod mig så falde ned på gulvet. Nu var synagogen helt tom. Solen trængte ind gennem den store indgangsport.

Jeg kan huske støvet, der flimrede i lyset. Jeg syntes, at det var meget smukt.

Nogle mænd stod i en rundkreds og talte. Jeg gik lige forbi dem, jeg havde på fornemmelsen, at de havde set mig, men de sagde ikke noget, og jeg gik udenfor.

Ude på gaden kører lastbilerne af sted. Nogle soldater, der står spredt neden for de store trapper, lægger deres våben væk. Den kønne sygeplejerske står henne ved en ambulance og gør tegn til mig. Jeg tumler ned ad trinene og dykker ind under en madras, hvor en kvinde ligger og kæmper for sit liv. En tysk ­officer stiger ind i ambulancen og inspicerer den døende kvinde.

Har han set mig under madrassen? Han gør tegn til afgang.

Når jeg som barn kom til at tænke på denne scene, tænkte jeg altid ved mig selv, at han havde set mig. Meget mærkeligt.

Jeg er ikke sikker på det. Måske havde jeg behov for at huske det på denne måde for at give mig selv følelsen af, at Det Onde 26

Den farlige dreng-m.indhold.indd 26

28/07/13 10.27

ikke er grænseløst? Ligesom soldaten i sort med fotografiet af sit barn? Det giver da håb, gør det ikke?

I et erindringsglimt fra senere ser jeg mig selv stå i en stor og næsten øde spisesal. De voksne står omkring mig, de er kommet op at skændes med chefkokken. Hvordan kunne jeg vide, at han var chefen? Måske fordi der længere nede i salen står andre kokke og bøjer hovedet uden at blande sig? Chefen skriger: “Jeg vil ikke have den dreng her, han er farlig.” Jeg bliver bedt om at sætte mig ned i en stor gryde. Jeg får besked på at blive siddende der. Jeg er farlig, ikke sandt?

Det var sygeplejersken, der havde taget mig med hen til kantinen på det juridiske fakultet. Hun kendte en studerende her, der havde tilbudt at skjule mig et par dage.

Jeg kan stadig se kokkens ansigtsform for mig. Han var en firskåren mand med meget tyndt sort hår og et forklæde bundet omkring maven. Han råbte op, men gik så med til, at jeg blev nede i gryden, men kun i et par timer.

Næste erindringsglimt: Varevognen kører ud i natten ... jeg er blevet anbragt bag en sæk kartofler, og der er blevet stillet andre sække foran mig ... Ved en vejspærring kontrollerer soldaterne et par sække, men åbner ikke den foran mig ... Bilen standser på et torv i en landsby ... de voksne banker på en stor dør ... En nonne med kappe stikker hovedet ud og siger: “Nej, nej, ikke tale om, det barn er jo farligt.” Hun lukker porten, mens hun råber.* Jeg står i en skolegård. Hvor længe har jeg stået der?

Fire eller fem voksne, lærere vil jeg tro, griber fat i mig, lægger et slag om skulderen på mig og beder mig trække hætten op over mit hoved. De råber til eleverne, at de skal gå tilbage * Den situation er sjælden. Stort set alle klostre og endog Pétain-venlige institutioner gemte jødiske børn: Vidnesbyrd: Les Enfants cachés, Mémorial de la Shoah, 1. juli 2012.

27

Den farlige dreng-m.indhold.indd 27

28/07/13 10.27

til deres klasseværelser, de stiller sig rundt om mig, så jeg ikke kan ses udefra, de følger mig hen til en ventende bil, de siger: “Hurtigt, tyskerne er på vej!”

Jeg synes, at deres reaktion er dum. Jeg kan se børneansigter klæbet til alle vinduerne. Den her måde at skjule mig på stiller mig tværtimod til skue, og på den måde løber de en risiko.

Voksne er ikke for kloge.

Jeg siger ikke noget. Jeg føler mig som et uhyre.

En lade og en kammerat I Pondaurat vendte livet tilbage. Jeg kan huske navnet på denne landsby, for efter krigen, da jeg fandt ud af, at min moster hed Dora, blev jeg overrasket over, at der var en bro, der havde hendes navn. Måske havde hun købt den?4 I den lille landsby var jeg ikke ulykkelig. Jeg sov på et knippe halm i laden ved siden af et andet barn fra Børneværnet, en stor dreng på 14 år. Han fik mig til at føle mig tryg, når han forklarede, at det gjaldt om at holde sig på afstand af æslet, der ville bide os med sine store gule tænder, og hvordan man kunne få de voksne til at tro, at man havde talt fårene, når man kom hjem om aftenen: Man skulle bare sige “80”, med høj stemme, så hoppede de på den. Han vidste, hvordan man sleb en le, og hvordan man lavede en lille sti, så vi undgik den flod af ajle, der strømmede ind i laden. Jeg følte mig godt tilpas sammen med den store dreng.

Jeg har en meget klar erindring om den brønd, hvor jeg skulle hente vand, og brøndkarmen, som jeg var rædsels­ slagen for, da jeg havde fået at vide, at der var mange, der var faldet ned i brønden, og at man aldrig havde kunnet få deres lig op. Jeg kunne godt lide aftenerne, hvor landarbejderne spiste sammen med Marguerite, den kvindelige forpagter, der sad og tronede for bordenden. Jeg kan huske den uhyggelige 28

Den farlige dreng-m.indhold.indd 28

28/07/13 10.27