N E W
Y OR K
T I M E S
B E S T S E L L E R
MADELEINE ALBRIGHT M A DA M S E C R E TA R Y E rindringer
Madeleine Albright
Madam Secretary Med Bill Woodward OversĂŚttelse og faglig konsulent
Frank Esmann
GADS FORLAG
Til min familie, i fortid og nutid, som jeg ĂŚrer og elsker
Indhold Forord 11
Første del Fra Madlenka til Madeleine Albright
15
Første kapitel
Helte og skurke
17
Andet kapitel
Om at blive amerikaner
Tredje kapitel
Den bedste af alle verdner
Fjerde kapitel
Familieværdier
Femte kapitel
Mrs. Albright ta’r til Washington
Sjette kapitel
Fra polak til polak 90
Syvende kapitel
Til døden os skiller
Ottende kapitel
Fløjlsrevolutionen 122
32 45
62 76
107
Anden del Fjorten jakkesæt og en nederdel 137 Niende kapitel
Et skilt, hvor der simpelt hen står »De Forenede Stater« 139
Tiende kapitel
Ny verdens(u)orden
Elvte kapitel
Frequent Flyer 176
154
Tolvte kapitel
Rædslerne på Balkan
192
Trettende kapitel
Min egen stemmes styrke 209
Tredje del Madam Secretary 229 Fjortende kapitel
»Jeg vil gerne have dig som min udenrigsminister«
Femtende kapitel
Navne på synagogens mur 251
Sekstende kapitel
Bygge et Europa helt og frit
Syttende kapitel
Hovedpinen Hussein
Attende kapitel
Velkommen til Mellemøsten 305
Nittende kapitel
»Palæstinensere og israelere mødes«
Tyvende kapitel
Duel med diktatorer
Enogtyvende kapitel
Som verden drejer
231 266
289 324
337 357
Fjerde del I kamp for krig og fred 379 Toogtyvende kapitel
En særlig form for ondskab 381
Treogtyvende kapitel »Milošević er problemet«
399
Fireogtyvende kapitel Kosovo: diplomati og truslen om magt Femogtyvende kapitel Alliancen sejrer
429
Seksogtyvende kapitel Frihed og orden i den globale æra Syvogtyvende kapitel I eremittens kongedømme Otteogtyvende kapitel Den frugtesløse søgen Niogtyvende kapitel
450
477
495
Havde vi blot verden nok, og tid
522
414
Epilog 537 Kronologisk oversigt 544 Officielle internationale rejser 1993-2001 551 Tak 555 Påskønnelse 558 Register 562
Forord
Forord
V
i har alle vore fortællinger. Dette er min. Den afspejler det sidste århundredes storme, kvindernes udvidede og ændrede rolle og sammenstødet mellem de mennesker rundt om i verden, som tror på friheden, og dem som sætter magten over menneskelige værdier. Før jeg begyndte at skrive, læste jeg andre tidligere udenrigsministres erindringer. Bøgerne var fremragende, men forfatternes indfaldsvinkel forekom ikke rigtig for mig. Jeg ønskede at kombinere det personlige med politik og beskrive ikke bare, hvad der skete, men også hvorfor og hvorledes begivenhederne blev påvirket af menneskelige relationer. Jeg ville også sikre mig, at hovedpersonerne ikke kedede folk ihjel. Mange livsforløb er mere eller mindre forudsigelige. Som vand, der i en velafmærket rende ledes i en bestemt retning. Min rejse har været anderledes. Tanken om, at en datter af Tjekkoslovakiet, født kort efter en verdenskrigs udbrud, en dag skulle blive USA’s første kvindelige udenrigsminister, var engang utænkelig. Næsten lige så usandsynlig som forestillingen om, at et menneske, der ikke havde haft et regeringsjob, før hun var 39, og som var blevet mor til tre, skulle blive den højst placerede kvinde i amerikansk historie. I mange år forestillede ingen sig, at jeg skulle blive det, jeg endte med at blive. Men hvis jeg var en sen starter, gik det også stærkt med at indhente dem foran mig. Jeg begyndte som frivillig, indsamlede penge til politiske kandidater og andre ædle formål, traf nye mennesker og udvidede gradvist min horisont, mens jeg tog min ph.d. Med støtte fra min familie fik jeg en professionel karriere med arbejde i Senatet og Det Hvide Hus, som rådgiver for demokratiske kandidater, chef for en tænketank og underviser i internationale forhold. År efter år samlede jeg vigtig viden og erfaring. Relativt få mennesker havde 11
Forord
hørt om mig, da præsident Clinton i 1992 spurgte, om jeg ville være USA’s FN-ambassadør. Efter Washington-standard havde jeg haft en usynlig karriere, men jeg var klar. Som senator Barbara Mikulski, der også måtte skabe sin egen karriere, sagde om os: »Efter 25 års hårdt arbejde fik vi succes fra den ene dag til den anden.« Da jeg blev medlem af regeringen, skulle jeg lære at operere i en mandeverden. Udfordringen var ikke ny, men niveauet var højere, og presset større. Jeg bliver tit spurgt, om jeg blev nedladende behandlet af mænd, som jeg mødte under mine rejser i arabiske lande eller andre samfund med traditionelle familiemønstre. Jeg plejer at svare: »Nej, for jeg ankom i et stort fly med skiltet »The United States of America« på siden.« Fremmede landes embedsmænd respekterede mig. Jeg havde større problemer med mænd i min egen regering. Efter at have taget afgangseksamen fra universitetet i slutningen af 1950’erne tilhørte jeg en generation af kvinder, som stadig ikke vidste, om de kunne blive gode hustruer og mødre samtidig med, at de havde succes på arbejdspladsen. Fra den dag, jeg tog min eksamen, til den dag, mit yngste barn tog sin, har jeg måttet balancere mellem hensynet til min familie og hensynet til mine akademiske og professionelle interesser. Da jeg begyndte at klatre op ad karrierestigen, måtte jeg vænne mig til, at der bruges forskellige ord til at beskrive de samme egenskaber hos mænd (selvsikre, styrende, engagerede) og kvinder (dominerende, aggressive, følelsesbetonede). Det tog mange år, men det endte med, at jeg begyndte at tro på mig selv og mine evner til at gøre mit arbejde på min egen facon og uden at bekymre mig så meget om, hvad andre mente. Jeg var heldig at tjene en præsident, Bill Clinton, som ønskede, at USA skulle spille brobyggerens rolle i det hastige verdenspolitiske skift fra en æra til en anden. Præsidenten mente som jeg, at USA’s mål ikke bare var at være vidne til historien, men at skabe den på en måde, der tjente vore interesser og idealer. Han gav mig muligheden for at gøre det, som ingen andre – mand eller kvinde – har gjort: tjene i to fulde perioder som henholdsvis USA’s FNambassadør og USA’s udenrigsminister. Det var særdeles spændende job, og jeg var på scenen, netop som FN var styrket, og hvor stort set alle udenrigspolitiske institutioner, forhold, vurderinger og doktriner var under forandring efter Berlin-murens fald. Jeg elskede at være udenrigsminister og kunne have skrevet om alt, hvad der skete, mens jeg sad i embedet. Når jeg lejlighedsvis aflagde vidnesbyrd for Kongressen, blev jeg tit kritiseret for ikke at have nævnt dette eller hint spørgsmål. Problemet er, at pladsen ikke rækker – ligegyldigt om det er en 12
Forord
tale eller en bog – til at yde alle spørgsmål retfærdighed. Mens jeg skrev denne bog, gik det op for mig, at hundreder af sider måtte smides ud for at holde den i en rimelig længde. Så jeg har måttet være ekstremt selektiv. Jeg beklager, at det har været nødvendigt at undlade omtale af visse mennesker og nationer, men forsikrer, at det ikke er ment uhøfligt eller som mangel på respekt. Jeg fortsætter i øvrigt med at skrive og vil hen ad vejen komme ind på de sider af fortællingen om mit liv, som ikke er med i denne bog. Det er en personlig beretning, ikke historien om Clinton-regeringens udenrigspolitik eller bare et forsøg på at give en samlende beskrivelse af verdenspolitikken i slutningen af det tyvende århundrede. Den handler om højdepunkterne, hvoraf nogle drejer sig om emner, der stadig dominerer overskrifterne: terrorismen, Irak, Mellemøsten og Nordkorea. Faren ved at skrive sådan en bog er, at verden ændrer sig, mens teksten redigeres og bogen trykkes, indbindes og distribueres – en proces, der tager måneder. Denne tekst blev afsluttet i det tumultariske forår i 2003. Hvad der er sket siden, ved De – læseren – men ikke jeg. De har fordelen, og jeg er sikker på, at det vil påvirke Deres læsning af de følgende nøglekapitler. Tilværelsen er nødvendigvis rodet og uregelmæssig, men der er en vis symmetri i min fortælling. For nogle er diplomati og udenrigspolitik noget, de lærer. Men jeg havde det i blodet. Min far var diplomat og professor, og jeg var hans bedste elev, fra jeg var barn. De historiske kræfter, som tidligt var med til at forme min skæbne, dukkede atter op i mine første år som beslutningstager i regeringen. Da jeg var en lille pige, blev min familie to gange drevet fra hus og hjem; første gang af Fascisterne, anden gang af Kommunisterne. Da jeg var minister, fik jeg mulighed for at modarbejde de etniske udrensninger i Jugoslavien, et land jeg havde boet i som barn. I det meste af min tilværelse delte kommunismen Europa, og jeg tilbragte mit akademiske liv med at studere virkningen. Som minister var jeg i stand til at hjælpe de nye demokratiske nationer i Central- og Østeuropa, deriblandt landet, hvor jeg blev født, Tjekkoslovakiet, til at blive fuldgyldige partnere i en fri verden. Jeg kunne også bruge min egen erfaring til at støtte kvinder på arbejdspladsen, i skolen og i hjemmet. Jeg prøvede at reformere og revitalisere De Forenede Nationer, en organisation min far tjente i en afgørende periode i vort liv. En ting var dog vigtigere end alt andet: Som ganske ung var jeg vidne til, hvad der sker, når USA spiller en passiv rolle i verdenspolitikken. Jeg benyttede derfor min post som udenrigsminister til i tæt samarbejde med allierede og venner på hvert eneste kontinent at bygge en enig front mod intolerancens, den ubegrænsede ambitions og hadets kræfter. 13
Forord
Jeg har læst mange selvbiografier og opdaget, at de bedste er dem, der er ærligst. Så jeg har prøvet at være ærlig, også når det har været svært. Min lykkeligste oplevelse var ægteskab og familien, den mest ulykkelige var skilsmisse og kampen for at komme ud af ulykken. Den mest rystende var, da jeg opdagede min jødiske herkomst. Den sørgeligste, da det gik op for mig, at tre af mine bedsteforældre døde i koncentrationslejre. En vigtig del af denne bog handler om dette chok, og hvordan jeg håndterede de dybt personlige afsløringer, netop som jeg begyndte i jobbet som udenrigsminister. Efterhånden som jeg springer fra det private til det professionelle, kan det forekomme, som om de enkelte faser ikke hænger sammen, men det er ikke tilfældet. Hver periode forberedte mig på en eller anden måde på den næste og havde indflydelse på, hvordan den udformede sig. Når jeg taler med yngre kvinder, siger jeg tit, at kvindeliv kommer i segmenter, delvist dikteret af biologien. Jeg har også sagt, at det er en fordel, eftersom det tillader kvinder at udforske forskellige sider af tilværelsen. Det er imidlertid vigtigt at have en ledestjerne. For mig har det altid været min tro på det demokratiske løfte om, at ethvert menneske kan komme så vidt, som dets talent rækker. Den tro har jeg fået fra mine forældre og udviklet gennem de forskellige faser af min tilværelse. Det er den samme tro, der har inspireret mit livs helte, præget de sager, jeg har kæmpet for, og de millioner af mennesker, jeg har set i daglig kamp for at give andre de samme muligheder. Troen på det demokratiske løfte afspejler Amerika, når det er bedst, og verden, når den er mest lovende. Jeg vil altid være taknemlig for den chance, jeg fik for at tjene dette løfte, og efter bedste evne tilbagebetale den frihedens gave, som USA gav mig og min familie.
14