d8f76f4ad2a04cb3912af58a18d2be33

N E W

Y OR K

T I M E S

B E S T S E L L E R

MADELEINE ALBRIGHT M A DA M S E C R E TA R Y E rindringer

Madeleine Albright

Madam Secretary Med Bill Woodward OversĂŚttelse og faglig konsulent

Frank Esmann

GADS FORLAG

Til min familie, i fortid og nutid, som jeg ĂŚrer og elsker

Indhold Forord 11

Første del Fra Madlenka til Madeleine Albright

15

Første kapitel

Helte og skurke

17

Andet kapitel

Om at blive amerikaner

Tredje kapitel

Den bedste af alle verdner

Fjerde kapitel

Familieværdier

Femte kapitel

Mrs. Albright ta’r til Washington

Sjette kapitel

Fra polak til polak 90

Syvende kapitel

Til døden os skiller

Ottende kapitel

Fløjlsrevolutionen 122

32 45

62 76

107

Anden del Fjorten jakkesæt og en nederdel 137 Niende kapitel

Et skilt, hvor der simpelt hen står »De Forenede Stater« 139

Tiende kapitel

Ny verdens(u)orden

Elvte kapitel

Frequent Flyer 176

154

Tolvte kapitel

Rædslerne på Balkan

192

Trettende kapitel

Min egen stemmes styrke 209

Tredje del Madam Secretary 229 Fjortende kapitel

»Jeg vil gerne have dig som min udenrigsminister«

Femtende kapitel

Navne på synagogens mur 251

Sekstende kapitel

Bygge et Europa helt og frit

Syttende kapitel

Hovedpinen Hussein

Attende kapitel

Velkommen til Mellemøsten 305

Nittende kapitel

»Palæstinensere og israelere mødes«

Tyvende kapitel

Duel med diktatorer

Enogtyvende kapitel

Som verden drejer

231 266

289 324

337 357

Fjerde del I kamp for krig og fred 379 Toogtyvende kapitel

En særlig form for ondskab 381

Treogtyvende kapitel »Milošević er problemet«

399

Fireogtyvende kapitel Kosovo: diplomati og truslen om magt Femogtyvende kapitel Alliancen sejrer

429

Seksogtyvende kapitel Frihed og orden i den globale æra Syvogtyvende kapitel I eremittens kongedømme Otteogtyvende kapitel Den frugtesløse søgen Niogtyvende kapitel

450

477

495

Havde vi blot verden nok, og tid

522

414

Epilog 537 Kronologisk oversigt 544 Officielle internationale rejser 1993-2001 551 Tak 555 Påskønnelse 558 Register 562

Forord

Forord

V

i har alle vore fortællinger. Dette er min. Den afspejler det sidste århundredes storme, kvindernes udvidede og ændrede rolle og sammenstødet mellem de mennesker rundt om i verden, som tror på friheden, og dem som sætter magten over menneskelige værdier.

Før jeg begyndte at skrive, læste jeg andre tidligere udenrigsministres erindringer. Bøgerne var fremragende, men forfatternes indfaldsvinkel forekom ikke rigtig for mig. Jeg ønskede at kombinere det personlige med politik og beskrive ikke bare, hvad der skete, men også hvorfor og hvorledes begivenhederne blev påvirket af menneskelige relationer. Jeg ville også sikre mig, at hovedpersonerne ikke kedede folk ihjel.

Mange livsforløb er mere eller mindre forudsigelige. Som vand, der i en velafmærket rende ledes i en bestemt retning. Min rejse har været anderledes.

Tanken om, at en datter af Tjekkoslovakiet, født kort efter en verdenskrigs udbrud, en dag skulle blive USA’s første kvindelige udenrigsminister, var engang utænkelig. Næsten lige så usandsynlig som forestillingen om, at et menneske, der ikke havde haft et regeringsjob, før hun var 39, og som var blevet mor til tre, skulle blive den højst placerede kvinde i amerikansk historie. I mange år forestillede ingen sig, at jeg skulle blive det, jeg endte med at blive.

Men hvis jeg var en sen starter, gik det også stærkt med at indhente dem foran mig. Jeg begyndte som frivillig, indsamlede penge til politiske kandidater og andre ædle formål, traf nye mennesker og udvidede gradvist min horisont, mens jeg tog min ph.d. Med støtte fra min familie fik jeg en professionel karriere med arbejde i Senatet og Det Hvide Hus, som rådgiver for demokratiske kandidater, chef for en tænketank og underviser i internationale forhold. År efter år samlede jeg vigtig viden og erfaring. Relativt få mennesker havde 11

Forord

hørt om mig, da præsident Clinton i 1992 spurgte, om jeg ville være USA’s FN-ambassadør. Efter Washington-standard havde jeg haft en usynlig karriere, men jeg var klar. Som senator Barbara Mikulski, der også måtte skabe sin egen karriere, sagde om os: »Efter 25 års hårdt arbejde fik vi succes fra den ene dag til den anden.« Da jeg blev medlem af regeringen, skulle jeg lære at operere i en mandeverden. Udfordringen var ikke ny, men niveauet var højere, og presset større.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg blev nedladende behandlet af mænd, som jeg mødte under mine rejser i arabiske lande eller andre samfund med traditionelle familiemønstre. Jeg plejer at svare: »Nej, for jeg ankom i et stort fly med skiltet »The United States of America« på siden.« Fremmede landes embedsmænd respekterede mig. Jeg havde større problemer med mænd i min egen regering.

Efter at have taget afgangseksamen fra universitetet i slutningen af 1950’erne tilhørte jeg en generation af kvinder, som stadig ikke vidste, om de kunne blive gode hustruer og mødre samtidig med, at de havde succes på arbejdspladsen. Fra den dag, jeg tog min eksamen, til den dag, mit yngste barn tog sin, har jeg måttet balancere mellem hensynet til min familie og hensynet til mine akademiske og professionelle interesser. Da jeg begyndte at klatre op ad karrierestigen, måtte jeg vænne mig til, at der bruges forskellige ord til at beskrive de samme egenskaber hos mænd (selvsikre, styrende, engagerede) og kvinder (dominerende, aggressive, følelsesbetonede). Det tog mange år, men det endte med, at jeg begyndte at tro på mig selv og mine evner til at gøre mit arbejde på min egen facon og uden at bekymre mig så meget om, hvad andre mente.

Jeg var heldig at tjene en præsident, Bill Clinton, som ønskede, at USA skulle spille brobyggerens rolle i det hastige verdenspolitiske skift fra en æra til en anden. Præsidenten mente som jeg, at USA’s mål ikke bare var at være vidne til historien, men at skabe den på en måde, der tjente vore interesser og idealer. Han gav mig muligheden for at gøre det, som ingen andre – mand eller kvinde – har gjort: tjene i to fulde perioder som henholdsvis USA’s FNambassadør og USA’s udenrigsminister. Det var særdeles spændende job, og jeg var på scenen, netop som FN var styrket, og hvor stort set alle udenrigspolitiske institutioner, forhold, vurderinger og doktriner var under forandring efter Berlin-murens fald.

Jeg elskede at være udenrigsminister og kunne have skrevet om alt, hvad der skete, mens jeg sad i embedet. Når jeg lejlighedsvis aflagde vidnesbyrd for Kongressen, blev jeg tit kritiseret for ikke at have nævnt dette eller hint spørgsmål. Problemet er, at pladsen ikke rækker – ligegyldigt om det er en 12

Forord

tale eller en bog – til at yde alle spørgsmål retfærdighed. Mens jeg skrev denne bog, gik det op for mig, at hundreder af sider måtte smides ud for at holde den i en rimelig længde. Så jeg har måttet være ekstremt selektiv. Jeg beklager, at det har været nødvendigt at undlade omtale af visse mennesker og nationer, men forsikrer, at det ikke er ment uhøfligt eller som mangel på respekt.

Jeg fortsætter i øvrigt med at skrive og vil hen ad vejen komme ind på de sider af fortællingen om mit liv, som ikke er med i denne bog.

Det er en personlig beretning, ikke historien om Clinton-regeringens udenrigspolitik eller bare et forsøg på at give en samlende beskrivelse af verdenspolitikken i slutningen af det tyvende århundrede. Den handler om højdepunkterne, hvoraf nogle drejer sig om emner, der stadig dominerer overskrifterne: terrorismen, Irak, Mellemøsten og Nordkorea. Faren ved at skrive sådan en bog er, at verden ændrer sig, mens teksten redigeres og bogen trykkes, indbindes og distribueres – en proces, der tager måneder. Denne tekst blev afsluttet i det tumultariske forår i 2003. Hvad der er sket siden, ved De – læseren – men ikke jeg. De har fordelen, og jeg er sikker på, at det vil påvirke Deres læsning af de følgende nøglekapitler.

Tilværelsen er nødvendigvis rodet og uregelmæssig, men der er en vis symmetri i min fortælling. For nogle er diplomati og udenrigspolitik noget, de lærer. Men jeg havde det i blodet. Min far var diplomat og professor, og jeg var hans bedste elev, fra jeg var barn.

De historiske kræfter, som tidligt var med til at forme min skæbne, dukkede atter op i mine første år som beslutningstager i regeringen. Da jeg var en lille pige, blev min familie to gange drevet fra hus og hjem; første gang af Fascisterne, anden gang af Kommunisterne. Da jeg var minister, fik jeg mulighed for at modarbejde de etniske udrensninger i Jugoslavien, et land jeg havde boet i som barn. I det meste af min tilværelse delte kommunismen Europa, og jeg tilbragte mit akademiske liv med at studere virkningen. Som minister var jeg i stand til at hjælpe de nye demokratiske nationer i Central- og Østeuropa, deriblandt landet, hvor jeg blev født, Tjekkoslovakiet, til at blive fuldgyldige partnere i en fri verden.

Jeg kunne også bruge min egen erfaring til at støtte kvinder på arbejdspladsen, i skolen og i hjemmet. Jeg prøvede at reformere og revitalisere De Forenede Nationer, en organisation min far tjente i en afgørende periode i vort liv.

En ting var dog vigtigere end alt andet: Som ganske ung var jeg vidne til, hvad der sker, når USA spiller en passiv rolle i verdenspolitikken. Jeg benyttede derfor min post som udenrigsminister til i tæt samarbejde med allierede og venner på hvert eneste kontinent at bygge en enig front mod intolerancens, den ubegrænsede ambitions og hadets kræfter.

13

Forord

Jeg har læst mange selvbiografier og opdaget, at de bedste er dem, der er ærligst. Så jeg har prøvet at være ærlig, også når det har været svært. Min lykkeligste oplevelse var ægteskab og familien, den mest ulykkelige var skilsmisse og kampen for at komme ud af ulykken. Den mest rystende var, da jeg opdagede min jødiske herkomst. Den sørgeligste, da det gik op for mig, at tre af mine bedsteforældre døde i koncentrationslejre. En vigtig del af denne bog handler om dette chok, og hvordan jeg håndterede de dybt personlige afsløringer, netop som jeg begyndte i jobbet som udenrigsminister.

Efterhånden som jeg springer fra det private til det professionelle, kan det forekomme, som om de enkelte faser ikke hænger sammen, men det er ikke tilfældet. Hver periode forberedte mig på en eller anden måde på den næste og havde indflydelse på, hvordan den udformede sig. Når jeg taler med yngre kvinder, siger jeg tit, at kvindeliv kommer i segmenter, delvist dikteret af biologien. Jeg har også sagt, at det er en fordel, eftersom det tillader kvinder at udforske forskellige sider af tilværelsen. Det er imidlertid vigtigt at have en ledestjerne. For mig har det altid været min tro på det demokratiske løfte om, at ethvert menneske kan komme så vidt, som dets talent rækker.

Den tro har jeg fået fra mine forældre og udviklet gennem de forskellige faser af min tilværelse. Det er den samme tro, der har inspireret mit livs helte, præget de sager, jeg har kæmpet for, og de millioner af mennesker, jeg har set i daglig kamp for at give andre de samme muligheder. Troen på det demokratiske løfte afspejler Amerika, når det er bedst, og verden, når den er mest lovende. Jeg vil altid være taknemlig for den chance, jeg fik for at tjene dette løfte, og efter bedste evne tilbagebetale den frihedens gave, som USA gav mig og min familie.

14