Død to gange

84 mm

6

152 mm

33 mm

152 mm

6

84 mm

220 mm

”Cara Hunter skriver strålende politirutinekrimier… kan i høj grad anbefales.”

POLITIKEN

Et formodet indbrud viser sig ikke at være helt så ligetil for kriminalinspektør Adam Fawley.

EN OXFORD-KRIMI

”Cara Hunter har igen leveret den stærke vare … Fremragende fortalt og spændende hele vejen igennem.”

POLITIKEN om Sandhedens time

Ved midnatstid modtager politiet i Thames Valley et nødopkald om skud på en afsidesliggende gård i udkanten af Oxford. Da Adam Fawley og hans team ankommer, finder de en død mand i køkkenet – skudt

”Serien om Adam Fawley er vanvittigt spændende, og jeg sluger bøgerne på ingen tid.”

på klos hold – og to beboere, der ikke kan forklare, hvad der er sket.

Ved første øjekast ligner det et indbrudsforsøg, der er gået galt, men

UDE & HJEMME

Da politiet opdager en forbindelse til en tyve år gammel drabssag om

HHHHH

et barnemord og en uskyldig, der blev dømt, går pressen amok. Plud-

”En fantastisk spændende politiroman, der driver af suspense, mysterier og forviklinger ...

En af efterårets bedste thrillers.”

selig er Fawley og hans team under mere pres end nogensinde før. Og når man begynder at grave i fortiden, kan man være sikker på at finde CARA HUNTER har en ph.d. i engelsk litteratur fra universitetet i Oxford og er i dag en af Englands førende krimiforfattere. Hendes serie om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team udkommer i 21 lande og er solgt i over 1 million eksemplarer verden over. Det tredje bind i serien, Ingen udvej, er kåret af Sunday Times til en af de 100 bedste kriminalromaner siden 1945. Cara Hunter bor selv i Oxford i en gade, der minder en hel del om dem, hun beskriver i sine bøger.

et skelet eller to …

DØD TO GANGE er sjette bind i den populære serie om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team fra Thames Valley Police i den på overfladen så trygge by Oxford. Hver bog i serien indeholder en selvstændig historie, og de kan derfor læses uafhængigt af hinanden.

Pressen om Cara Hunter

HHHHH JYLLANDSPOSTEN

HHHHH POLITIKEN

SØNDAG

DØD TO GANGE

Fawley har en mistanke om, at der ligger mere bag.

SØNDAG om Skjult

HHHHH ”Genialt – og uhyggelig aktuelt.

Giv dig selv en god læseoplevelse med denne velskrevne krimi.”

SØNDAG om Familiens synder

HHHHH ”Hunter skriver up to date, ultrarealistisk krimi og behersker også klassisk plotteknik med finurlige snoninger lige til sidste side.”

JYLLANDSPOSTEN

gad.dk

Omslag: Anders Timrén Forfatterfoto: Justine Stoddart

HUNTER_Dod to gange_TRYCK.indd 1

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

000097/SE

G A D S F O R L AG

Nogle gange er mord ikke det værste, der kan ske

2023-11-03 14:20

Af samme forfatter på dansk: Familiens synder (2020) Skjult (2020) Ingen udvej (2021) Blindt raseri (2022) Sandhedens time (2023)

Død 2 gange_TRYK.indd 2

04.09.2023 13.14

Cara Hunter

Død to gange På dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Død 2 gange_TRYK.indd 3

04.09.2023 13.14

Død to gange er oversat fra engelsk af Brian Christensen efter Hope to Die Copyright © Cara Hunter, 2022 Dansk udgave © Gads Forlag, 2024 Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06682-8 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Død 2 gange_TRYK.indd 4

04.09.2023 13.14

Det er en perfekt aften til formålet. Ikke en sky og næsten intet måneskin. Med klar himmel følger der kulde, og de sagde i radioen, at det kunne blive frost i aften. Men han har gjort det her før og er velforberedt. Rygsækken gnaver i den ene skulder, og han hanker lidt op i den og går så videre. Trods mørket har han en sikker gang. Han kender vejen, for han undersøgte området for et par dage siden. Det er nu alligevel hårdt og går langsomt, især med alt det udstyr. Men det har han taget med i beregningerne, og desuden handler det her om tålmodighed.

Det rette tidspunkt, det rette sted, de rette forhold.

Nu snor stien sig gennem skoven, og jorden føles som en blød madras under fødderne, efter at flere års vissent løv er blevet presset sammen til et svampet underlag. Ugler skjult i træerne over ham kalder på hinanden, og små dyr bevæger sig i underskoven, og højere end nogen af de lyde høres hans eget hjerteslag. Da han til sidst træder ud gennem skovbrynet, standser han og tager en dyb indånding af den kolde, fugtige luft, der har et strejf af brænderøg fra huset nede i dalen. Ellers er der øde, så langt øjet rækker – det eneste andet tegn på beboelse er de spredte lys på bakkerne i det fjerne, der glimter ligesom stjernehimlen. Der er fuldstændig stille herude i det fri. Han kan ikke høre en vind røre sig, kun jorden, der trækker vejret.

5

Død 2 gange_TRYK.indd 5

04.09.2023 13.14

Et øjeblik kigger han op i himlen og svinger så rygsækken ned på jorden. Han sætter sig på hug og tænder sin lommelygte. Så tager han stativet og natkikkerten op af rygsækken og går forventningsfuldt i gang med at klikke dem sammen.

Død 2 gange_TRYK.indd 6

04.09.2023 13.14

Adam Fawley 21. oktober 21.15 “Nå, hvad siger du?” spørger Alex. “Jeg ved godt, at Ben er meget ung til at være gudfar, men hvis det ikke havde været for ham …”

Jeg sætter de sidste tallerkener fra aftensmaden i opvaskemaskinen og retter mig op. Alex kigger på mig fra den anden ende af køkkenet. Hun ser lidt nervøs ud, selv om jeg nu ikke kan forstå hvorfor. Hun kan da ikke tro, at jeg ville sige nej?

“Selvfølgelig – det er da alle tiders idé.”

Der hænger et foto af Ben og Lily på køleskabet bag mig. Han formår at se både begejstret og nervøs ud på én gang, for han har aldrig holdt en baby før og er tydeligvis bange for, at han gør det helt forkert. Det var Ben, vores 11-årige nevø, der ringede efter ambulancen, da Alex gik i fødsel før tiden, og der ikke var andre hjemme. I hvert fald ikke mig. Jeg anede ikke engang, at det var ved at ske. For jeg sad i arresten på Newbury Politistation og var 12 timer fra at blive sigtet for voldtægt og drab. Jeg har ikke tænkt mig at komme ind på alt det igen – folk ved sikkert allerede alt om det, og hvis ikke, beklager jeg, men de seneste par uger har jeg kæmpet en helvedes kamp for at lægge det hele bag mig. Lad os bare sige, at jeg har to mennesker at takke for, at jeg står her lige nu og fylder opvaskemaskinen i stedet for at rense lokummet i en celle. En af dem er min kone, den anden er Chris Gislingham.

Gislingham, der står i ordbogen under ‘pålidelig’; Gislingham, der ikke ved det endnu, men som snart skal have sit fineste jakkesæt renset, for når Lily om et par uger bliver døbt, skal han stå ved siden af Ben som hendes anden gudfar.

Med perfekt timing skratter babyalarmen, og jeg hører de 7

Død 2 gange_TRYK.indd 7

04.09.2023 13.14

små knirkelyde fra min datter, der vågner. Hun er et dejlig glad barn og græder næsten aldrig, ikke engang når hun skal skiftes.

Hun får bare et forundret udtryk i det lille ansigt, som om hun tænker, at sådan kan verden da ikke være. Resten af tiden ligger hun i sin seng og smiler op til mig og sparker med sine bittesmå fødder, så mit hjerte smelter. Hun har sin mors blålilla øjne og bløde dun af samme farve som sin mors mørke kastanjebrune hår, og selv om jeg er lige så forudindtaget som enhver anden nybagt far, tænker jeg, når folk fortæller os, hvor smuk hun er: Ja, det er hun sgu. Smuk, sund og rask og frem for alt: her. Mod al forventning, efter at vi havde mistet Jake og troede, at vores sidste chance var røget …

“Jeg går ind til hende,” siger Alex. “Hun er nok bare sulten.”

Det er en mors kodesprog for: “Så du vil alligevel ikke være til megen nytte.” Hun stryger mig blidt over armen, da hun går forbi, og jeg fanger et strejf af hendes duft. Shampoo og brystmælk og den småkageagtige duft fra hendes hud. De sidste par måneder af graviditeten virkede Alex martret, som en, der konstant var grebet af frygt. Men den sidste dag, den dag Lily blev født, ændrede noget sig. Hun fandt sig selv igen. Måske var det hormonerne, måske var det adrenalinen – det er ikke til at sige. Alex har aldrig kunnet forklare det. Men det var den gamle Alex, der fandt ud af, hvor beviserne mod mig stammede fra, og hende, der sørgede for – idet hun blev båret ind i ambulancen – at der blev givet besked til Gislingham. Den gamle Alex, som jeg altid har elsket; den Alex, der lo og var spontan, sagde fra over for folk, og som var klogere end alle, jeg kender, mig selv medregnet. Jeg indså det først meget, meget senere, men en datter var ikke den eneste gave, jeg fik den dag. Jeg fik også min kone tilbage.

8

Død 2 gange_TRYK.indd 8

04.09.2023 13.14

*** Udskrift af nødopkald 21.10.2018, klokken 21.52.08 Alarmoperatør: Det er alarmcentralen. Hvem skal du tale med?

Vidne:

Politiet, tak.

Alarmoperatør: Jeg stiller dig videre.

[Ringetone]

Vagthavende:

Hvad drejer det sig om?

Vidne: Jeg er i Wytham [UTYDELIGT 00.09] kan være i problemer.

Vagthavende:

Undskyld, det hørte jeg ikke. Kan du gentage det?

Vidne: Det er det store hus på Ock Lane [UTYDELIGT 00.12] hørte noget.

Vagthavende:

Er du på Ock Lane i Wytham?

Vidne: Ikke rigtig – sagen er [UTYDELIGT 00.15] lød helt sikkert sådan.

Vagthavende:

Du forsvinder …

Vidne:

Min telefon er ved at gå ud [UTYDELIGT 00.17].

Vagthavende: Vil du have, at politiet skal komme – til Ock Lane i Wytham?

Vidne:

Ja, ja …

[Klartone]

Vagthavende:

Hallo? Hallo?

9

Død 2 gange_TRYK.indd 9

04.09.2023 13.14

*** “Ifølge Google er det her.” Politibetjent Puttergill trækker håndbremsen, og de kigger begge ud ad vinduet. Det kan godt være, at ‘Manor’ indgår i navnet, men det er langtfra nogen herregård, faktisk bare et stuehus, om end et temmelig stort et af slagsen, må det retfærdigvis siges. Der er en perlegrusindkørsel med en stor træport, og uden for en åben lade holder der en gammel, mudderstænket firhjulstrækker. Det ser fredeligt, privat og en smule nedslidt ud, sådan som en bestemt type gamle fine ejendomme så tit gør. Men det ligner bestemt ikke et sted, hvor der sker grimme ting.

“Hvad sagde centralen?”

Puttergill skærer ansigt. “Ikke ret meget, chef. Forbindelsen var dårlig, og de kunne ikke høre halvdelen af det, han sagde. Da de forsøgte at ringe ham op igen, gik telefonen bare på voicemail.”

“Og ved vi, hvem der bor her?”

“Et ægtepar ved navn Swann. Pensionister. De tager heller ikke telefonen. Men de burde vide, vi er på vej – stationen lagde en besked.”

Politiassistent Barnetson sukker tungt og rækker så om på bagsædet efter sin kasket.

“Okay,” siger han med hånden på dørhåndtaget, “lad os se på det.”

Gruset knaser under fødderne på dem, da de trasker hen ad indkørslen med skyer af varm ånde omkring sig. De kan næsten mærke temperaturen falde. Der vil være is på firhjulstrækkeren næste morgen. Ved hoveddøren sidder der en vognlampe i smedejern og en imiteret antik dørklokke, som man skal hive i som en kæde på et gammeldags træk og slip. Barnetson skærer en grimasse – det næste bliver vel seletøjsspænder i messing.

10

Død 2 gange_TRYK.indd 10

04.09.2023 13.14

De hører klokken ringe dybt inde i huset, men selv om der er lys i et af vinduerne ovenpå, er der ingen tegn på liv. Puttergill stamper i jorden for at holde varmen. Barnetson ringer på igen, venter. Stadig ingenting. Han træder et par skridt baglæns og kigger op på første sal og nikker så til Puttergill.

“Forsøger du lige omme bagved? Jeg venter her.”

Der er så stille, at Barnetson kan høre Puttergills trin hele vejen om til bagsiden af huset. En svag banken og et “Hallo, er der nogen hjemme?” Så hører han pludselig lyden af løbende trin, og Puttergill kommer farende rundt om hjørnet og standser brat foran ham, så perlegruset bliver hvirvlet op.

“Jeg tror, der ligger nogen på køkkengulvet derinde, chef – der er for mørkt til rigtig at se noget, men personen er muligvis kommet til skade …”

Barnetson går hen til døren, men idet han skal til at banke på, hører han låsen blive slået fra med et smæld, og døren går op.

Manden, der åbner, er sidst i 60’erne eller begyndelsen af 70’erne og lettere duknakket med et kantet, indfaldent ansigt. Han er iført en af den slags slidte cardigans, der kan holde i 30 år, hvis man passer godt på den, hvilket han tydeligvis har gjort. Han ligner heller ikke en, der er blevet udsat for ubehageligheder. Ja, Barnetson er allerede kommet frem til, at Puttergill må være galt afmarcheret: Ingen, der har en tilskadekommen liggende i sit køkken, ville se så fattet ud.

“Ja?” siger manden studs.

“Mr. Swann?”

Han rynker panden. “Ja?” “Politiassistent Barnetson, politibetjent Puttergill fra Thames Valley Politi. Vi blev ringet op af en bekymret person, der mente, at du måske havde brug for hjælp.”

Mandens ansigtsudtryk ændrer sig, men det er ikke til at sige, 11

Død 2 gange_TRYK.indd 11

04.09.2023 13.14

om han er irriteret eller overrasket. Hans blik flakker. Barnetson hæfter sig ved, at han ikke spørger, hvad personen sagde, eller hvorfor vedkommende troede, der var noget galt. “I må nok hellere komme ind,” siger han tungt.

Han går ind i huset, og de to betjente veksler et blik. Der er tydeligvis sket et eller andet, men det kan da ikke være noget så dramatisk som et dødsfald. Men hvad er der så tale om? Et indbrud? Et husspektakel?

Gangen har klinkegulv i natursten. Der er en skohylde med gummistøvler, knager med voksjakker og tweedkasketter, og på væggen er der en række gamle akvareller, hvoraf de fleste hænger skævt. Et sted ovenpå bliver der skyllet ud i et toilet. Barnetson kigger på Puttergill, der trækker på skuldrene og siger til sig selv, at de bør holde tepause ved tankstationen på omfartsvejen på vej tilbage: Der er ikke meget varmere inde i huset end udenfor.

“Det er denne vej,” siger Swann og peger fremad. De følger efter ham rundt om hjørnet, går to trin ned og kommer ud i køkkenet.

Et halvt minut senere vakler Puttergill ud ad bagdøren og kaster resten af sin frokost op på brudfliserne udenfor.

*** “Så de mener, det gik godt?”

Everett prøver at fange Somers blik, men hun stirrer bare på sine hænder.

Afdelingen, de sidder på, summer af hvid hospitalsstøj. Høje sygeplejerskestemmer, skramlende vogne, en hvislen af forhæng, der trækkes hen ad metalskinner.

“Erica?”

Somer kigger op og tager en dyb indånding. “Så vidt jeg ved.”

12

Død 2 gange_TRYK.indd 12

04.09.2023 13.14

“Men de opdagede den meget tidligt, ikke? Det var da det, de sagde – tidligere …”

Tidligere var, da Somer fik at vide, at hun havde en ondartet tumor på en af æggestokkene. Hun svarer ikke på Everetts spørgsmål og lader alle de andre ubesvarede spørgsmål hænge i luften.

Somer piller fraværende ved plasticarmbåndet om sit håndled.

Hendes læber bæver, da hun kæmper for at holde tårerne tilbage.

Everett rækker ud efter hendes hånd.

“Hvad med din mor og far? Har de været på besøg?”

Somer bider sig i læben og ryster på hovedet. “Jeg kan ikke klare at se dem. Det er slemt nok …”

Sætningen dør. Everett tænkte nok, at forældrene ikke havde været der. Og hun forstår det godt. Det sidste, Somer har brug for lige nu, er overstrømmende forældremedfølelse, uanset hvor velment den er. Men Somer har også en søster – og en kæreste.

Hvor er de henne?

Somer kigger op, som om hun har læst hendes tanker.

“Kath er i Washington.”

Der følger en tavshed. En tavshed ladet med Giles.

Giles, der elsker Somer. Giles, som Somer af en eller anden grund holdt på afstand, allerede før diagnosen. Everett forstår det ikke. Det gjorde hun ikke dengang, og det gør hun ikke nu.

Hun sukker. “Jeg er ked af det, men jeg er altså nødt til at spørge.

Hvorfor ringer du ikke til Giles? Han ved ikke engang, du er her, gør han?”

Nu triller tårerne, men Somer gør ikke mine til at tørre dem væk.

Everett har det skidt med overhovedet at skænke ham en tanke, for Somers situation er så meget værre. Og tumoren er ikke det eneste, hun har at slås med. På arbejdet venter der hende en disciplinærsag, som er blevet sat i bero indtil videre, men som ikke 13

Død 2 gange_TRYK.indd 13

04.09.2023 13.14

bare forsvinder. Men Giles fortjener nu alligevel lidt medlidenhed: Staklen må undre sig over, hvad han har gjort galt.

Hun samler mod til sig og åbner munden for at sige noget.

Men i præcis samme øjeblik lyder der et pling fra hendes telefon.

*** Køkkenet er godt fyldt efterhånden, da kriminalteknikerne ankommer, ledet af Alan Challow, der har måttet afbryde sin søndagsmiddag foran tv’et, hvilket han tydeligvis ikke er begejstret for.

“Mindhunter,” siger han, selv om ingen har spurgt ham, hvad han var i gang med at se. “Sjovt nok er det første gang, jeg nogensinde har set dødsfald som det her skildret realistisk i en tv-serie,” siger han og nikker mod liget. “De fleste instruktører har simpelthen ikke nosser til at vise den slags her.”

Nina Mukerjee kigger på ham fra den anden side af køkkenbordet, hvor hun er ved at pakke sit udstyr ud. “Nå ja, kan man fortænke dem i det? Jeg mener: Se ham lige.”

For det er ikke nosser, dette offer mangler, men et hoved. Han ligger på ryggen med benene vredet ud til siden, væggen bag ham er en eksplosion af blod, knogler og hjernemasse, og en mørk plet breder sig fra hans udstrakte arme som en slags makaber sneengel.

Der lyder stemmer ved hoveddøren. Barnetson skærer en grimasse. “Slipsedrengene,” siger han. “Lige på minutten.”

Det kan godt være, at politiassistenten er irriteret over at skulle overdrage sagen til kriminalpolitiet, men Puttergill ser kun lettet ud. Den seneste halve time har han hængt ved det åbne vindue, taget dybe indåndinger og holdt sig til meget korte sætninger.

“Nå, hvad har vi så her?” Gareth Quinn står i den lave dør.

Barnetson brummer bare. Quinn er ikke kun en slipsedreng, men 14

Død 2 gange_TRYK.indd 14

04.09.2023 13.14

en Hugo Boss-slipsedreng. Lidt for smart i en fart, lidt for tilbøjelig til at springe over, hvor gærdet er lavest. Og ingen har lov til at virke så munter på dette tidspunkt af natten, ikke i en situation som denne. Men som Barnetson udmærket ved, er det kun et par uger siden, at Quinn rykkede op i hierarkiet igen. Det her er hans første drab som genudnævnt kriminalassistent, så der er ikke noget at sige til, at han er ivrig. Kriminalbetjenten, der følger et par skridt bagefter, ser en del mere betænkelig ud. Barnetson har ikke mødt ham før, så han må være ny i teamet. Det her er sikkert hans første opgave i kriminalafdelingen. Ikke tør bag ørerne endnu, tænker han.

Dog mere tør end Puttergill, der ser ud til at skulle kaste op igen.

“Det her er kriminalbetjent Hansen,” siger Quinn til alle, der er interesserede. “Asantes afløser.”

Nu husker Barnetson det. Der blev talt om det på stationen i sommer, da Fawley blev anholdt. Noget med, at Asante fandt beviser mod ham, og at Gislingham ikke ville arbejde sammen med ham efter det. Det lader til, at Gislingham fik sin vilje, men med tanke på at Asante er endt i drabsafdelingen, brokker han sig næppe. Og ud fra hvad Barnetson har set, har Fawley gjort et stort nummer ud af at forklare, at han ikke bærer nag til Asante. Så nu har Fawley to kriminalassistenter i sit team, hvilket altid vil være noget af en udfordring, men især når en af dem er Gareth Quinn, der føler, han har noget at bevise.

Hansen ser sig omkring i køkkenet og får diskret øjenkontakt med dem, der kigger op. Barnetson nikker mod liget. “Jeg håber ikke, I har spist på vejen herhen,” siger han tørt.

Hansen smiler skævt. “Det var der ikke tid til.”

“Så hvad har vi her?” spørger Quinn og går hen til liget.

Challow ser op og ned ad ham. “Som enhver kompetent efterforsker ved, kriminalassistent Quinn, kan det sgu da være lige 15

Død 2 gange_TRYK.indd 15

04.09.2023 13.14

meget at være iført overtræksdragt, hvis ikke man har hætten på hovedet.”

Quinn rødmer og stryger sig så over håret, så det ligger fladt, før han trækker hætten op. Barnetson ser Hansen undertrykke et smil. Han er lærenem, ham der. “Og som svar på dit spørgsmål har vi at gøre med et haglgevær affyret i ansigtet på klos hold. Men det har en kvik fyr som dig sikkert allerede udledt af den temmelig afslørende detalje, at hovedet mangler.”

“Er der noget ID?” “Intet i hans lommer. Ingen pung, ingen telefon. Men I kan i det mindste sætte kryds i rubrikken ‘mordvåben’.”

På køkkenbordet ligger der et haglgevær, et gammeldags et med poleret trækolbe. Men der er også noget andet. Mukerjee er ikke gået i gang med at nummerere beviserne endnu, men Quinn har ikke brug for et lille, gult plasticskilt for at vide, at det her er vigtigt. En kniv, som den døde mand stadig holder i den ene hånd.

En kniv med blod på bladet.

*** Adam Fawley 21. oktober 22.51 “Den gamle mand tilstod åbenbart uden videre.”

Jeg kan høre stemmer i baggrunden, hvilket forklarer Quinns superkompetente “Jeg har styr på det”-stemme. Jeg kunne selv være taget ud til gerningsstedet, men besluttede at lade ham tage sig af det. Men nu spekulerer jeg på, om det mon var en fejl. For det første kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst havde et skuddrab her i 16

Død 2 gange_TRYK.indd 16

04.09.2023 13.14

Oxford. Men det er ikke kun det: Quinn har sendt mig fotografierne fra huset. Der er noget ved det her, der føles forkert.

Jeg ser op på Alex og sender hende det blik, hun kender alt for godt. Blikket, der siger: “Pis, jeg er nødt til at tage ind på stationen, og det kommer til at tage hele natten.” Men hun smiler bare.

“Det er fint nok, bare rolig. Det hører med.”

Det hører med, hvis jeg går efter at blive vicekriminalinspektør i år. Vi har talt om det fra tid til anden, jeg ved ikke hvor længe.

Men så var der det med Jake, og så var der babyen og Gavin Parrie-sagen, der kom tilbage og hjemsøgte os, og det var aldrig det rigtige tidspunkt. Indtil – måske – nu. Men det vil være en stor omvæltning. Måske vil jeg endda skulle vende tilbage til ordenspolitiet i en periode. Stillingen vil ikke give mange flere penge og vil også betyde meget mindre decideret efterforskningsarbejde, selv hvis jeg skulle blive i kriminalafdelingen. Men efter cirka 20 år i politiet, og i min alder, må jeg sgu snart beslutte mig for, om jeg er glad for at være, hvor jeg er, og hvis ikke, om jeg har ambitioner nok – og ærlig talt energi nok – til at prøve at rykke op ad karrierestigen. Men som Harrison allerede har fortalt mig i sit alvorstunge “Jeg giver dig et godt råd her, min ven”-tonefald: “Stillingen som vicekriminalinspektør er et springbræt, Adam, ikke et sted at gro fast.” Så hvis jeg gør forsøget, går jeg efter at blive politiinspektør.

Og tro mig, det er en stor ting.

Alex rører mig let på armen. Hun ved, hvad jeg tænker. Altid.

“Det er som sagt okay. Bare lad være med at vække mig, når du kommer hjem.”

Jeg trækker hende ind til mig og kysser hende på håret og mærker hendes krop blive helt blød mod min. “Det er ikke sikkert, jeg kan dy mig.”

“Tomme løfter,” mumler hun og kysser mig.

17

Død 2 gange_TRYK.indd 17

04.09.2023 13.14

*** Everett havde fået at vide, at Adeleigh Manor ville være svær at finde, men det var, før halvdelen af Thames Valley Politi dukkede op og parkerede ude foran. Huset er oplyst som en filmkulisse, da hun når frem, og luften sitrer af blå blink. Naboerne ville have stået på nakken af hinanden. Hvis der var nogen.

Quinn er henne ved hendes bildør, før hun når at åbne den.

“Godaften, kriminalassistent,” siger hun med et smil.

Quinn kniber øjnene sammen. Han er ret sikker på, at hun tager pis på ham (og det gør hun), men hvis han gerne vil have, at alle andre skal vide besked om hans rang, kan han jo ikke rigtig sige noget til hende.

“Du kommer i rette tid. Jeg skulle lige til at tage den mistænkte med på stationen. Fawley møder mig derinde.”

Hun kigger over mod to betjente, der hjælper en høj ældre mand ind på bagsædet af en patruljevogn. Han har plasticposer tapet om hænderne.

“Hvad har vi med at gøre?”

“Et dødbringende skyderi.”

Hun nikker. Det forklarer poserne.

“Husejeren har fortalt betjentene på stedet, at det var selvforsvar.” Quinn nikker over mod manden. “Han hævder, at offeret brød ind og truede dem.”

Everett rynker panden. “Men du tror ikke på ham?”

Quinn løfter et øjenbryn. “Lad os bare sige, at han har et par spørgsmål at svare på. Som hvorfor fanden de ikke ringede til alarmcentralen.”

*** 18

Død 2 gange_TRYK.indd 18

04.09.2023 13.14

Somer vender sig og trækker dynen tættere om sig. Hun har aldrig været god til at sove, og det her gør det helt umuligt. Den kradsende seng, den konstante larm, der er lidt for høj til, at hun kan ignorere den, og den endnu mere gennemtrængende kværnen i hendes eget hoved. De spørgsmål, hun ved, at Everett gerne ville stille – de spørgsmål, hun selv ville have stillet, hvis rollerne var byttet om.

Skal hun have kemo? Har kræften spredt sig? Kan hun stadig få børn? Sikkert, sikkert ikke og vides ikke, i nævnte rækkefølge.

Men der er meget lidt trøst at hente i noget af det. Udsigten til kemoterapi skræmmer hende, og tanken om, at hun i en eller anden tænkt lykkelig fremtid faktisk vil kunne få et barn, er en dårlig joke.

Hun krøller sig endnu mere sammen og skubber smerten væk.

Den virkelige smerte og Giles-smerten. Hun har skrevet til ham, revet papiret i stykker, skrevet igen, og selv seks-syv udkast senere har hun stadig ikke fået sendt den sølle, nedbarberede, knap nok forståelige besked, hun er endt med. Hun havde tænkt sig at bede Everett om at poste brevet – det havde hun lovet sig selv – men af en eller anden grund skete det heller aldrig. Det var alt for forjaget til sidst – Everett skulle skynde sig af sted til sit travle politiliv. Hun havde set forlegen ud, da hun gik, som om hun var bange for, at Somer misundte hende. Men det gjorde hun ikke. Hun ved ikke rigtig, hvad hun følte, men hun ved bare, at det ikke var det. Jobbet og alt det, som det engang betød, virker som meget længe siden og meget langt væk. Et for længst dødt liv, hvor hun var dygtig og ambitiøs og skarpsindig og professionel, og måske stadig er det i et parallelt univers. Pludselig føler hun sig tynget af tanken om, at den sorgløse og kræftfri Erica skal ledsage hende resten af livet og gøre alle de ting, hun ville have gjort, kunne have gjort, burde have gjort. Men den apati, der har grebet hende, har i det mindste ført én god ting med sig: Den disciplinærsag, hun stadig har 19

Død 2 gange_TRYK.indd 19

04.09.2023 13.14

hængende over hovedet, formår slet ikke at gøre hende bekymret længere. Et lorteøre opførte sig lortet over for hende, og hun gav igen af samme skuffe. Hvis Thames Valley Politi vil fyre hende for det, så op i røven med det – hun finder bare noget andet. Men hvad og hvordan og hvornår er endnu flere spørgsmål, som hun hverken orker eller gider forholde sig til.

*** Margaret Swann sidder i det, hun kalder ‘dagligstuen’, sammen med en ordensbetjent. Denne del af Adeleigh Manor må være ældre end resten – lofterne er lavere, vinduerne mindre. Der er en kaminkrog, et klaver med en dug over, tørrede blomster, for mange møbler. Det er alt sammen med til at skabe en stemning af, at man befinder sig i en landlig kro, hvilket kun bliver forstærket af rækken af seletøjsspænder, der hænger over kaminen. Det må være ti år siden, Everett sidst har set den slags.

Margaret sidder i hjørnet, en lille, tynd kvinde, ikke andet end skind og ben. Hendes hår har en unaturlig orangebrun farve, og i den ene side sidder der et hårspænde, som får hende til at ligne en hensygnet otteårig. Hun sidder og holder om sig selv, som om hun er helt stiv af kulde, selv om der er tændt op i kaminen, og der er varmt i rummet. Det er sikkert chok, tænker Everett. Hun så ganske vist ikke liget, men at den slags er sket i ens eget køkken – hold da kæft. De bliver nødt til at udskifte linoleummet som noget af det første, for den plet kommer aldrig af.

“Har du lyst til noget?” spørger Everett. “Te?” Den gamle kone hikster lidt og ryster på hovedet. Hun ser ikke op. Betjenten veksler et blik med Everett. Et blik, der siger: “Jeg nåede heller ikke ret langt med hende.”

20

Død 2 gange_TRYK.indd 20

04.09.2023 13.14

Everett sætter sig i sofaen. “Er det i orden, at jeg stiller dig et par spørgsmål, mrs. Swann? Jeg ved, at du har været ude for en frygtelig oplevelse, men det er meget vigtigt for os at optage forklaring fra vidner så hurtigt som muligt.”

Kvinden kigger op. “Hvor er din chef? Jeg gider ikke spilde tiden på en eller anden damebetjent.”

“Jeg er kriminalbetjent, mrs. Swann. Nu om dage arbejder kvinder i politiet på samme vilkår som mænd. Og kriminalassistent Quinn er ved at tale med din mand.”

“Hvor er han?”

Everett læner sig frem. “Han er blevet kørt til St Aldate’s Politistation.”

Margaret spærrer øjnene op. “Politistationen? Hvorfor dog det?

Han har da ikke gjort noget. Ham manden – den der person – han overfaldt Richard … i vores eget hjem …”

Tak skal du ellers have, tænker Everett. Ét skridt ad gangen.

“Der er ingen grund til at være bekymret, mrs. Swann. Men i den slags situationer er der bare en bestemt procedure, som vi er nødt til at følge.”

Hun løfter trodsigt hagen. “Det er os, der er ofrene her, unge dame.”

Det er godt ti år siden, at nogen sidst har kaldt Everett det. Hun tager en dyb indånding. “Jeg ved, hvordan du har det, det gør jeg virkelig, men indtil vi er færdige med at afhøre din mand …”

“Han brød ind her, han brød loven …”

“Mrs. Swann, en mand er død.”

Der bliver stille. Everett fastholder Margaret Swanns blik, indtil hun ser væk, og så rømmer hun sig. “Så lad os begynde med, at du fortæller mig, præcis hvad der skete her til aften.”

21

Død 2 gange_TRYK.indd 21

04.09.2023 13.14