Døden og den døende

148 mm

Ritzau Scanpix

Med Døden og den døende brød psykiateren Elisabeth KüblerRoss i 1969 den vestlige kulturs tabu omkring døden.

14,9 mm

148 mm

ELISABETH KÜBLER-ROSS

100 mm

ELISABETH KÜBLER-ROSS ”Moderne mennesker ved ikke, hvad de skal

stille op med døden. Vi vil ikke se den … På

den baggrund må Elisabeth Kübler-Ross’

Bogen bygger på over 200 samtaler med uhelbredeligt

stadier – fornægtelse, vrede, forhandling, depression og

accept – giver forfatteren en dybdegående beskrivelse af, hvor gennemgribende døden påvirker både den døende,

sundhedspersonale omkring den døende og den døendes

210 mm

familie. Men samtidig giver forfatteren lindring og indgyder

ELISABETH KÜBLER-ROSS blev født i Zürich i Schweiz i 1926. Som 16-årig

meldte hun sig under Anden Verdenskrig som

frivillig i Zürich og hjalp til på hospitaler og tog sig af flygtninge. Ved krigens afslutning tog hun

en medicinsk embedseksamen fra universitetet

i Zürich, hvor hun også mødte en amerikansk

læge. Kübler-Ross flyttede derefter til USA, hvor

hun specialiserede sig i psykiatri på University of

endda håb til alle, der er involveret, og minder os om, at menneskeligt tab og sorg er en del af vores eksistens.

Med denne nyudgivelse, der har fået titlen Døden og den døende – fra fornægtelse til accept, markerer Gads Forlag

Elisabeth Kübler-Ross’ store betydning og giver samtidig nye læsere mulighed for at stifte bekendtskab med hendes stadig meget aktuelle og relevante perspektiver på døden og den døendes værdighed.

Den danske oversættelse er blevet sprogligt revideret og tilpasset en dansk kontekst.

Colorado. Hun dedikerede sit professionelle liv til

den psykologiske behandling af uhelbredeligt syge

og døende mennesker. Kübler-Ross holdt desuden

den døende bør tale åbent om døden med såvel døde i USA i 2004.

vedkommende håndbøger, vi har fået præsenteret.

På en gang nænsomt og klinisk behandler hun

det døende menneskes situation i et upersonligt

hospitalsmiljø, omgivet af pårørende, der næsten føler sig forpligtet til at spille komedie. For

hvordan skal vi kunne hjælpe andre, når vi ikke tør se i øjnene, at vi også selv en gang skal dø,

spørger hun … Den bør læses, ikke kun af dem,

som har døden professionelt eller privat-familiært

inde på livet.”

(Malin Lindgren i Berlingske Tidende, da den

Døden og den døende Fra fornægtelse til accept

seminarer og kurser om døden, og om hvordan sundhedspersonalet som sin egen familie. Hun

bog betragtes som en af de bedste og mest

Døden og den døende

syge, og ved hjælp af sin kendte teori om de fem sorg-

xxx g CO2e

9

788712

073086

CLIMATECALC.EU

000097 / SE

100 mm

GADS FORLAG

første danske udgivelse udkom i 1973).

Af samme forfatter: Elisabeth Kübler-Ross

besvarer spørgsmål om døden og den døende

Døden og den døende.indd 2

22/11/2023 15.09

Elisabeth Kübler-Ross

Døden og den døende – fra fornægtelse til accept

Gads Forlag

Døden og den døende.indd 3

22/11/2023 15.09

Døden og den døende – fra fornægtelse til accept Oversat fra amerikansk efter “On Death and Dying” Copyright © 1969 by Elisabeth Kübler-Ross, M.D. Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB. Credit will be given to Scribner, a Division of Simon & Schuster, Inc. as the original publisher.

1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal Oversættelse: Sven Helbo Tekstredaktion: Jakob Eberhardt Grafisk tilrettelæggelse og sats: LYMI DTP-Service Omslag: Rasmus Funder Tryk: ScandBook ISBN: 978-87-12-07308-6 Citaterne af Rabindranath Tagore er fra Frugthøsten, oversat af Ingeborg Seedorff, Flakkende Fugle, oversat af Kai Friis-Møller, og Gitanjali, oversat af Louis v. Kohi (V. Pios Boghandel, Povl Branner).

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Døden og den døende.indd 4

22/11/2023 15.09

Til minde om min far og om Seppli Bucher

Døden og den døende.indd 5

22/11/2023 15.09

Døden og den døende.indd 6

22/11/2023 15.09

Indholdsfortegnelse Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

1. Angsten for døden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

11

2. Holdninger over for døden og den døende . . . . . . . .

22

3. Første stadium: fornægtelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

53

4. Andet stadium: vrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

66

5. Tredje stadium: forhandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

77

6. Fjerde stadium: depression . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

81

7. Femte stadium: accept . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 8. Håb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 9. Patientens familie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 10. Terapi af uhelbredeligt syge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 Appendiks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178

Døden og den døende.indd 7

22/11/2023 15.09

Døden og den døende.indd 8

22/11/2023 15.09

Forord Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en bog om døden og den døende, accepterede jeg begejstret udfordringen. Da jeg først satte mig hen og begyndte at tænke over, hvad jeg havde givet mig i kast med, blev det en helt anden sag. Hvor skulle jeg begynde? Hvad skulle jeg tage med? Hvor meget kan jeg sige til fremmede, som skal læse denne bog, hvor meget kan jeg videregive af mine erfaringer med døende mennesker? Hvor mange ting bliver i virkeligheden kommunikeret uden ord og skal i stedet føles, opleves og ses?

Jeg har arbejdet med døende patienter de sidste to og et halvt år, og bogen vil berette om begyndelsen af det eksperiment, som siden udviklede sig til at blive en meningsfyldt og lærerig erfaring for alle deltagere. Det er ikke meningen, at det skal være en lærebog i, hvordan man behandler døende patienter, og det skal heller ikke være en fuldstændig studie i den døendes psykologi. Det er slet og ret beretningen om en ny og ansporende lejlighed til at koncentrere opmærksomheden om patienten som menneskeligt væsen, at involvere ham i samtaler, at få et indblik i vores hospitalsbehandlings styrker og svagheder gennem ham. Vi har bedt ham være vores lærer, så vi kan få mere at vide om livets slutstadium med al dets ængstelse, frygt og håb. Jeg fortæller simpelt hen om mine patienter, som deler deres angst, deres forventninger

–9–

Døden og den døende.indd 9

22/11/2023 15.09

og deres skuffelser med os. Jeg håber, det vil opmuntre andre til ikke at trække sig tilbage fra de “håbløst” syge, men komme dem nærmere, så de kan hjælpe dem i deres sidste timer. De, der kan gøre dette, vil også opdage, at det kan blive en gensidig tilfredsstillende oplevelse. De vil lære meget om, hvordan menneskets sind fungerer, om de enestående menneskelige aspekter af vores tilværelse, og de vil blive beriget af denne oplevelse og måske selv få mindre frygt for deres egen livsafslutning.

Elisabeth Kübler-Ross

Døden og den døende.indd 10

22/11/2023 15.09

1 Angsten for døden Lad mig ej bede om Ly for Farerne, men om at kunne staa Ansigt til Ansigt med dem uden Frygt.

Lad mig ej trygle om, at min Smerte maa blive stillet, men om Mod til at besejre den.

Lad mig paa Livets Valplads ikke ty til mine Forbundsfællers Hjælp, men til min egen Styrke.

Lad mig ej frygtsom bønfalde om Frelse, men und mig Haabet om Taalmod til at naa frem til Friheden.

Gør mig ej fejg, saa jeg kun i Lykkens Timer føler Din Naade, men lad mig tro, at Dine Hænder griber mine, naar alting mislykkes for mig. rabindranath tagore , fra frugthøsten (1923)

Epidemier har i tidligere generationer krævet store ofre i menneskeliv. Dødsfald blandt spæd- og småbørn var hyppigt forekommende, og der var kun få familier, som ikke havde mistet et ungt familiemedlem. I de sidste årtier har lægevidenskaben ændret sig meget. Omfattende vaccinations­ programmer har praktisk taget fjernet mange sygdomme, i det mindste i Vesteuropa og USA. Brug af kemoterapi, specielt antibiotika, har medført stadig færre dødsfald inden for infektionssygdommene. Undervisning og bedre barne­pleje har mindsket sygdomsrisiko og dødelighed blandt børn.

– 11 –

Døden og den døende.indd 11

22/11/2023 15.09

Mange af de sygdomme, som høstede deres bytte blandt unge og midaldrende, er overvundet. Antallet af ældre mennesker er stigende, og som følge heraf ses flere mennesker med ondartede og kroniske sygdomme, som hører til den høje alder.

Børnelæger har nu mindre arbejde med akutte og livstruende sygdomme, men har til gengæld et stigende antal patienter med psykosomatiske sygdomme og adfærdsproblemer. Lægerne har flere patienter i deres venteværelser med psykiske problemer end nogen sinde tidligere, men de har også flere ældre patienter, som ikke alene søger at leve med deres reducerede og begrænsede fysiske muligheder, men som også er udsat for ensomhed og isolation med deraf følgende angst og lidelse. De fleste af disse patienter kommer ikke til psykiater. Deres behov skal tilgodeses af andre professioner, f.eks. præster og socialrådgivere. Det er for dem, jeg vil forsøge at skitsere de forandringer, som er sket de seneste årtier, forandringer som i høj grad er ansvarlige for den øgede frygt for døden, det voksende antal psykiske problemer og det større behov for forståelse af og indsigt i de problemer, der findes omkring døden og den døende.

Når vi ser tilbage og studerer ældre folkeslag og kulturer, bliver vi klar over, at døden altid har været noget ubehageligt, og den vil sikkert altid være det. Fra et psykiatrisk synspunkt er dette meget forståeligt, og det kan måske bedst forklares ud fra den grundlæggende viden, at vi ubevidst tror, at døden aldrig kan ramme os selv. Det er utænkeligt for vores underbevidsthed at forestille sig en virkelig afslutning på livet her på jorden, og hvis vores liv skal afsluttes, skyldes det altid en andens ondartede intervention udefra.

Groft sagt kan vi ifølge vores underbevidsthed udelukkende blive dræbt. Det er utænkeligt at dø af naturlige årsager eller af alderdom. Derfor bliver selve døden altid forbundet med – 12 –

Døden og den døende.indd 12

22/11/2023 15.09

noget ondt, en frygtelig hændelse, noget som i sig selv kræver gengældelse og straf.

Det er klogt at huske på disse fundamentale kendsgerninger, da de er væsentlige for at forstå nogle af de vigtigste og ellers uforståelige udtalelser fra vores patienter.

Den anden kendsgerning, vi skal tænke på, er, at vi i vores underbevidsthed ikke klart kan skelne mellem et ønske og en handling. Vi kender alle de ulogiske drømme, hvor to helt modsatrettede ting sagtens kan eksistere side om side. Det er meget acceptabelt i vores drømme, men utænkeligt og ulogisk i vågen tilstand. På samme måde som at vores underbevidsthed ikke kan skelne mellem ønsket om at slå nogen ihjel i vrede og selve handlingen, er også et lille barn ude af stand til at foretage denne distinktion. Barnet, som i vrede ønsker sin mor falde død om, fordi hun ikke har opfyldt barnets ønske, vil blive hårdt ramt, hvis moderen virkelig dør, selv om dette ikke sker i direkte forbindelse med barnets ønsker om det. Barnet vil altid helt eller delvist føle skylden for moderens død. Det vil altid sige til sig selv – sjældent til andre: “Jeg har gjort det, jeg har været skyld i det, jeg var ond, og derfor mistede jeg mor.” Det er værd at huske, at et barn vil reagere på akkurat samme måde, hvis det mister en af forældrene ved skilsmisse eller separation. Barnet betragter ofte døden som en forbigående ting og skelner derfor ikke klart mellem døden og en skilsmisse, hvor der kan være mulighed for at se den pågældende forælder igen.

Mange forældre kan huske, at deres børn er kommet med bemærkninger som: “Jeg vil begrave min hund nu, og næste forår, når blomsterne kommer op, vil den også komme op.”

Måske var det de samme ønsker, som fik de gamle ægyptere til at forsyne deres døde med mad og bohave for at gøre dem lykkelige, og fortidens indfødte amerikanere til at begrave deres slægtninge sammen med alle deres ejendele.

– 13 –

Døden og den døende.indd 13

22/11/2023 15.09

Når vi bliver ældre og begynder at blive klar over, at vores almagt i virkeligheden ikke er så almægtig, at vores stærke ønsker ikke er stærke nok til at gøre det umulige muligt, mindskes også frygten for, at vi har været medvirkende til, at en, vi holdt af, er død – og dermed mindskes også skyldfølelsen. Imidlertid forbliver angsten begrænset, så længe den ikke udfordres for stærkt. Angstens spor ses dagligt på hospitalsgange og hos mennesker med nær tilknytning til de efterladte.

Måske kan den viden hjælpe med til at forstå mange af de gamle ritualer og skikke, som har været holdt i hævd i århundreder, og hvis formål har været at mindske gudernes eller folks vrede og således begrænse den forventede straf.

Jeg tænker på den hellige aske, som hinduer smører på panden, på de sønderrevne klæder, sørgesløret, græde­koner – alt dette er midler til at få dig til at føle medlidenhed med dem, der følger den døde, og er udtryk for sorg, smerte og skam. Hvis nogen sørger, slår sig for brystet, river sig i håret eller nægter at spise, er det et forsøg på selvafstraffelse for at undgå eller reducere den forventede straf på grund af den skyld, han har pådraget sig, fordi en nærtstående er død.

Den sorg, skam og skyldfølelse er ikke meget forskellig fra følelsen af vrede og had. Den proces, vi kalder sorg, inde­ holder altid en vis portion vrede. Eftersom ingen af os kan lide at give udtryk for vrede mod en afdød, vil denne følelse blive skjult eller undertrykt og forlænge den periode, hvor man viser sorg, eller komme til udtryk på en anden måde. Vi må altid huske på, at det ikke er op til os at betragte sådanne følelser som dårlige eller skamfulde, men at opfatte deres virkelige mening og oprindelse som noget meget menneskeligt. For at illustrere dette vil jeg igen vende tilbage til et eksempel med et barn og barnet i os. En 5-årig, som mister sin mor, vil både føle sig skyldig over hendes forsvinden og – 14 –

Døden og den døende.indd 14

22/11/2023 15.09

være vred på hende, fordi hun har forladt ham og ikke længere kan tilfredsstille hans behov. På denne måde bliver den døde noget, som barnet elsker og savner meget, men sam­ tidig noget som barnet hader med samme styrke på grund af det smertelige tab.

De gamle hebræere betragtede kroppen af en afdød som noget urent, de ikke måtte røre. De tidlige amerikanske indfødte talte om de onde ånder og skød pile op i luften for at drive ånderne væk. Mange andre kulturer har tilsvarende ritualer til at “ordne” onde afdøde, og de har deres rod i denne følelse af vrede, som endnu findes i os alle, selv om vi ikke kan lide at indrømme det. Traditionen med gravsten kan stamme fra ønsket om at holde den onde ånd dybt i jorden, og de småsten, som mange sørgende lægger på graven, er et gammelt symbol for det samme ønske. Selv om vi kalder kanonskuddene ved en militær begravelse for den sidste hilsen, er de det samme symbolske ritual, som indfødte amerikanere brugte, når de skød pile og spyd op i luften.

Jeg har nævnt disse eksempler for at vise, at mennesker ikke på afgørende måde har forandret sig. Døden er stadig en frygtelig begivenhed, og angsten for døden er en universel angst, selv om vi tror, vi på mange områder har bekæmpet den.

Det, der har forandret sig, er vores måde at være på over for døden, det at dø og vores døende patienter.

Ved at være opvokset i et land i Europa, hvor videnskaben ikke er så fremskreden, hvor moderne teknik først nu er på vej ind i lægevidenskaben, og hvor folk endnu lever, som de gjorde i USA for 50 år siden, har jeg måske haft muligheden for at studere en del af menneskehedens udvikling i en kort periode.

Jeg husker, at jeg som barn oplevede en bondes død. Han – 15 –

Døden og den døende.indd 15

22/11/2023 15.09

faldt ned fra et træ og ventede ikke at kunne overleve. Han bad simpelt hen om at måtte dø hjemme, et ønske som uden diskussion blev opfyldt. Han kaldte sine døtre ind i soveværelset og talte alene med hver af dem i nogle minutter. Han ordnede sine ting stille og roligt, selv om han havde mange smerter, og han fordelte sine ejendele og sin jord, som dog ikke skulle splittes op, før hans kone havde fulgt ham i graven. Han bad også hver af døtrene om at deltage i det arbejde, de pligter og opgaver, som han selv havde passet, indtil ulykken skete. Han bad sine venner besøge sig endnu en gang for at kunne sige farvel til dem. Selv om jeg på den tid kun var et lille barn, udelukkede han ikke mig og mine søskende. Vi fik lov til at deltage i familiens forberedelser, lige­ som vi fik lov til at sørge sammen med familien, indtil han døde. Da han var død, blev han i hjemmet, i sit eget elskede hjem, som han selv havde bygget, og blandt sine venner og naboer, som kunne kaste et sidste blik på ham, som han lå dér midt blandt alle blomsterne, på det sted hvor han havde boet, og som han elskede så meget. I det land er der endnu i dag ikke noget pseudo-soveværelse, ingen balsamering og ingen falsk make-up for at foregive, at den døde sover. Kun hvor der er spor efter meget skamferende sygdom, dækkes de med forbinding, og kun de smitsomme tilfælde flyttes fra hjemmet før begravelsen.

Hvorfor beskriver jeg sådanne “gammeldags” skikke? Jeg tror, de er et tegn på vores accept af, at der er et endeligt, og at de hjælper både den døende patient og hans familie til at acceptere tabet af en kær person. Hvis en patient får lov til at afslutte livet i hjemlige og elskede omgivelser, kræver det mindre tilpasning for ham. Hans egen familie kender ham godt nok til at erstatte et beroligende middel med et glas af hans yndlingsvin; eller duften af en hjemmelavet suppe kan give ham appetit til at indtage nogle skefulde væske, som – 16 –

Døden og den døende.indd 16

22/11/2023 15.09

jeg tror, han nyder mere end en infusion. Jeg vil ikke bagatellisere behovet for beroligende midler og væsketilførsel og ved udmærket fra min egen tid som landlæge, at de ofte er uundgåelige og kan være direkte livreddende. Men jeg ved også, at tålmodighed og kendte ansigter og velkendt mad kan erstatte mange flasker infusionsvæske, som slet og ret gives for at opfylde de fysiologiske behov uden at kræve for meget personale og/eller individuel sygepleje.

Den kendsgerning, at børn får lov til at blive i hjem, hvor der er sket dødsfald, og inddrages i samtaler, diskussioner og ængstelighed, giver dem en følelse af, at de ikke er alene i sorgen, og skænker dem den trøst, der er i at dele ansvaret og sorgen. Det forbereder dem gradvis og hjælper dem til at se døden som en del af livet, en erfaring, der kan hjælpe dem i deres udvikling og modning.

Dette er alt sammen i grel kontrast til et samfund, hvor døden betragtes som tabu, samtale om den som noget sygeligt, og hvor børn udelukkes med den begrundelse, at det vil “være for meget” for dem. De bliver så sendt af sted til noget familie ofte med den meget lidt overbevisende løgn, at “mor er taget på en lang rejse” eller andre lige så utrolige forklaringer. Barnet føler, at der er noget galt, og dets mistillid til voksne vil kun øges, når andre familiemedlemmer tilføjer nye variationer af forklaringen, undgår barnets spørgsmål eller dets mistanke og overøser det med gaver som en tvivlsom erstatning for et tab, som barnet ikke får lov til at føle.

Før eller senere vil barnet blive klar over den ændrede familiesituation, og, afhængig af barnets alder og udvikling, vil det få en uforløst sorg og betragte denne begivenhed som en angstfyldt, mystisk og i hvert fald meget rystende erfaring med upålidelige voksne, som barnet ikke har nogen mulighed for at klare.

Det er lige så uklogt at fortælle et lille barn, hvis bror – 17 –

Døden og den døende.indd 17

22/11/2023 15.09

er død, at Gud elskede små børn så meget, at han tog lille Johnny op i himlen. Da denne lille pige voksede op og blev kvinde, kom hun aldrig over sin vrede mod Gud, hvilket resulterede i en psykotisk depression, da hun mistede sin egen lille søn 30 år senere.

Man skulle tro, at vores store frigjorthed, vores kendskab til videnskab og til mennesket, havde givet os bedre måder og metoder til at forberede os selv og vores familie på denne uundgåelige hændelse. I stedet for er den tid forbi, hvor et menneske kunne få lov til at dø i fred og værdighed i sit eget hjem.

Jo større videnskabelige fremskridt vi gør, desto mere synes vi at frygte døden og benægte dens eksistens. Hvordan er dette muligt?

Vi bruger omskrivninger, vi lader den døde se ud, som om han bare sover, vi sender børnene væk for at beskytte dem mod den angst og uro, der er i huset, hvis patienten er så lykkelig at dø derhjemme, vi tillader ikke børn at besøge deres døende forældre på hospitalet, vi fører lange og kontroversielle diskussioner om, hvorvidt patienten skal have sandheden at vide eller ej – et spørgsmål som sjældent opstår, hvis den døende passes af hjemmets egen læge, som har kendt ham fra fødsel til død, og som kender hvert enkelt familiemedlems styrke og svagheder.

Jeg tror, der er mange grunde til denne flugt fra roligt at se døden i møde. En af de vigtigste kendsgerninger er, at det at dø nu til dags på mange måder er værre, mere ensomt, fabriksagtigt og umenneskeligt. Til tider kan det endog være svært rent teknisk at bestemme, hvornår døden er indtrådt.

Det bliver ensomt og upersonligt at dø, fordi patienten ofte hastigt føres fra sine vante omgivelser til hospitalet.

Især den, der har været meget syg, og som har følt behov for ro og hvile, kan tale med om den følelse det er at blive – 18 –

Døden og den døende.indd 18

22/11/2023 15.09

lagt på en båre og skulle tåle ambulancens sirenehyl og den hektiske travlhed, indtil hospitalsporten åbnes. Kun de, der har prøvet dette, kan vurdere ubehaget og den kolde nødvendighed af en sådan transport, som kun er begyndelsen til en lang række prøvelser – svære at udholde, hvis man har det godt, vanskelige at finde ord for, når støj, lys, journalskrivning og stemmer er mere, end man kan klare. Det ville måske være bedre, hvis vi tænkte mere på patienten under tæpperne og dynerne og eventuelt holdt op med vores velmente effektivitet og hast og i stedet tog patientens hånd for at smile eller lytte til et spørgsmål. Jeg regner turen til hospitalet som det første stadium ved at dø, hvilket den er for mange. Jeg har sat det i skarp kontrast til de syge, som bliver hjemme – ikke for at sige, at man ikke skal forsøge at redde menneskeliv, hvor de kan reddes ved en indlæggelse, men for at fastholde opmærksomheden ved patientens oplevelse, hans behov og reaktioner.

Når en patient er alvorligt syg, behandles han ofte som en person uden ret til at have en mening. Det er som regel en anden, der træffer beslutningen om, og hvornår og hvor patienten skal indlægges. Det ville kræve så lidt at huske på, at den syge også har følelser, har ønsker og meninger og måske vigtigst af alt har ret til at blive hørt.

Godt – vores formodede patient er nu nået til modtageafdelingen. Han omgives af fortravlede sygeplejersker, portører, kandidater, reservelæger, måske laboranter som skal tage blodprøver eller elektrokardiogrammer. Han bliver måske ført til røntgenafdelingen og kan høre meningsudvekslinger om sin tilstand og diskussioner og spørgsmål til familiemedlemmer. Han begynder langsomt, men sikkert at blive behandlet som en ting. Han er ikke længere en person. Beslutninger bliver taget, uden at man spørger om hans mening. Hvis han prøver at protestere, får han noget be– 19 –

Døden og den døende.indd 19

22/11/2023 15.09

roligende, og efter timelang venten og spekulationer over, om han har kræfter nok, køres han til operationsstuen eller intensivafdelingen og bliver genstand for meget omsorg og store økonomiske omkostninger.

Han kan skrige efter hvile og fred og værdighed, men han vil få infusioner, transfusioner, respirator eller trachealkanyle, hvis det er nødvendigt. Han kunne ønske, at bare et enkelt menneske havde tid til at standse op bare et enkelt minut, så han kunne stille bare et enkelt spørgsmål – men han vil i stedet se en masse mennesker omkring sengen, alle travlt optaget af hans hjerteslag, puls, elektrokardiogram eller lungefunktion, hans opspyt og afføringer, men ikke af ham som menneskeligt væsen. Han ønsker måske at kæmpe imod det, men det er en meningsløs kamp, fordi alt dette gøres i kampen for hans liv, og hvis de kan redde hans liv, kan de altid tage sig af mennesket bagefter.

De, som tænker på mennesket først, spilder måske kostbar tid som kunne frelse hans liv! I det mindste synes det at være motivationen, der retfærdiggør alle disse ting – eller er det? Er vores egen forsvarsmekanisme grunden til den tiltagende mekaniske, upersonlige holdning? Er denne fremgangsmåde vores egen måde til at udholde og undertrykke den ængstelse, som vores alvorligt syge eller døende patienter vækker i os? Er vores interesse for apparater og blodtryk vores eget desperate forsøg på at fornægte den uundgåelige død, som virker så frygtindgydende og ubehagelig på os, at vi overfører al vores fokus på maskinerne, eftersom de står os mindre nær end et andet menneskes lidende ansigt, som endnu en gang vil minde os om vores mangel på almagt, vores egen begrænsning og vores egne fejl og sidst, men ikke mindst vores egen dødelighed?

Måske bør man stille spørgsmålet: Er vi ved at blive mindre menneskelige eller mere menneskelige? Selv om denne – 20 –

Døden og den døende.indd 20

22/11/2023 15.09

bog ikke har til hensigt at fælde dommen, er det klart, at hvad svaret end måtte blive, lider patienten mere – måske ikke fysisk, men følelsesmæssigt. Og hans behov har ikke ændret sig de sidste århundreder, kun vores evne til at opfylde disse behov.

Døden og den døende.indd 21

22/11/2023 15.09