Døtreskole

Benedicte Huang

DØTRESKOLE

roman Gads Forlag

Døtreskole

© Benedicte Huang og Gads Forlag, 2023 1. udgave, 1. oplag

Omslagsdesign: Sofie Winding

Forsideillustration: Shannon Cartier Lucy

Forfatterfoto: Esben Bøg-Jensen Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-07052-8

Citatet s. 5 er fra Kanelbutikkerne af Bruno Schulz. På dansk ved Jess Ørnsbo. Gyldendal 1964.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende lov om dansk ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

What are little girls made of?

What are little girls made of?

Sugar and spice and all that’s nice, And that are little girls made of.

What are young women made of? What are young women made of?

Ribbons and laces, and sweet pretty faces, And that are young women made of.

– The Baby’s Opera. A Book of Old Rhymes with New Dresses ved Walter Crane Men de naive forstadstunge klokkeblomster og andre perkalagtige tarvelige småblomster stod hjælpeløse i deres stivede rosenrøde og hvide skjorter og syntes ikke rigtigt at forstå solsikkens store tragedie.

– Kanelbutikkerne af Bruno Schulz

Det regner, og jeg løber hen til vinduet, kun for at se, at det stribede alligevel ikke er regn, men bare vinden, der trækker i stilladset. Nogen har klædt huset på. Det er klart, at det gør vinden utilfreds.

Da jeg blev femogtyve, fik jeg en meget dyr hat af min mor. Hun havde købt den til sig selv det år, hun forlod min far. Hun havde håbet, at hatten ville forvandle hende til en anden end hende, der havde giftet sig med min far. Når det er koldt nok, og så længe det ikke regner, går jeg med den. Men min mor gav mig også en anden hat. En lang række snithuller i skyggen fik hatten til at ligne det stykke bagværk, man kalder for en kam. Jeg har aldrig haft den på, men en nat fik jeg Johanne til at prøve den. Den var alt for lille til hende, men klædte hende alligevel godt. Vi skiftedes til at sige designerens navn, som om det betød noget andet end haute couture. Som om det ikke bare var navnet på en franskmand, der var så uheldig kun at blive 42 år. Eller rettere sagt: Jeg håbede, at det betød noget mere end bare Jacques Fath. Jeg vil størkne erindringen om den nat her, sammen med alt mit tøj og mine hundredevis af håndklæder.

For tiden drejer mine tanker sig især om det aflagte stof, om alle de hjemmefødsler, jeg en dag vil berige med alt mit

gamle frotté. Jeg forsøger til stadighed at drive noget gammelt med mig ind i fremtiden. Alligevel går jeg næsten udelukkende i mit eget tøj. Jeg låner ikke, som jeg gjorde engang. Det lånte forvandlede mig faktisk. Jeg blev til mine venner. Jeg pådrog mig deres lugte og adfærd. Pastelfarvet uld var en mana, vi delte. Og undervejs lagde jeg min ungdom fra mig som et snævert armbånd, jeg aldrig rigtig fik brugt.

SMÅ OG STORE TING

.

Jeg er så lav, at min mor kan hvile sin hage på mit hoved. Som om hun er en sarkofag, og jeg er faraoen indeni. Vi er ens klædt, fordi vi tager del i den verdensomspændende passion for små og store versioner af det samme: Babusjka-dukkerne, der knirker, når de vrides om på maven. Allerinderst er der bare en lille, brun orm. Og ude i køkkenskuffen kan jeg hente de rustfri måleskeer, en hel palet af størrelser, der hænger sammen ligesom nøglebundtet i min mors håndtaske. Vi er en lille og en stor, men ligner ikke hinanden mere, end kødhakkeren ligner vaniljekransen.

Min mor kan godt lide mine venner, fordi de er lige så små som mig. Når de kommer på besøg, tager hun selv det første sug, inden hun stikker os en brikjuice hver. Huset er så stort, at det har alle de nødvendige etager, og vi færdes som termitter i træ. Hvis jeg står på en skammel, kan jeg godt nå ned i kummefryseren, hvorfra jeg fisker vaffelis op. Ellers er det min mor, der leder slagets gang. Engang i fremtiden vil jeg også gerne selv skabe et hjem. Jeg skal ruge det ud som en ravfarvet nyresten.

En dag hiver hun mig ind til sig, så vi sidder tæt sammen i gyngesofaen. Det er august måned. Om to uger begynder skolen. Selvom solen er forsvundet, står solsengen stadig fremme, betrukket med det samme voksblomstrede stof som gyngesofaen. En hud, som holder til alt, hvad jeg spilder. Min mor deler ud af sine bekymringer, mens jeg får sofaen til at gynge. Hun er især bekymret for at blive blandet sammen med de andre forældre. Så snart læreren tager dem i øjesyn, bliver forældrene også til en skoleklasse, forklarer hun, og hun vil ikke tilbage. Hun vil ikke møde små splinter af sig selv i alle de andre mødres blikke. Desuden er hun bange for, at hun allerede har gået i klasse med dem før, dengang de selv var børn. “Jeg kan ikke,” siger hun og beder mig tænke på plastikdyrene, som jeg har en kasse fuld af oppe på værelset. Sådan vil hun ikke blandes sammen. Hun kan ikke være den lille, hårde løve, kun halvt så stor som den brogede ko. Min mor kan godt holde til varmen. Hun er ligesom en sten i solen. Så snart hun slapper af, kan jeg se de små hår, som vokser på hendes overlæbe. Så er hun smuk. Alle mennesker er uhyre detaljerede. Jo flere detaljer, jo sværere er det at genkende den portrætterede. Det er derfor, man skal holde igen, eller i det mindste vælge de rette detaljer. Men min mor er ligeglad med, hvad jeg lægger mærke til. Hendes hud er altid blødere, glattere. Jeg ville ønske, at jeg lignede hende noget mere, og nogle gange tror jeg, at hun ville ønske det samme. Alligevel bliver hun aldrig aggressiv, højst overrasket over forskellene mellem os. Jeg er den aggressive af os. Bare det,

at hun drikker appelsinsaft og ikke mine brikker med most, kan få mig til at fare op. Typisk mig at elske æblerne, som hænger på træerne, mens hun kun kan elske noget, som har vokset langt borte. Det fedtede hvide fra appelsinerne sætter sig under hendes negle, når hun skræller frugt i haven. Hun er god til at være alene. Min mor behøver ikke andre end mig og jorden, som hun ligger på. Hun nøjes med at folde et håndklæde ud under sig selv. Om natten ligger hun med hovedet under puden. Hun sover, men er levende alligevel, som bænkebideren, der piler, så snart man løfter på en sten.

Selv da skolen begynder, bliver jeg ved at omgås de piger, der bor på vejen. Nogle gange kan jeg se dem lege nede i haven. Andre gange skrår jeg over vejen til deres huse. Jeg løber i hælene på min mor, kun hun kan nå dørhammeren. Venskaber er vigtigere end kærester. I en bog, jeg har, skriver jeg pigernes fulde navne og adresser. Der er plads til et pasfoto også. Resten er spørgsmål om livretter, favoritsange, mottoer for livet. Den bog er en bankbog. Vi skriver, så godt vi kan. Jeg udfylder også de andre pigers bøger og holder det for mig selv, at jeg ikke forstår værdien af et godt venskab. At være sammen med pigerne føles som at slå den samme tone an igen og igen, det kommer der ingen gode melodier ud af. Sandheden er, at jeg hellere vil være sammen med min mor, som skodder cigaretter i hvide askebægre og falder i søvn, mens hun læser fra printede A4-papirer. Hendes mund står åben, og kuglepennen løber ud på sengetøjet og sætter plamager. Når jeg vækker hende, skifter hun til satinpyjamas

med sorte kanter. Det er kun, når vi besøger min mormor, at hun sover i en helt almindelig T-shirt, fra dengang hun var studerende. Min mormor og jeg kan begge to lide den, fordi den minder os om, at min mor ikke altid har været voksen. Jeg prøver tit at forestille mig, hvordan hun var før. Hvis vi begge havde været børn, ville jeg have skubbet hende af cyklen, mens hun råbte ad mig. Hun ville have holdt mig ude af sit værelse, hvor jeg ville vide, at hun lå på gulvtæppet med bøger og et stykke ristet brød på en underkop. Hun ville have smækket døren i synet på mig. Selv hvis vi havde været søskende, ville min mormor stadig have elsket hende højest.

Venskaber var også vigtige, da min mor var barn, siger hun og nævner navne på piger, som hun har gået i klasse med. Jeg glemmer dem igen med det samme, for de er lige så jordfarvede som alle andre navne i min mors generation. Jeg kan ikke huske at have mødt nogen af dem. Men på grund af deres navne ved jeg, at de må være virkelige nok. Jeg ved, at venskaber godt kan være smukke. Men jeg hader børneborde, og de knækkede sølvhjerter kan jeg ikke leve op til. Min mor bebrejder mig det aldrig. Vi ved begge to, hvor glad hun er for at være ovre alt det. Nu kan hun nøjes med at dagdrømme om årene, hvor hun selv var den kønneste, klogeste, mest sejrrige af alle, for sådan er hun i de historier, hun fortæller om sig selv. Historier, som overbeviser mig om, at alting har ændret sig: at det ikke var det samme for hende, som det er for mig. Man vil bare gerne have, at jeg er frisk. Hvis jeg kan lide at få pulsen op, er det et stort plus.

Jeg behøver ikke at blive vasket så tit som de voksne. Jeg kan nøjes med et par gange om ugen, når det er blevet aften. Når jeg har ligget længe nok, rejser jeg mig op og trækker i proppen. Det er stadig min mor, der skyller siderne rene for hår og opblødte roser. Jeg ignorerer, at hun kalder vandet for en suppe. Visse ting lader hun mig få på betingelse af, at de bliver på mit værelse. Nogle bløde lys, jeg ødelægger, en dag jeg borer fingrene gennem geléen. De dufter stadig, da jeg putter dem i munden. Allevegne findes den kemi, som får børn til at blive voksne for hurtigt. Jeg fortryder fingrene i min mund. Men selv efter flere dage kan man ikke se nogen forskel. Det er ikke kun krøllerne, der gør min barnepige anderledes. Selvfølgelig er hun også yngre end min mor. Sommetider holder de møde, så serverer min mor de bløde oste, som hverken er dyre eller fine, men umiskendelig voksenføde alligevel. Man spiser dem ikke for at blive mæt, men for at underholde munden, mens andre taler. Min barnepige bor i egen lejlighed, hvor hun har sovesofa og et lavt fjernsynsbord. Gardiner med kinesiske tegn dækker vinduesrækken ud til altanen. Jeg er stolt over at have overnattet der. Lejligheden er kun en toværelses, så når vi har dagen for os, kører min barnepige os ud til sine forældre. De er for unge til at have fået deres egne børnebørn, og de kan godt lide mig, fordi jeg giver dem en grund til at have gemt alt det, de skammer sig over ikke at have smidt ud: Barbiedukker, et kasseapparat, en masse madvarer i hul plastik. Deres

hund går løs inden døre. På køkkengulvet kan man høre, når neglene skal klippes. Jeg prøver selv at gå som hunden. Jeg trækker underkroppen efter mig. På skålens kant står der Rolf, og jeg sænker hovedet ned, sådan som Rolf gør, når han spiser. Mosen er brun og ligner noget, Rolf har fordøjet én gang. Tænk, de lader ham skide i skålen? Det strammer i svælget. Aftensmad kan jeg selvfølgelig ikke spise, selvom den ellers er gennemskuelig nok. Tingene ligger adskilt, sådan som børn kan lide dem. Gulerødderne bølger som kreppet hår. De er skåret på en maskine på en fabrik. “Rolf er en gammel hund,” min barnepige fanger mig i bakspejlet på vejen hjem, “mine forældre hælder vand over foderet for at skåne hans nyrer.” Jeg nikker, som om jeg allerede vidste det. Det er ikke første gang, jeg har fået øje på noget afskyeligt, som så viste sig at være noget så almindeligt som løsningen på et problem, jeg aldrig selv har døjet med. Jeg er en fin dame, der opfinder historier om det, jeg aldrig har prøvet. Jeg er en skimmelost, der blunder alene i sin Tupperware. Der løber en fin linje mellem det uprøvede og det fordærvede. Men det ved de voksne godt, for sådan er alle børn, og de elsker mig især, fordi jeg er et barn. På bagsædet indser jeg, at mit liv er ligesom et glas vand: Selv ikke når det stormer, er det værd at tage alvorligt. Jeg er dårlig til at tråde en nål og elendig til at ramme bolden med et bat. Og alligevel er jeg et mirakel, for alle børn er mirakler.

På vores vej holder folk sig ikke tilbage. Det er svært at få lov at være ensom. Især til vejfesterne bærer de voksne et fælles

ansvar. Jeg går fra hånd til hånd som en mariehøne blandt småbørn. Dørene står ulåste hen, så vi kan rende, som vi vil. Jeg vælger genboens villa, nu jeg for en gangs skyld kan komme ind uden dørhammeren. Selv i dagslys er gadelampen tændt. Rummene kender jeg på forhånd. Køkkenet vender ud mod gaden. Dét er forskellen på min mor og moren i dette hus, at hun ser sin datter fra køkkenvinduet hver dag, når hun kommer fra skole. Her er fuldt af stemning fra Provence. Dette ord, som spiler næsen ud på enhver. Stærke nuancer af blå, orange og gul. Bugnende ranker af hvidløg. Jeg vover mig gennem flere værelser. Efter timevis i solen ser jeg ikke længere godt. Jeg går langsomt gennem en af dagligstuerne, til blikket standser ved genboen. Han står med hænderne over brystet. Måske burde jeg alligevel ikke være her. Men så giver genboen slip på det spændte, og han bliver tung som en svamp fyldt med vand. Han leder efter sine briller, siger han og tænder en lampe bare ved at stramme pæren under den plisserede skærm. Pludselig kan jeg se, at han er gammel, selvom jeg går i klasse med hans datter. Han tilhører den sjældne slags, der stadig har muskler som en yngre mand, men gemmer dem under cardigans med V-hals og knapper. “Men hvis der ikke er andet, jeg kan hjælpe damen med?” Han har stadig ikke fundet sine briller. Endelig går han, men det bliver aldrig det samme igen. Jeg kan ikke ryste bekymringen af mig: Han kunne pludselig stå der igen. Jeg er ikke vant til fædre. Alligevel fortsætter jeg gennem stuerne, som er så rengjorte, at jeg ikke kan tro, det er rigtig jord, som står i blomsterpotter overalt mellem møblerne. Da jeg

åbner den sidste dør, er det, som når en champagneprop går af. Genboen ser ud til at veksle i humør, i hvert fald har han ikke fuld kontrol over ansigtet, som er på nippet til hvad som helst. Alle de andre vender også ansigterne mod mig. Det er altså her, fædrene trækker hen for at få fred. De taler og smiler, så jeg kan se både tænder og gummer. Det er for sent at lukke døren nu. Jeg må bare fortsætte gennem rummet hurtigst muligt, skynde mig, så meget jeg kan. Det er som at have trådt på en myretue, mændene pibler frem af rummet og rejser sig fra stole, mens jeg farer videre over tæpper, der føles som sand. Der bliver røget inden døre, men aldrig cigaretter. Fædrene er altid velduftende og går op i, hvad de bruger, så efter cigaren sæber de hænderne ind i et ordentligt mærke. Genboen er ikke hurtig. Alligevel reagerer jeg ikke, før han har løftet mig op, lige så ubesværet som var det saltbøssen, han havde rakt ud efter. Nu ler han og præsenterer mig for sine venner som den, han skal giftes med en dag, når jeg er blevet voksen. Bagefter trækker tiden sig sammen igen. Jeg løber ud af bryggersdøren, gennem haven, hvor hele vejen vender bøffer. Jeg vil bare væk fra de voksne, deres langsomme bevægelser og stadigt mere krogede hænder, som de fører gennem håret og tager sig til hovedet med. De æbler, der falder ned i skødet, samler de i bunker til køleskabsskuffen, og ingen ved, hvor længe de vil holde sig.