Dagene, dagene, dagene

Dagene dagene_TRYK.indd 2

15.06.2021 15.19

roman

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

GADS FORLAG

Dagene dagene_TRYK.indd 3

15.06.2021 15.19

Dagene, dagene, dagene er oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Dagarna, dagarna, dagarna Copyright © Tone Schunnesson 2020 First published by Norstedts, Sweden, in 2020.

Published by agreement with Norstedts Agency.

Dansk copyright © Gads Forlag 2021 Omslag: Eyelab.dk efter originaldesign af Anna Davison Omslagsillustration: Lincoln Fuentes Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook, Sweden 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06473-2 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.gad.dk

Dagene dagene_TRYK.indd 4

15.06.2021 15.19

Da jeg trådte ind i mit medies praksis sommeren efter succesen med mit første realityshow, så hun på mig og sagde, at jeg så anderledes ud. “Tynd?” spurgte jeg forhåbningsfuldt, og Marite svarede: “Nej, etableret.” I tre år overførte jeg over ti kilo til hende hver tolvte uge og kunne så besøge hende, så tit jeg ville, og kunne også ringe, hvis bare jeg ringede efter klokken fire. “Du er druknet i suppedasen,” var en af de sidste ting, hun sagde til mig, flere år senere, da knoerne på min højre hånd var revet op efter at have hamret løs på gadedøren på Slipgatan. Baby skulle med mig til et event for en whisky, da han så pludselig besluttede sig for, at det var latterligt. Vi kom op at skændes på åben gade neden for vores lejlighed på Slipgatan, da hende den hjemløse fra Reimersholme kom snigende som et genfærd. “Giver du en smøg,” spurgte hun. Jeg knugede cigaretpakken i hånden og vendte ryggen til. “Jeg skal nok betale,” sagde hun. Okay, den koster to hundrede, sagde jeg uden at se på hende, opsat på at fortsætte skænderiet, skænderiet, som var det eneste, der kunne få min Baby til

5

Dagene dagene_TRYK.indd 5

15.06.2021 15.19

at blive. Baby sagde: “Bibbs, for helvede. Giv hende nu en smøg,” og uden at tænke mig om vendte jeg mig rundt og kylede pakken i hovedet på hende. Baby så på mig og sagde din fucking psykokælling. De cigaretter, der var faldet ud af pakken, trillede hen over den våde asfalt. Det var den sidste dag på året, hvor alle bladene stadig sad på træerne, og den bare verden, der ville vare flere måneder, var kun få timer væk. Baby trykkede koden ved gadedøren, og da den smækkede for næsen af mig med Baby på den anden side af glasset, hamrede jeg løs på den. Med en lille forsinkelse begyndte jeg at bløde lige så stille, som om såret tøvede.

Har du en lighter, spurgte kvinden, og knoerne sved, da jeg rodede rundt i min håndtaske. Jeg troede, det var vrede, der fik mig til at slå, men det var en bøn om at vende tilbage til mig selv. Ja, jeg var druknet i suppedasen, bedre kan jeg ikke forklare det. Jeg havde håbet, at jeg havde en stærkere karakter. Selvfølgelig, det håber vi jo alle. Alle os med en svag karakter har på et eller andet tidspunkt fantaseret om en stærk.

Tiden med Marite forandrede mig, men jeg holdt op med at gå hos hende i Årsta, efter at hun havde sagt, at jeg var druknet i suppedasen, og fordi hun investerede hele sin indkomst, og sin opsparing, i at udvikle en app, som ingen ville betale for. Det var en app, man kunne filme i slowmotion med. Marite gik med ravhalskæde, og da hun fortalte om idéen, ville jeg nødig såre hende og undlod derfor at sige, at det kunne alle allerede. Det kunne alle undtagen

6

Dagene dagene_TRYK.indd 6

15.06.2021 15.19

Marite, som havde en telefon med taletidskort og havde fejret sin halvtredsårs fødselsdag alene i Peru. Efter at have lanceret appen begyndte hun at ringe til mig oftere, end jeg ringede til hende, med stadig større desperation. Hun skyldte teamet i Polen penge, og i stedet for at betale sin gæld gav hun dem bare mere at lave hver uge. Det løb op.

“Bibbs,” sagde hun, da hun ringede og ville sælge flere spåtimer, “du kan ikke investere for meget i dit helbred.”

Jamen hvordan fik du kontakt til dem i Polen, forsøgte jeg at rede ud, og hun fortalte, at hun havde skrevet i et vindue, der var poppet op, da hun googlede. Okay, sagde jeg, men jeg havde ikke nogen penge tilbage. Måske kan du reklamere for appen? spurgte hun flere gange i løbet af hver samtale. Jeg ville ikke reklamere for appen. Appen ville bare kæde mig alt for åbenlyst sammen med fiaskoen.

Besøgene hos Marite var en vane, jeg havde tillagt mig et år, hvor pengene bare kom trillende uden nogen større indsats. Men mit svineheld forsvandt, og Marite blev én udgift blandt mange, da hun begyndte at se mig med en klarhed, jeg hellere var foruden. Jeg gik over til at svare sporadisk og holdt op med at ringe uden at sige hvorfor. Jeg kunne ikke få mig til at sige, at jeg havde filmet i slowmotion i flere år, og at jeg fik det dårligere af, at hun havde det dårligt. Og at jeg ikke havde råd. Jeg nænnede ikke at sige, at det hele havde virket så lovende, indtil det ikke gjorde længere.

Dagene dagene_TRYK.indd 7

15.06.2021 15.19

Jeg tilgiver aldrig mig selv, at jeg ikke indså, at Baby var ved at forlade mig. I bagklogskabens lys kan jeg godt se tegnene, men de var svære at tyde, før jeg vidste det, jeg ved nu. Han var usædvanlig kritisk, da jeg pakkede til en af mine arbejdsrejser, men jeg ignorerede det, som jeg så tit ignorerede ham.

“Så du tager på en glorificeret barturné, som en anden dokusoapstjerne.”

Jeg havde åndsfraværende forsvaret mig. Det var ikke en barturné. Fandtes de overhovedet længere? Det var en performance, som tilfældigvis foregik på en bar, og jeg skulle interviewes om flow-tv.

“Er det kun dig?”

“Det ved jeg ikke rigtig.” Men det var ikke kun mig. Der var også en afdanket eurodiscosangerinde, Sveriges første picker og en pornostjerne over halvtreds.

“Og det er en eller anden kunststuderende, der arrangerer det?”

“Nej, ikke en studerende – eller, det er hans eksamensprojekt.”

8

Dagene dagene_TRYK.indd 8

15.06.2021 15.19

“Du kan godt droppe det dér ‘eksamen’, Bibbs, som om det er en videnskab at drikke sig i hegnet med has-beens.”

“Undskyld.” Baby havde ingen eksamen og havde ikke gået på nogen videregående uddannelse, men hver måned fik han samme løn på samme tidspunkt, også hvis han havde været syg. Det gav ham en vis autoritet, som jeg havde svært ved at hamle op med.

Jeg skulle fakturere ti, for den studerende havde indgået et samarbejde med et kreditoplysningsfirma. Rejse og hotelværelse var betalt. Selve optrædenen var på en bar i Göteborg, og jeg skulle bo på Hôtel Eggers. Baby elskede at bo på Eggers, når vi var i Göteborg, et fornemt gammelt hotel indrettet med tunge, blå tekstiler og gamle skabe.

Måske var det derfor, han var så sur, havde jeg tænkt. Han hadede, når jeg tog væk, og kom gladelig op at skændes med mig inden, så jeg aldrig helt kunne tage fra ham, men måtte have ham med på slæb som en manisk tanke, selv når jeg ankom til min destination. Baby elskede at bo på hotel, men hadede at betale for det. Jeg betalte gerne, hvis det gjorde ham glad, men da det var en udgift, jeg stod for, havde vi ikke haft råd et stykke tid.

Jeg pakkede altid flere sæt skiftetøj, fordi jeg altid klædte mig som en kommentar til det, jeg lavede, lige meget hvad jeg lavede. Før Baby kom hjem fra arbejde, lagde jeg hverdagsmakeup og skiftede til hjemmetøj, og en af de ting, jeg oprindelig blev tiltrukket af ved Baby, var, at hans påklæd-

9

Dagene dagene_TRYK.indd 9

15.06.2021 15.19

ning var gennemtænkt. Da han et par år inde i forholdet begyndte at gå i joggingbukser derhjemme, stak jeg til ham, indtil han holdt op. Trods sin forholdsvis lave løn havde han dyre polotrøjer og limited edition-sko. Baby passede godt, for godt, på sit tøj, og om vinteren gjorde han derfor opmærksom på hver en maske, der løb i mine strømpebukser, og om aftenen hyggede han sig med at affnugge sine frakker. Det meste dyre tøj i min garderobe var blevet sendt til mig, så jeg var ikke specielt knyttet til det og var ikke sikker på, om jeg ville have købt det, hvis jeg havde fået chancen, ligesom jeg ikke var sikker på, om jeg (hvis jeg havde kunnet vælge) ville have smurt mig ind i de cremer, der stod i skabet, eller være blevet klippet sådan, som frisøren klippede mig, mod at få billeder. Baby gik konstant i hælene på mig som en ængstelig stuepige og samlede kjolerne op fra det våde badeværelsesgulv og hængte dem på bøjler. “Fire tusind,” kunne han finde på at sige, “den koster fire tusind.”

Det var lørdag, da jeg kom hjem fra den glorificerede barturné, og jeg tænkte overhovedet ikke på Babys indvendinger mod min opgave. Jeg var let og lykkelig, havde fået opmærksomhed i Göteborg og ikke spist kulhydrater i to dage. Da jeg kom ind i soveværelset, sad Baby ret op og ned på sengen i en langærmet hvid T-shirt og et par lårkorte Thom Browne-shorts, som jeg havde købt til ham, den sommer vi boede på Soho House i Berlin. Før jeg nåede at kysse ham, sagde han: Nu forlader jeg dig.

10

Dagene dagene_TRYK.indd 10

15.06.2021 15.19

Det kom bag på mig. Det gør det stadig den dag i dag, når jeg tænker tilbage på det. Jeg havde aldrig troet, at han ville være så modig, og at han ville tage afsked hurtigt, uden drama. Jeg vidste, at dagene var talte, for han talte til mig i samtaletone. Det var anderledes, end når jeg forlod ham, opskruet og højlydt, som finalen på et skænderi. Jeg hørte altid hans stemme bag mig, der tryglede mig om at blive, når jeg i raseri smækkede med døren.

“Tiden er inde, Bibbs.” For første gang i lang tid syntes jeg, han så godt ud. Med lange arme og ben, og guldring i det ene øre. Hvor mange gange havde vi ikke forladt hinanden i hysteri. Okay, som regel var det ikke ham, der gik fra lejligheden, men selve forladelseshandlingen kunne antage uendelig mange forskellige skikkelser. Da jeg klippede hans fine skjorte i stykker foran ham, og han slog saksen ud af hånden på mig, så jeg rev mig på spidsen – havde han ikke forladt mig da? Men i sådan en situation er det utænkeligt rent faktisk at gå, for begge parter. Eller dengang politiet kom hen til os på åben gade og spurgte, hvad der foregik, efter at jeg havde kylet mit nøglebundt efter ham, og vi lukkede os om hinanden, last og brast med den anden. Men nu, sagde Baby, var tiden omsider inde.

Jeg stod foran ham og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Lige før ville jeg have lagt mig på sengen og taget en lur, men det virkede upassende nu. Af ren rutine begyndte jeg at regne inde i hovedet, som jeg gjorde, hver gang jeg blev konfronteret med en større udgift. Jeg havde ikke råd til

11

Dagene dagene_TRYK.indd 11

15.06.2021 15.19

at blive forladt. Babys lår var gulligt solbrændte i de hvide shorts. Musklen over knæet, som spændtes og slappedes, var begærlig, det vidste jeg. Jeg havde heller ikke råd til at indrømme over for Baby, at jeg ikke havde råd til at blive forladt. “Giv mig bare én god grund til, at du skulle gå,” sagde jeg i stedet for at lægge mig på sengen. “Giv mig bare én grund.”

Vi har ingen fælles interesser (Du har jo slet ingen interesser) Du laver ingenting om dagen (Hvorfor generer det dig, du er jo alligevel på arbejde) Du lyver om alt (Nej) Vores skænderier er for voldsomme (Det troede jeg godt, du kunne lide) Du vil ikke have børn med mig (Jeg vil jo ikke have børn med NOGEN) Baby gned sig i ansigtet med sine hænder, som han syntes var for små. Han havde barberet sig i dag, som til alle særlige lejligheder. Han havde et kompleks med de hænder.

Men han syntes selv, han var pissegod til oralsex. Det var han ikke, men lige det havde jeg aldrig nævnt noget om, for at kompensere for, eller modregne, hænderne. Da vi mødtes, fortalte han tit historier om kvinder, han havde slikket, hvor meget de havde nydt det. Når jeg gik rundt derhjemme og kom ind i de daglige og repetitive syslers

12

Dagene dagene_TRYK.indd 12

15.06.2021 15.19

meditative tilstand, tog jeg mig somme tider i at tænke på de kvinder, og hvordan de mon lød. Billederne i mit hoved af Baby sammen med andre kvinder var lige så skarpe som billedet af Baby, der trængte ind i mig.

“Okay, Bibbs, måske har jeg ikke nogen god grund, andet end at jeg ikke magter at tage mig af dig længere.”

Jeg blev hård indeni og kunne mærke, at vinduet ind til samtalen lukkede sig. Jeg havde lyst til at tage rejsetasken, gå min vej og gøre min hjemkomst om. Gøre rejsen om.

Gøre det om, der havde fået Baby til at tippe over, hvad det så end var. Jeg syntes ikke længere, han så godt ud.

Landskabet, vi stod i, var goldt.

“Sådan skal du ikke tale til mig,” sagde jeg.

“Jeg ved godt, at du ikke vil høre det. Men sådan er det.

Så er det sagt. Jeg magter det ikke længere.”

Hvordan kunne jeg have været så dum, at jeg ikke forstod, at hjælpen ikke var gratis? Var det en slags – ja, hvad ved jeg. Undertrykkelse? Jeg havde forklaret ham masser af gange, at det snart ville vende, at jeg snart ville vende.

Jeg var nemmere at leve sammen med, end jeg havde vist ham indtil videre.

“Jeg begynder snart at tjene store penge igen.”

“Bibbs, for fanden, det handler ikke om pengene.”

Selvfølgelig handlede det om pengene. Det hele handlede om pengene, vennerne eller de tidligere elskere. Jeg vendte ryggen til ham og gav mig til at ransage tøjskabet for en hvid skjorte i et forsøg på at vinde tid. Over for pengene var der ikke noget at stille op, der var ikke noget

13

Dagene dagene_TRYK.indd 13

15.06.2021 15.19

lige så godt svar på det svar. Bag mig hørte jeg Baby rejse sig fra sengen, hvor han havde siddet, siden jeg kom hjem.

“Hvor skal du hen?” spurgte jeg.

“Hvad mener du?”

“Jeg troede, du ville gå?”

Med en stemme, der var fra en anden tid, en kærlig, kærlig tid, sagde Baby: “Nej, jeg går ingen steder.”

Jeg hørte ham sætte sig ned igen, men ville ikke vende mig om. Hvis han så mit ansigt, ville han bare se noget, jeg ikke ville vise.

“Det handler ikke om pengene. Du har ikke haft penge i flere år, Bibbs.”

“Nej, men jeg har jo lidt penge sparet op.”

Den løgn havde jeg holdt kørende, siden vi lærte hinanden at kende for fire år siden, for at Baby skulle vide, at jeg var et selvstændigt væsen, som kunne gå, hvorhen jeg ville, hvornår jeg ville. Desværre havde ingen sparet nogen penge op til mig, hvilket jeg jævnligt tog op med min mor efter et par glas vin, indtil hun sagde: “Du er midaldrende, Bibbs, det er meningen, at du skal spare op til dig selv.” Men jeg havde altid hadet at begynde fra nul, uanset hvad det drejede sig om. Baby syntes i modsætning til mig, at det var latterligt at holde løgnen kørende, men han havde heller ikke sproget til at konfrontere den. Så vi lod den ligge mellem os som en halv sandhed. Da jeg udtalte løgnen første gang, for flere år siden, havde det ikke

14

Dagene dagene_TRYK.indd 14

15.06.2021 15.19

været en løgn. Det havde været en intention. Når som helst ville jeg begynde at spare op, tænkte jeg, og så ville løgnen gå i opløsning som løgn og blive til sandhed. Hver gang talen faldt på de opsparede penge, blev vi akavede og ude af stand til at tage hul på emnet. Men han kunne da godt hjælpe mig, tænkte jeg nogle gange, kunne have sagt, jeg ved godt, at du ikke har nogen penge, eller være begyndt at spare op til mig. Andre dage tænkte jeg: “Bibbs, hvis du var begyndt at spare op, første gang du tænkte på at gøre det, så havde du haft en pæn sum nu.”

“Okay, hvis du rent faktisk har penge sparet op, så er det da mærkeligt, at du ikke har taget af dem hele foråret, når jeg har måttet betale næsten alle vores faste udgifter selv.”

Ja, det var sandt nok. Baby havde betalt huslejen selv.

Men hvert et møbel og hvert et kunstværk i lejligheden havde jeg personligt udvalgt, fordi jeg hver eneste nat, før jeg mødte ham, havde lukket øjnene og fantaseret så intenst, at jeg havde spændt i hele hovedet. Da tiden var inde til at realisere fantasien, vidste jeg præcis, hvordan jeg ville gribe det an. Art deco-spejlet i entréen. Veloursofaen.

Glasbrikker i marmor, sølvfadet, som vi skulle tage coke fra en nat, når vi kom hjem fra et overdådigt bryllup og ville holde os vågne, snakke videre, nej, tale, med hinanden, ophidsede, nysgerrige. Jeg indrettede efter fantasien til punkt og prikke, og når jeg lå på sofaen, tog en pause fra at scrolle rundt mellem pornofilm og kiggede rundt i rummet, på indretningen, tænkte jeg nogle gange på, om ikke der trods alt var en vigtig forskel på fantasi og

15

Dagene dagene_TRYK.indd 15

15.06.2021 15.19

begær. Alt det, man fantaserede om, behøvede man ikke nødvendigvis at gøre.

Sofabordet af glas, som sølvfadet stod på, havde jeg købt to gange, fordi Baby var faldet over det første, så det gik i tusind stykker. Blodet blandet med glasset blandet med hans forvirrede, berusede ord. Dengang forlod jeg ham ikke. Ingen af alle gangene havde jeg forladt ham, sådan betalte jeg min del af huslejen. Det tørrede bundt salvie, som lå i vinduet, var også min idé, og jeg tændte urterne, hver gang jeg ville uddrive nogle sejlivede tømmermænd.

Efter aftenen med bordet købte jeg også røgelse, som jeg stak ned i den dyre kaktus.

Nu stod Baby op ad dørkarmen og så ind i soveværelset, som jeg havde indrettet ligesom et hotelværelse. Jeg satte mig i den lammeskindsklædte stol. Vi var begge tavse, hvilket afveg fra vores normale forladelsesprocedure. Det ansigt havde jeg set på så mange gange. Havde jeg nogensinde mødt en mand med samme selvudslettende forfængelighed? Nej, det ville være umuligt. Min hals snørede sig sammen. Hvor mange timer havde jeg ikke set på ham, når vi havde siddet i et tog over for hinanden, eller alle de nætter, hvor han sov, og jeg var vågen. Baby blev aldrig forstyrret af min søvnløshed, hvilket sårede mig, men han sagde, at det ikke måtte såre mig. Hans hals havde røde pletter, hvor han lige havde gnedet sig med hånden. Det fik den af alkohol og stress. Jeg vidste ikke, om han havde drukket.

Måske behøvede jeg heller ikke at bekymre mig om det.

Baby sagde tit, at jeg var tankeløs med penge, men

16

Dagene dagene_TRYK.indd 16

15.06.2021 15.19

da vi flyttede sammen, havde jeg sat mig ind i følelsen af at arbejde hårdt og behandlet udgifterne derefter. Hver morgen opdaterede jeg auktionssiderne for at se, hvad der var kommet på i løbet af natten, og jeg sammenlignede eksemplarer og priser med det, der skulle købes nyt af.

Jeg købte sofaen rentefrit (det første år) på Babys kreditkort, fordi mine egne tre kreditkort på det tidspunkt var overtrukket. Desuden havde jeg indrettet samtlige rum til erotik. Naivt, for Baby kunne aldrig finde på at knalde mig i køkkenet. Baby kunne kun knalde spontant med mig, da vi stadig var fremmede for hinanden og han stadig knaldede som en anden end sig selv og jeg bare var endnu et kvindekar, fyldt med det, han ville have, jeg skulle være fyldt med. Så kunne han lade sin fantasi spille sammen med sit begær; min lyst var ikke en trussel mod hans idealiserede billede af mig.

Da vi havde boet her et stykke tid, gik seksualiteten tabt. “Op, op,” sagde han febrilsk i mørket, når jeg slikkede ham. Hvorfor – var det dårligt? spurgte jeg. Jeg kan ikke lide bræklydene, det føles respektløst, svarede han og afværgede mit kys med et tantekys. Selvfølgelig blev jeg træt af impotensen, men hans patologiske luder-­madonnakompleks fik mig også til at føle mig vigtigere end nogen anden. Jeg var hans pæne, lille kone. Jeg ved ikke, hvor han fik den vanvittige idé fra, men den morede mig.

“Vi har jo ikke engang sex,” sagde Baby.

“Det er da dig selv, der ikke vil.”

17

Dagene dagene_TRYK.indd 17

15.06.2021 15.19

Baby sagde, at det er lige meget, hvem der vil eller ikke vil.

“Vi havde da sex for et par uger siden,” sagde jeg. “Vi kan have sex nu,” tiggede jeg.

Soveværelset havde hørt den diskussion mange gange.

“Jeg skal nok hjælpe dig, indtil du er på fode igen,” sagde Baby i stedet for at nærme sig mig med lystne hænder, “og du kan bo her, indtil du finder noget andet.”

Det var næsten mere ubegribeligt, end at han ville forlade mig.

“Hvad mener du? Det er da min lejlighed?”

Oven over os smækkede naboen sin dør, så væggene i vores soveværelse dirrede, og vi hørte ham råbe til nogen, at han var hjemme. Vi havde ingen anelse om, hvor han havde været. Baby strøg sig over issen, gammel vane fra dengang han havde hår. Han var fem år ældre end mig.

Det kraftige hår var en levende legende, som skulle fortælles igen og igen for ikke at blive glemt, og Baby havde vist mange billeder, fra dengang det stadig var der. Tænk, hvis det var sidste gang, jeg så ham. Jeg rakte ud efter ham, men fortrød.

“Smukke mænd og grimme kvinder,” sådan begyndte min tale til ham på hans fyrreårs fødselsdag, og Baby havde grinet, og det havde hans venner også. Så jeg var vel faktisk grim, konkluderede jeg, for det var en latter, der anerkendte joken som sandhed. Babys venner havde selvfølgelig vidst, hvem jeg var, og fordi mange af dem ikke boede

18

Dagene dagene_TRYK.indd 18

15.06.2021 15.19

i Stockholm, var jeg den eneste, de kendte, som var på tv.

En af dem havde også set mig på coveret af en kærestes blad, men da havde jeg set så anderledes ud, sagde han, at han næsten ikke kunne forstå, at vi var den samme person.

Babys ansigt var forunderligt, selvom jeg med tiden var blevet træt af skønheden, der fik ham til selvfedt at kunne sige, at han ikke havde været utro. “Det er første gang, jeg er tro,” sagde han igen og igen – en trussel, der gav sig ud for at være en kompliment. Påmindelsen om hans storsindede velgørenhed hang konstant over mig og fik mig til aldrig at tage de samme grimme joggingbukser på, som han tillod sig at spankulere rundt i. Skønheden er der bare, havde jeg lyst til at sige til ham. Du har ikke gjort noget for at fortjene den. Du kan ikke bare bære den som en medalje. Og hvis du kan bære den som en medalje, så er det en medalje, du kommer til at miste. Tabet var allerede i fuld gang. Baby var langtfra den mand, han havde været, og når jeg så rynkerne om hans øjne, vidste jeg, at hans ønske om at forlade mig handlede om det. Om pengene og den falmende skønhed, fordi tabet var begyndt at dæmre for Baby. Baby havde kun én kapital, og det var den erotiske. Han var hverken begavet, rig eller veluddannet. Han var ikke specielt sjov, sporty eller sød. Baby var erotisk, og kvinder fik lyst til at smide sig ved siden af ham, og snart ville han være blanket af.

Baby stod på lejekontrakten, men vi var begge tilmeldt adressen, og det var mig, der havde fundet den. Hele det her liv med kontakter og genveje havde aldrig været hans,

19

Dagene dagene_TRYK.indd 19

15.06.2021 15.19

og jeg kunne nok godt lade ham gå, men så ville han bare vende tilbage til det, han kom fra. Til det almindelige liv, til almindelige menneskers liv. Ikke om han skulle få lov at beholde det, der var mit, men give slip på mig.

“Okay, Bibbs, du skaffede lejligheden, men uden mig havde vi ikke stadig haft den.”

Tonen mellem os var blevet fjendtlig, og jeg gik rundt og ledte efter noget, mens Baby gik efter. Hans ansigt var det umulige ansigt. Jeg følte mig stridslysten.

“Hvor længe har du gået og planlagt det her?”

“Lad nu være, Bibbs. Jeg orker ikke at skændes mere med dig. Du kan blive boende her, indtil du finder noget andet, og jeg skal nok hjælpe dig med at lede. Lejen er alligevel også for høj for dig alene.”

“Lejen er ikke ‘for høj for mig’, din nar. Jeg har penge sparet op.”

Baby, der havde samlet dagens avis op fra entrémåtten, kylede den ind i væggen bag mig.

“Fint nok, Bibbs, siden du nu svømmer sådan i penge, kan du jo købe mig ud af kontrakten.”

“Det er ulovligt,” sagde jeg og samlede avisen op og tog den med ud i køkkenet.

“Nu giver jeg dig jo en løsning. Du har penge. Brug dem. For hundrede tusind overdrager jeg kontrakten til dig og flytter ud.”

Jeg bed mig i kinden og forsøgte at finde et andet emne at skændes om, men idéerne var sluppet op. Den dag var kommet, hvor der ikke var nogen meningsforskelle tilbage

20

Dagene dagene_TRYK.indd 20

15.06.2021 15.19

at trække op til overfladen. Kun den sidste her. Hvem der skulle forlade hvem. Baby sagde: “For fanden. Indrøm nu bare, at du ikke har en klink sparet op.”

“Du får pengene om en uge,” sagde jeg og gik forbi ham igen, ud mod badeværelset. Hans arm strejfede min.

Jeg havde bare lyst til at trykke mig ind til ham, men låste badeværelsesdøren og tændte hanen, ligesom Baby havde gjort, hver eneste gang han var gået ud på toilettet i vores fire år sammen. Så snart jeg havde sagt en uge, ville jeg trække det tilbage. En uge var tight, men jeg havde sat min egen deadline, og Baby tvivlede allerede. Det var utænkeligt at bakke ud. Hvis der, som jeg påstod, var penge, var der ingen grund til at vente. En uge var længe nok, selvom overførsler fra fonde garanteret tog tid, gik jeg ud fra. Jeg kunne ikke slippe ud af det. Jeg var nødt til at skaffe hundrede tusind, så løgnen gik i opløsning og blev til sandhed. Jeg pjaskede koldt vand i ansigtet, så to af mine øjenvipper, som jeg selv havde sat på, gik løs og lagde sig på kindbenet. Okay, han kunne godt få lov at forlade mig, og han kunne godt tage Slipgatan, men han ville aldrig få mig til at indrømme, at jeg ikke havde en udvej. Han skulle ikke have chancen for at spille helt, når det var ham selv, der havde ødelagt det hele.

Om aftenen på Babys fyrreårs fødselsdag jublede vi, og det var en af de utallige aftener, hvor han begyndte at drikke igen. Vi tændte en halv snes lys midt på bordet, og stearinen løb ud over den hvide dug i uudgrundelige mønstre.

21

Dagene dagene_TRYK.indd 21

15.06.2021 15.19

Uden for den låste badeværelsesdør jublede han ikke længere. Det lykkedes mig da i hvert fald, tænkte jeg skadefro.

Dér stod han med sin portvinstud, solbrændt grænsende til forbrændt og rynkerne dybere og skuldrene smallere, end da vi mødtes, dengang han stadig kæmpede for en ungdommelig styrke. Men munden var stadig fyldig. Rød.

Liderlig. Jeg tørrede ansigtet forsigtigt for ikke at ødelægge vipperne endnu mere. Jeg ville have, at han skulle have ondt det samme sted, som jeg havde ondt. Jeg ville tage min hovedpine og give den til hans hoved. Jeg ville fortælle, at jeg aldrig havde sagt noget af nogen betydning til ham, at selvom jeg havde skrevet tusind mails, havde jeg aldrig forventet at få svar. Jeg ville erkende, at skønheden aldrig havde været hans medalje. Den var min, og det var skønheden, der undskyldte impotensen og hans selvynk og hans lavtlønnede job og hans druk. Jeg ville også sige: “Jeg foregriber din tanke, før du overhovedet ved, at du er på vej mod en tanke.” Men jeg besluttede mig for ikke at sige noget, for det med at forlade mig var en tanke, jeg ikke havde foregrebet.

Linet op i akrylopbevaring over vasken stod mine læbestifter. Hylstrene var sorte, guld, rose gold. Ved siden af hylstrene stod glasflasker med pipetter og plastictuber med skruelåg, og alle de rutiner, jeg havde tillagt mig, som jeg ikke havde råd til, hånede mig. Rutiner, som om jeg var den smukke af os. Eller måske rutiner, der bekræftede, at jeg aldrig havde været det. Vinden hvinede i det hårdt

22

Dagene dagene_TRYK.indd 22

15.06.2021 15.19

plagede afløb, og jeg så ned på mine underarme, plettede efter en spraytan, der var ved at gå væk. Jeg havde været så sikker på, at det ville blive mig, der forlod ham.

Da jeg åbnede badeværelsesdøren, stod han så tæt på, at jeg var ved at ramle ind i ham. Overraskelsesmomentet i, at Baby ville forlade mig, gjorde på en måde konturerne omkring hans krop skarpere, mere sexede. Modstanden i mig blødte op. Jeg ville ikke irritere ham. Jeg ville have, at han skulle forbarme sig over mig og tage trøjen af og lægge sig på sofaen. Når Baby blev vred, spændte han i kæberne og hænderne. Når han blev grebet i en løgn, skød øjenbrynene i vejret. Når han først trængte ind i min fisse med pikken, sagde han: “Jeg eksploderer.” Når han slog sig selv i ansigtet, slog han som regel på det høje kindben under venstre øje, og da vidste jeg ikke, hvordan han så ud, for i det øjeblik vendte jeg mig altid væk.

“Hvis du undrer dig over, at jeg er så overrasket,” sagde jeg, og gråden forsvandt fra halsen ned i maven og sivede ud i arme og ben, “så er det, fordi jeg er meget bedre, end du er, og det synes alle.” Han sænkede armene, som han havde strakt frem, klar til et knus. Jeg samlede nogle ting sammen på må og få og proppede dem ned i Louis Vuitton-rejsetasken, jeg havde købt i Hongkong.

“Kom nu, Bibbs. Vær ikke sådan et pattebarn.”

“Sig ikke mit navn. Du får pengene senest i weekenden.

Jeg kontakter dig.”

Gennemtrækken tog i døren, da jeg ville smække den, så dramaet udeblev. I stedet slog den ud i luften og snap-

23

Dagene dagene_TRYK.indd 23

15.06.2021 15.19

pede efter mig som en bidsk mund. Døren mindede mig om vores første lykkelige sommer sammen, da jeg lod alle vinduer og døre stå åbne og ventede på gennemtræk, der aldrig kom. Den sommer var vindstille og venlig ligesom den her sommer, nu bare uden det venlige.

Dagene dagene_TRYK.indd 24

15.06.2021 15.19