Danske jøder 400 år

DANSKE JØDER 400 ÅR

SET MED ANDRES ØJNE

Redigeret af Henri Goldstein

Danske jøder 400 år Set med andres øjne

Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-07055-9

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Tekstredaktion: Merete Harding

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

Før du læser videre …

Af Henri Goldstein

Gennem mange århundreder har Danmark, i modsætning til flere andre lande, haft en homogen befolkning. Landets størrelse har naturligvis gjort dette lettere. De mindretal, der har levet i kongeriget, har evnet at integrere sig på mange måder. Her tænkes f.eks. på det tyske mindretal i Sønderjylland, den katolske minoritet, grønlændere og færinger, det jødiske mindretal og enkelte andre grupper. Andre er forsvundet på grund af direkte assimilation i det almindelige danske samfund. Som eksempler kan nævnes hollænderne på Amager og gruppen af polske landarbejdere på Lolland. Man kan positivt tænke på de sociologer, der har sagt, at et samfund er karakteriseret ved behandlingen af dets minoriteter. Danmark udgør et godt samfund.

I slutningen af 1960’erne inviterede man arbejdskraft fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien til Danmark. Det blev begyndelsen til en meget stor muslimsk minoritet. Det er nu i 2023 langt det største mindretal i landet. Formentlig er størrelsen og de – for danskerne

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

– særlige mellemøstlige skikke med til at gøre det til en vigtig og synlig del af landets befolkning i det 21. århundrede.

De jødiske menigheder i Danmark har gennem flere århundreder haft op- og nedture. Der har været jødiske menigheder med synagoger og begravelsespladser i omkring ti danske byer. Gravpladserne, der ifølge jødisk tradition ikke sløjfes, vidner om dette religiøse og kulturelle liv. Den sidste jødiske menighed i provinsen lå i Randers, og den lukkede officielt i 1946. Jøder, der bor uden for København, kan i dag være medlemmer af Det Jødiske Samfund i hovedstaden, tidligere Det Mosaiske Troessamfund.

Den jødiske historie i Danmark er beskrevet mange steder, bl.a. i kataloger, i jødiske tidsskrifter, i historiske bøger og i antologier. Flere afgørende begivenheder har danske jøder fundet anledning til at markere. Især har mærkedagene været koncentreret om Anordningen af 29. marts 1814 (som gav jøder næsten ligestilling i riget), Københavns Synagoges 100- og 150-års ”fødselsdage” og markering af redningen af de fleste danske jøder i 1943. Den første højtidelighed i den anledning var i 1953 med deltagelse af kongen og dronningen. Nyere, om end negative, begivenheder er de to terrorangreb på Københavns Synagoge og Det Jødiske Hus i hhv. 1985 og 2015, ved sidstnævnte begivenhed blev en ubevæbnet jødisk vagt, Dan Uzan, dræbt. Han forhindrede en massakre. Sympa-

tien strømmede mod Det Jødiske Samfund, der var dybt berørt.

Det sidste terrorangreb var begyndelsen til en ekstra skærpet bevogtning af alle jødiske aktiviteter i København. Det officielle Danmark yder en kæmpe indsats med bl.a. bevæbnet vagt af politi, elektronisk overvågning og en række foranstaltninger til beskyttelse af jødiske mål. Justitsministeriet, politiet, PET m.fl. gør en meget flot og stor anstrengelse for, at jødisk liv kan fortsætte i Danmark. Som jøde i Danmark kan man ikke undlade at være opmærksom på den tiltagende antisemitisme, og det har bl.a. medført, at regeringen har iværksat en plan til bekæmpelse af denne. Planen blev lanceret i januar 2022 med involvering af syv ministerier.

Jøderne i Danmark er beskrevet på mange måder. En stor del af disse tekster er forfattet af jøder – om jøder –her i landet. Det ville være naturligt, at man således udgav endnu et festskrift i anledning af 400-års jubilæet for Christian 4.s invitation til de første jøder med henblik på bosættelse i Glückstadt i Holsten.

Men denne gang har vi valgt anderledes. Vi føler i Det Jødiske Samfund, at jøderne i Danmark er velintegrerede. Hvem tænker på, at Landmandsbankens grundlægger og

Tuborgs grundlægger var danske jøder? Eller Niels Bohr?

Eller litteraten Georg Brandes eller hans bror Edvard

Brandes, der var minister og en af dagbladet Politikens stiftere? Eller to rektorer for Københavns Universitet, Erik

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

Warburg og Ove Nathan? Eller Folketingets første ombudsmand, Stephan Hurwitz? Der kunne nævnes mange, mange flere. Ingen af dem har virket i det danske samfund med udgangspunkt i deres jødiske baggrund, men fordi de var borgere i Danmark.

Det er dermed ikke sagt, at det ikke-jødiske danske samfund mener det samme. Derfor har vi valgt at lade en række ikke-jødiske danskere beskrive forskellige tanker og overvejelser ved deres møde med danske jøder og forhold, der har relation til jødisk liv her i landet. Vi har valgt repræsentanter fra det politiske liv, fra folkekirken, fra den muslimske minoritet, fra den pædagogiske og kulturelle sektor samt en brobygger mellem religioner og befolkningsgrupper. Naturligvis kunne man have valgt andre, men udvalget afspejler repræsentanter for nogle af de områder, der har betydning for jødisk liv i Danmark.

Jødisk liv er en del af Danmark

Af Ane Halsboe-Jørgensen

Når vi ser tilbage på de 400 år, hvor der har været fast jødisk bosættelse i Danmark, så kan vi uden et gran af tvivl slå fast, at det har været en lykke for Danmark, at jøder har boet her, og at jødisk liv har slået rod i Danmark. I det store perspektiv har det været en lykkelig fælles historie. Danske jøder er blevet fuldgyldige borgere, og jødisk kultur og tradition er blevet en del af dansk kultur og tradition. Samtidig må vi desværre erkende, at det i dag er forbundet med en personlig risiko at bruge jødiske symboler, og at jødiske institutioner er tvunget til at være under stærk bevogtning; det gælder skole, synagoge, kulturhus og museum. Det er rystende, at dét er virkeligheden anno 2023. For at begribe, hvordan jødisk liv i Danmark er, så bør alle ikke-jødiske danskere gøre sig følHovedindgangen til Københavns Synagoge i Krystalgade, indviet 1833. Kunstværkerne i forgrunden, kaldet Livets Træ, er udført af Jeanne Goldschmidt Kempinski og opstillet i 2020.

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

gende tankeeksperiment: ”Hvad ville det betyde for mig, hvis mit gudshus eller mine børns skole var et terrormål?”

Hjemme i Danmark

Det er ikke sådan lige at definere, hvad der er jødisk. Naturligvis er jødedommen som tro et væsentligt element, ligeledes det at være af jødisk slægt. Tradition, vaner og sprog spiller også en rolle. Der kunne sikkert nævnes flere elementer, og samlet set må det siges, at der er mange måder at definere, hvad jødisk liv og kultur er. Det eksisterer både som noget indlejret i det enkelte menneske og opstår i samværet med andre. Det skal slås fast med syvtommersøm, at danske jøder er danskere, og at dansk jødedom er en dansk tradition. Hvorfor er det vigtigt at skrive? Af flere grunde. Jøder er i flere bølger indvandret til Danmark, og de, der har bosat sig permanent, har ønsket at blive en del af det omgivende danske samfund. Det har blandt andet betydet, at det allerede i den første generation er blevet vægtet at tale dansk og leve sammen med det øvrige danske samfund. Det betød imidlertid ikke, at man opgav særlige traditioner, ophørte med at praktisere jødedom som tro eller ”blev som alle andre”. Dermed satte dansk jødedom og jødisk liv rødder i Danmark – og voksede også til at blive en indarbejdet del af den almindelige danske kultur. I de første par hundrede år, under enevælden, skete det vel ikke med den store bevågenhed fra den danske befolknings flertal. Men en række begivenheder

i den sene enevælde ændrede afgørende på det forhold. Vigtigst var Jødefejden i 1819, som kunne have udviklet sig til en egentlig pogrom. Enevælden skulle dog vise sig at rumme beskyttelsen for de danske jøder, for Frederik 6.s holdning var klar. Hans synspunkt var, at han var konge for jøder såvel som for alle andre borgere i kongeriget. Derfor var opretholdelsen og anerkendelsen af jødisk liv også af central betydning for kongemagten, og forholdet mellem kongehuset og dansk jødedom blev tydeligere og stærkt symbolladet. Et enkelt eksempel er Carolineskolen, som er navngivet efter Frederik 6.s ældste datter, prinsesse Caroline. At kongemagten værdsatte og beskyttede dansk jødedom, rummede dog også en udfordring. Da demokratiseringen tog fart, og den enevældige kongemagt slap sit greb, blev der plads til en offentlig debat, der ikke bare kritiserede jøder og jødiske forhold, men rummede egentlige antisemitiske synspunkter.

Modernitet og moderne gennembrud Med enevældens opløsning, den nye offentlige debatkultur og det begyndende folkestyre blev jødisk liv og identitet både mere tydeligt og åbenlyst forvrænget. Forfatteren Meïr Aron Goldschmidt var fra 1840’erne en fremtrædende stemme, der både kunne udfolde jødisk liv, ikke mindst dansk-jødiske erfaringer, og indgå i den almindelige demokratiske holdningsdannelse. Det affødte dog også – allerede da han begyndte at publicere – antijødiske

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

kommentarer og synspunkter. Når man ser ud over Europa dengang, var det ikke en selvfølge, at jøder skulle have lige borgerrettigheder. Vi kan blot skele til Norge, som efter løsrivelsen fra Danmark med Eidsvollforfatningen fra 1814 gjorde det ulovligt for jøder at tage ophold i landet. Dette forhold blev heldigvis ændret i 1851. Men netop i slutningen af 1800-tallet begyndte det traditionelle jødehad og antijudaismen at forvandle sig til den moderne antisemitisme. En uhyggelig ideologi, som kombinerede raceteorier med politiske og kulturelle forhold. Antisemitternes konklusion var fra begyndelsen klar: Jøder agerede på én bestemt (negativ) måde, og antisemitterne bestemte, hvem der var jøder. I Danmark ramte antisemitisk retorik blandt andre brødrene Georg og Edvard Brandes, der, uanset at de havde et komplekst forhold til jødisk praksis og insisterede på først og fremmest at være ligeværdige aktører i det videnskabelige, litterære og politiske liv, af alt for mange kritikere først og fremmest blev set som jøder. Og værre – at de udtrykte en særlig jødisk tankegang, som var i konflikt med det omgivende samfund. Antisemitismens fremkomst sporedes også i forhold til de nye jiddische indvandrere, som flygtede og udvandrede fra det russiske kejserrige, hvor en række voldsomme pogromer fandt sted. En del af dem kom til Danmark, primært København. Her var de tydeligt anderledes end de jødiske slægter, der i forvejen boede dér. Og de jiddische indvandrere skilte sig også tydeligt ud fra den øvrige be-

folkning. Det gav antisemitismen en vis vækst, som kom fra mange sider af det politiske liv. Overordnet set gik det dog godt. De jiddische indvandrere blev hurtigt en del af både det almindelige danske liv og det danske jødiske liv. Var det svært for den første generation, så lykkedes det stort set uden undtagelse for den følgende generation at begå sig på dansk og finde fast tilknytning i det danske samfund erhvervsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Et enkelt eksempel blandt mange er socialdemokraten Henry Grünbaum. Han var født i Danmark af jiddische forældre og engagerede sig livslangt i arbejderbevægelsen. Hans gerning som både økonom, folketingsmand og minister var af stor betydning for Danmark, og hans store engagement i at forbedre vilkårene i Danmark er forbilledlig. Karakteristisk, så fandt hans engagement sted inden for det etablerede politiske liv. Særligt jødiske politiske rammer eksisterede, både zionistiske og ikke-zionistiske. Men i al væsentlighed var de tilvalg ved siden af den almindelige organisering. I 1920’erne og 30’erne var danske jøder i høj grad blevet netop det: danske jøder, dvs. landsmænd med det særlige forhold, at de havde jødisk identitet eller baggrund. Men besættelsen – eller rettere sagt holocaust – rykkede ved den udvikling.

Redning og nyt liv

Igen skal det siges, at flugten til Sverige i 1943 og redningen af det store flertal af danske jøder grundlæggende er

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

en positiv historie. Mere end det – det er et lys i det mørke, som holocaust udgør. Stadig er der nuancer og forhold, som vi ikke er færdige med at diskutere, og som vi som samfund ikke har fået på plads. Ganske vist blev det store flertal af danske jøder reddet, men det gjaldt ikke for de ikke-danske jøder. Realpolitisk er det nemt at se, at det at udfordre Nazityskland kunne have været katastrofalt for både danske jøder og Danmark som helhed. Det er tydeligt, at det manglende, sammenstyrtede internationale samfund i 1930’erne og 40’erne indskrænkede handlemulighederne. Det er en vigtig lære og påmindelse til både politikere, vælgere og offentlighed om, at vi skal have et velfungerende internationalt samfund for at afbøde – og allerhelst undgå – humanitære katastrofer. Men hverken redningen eller hjemkomsten var uden torne. I Sverige oplevede flere af de flygtede danske jøder bizart nok antisemitiske handlinger fra både svenskere og danskere. Et eksempel er min partifælle, den senere folketingsformand Erling Olsen, der havde jødisk baggrund. Nu, flere år efter hans død, kan vi godt fortælle, at han i eksilet i Sverige oplevede antisemitiske hændelser. Han var for blufærdig til at fortælle det offentligt – og håbede måske også, at det var udtryk for et for længst overstået kapitel. Ved hjemkomsten fra Sverige, fra skjulestederne i Danmark og fra Theresienstadt følte mange danske jøder sig udfordret på deres rødder. På trods af redning og overlevelse fandt Jødeaktionen – en del af holocaust – sted. Måske kunne det

ske igen? Måske var Danmark ikke så sikkert, som man havde troet. En bihistorie til hjemkomsten er, at der også fandt en begrænset dansk jødisk udvandring sted til Israel efter statens oprettelse i 1948. Grundene kan vi gisne om længe, men sikkert er det, at oplevelsen af, at Europa al demokratisk tradition til trods ikke kunne afværge holocaust, spillede en afgørende rolle. Dansk jødisk liv overlevede heldigvis – og blev også styrket med indvandring fra Polen og senere Israel, der igen fornyede dansk jødisk liv.

Pligt og fællesskab

Mange af os troede alt for længe, at danske jøder kunne leve nogenlunde trygt. Angrebet på synagogen i 2015 var en voldsom opvågning. Dan Uzan, en yngre mand, som jeg ikke tøver med at kalde en helt, mistede livet, da han beskyttede fejringen af en bat mitzvah. At en sådan forbrydelse kunne finde sted, gjorde det rystende klart, at danske jøder lever med en meget stor sikkerhedstrussel. Vi kan som samfund ikke længere lukke øjnene for, at en del af vores landsmænd lever med trusler mod deres liv, hvis de viser deres tilhørsforhold. I 2022 fik vi en national handlingsplan mod antisemitisme, og jeg håber, at alle kommende regeringer og folketingssamlinger vil videreføre tiltagene. Det er vigtigt for jødisk liv og jødisk kulturs overlevelse i Danmark. Noget af det mest ærgerlige, jeg kan komme i tanker om, er, når røster siger, at danske jøder har et hjemland i Israel. Nej, lad os som samfund og

JØDERNE I DANMARK I 400 ÅR

borgere slå det fuldstændig fast: Danske jøders hjemland og fædreland er Danmark. Naturligvis skal man have ret til at udvandre og begynde et nyt liv, men Danmark skal nu og i fremtiden kunne udgøre rammen for dansk jødisk liv og kultur. Vi hører sammen, for vi er vokset sammen og er landsmænd. Og apropos fremtid, så er det naturligvis at tage munden for fuld, men jeg håber af hele mit hjerte, at man om 400 år kan fejre 800-året for jødisk ankomst til Danmark, og at der til den tid findes en levende og aktiv jødisk kultur i Danmark. Vi kender naturligvis

ikke fremtiden, men vi har en pligt til at berede vejen for den.