Danskere i verden

DANSKERE I VERDEN

Med forord af Stéphanie Surrugue

Danskere i verden

Af Mette Buch Jensen

sammen med Jeanne Dahl Olsen og Anne Blume. Med bidrag af Anders Aamand, Jesper Markward Olsen og Søren Hartmann

LÆS OGSÅ OM:

Louis Lassen s. 15, Gutzon Borglum s. 17, Abraham Markøe s. 18, Christian Gullager

s. 19, Chris Madsen s. 20, Jonas Bronck

s. 25, Jacob A. Riis s. 27, Norma Nielsen

s. 28, Lene Vestergaard Hau s. 33, Charles Christian Lauritsen s. 34,

Elsa Hauge Jensen s. 37, Theophilus Edvard

Hansen s. 51, Fredrik Bajer s. 52, Prinsesse Dagmar s. 53, Franciska Clausen

s. 59, Asger Jorn s. 61, Christian

Johannsen s. 64, Anders Lassen s. 66, Erik Mortensen s. 74, Claus Ruhe Madsen s. 75,

Tycho Brahe s. 76, Ole Rømer s. 77, Edward Ørtoft s. 86, Peter Christian Hansen

s. 88, Johannes Henrik Enevoldsen s. 97, Jørn Utzon s. 98, Nathaniel Wallich s. 116, Vitus Jonassen Bering s. 120, Carsten

Niebuhr s. 122, Hans Niels Andersen s. 130, Karen Vel Jeppe s. 132, Johannes Knudsen s. 140, Peter Wilhelm Lund s. 148, Kamilla

Seidler s. 153, John Aage Bendz Erreboe

Wolthers s. 156, Hans Fugl s. 160, Adam

von Bülow s. 170, Karen Blixen s. 190, Thomas Thor s. 195, Mzungu Kichaa/Espen

Sørensen s. 197

“At rejse er dødbringende for fordomme, intolerance og snæversyn”

– Mark Twain, amerikansk forfatter (1835-1910).

UDVANDRERNE

Der findes temmelig danske måder at tage på arbejde på; frem med rejsekortet og ind i toget; på med vanterne og op på cyklen; på med trafikradioen og afsted i bilen. Det er hverdag, rutine og nogenlunde sikkert, hvad tid vi kommer frem – og AT vi overhovedet kommer frem.

Og så findes der danskere som FN-medarbejderen Anne-Sofie Gerhard, der flyver gennem sorte skyer af vulkanaske i et lille transportfly over stillehavsøen Tanna; landmanden Christian Eyde Møller, der i en brølende firehjulstrækker bumler gennem fugtig hede og uvejsomt terræn på den filippinske ø Palawan; jægeren Natasha Illum Berg, der lydløst bevæger sig gennem Tanzanias bush med sit gamle gevær Ishmael over skulderen.

Livet langt fra Danmark kan både være en eventyrfortælling og en skrækfortælling. Men ofte er det netop mødet med det fremmede, der giver os perspektiver til at forstå, hvem vi er som mennesker – og hvem vi er som danskere.

Hvert år udvandrer tusinder af danskere til nye liv. Nogle rejser ud efter eventyr, andre efter kærlighed, andre igen efter penge og prestige. Nogle vil gøre verden til et mere trygt sted at leve i. Nogle rejser af nødvendighed, andre af nysgerrighed. Men fælles for de fleste udvandrere er afskeden med familie og venner og med livet, som de kendte det.

Udlængsel kan være en kompliceret livsledsager; den kan rive i sjælen og afkræve svære valg. Men samme udlængsel kan være en stærk drivkraft, og den har gennem historien givet mange danske udvandrere modet og viljen til at sætte varige og vigtige aftryk i verden. Udvandringsbølgerne fra Danmark har været mange og store gennem historien, og med Danskere i Verden fortæller vi historierne om nogle af alle de danske udvandrere, der drog ud med drømme om et bedre liv – for dem selv eller for andre. Vi følger deres spor gennem verden og gennem historien, så vi her i Danmark anno 2023 kan tage ved lære af deres drivkraft og deres erfaringer.

Selv er jeg rejst ud og hjem mange gange. Jeg har smilet lykkeligt til en sagsbehandler hos Borgerservice, da hun meddelte, at jeg nu igen var officielt tilmeldt og registreret i det danske system efter mere end seks år i udlandet, og hendes “Velkommen hjem igen” varmede mig mere end en sommersol – men få øjeblikke senere mærkede jeg udlængslen hive i mig igen. Jeg er ikke færdig med verden og bliver

det næppe nogensinde. Og jeg kigger i retning af udvandrerne i dette 2023, hvor globaliseringen er under massive geopolitiske, klimamæssige og normkritiske forandringer. Udvandrerne – både fortidens og nutidens – kan med deres blikke på Danmark og med de aftryk, de sætter ude i verden, være med til at minde os om, hvilke værdier der er vigtige for os. Og de minder os om, at det kan være nødvendigt at rejse væk for at forstå, hvor vi kom fra. God læselyst – og god eventyrlyst!

Stéphanie Surrugue

Danmark, januar 2023

Stéphanie Surrugue er rejst gennem verden og gennem historien for at finde nogle af de mange aftryk, danske udvandrere har sat – både i fortiden og lige nu.

Drømmen om Amerika

Dansk udvandring er nærmest synonym med Nordamerika, og det er da også den verdensdel, allerflest danskere gennem tiden er rejst til for at skabe sig et nyt liv. Men inden masserne i løbet af 1800-tallet begyndte at emigrere, havde Danmark-Norge allerede i 1700-tallet etableret danske kolonier i Dansk Vestindien. Kolonierne var en vigtig brik i den eftertragtede trekantshandel, som gik ud på at eksportere varer til Afrika i bytte for slaver, som blev fragtet til Vestindien for at arbejde i sukkerplantagerne. Endelig blev varerne fragtet til Europa. Slaveriet blev officielt afskaffet i midten af 1800-tallet, og Danmark prøvede ad flere omgange at sælge eller bytte øerne væk, men først i 1917 overtog USA det, der i dag hedder De Amerikanske Jomfruøer.

Den store udvandring fra Danmark begynder i midten af 1800-tallet, og der er trængsel på Amerikakaj i København. Forventningens glæde og afskedens sorg blander sig med hektisk afrejsestemning, inden der bliver fløjtet til afgang og kursen sættes mod uanede, men også uvisse muligheder på den anden side af Atlanten. Omkring 400.000 danskere vælger at forlade deres hjemland for at søge lykken andre steder i verden – et betydeligt antal, når man tænker på, at der dengang blot fandtes omkring 2,2 millioner danskere.

Særligt Amerikas Forenede Stater, USA, er målet for ikke bare danskerne, men også for resten af de omkring 52 millioner europæere, der fra 1840 til 1914 udvandrer til oversøiske lande. Cirka 35 millioner

af dem havner i Amerika, men også Canada og Mexico er mål for udvandrere til det lille nordamerikanske kontinent. Her dykker vi ned i USA, hvor der findes de mest utrolige udvandrerhistorier. Den første bølge af danske udvandrere består især af danske mormoner, fattige arbejdere og lykkeriddere, der alle deler den amerikanske drøm. For nok er demokratiet kommet til Danmark i 1849, men almindelige landarbejdere har stadig ingen stemmeret, og muligheden for at arbejde sig op fra samfundets bund er stort set ikke-eksisterende. Amerika lokker til gengæld med gratis land og friheden til at blive herre i eget hus – og det virker.

RETTEN TIL LIV, FRIHED OG STRÆBEN EFTER LYKKEN Idéen om, at enhver kan komme fra ingenting og blive til alting, blev allerede beskrevet i USA’s uafhængighedserklæring fra 1776. I den slås det fast, at “alle mennesker er skabt lige,” og at alle har “retten til liv, frihed og stræben efter lykken.” Den amerikanske drøm er blevet synonym med det liberale værdisæt, der stadig gennemsyrer det amerikanske samfund i dag. Hvor stor muligheden for at realisere drømmen reelt var og er, ender hurtigt i en politisk diskussion. Men danskerne har sat et aftryk på det store kontinent, især i Midtvesten, hvor de fleste danskere ender under den store udvandringsbølge. Den største danskerstat er Iowa efterfulgt af staterne Minnesota, Wisconsin, Illinois og Nebraska. Her kan man den dag i dag finde danske stednavne, og efterkommerne af de danske emigranter holder fast i deres rødder.

Når man ruller ind i byen Elk Horn i Iowa, bliver man for eksempel mødt af en statue af den lille havfrue, mens man i Solvang i Californien bliver budt velkommen til USA’s danske hovedstad. Her kan man spise æbleskiver og besøge Møllekroen og se det danske flag vaje for den californiske brise.

Los Angeles længere mod syd bliver mål for danskere med håbet om at slå igennem i showbiz: Fra skuespillerinden Osa Massen, der nåede at medvirke i over 40 film, over den berømte entertainer Victor Borge til nutidige stjerner som Connie Nielsen. Blandt de danskere, der er rejst mod vest, findes også forretningsfolk, musikere og sportsfolk. En af dem er trommeslager Lars Ulrich, der rejser til USA for at forfølge en karriere som tennisspiller, men ender med at danne det verdensberømte heavy-band Metallica.

Morten Andersen rejser fra Struer til USA som udvekslingsstudent i 1977 og bliver grebet af at spille amerikansk fodbold. Det er han så god til, at han i dag er optaget i sportens prestigefyldte Hall of Fame og holder flere rekorder – heriblandt flest spillede kampe.

William S. Knudsen, Karl Dane og Jean Hersholt forlader alle Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. De ender alle tre med at sætte store aftryk på deres nye hjemland. Knudsen får afgørende betydning for verdenshistorien, mens skuespillerne Karl Dane og Jean Hersholt er de eneste danskere, der har en stjerne på Hollywoods Walk of Fame.

→ Nordamerika er det kontinent, flest danskere er udvandret til. Særligt USA har lokket med enorme vidder og storbyer fulde af muligheder.

William S. Knudsen

Fra københavnsk kontorassistent til amerikansk krigshelt

(1879-1948)

Den spinkle dreng Signius Wilhelm Poul Knudsen fra Kartoffelrækkerne i København bliver en af de mest indflydelsesrige personer i USA, og hans indsats kommer til at gå over i verdenshistorien.

Signius Wilhelm Poul Knudsen kommer til verden en forårsdag i slutningen af marts 1879 på Voldmestergade 26 på Østerbro i København og vokser op under beskedne kår sammen med sine ni søskende. Han viser sig tidligt at have teknisk snilde og en god forståelse for mekanik. Han bliver uddannet kontorassistent, men efter endt læretid er han blandt andet også med til at bygge og bruge den første tandemcykel i København. Som alle andre unge mænd bliver Signius Knudsen indkaldt til session, men kommer aldrig til at aftjene sin værnepligt, fordi han – helt bogstaveligt – bliver vejet og fundet for let. Signius Knudsen er næsten 1,90 meter høj og vejer blot 69 kilo, og det danske forsvar kasserer ham på stedet.

I stedet for mange måneders værnepligt er Signius Knudsen nu fri til at udleve sine drømme, og han beslutter sig for at rejse til Amerika. En råkold februar morgen i 1900 stiger den 20-årige Signius ombord på dampskibet Norge med kurs mod New York. Han når frem den 10. marts 1900, to uger før sin 21-års fødselsdag. I lommen har han 30 dollars, to anbefalinger og masser af mod på et nyt liv i mulighedernes land.

DEN AMERIKANSKE DRØM

Knudsen får hurtigt arbejde, først som nitter på et skibsværft, der bygger torpedobåde, senere på et lokomotivværksted. Undervejs bliver Signius Wilhelm Poul til det mere mundrette William og siden til “Bill” – forvandlingen fra dansker til amerikaner er dermed i gang.

To år efter sin ankomst bliver han ansat på en cykelfabrik og knokler sig hurtigt op i graderne. Han skriver hjem: “Kære mor,jeg fik i sidste uge en lønforhøjelse. 15 dollars om ugen i stedet for 13,50, som jeg fik før. Jeg er i grunden ligeglad med pengene, men det er jo altid en lille opmuntring.”

Knudsen bruger sin sparsomme fritid på at lære engelsk, han går i gang med en uddannelse som ingeniør, og i 1906 møder han Clara, som han senere gifter sig med. Samme år bliver han leder af cykelfabrikken. Men tiderne skifter, det ser Knudsen tydeligt, og cyklerne må vige for de nye automobiler. Han får cykelfabrikkens produktion omlagt og begynder at producere dele til biler. På det tidspunkt er masseproduktionen begyndt at tage fart, og Knudsen har sat sig grundigt ind i, hvad

William S. Knudsen er et stort familiemenneske, der sender talrige breve og hjemmevideoer til Danmark og aldrig glemmer, hvor han kommer fra. I hjemmet i Detroit og i sommerhuset på Grosse Ile er generalløjtnanten familiefar, der bruger tid på både rundbold, vandkampe og golf. Her sidder han sammen med datteren Clara og svigersønnen Robert.

til ære for danskeren.

det kræver at producere store mængder i højt tempo. Han har talent for at organisere arbejdskraften, og fabrikken begynder at sælge dele til Fords bilfabrikker – som derpå opkøber fabrikken. Nu har Knudsen fået en ny chef og er havnet i bilindustrien. Detroit udvikler sig til Amerikas centrum for produktion af biler, tiltrækker titusindvis af nye indbyggere og vokser med rekordfart til Amerikas fjerdestørste by. Knudsen får dyb indsigt i Fords produktionsprincipper og er i de følgende år ansvarlig for opbygningen af 15 Ford-samlefabrikker over hele landet og anerkendes bredt for sin ledelsesstil og viden. I 1916 samler Ford Motor Company flere end 1.000 biler om dagen, og Knudsen er manden, der får det til at ske. Han er i mellemtiden blevet amerikansk statsborger og udlever den amerikanske drøm med kæmpe villa, swimmingpool i baghaven, kone og fire børn.

DEN RIGE ONKEL FRA AMERIKA

Fra 1911-1921 arbejder Knudsen for Ford, i lang tid som Henry Fords højre hånd. Organisation, ledelse og samlebåndsproduktion bliver hans

Torsdag d. 21. juni 1945 træder William S. Knuden ud på et specialbygget podie ved rådhuset i Detroit. Anledningen er en hyldest af generalløjtnanten, der er vendt hjem til Detroit efter fem års krigsindsats i amerikansk tjeneste. På gaden er der en overdådig parade med musik og masser af mennesker, mens der på store bannere står “Velkommen hjem”

spidskompetencer, og han er produktionschef for Fords fabrikker i både Amerika og Europa. Men Knudsen og Ford er uenige om koncernens strategi, og Knudsen ender med at sige op i april 1921, 42 år gammel. Hos Fords største konkurrent General Motors bliver han ansat som direktør for Chevrolet-afdelingen, hvor produktionen hurtigt overhaler Fords, og Chevrolet bliver markedsførende i stort set alle mellemkrigsårene. I 1937 sætter Knudsen sig for bordenden som administrerende direktør for hele General Motors-koncernen og dens 230.000 medarbejdere. Han er nu manden med den næsthøjeste løncheck i hele Amerika og en årsløn, der i dag svarer til svimlende 43 millioner kroner. Knudsen har imidlertid ikke glemt familien hjemme i Danmark. Hans søstre modtager store pengebeløb, ligesom Knudsen troligt sender blomster til sin mors fødselsdag og jævnligt sender smalfilmsoptagelser over Atlanten, så de derhjemme kan følge med i hans amerikanske liv.

Men i Europa begynder bekymringen over Hitlers magtovertagelse at ulme og finder vej over Atlanten gennem foruroligende breve fra familien til Knudsen. Hitler besætter Danmark d. 9. april 1940, og

HAMBURGEREN

Louis Lassen (1865-1935)

Er der noget mere ærkeamerikansk end en hamburger? Nej, vel. Men glem alt om burgeren som et amerikansk påfund og tænk i stedet på en smed fra Sønderjylland. Det er nemlig danske Louis Lassen, som står bag verdens første hamburger. Han hedder oprindelig Ludvig til fornavn, er uddannet smed og udvandrer fra Danmark til USA i 1886, 21 år gammel, og uden at vide, at han kommer til at skabe en ikonisk, amerikansk frokost. Han lægger ud med at sælge æg, smør og mælk fra en lille vogn trukket af en hest. I 1895 laver han vognen om til et kørende frokoststed og får i 1900 en travl kunde, som beder om en frokost til at tage med på farten. Louis Lassen kører noget oksekød gennem en kødhakker, former kødet til en bolle, steger det og lægger det ind mellem to stykker toastbrød. Lidt tomat og løg ved. Verdens første hamburger er kommet til verden. Siden etablerer Louis Lassen sit lille burgersted Louis’ Lunch i New Haven, Connecticut, som stadig findes og i dag drives af 4.

generation af familien Lassen. Burgerne laves på den originale grill fra 1898 og ser ud, som de gjorde dengang: med kød, ost, tomat og løg. Intet andet. Og det er klogt at undlade at bede om for eksempel ketchup. Som et skilt på Louis’ Lunch siger: “This is not Burger King. You can’t “have it your way.” You get it my way, or you don’t get the damn thing.”

Louis’ Lunch er et af de ældste familieforetagender i USA, og familien har flere gange afvist at sælge til McDonald’s.

Knudsens søster Line skriver i et brev til sin bror om mørklægning, angst og bekymring for fremtiden: “Vi ved hverken ud eller ind.” Knudsen er dybt påvirket af situationen i sit gamle fædreland, hvor både hans mor og tre ud af hans fire søstre lever i krigens skygge.

OPRUSTNINGSGENERALEN

USA er endnu ikke gået ind i 2. verdenskrig, da Knudsen den 28. maj 1940 får en opringning fra Det Hvide Hus: Præsident Roosevelt er i røret og beder om Knudsens hjælp. Det amerikanske forsvar er i en jammerlig forfatning og mangler alle former for udstyr. Der er brug for Knudsen til at lede hele oprustningen, og det skal gå stærkt. De amerikanske fabrikker skal omlægges til at producere krigsmateriel og udstyre to millioner amerikanske og allierede styrker med alt fra fly til våben og kampvogne. Knudsen forlader sin direktørpost, kaster sig uden tøven ind i den kolossale opgave og arbejder utrætteligt dag og nat. I flere tv-transmitterede taler til nationen beder han amerikanerne om det samme: “In the past you’ve worked hard. Now you must work even harder,” siger han i en direkte appel til det amerikanske folk. Selv har Knudsen sagt farvel til sin høje direktørløn

Adskillige amerikanske fabrikker bliver under Knudsens ledelse omlagt fra civil produktion til krigsproduktion. Her ses Willow Run Factory, som blev bygget af Ford Motor Company til masseproduktion af militærfly.

MOUNT RUSHMORE

Gutzon Borglum (1867-1941)

Stolt og mægtig knejser den enorme granitskulptur Mount Rushmore National Memorial med sine 18 meter høje portrætter af de fire præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln. Det er svært at komme i tanker om noget mere amerikansk end dette nationale monument, men granitskulpturens skaber har faktisk danske rødder. Mount Rushmore National Memorial er skabt af den danske billedhugger Gutzon Borglum, søn af Jens Møller Haugaard Børglum fra Hjørring, som i sin ungdom emigrerede til USA. Gutzon Borglum bliver født ind i en mormonfamilie i delstaten Idaho: Faderen, Jens, havde giftet sig med de to danske søstre Ida og Christiane Mikkelsen. Sidstnævnte er Gutzons mor. Gutzon Borglum bliver uddannet billedhugger i Paris, hvor han arbejder, indtil han bliver udvalgt til opgaven med at skabe det gigantiske monument. Den enorme udgravning i selve bjergvæggen indebærer blandt andet bortsprængning og fjernelse af 450.000 tons granit. Gutzon Borglum allierer sig med dynamit, trykluftshammere og 400 arbejdere, som skal udholde brændende sol, isnende kulde og stærk blæst på bjerget. Efter 14

års hårdt arbejde står monumentet færdigt i oktober 1941, dog uden Borglums deltagelse i indvielsen. Han er død et halvt år forinden og når aldrig at se sit værk blive fuldendt. Men æren for monumentet bliver i familien; Borglums søn, Lincoln, fungerer som sin fars højre hånd undervejs i projektet, og han sørger for den endelige færdiggørelse af de kolossale granitportrætter.

Monumentet har årligt omkring to millioner besøgende og har to gange, i 1952 og 1974, været motiv på amerikanske frimærker. Granitskulpturen er en hyldest til det amerikanske demokrati og De Forenede Stater som en samlet nation, men det er siden kommet frem, at Gutzon Borglum havde stærke bånd til den ekstreme amerikanske højrefløj og Ku Klux Klan.

og modtager nu en symbolsk årlig betaling på én dollar for sin indsats. Og Knudsen får sat turbo under produktionen i en grad, så den amerikanske krigsproduktion overhaler både Japans og Tysklands produktion, og leverer 2/3 af de allieredes krigsmateriel. USA’s militær er nu det største i verden.

I 1942 bliver Knudsen udnævnt til trestjernet generalløjtnant og er den højest rangerende civilist nogensinde i USA. I en tale til de amerikanske tropper siger han “Der er kun en ting, der betyder noget, og det er, at vi vinder denne krig.” Det lykkes som bekendt, og da 2. verdenskrig er slut og sejren over Hitlers Tyskland er en realitet, fortæller tallene entydigt om Knudsens bedrift: 250.000 bombefly, 2 millioner lastbiler og 77.000 kampvogne er under hans ledelse produceret i årene 1940-1945. Knudsen hyldes over hele USA og i Danmark for sin indsats, han modtager den højeste militære orden, man kan få

uden at have været i aktiv tjeneste ved fronten, og han hyldes i hjembyen Detroit med optog, musik og bannere. Danmark hædrer ham med storkorset; den højeste orden, en borger kan modtage i Dannebrogordenen. I et radiointerview fortæller Knudsen beskedent, at han bare har været glad for at kunne betale tilbage til både sit gamle fædreland og til USA. Han er den dansker, der har været flest gange i Det Hvide Hus, og bliver efter krigens afslutning tilbudt en ambassadørpost hjemme i Danmark, men takker nej.

De udmattende krigsår har taget hårdt på Knudsen. Blot tre år efter krigens afslutning dør han, 69 år gammel. Gravstenen på kirkegården i Detroit vidner ikke om hans enestående bedrifter, men bærer blot hans navn: William S. Knudsen.

STARS AND STRIPES

Abraham Markøe (1727-1806)

Manden bag de 13 striber i det amerikanske flag og en nær ven af USA’s første præsident, George Washington, er danske Abraham Markøe. Han bliver født i Dansk Vestindien på øen Sankt Croix, hvor han vokser op omgivet af slaver og sukkerrør. Familien har gennem generationer ejet frodige sukkerplantager på øen, og Abraham Markøe går samme vej som både plantageejer og handelsmand. Omkring 1760 ankommer han til Philadelphia på forretningsrejse og bliver så begejstret for byen, at han med sin familie flytter dertil. Abraham

Markøe skaber sig en enorm formue og er en vellidt og respekteret mand, som er kendt for sin store selskabelighed. Han engagerer sig fuldt ud i den amerikanske uafhængighedskamp og stifter sit eget regiment, som stadig findes den dag i dag under navnet The First Troops of Philadelphia City Cavalry og er den længst eksisterende militære enhed i USA.

Markøe designer i 1775 et helt særligt flag til sine tropper; et flag, som med sine 13 røde og hvide striber symboliserer de 13 stater, der er i færd med at løsrive sig fra England og erklære sig uafhængige. Flaget bliver efterfølgende anerkendt af Kongressen som Staternes nye nationalflag, og de 13 rød-hvide striber går igen i den endelige version af Stars and Stripes, som USA’s første præsident, George Washington, personligt udformer. Det originale Markøe-flag opbevares i et brandsikret skab hos regimentet i Philadelphia, hvor det er forseglet mellem to glasplader.

Abraham Markøe er også manden bag The Scandinavian Club for skandinaver i USA. Et af de første medlemmer er præsident George Washington, som stolt hævdede, at hans familie oprindeligt kom fra Nordjylland og hed Hvass.

DEN AMERIKANSKE ØRN – “THE EAGLE”

Christian Gullager (1759-1826)

Blot 20 år gammel drager den københavnske maler Christian Gullager til Boston, opmuntret af en indbydelse fra Benjamin Franklin, ophavsmanden til den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning. Franklin har inviteret en række lovende unge europæiske kunstnere til Amerika for at studere og måske bosætte sig. Gullager slår til. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1780 med anerkendelsen “lille Sølvmedalje” og får hurtigt succes i de nye omgivelser. I Boston får han bestillingsopgaver på portrætter af byens fornemme familier og gør det så godt, at selveste George Washington en dag sidder foran ham for at få malet sit portræt. Portrættet opnår efterfølgende stor anerkendelse for sine kunstneriske kvaliteter.

Få år senere ønsker Franklin og en række andre kongresmedlemmer at få fremstillet et officielt segl med “The Eagle” – ørnen – som det stolte, stærke symbol på den nye nation. Christian Gullagers udkast bliver godkendt, han maler den første version af ørnen i kongressen i Philadelphia og modtager et éngangsbeløb på 100 dollars for sit arbejde. De følgende år maler han en række portrætter af amerikanske

velhaverfamilier, guvernører og admiraler, men selvom hans signatur findes på et væld af samtidens malerier, begynder det at gå støt ned ad bakke. Gullager forlader Boston, først til fordel for New York, hvor hans atelier brænder ned til grunden, siden rejser han til Philadelphia, men uden for alvor at få vind i sejlene igen. Han dør i Philadelphia, 67 år gammel. Hans malerier kan ses i blandt andet Boston og New York, mens “The Eagle” ses overalt i USA og er vævet ind i den amerikanske folkesjæl.

Svindler i Danmark –

Westernhelt i USA

Chris Madsen (1851-1944)

Med stjerne på brystet, skæg på overlæben, en seksløber i bæltet og en cowboyhat på hovedet rider han langsomt gennem den lille landsby. En vindheks slår lydløst kolbøtter hen over den støvede hovedgade, mens saloonens døre går op og i. Scenen minder om en klassisk westernfilm, hvor sheriffen på hesteryg patruljerer sit område og tjekker, at der ikke er kommet uventede og ubehagelige gæster til byen. Men det er også en scene fra den virkelige verden og fra danske Chris Madsens liv som U.S Marshal i det ægte vilde vesten i slutningen af 1890’erne.

Chris Madsen kommer som 25-årig i januar 1876 med skibet S/S Dakota til havnen i New York. Her skifter han fødenavnet Christen Madsen Rørmose ud med Chris Madsen. Allerede få dage efter sin ankomst henvender han sig til et militært værgekontor. Det amerikanske militær har nemlig gang i en indianerkrig; en udrensning, hvor nybyggerne fordriver det oprindelige folk fra deres landområder i det vestlige USA. Chris Madsen bliver hurtigt en del af det femte kavaleriregiment og sendes nærmest hovedkulds direkte mod vest i slagmarkens forreste række. Han viser sig at være en af regimentets bedste skytter, og de næste mange år gør han tjeneste i det amerikanske kavaleri som både kvartermester og sergent.

Efter 15 års jagt på indianere skifter Chris Madsen i 1891 fokus. Han bliver tilbudt jobbet som Deputy U.S. Marshal i Oklahoma-territoriet, og nu går jagten på de lovløse ind. Som sherif er det Chris Madsens opgave at sikre lov og orden og jage uventede og ubehagelige gæster væk. Også det er han god til: “Trigger Marshal” eller “Trigger Madsen” bliver han kaldt, da han både sigter godt og rammer tit.

En af opgaverne er at fange banden

The Wild Bunch – dead or alive. Bandens medlemmer er resterne fra Doolin- og

Dalton-banderne, der er berygtede for flere bank- og togrøverier. Madsen jagter altså nogle af de rigtige Dalton-brødre, kendt fra Lucky Luke-tegneserien. Han udgør sammen med sine kollegaer, Bill Tilghman og Heck

Thomas The Three Guardsmen of Oklahoma, som opnår heltestatus for deres arbejde.

Chris Madsen er lovens lange arm, indtil han i 1915 træder ind i den opblomstrende stumfilmsbranche. Sammen med de selvsamme kollegaer, som han tidligere har jaget forbrydere med, indspiller han westernfilmen

Passing Of The Oklahoma Outlaws. De tre mænd spiller hovedrollerne som sig selv, og minsandten om ikke også de ægte forbrydere spiller over for dem.

Madsens egen fortid giver ham gode forudsætninger for at spille skuespil. Selv hævder han at være født i Sønderjylland d. 25. februar 1851 og kun omkring 13 år gammel, da han i 1864 bliver involveret i den 2. slesvigske krig som kurér. Han får senere plads på en dansk militærskole og gør blandt andet også tjeneste i den franske fremmedlegion, inden han udvandrer. Det er i hvert fald den historie, han fortæller på det militære værgekontor i USA og opretholder gennem hele sit liv.

Men danske kilder fortæller en helt anden historie: Madsen er rigtignok født d. 25. februar 1851, men i den lille landsby Ørsted på Fyn. Eventyrlysten og optændt af storbydrømme beslutter han sig som 17-årig for at flytte til København, hvor han skal arbejde. Men efter kort tid bliver han så syg, at han mister sit job og dermed sin indtægt. Han vil derfor hjem til Fyn. På sin 18-års fødselsdag d. 25. februar 1869 ankommer han til Korsør, hvor han må overnatte, da færgen først går dagen efter. Han vælger at bruge aftenen på færgekroen, og her falder han i snak med en mand, der giver ham et livsændrende råd. Løsningen på Chris Madsens situation er i følge manden et såkaldt “tiggerbrev”. Det indeholder en skriftlig forklaring, man viser til folk, man møder på sin vej, så de som oftest forbarmer sig og giver en skilling.

I stedet for at rejse hjem til Fyn som planlagt begynder Chris Madsen sit nye eventyr som landevejssvindler. Han opdigter falske historier og tigger sig til dagen og vejen. Faktisk er han så velbevandret landet over, at han er berygtet i aviser og efterlyst på plakater. Men i 1874 får de mange fupnumre en ende, da han bliver fanget og idømt to år i det berygtede Vridsløselille fængsel. Men Madsen aner en billet ud i friheden igen: tidens store udvandring til Amerika giver mange danskere en unik chance for at starte forfra – også

dem, der sidder i fængsel. Det danske fængselssystem slipper af med utallige fattigfolk og forbrydere som Madsen ved at finansiere deres billetter ud af landet.

Chris Madsen gør sig så uønsket som muligt: Han ændrer karakter og får flere anmærkninger i fængslet som én, der er uberegnelig og slet ikke angrer sine gerninger. Samtidig begynder han at lære sig selv engelsk, i tilfælde af at det skulle lykkes ham at komme til Amerika. Og det gør de. I december 1875 bliver han løsladt før tid og beder om en ny chance i mulighedernes land. Efter

seks år som forbryder, syv anholdelser og sammenlagt mere end tre et halvt år i forskellige arresthuse og fængsler får han omsider billetten og ankommer i januar 1876 til New York. Historien om Chris Madsen er en historie om livet på kanten af loven – eller rettere; om livet på begge sider af loven. Det er historien om svindleren, der bliver helt. Et ægte bevis på, at det på den anden side af Atlanten er muligt at skabe sig en komplet ny identitet, og at selv westernsheriffer kan hedde Madsen til efternavn.