De asociale - Kz-lejrenes glemte danskere

TI M PA N D U R O O G M AYA S C H U STE R

DE ASOCIALE KZ-LEJRENES GLEMTE DANSKERE

De asociale.indd 2

16/07/14 12.32

T I M PA N D U R O & M AYA S C H U S T E R

DE ASOCIALE KZ-LEJRENES GLEMTE DANSKERE

De asociale.indd 3

16/07/14 12.32

DE ASOCIALE – Kz-lejrenes glemte danskere Af Tim Panduro & Maya Schuster © 2014 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04945-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Fotos: se billedtekster Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: KZ Sachsenhausen, Häftlinge bei Zählappel, Bundesarchiv Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Bookwell Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

De asociale.indd 4

16/07/14 12.32

INDHOLD Forord 7 Ved Palle Roslyng-Jensen Indledning 10 Nogle praktiske bemærkninger 12 DEL 1

Danmark 13

Den første aktion 14 En lovløs by 20 På Politigården 24 De næste aktioner 27 Provinsen 34 De andre razziaer 40 Hvem var de? 47 Asociale i Danmark og Tyskland 53 De faderløse 57 Reaktioner 64 Frøslev 68

DEL 2

Neuengamme 75

De asociale.indd 5

Ankomst 76 54’erne: De uønskede landsmænd 79 Deportationer oktober 1944 - januar 1945 87 Modsætninger 95 Sat uden for paradis – den sidste tid i kz 97 De første hjemsendelser 106

16/07/14 12.32

De kastrerede 114 Tilbage til Danmark 124 Hjemkomster 140 De døde 150

DEL 3

Eftertid 159 Kampen for erstatninger 160 Foreningen Bullenhuser Damm – kampen for et eftermæle 185 DEL 4

De pårørende 191 Et gensyn 192 DEL 5

Eftermæle 241 Erstatningssager 1960 242 Regering i krise 248 Den sjældne forskning 257 AFSLUTNING 261

I historiens gråzone 262

Appendiks 268 Hjemførsler 268 Hvem var de? 270 Erstatningssagerne 274 Anvendt litteratur 275 Noter 282

De asociale.indd 6

16/07/14 12.32

FORORD De Hvide Busser, der kørte fra Tyskland til Sverige over Danmark i nazistyrets sidste dage, er et af ikonerne i den danske besættelseshistorie.

Busserne medtog frihedskæmpere, politimænd og danske jøder, der blev hentet ud af de tyske koncentrationslejre i sidste øjeblik inden sammenbruddet i Tyskland, hvor der var alvorlige tab af menneskeliv i kz-lejrene eller ved de såkaldte dødsmarcher efter opløsningen af lejrene eller ved allierede bombardementer. De, der blev bragt hjem i De Hvide Busser, blev hyldet på vejen gennem Danmark, og kort tid efter Befrielsen den 5. maj blev de ført til Danmark og forenet med familie og venner. Til gengæld er det ikke særlig kendt, at en betydelig gruppe danskere sad sidst i busserne. Op mod 500 danske kz-fanger var af tyskerne kategoriseret som ”asociale” eller ”vanekriminelle”, og de var ikke på listen over dem, der blev hyldet i maj 1945 eller senere. De havde været behandlet med skepsis eller ligefrem kulde af andre danskere, der var indsat i kz-lejrene, og i lejrene var de mærket med en sort eller grøn trekant, så de ikke kunne skjule deres baggrund. En del af dem havde hårdere vilkår end andre danskere i kz-lejrene, og derfor havde de også højere dødelighed. De, der overlevede og kom hjem igen, havde besvær med at forklare, hvorfor de var endt i tysk kz-lejr. Senere modtog en del af dem en vis økonomisk erstatning fra den danske stat, men forholdsmæssigt færre end i andre grupper af deporterede, idet der var større nidkærhed og begrænsninger i udvælgelsen og tildelingen af erstatninger for de ”asociale”, som snart blev de to gruppers fællesbetegnelse. Ikke lang tid efter var både de døde og de overlevende næsten glemt, de var ikke medtaget ved jubilæer og mindehøjtideligheder, og i den omfangsrige besættelseslitteratur var de placeret i en fodnote eller en sidebemærkning.

Gruppen af deporterede ”asociale” var tilfældigt udvalgt af tysk politi, og rigtig mange af dem havde en baggrund, der knap nok lod sig 

De asociale.indd 7

16/07/14 12.32

sammenfatte i klare kategorier. Baggrunden for, at de kom til en tysk koncentrationslejr i løbet af besættelsens sidste seks-otte måneder, var heller ikke entydig eller let at forklare i befrielsesrusen. Reelt var deres deportation led i en sen tysk propagandaoffensiv, der skulle retfærdiggøre og kompensere for tyskernes deportation af ca. 2000 danske politibetjente til kz-lejren Buchenwald. Den almindelige kriminalitet steg øjeblikkeligt, efter at dansk politi blev fjernet fra de større danske byer.

Som en nærmest absurd modforholdsregel indsatte tysk politi dels HIPO-korpset (hjælpepolitiet), der blev til et rent terrorkorps, dels foretog tysk politi tilfældige razziaer i København og enkelte større danske provinsbyer omkring kaffebarer, sortbørscentraler – eller ved ret tilfældige valg i de registre, som de havde taget kontrol over fra dansk politi. De, der blev taget af tysk politi, blev ført direkte til den tyske koncentrationslejr Neuengamme og derfra til en række barske ”udekommandoer”, hvor dødeligheden ofte var særlig høj.

En hel del af de, der blev deporteret, havde tidligere domme for en ofte beskeden berigelseskriminalitet, andre var blot registreret som arbejdsløse i kortere eller længere tid. I modsætning til arresterede modstandsfolk, der ofte udgjorde en social, uddannelsesmæssig eller politisk organiseret elite, udgjorde gruppen af de ”asociale” en social og økonomisk underklasse, som den økonomiske krise i 1930’erne havde ramt hårdt. En analyse af deres baggrund, arrestation, deportation, koncentrationslejrophold og deres vilkår efter Besættelsen, giver et tæt indblik i vilkårene for de danskere, der stod nederst på den sociale rangliste og som blev behandlet med skepsis og mistænksomhed ikke kun af de tyske administratorer og politifolk, men også af de danskere, som de kom i forbindelse med eller som havde til opgave at få dem hjem igen. For nogle af de ”asociale” fik det fatale konsekvenser, for andre gav det alvorlige livssår, og det skabte under alle omstændigheder en usynliggørelse af dem, som det var vanskeligt at bære for dem selv og for deres nærmeste.

Besættelseslitteraturen har den seneste snes år udforsket og synliggjort de kategorier af danskere, der ikke blev taget med til befrielsesfesten og ikke indgik i efterkrigstidens heltedyrkelse: tyskerpiger, østfrontfrivillige, Tysklandsarbejdere, tysksindede sønderjyder m.fl. I denne bog kommer vi tæt på en gruppe, der, selv om de kom fra socialt elendige vilkår og 

De asociale.indd 8

16/07/14 12.32

endte under de vanskeligste forhold i tyske koncentrationslejre, alligevel blev næsten glemt. Det er en retfærdighedshandling, at deres vilkår og skæbne nu tages frem.

Palle Roslyng-Jensen Lektor, dr.phil.

SAXO-Instituttet Københavns Universitet

De asociale.indd 9

16/07/14 12.32

INDLEDNING Jeg har vidst i mange år, at tyskerne kaldte ham asocial. Men jeg har gået med det for mig selv. Jeg har ikke villet sige det til nogen.

Det piner mig, at han har fået den status. Det kan jeg satme ikke lide tyskerne for. Vi har altid været en gedigen arbejderfamilie. Vi har fandme altid arbejdet alle sammen. Ud fra min fulde overbevisning synes jeg, at han burde have oprejsning.

Bent Kolka Pedersen har en tatovering på venstre arm. Et kors med en ankerkæde og et næsten udvisket ”Far”. Tatoveringen er gammel. Den blev lavet hos Tato-Ole i Nyhavn i 1948, efter at Bent for første gang tog hyre på et skib. Fire år før tatovøren satte nålen i den 15-årige drengs arm, så Bent sin far for sidste gang. 26. oktober 1944 blev søfyrbøderen Ejnar Haakon Pedersen arresteret af tyskerne og sendt i døden i koncentrationslejren Neuengamme.

Ejnar Haakon Pedersen var en af mindst 430 danskere, der blev sendt i koncentrationslejr med betegnelsen Berufsverbrecher eller Asozial – vanekriminel eller asocial. De blev hentet i deres hjem eller arresteret på gaden eller i kaffebarer og folkekøkkener og sendt af sted, hvis tyskerne vurderede, at de passede ind i de kategorier, som nazisternes kriminalvidenskab havde udset som skadelige for folkelegemet. Alle blev deporteret uden dom.

Tyskernes betegnelser blev hængende på dem. I efterkrigstiden blev de omtalt som ”de asociale”, når de overhovedet blev omtalt. De blev Besættelsestidens stedbørn, der ikke passede ind i den store fortælling om helte og skurke, der formede sig efter Befrielsen i 1945. De blev de ”skyldige ofre”. En gruppe, der ganske vist måtte lide i koncentrationslejrene, men ikke blev betragtet som helt fin i kanten. Ingen deporteret gruppe danskere havde højere dødstal. Og ingen anden gruppe af deporterede 

De asociale.indd 10

16/07/14 12.32

danskere har fået mindre opmærksomhed i efterkrigstiden.

Det er blevet til enkeltkapitler i større samleværker og et universitetsspeciale. Men først nu – i 70-året for de første arrestationer og deportationer af dem, som tyskerne mente, var asociale og vanekriminelle – bliver deres historie fortalt i bogform.

Vi har forsøgt at drage historien om de mange skæbner frem af glemslen. Og vi håber, at vi dermed er med til at lægge endnu en brik i det gigantiske puslespil, der hedder besættelsestidshistorien.

Vi vil gerne sige tak til alle, der har hjulpet, vejledt, læst og lyttet. Vi har mødt en utrolig hjælpsomhed i arkiver, på museer og i historie- og slægtsforskningsfora på nettet.

En særlig stor tak til alle de pårørende til deporterede, der har åbnet deres hjem og fortalt deres stærke og meget personlige historier. Takken er til dem, hvis historier er kommet med i bogen, og til dem, hvis historier af den ene eller anden grund ikke er kommet med.

Tim Panduro & Maya Schuster København, juni 2014

De asociale.indd 11

16/07/14 12.32

NOGLE PRAKTISKE ­BEMÆRKNINGER De asociale og vanekriminelle dannede en forening, der kortvarigt forsøgte at skabe opmærksomhed om deres sag. Foreningen slog til lyd for, at gruppen skulle kaldes de ”upolitisk tvangsdeporterede”. Enkelte erindringsskribenter har desuden kaldet dem ”razziafolkene”.

Vi har valgt at fastholde den danske oversættelse af de tyske begreber Asoziale og Berufsverbrecher – asociale og vanekriminelle – igennem bogen. Dels fordi de to kategorier optræder i det citerede kildemateriale.

Dels fordi der faktisk blev skelnet mellem de to kategorier i kz-systemet, selv om de herhjemme både i samtiden og i den senere litteratur blev omtalt under samlebetegnelsen ”asociale”. Og dels på grund af ordets betydning. Den negative klang i betegnelsen ”asocial”, har været med til at forme omverdenens opfattelse og dermed de deporteredes eftermæle.

For læsevenlighedens skyld er citaterne ændret til nutidig retskrivning.

I nogle tilfælde har vi givet de deporterede opdigtede navne. Det er sket, fordi arkivlovgivningen i Danmark ikke tillader, at vi med navns nævnelse omtaler for eksempel straffe- og helbredsoplysninger, der alene har kunnet findes i arkivmaterialet. De opdigtede navne er markeret med citationstegn. For eksempel er ”Anders Hansen” et opdigtet navn.

I andre tilfælde har vi anonymiseret personer ved udelukkende at bruge deres alder og stillingsbetegnelse. Beretninger fra pårørende er almindeligvis bragt under de rigtige navne. Det betyder, at vi – af hensyn til arkivloven – alene har måttet forlade os på de pårørendes oplysninger og ikke har kunnet supplere med arkivmateriale.

De asociale.indd 12

16/07/14 12.32

DEL 1

DANMARK

De asociale.indd 13

16/07/14 12.32

DEN FØRSTE AKTION Den smule lys, septembernatten kaster over København, bliver holdt effektivt ude af mørklægningsgardinet i Egon og Lizzy Langbøls værelse i familiens toværelses lejlighed på Valdemarsgade på Vesterbro i København.

Et klik på kontakten bryder buldermørket. De sovende børn vågner.

I døren til den 12-årige dreng og hans et år ældre søsters værelse står to mænd i uniform. Tyskere. I hænderne har de maskinpistoler. Egon synes nærmest, at de ser lidt forlegne ud, da de efter et kort blik ind i værelset slukker lyset og lukker døren.1 Da Egon og Lizzys stedmor noget senere kommer ind i værelset, kan hun kun fortælle, at tyskerne har taget deres far. Hvorfor, får børnene ikke at vide. Hun ved det næppe selv. Det er tidlig morgen den 27. september 1944. Børnenes far er med et blevet taget fra dem.

Klokken tre om natten er politibiler, såkaldte salatfade, og ladvogne rullet ud fra Politigården på Polititorvet og fra Shellhuset i Kampmannsgade, hvor det tyske politi i Danmark har hovedkvarter. I de dage er lyden af en benzindrevet bil som oftest lig med problemer. Tyskerne er blandt de få, der stadig har adgang til brændstof og ikke må nøjes med brændefyrede generatorer.

Sabotører og hemmelige agenter har lært at være på vagt over for lyden af en benzinmotor, men denne nat er det ikke dem, der er udset som bytte. Tyskerne har fundet straffeattester i det danske politis registre. Nu skal straffeattesternes ejermænd indfanges.

Egon og Lizzys far er ikke alene om at blive ført ud i mørket. Adskillige familier i hovedstadens arbejderkvarterer får afbrudt søvnen, da tysk politi og danske håndlangere banker på hoveddøren og slæber af sted med en far, en søn eller en pensionær. I salatfadet kommer den 37-årige jord- og betonarbejder Olaf Peder Langbøl i selskab med andre 

De asociale.indd 14

16/07/14 12.32

søvndrukne og forvirrede mænd, der ligesom han er blevet hevet ud af sengen, beordret i tøjet og ført bort fra familien i en af de største aktioner, besættelsesmagten gennemfører i Danmark. Nemlig jagten på dem, der i nazistisk terminologi kaldes Asoziale og Berufsverbrecher – asociale og vanekriminelle.

Tyskernes aktion er startet i hovedstadens arbejderkvarterer Vesterbro og Nørrebro. Her bor folk tæt. Store familier er stuvet sammen i små lejligheder i første, anden og tredje baggård. I bygninger, der stort set var saneringsmodne, før de var bygget færdige i årtierne efter 1850’erne, da københavnerne fik lov til at flytte uden for de gamle volde. Det er forfatteren Tove Ditlevsens København. Gader med fattigdom, med værtshuse, hvor fremmede skal være forsigtige med at gå ind, usunde, fugtige og skimlede lejligheder, store børneflokke, druk, prostitution, slagsmål, bondefangeri, nød og elendighed. Men det er også kvarterer fyldt med hårdtarbejdende familiefædre, husmødre, der formår at få hjemmene til at hænge sammen trods få midler, sammenhold naboer imellem og kampvilje. Det sidste findes ikke mindst på Vesterbro, hvor demonstrationer og tilfældige nedskydninger under Folkestrejken i juni 1944 koster mange liv, men også giver inspiration til mottoet: Istedgade overgiver sig aldrig.

Nørrebro er tyskernes første mål. Allerede kort efter klokken tre bliver de første personer hentet i Nansensgade, Guldbergsgade og Ryesgade.2 Det illegale nyhedsblad Information beskriver efterfølgende nattens begivenheder. Ifølge bladet tager man alle de mandlige beboere i flere karreer med ind i Shellhuset. I en enkelt ejendom bliver kvinder og børn også taget med. Selv om kvinderne og børnene bliver løsladt, kan man ifølge bladet se ”en lang række nødtørftigt klædte mennesker stå i gangene med ansigterne mod væggen og under stærk bevogtning”.

Også i andre gader på Nørrebro bliver familier vækket og må se deres mænd og fædre blive ført bort. Snart efter sker det samme på Vesterbro og i Sankt Peders Stræde og Aabenraa i Indre By. Gaderne ligger i det, der forførende omtales som Latinerkvarteret, men i folkemunde hedder Pisserenden. Få af de arresterede ved, hvorfor de er blevet udvalgt. ”Du skal bare til afhøring” eller ”Det skal du nok få at vide” lyder de typiske beskeder til dem, der drister sig til at spørge.3 

De asociale.indd 15

16/07/14 12.32

De får god tid til at spekulere over årsagen i de trange og stadig mere proppede tyske salatfade. Bilerne skal først være fyldte, inden turen går tilbage til Shellhuset i Kampmannsgade.

De udvalgte vanekriminelle og asociale skal arresteres, inden de forlader hjemmet for at gå på arbejde. Da solen ved halv syv-tiden står op bag skydækket over byen, er tyskerne færdige med at banke på hoveddøre.

Bilerne kører til Shellhuset, hvor den menneskelige last gennes ud.

De, der er plads til, bliver ført ind i venterum. Her må de sidde i uvidenhed, indtil de kan blive afhørt enkeltvis. Nogle får lov til at gå, men endnu inden Rådhusuret slår sine middagsslag, er de fleste blevet kørt til Politigårdens Fængsel.

Tyskerne drager atter ud i København. De tomme biler skal fyldes igen.

Denne gang skal der ikke stemmes dørklokker. Den næste last skal findes gennem razziaer i gader, på cafeer, i kaffebarer og i Københavns folkekøkkener, hvor byens lavere klasser, studerende og enlige mænd, der aldrig selv har lært at føre en grydeske, kan få et billigt, kommunalt støttet måltid. Ganske vist kan man også få sig et billigt måltid mad på flere af byens værtshuse og på kaffebarer, men det er i reglen ikke steder, hvor man tager konen og børnene med hen. Det kan man gøre i folkekøkkener, selv om de også tiltrækker et klientel, der ikke hører til blandt samfundets bedste børn. ”Samlingssteder for lyssky personer, der beskæftiger sig med sortbørshandel”4, kalder besættelsesmagten dem.

Lidt er der om snakken. Flere kaffebarer i byen og folkekøkkenerne på Axeltorv tæt på Hovedbanegården og i Suhmsgade i Indre By er kendt som centraler, hvor sortbørsgrossister finder kunder til den ulovlige, men meget udbredte handel med egne, falske eller stjålne rationeringsmærker. Man kan genkende sortbørshandlerne. Modsat andre, der blot er på stedet for at få et måltid mad, lusker de rundt, bliver hængende lidt for længe, mens de forsøger at udse sig kunder uden at blive opdaget af politiet. Det sidste er blevet lettere i den seneste tid. En uge tidligere har tyskerne opløst det danske politi og sendt godt 2000 betjente til koncentrationslejre i Tyskland.

Den arbejdsløse chauffør Charles Kürstein Jensen er godt bekendt med såvel den officielle som uofficielle funktion, som folkekøkkenerne 

De asociale.indd 16

16/07/14 12.32

har. Hans kone Ruth og deres femårige søn Bent må ofte hente aftensmaden i køkkenet i Suhmsgade, tæt på Rundetårn og familiens hjem i Sankt Peders Stræde. Selv supplerer han i ny og næ familiens spinkle indkomst ved at sælge rationeringsmærker i folkekøkkenet og i de små gader i området.

Charles Kürstein Jensen med konen Ruth og sønnen Bent. – Privatfoto.

Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om han må have hørt om dagens mange arrestationer, da han først på aftenen den 27. september vender hjem til stuelejligheden i Sankt Peders Stræde. Han er ikke en del af modstandsbevægelsen, så han har ingen grund til at tro, at tyskerne er ude efter ham.

Bent og Ruth er ikke i lejligheden, da Charles kommer hjem. Der er kun én nøgle, og den har Charles ikke. Han beslutter sig for at gå en lille tur i kvarteret. Folkekøkkenets placering i Suhmsgade i nærheden er ikke tilfældig. Sankt Peders Stræde ligger i Pisserenden. Smalle gader med huse, der er blevet bygget efter Københavns brand i 1795 og kun nødtørftigt vedligeholdt siden. Som i brokvartererne er de fyldt med fattigdom, og der er også her grobund for social nød og kriminalitet. En 

De asociale.indd 17

16/07/14 12.32

enlig dame vover sig ikke ind i gaderne af frygt for såvel sit omdømme som sit helbred. En del lejligheder bebos af prostituerede, og de ser ikke blidt på konkurrence fra fremmede kvinder. Naturligvis er det også et område, hvor pæne familier i dårlige rammer kæmper for at få livet til at hænge sammen, og hvor der i øvrigt er masser af arbejdspladser på trykkerier, småfabrikker og værksteder i baggårdene. Det er gader med masser af liv. Ligesom på Vesterbro har kvarterets beboere en håndfast måde at protestere mod tyskerne på. Det hænder mere end en gang, at natpotter bliver tømt ud ad vinduerne og ned i hovedet på tyske soldater.

Faktisk sker det så tit, at tyskerne til slut giver ordre om, at beboerne skal holde deres vinduer lukkede, når tyskerne befinder sig i området.

I Landemærket få hundrede meter fra familien Kürstein Jensens hjem er der razzia. Tyske politifolk plukker folk fra mængden. En del får lov til at gå, så snart de har vist legitimation og dokumenteret, at de har et hjem og et arbejde. Charles mangler det sidste. Benzinrationering er ikke godt for chaufførfaget.

Den 34-årige chauffør bliver ført ned i folkekøkkenet. Charles må vente i flere timer stående og med ansigtet vendt mod væggen. Andre har ventet endnu længere5. Allerede klokken 11 har det tyske politi kørt biler op i hver ende af den korte, smalle gade, der derved bliver effektivt lukket af. Folkekøkkenet består af to rum, og alle de tilstedeværende bliver af det tyske politi gennet sammen i det ene. Her må de vise legitimationskort og får undersøgt deres lommer. Nogle får lov at gå, andre ryger ind i det næste rum, hvor de må vente, til det tyske politi synes, at de har samlet nok sammen. En cyklist, der bliver fanget mellem de to biler, bliver også væltet af cyklen. Han er ustraffet og i arbejde, men har illegale blade i lommen. Tyskerne er ikke smålige – han bliver også hevet med og havner siden i koncentrationslejr sammen med mange af de øvrige anholdte.6 Trangen til en portion havregrød på det forkerte tidspunkt, en skyden genvej eller nysgerrighed over tyskernes fremfærd bliver skæbnesvanger.

Da razziaen sent på aftenen endelig er overstået, bliver Charles Kürstein Jensen sammen med et halvt hundrede andre læsset på lastbiler og kørt til Shellhuset. Sammen med over hundrede anholdte fra en razzia i folkekøkkenet på Axeltorv og adskillige, der er blevet arresteret på kaffe

De asociale.indd 18

16/07/14 12.32

barer og værtshuse, bliver han anbragt på fortovet i Kampmannsgade7.

Der er ikke plads til dem alle inden for. Gaderne rundt om bygningen er tæt besat med mænd, der venter med hænderne over hovedet og ansigtet mod husmuren. Flere kontorer er i brug på anden og tredje sal. I dem sidder enten en tysk politibetjent med dansk tolk, danskere i tysk tjeneste eller tyske betjente, der har lært lidt dansk. En efter en bliver de arresterede beordret ind til en overfladisk afhøring. Her skal de blandt andet svare på, om de har arbejde, hvorvidt de tidligere er straffede, og hvor de står politisk.

Charles Kürstein Jensen slipper ikke fri. Da han har været igennem afhøringen, bliver han sammen med resten af de tilbageholdte anbragt i et venterum, hvor tyske politibetjente med maskinpistoler sikrer, at de arresterede holder sig i ro. Da flokken er stor nok, bliver de kørt til Politigården.

Da natten falder på, er 226 mænd stuvet sammen i Politigårdens Fængsel, hvor de afventer deres videre skæbne.

De asociale.indd 19

16/07/14 12.32