De danske ministerier 1972-1993 by Gads Forlag

Udgivet med støtte fra PFA Pension i anledning af 100-års jubilæet i november 2017

DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 DEL 1

ANKER JÃ&#x2DC;RGENSENS TID 1972-1982 Thorsten Borring Olesen under medvirken af Niels Wium Olesen

Gads Forlag

Forord Perioden fra 1972 til 1993 er set i historisk perspektiv en periode, som byder på overordentligt skelsættende begivenheder og forandringer. Indenrigspolitisk bliver det politiske system fuldstændigt forandret ved Jordskredsvalget i 1973, hvor antallet af partier fordobles i Folketinget. Udenrigspolitisk når Danmark både at indtræde i EF og takke nej til Maastricht-traktaten i 1992, og vi er vidne til Murens fald, Tysklands genforening, opløsningen af Sovjetunionen og udbruddet af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Årene er også helt særlige set i relation til det danske arbejdsmarked og pensionssystem, da det netop er i denne periode, at det danske pensionssystem for alvor slår rod, og arbejdsmarkedspensionerne bliver en del af de kollektive overenskomster. Der er med andre ord tale om en tid, som både i det store og små har sat mange varige spor, og som vi nu får mulighed for at blive klogere på. Det sker gennem et omfattende, nyt kildemateriale, som dels består af dokumenter fra centraladministrationens ministerier og de politiske partier, dels af personlige vidnesbyrd fra ministre, embedsmænd og andre aktører, som har været helt tæt på begivenhederne og i mange tilfælde også spillet en afgørende rolle i dem. Som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum har PFA Pension valgt at stå bag denne udgivelse om de danske ministeriers historie 1972-1993. Der er tale om femte bind i en eksisterende serie, hvor de øvrige bind ligeledes er finansieret af PFA og udgivet i forbindelse med 50- og 75-års jubilæerne. Det nye bind falder i to halvbind, et om perioden 1972-1982, hvor Anker Jørgensen var den altdominerende regeringsleder, og et om perioden 1982-1993, hvor Poul Schlüter som statsminister stod i spidsen for borgerlige koalitionsregeringer. Det andet halvbind udkommer i 2018. Det er glædeligt, at PFA med denne udgivelse i forbindelse med sit 100-års jubilæum fortsat yder et stort bidrag til belysningen af de danske regeringers og det danske folkestyres historie. God læselyst.

Folketingets formand

Indhold Forord 5 Forfatterens forord 13

Ministeriet Anker Jørgensen I 5.10.1972-19.12.1973 19 Det mærkelige år 21 Statsministeren og hans parti 23 Rivaler og det parlamentariske rum 28 Europæisk tilpasning 32 Baconslaget 35 Hvem sagde union? – Trusler og fordele ved EF-medlemskabet 38 EPS – det europæiske politiske samarbejde 40 Vietnam 44 Forsvarspolitik og forsvarsforlig 45 Christiania 1.0 47 Perspektivplanlægning 50 Nielsen, Jensen og Kampmann 53 Hovedstadsreform og planlov 54 Danmarks første miljølov 57 Vesterhav, Storebælt og Saltholm 60 Højkonjunktur 62 Overenskomster og deres pris 64

Indhold |

Finanslov 65 Jagten på nye indtægter 68 15. almindelige vurdering 69 Gredals sociale imperium 75 Økonomisk demokrati 77 Kulturkløft 84 Justits 85 Fri abort 87 Kulturpolitik 89 Thorsens Jesus-film 92 Den højere uddannelse 94 Folkeskolereformen, der mistede pusten 97 Kongres og ministerrokade 99 Regeringen udskriver valg 106 Sovjetrejse og oliekrise 109 Jordskredsvalg 112 Fra Anker til Hartling 117

Ministeriet Poul Hartling 19.12.1973-13.2.1975 123 Jordskredspolitik 125 Hartling 128 Regeringen 133 Oppositionen 137 Pressen 142 I den økonomiske krises tegn 144 Forligskultur 148 Februarforliget 149 Store Bededagsforliget 153 Sommerforlig om bolig og skat 159 Bistandslov 167 Guldberg, Kofoed og EF 169 Global politik: fra New York til Beijing 174 Christiania 2.0 179 Energi og miljø 182 Hastighedsbegrænsninger 185 Kultursammenstød 188

8 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

Helhedsplan som valgoplæg 191 9. januar-valget 195 ”Regeringen vi aldrig fik” 201 Exit 207

Ministeriet Anker Jørgensen II 13.2.1975-30.8.1978 215 Regeringen vi fik 217 Brydninger i Socialdemokratiet 221 ”Hvide linjer og døde fluer” 228 Ubønhørlige ubalancer 237 I ilden: overenskomster, finanslov og septemberforlig 240 Christiania 3.0 249 Sund og bælt 252 Gas og kernekraft 255 Rigsfællesskabet 261 Det Europæiske Fællesskab 265 Fiskerikonflikter 271 Øst-Vest 274 Nord-Syd 276 Syd-dilemmaer i Danmark: Vietnamflygtninge 282 F-16 og forsvarsforlig 284 Augustforlig 1976 287 Uro på universiteterne og på arbejdsmarkedet 291 Forventninger om valg 298 Valg og ministerrokade 1977 303 Overvågningsdilemmaer 309 Søgaard, Auken og K.B. 314 Den lille pensionsreform 318 Augustforlig 1977 – forliget, der rakte ud over sig selv 321 Jagten på en bredere regering 329

Indhold |

Ministeriet Anker Jørgensen III 30.8.1978-26.10.1979 339 SV-ministeriet 341 Kampen om regeringsprogrammet 347 Med lodder og trisser 353 Efterløn 358 Thomas, Ritt og Dorte 362 Overenskomst 1979 365 Mellem Teheran, Nordsøen og Tremileøen 371 Christiania 4.0 377 Burhøns 378 EMS og Europa-Parlamentsvalg 380 Junistramning 384 Skilsmisse 387 SV – en nødvendig fiasko? 393

Ministeriet Anker Jørgensen IV 26.10.1979-30.12.1981 401 Efter vælgerskreddet 403 Nyt ministerium, nyt Folketing 407 Afgrundens rand 414 Helhedsplan 1979* 416 Påskeægget* 424 Udviklingspolitik på tærsklen til et nyt årti 428 Raketdilemma 432 ’Danmarkisering’ 441 Olie 447 Uro i parti og regering 453 Udskiftninger på ministerbænken 456 Nye toner i socialpolitikken* 462 Ny socialpolitik i praksis* 466 Uddannelse og forskning* 472 Mediekommission* 477 Majforliget* 479 Mod valg – med åbne øjne 483

10 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

Ministeriet Anker Jørgensen V 30.12.1981-10.9.1982 491 Statsminister på trods 493 Anker Jørgensen V 499 Martspakken* 502 Majbuketten og den forliste skattereform* 506 Fiskeriminister i klemme* 509 Miljøpolitik* 512 Christiania 5.0* 515 Ved vejs ende 517

Afslutning 526 Opbrud og polarisering 527 Jordskredspolitik og kampen om midten 530 ØD 533 Balanceproblemer 534 Udenrigspolitik 537 Statsministre 540

Ministerier og valg 1972-1982 545 Ministeriet Anker Jørgensen I (S) 546 Ministeriet Poul Hartling (V) 547 Ministeriet Anker Jørgensen II (S) 548 Ministeriet Anker Jørgensen III (S-V) 549 Ministeriet Anker Jørgensen IV (S) 550 Ministeriet Anker Jørgensen V (S) 551 Valget 4. december 1973 552 Valget 9. januar 1975 552 Valget 15. februar 1977 553 Valget 23. oktober 1979 553 Valget 8. december 1981 554 Niels Wium Olesen har været hovedforfatter på afsnit markeret med *

Indhold |

Kilder og litteratur 555 Utrykte kilder 556 Interview 556 Web-referencer 557 Trykte kilder og litteratur 557

Noter 565 Ministeriet Anker Jørgensen I 566 Ministeriet Poul Hartling 578 Ministeriet Anker Jørgensen II 586 Ministeriet Anker Jørgensen III 598 Ministeriet Anker Jørgensen IV 605 Ministeriet Anker Jørgensen V 612

Personregister 615

Forfatterens forord Ved indgangen til 1990’erne skiftede jeg spor forskningsmæssigt. Indtil da havde jeg som historiker mest arbejdet med mellemkrigstidens historie og med særligt fokus på den fascistiske periode i Italiens historie. I 1989 drog jeg imidlertid til Italien på et næsten treårigt forskningsophold ved Europauniversitetet i Firenze. Her begyndte jeg at arbejde med dansk og nordisk politisk historie. Det var også på denne tid, i 1992, at Tage Kaarsted udgav det seneste bind i serien De danske ministerier, der dækkede perioden 1953 til 1972. Jeg læste den ved udgivelsen og fandt den fascinerende, dels fordi Kaarsted var en god skribent, dels fordi hans bog gav kød og blod til den politikergeneration, jeg var vokset op med, men som jeg ikke med min unge alder – jeg blev 16 i 1972 – helt havde fået ’sat på plads’. Aksel Larsen, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling, Jens Otto Krag var alle del af mit politiske bagtæppe i 1960’erne. Senere er jeg vendt tilbage til værket De danske ministerier som helhed, når jeg havde behov for at blive introduceret til, hvordan Kanslergadeforliget blev til i 1933, hvorfor Hedtoft gled i smørret i 1950, og hvad baggrunden var for den store strid ved folkeafstemningen om jordlovene i 1963. Det er derfor en særlig glæde at have fået mulighed for at følge op og videreføre den tradition for politisk historieskrivning, som er repræsenteret af serien De danske ministerier. Denne bog bliver det femte bind i serien og vil dække perioden fra 1972, hvor Kaarsted slap, indtil 1993. Som ved de tidligere bind er det PFA-Pension, der har bekostet udgivelsen med en generøs bevilling. Det sker i anledning af, at PFA i 2017 kan fejre sit 100-års jubilæum. De tidligere bind blev finansieret af Pensionsforsikringsanstalten Danmark ved 50- og 75-års jubilæerne. Der skal lyde en stor tak til de mange hos PFA, som har været involveret i projektet. Til direktør Søren Espersen og seniorkonsulent Henrik Ørholst, der bød projektet indenfor, og til kommunikationsdirektør Mikkel Friis-Thomsen og public affairs direktør Janne Bram Jensen, der har fulgt det til dørs. Arbejdet med bind 5 har i øvrigt været et teamwork med min gode kollega og ven Niels Wium Olesen. Der sker en fornyelse af traditionen, da værket denne gang udkommer i to delbind. Et, nærværende bog om Anker Jørgensens tid, 1972-1982, og et om Poul Schlüters tid, der vil dække perioden 1982-1993. Jeg er hovedforfatter til delbindet om Anker Jørgensens tid, men Niels Wium Olesen har bidraget med flere afsnit om den senere del af perioden. På delbindet om Schlüters tid, der vil udkomme i 2018, er Niels Wium Olesen hovedforfatter, men her vil jeg også bidrage med afsnit. Værket er dog tænkt, udarbejdet og bearbejdet som et fælles projekt. Jeg skal derfor

Forfatterens forord |

allerede her udtale min store tak til Niels for samarbejdet og for hans fine bidrag til denne bog. Når man skal følge op på en eksisterende tradition som De danske ministerier, melder overvejelserne sig altid om, hvor tæt man skal følge traditionen. De danske ministerier repræsenterer en særlig form for politisk historieskrivning, hvor der primært er fokus på regeringsførelsen og den politisk-parlamentariske proces med stærke biografiske indslag og med et procesperspektiv, der går fra de siddende regeringer og ud. Vi bryder ikke med den overordnede tilgang, men har alligevel gennemført nogle fornyelser. Vores bind er således lidt mindre biografisk anlagt. Vi har ikke som de tidligere bind i værket fulgt skabelonen at omtale udviklingen under alle ressortområder under alle regeringer, selv om der fortsat indgår korte biografiske skitser af hver minister. Vi har valgt denne tilgang for at kunne koncentrere os lidt mere grundlæggende om det, vi synes er de væsentlige fokusområder under hver regering. I den forbindelse har vi også valgt i flere tilfælde at lade emner overskride de enkelte regeringers embedsperiode. Det har vi gjort for at skabe mere samling på fortælling og analyse, fordi vi syntes, at de tidligere bind af og til tabte den overordnede historie for meget af syne. Som led i denne tilgang er der også emner, vi har sprunget over. Læseren vil således lede forgæves efter behandling af indvandrerpolitik og sundhedspolitik. Begge dele bliver ’emner’ i denne periode, men de tages op i andet delbind om Schlüter-perioden, fordi de der kommer til at fylde betydeligt mere i både regeringens politik og samfundsdebatten. Endelig er de to delbind som led i fornyelsen også afrundet med en kort, samlet konklusion vedrørende hovedtræk i delperiodernes udvikling og i sidste bind en konklusion om den samlede værkperiode. Som noget helt nyt vil vi gerne fremhæve den formidling af vores projekt, der kommer til at foregå på Danmarks største onlineportal for historie, danmarkshistorien. dk. Allerede på et tidligt tidspunkt gav PFA en særbevilling hertil, fordi man var interesseret i en formidling af projektet i et netformat. Det er der blevet arbejdet med sideløbende, og en del af det arbejde vil være tilgængeligt (på adressen: danmarkshistorien. dk), når bogen her udsendes i november 2017. Den historiske behandling af Anker Jørgensens tid er mere generelt behandlet i en række krøniker og danmarkshistorier (referencer hertil kan findes i litteraturlisten). De er imidlertid enten ikke skrevet på et klart forskningsgrundlag, der lader en se, hvad fremstillingerne baserer sig på, og/eller de har kun et meget overfladisk fokus på den politisk-parlamentariske proces. På det lidt mere emnespecifikke plan eksisterer der en række gode forskningsbaserede værker af både politologisk og historisk tilsnit. Den politologiske vælgeradfærdsforskning har eksempelvis været vigtig for arbejdet. Gode historievidenskabelige arbejder foreligger også på en række områder, bl.a. vedrørende dansk udenrigspolitik i perioden, vedrørende energipolitikken og vedrørende social- og

14 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

velfærdspolitikken. Dem har bogen høj grad draget nytte af. En meget anvendelig kilde til arbejdet er endvidere det store antal politiske erindringer, der eksisterer for perioden. De er som altid af svingende karakter og fylde, men Poul Hartlings, Erik Ninn-Hansens og Knud Heinesens har i særlig grad været vigtige. Ritt Bjerregaard har også netop sendt bd. 2 af sine erindringer på gaden, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at nå at inddrage. Niels Wium Olesen og jeg har desuden suppleret med et begrænset antal interviews med Uffe Ellemann-Jensen, Knud Heinesen, Bertel Haarder og Mogens Lykketoft. En særlig omtale af Anker Jørgensens dagbog er nødvendig. I 1989-90 udgav Anker Jørgensens en redigeret udgav af den dagbog, han førte for det meste af sin statsministertid. Redigeringen bestod bl.a. i, at det ikke var hele dagbogen, der blev publiceret, men kun fyldige uddrag. Dagbogen er en helt uvurderlig kilde til tidens politiske historie, men desværre også en problematisk kilde, der eksisterer i tre grundudgaver. Den publicerede version, en maskinskreven version, der er uudgivet, men som blev sammenstillet i forbindelse med udgivelsen, og endelig den håndskrevne original. De tre udgaver har ikke identisk indhold, og forskellen ligger ikke kun i, at den udgivne er mindre fyldig end de to andre. Der er også såvel skrevet til som fjernet tekst. I den udgivne udgave er der tekstpassager under samme dato, som er udeladt eller tilføjet i forhold til de to uudgivne udgaver, og der er ikke kun tale om ubetydelige ændringer. Det er således tydeligt, at Anker Jørgensen eller hans medudgivere har fjernet adskillige belastende beskrivelser af forholdet til LO og til LO’s formand, Thomas Nielsen. Sådan noget giver en historiker nervøse trækninger. Det er et stort problem, som man skal være meget opmærksom på, når man bruger Anker Jørgensens dagbog i dens forskellige udgaver. Når det er sagt, så er der ingen, som har læst den udgivne udgave, der trods retoucheringerne er i tvivl om, at Anker Jørgensens havde et afgørende, men også svært og problematisk forhold til Thomas Nielsen, og det er fortsat sådan, at Anker Jørgensens dagbøger – brugt rigtigt og forsigtigt og tjekket op mod andre kilder – er en helt uomgængelig kilde til 1970’ernes politisk-parlamentariske historie. De kildemæssige problemer omkring dagbøgerne afdækkes fyldigt i Thomas Thurahs store biografi om Anker Jørgensen. Thurahs biografi er et spændende forsøg på at skrive biografi med et litterært anslag, men det er også et problematisk forsøg, når bogen skal anvendes af historikere. Det er således ikke et indlysende valg, når biografien nu bruger så meget plads på at afsløre validiteten af Anker Jørgensens tekster, at den så selv er fuldstændig uden kilde- og litteraturreferencer. Kender man selv materialet godt, kan man krydstjekke, ligesom man vil opdage, at biografien i passager ligger meget tæt på andre forlæg – f.eks. Heinesens selvbiografier – uden at det oplyses. Andre gange undrer man sig over, hvordan Thurah når frem til de tolkninger, han gør, da man ikke

Forfatterens forord |

kan se, hvad de baserer sig på. Thurahs bog er derfor anvendt mindre i arbejdet, end den på anden vis kunne fortjene. Der er mange mennesker, jeg gerne vil takke for deres hjælp og bidrag til dette bind – og flere end kan nævnes. En første tak skal gå til de studerende, der på såkaldt kildenært emne ved Historie på Aarhus Universitet 2015 og 2017 har lagt ører og øjne til Niels’ og mit arbejde med projektet. Her har det aldrig skortet på entusiasme og opbakning. En særlig tak skal gå til vores samarbejdspartnere Anne Sørensen, Mette Frisk og ikke mindst Rosanna Farbøl på danmarkshistorien.dk. Rosanna har været meget aktivt involveret i arbejdet med tekst og billeder til både bog og net-formidlingen. Tak skal også lyde til kollega Karen Gram-Skjoldager, der i mit nabokontor på Historie i Aarhus har måttet lægge ører til mange anekdoter og prøveballoner. Undervejs i processen har professor Jørgen Elklit og forskningsleder Rasmus Mariager læst og kritisk kommenteret uddrag af teksten. Det er jeg dem megen tak skyldig for. Jeg vil også gerne takke Gads Forlag og i særdeleshed redaktionschef Henrik Sebro, som fra starten med stort engagement og gode idéer har præget arbejdet. Ligeledes til redaktør Grethe Jensen for hendes tålmodighed og skarphed i redigeringen af teksten. Stor hjælp og imødekommenhed er ligeledes vist projektet på arkiver og museer. En særlig tak skal lyde til tidligere leder af Folketingets Bibliotek Hanne Rasmussen og til arkivarerne Jesper Jørgensen og Rasmus Ravnholdt Johnsen på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. På Rigsarkivet er vi også arkivbetjente og arkivarer stor tak skyldig; en særlig tak skal lyde til Anne Lif Jacobsen. Endelig skal der også udtales stor anerkendelse af hele biblioteket i Nobel Parken på Aarhus Universitet. Deres faciliteter, ikke mindst FT-muren, i kælderen, og deres hurtige bogservice har været af stor værdi under arbejdet. Af helt afgørende betydning har gruppen af dygtige og dedikerede studentermedhjælpere tilknyttet projektet været. Derfor stor tak til Kristina Møller Andersen og Max Odsbjerg Petersen, der i projektets tidlige fase nedlagde mange afgørende spor for, hvordan materialet til projektet kunne organiseres og indsamles; til Søren Pietsch-Thomsen og Pelle Mortensen, der ydede uvurderlig hjælp ved indsamling af materiale og løsningen af små som store forskningsgåder. Endelig også tak til Joan Hald og ikke mindst Jeppe Fallesen, som her i den sidste hektiske slutfase gik gennem ild og vand for, at deadline kunne holdes. Endelig vil jeg gerne takke alle kolleger på Historie i Aarhus, afdelingsleder Niels Brimnes og institutleder Bjarke Paarup for aldrig manglende opbakning og overbærenhed i forhold til min momentvise skulken fra fælleskabet. I samme åndedrag skal lyde en tak til Aarhus Universitet, der har medfinansieret projektet. De, der fortjener allermest tak, er måske min familie, der har båret over med mit til tider manglende engagement på den front, ikke mindst gennem den forsømte sommer

16 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

2017. Min kæreste Rie har været helt usædvanligt overbærende og skabt rammer for, at infrastrukturen på hjemmefronten ikke brød sammen. Det er stor kærlighed, og denne bog er derfor dedikeret til hende. Thorsten Borring Olesen, den 27. september 2017

134 dpi

Ministeriet Anker JĂ¸rgensen I 5.10.1972-19.12.1973

Opslag forrige side: Ministeriet Anker Jørgensen I samlet i Statsministeriet den 6. oktober 1972. Fra venstre ses arbejdsminister Erling Dinesen, minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse Jens Kampmann, udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard, handelsminister Erling Jensen og økonomi- og budgetminister Per Hækkerup. Bag Hækkerup kan man lige ane indenrigsminister Egon Jensen og kirkeminister Dorte Bennedsen, og dernæst ses udenrigsminister K.B. Andersen, finansminister Henry Grünbaum, boligminister Helge Nielsen, statsminister Anker Jørgensen, grønlandsminister Knud Hertling, fiskeriminister Christian Thomsen, socialminister Eva Gredal, forsvarsminister Kjeld Olesen, justitsminister K. Axel Nielsen, kulturminister Niels Matthiasen, landbrugsminister Ib Frederiksen og yderst til højre undervisningsminister Knud Heinesen. Foto: Allan Moe, Nordfoto/Scanpix

Det mærkelige år ”Det gik fra oktober 1972, til valget blev udskrevet i november 1973. Det var et år, hvor efterdønningerne efter folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF stadig fik det til at gynge under det politiske arbejde. Det forløb under en ny og uprøvet statsminister. Det var præget af voksende økonomiske vanskeligheder og stigende politisk uro. Det endte med et valg, hvis resultat vist uden forbehold kan betegnes som det mest kaotiske i Danmarks politiske historie.”1 Med ovenstående ord og under overskriften ”Det mærkelige år” indledte Venstres formand og kommende statsminister Poul Hartling i sine erindringer kapitlet om Anker Jørgensens første statsministerperiode fra oktober 1972 til november 1973. Selv om beskrivelsen altså stammer fra en af oppositionens ledere, er det en rammende karakteristik af en periode, der lagde ganske ’mærkeligt’ ud med forhenværende statsminister Jens Otto Krags overrumplende og mesterligt iscenesatte træk, der fra den ene dag til den anden gjorde Anker Jørgensen til statsminister. Uden overdrivelse var det givetvis århundredets mest overraskende sceneskift på statsministerposten. Ganske ’mærkelig’ blev regeringens fald også – angiveligt fældet på grund af en tom benzintank, der, som Hartling påpegede, ledte frem til et dramatisk valg den 4. december 1973, hvis resultat normalt kendes under betegnelsen ”Jordskredsvalget”. Men det var ikke kun den nationale politiske scene, der var præget af krise og opbrud. Det var den internationale også. Dollaren var under så stort pres, at det såkaldte Bretton Woods-system reelt var brudt sammen. Det var dette system, der med dollaren som monetær reservevaluta og anker havde udgjort hjertet i den stadigt friere handelsog valutaudveksling, som gennem 1950’erne og 60’erne var opnået i et opgør med den protektionistiske arv fra mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig. Det havde været et afgørende fundament for ’den gyldne tidsalder’, hvor (Vest)Europa – og Danmark – var blevet bragt økonomisk på benene igen og med høje vækstrater havde bevæget sig ind i masseforbrugets og velfærdsstatens epoke. Men på grund af sit globale koldkrigsengagement og på grund af den øgede konkurrence fra Vesteuropa var den amerikanske økonomi blevet overanstrengt og dollaren svækket så meget, at præsident Nixon i august 1971 havde suspenderet guldindløseligheden, hvilket blev fulgt af en reel devaluering af dollaren og en opskrivning af de nye stærke valutaer, D-mark og yen.2 Det var efterdønningerne fra dette opbrud, Anker Jørgensens første regering kom til at bøvle med, fordi

Ministeriet Anker Jørgensen I |

det også satte de danske økonomiske (u)balancer under pres, og fordi det blev optakten til et økonomisk tilbageslag, da oliekrisen – som følge af de olieproducerende lande i kartellet OPEC’s embargo mod USA og Vesteuropa – ramte i efteråret 1973, kort inden regeringen trådte tilbage. Hertil kan man så lægge den ’nye virkelighed’, som Danmark og regeringen trådte ind i ved indgangen til 1973. Danmark blev medlem af EF, men som Hartling-citatet ovenfor afspejler, uden at kontroverserne herom var endeligt bilagt. Som det vil fremgå, forblev EF-spørgsmålet et konfliktemne i dansk politik i hele perioden 1972-93. Udfordringerne for den første Anker Jørgensen-regering lå dog ikke kun i at komme til en politisk modus vivendi med EF-medlemskabet; de bestod i høj grad også i, hvordan regeringen administrativt skulle håndtere EF-medlemskabet, nu hvor EF blev medlovgiver, og dansk lovgivning skulle tilpasses EF’s eksisterende lov-, regel- og normsamling (acquis communautaire). Det handlede om administrativ ekspertise, koordination og Jens Otto Krag giver faklen videre til Anker Jørgensen i oktober 1972. Foto: Steen Jacobsen, Scanpix

2 2 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

kapacitet i forhold til at styre input og output mellem det danske system og EF-systemet, men også om at regulere rollefordelingen på den hjemlige arena mellem regering og embedsmænd, internt i regeringen og mellem regering og Folketing. Det skulle vise sig ikke at blive helt let. Det var disse ’virkeligheder’ og udfordringer, Anker Jørgensen blev kastet hovedkulds ud i ved sin tiltræden som statsminister den 5. oktober 1972. Ellers var regeringen den samme, som Jens Otto Krag havde dannet den 11. oktober 1971, dvs. med 19 ministerporteføljer. Som dansk parlamentarisk skik tilsagde, var der tale om en mindretalsregering baseret på 70 socialdemokratiske mandater med støtte fra 17 SF’ere og tre nordatlantiske mandater – 90 mandater i alt mod kun 88 mandater til den borgerlige opposition, fordi det færøske medlem Hákun Djurhuus fra Folkeflokken erklærede sig neutral. Under alle omstændigheder var der et meget knapt politisk råderum for Anker Jørgensen i folketingssalen.3

Statsministeren og hans parti Anker Jørgensen (1922-2016) blev født i Sundby på Amager.4 Han kom fra såkaldte små kår med en mor, der gjorde rent, og en far, der var kusk. De døde begge unge, og Anker flyttede derfor allerede som barn ind hos sin faster og onkel, der var henholdsvis tobaksarbejder og chauffør og tillidsmand på en papirsposefabrik. Anker gik i Det Kgl. Vajsenhus’ skole for forældreløse børn, men var efter egen oplysning ikke særligt engageret eller flittig i terpeskolen i Nørre Farimagsgade. Det var derfor heller ikke med sorg, at han forlod skolen efter syv års skolegang til fordel for diverse ufaglærte ungarbejderjobs som arbejdsdreng, bud og lagerarbejder. Skolen havde dog ikke formået at tage livet af den unge Ankers læselyst. Allerede som dreng havde han været ivrig læser af drengebøger, men nu kastede han sig også noget utraditionelt for en ufaglært arbejdsdreng over litterære storværker som Goethes Faust og Brandes’ Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, ligesom han blev meget begejstret for Hartvig Frischs europæiske kulturhistorie. Fagligt og politisk aktiv blev Anker Jørgensen først for alvor efter Anden Verdenskrig. Han var vokset op i socialdemokratisk kerneland, men han meldte sig først ind i partiet ved Staunings død i 1942. Under krigen kom Anker Jørgensen i øvrigt i træfning med tyskerne den 29. august 1943, da han var soldat på Næstved Kaserne, og han blev senere aktiv i modstandsbevægelsen. Efter krigen blev han fagligt aktiv som tillidsmand og indtog i 1950 pladsen som næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening i København. Herefter gik det slag i slag. I 1956 blev han formand og seks år senere forretningsfører i transportforbundet i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DASF) og endnu seks år senere, i 1968, formand for hele Arbejdsmandsforbundet.

Ministeriet Anker Jørgensen I |

Undervejs havde han uddannet sig gennem internationale fagkurser i Vesttyskland og USA, ligesom han som redaktør 1964-68 var ansvarlig for en vellykket modernisering af arbejdsmændenes fagblad. Samtidig tog han sæde i Folketinget valgt ind af Vestre Storkreds. Selv om han fik ordførerskaber omkring arbejdsmarkedsforhold, lå hovedkræfterne fortsat i det faglige arbejde. Han var dog ikke bleg for at sige sin politiske mening, bl.a. om Vietnam krigen. Han gik for at tilhøre partiets venstrefløj og var da også en af medstifterne af den venstredrejede partigruppering Socialdemokratisk Samfund (SDS). Efter Krags regeringsdannelse i 1971 indtog han positionen som folketingsgruppens næstformand. Det var på denne baggrund, at Berlingske Tidende i 1972 i et fødselsdagsportræt inden udnævnelsen til statsminister omtalte ham som en mulig dansk Olof Palme, mens Carl Kauffeldt i Fyens Stiftstidende ved samme lejlighed nøjedes med at stille spørgsmålet, om Anker Jørgensen blev næste mand i den socialdemokratiske kongerække.5 Udnævnelsen af Anker Jørgensen til statsminister var derfor næppe helt så overraskende, som det ofte fremgår.6 Det overraskende lå langt mere i Jens Otto Krags tilbagetræden den 3. oktober 1972, dagen efter at han havde vundet afstemningen om Danmarks indtræden i Fællesmarkedet, samt i selve måden, Krag nærmest kupagtigt fik Anker Jørgensen kørt i stilling som sin efterfølger. Detaljerne om dette er behandlet i forrige bind af denne serie om De Danske Ministerier – og i øvrigt i de senere udkomne biografier om henholdsvis Anker Jørgensen og Jens Otto Krag – og skal derfor ikke rekapituleres her.7 Alligevel kan der være god grund til at se lidt nærmere på baggrunden for Krags satsning på Anker Jørgensen og på de partiinterne konsekvenser af den topstyrede og uigennemsigtige udnævnelsesproces. Da Krag traf beslutningen om at træde tilbage som statsminister og dermed også som formand for landets største parti, var han helt på det rene med, at han præsiderede over et parti med mange interne spændinger og politiske orienteringer, som grupperede sig i ’kaffeklubber’ eller andre former for mere eller mindre udtalt fraktionsdannelse. Ud over de ’klassiske’ modsætninger mellem højre- og venstresocialdemokrater, fagbevægelse og parti, regering og folketingsgruppe var der kommet nye til med rod i de hastige samfundsforandringer, som Danmark – og mange andre lande – gennemlevede i 1960’erne i overgangen fra landbo- og industrisamfundet til service- og velfærdssamfundet. Denne transformation medførte også et værdiopbrud, som bl.a. kom til udtryk i ungdomsoprøret, og førte generelt til et politisk ryk til venstre i den politiske kultur. Man kan sige, at problemformuleringsinitiativet eller den politiske definitionsmagt i en stor del af 1960’erne og 70’erne kom til at befinde sig på venstresiden af det politiske spektrum. Det er i det lys, man må se dannelsen af den indflydelsesrige partifraktion SDS i 1966, og det er også i det lys, man må se det interne ungdomsoprør i Socialdemokratiet.

24 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

Ritt Bjerregaards kaffeklub samlet i 1975 i Rigsdagsgården foran Folketinget. Fra venstre er det Dorte Bennedsen, Karl Hjortnæs, Svend Auken, Svend Jakobsen, Ritt Bjerregaard, Kaj Poulsen, Jimmy Stahr, Helle Degn og Inge Fischer Møller. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Ved valget i 1971 havde folketingsgruppen således fået en stærk ungdomsprofil med indvalgte kandidater som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Birte Weiss, Helle Degn m.fl., som alle kun var 30 år eller derunder. Denne gruppe samlede sig straks i en kaffeklub. Som helhed var den 70 mand store folketingsgruppes gennemsnitsalder nået ned på 43 år. Til gengæld var kvindeandelen stadig kun magre 14 pct.8 Ung-gammel blev derfor en ny modsætningsdimension i partiet, ikke mindst fordi Socialdemokratiets ’nye, unge venstre’ havde andre prioriteringer end de gængse socialdemokratiske. Det var måske ikke de fordelingspolitiske spørgsmål, der havde højest prioritet i denne gruppe, og i hvert fald kun, hvis de kunne forbindes med et reelt samfundsforandrende perspektiv med en mere individorienteret velfærdsstat, der også indbefattede køns-, miljø- og uddannelsesprioriteringer og et moderne socialismeperspektiv med en satsning på indførelsen af økonomisk demokrati. Modstillingen ung-gammel må dog ikke opfattes for håndfast eller skematisk, da en stor del af ungdomsgruppens

Ministeriet Anker Jørgensen I |

udsyn deltes af den bredere venstreorienterede fløj, tilknyttet SDS. I det hele taget er det vigtigt at understrege, at det mest karakteristiske ved partiet – og i øvrigt det danske samfund som helhed – var sameksistensen af en række forskellige ’tider’ – aldersbestemte naturligvis, men også i kulturel, politisk og ideologisk forstand. Klassiske orienteringer, hvor politiske værdier og politisk udsyn typisk var skabt og formet i og af det traditionelle klassebaserede landbo- og industrisamfund, og mere modernistiske med rod i de nye, til dels postmaterielle værdier, der voksede frem sammen med velfærds- og servicesamfundet.9 Det politiske opbrud havde imidlertid ikke kun en national klangbund, men i højeste grad også en international, og i virkeligheden var de intimt sammenvævet. Eksempelvis var velfærdsstatens udbygning i enestående grad knyttet til den økonomiske dynamik, der prægede efterkrigstiden, og hvor den helt afgørende impuls kom fra genrejsningen af et internationalt monetært og handelsmæssigt samarbejde – inden for den kolde krigs rammer.10 Et led i denne udvikling var den såkaldte afkoloniseringsproces, hvor tidligere koloniområder slog sig fri af de tidligere kolonimagter og etablerede sig som selvstændige stater og sammen blev en tredje stemme, der udfordrede vest- og østblokkenes dominans i den globale politik. Denne udvikling er vigtig for den danske parlamentariske historie, fordi de nye globale udviklingstræk kom til at indgå som væsentlige pejlemærker for det nye venstre og ungdomsoprøret, som bl.a. fandt fodfæste hos Venstresocialisterne, SF og altså hos store dele af Socialdemokratiet, ligesom i øvrigt en del borgerlige politikere heller ikke var uberørte af den nye internationale dagsorden.11 For Socialdemokratiet betød det ikke, at de vigtigste pejlemærker i partiets internationale politik, NATO-politikken og europapolitikken, herunder ønsket om optagelse i EF, blev grundlæggende ændret, ja, med optagelsen i EF pr. 1. januar 1973 kan man endda sige, at politikken blev cementeret. Men prioriteringen blev i stigende grad sat til diskussion, og man kan hævde, at partiets centralposition på spørgsmålene blev forskubbet mod venstre – eller i begge tilfælde mod en mindre tæt eller integreret position i alliancen/fællesskabet. Især EF-spørgsmålet kom i 1970’erne til at dele vandene i partiet. Som noget helt uhørt dannedes en decideret modstanderfraktion, Socialdemokrater mod EF, der imod partiets officielle holdning argumenterede for et nej ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Trods det klare ja på næsten to tredjedele af de afgivne stemmer ved folkeafstemningen var det oplagt, at jaet ikke var nær så komfortabelt blandt Socialdemokratiets vælgere. Og i det hele taget var mange af jasigerne i partiet, såvel blandt politikere som vælgere, kun tilhængere af et minimalistisk ja, dvs. et ja til mellemstatsligt økonomisk og handelsmæssigt samarbejde og så helst ikke meget mere.12 I det lys kan man hævde, at partiet i EF-spørgsmålet havde tre sjæle: En modstandersjæl bestående af unge socialdemokrater nævnt ovenfor, men også ældre ven-

2 6 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

stresocialdemokrater som Frode Jakobsen, der så EF som en (suverænitets)trussel mod dansk velfærdspolitik, det nordiske samarbejde, afspænding og en progressiv tredje verdens-politik. Hertil kom så en EF-forbeholden sjæl, der nok var den dominerende i partiet, og som mest markant tegnedes af udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard. Denne sjæl anså medlemskab for nødvendigt af økonomiske årsager, bl.a. for at sikre det økonomiske grundlag for velfærdspolitikken, men var i øvrigt lige så afvisende som ’nejsjælen’ over for at lade EF få indflydelse på den danske velfærdspolitik og over for at lade EF-samarbejdet antage mere overstatslig eller politisk karakter. Endelig udgjordes den tredje sjæl af fuldtonede tilhængere som Krag selv og K.B. Andersen, der tillagde EF og dansk medlemskab heraf stor såvel økonomisk som politisk betydning og gerne så Danmark centralt placeret i samarbejdet.13 Alt dette lå som et bagtæppe for Krag, da han for alvor begyndte at overveje, hvem der kunne og skulle efterfølge ham. Når det blev Anker Jørgensen, skyldes det givetvis, som historikeren Bo Lidegaard har observeret, at Anker Jørgensen var en tydelig profil på Socialdemokratiets venstrefløj, som havde markeret sig med markant kritik af USA’s krigsførelse i Vietnam. Alt dette appellerede til venstrefløjen og de unge i partiet. Samtidig kendte Krag ham også som en realitetsbetonet fagforeningsmand, der ikke gik af vejen for et kompromis for at få et resultat, men heller ikke var bange for at kæmpe for det. Med Anker i forslag kunne Krag være ret sikker på fagbevægelsens opbakning, også selv om LO-formanden Thomas Nielsen på det personlige plan ikke havde meget tilovers for ham. Det var givetvis også rigtigt set af Krag, at hvis der var en person, der – som Bo Lidegaard påpeger – på én gang kunne ”videreføre EF-politikken og samtidig få de unge modstandere på venstrefløjen med om bord, var det Anker Jørgensen. Det må for Krag have været det afgørende kriterium. Anker var den af alle, der bedst kunne holde sammen på partiet”. Endelig må Krag også have observeret Anker Jørgensens særlige personlige kvaliteter, nemlig en uforlignelig evne til at tale til og forstå den socialdemokratiske kernevælger og, egentlig mere end det, danskerne som helhed. Anker brændte igennem, når han var ’på’. Han var troværdig, fordi han var den, han gav sig ud for at være.14 Alligevel må Krag også have haft sine betænkeligheder. Anker Jørgensen manglede i hvert fald tre basale kvalifikationer, som Krag selv besad og havde besiddet, da han blev udnævnt til statsminister. Anker Jørgensen havde således ingen større politisk-parlamentarisk erfaring. Han havde været medlem af Folketinget siden 1964, men hans erfaring var fagforeningsmandens, ikke politikerens. Han havde heller ingen bred økonomisk funderet indsigt. Han kunne regne og forhandle kroner og øre til sine medlemmer, men i nationaløkonomiske og valutariske spørgsmål havde han ikke megen skoling. Dette var kritisk, ikke kun i forhold til det økonomiske stormvejr, hans regering hurtigt havnede i (som naturligvis var ubekendt for Krag, da han kørte Anker i stilling),

Ministeriet Anker Jørgensen I |

men mere grundlæggende, fordi – hvad Krag vidste bedre end nogen – nationaløkonomisk indsigt i kombination med international erfaring i stigende grad var ’et must’. Anker Jørgensens tredje udestående kvalifikation var nemlig en mangel på politisk erfaring på højere internationalt niveau. De velrenommerede fagforeningskurser, Anker havde været på, bl.a. på Harvard, var næppe tilstrækkelig som ballast. Man kan derfor berettiget spørge, om udpegningen af ham var lige så velmotiveret for Danmark som helhed, som det var for Socialdemokratiet. Uden at fælde nogen endelig dom må det for Krag have stået klart, at han med valget af Anker Jørgensen som politisk kronprins satsede på en partisamler og en formidler snarere end en vejviser.

Rivaler og det parlamentariske rum Krags manøvre med at køre Anker Jørgensen i stilling som sin efterfølger ved hurtigt, men drypvist at hente tilsagn til Ankers kandidatur fra de ’tunge’ repræsentanter for parti og fagbevægelse var på den korte bane overmåde vellykket. Kandidaturet kom til at stå som et fait accompli for Socialdemokratiets kompetente organer, hvilket forhindrede en egentlig magtkamp om statsministerposten. Men der var et par kandidater, der følte sig kørt over undervejs i forløbet. Den ene var Per Hækkerup. Hækkerup sad med en bred og tung portefølje i Krags regering som både økonomi- og budgetminister. Han var den eneste i regeringen, der kunne matche Krag i økonomisk indsigt, international erfaring og politisk tæft. Han kunne have været en oplagt efterfølgerkandidat. Alligevel så Krag forbi ham og rådede endda Anker Jørgensen til at skille sig af med ham hurtigst muligt.15 Legendarisk er ordvekslingen mellem Krag og Hækkerup den 3. oktober, hvor regeringen var forsamlet, lige efter at Krag havde annonceret sin afgang over for Folketinget. En uindviet og fortørnet Hækkerup konfronterede Krag med ordene: ”Det kunne du sgu godt have diskuteret med de fornuftigste af os.” ”Det har jeg gjort,” lød Krags ufølsomme svar. Der er grund til at fæste lid til ordvekslingen, da den stammer fra undervisningsminister Knud Heinesen, som var vidne til optrinnet.16 Det interessante ved episoden er, at Hækkerup altså ikke hørte til den kreds, Krag fandt det nødvendigt at tage i ed omkring Ankers udnævnelse, men også, at Hækkerup på det efterfølgende ministermøde søgte at kortslutte Krags plan ved at holde en salgstale for sig selv – en tale, som er blevet betegnet som ”indtrængende og overbevisende”.17 Også her er der dog grund til at fæste lid til Heinesen, som afviser, at Hækkerup ved den lejlighed var i stand til at overbevise nogen som helst. Som det er velkendt, var Hækkerup i stigende grad indisponibel på grund af et uhæmmet alkoholforbrug. Krag og Hækkerup havde rivaliseringer og flere grunde til at være på kant med hinanden, men det har givet spillet en stor rolle for Krags anbefaling til Anker om at skille sig af

2 8 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

med Hækkerup, at Hækkerup på denne tid havde så lidt styr på sig selv, og at han kunne blive svær at danse med for en uerfaren statsminister.18 Fornuftigt nok lyttede Anker Jørgensen ikke til Krags råd, men beholdt Hækkerup som økonomi- og budgetminister. Han havde brug for økonomisk ekspertise og parlamentarisk erfaring i en regering, hvor han ikke selv leverede lige netop det. Med sit tag i den socialdemokratiske højrefløj kunne Hækkerup også hurtigt blive en farligere mand at have uden for end i regeringen. Og efter at Anker meget resolut et par gange i sit første regeringsår måtte vise Hækkerup, hvem der ledede regeringen, fandt de to ind i et samarbejde, der fungerede til fordel for dem begge. Som Anker noterede i sin dagbog under den 29. maj 1973: ”Per er måske nok ’brændt ud’, som Berlingske skrev i anden anledning, men han har stadig en reserve både politisk og i selskab.”19 Hækkerup var dog ikke Anker Jørgensens værste interne udfordring, hverken på det korte eller lange sigt. Det var gruppeformanden, Orla Møller.20 Da Krags Anker-manøvre blev kendt den 3. oktober, gik en række gruppemedlemmer i gang med at indsamle underskrifter for Orla Møllers kandidatur i stedet. Det lykkedes at indsamle omkring 40 underskrifter i alt på servietter fra Snapstinget, selv om Orla Møller blev opfattet som en højresocialdemokrat. Men når over halvdelen af gruppen alligevel skrev under, er det et vidnesbyrd om, hvor højt Krag gamblede. ’Kåringen’ af Anker blev nemlig af mange i folketingsgruppen oplevet som i modstrid med den demokratiske fornyelsesproces i partiet, som de seneste kongresser havde lagt op til.21 Og den viste, hvor grundlæggende modsætningerne kunne være mellem regering og folketingsgruppe – så grundlæggende, at de indimellem kunne overlejre de traditionelle højre-venstre-modsætninger. Initiativet fejlede imidlertid, fordi Orla Møller ikke selv havde modet til at føre det igennem. Derfor blev servietterne i lommen, men rygtet om dem blev ved med at plage Anker i en længere periode og belastede den vitale samarbejdsrelation mellem regeringschef og gruppeleder.22 Et klimaks kom i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1973, hvor der blev forhandlet og indgået et boligpolitisk forlig med SF (mere herom senere). Anker Jørgensen var ikke kun i tvivl om Orla Møllers og dermed gruppens stilling, men også om opbakningen hos flere medlemmer af regeringen. Det var i forbindelse hermed, at Anker Jørgensen i sin dagbog filosoferede over den politiske situation – og i øvrigt nogle dage senere prædikede dunder over det samme tema for hele folketingsgruppen: ”Reelt burde den være ualmindelig god, men den er meget dårlig … Kaffeklubber, dannelsen af ’Socialdemokratisk Debat’, en sammenslutning af SDS og Socialdemokrater mod EEC, Orla Møllers tilsyneladende højredrejning ved at sige, at vi står i centrum (jeg har ofte sagt til venstre for midten), fornemmelsen hos en del af vore egne af, at jeg ikke er fast nok i ledelsen, fulgt kraftigt op i pressen,

Ministeriet Anker Jørgensen I |

rygterne om regeringsændringer … Den nye ’Socialdemokratisk Debat’ siger ud af NATO, EF og demokratisering af partiet. Det er fundamentalt imod programmet og vor politik.”23 Citatet anskueliggør på eksemplarisk vis nogle af de interne politiske udfordringer, Anker Jørgensen måtte kæmpe med i sin første regeringsperiode, og som i virkeligheden også førte til, at han i november 1973 følte sig presset til at udskrive valg. Det hører også med til historien, at Anker var en del plaget af sygdom. Han sled med en gigtfebersygdom, som han blev behandlet for på Blegdamshospitalet, og hvor en del af kuren bestod i at tage ture til ’de varme lande’. Anker Jørgensen og familien var således på ugeophold på Barbados i november 1972 og april 1973 samt i Thailand hen over jul og nytår 1973-74. Trods dette lod han ikke forholdene i partiet sejle. Med mellemrum forsøgte han at sætte sig igennem over for folketingsgruppen med appeller om mere sammenhold, og han styrkede sin position, da han på partikongressen i september blev valgt til formand for partiet – en post, Erling Dinesen havde varetaget siden Krags afgang. Men det siger meget om situationen i partiet, at Anker Jørgensen længe var i tvivl om, hvorvidt partikongressen overhovedet ville gå ind for at lade ham bestride både hvervet som statsminister og som partiformand. Og bedre blev det jo ikke af, at Orla Møller havde været i pressen med det synspunkt, at det kunne være en fordel for partiet at holde de to poster adskilt.24 Med kun 90 mandater var den parlamentariske situation heller ikke let for regeringen, der var nødt til – og ikke altid af lyst – i afgørende sager at aktivere mandaterne i det såkaldte andet arbejderflertal, dvs. at støtte sig på SF og tre nordatlantiske mandater. Det fungerede egentlig overraskende godt, ikke mindst fordi fløjene i SF i denne periode formåede at optræde ganske samlet udadtil.25 Alligevel opfattede Anker Jørgensen og højre-socialdemokraterne indimellem samarbejdet med SF som en spændetrøje, og derfor blev der også med jævne mellemrum opsendt prøveballoner om et tættere samarbejde med Det Radikale Venstre – balloner, som i reglen blev punkteret af Hilmar Baunsgaard.26 Regeringen nød til gengæld gavn af det forhold, at de borgerlige partier, især De Radikale og De Konservative, var mindst lige så splittede som Socialdemokratiet. De Radikale var martret af tilsvarende EF-modsætninger og var delt mellem dem, der ville forhandle til enten højre eller venstre i folketingssalen, ofte med udgangspunkt i en debat om, hvad det virkelig ville sige at være ’radikal’. Tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard var pro-EF og ville helst genoptage VKR-samarbejdet, men var nødt til at være midtsøgende for at holde sammen på sit parti.27 Endnu værre var situationen i Det Konservative Folkeparti. Her var partiet splittet i to fløje omkring formanden, Erik Haunstrup Clemmensen, og lederen af folketingsgruppen, Erik Ninn-Hansen. I sin sub-

30 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

stans var konflikten et politisk-ideologisk opgør om, hvorvidt partiet skulle lægge tryk på folkeparti-elementet eller det konservative i sit navn. Formanden mente det første, mens Ninn-Hansen-fløjen mente det sidste. Splittelsen var ganske akut, fordi Haunstrup Clemmensen blandede sig betydeligt mere i folketingsgruppens arbejde, end skikken i partiet tilsagde. Et blik i den konservative folketingsgruppes forhandlingsprotokol for 1973 demonstrerer således med al ønskelig tydelighed, at partiet ofte var mere optaget af at diskutere de interne modsætninger end at forholde sig til den generelle politiske dagsorden.28 Der var mere fodslag i Venstre, men ikke rigtigt noget, der kunne udnyttes, sådan som det parlamentariske landskab så ud. Med tiden var det dog et helt fjerde borgerligt parti uden for Folketinget, der kom til at bekymre statsministeren mest – og i øvrigt også lederne hos de andre partier repræsenteret i Folketinget. Det var det helt nye parti på det politiske firmament, Fremskridtspartiet (Frp), med den farverige partiejer Mogens Glistrup (1926-2008) i spidsen. Glistrup var bornholmer, født i Rønne, hvor hans far var gymnasielektor i fysik og kemi. Selv læste Glistrup jura og tog afgangseksamen fra Københavns Universitet med et af de højeste gennemsnit nogensinde. Sideløbende med karrieren som landsretssagfører indtog Glistrup også stillingen som lektor i skatteret ved Københavns Universitet 1956-63 og forfattede en stor kontroversiel bog om skatteret. Han ønskede dog ikke at gøre akademisk karriere og trådte derfor ind som kompagnon i svigerfarens advokatfirma, som han senere overtog ved dennes død i 1970. Glistrup tiltrak en række prominente klienter med et anarkistisk tilsnit som ham selv, bl.a. studiekammeraten og rejsekongen Simon Spies og kunstneren Jens Jørgen Thorsen. Glistrups store gennembrud i offentligheden kom med hans deltagelse i fjernsynsprogrammet Focus en lørdag aften i bedste sendetid i 1971. Det var her, han sammenlignede skattesnydere med jernbanesabotørerne under krigen, der også udførte et ”samfundsnyttigt arbejde”. Det skabte et enormt røre hos VKR-regeringen, i Danmarks Radio, hos skattemyndighederne og i offentligheden og blev anledning til en vedvarende opmærksomhed om Glistrups person, som nu frejdigt bekendte, at han da havde en trækprocent på 0.29 Korstoget mod skattesystemet blev også så gennemgribende, at han året efter, i august 1972, besluttede at danne skattenægterpartiet Fremskridtspartiet. Det var langt hen ad vejen et enmandsforetagende, for Glistrup var partiet, og han var eminent dygtig til at sælge sit politiske budskab. Hans retorik var uden omsvøb, når han hudflettede ’pampere’, ’papirnussere’ og andre ’snyltere’ i den offentlige sektor, ligesom han var blændende til at udnytte medierne; han havde en sag – og Fremskridtspartiet stormede frem i meningsmålingerne gennem foråret 1973 fra knap 6 pct. i begyndelsen februar til 26 pct. i løbet af april.30 Fremgangen var chokerende i sig selv, men så meget desto mere fordi partiets succes så ud til at næres af et frontalangreb på den samfunds- og velfærdsmodel, som Socialdemokratiet mere end noget andet parti identificerede sig

Ministeriet Anker Jørgensen I |

med. Glistrup ville have lavere skatter, lavere offentlige udgifter, og i udgangspunktet ikke så meget mere, som slagnummeret om at erstatte forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk oplyser: ”Vi overgiver os,” lader antyde.31 Frem til slutningen af september 1973, hvor Anker Jørgensen gennemførte en større regeringsrokade, udgjorde de ovenfor beskrevne forhold de indenlandske rammer for regeringens politik og embedsførelse. Vi vender tilbage til udviklingen efter kongressen i efteråret 1973 nedenfor. I stedet vendes blikket nu mod politikken inden for de forskellige ressortområder og i første omgang mod de internationale af disse, europapolitikken og udenrigspolitikken.

EF-lovgivning under Anker Jørgensen I

Undervisning Arbejdsmarkedet Forureningsbekæmpelse Handel Justits Offentlige arbejder

Finanspolitik Fiskeri Grønland Indenrigspolitik Landbrug

Europæisk tilpasning En af de største udfordringer for Anker Jørgensen-regeringen var det nye medlemskab af EF, som trådte i kraft ved årsskiftet 1973. Udfordringerne var som nævnt lovgivningsmæssige, administrative og politiske. På det lovgivningsmæssige område blev ikke mindre end en fjerdedel af alle vedtagne lovforslag (26 pct.) i samlingen 1972-73 motiveret med hensyn til EF-medlemskabet. I godt halvdelen af tilfældene fremgik hensynet direkte i titlen til loven (27 vedtagne love), mens der i de øvrige tilfælde var tale om

32 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

enten at omsætte EF-direktiver til dansk lovgivning eller om en frivillig dansk lovgivningsmæssig tilpasning med mere eller mindre klar reference til EF (24 tilfælde). Som det fremgår af nedenstående figur, var det især lovgivning inden for landbrugs/fiskeriog handelsområdet, der krævede tilpasning, men også omkring afgiftsharmonisering, der hørte under Finansministeriets ressort, var der stor aktivitet.32 Hermed fortsatte den proces, der var påbegyndt i den forrige folketingssamling med at klæde Danmark lovgivningsmæssigt på til EF-medlemskabet, bl.a. med henblik på at forhindre opkøb af danske sommerhuse og at beskytte den danske folkepension gennem indførelsen af et optjeningsprincip.33 Lovene i 1972-73-samlingen var måske ikke helt så kontroversielle, men til gengæld vigtige, for eksempelvis at forberede Danmarks indtog i EF’s fælles landbrugspolitik, som der var knyttet så store økonomiske forventninger til. Regeringen tog heller ikke let på udfordringen og afholdt blandt andet et heldagsministermøde den 26. februar 1973 med deltagelse af ledende embedsmænd for at forberede sig på de politiske og lovgivningsmæssige udfordringer, som EF-medlemskabet det første år så ud til at ville byde på.34 En mindst lige så stor udfordring var, hvordan den danske regering skulle organisere sig politisk og bureaukratisk for at påvirke, implementere og koordinere EF-beslutningsprocessen. EF var ikke bare et traditionelt mellemstatsligt samarbejde; det var også overnationalt og havde egne lovgivningsprocedurer og eksklusive politikområder, hvor Fællesskabet repræsenterede den samlede klub af lande udadtil. Suveræniteten skulle nu deles med EF, så regering og Folketing ikke længere var enelovgiver vedrørende danske forhold, mens eksempelvis handelsog toldpolitik blev EF’s kompetenceområde, hvilket betød, at Udenrigsministeriet ikke længere havde ansvaret for at indgå bilaterale handelsaftaler med tredjelande. Dermed blev det bydende nødvendigt, at den danske regering var på forkant med EF-lovgivnings- og aftaleinitiativer, at man kunne mobilisere den nødvendige fagekspertise både til input i Bruxelles og til at implementere EF-lovgivning i dansk lovgivning, samt ikke mindst at man var i stand til at koordinere både input- og implementeringssiden. Det hører også med til historien, at medlemskabet indebar, at 10 medlemmer af Folketinget fremover ville få sæde i Europa-Parlamentet, der altså endnu var indirekte udpeget – og heller ikke havde den store indflydelse på EF’s lovgivningsprocesser. Samtidig fik regeringen også til opgave med det samme at indstille Danmarks første kandidat til EF-Kommissionen. Efter en holmgang med Per Hækkerup, som i løftet stemning og uden at konsultere sin nye regeringschef annoncerede sit kandidatur midt under EF-topmødet i oktober 1972, blev EF-ambassadør Finn Gundelach indstillet og efterfølgende godkendt som landbrugskommissær.35 Anker Jørgensen-regeringen stod ikke helt på bar bund. Allerede under forhandlingerne om optagelse og senere forberedelse af medlemskabet var regeringsadministrationen blevet indrettet med medlemskab for øje. Krag havde således gjort udenrigsøkono-

Ministeriet Anker Jørgensen I |

miminister Ivar Nørgaard til den overordnede koordinerende minister for EF-sagerne.36 Nørgaard (1922-2011) var uddannet økonom fra 1947 og fulgte i sin socialdemokratiske families fodspor ved at engagere sig politisk. Han var leder af arbejderhøjskolen i Esbjerg, før han i begyndelsen af 1960’erne blev chefredaktør på Aktuelt. Han blev hentet ind af Jens Otto Krag som økonomiminister ved en regeringsrokade i 1965. Året efter blev han valgt ind i Folketinget for Hvidovrekredsen. Da Krag på ny dannede regering i 1971, gjorde han Nørgaard til den centrale koordinerende minister med henblik på at færdiggøre EF-medlemsforhandlingerne og forberede EF-medlemskabet. Der var ingen tvivl om Nørgaards kvalifikationer til at bestride posten. Alligevel kan man se det som overraskende, at Krag udnævnte en person med en noget mere behersket entusiasme for det europæiske projekt, end han selv besad. Men logikken var givetvis, at Nørgaard var en garant i forhold til EF-skeptikerne i partiet og dermed en person, der bedre kunne repræsentere de kompromiser, som optagelsen i EF og EF-politikken ville nødvendiggøre på lidt længere sigt.37 Som betingelse for at påtage sig jobbet havde Nørgaard krævet, at regeringen oprettede et særligt markedsøkonomisk regeringsudvalg, hvor relevant EF-lovgivning og følgelovgivning blev behandlet, samt at han fik sæde i EF’s Ministerråd.38 På dette tidspunkt var det sådan, at det ledende råd i EF var Ministerrådet for udenrigsministre. Nørgaard var imidlertid ikke udenrigsminister. Det var K.B. Andersen, men der blev fundet noget, der kunne ligne en salomonisk løsning på repræsentationsproblemet, idet Nørgaard blev den faste repræsentant i Ministerrådet, når det mødtes inden for Romtraktatens rammer, mens K.B. Andersen kom til at deltage i møderne, når EF-kredsen mødtes til udenrigspolitiske drøftelser i det såkaldte Europæiske Politiske Samarbejde (EPS-samarbejdet), der var mellemstatsligt og ikke reguleret af Romtraktaten. Det var her, den parodiske praksis udviklede sig, at rådet af udenrigsministre kunne holde EPS-møde i én hovedstad, før de fløj til Bruxelles og fortsatte mødet som EF’s Ministerråd.39 I det danske tilfælde blev ministeren endda udvekslet mellem de to møder, hvilket symbolsk var vigtigt i Danmark for at markere EPS-samarbejdets løse og ikke-bindende karakter, men næppe altid optimalt for at varetage danske interesser. For de andre lande var det ikke altid helt oplagt, hvem de skulle henvende sig til, ligesom det er velkendt, at der var betydelige rivaliseringer mellem Nørgaard og departementschef Jens Christensen, dvs. Udenrigsministeriets Andet Departement, på den ene side, og K.B. Andersen og hans Første Departement på den anden. Som K.B. Andersen selv har formuleret det: ”Ikke sjældent var vi ved at komme ud i situationer, der var nok så uacceptable.”40 Da Anker Jørgensen overtog regeringsansvaret, foregik håndteringen af EF-politikken altså primært gennem Ivar Nørgaard og det såkaldte markedssekretariat, der nu blev opnormeret til et egentligt departement ledet af den profilerede chef, Jens

34 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

Christensen, og som fik et markant løft i form af nye stillinger.41 Som sidestykke til regeringens markedsøkonomiske udvalg oprettedes på embedsmandsside det såkaldte EF-udvalg bestående af højtstående repræsentanter fra de af EF-medlemskabets mest berørte ministerier og med Udenrigsministeriet som den centrale tovholder, og under dette opererede et større antal stående specialudvalg, som på ministerieniveau behandlede input fra og til EF-systemet. Selv om Udenrigsministeriet altså var tovholder og sad med i alle de 18 specialudvalg, som oprettedes, kunne det ikke undgås, at EF-sagsbehandlingen blev præget af et stort element af sektorisering, der ikke mindst skyldtes, at den relevante specialviden ofte var deponeret ude i de enkelte fagministerier. Det var eksempelvis repræsentanter for disse ministerier, der sad med i EF’s arbejdsgrupper og ekspertkomitéer.42 Det viste sig også hurtigt, at der opstod problemer med at håndtere de juridiske udfordringer i forbindelse med EF-lovgivningen. Man kan sige, at Justitsministeriet i det opstillede system var havnet lidt på sidelinjen under Udenrigsministeriets koordinering og specialkomitéernes implementering af EF-lovgivningen, der mest tog sigte på at varetage de politiske og økonomiske interesser ved medlemskabet. Men allerede i juni 1973 opfordrede såvel Markedsdepartementet som Justitsministeriet til en højere grad af centralisering og koordinering af de juridiske aspekter, fordi implementering på ét felt også ofte ville påvirke retstilstanden på andre felter, og uden tilstrækkelig koordinering risikerede den danske regering at miste kontrollen over sammenhængen i dansk lovgivning. Resultatet blev, at man oprettede en specialkomité for juridiske spørgsmål til vagthund og koordinator vedrørende de juridiske, institutionelle og domstolsrelaterede aspekter ved EF-samarbejdet.43

Baconslaget EF-medlemskabet skabte imidlertid ikke kun behov for administrative tilpasninger; det skabte tydeligvis også politiske udfordringer i forholdet mellem regering og Folketing. Allerede ved indlevering af Danmarks første ansøgning om medlemskab af EF i 1961 havde man oprettet Markedsforhandlingsudvalget som et ad hoc-udvalg til at sikre parlamentarisk indsigt i regeringens håndtering af optagelsesforhandlingerne. Ved Danmarks optagelse blev udvalget – nu under navnet Markedsudvalget – gjort permanent som et af Folketingets stående udvalg.44 Alligevel var EF-medlemskabet kun knap en måned gammelt, da der udbrød heftig konflikt i Markedsudvalget og senere Folketinget om regeringens måde at føre EF-politik på. Det skete, da landbrugsminister Ib Frederiksen fik ørerne i maskinen efter forhandlinger i Landbrugsministerrådet i Bruxelles 22.-23. januar om fastlæggelse af de fremtidige prisniveauer inden for den fælles landbrugspolitik.

Ministeriet Anker Jørgensen I |

Frederiksen (f. 1927) var kalkunavler og formand for Danmarks Andels Fjerkræ Slagterier, tillige nyvalgt borgmester i Mariager Kommune og medlem af Århus Amtsråd, da Krag i 1971 gjorde ham til landbrugsminister. Som Kaarsted tørt konstaterede, tog Krag fejl, hvis han troede, at denne udnævnelse ville gøre indtryk på Landbrugsrådet, for dér ”spiller hverken kalkuner eller høns nogen rolle”.45 Det så man, da Frederiksen vendte hjem med et ’baconresultat’, der blev anset for katastrofalt af landboorganisationerne og de borgerlige partier. Det hører med til historien, at Frederiksen havde ganske vanskeligt ved selv at forklare indholdet af forhandlingsresultatet i den mediestorm, som fulgte.46 Sagen afspejlede langt hen det faktum, at prismekanismerne og prisudregningerne i EF’s landbrugspolitik var ekstremt komplicerede, fordi der ud over prisudligningssystemet selv skulle tages hensyn til diverse overgangsordninger, effekten af valutaudsving og udviklingen i verdensmarkedspriserne på landbrugsprodukter. I den konkrete sag stod slaget om de såkaldte forædlings-koefficienter udregnet på basis af kornforbruget til produktion af et kg svinekød, hvor Frederiksen havde accepteret et kompromis for svinekød på 1:3,15 frem for 1:4,20, som havde været det danske oplæg ved forhandlingernes start. Den sidste koefficient ville naturligvis have været gunstigere for de danske svineproducenter, men som Det Økonomiske Råds formandskab i foråret 1973 konkluderede i en detaljeret analyse af sagen, havde ”spørgsmålet om forædlingskoefficienternes størrelse kun været af begrænset økonomisk rækkevidde”. Det skyldtes bl.a., at verdensmarkedspriserne på korn havde ligget væsentligt over det normale og havde trukket prisniveauet med op, ikke mindst på det britiske marked. Landbruget kom til at tjene stort set lige så meget, som det hele tiden havde været forventningen.47 Meget tyder derfor på, at Frederiksens kritikere enten havde lige så svært ved at forstå prismekanismerne som landbrugsministeren eller drev benhård interessepolitik på landbrugets vegne. Samlet set kom landbruget i øvrigt i de første år efter medlemskabet til at opleve en markant indtjeningsfremgang.48 Derimod var der mere substans i sagens politisk-parlamentariske dimension, der drejede sig om, hvorvidt regeringen havde ageret i strid med de retningslinjer, man havde diskuteret i Markedsudvalget. Det nærmede sig påstand mod påstand, når man studerer forespørgselsdebatten, som de borgerlige partier rejste vedrørende sagen. Statsministeren mente, at procedurerne var blevet fulgt efter bogen, og det var måske også formelt rigtigt, men Poul Nyboe Andersen (V) ser også ud til at have haft en pointe, når han fremhævede, at det skriftlige tal- og bilagsmateriale, der lå til grund for den danske regerings endelige kompromis, var helt utilstrækkeligt, og at det derfor var urimeligt, at regeringen ikke havde forlangt en udsættelse af EF’s rådsbehandling.49 Sagen var kompliceret, der var tidspres, men følelsen hos oppositionen var afgjort, at regeringen ikke havde fulgt regelsættet. Det syntes SF egentlig heller ikke, og flere SF’ere havde været

36 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

ret bombastiske i deres kritik af regeringens håndtering. Men da det trak op til et motiveret borgerligt dagsordenforslag, der udtrykte mistillid til statsministerens håndtering af sagen, formulerede partiet sammen med Socialdemokratiet et alternativt forslag til dagsorden, som sikrede, at oppositionens stormløb mod regeringen faldt til jorden.50 Det paradoksale var således, at første gang SF som støtteparti for alvor måtte rage kastanjerne ud af ilden for Anker Jørgensen, skete det på et EF-spørgsmål, hvor man ellers altid var i opposition til Folketingets flertal. Sagen var i øvrigt yderligere pikant ved, at det især var statsministerens klare afvisning af, at der var sket procesfejl undervejs, der provokerede de borgerlige partier, mens Orla Møller i sit ordførerindlæg reelt var betydeligt mere forstående over for kritikken. Som Anker Jørgensen noterer i sin dagbog, var den udbredte holdning, at Orla Møller holdt den tale, som statsministeren burde have holdt. Episoden bar altså ved til Anker Jørgensens usikkerhed om, hvor Orla Møller stod.51 Når SF dækkede Anker Jørgensen ind, var årsagen næppe kun partitaktisk. ’Baconsagen’ blev nemlig anledning til, at Markedsudvalgets rolle og magt blev præciseret og udvidet, som SF havde et stærkt ønske om for at sikre Folketinget kontrol med EF-politikken. Det ønske indgik eksplicit i den afværgedagsorden, som blev vedtaget den 1. februar. Ønsket viste sig nu også overraskende stærkt hos de andre partier, hvilket på kort tid ledte frem til, at Markedsudvalget i enstemmighed kunne fremlægge en beretning, der fastlagde Folketingets, dvs. Markedsudvalgets, fremtidige inddragelse i fastlæggelsen af EF-politikken. I den danske tiltrædelseslov til EF hed det, at regeringen skulle underrette Folketingets Markedsudvalg om forslag til rådsvedtagelser med umiddelbar anvendelighed i Danmark, eller som krævede Folketingets medvirken. I den nye beretning af 29. marts 1973 blev disse forpligtelser nu formuleret sådan – i tillæg til en generel forpligtelse til at holde udvalget orienteret om EF-politikken – at regeringen havde pligt til forud for forhandlinger i EF’s råd om ”vedtagelser af større rækkevidde” mundtligt at præsentere sit forhandlingsoplæg i Markedsudvalget med henblik på at sikre sig Folketingets mandat til forhandlingerne. Hvis det under forhandlingerne viste sig nødvendigt at ændre ”væsentligt” på mandatet for at opnå en fælleseuropæisk løsning, måtte den nye forhandlingssituation præsenteres for Markedsudvalget med henblik på opnåelse af et fornyet mandat. Med disse præciseringer og stramninger sikrede Folketinget sig en overordentlig stor indflydelse på EF-politikken – større end nogen anden national parlamentarisk forsamling i EF.52 Da Danmark trådte ind i EF, var det imidlertid ikke alle dele af rigsfællesskabet, der blev medlem. Færøerne var ikke omfattet af tiltrædelsesloven og besluttede i 1974 endeligt, at man ikke ønskede medlemskab. Derimod blev Grønland medlem, på trods af at der var et overvældende ’nej’ i Grønland ved folkeafstemningen. Det tvungne

Ministeriet Anker Jørgensen I |

medlemskab skabte politisk bitterhed i Grønland, og regeringen var nødt til at tage hensyn til ønskerne om større selvbestemmelse. Regeringen var i sit flertal afhængig af de grønlandske mandater, og Krag havde derfor også gjort Knud Hertling til grønlandsminister. Hertling var grønlænder, uddannet i Danmark som jurist. Han blev i 1964 valgt ind i Folketinget af Grønlands nordkreds og blev altså udnævnt til minister i 1971. Han var for øget grønlandsk selvstyre, og efter folkeafstemningen i oktober 1972, hvor det grønlandske Landsstyre frembragte ønsket om indførelsen af hjemmestyre, godkendte regeringen den 6. februar 1973 kommissoriet for et udvalg til at forberede et sådant. Udvalget var rent grønlandsk med deltagelse af Hertling selv. Der var med andre ord tale om et forarbejde til det, der blev hjemmestyreloven af 1978.53

Hvem sagde union? – Trusler og fordele ved EF-medlemskabet Med Baconslaget overstået og stramningen af Markedsudvalgets beføjelser var der tre hovedtemaer i danske EF-diskussioner frem til sommeren 1973: bestræbelserne på at skabe et monetært og økonomisk samarbejde – en ØMU; spørgsmålet om at skabe en europæisk union og spørgsmålet om de danske gevinster ved medlemskabet. Det første emne – ØMU-problematikken – overlevede sig selv, fordi EF’s medlemslande i denne omgang ikke kunne blive enige om en formel for en fremtidig ØMU.54 Derimod blev unionsdiskussionen en langvarig affære, som med større eller mindre intensitet har været på dagsordenen helt frem til i dag. Når der var fokus på emnet under Anker Jørgensens første regering, skyldtes det to forhold. For det første en udtalelse fra stats- og regeringschefernes topmøde i Paris 19.-21. oktober 1972 mellem de seks medlemslande og de tre kommende medlemmer. Det var Anker Jørgensens første deltagelse i et sådant møde, hvor han var ledsaget af K.B. Andersen og Per Hækkerup, men ikke Nørgaard. Det opsigtsvækkende ved mødet lå i, at topmødeudtalelsen gav de europæiske institutioner til opgave senest i 1975 at få udarbejdet en rapport, som skulle komme med bud på, hvordan EF-landenes mangesidede relationer kunne integreres til en samlet europæisk union senest med udgangen af 1970’erne.55 Det andet forhold havde rod i en afstemning i Europa-Parlamentet, som den 9. maj godkendte en beretning fra Kommissionen, hvori det bl.a. hed, at EF-samarbejdet skulle kunne udvikles til en politisk union med fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Den radikale repræsentant i parlamentet, K. Helveg Petersen, havde forsøgt at få flertal for, at denne passus blev slettet, men uden held.56 Begge tildragelser havde således rod i det forhold, at EF-samarbejdet, som det nu praktiseredes, havde en del, der faldt inden for fælleskabsretten, og en del, først og fremmest det udenrigspolitiske samarbejde inden for EPS, der faldt udenfor. Det nye og dermed egentligt kontroversielle ved Paris-topmødeudtalelsen var, at unionsperspekti-

38 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

vet for første gang blev søgt fremmet ved fastsættelsen af en specifik tidsfrist. På den anden side var unionsmålsætningen på ingen måde præciseret eller af bindende karakter. Kommissionen og Parlamentet var mere præcis og mere provokerende i deres målbeskrivelse ved direkte at nævne f-ordet, forsvarssamarbejde, der virkede som en rød klud på de danske EF-modstandere, men i virkeligheden også på en stor del af tilhængerne. Derfor forsøgte modstanderne i Folketinget med SF som den drivende krumtap ved flere lejligheder at udfordre regeringen til at tage afstand fra unionsperspektivet og ikke mindst forsvarsdimensionen i tilknytning til dette. Det skete mest markant ved en forespørgselsdebat den 17. maj, hvor SF fremsatte en motiveret dagsorden, der eksplicit tog afstand fra tankerne om en forsvarsdimension knyttet til Europa-Parlamentets vedtagelse. Spørgsmålet var blevet grundigt vendt i den socialdemokratiske folketingsgruppe inden debatten, hvor flere angav, at de kunne tænkes at stemme imod partiets egen afværgedagsorden. Denne tog blot udenrigsøkonomiministerens redegørelse til efterretning samt præciserede, at Danmarks deltagelse i EF-samarbejdet skete på baggrund af de vedtagne traktater, der ikke omhandlede militært samarbejde. Da det kom til stykket, var det kun SF, tre radikale og grønlænderen Moses Olsen, der stemte for SF’s dagsorden, men dog med tre socialdemokrater, herunder Frode Jakobsen, som undlod at stemme. For dem var den skærpelse af regeringspartiets afværgedagsorden, der var sket undervejs, fortsat ikke nok. Episoden viser, at EF-politikken vedblev at være et ømtåligt emne, hvor Anker Jørgensen og Ivar Nørgaard skulle kæmpe hårdt for at udvirke de nødvendige kompromiser i forhold til EF, Folketinget og ikke mindst inden for Socialdemokratiet selv.57 Unionsdiskussionen var ubelejlig, fordi den syntes at bekræfte modstanderne og skeptikerne i deres synspunkter fra folkeafstemningskampagnen om, at EF ikke bare var et mellemstatsligt økonomisk samarbejde, men ville blive af forpligtende politisk og sikkerhedspolitisk karakter. For regeringen ville det derfor være kærkomment, hvis man kunne føre krigen over i fjendens lejr ved at påvise, at medlemskabet faktisk gav de kontante økonomiske fordele, man havde lovet. Det lå bare lidt tungt, og under debatten den 17. maj var frustrationen åbenlys hos flere af tilhængerordførerne over befolkningens vanskeligheder ved at se, hvad der var blevet af de økonomiske fordele. Med Poul Nyboe Andersens ord: ”Den omstændighed, at EF-fordelene tilsløres af en uforsvarlig økonomisk politik, bør imidlertid ikke misbruges til at bilde befolkningen ind, at disse fordele ikke er der, og at nejsigerne derfor har fået ret.”58 Nejsigernes kritik gik ikke mindst på, at hjemmemarkedspriserne var blevet forhøjet på en række fødevarer – mest iøjnefaldende på mejerivarer, hvor de nationale tilskudsordninger var skåret væk. Der havde derfor stået et stort slag om ’mælkemomsen’ i januar-marts, hvor store offentlige protester og arg modstand fra SF havde trukket regeringen ud i en lang og sej proces, der endte med, at regeringspartiet alene måtte

Ministeriet Anker Jørgensen I |

lægge stemmer til fjernelsen af momstilskuddet på mejerivarer. Regeringen hævdede, at det skete for at harmonisere med EF’s regelsæt, men da andre EF-lande godt kunne operere med differentieret moms, var der ikke meget kød på det argument, som snarere må ses som led i den generelle spareøvelse, regeringen på dette tidspunkt var tvunget ud i. Trods al balladen blev mælkekompensationen ironisk nok indført igen, da regeringen i oktober 1973 havde brug for SF’s stemmer til et økonomisk forlig.59 Sådanne forløb gjorde det ikke lettere at overbevise den danske befolkning om de økonomiske gevinster ved EF-medlemskabet. De var ellers ret markante i kroner og øre, f.eks. fordi skatteyderne ikke længere skulle subventionere det danske landbrug. Her lå der en samfundsgevinst på omkring en mia. kr. årligt. Ydermere modtog Danmark netto ca. to mia. kr. i overførsel fra EF, hovedsageligt gennem udbetalinger fra EF’s landbrugsfond. Det kom de danske landmænd til gavn i form af bedre indtjening, og det gavnede samtidig den danske betalingsbalance med fuldstændigt samme beløb. Samtidig mente de økonomiske vismænd i foråret 1973, at regeringen uden EF-medlemskabet givetvis var blevet tvunget til at devaluere kronen i foråret, hvilket ikke kunne have undgået at belaste danskernes husholdningsbudgetter yderligere.60 I den forstand var der faktisk fuld dækning for de forudsigelser, Krag-regeringen og markedssekretariatet havde fremført under folkeafstemningskampagnen om de økonomiske fordele ved medlemskab. Det var bare svært at se for forbrugeren, der oplevede, at fødevarer blev betydeligt dyrere i løbet af 1973, eller for den borger, der ulejligede sig med et kig på udviklingen på betalingsbalancen, som trods EF-tilskuddet blev forværret med godt 2 mia. kr. til et samlet underskud på 2,8 mia. kr.61 Djævlen ligger som bekendt ofte i detaljen, og det var svært for regeringen at overbevise nogen om, at prisfordyrelserne og betalingsbalanceproblemerne primært havde rod i internationale pris- og valutabevægelser, der intet havde med EF-medlemskabet at gøre. Måske Poul Nyboe Andersen havde en pointe i, at regeringen skulle have givet skattelettelser for det beløb, som statskassen sparede ved ikke længere at være bundet til at udbetale dansk landbrugsstøtte. I hvert fald må man konstatere, at det komfortable flertal for medlemskab begyndte at svinde, indtil Gallup i oktober 1973 første gang registrerede et flertal imod medlemskab. De tørre tal sagde 43 pct. imod og 42 pct. for og med 15 pct. ’ved ikke’. Det var ikke længere kun Socialdemokratiet, men hele landet, der så ud til at være delt i EF-spørgsmålet.62

EPS – det europæiske politiske samarbejde Udenrigsminister K.B. Andersen havde sin egen udfordrende europæiske dagsorden, selv om vi har set, at det var Ivar Nørgaard, der som udenrigsøkonominister administrerede EF-politikken. Undtagelsen var som nævnt det udenrigspolitiske EPS-samarbejde,

4 0 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

eller Ni-samarbejdet, som det også kaldtes med et navn, der rakte tilbage til før Danmarks, Storbritanniens og Irlands formelle optagelse i EF, hvor der altså var seks medlemmer og tre kommende medlemmer. Det var ikke unionsønsket fra topmødet i Paris eller Europa-Parlamentets ønsker om en politisk union, der var den største udfordring. Det var derimod idéerne om ’et europæisk år’ og et Atlantisk Charter, som præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver, Henry Kissinger, lancerede i en tale den 23. april 1973. K.B. Andersen fik en central rolle i den europæiske respons på det amerikanske initiativ, fordi Danmark i efteråret 1973 overtog formandskabet i EF, og hermed også formandskabet for EPS-samarbejdet. K.B. Andersen (1914-84) havde pondus til jobbet. Han – ofte bare kaldet K.B. – var vokset op i en blanding af konservativt og grundtvigiansk miljø på Nørrebro. Han læste til cand.polit. sammen med Krag og Nyboe Andersen. Hans partipolitiske engagement tog først fart fra 1945, hvor han meldte sig ind i Socialdemokratiet. Han var på det tidspunkt ansat i foredragsafdelingen i Danmarks Radio, hvis leder han blev i 1948. Et par år senere blev han leder af arbejderhøjskolen i Roskilde, og i 1957 blev han valgt ind i Folketinget efter opstilling i tidligere statsminister Hans Hedtofts kreds, Bispebjerg. I 1962 blev han sit partis politiske ordfører – et hverv, han bestred med vid og en til tider sarkastisk tunge. Han var derfor en mand efter Krags hjerte, og han gjorde ham til undervisningsminister i 1964 og senere i oppositionsperioden under VKR til partisekretær. I 1971, da Krag igen dannede regering, blev K.B. Andersen udpeget til udenrigsminister.63 Ligesom han overtog alle andre Krag-ministre, overtog Anker Jørgensen også K.B. Andersen. De havde deres kontroverser, bl.a. da K.B. Andersen i foråret trak sig fra bestillingen som redaktør for partiets nye arbejdsprogram. Venstrefløjsgrupper i partiet, der også inkluderede ministerkolleger, f.eks. Ivar Nørgaard, havde forfattet ’modindlæg’ til det, de opfattede som konservative udkast, og dermed underløbet processen, mente K.B. Andersen. Han blev så pikeret, at han besluttede at nedlægge sit redaktørhverv, til dels fordi han følte, at Anker Jørgensen ikke havde taget tilstrækkelig hånd om sagen – det er bl.a. denne episode, der er baggrund for senere tiders ufunderede påstand om, at K.B. Andersen planlagde et kup mod Anker Jørgensen som en reaktion mod venstredrejningen i partiet.64 K.B. Andersen var dog alt andet end konservativ i sin udenrigspolitik, men var betydeligt mere positiv over for NATO og EF end venstrefløjen i partiet. Som det vil fremgå senere, følte han ikke altid, at statsministeren koordinerede tilstrækkeligt med ham, men med tiden fik han et godt og tillidsfuldt forhold til Anker Jørgensen, som i udenrigsanliggender kom til at støtte sig meget til sin udenrigsminister, og selv i EF-spørgsmål ofte mere til ham end til udenrigsøkonomiminister Nørgaard. Baggrunden for Kissingers initiativ var dels, at den kolde krig havde bevæget sig ind i en afspændingsfase, og dels at den amerikanske økonomi var presset af handels-

Ministeriet Anker Jørgensen I |

og især betalingsbalanceunderskud med en svækket dollar til følge. I det lys ønskede den amerikanske regering, at (Vest)Europa, der nu var kommet stærkt økonomisk på fode igen efter verdenskrigen, tog større globalt ansvar og åbnede sit marked mere for amerikanske varer. Bag disse ønsker løb desuden en understrøm af generel amerikansk frustration over aldrig at vide, hvor og hvem man skulle henvende sig til i Europa, hvis man ønskede ”et europæisk svar”. Det er fra den tid, det berømte Kissinger-citat: ”Who do I call, if I want to call Europe?” siges at stamme. Selv har Kissinger betvivlet, at citatet er hans, men samtidig tilføjet: ”Hvorfor ikke tage æren for det; det er jo et godt citat.”65 Under alle omstændigheder var det en amerikansk bekymring, at atlantisk-europæiske politikker var vanskelige at koordinere og til tider modarbejdede hinanden, fordi de foregik i mange forskellige institutioner og rammer: NATO, Ni-samarbejdet, OECD, EF og på nationalstatsligt niveau.66 Det blev i høj grad K.B. Andersens og det danske Udenrigsministeriums ansvar at koordinere den europæiske respons på det amerikanske initiativ – og det viste sig vanskeligt. For det første, fordi det var noget uklart, hvad amerikanerne konkret ønskede. For det andet, fordi det var sin sag at finde fælleseuropæisk fodslag. På positivsiden kan man sige, at principperne for Ni-samarbejdet som led i processen blev bedre klarlagt med den såkaldte København-rapport (gennem foråret 1973 kaldet Luxembourg-rapporten) vedtaget af De Ni’s udenrigsministre den 23. juli 1973 i København i den første måned af Danmarks formandskab for EF og for EPS. Rapporten forpligtede til større koordination og informationsudveksling, men fastholdt samarbejdet som mellemstatsligt udenrigspolitisk samarbejde uden for EF-traktaterne. Det var, som den danske regering ønskede det.67 Samtidig kom processen også til ubarmhjertigt at udstille Vesteuropas manglende evne til at tale med én stemme – men også den manglende amerikanske forståelse af baggrunden herfor.68 Som led i arbejdet med at forme et udspil til amerikanerne blev man i EPS-samarbejdet enige om at søge at identificere hovedelementerne i, hvad man kaldte ”en europæisk identitet”. Identitetsrapporten udarbejdet af Udenrigsministeriet blev også godkendt på EF-topmødet i København 14.-15. december, men bedømt ud fra hele processen fandtes der reelt set ikke megen fælles identitet. Franskmændene var ovenud kritiske over for det amerikanske initiativ som helhed, mens K.B. Andersen gerne ville stå for en imødekommende dialoglinje. På den anden side delte den danske regering fuldt ud franskmændenes syn, når det kom til den fundamentale forståelse, at man ikke diskuterede sikkerhedspolitik i EF og ikke økonomisk politik i NATO, og at EPS-samarbejdet hverken kunne eller skulle agere som et europæisk koordinationsorgan mellem de to. Amerikanerne måtte finde sig i fortsat at rode med en hel telefonbog, når de skulle ringe til Europa, og for dem blev ’Europaåret’ alt andet end netop lige det. Det døde også ud, fordi andre spørgsmål reelt kom til at overhale dagsordenen.69

4 2 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1

Et af disse var Yom Kippur-krigen, som brød ud i Mellemøsten, og som vi vender tilbage til senere. En anden var den såkaldte Helsinki-proces, der drejede sig om bestræbelserne på at stable en Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) på benene med henblik på at forbedre relationerne og udvekslingen mellem Øst og Vest. Det var en idé, der havde rumlet i flere år, og som danske regeringer generelt havde promoveret aktivt. Et finsk forslag fra 1969 betød, at der kom gang i processen, selv om det tog næsten fire år, før den egentlige konference med dette tema kunne påbegyndes i Helsinki den 3. juli 1973. To forhold ved processen skal særligt trækkes frem her. For det første, at Ni-samarbejdet spillede en meget væsentlig rolle for koordineringen af den vesteuropæiske tilgang til konferencen. Det var et oplæg fra denne kreds, som inspirerede til den hovedinddeling af konferencen i såkaldte forhandlingskurve: en kurv om sikkerhedsspørgsmål (herunder menneskerettigheder), en om økonomiske og teknologiske aspekter og en tredje og sidste om menneskelige kontakter og informationsudveksling. Set i lyset af de problemer, EPS-samarbejdet opviste i andre sammenhænge, var Helsinki-koordineringen et eksempel på de perspektiver, der kunne ligge i Ni-samarbejdet, og at der faktisk kunne være basis for at udvikle en europæisk politisk identitet.70 Det andet forhold, der skal trækkes frem, er, at Danmark kom til at spille en markant rolle i processen. Den danske regering meldte sig nemlig som interesseret i at koordinere Ni-samarbejdets oplæg vedrørende tredje kurv om informationsudveksling og menneskelige kontakter. Det gav mening, fordi Danmark havde viet spørgsmålet stor interesse, og fordi Danmark stod til at overtage koordinationsrollen for EPS i andet halvår af 1973. Denne situation blev udnyttet af både K.B. Andersen og den daglige koordinator og forhandler, ambassadør Skjold Mellbin. Det var på ingen måde nogen let opgave, fordi friere informationskanaler og besøgsmuligheder gik tæt på kernespørgsmål i Øst-Vest-konflikten, men for den danske regering var det afgørende, at tidens afspændingsmoment satte sig konkrete aftryk, der kunne mærkes af befolkningerne på begge sider af jerntæppet. Danmark blev i øvrigt ved med – også efter formandskabsperiodens udløb ved nytåret 1974 – at varetage koordinationsrollen for Ni-gruppen vedrørende tredje kurv frem til den endelige underskrivelse af slutakten i 1975. Som historikeren og politologen Nikolaj Petersen har slået fast, repræsenterede Helsinki-processen ”en pæn succes for dansk diplomati, som førte til, at Danmark fremover følte en slags ’ejerskab’ til CSCE-processen”.71 Man kan tilføje, at eksemplet demonstrerer, at Danmark under den kolde krig også bedrev aktivistisk udenrigspolitik, og at det forkætrede EPS-samarbejde kunne bruges som en effektiv platform til at fremme danske dagsordener.

Ministeriet Anker Jørgensen I |

Vietnam Et andet felt, hvor K.B. Andersen og den danske regering ligeledes stod for en aktiv og profileret linje, var i politikken over for den tredje verden, som passede ind med den venstredrejede tidsånd i og uden for Socialdemokratiet. I takt med den globale afkoloniseringsproces var det danske engagement i den del af verden også blevet stærkt øget, ikke mindst siden Danmark – som de øvrige nordiske lande – i begyndelsen af 1960’erne vedtog en egentlig lov om udviklingsbistand og i årene herefter opbyggede og udvidede sit bistandsengagement kraftigt. Loven var blevet revideret under VKR i 1971, hvor det blev slået fast, at målet for dansk bistand var gennem samarbejde med modtagerlandene at understøtte deres bestræbelser på at opnå økonomisk vækst, social fremgang og politisk uafhængighed. Udviklingsbistanden var generelt et parlamentarisk konsensusområde, men netop på spørgsmålet om at befordre politisk uafhængighed opstod der i stigende grad sprækker i enigheden, ikke mindst når der var en klar Øst-Vest-dimension indlejret i spørgsmålet.72 Det var der eksempelvis, når K.B. Andersen i 1972 øgede den såkaldte apartheid bevilling, der sigtede mod gennem humanitær bistand at hjælpe ofrene for apartheid i det sydlige Afrika, og når den hjælp nu også blev givet direkte til befrielsesbevægelserne i området, hvoraf de fleste var klart marxistisk inspireret og finansieret af østblokken. Sverige ydede en tilsvarende bistand, men for Danmark var problemet, at regeringen dermed lagde sig ud med sine NATO-allierede, bl.a. Portugal, som på denne tid kæmpede med at holde sammen på sit vidtstrakte koloniområde i Afrika.73 Slaget om apartheidbevillingen udspillede sig, før Anker Jørgensen overtog statsministerposten, men en tilsvarende kontrovers opstod, da regeringen i januar 1973 foreslog en ekstraordinær humanitær bevilling til Nordvietnam på fem mio. kr. som reaktion på de amerikanske julebombardementer af Hanoi i 1972. Den borgerlige opposition var imod, fordi det brød med gældende praksis om, at bevillinger altid blev fordelt mellem begge parter i konflikten, og på venstrefløjen var Gert Petersen (SF) kritisk over for det beskedne beløb, regeringen ønskede at afsætte. Han havde en pointe i, at de fem mio. smagte mere af en politisk gestus end en humanitær.74 Man går således næppe galt i byen ved at påpege, at det var signalværdien, der var det afgørende i sagen. Kritikken af den amerikanske krigsførelse i Vietnam var blevet stadig mere massiv over de seneste år og havde bl.a. ført til diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam i 1971. Kritikken kulminerede med Anker Jørgensens kommentarer til den amerikanske præsidentvalgkampagne i efteråret 1972 og støtten til det internationale Vietnam-tribunal, der blev afholdt på Christiansborg i oktober for at diskutere amerikanske krigsforbrydelser i Indokina. Efterfølgende var både Anker Jørgensen og K.B. Andersen ligeledes særdeles beske i deres kritik af optrapningen af den amerikanske bombekampagne hen over julen. I øvrigt reflekterede dette en udbredt holdning i den

4 4 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DEL 1