”Shafaks geni består i dette: Hun er ganske enkelt en suveræn historiefortæller.”
THE SUNDAY TIMES
Af samme forfatter:
Bastarden fra Istanbul Ære
Arkitektens lærling
Evas tre døtre
10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden
De forsvundne træers ø er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter The Island of Missing Trees
Copyright © 2021 by Elif Shafak
Dansk udgave © Gads Forlag 2023
Omslag: Copyright © Penguin Random House UK
Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet
Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07139-6
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Den danske oversættelse citerer fra følgende værker:
Pablo Neruda: Jeg bekender, jeg har levet – Erindringer, på dansk ved Peer Sibast, Forlaget Rhodos, 1974.
William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse – bind V, på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2017.
Ovids eskapader, på dansk ved Otto Steen Due, Gyldendal, 2005.
Ovids metamorfoser, på dansk ved Otto Steen Due, Gyldendal, 2005.
Til immigranter og eksilerede overalt, Revet op med rod, rodfæstede igen eller rodløse,
Og til de træer, vi lod bag os, rodfæstet i vores erindringer …
Den, som ikke kender den chilenske skov, kender ikke denne planet. Fra denne jord, fra dette ler, fra denne stilhed er jeg draget ud for at synge for verden.
– Pablo Neruda, Erindringer
Det vil ha blod; blod vil ha blod, det sir man. Sten har jo førhen rørt sig, træer talt …
– William Shakespeare, Macbeth
Der var engang i en erindring, hvor der i den fjerneste ende af Middelhavet lå en ø så smuk og blå, at de mange rejsende, pilgrimme, korsfarere og købmænd, der forelskede sig i den, enten aldrig ville forlade den igen eller med hampereb forsøgte at slæbe den med sig helt hjem til deres hjemlande.
Legender, måske.
Men legender er til for at fortælle os det, historien har glemt.
Det er mange år siden, jeg flygtede fra det sted om bord på et fly, i en kuffert af blødt, sort læder, for aldrig at vende tilbage. Siden har jeg adopteret et andet land, England, hvor jeg er vokset i bedste velgående, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter at vende tilbage. Hjem. Hjemland.
Det må stadig ligge der, hvor jeg forlod det, stige og synke med bølgerne, der brydes og skummer langs dets forrevne kystlinje. Hvor tre kontinenter mødes – Europa, Afrika, Asien – og Levanten, den vidtstrakte og uudgrundelige region, forduftet helt fra vore dages landkort.
Et landkort er en todimensionel afbildning med vilkårlige symboler og optrukne streger, der afgør, hvem der skal være vores fjende, og hvem der skal være vores ven, hvem der fortjener vores kærlighed, og hvem der fortjener vores had, og hvem blot vores ligegyldighed.
Kartografi er et andet ord for historier fortalt af vindere.
Historier fortalt af taberne findes der intet ord for.
Sådan her husker jeg det: gyldne strande, azurblåt vand, klar himmel. Hvert år kom havskildpadder op på land for at lægge deres æg i det finkornede sand. Den sene eftermiddagsbrise medbragte duften af gardenia, alpeviol, lavendel, kaprifolie. Forgrenede ranker af blåregn klatrede op ad hvidpudsede mure, stræbte efter skyerne, håbefulde, som kun drømmere er det. Når natten kyssede ens hud, som den altid gjorde, kunne man lugte jasminen i dens ånde. Månen, her tættere på jorden, hang klar og mild over hustagene og kastede et spillevende skær over de smalle gyder og brolagte gader. Og dog fandt skygger vej gennem lyset. En hvisken af mistro og konspirationer bølgede gennem mørket. For øen var kløvet i to dele – nord og syd. Hver sit sprog, hver sit alfabet, hver sin erindring rådede, og når øboerne bad, var det kun sjældent til den samme gud.
Hovedstaden var splittet af en deling, der skar lige ned gennem den som en flænge i hjertet. Langs demarkationslinjen – grænsen – lå faldefærdige huse gennemhullet af skud og tomme indre gårde raseret af granatnedslag, tilskoddede butikker var gået i forfald, forsirede porte hang skævt på knækkede hængsler, luksusbiler fra en svunden tid rustede op under lag på lag af støv … Veje var spærret med ruller af pigtråd, dynger af sandsække, tønder fyldt med beton, pansergrave og vagttårne. Gader endte brat, som ufærdige tanker, uafklarede følelser.
Soldater stod vagt med maskinpistoler, når de ikke var ude at gå deres runder; unge, apatiske, ensomme mænd fra diverse afkroge af verden, der nærmest intet havde kendt til øen og
dens komplekse historie, før de så pludselig var posteret i disse uvante omgivelser. Mure var overplastret med officielle skilte i skrappe farver og store bogstaver.
Men så, længere henne ad barrikaden, en ulovlig tilføjelse med kridt, skrevet på en tønde af en forbipasserende:
Delingen, der flængede Cypern fra ende til anden, en bufferzone patruljeret af FN-tropper, var cirka hundrede og firs kilometer lang og sine steder helt op mod syv kilometer bred, mens andre blot få meter. Den krydsede alverdens forskellige landskaber – forladte landsbyer, indland, vådområder, brakjord, nåleskov, frugtbare sletter, kobberminer og arkæologiske udgravninger – bugtede sig af sted som skyggen af en fordums flod. Men det var her, i og omkring hovedstaden, den blev mest synlig, håndgribelig og dermed også uafrystelig.
Nicosia, den eneste opdelte hovedstad i verden.
Beskrevet på den måde lød det næsten som noget positivt, der var noget særligt over det, måske ligefrem unikt, en trodsen af tyngdeloven, som det enlige sandkorn, der stiger til himmels i et nys omvendt timeglas. Men i realiteten var Nicosia ingen undtagelse, blot endnu et navn føjet til listen over segregerede steder og splittede befolkningsgrupper, dem
forvist til fortiden og dem, fremtiden vil bringe. I dette øjeblik stod den dog som noget særegent. Europas sidste opdelte by. Min hjemby.
Der er mange ting, som en grænse – selv en så skarpt optrukket og velbevogtet som denne – ikke kan forhindre i at krydse. Etesierne for eksempel, sarte af navn, men forbløffende stærke meltemi- eller meltem-vinde. Sommerfuglene, græshopperne og firbenene. Og også sneglene, i deres ulidelige langsomhed. I ny og næ undslipper en fødselsdagsballon et barns greb, stiger til himmels og forvilder sig ind på den anden side – fjendtligt territorium.
Og så er der fuglene. Blåhejrer, hætteværlinger, hvepsevåger, gule vipstjerter, løvsangere, masketornskader og mine yndlinge, piroler. Hele vejen fra den nordlige halvkugle migrerer de primært om natten, hvor mørket trækker sammen om deres vingespidser og tegner røde rande om deres øjne, og gør holdt her på halvvejen af deres lange træk, før de flyver videre til Afrika. For dem er øen et hvilested, et hul i historien, noget mellemliggende.
Der er et højdedrag i Nicosia, hvor fugle med alskens fjerdragter kommer for at finde og indtage føde. Det er groet til i krat, brændenælder og klynger af lyng. Midt i denne tætte bevoksning er der en gammel brønd med et hejseværk, der knirker ved det mindste ryk, og en metalspand bundet til et reb, der er flosset og frønnet af at hænge ubrugt hen. Dybt nede i den er der permanent bælgravende mørkt og isnende koldt, selv i den stegende middagssol, der bager lodret ned. Brønden er en sulten mund, der afventer sit næste måltid.
Den æder hver en lysstråle op, hver en flig af varme, holder hvert støvkorn i sin strakte stenhals.
Hvis du nogensinde er i området, og hvis du af nysgerrighed eller instinkt læner dig frem over kanten og spejder ned, venter, til øjnene vænner sig til mørket, kan du måske fange et glimt dernede, som det flygtige skær af en fisks skæl, før den forsvinder ned i vandet igen. Men lad dig ikke narre. Der er ingen fisk dernede. Ingen slanger. Ingen skorpioner. Ingen edderkopper, der dingler i silketråde. Skæret kommer ikke fra et levende væsen, men fra et antikt lommeur – atten karats guld indlagt med perlemor, indgraveret med strofer fra et digt:
At nå frem er din skæbne, Men tag dig god tid på rejsen …
Og på bagsiden står to bogstaver, eller rettere det samme bogstav to gange:
Brønden er ti meter dyb og en meter bred. Den er bygget af let buet kvadersten, som løber i identiske vandrette baner helt ned til det stumme og skimlede vand forneden. Fanget i bunden er to mænd. Ejerne af en populær taverna. Begge af slank statur og middelhøjde, med store, udstående ører, som de ofte spøgte med. Begge født og opvokset her på øen og i fyrrerne, da de blev kidnappet, tævet og myrdet. De er blevet smidt ned i skakten efter at være blevet lænket først til hinanden, dernæst til en treliters olivenoliedunk fyldt med beton for at sikre, at de aldrig ser dagens lys igen. Lommeuret, som en af dem havde på sig, den dag de blev bortført, er gået i stå på nøjagtig otte minutter i midnat.
Tiden er en sangfugl, og som enhver anden sangfugl kan den tages til fange. Den kan holdes fanget i et bur, og det længere, end man måske skulle tro. Men tiden kan ikke holdes stangen til evig tid.
Intet fangenskab varer evigt.
En dag vil vandet ruste metallet op, og lænkerne vil briste, og betonens hårde hjerte vil bløde op, som selv de hårdeste hjerter har det med at gøre, efterhånden som årene går. Først da vil de to lig, omsider frie, svømme op mod himmelstriben ovenover, som glitrer i det spillende sollys; de vil stige op mod dette lyksalige blå, først langsomt, så hurtigt og febrilsk, som perledykkere, der gisper efter luft.
Før eller siden vil denne gamle, forfaldne brønd på den ensomme, smukke ø i den fjerneste ende af Middelhavet styrte sammen, og dens hemmelighed vil stige op til overfladen, som alle hemmeligheder uvægerlig gør til sidst.
Det var semesterets sidste time på Brook Hill Secondary School i det nordlige London. Niende klasse. Historie. Der var kun et kvarter, til det ringede ud, og eleverne var allerede ved at blive rastløse i deres iver efter, at juleferien skulle begynde. Eller rettere: alle eleverne på nær én.
Sekstenårige Ada Kazantzakis sad med stilfærdig intensitet på sin vanlige plads ved vinduet allerbagest i klasseværelset. Hendes blanke, mahognibrune hår var samlet i en lavtsiddende hestehale, hendes sarte træk var anspændte, og hendes store, dådyrbrune øjne syntes at vidne om en søvnløs nat. Hun hverken glædede sig til højtiden eller følte den mindste spænding ved udsigten til snevejr. I ny og næ kastede hun stjålne blikke ud, men hendes ansigtsudtryk forblev i store træk uændret.
Ved middagstid havde det haglet; mælkehvide, frosne kugler, der flænsede de sidste blade på træerne, hamrede mod cykelskurets tag, sprang op fra jorden i en ustyrlig stepdans. Nu havde roen sænket sig, men enhver kunne se, at vejret var blevet markant dårligere. En storm var på vej. I morges havde der været meldinger i radioen om, at Storbritannien inden for otteogfyrre timer ville blive ramt af en polarhvirvel, der medførte rekordstore lavtryk, iskoldt regnvejr og snestorm. Vandmangel, strømsvigt og sprængte rørledninger ventedes
at lamme store områder af England og Skotland såvel som dele af Nordeuropa. Folk havde hamstret – fiskekonserves, baked beans, poser med pasta, toiletpapir – som gjorde de sig klar til en belejring.
Hele dagen havde snakken gået blandt eleverne om stormen; de var bekymrede for deres ferie- og rejseplaner. Men ikke Ada. Hun havde hverken familiesammenkomster eller eksotiske rejsemål linet op. Hendes far havde ingen planer om at skulle nogen steder. Han skulle arbejde. Han skulle altid arbejde. Faderen var uforbederlig arbejdsnarkoman – det kunne enhver, der kendte ham, bekræfte – men lige siden hendes mor døde, havde han trukket sig ind i sin forskning, ligesom et gravende dyr gemmer sig i sin tunnel for at søge sikkerhed og varme.
Engang i løbet af sit unge liv havde Ada erkendt, at han var meget anderledes end andre fædre, men hun havde stadig svært ved at forlige sig med hans besættelse af planter. Alle de andres fædre arbejdede på kontorer, i butikker eller i det offentlige, gik i ens jakkesæt, hvide skjorter og blankpudsede sorte sko, hvorimod hendes egen som regel var iført en vandtæt jakke, et par olivengrønne eller brune molskindsbukser og solide støvler. I stedet for en mappe havde han en skuldertaske, der indeholdt diverse genstande som hans lup, dissektionssæt, plantepresse, kompas og notesbøger. Andre fædre ævlede løs om forretnings- og pensionsplaner, men hendes var mere interesseret i pesticidernes giftige indvirkning på frøspring eller skovhugstens konsekvenser for miljøet. Han talte om effekten af skovrydning med en lidenskab, som de andre fædre forbeholdt udsving i deres personlige aktieporteføljer, og han ikke bare talte, han skrev også om det. Han var evolutionsøkolog og botaniker og havde udgivet tolv bøger. En af dem hed Det gådefulde rige – Hvordan svampe
har formet vores fortid og ændrer vores fremtid. En anden af hans monografier handlede om hornblade, levermosser og mosser generelt. Omslaget prydedes af en stenbro hen over en bæk, der rislede om sten med en fløjlsgrøn belægning. Lige over det idylliske billede stod den forgyldte titel: En praktisk guide til Europas bryofytter. Nedenunder stod hans navn trykt med versaler: KOSTAS KAZANTZAKIS.
Ada anede ikke, hvad for nogle mennesker der læste den slags bøger, hendes far skrev, men hun havde ikke turdet nævne dem for nogen i skolen. Hun ville nødig give sine klassekammerater endnu en grund til at konkludere, at hun –og hendes familie – var mærkelig.
På alle tider af døgnet syntes hendes far at foretrække træers selskab frem for menneskers. Sådan havde han altid været, men da hendes mor levede, kunne hun lægge en dæmper på hans excentriciteter, måske fordi hun også selv havde sine særheder. Siden hendes død havde Ada fornemmet faderen glide væk fra sig, eller måske var det hende selv, der var gledet væk fra ham – det var svært at sige, hvem der undgik hvem, i et hus omspændt af en aura af sorg. Men de to skulle altså være derhjemme, ikke kun under stormen, men i hele julen. Ada håbede, hendes far havde husket at købe ind.
Hendes blik gled ned på kladdehæftet. På den opslåede side, allernederst, havde hun tegnet en sommerfugl. Langsomt lod hun fingeren følge vingerne, så sarte, så skrøbelige.
“Hey, har du noget tyggegummi?”
Ada blev revet ud af sine staver og vendte sig rundt. Hun nød at sidde bagest i klasseværelset, men det indebar at blive sat sammen med Emma-Rose, som havde en irriterende vane med at knække fingre og kædegnaske tyggegummi, selvom det var forbudt i skolen, og en tendens til at plapre løs om ting, der ikke interesserede nogen andre.
“Nej, beklager.” Ada rystede på hovedet og skævede nervøst op mod læreren.
“Historie er et dybt fascinerende emne,” sagde mrs.Walcott nu med sine broguesko solidt plantet bag katederet, som havde hun brug for en barrikade, hvorfra hun kunne undervise sine elever, samtlige niogtyve.“Uden at forstå vores fortid, hvordan kan vi så gøre os forhåbninger om at forme vores fremtid?”
“Jeg kan ikke klare hende!” mumlede Emma-Rose lavmælt.
Ada sagde ingenting. Hun var ikke sikker på, om EmmaRose mente hende eller læreren. Hvis det var det første, havde hun intet at sige til sit eget forsvar. Hvis det var det sidste, ville hun ikke hoppe med på bagtalelsen. Hun kunne godt lide mrs. Walcott, som var velmenende, men tydeligvis havde sit hyr med at holde disciplin i klassen. Ada havde hørt, at kvinden havde mistet sin mand for nogle år siden. Hun havde jævnligt forestillet sig, hvordan hendes lærers hverdag måtte se ud: hvordan hun slæbte sin runde krop ud af sengen om morgenen, skyndsomst tog et brusebad, før der ikke var mere varmt vand, rodede rundt i klædeskabet efter en passende kjole, ikke ulig gårsdagens passende kjole, diskede op med morgenmad til sine tvillinger, før hun afleverede dem i børnehaven, rød i hovedet og i et undskyldende tonefald. Hun havde også forestillet sig sin lærer røre ved sig selv om aftenen, hænderne tegne cirkler under hendes bomuldsnatkjole, og undertiden indbyde mænd, der efterlod sig våde fodspor på tæppet og en sur smag i hendes sjæl.
Ada anede ikke, om hendes tanker stemte overens med virkeligheden, men hun havde det på fornemmelsen. Det var hendes talent, måske hendes eneste. Hun kunne fornemme andre menneskers tristhed, ligesom et dyr kunne lugte et andet af dets egen slags på mange kilometers afstand.
“Nå, børn, en sidste ting, før I går!” sagde mrs. Walcott og klappede i hænderne. “I næste semester skal vi læse om migration og forandring gennem generationerne. Det er et hyggeligt lille projekt, før vi rigtig tager fat på at læse op til eksamen. Som forberedelse vil jeg bede jer interviewe en ældre slægtning her i julen. Ideelt set jeres bedsteforældre, men det kan også godt være et andet familiemedlem. Stil dem spørgsmål om, hvordan det var, da de var unge, og skriv et essay på fire-fem sider.”
Et kor af ærgerlige suk gik gennem lokalet.
“Og det, I skriver, skal være underbygget af historiske fakta,” sagde mrs. Walcott uden at tage sig af reaktionen. “Jeg vil se solid research understøttet af dokumentation, ikke spekulation.”
Flere suk og støn fulgte.
“Åh, og glem ikke at se efter, om I har nogen arvestykker liggende derhjemme – en antik ring, en brudekjole, et gammelt stel, et håndlavet tæppe, en æske med breve eller familieopskrifter, diverse små minder, der er gået i arv.”
Ada slog blikket ned. Hun havde aldrig mødt nogen af sine slægtninge på nogen af siderne. Hun vidste, at de boede på Cypern et sted, men længere rakte hendes viden ikke. Hvad var de for nogle mennesker? Hvad fik de dagene til at gå med? Ville de kunne kende hende, hvis de passerede forbi på gaden eller stødte ind i hinanden i supermarkedet? Den eneste nære slægtning, hun havde hørt om, var en moster, Meryem, som sendte glade postkort med solbeskinnede strande og blomstrende enge, der stod i skarp kontrast til hendes fuldkomne fravær i deres liv.
Men hvis hendes slægtninge var et mysterium, var Cypern det i endnu højere grad. Hun havde set billeder på nettet, men havde ikke én eneste gang været det sted, hun var opkaldt efter.
På hendes mors sprog betød hendes navn “ø”. Som yngre havde hun bare automatisk antaget, at det sigtede til Storbritannien, den eneste ø, hun nogensinde havde kendt, og først senere indset, at det faktisk var en anden ø, langt væk, og at grunden var, at hun var undfanget der. Opdagelsen havde gjort hende forvirret, måske endda utilpas. For det første fordi det mindede hende om, at hendes forældre havde haft sex, hvilket hun nødig ville tænke på; for det andet fordi det på uomgængelig vis forbandt hende med et sted, der hidtil kun havde eksisteret i hendes fantasi. Siden havde hun føjet sit eget navn til den samling af ikkeengelske ord, hun havde på lommen – ord, som var fascinerende og farverige, men ikke desto mindre føltes fjerne og fremmede nok til at forblive uudgrundelige, som perfekte småsten, man samlede op på en strand og tog med hjem, men så ikke vidste, hvad man skulle stille op med. Hun havde efterhånden en hel del af dem. Også nogle idiomer. Og sange, muntre melodier. Men det var så også dét. Hendes forældre havde ikke undervist hende på deres modersmål, foretrak at kommunikere udelukkende på engelsk derhjemme. Ada kunne hverken tale sin fars græsk eller sin mors tyrkisk.
Hver gang hun op gennem sin opvækst havde spurgt, hvorfor de endnu ikke havde været på Cypern for at besøge familien, eller hvorfor familien ikke havde været i England for at besøge dem, havde både hendes far og hendes mor givet hende et hav af undskyldninger. Det var et dårligt tidspunkt; der var for meget arbejde eller for mange udgifter … Lige så langsomt havde en mistanke slået rod i hende: Måske havde familierne ikke billiget hendes forældres ægteskab. I så fald, ræsonnerede hun, var hun, frugten af dette ægteskab, heller ikke rigtig accepteret. Men så længe hun overhovedet kunne, havde Ada bevaret den håbefulde tro på, at hvis bare nogen
af hendes slægtninge tilbragte noget tid sammen med hende og hendes forældre, skulle de nok tilgive dem for, hvad det end var, de ikke var blevet tilgivet for.
Men siden sin mors død var Ada holdt op med at stille spørgsmål om sine nærmeste pårørende. Hvis de var typen, der ikke ville deltage i begravelsen af en af deres egne, ville de næppe heller nære nogen varme følelser for den afdødes barn – en pige, de aldrig havde set.
“Når I laver jeres interview, må I ikke dømme den ældre generation,” sagde mrs. Walcott. “Hør godt efter, prøv at se tingene med deres øjne. Og husk at optage hele samtalen.”
Jason, der sad på første række, indskød: “Hvad hvis vi interviewer naziforbrydere – skal vi så være søde ved dem?”
Mrs.Walcott sukkede.“Nu er det jo et lidt ekstremt eksempel. Nej, jeg forventer ikke, at I skal være søde ved den slags mennesker.”
Jason smilede smørret, som om han havde scoret et point.
“Frøken!” pippede Emma-Rose. “Vi har en antik violin derhjemme – tæller den som et arvestykke?”
“Ja, hvis den har tilhørt din familie i generationer.”
“Ork ja, vi har haft den vildt længe.” Emma-Rose strålede.
“Min mor siger, den er lavet i Wien i det nittende århundrede. Eller var det det attende? Den er i hvert fald meget værdifuld, men vi vil ikke sælge den.”
Zafaar rakte hånden op.“Vi har en dragkiste, der har tilhørt min bedstemor. Hun havde den med fra Punjab. Duer den?”
Ada mærkede sit hjerte slå et lille, dumpt slag og hørte slet ikke lærerens svar eller resten af samtalen. Hele hendes krop stivnede, mens hun forsøgte ikke at se på Zafaar, af frygt for at ansigtet skulle røbe hendes følelser.
Måneden før var de to ud af det blå blevet sat sammen til et naturfagsprojekt – at bygge et apparat, der kunne måle,
hvor mange kalorier forskellige fødevarer indeholdt. Efter i flere dage forgæves at have forsøgt at få et møde i stand havde hun givet op og gjort det meste af forarbejdet selv, fundet artikler, købt byggesættet og bygget kalorimeteret. De havde begge fået topkarakter. Med antydningen af et smil på læben havde Zafaar takket hende så kejtet, at det kunne være dårlig samvittighed, men lige så godt kunne være ligegyldighed. De havde ikke talt sammen siden.
Ada havde aldrig kysset en dreng. Alle pigerne på hendes årgang havde et eller andet at fortælle – reelt eller indbildt –når de samledes i omklædningsrummet før og efter idræt, men ikke hende. Den totale tavshed fra hendes side var ikke gået ubemærket hen og havde udløst megen spot og spe. En enkelt gang havde hun fundet et pornoblad i sin skoletaske, listet derned af uvisse hænder for at hyle hende ud af den, var hun sikker på. Hele dagen havde hun gået rundt i evig angst for, at en lærer skulle få øje på det og underrette hendes far. Ikke at hun var bange for sin far, som hun vidste, at visse af de andre elever var det for deres. Det var ikke frygt, hun følte. Ikke engang skyldfølelse efter at have besluttet sig for at beholde bladet. Det var ikke grunden til, at hun ikke havde fortalt ham om episoden – eller om andre episoder. Hun var holdt op med at indvie sin far i ting, lige siden hun havde fornemmet, på et helt basalt plan, at hun var nødt til at beskytte ham mod endnu mere smerte.
Hvis hendes mor havde været i live, ville Ada muligvis have vist hende bladet. De kunne have set på det sammen og fnist. De kunne have snakket, med hænderne om krus med varm chokolade, indsnuset dampen, der steg op mod ansigterne.
Hendes mor havde forstået sprælske tanker, frække tanker, månens skyggeside. Hun sagde engang halvt i spøg, at hun var for rebelsk til at være en god mor, for moderlig til at være
en god rebel. Først nu, hvor hun var væk, anerkendte Ada, at hun trods alt havde været en god mor – og en god rebel. Der var gået nøjagtig elleve måneder og otte dage siden hendes død. Det var den første jul, de skulle tilbringe uden hende.
“Hvad siger du, Ada?” spurgte mrs. Walcott pludselig. “Er du enig i det?”
Ada var vendt tilbage til sin tegning, og det tog hende et øjeblik at rive blikket fra sommerfuglen og indse, at læreren så på hende. Hun rødmede helt op til hårgrænsen. Hendes ryg spændtes, som havde kroppen fornemmet en fare, hun endnu ikke selv havde forstået. Da hun genvandt stemmen, lød den så usikker, at hun ikke var sikker på, om hun overhovedet havde sagt noget.
“Hvabehar?”
“Jeg spurgte, om du synes, Jason har ret.”
“Undskyld, frøken … ret i hvad?”
Der bredte sig en undertrykt fnisen.
“Vi talte om arvestykker,” sagde mrs. Walcott med et træt smil. “Zafaar nævnte sin bedstemors dragkiste. Og så sagde Jason: Hvorfor er det altid kvinder, der klamrer sig til den slags souvenirs og nips fra fortiden? Og så ville jeg høre, om du er enig i det udsagn.”
Ada gjorde en tør synkebevægelse. Pulsen dunkede i hendes tindinger. Tavsheden sivede tyk og klæbrig ud i rummet omkring hende. Hun forestillede sig den brede sig som sort blæk på hæklede hvide flakoner – som dem, hun engang havde fundet i skuffen i sin mors toiletbord. Sirligt klippet i neurotisk små stykker, ødelagt, var de blevet anbragt mellem lag af silkepapir, som om hendes mor hverken kunne beholde dem, som de var, eller få sig til at smide dem væk.
“Nogen tanker om det?” sagde mrs. Walcott i et mildt, men insisterende tonefald.
Langsomt og uden nogen nærmere overvejelse rejste Ada sig. Stolen skrabede højlydt mod stengulvet. Hun rømmede sig, selvom hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle sige. Hun var helt tom i hovedet. På den opslåede side foran hende gik sommerfuglen i luften, forskrækket og desperat efter at komme væk, selvom dens vinger, der var ufærdige og udflydende i kanten, slet ikke var stærke nok.
“Jeg … jeg tror ikke, det altid er kvinder. Min far gør det også.”
“Gør han?” spurgte mrs. Walcott. “Hvordan det?”
Nu gloede alle klassekammeraterne på hende og ventede på, at hun skulle sige noget, der ville give mening. Nogle af dem lettere medlidende i blikket, andre flintrende ligeglade, hvilket hun klart foretrak. Deres kollektive forventning fik hende til at føle sig helt ude at svømme, trykket steg for hendes ører, som om hun sank under vand.
“Kan du give os et eksempel?” sagde mrs. Walcott. “Hvad samler din far på?”
“Øh, min far …” sagde Ada slæbende og gik i stå.
Hvad kunne hun sige om ham? At han somme tider glemte at spise eller endda tale, så der gik hele dage, uden at han indtog rigtig mad eller sagde en hel sætning, eller at han formentlig, hvis han kunne, ville tilbringe resten af sit liv omme i baghaven, eller endnu bedre, i en eller anden skov, med hænderne i mulden, omgivet af bakterier, svampe og alle de planter, som hele tiden vokser og forgår? Hvad kunne hun fortælle dem om sin far, som ville få dem til at forstå, hvordan han var, når hun efterhånden selv havde svært ved at genkende ham?
Så hun nøjedes med at sige et enkelt ord. “Planter.”
“Planter …” gentog mrs. Walcott med ansigtet fortrukket i en uforstående mine.
“Dem kan min far godt lide,” skyndte Ada sig at tilføje og fortrød med det samme sit ordvalg.
“Næh, hvor kært … han kan lide blomster!” bemærkede Jason i et sukkersødt tonefald.
Latteren bølgede gennem klassen, nu ikke længere undertrykt. Ada bemærkede, at selv hendes ven Ed undgik hendes blik, foregav at læse noget i sin lærebog med ludende skuldre og bøjet hoved. Så kiggede hun efter Zafaar og opdagede, at hans klare, mørke øjne, der ellers så sjældent så hende, lige nu studerede hende med en nysgerrighed, der næsten virkede bekymret.
“Det var da dejligt,” sagde mrs. Walcott. “Men kan du komme på en genstand, han holder af? Noget, der har følelsesmæssig værdi.”
I det øjeblik var der intet, Ada hellere ville end at finde de rette ord. Hvorfor gemte de sig for hende? Hendes mave trak sig sammen i et jag af smerte så skarpt, at hun et par sekunder troede, hun ikke kunne få vejret, og da slet ikke tale. Men det gjorde hun, og da det skete, hørte hun sig selv sige: “Han er meget sammen med sine træer.”
Mrs. Walcott gjorde et lille nik, og smilet blegnede på hendes læber.
“Især et figentræ. Jeg tror, det er hans yndlings.”
“Udmærket, du kan godt sætte dig igen,” sagde mrs. Walcott.
Men Ada adlød ikke. Smerten, der var skudt op mod hendes ribben, ledte efter en vej ud. Det trykkede for brystet, som om det blev klemt af usynlige hænder. Hun følte sig desorienteret, rummet svajede lidt under hendes fødder.
“Hun er så pinlig!” hviskede en så højt, at hun kunne høre det.
Ada kneb øjnene hårdt i og mærkede bemærkningen
svide, et smertende brændemærke på hendes hud. Men intet, de gjorde eller sagde, kunne være værre end hendes had til sig selv i det øjeblik. Hvad var der galt med hende? Hvorfor kunne hun ikke bare besvare et simpelt spørgsmål ligesom alle andre?
Som barn havde hun elsket at snurre rundt på det tyrkiske tæppe for at blive svimmel og falde om på gulvet, hvorfra hun så betragtede verden snurre rundt og rundt og rundt. Hun kunne stadig huske tæppets håndknyttede mønstre opløses i tusind gnister, farverne flyde sammen, skarlagensrød og grøn, safrangul og hvid. Men det, hun oplevede lige nu, var en anden svimmelhed. Hun havde fornemmelsen af at gå i en fælde, en dør smække bag hende, klikket fra en lås, der faldt i hak. Hun følte sig lammet.
Så mange gange før havde hun haft på fornemmelsen, at hun bar rundt på en tristhed, der ikke helt var hendes egen. I naturfagstimerne havde de lært, at alle arvede ét kromosom fra deres mor og ét fra deres far – lange strenge af DNA med tusindvis af gener, der dannede milliarder af neuroner og billioner af forbindelser mellem dem. Al den genetiske information gik i arv fra forældre til børn – overlevelse, vækst, forplantning, farven på ens hår, formen på ens næse, om man havde fregner eller nøs i solskin – det var der alt sammen. Men intet af det besvarede dét ene store spørgsmål, der brændte i hendes sind: Kunne man også arve noget så uhåndgribeligt og uoverskueligt som sorg?
“Du kan godt sætte dig,” gentog mrs. Walcott.
Hun rørte sig stadig ikke.
“Ada … hørte du mig ikke?”
Hun blev stående og prøvede at synke den frygt, der fyldte hendes hals, tilstoppede næseborene. Den mindede hende om smagen af hav under en skarp, bagende sol. Hun rørte den
med tungespidsen. Det var alligevel ikke den salte havsmag, det var varmt blod. Hun havde bidt sig i kinden.
Hendes øjne gled over mod vinduet, uden for hvilket stormen var på vej. På den skifergrå himmel, midt i skydækket, bemærkede hun en blodrød bræmme sive ud i horisonten som et gammelt sår, der aldrig rigtig var helet.
“Vær venlig at sætte dig,” lød lærerens stemme.
Og endnu en gang adlød hun ikke.
Senere, langt senere, da det værste for længst var sket, når hun lå alene i sin seng om aftenen uden at kunne falde i søvn og lyttede til sin far, der, også søvnløs, travede rundt i huset, vendte Ada Kazantzakis tit tilbage til det øjeblik, den flænge i tiden, hvor hun kunne have gjort, som hun fik besked på, og have sat sig ned igen, være forblevet mere eller mindre usynlig for alle i klassen, ubemærket, men også uforstyrret; hun kunne have opretholdt tingenes tilstand, hvis bare hun kunne have forhindret sig selv i at gøre det, hun dernæst gjorde.
