De forviste_TRYK.indd 2
14.01.2022 12.02
Christina Baker Kline
De forviste roman
På dansk ved Birgitte Brix
GADS FORLAG
De forviste_TRYK.indd 3
14.01.2022 12.02
De forviste er oversat fra amerikansk af Birgitte Brix efter The exiles Copyright © Christina Baker Kline, 2020 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2022 Published by arrangement with HarperCollins Publishers 1. udgave, 1. oplag Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign Bogen er sat med Sabon LT Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06624-8 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Der citeres fra værket: William Wordsworth: "Barndomsmindernes Vidnesbyrd om Udødeligheden" i Striden og Freden: engelske Digte. De Unges Forlag, 1930. Oversat af Knud Hee Andersen.
De forviste_TRYK.indd 4
14.01.2022 12.02
Til Hayden, Will og Eli – Alle eventyrlystne vejfarende
De forviste_TRYK.indd 5
14.01.2022 12.02
De forviste_TRYK.indd 6
14.01.2022 12.02
Lad ingen sige, fortiden er død. Fortiden er overalt omkring og i os. – Oodgeroo Noonuccal, aboriginal digter
De forviste_TRYK.indd 7
14.01.2022 12.02
De forviste_TRYK.indd 8
14.01.2022 12.02
Forord Flinders Island, Australien, 1840
D
a regnen kom, havde Mathinna skjult sig i bushen i næsten to dage. Hun var otte år gammel, og det vigtigste, hun havde lært, var at forsvinde. Siden hun lærte at gå, havde hun udforsket hver krog og sprække af Wybalenna, det fjerntliggende sted på Flinders Island, hvortil hendes folk havde været forvist, siden før hun blev født. Hun havde løbet langs højdedragenes granitkamme, gravet tunneler i de sukkeragtige klitter på stranden, leget søg-og-find i busk og krat. Hun kendte alle dyrene: pungaberne, wallabyerne og kænguruerne, pademelonerne, der levede i skovene og kun kom frem om natten, sælerne, der lå og flød på klipperne og rullede ud i brændingen for at blive kølet af. Tre dage før var guvernør John Franklin og hans kone, Lady Jane, kommet sejlende til Wybalenna mere end fire hundrede kilometer fra deres hjem på øen Lutruwita – eller Van Diemen’s Land, som de hvide mennesker kaldte det. Mathinna stod sammen med de andre børn oppe på bakketoppen, da guvernøren og hans kone gik op fra stranden ledsaget af fem-seks tjenere. Lady Franklin havde svært 9
De forviste_TRYK.indd 9
14.01.2022 12.02
ved at gå i sine blanke satinsko og gled hele tiden på stenene. Hun klamrede sig til sin mands arm og vaklede hen mod dem. Hun så så sur ud, som om hun havde bidt i en artiskoktidsel. Rynkerne på hendes hals mindede Mathinna om den nøgne, lyserøde halslap på den rødlappede honningæder. Aftenen før havde de ældste palawaer siddet rundt om lejrbålet og diskuteret guvernørens besøg. De kristne missionærer havde brugt dagevis på forberedelserne. Børnene havde lært at danse. Mathinna sad i mørket i udkanten af rundkredsen, som hun ofte gjorde, og lyttede til de ældre, mens de plukkede fjer af skråper og ristede muslinger i gløderne. Der var almindelig enighed om, at guvernørparret var impulsive og tåbelige. Der var en overflod af historier om deres mærkværdigheder og excentriske opførsel. Lady Franklin var rædselsslagen for slanger. Hun havde engang udtænkt en plan, hvor hun betalte en shilling for hver død slange, der blev afleveret, hvilket naturligvis affødte et større marked af avlere og kostede hende og Sir John en mindre formue. Da ægteparret året før aflagde besøg på Flinders, var det for at indsamle de oprindelige folks kranier til deres samling – kranierne var skåret af ligene og derefter blevet kogt for at fjerne kødet. Englænderen med hesteansigtet, der havde opsyn med kolonien på Flinders, George Robinson, boede sammen med sin kone i et murstenshus i en halvcirkel af otte murstenshuse, hvor der var plads til hans mænd, en sygeafdeling og et apotek. Bagved lå tyve hytter til palawaer. Den aften guvernørparret kom, sov de i Robinsons hus. Tidligt næste morgen inspicerede de kolonien, mens deres tjenere uddelte 10
De forviste_TRYK.indd 10
14.01.2022 12.02
perler, marmorkugler og lommetørklæder. Efter at have spist middagsmad tilkaldte man de indfødte. Guvernørparret sad i to mahognistole i den sandede lysning foran murstenshusene, og i den næste times tid opførte de få raske mænd et fingeret slag og afholdt en konkurrence i spydkast. Så blev børnene ført frem. Mens Mathinna dansede sammen med de andre børn i en rundkreds i det hvide sand, så Lady Franklin hele tiden på hende med et sjovt smil. Mathinna, der var datter af høvdingen over Lowreenne stammen, havde længe været vant til særlig opmærksomhed. For adskillige år siden var hendes far, Towterer, der var deporteret til Flinders som så mange palawaer, død af tuberkulose. Mathinna var stolt af at være høvdingens datter, men i virkeligheden havde hun ikke kendt ham særlig godt. Da hun var tre år, var hun blevet sendt væk fra sine forældres hytte til et stenhus, hvor hun skulle bo hos den hvide skolelærer, som fik hende til at gå med hat og i kjoler med knapper og lærte hende at læse og skrive engelsk og holde på en kniv og en ske. Alligevel tilbragte hun så mange timer som muligt hver dag sammen med sin mor, Wanganip, og de andre medlemmer af stammen, hvoraf de færreste talte engelsk eller fulgte britisk skik og brug. Det var nu kun få måneder siden, Mathinnas mor døde. Wanganip havde altid hadet Flinders. Hun besteg ofte den takkede høj i nærheden af landsbyen og så ud over det turkisfarvede hav mod sit hjemland hundrede kilometer borte. Dette forfærdelige sted, fortalte hun Mathinna, denne golde ø, hvor det blæste så kraftigt, at vinden rev grøntsagerne op af jorden og piskede små bål op til et rasende inferno, hvor 11
De forviste_TRYK.indd 11
14.01.2022 12.02
træerne skilte sig af med deres bark, som slanger skyder ham, var vidt forskelligt fra hendes fødeland. Det var en forbandelse over hendes sjæl. Over alle deres sjæle. Deres folk var sygeligt, de fleste børn, der blev født på Flinders, døde før deres første fødselsdag. Palawaerne var blevet lovet et fredens og rigelighedens land. Hvis de gjorde, som de fik besked på, havde briterne sagt, ville de få lov til at beholde deres levevis. “Men det var alt sammen løgn. Ligesom så mange andre løgne, vi var tåbelige nok til at tro på,” sagde Wanganip bittert. “Men havde vi noget valg? Briterne havde allerede taget alt.” Når Mathinna så på sin mor, kunne hun se vreden i hendes øjne. Mathinna hadede dog ikke øen. Den var det eneste hjem, hun havde kendt. “Kom herhen, mit barn,” sagde guvernørens kone, da dansen var forbi, og viftede hende hen til sig med en finger. Da Mathinna adlød, så Lady Franklin nærmere på hende, før hun henvendte sig til sin mand. “Så udtryksfulde øjne! Sikke dog et sødt ansigt, synes du ikke? Usædvanlig attraktiv af en indfødt at være.” Sir John trak på skuldrene. “Det er ærlig talt svært at se forskel på dem.” “Jeg gad vide, om man vil kunne uddanne hende.” “Hun bor hos skolelæreren, som underviser hende i engelsk,” sagde Robinson og trådte frem. “Hun er ret fortrolig med det allerede.” “Interessant. Hvor er hendes forældre?” “Pigen er forældreløs.” “Javel.” Lady Franklin henvendte sig igen til Mathinna. “Sig noget.” 12
De forviste_TRYK.indd 12
14.01.2022 12.02
Mathinna nejede halvt. Briternes arrogante uforskammethed forbavsede hende ikke mere. “Hvad skal jeg sige, frue?” Lady Franklin gjorde store øjne. “Du godeste! Imponerende, mr. Robinson. De forvandler vilde til respektable borgere.” “Jeg hører, at man i London klæder orangutanger ud som fine herrer og damer og lærer dem at læse,” sagde Sir John tænksomt. Mathinna vidste ikke, hvad en orangutang var, men hun havde hørt tale om vilde rundt om de ældres lejrbål – britiske hvalfangere og sælfangere, der levede som dyr og lod hånt om regler for almindelig anstændighed. Lady Franklin måtte have misforstået noget. Robinson lo kort. “Det her er lidt anderledes. De indfødte er trods alt mennesker. Vores teori går ud på, at man ved at ændre omgivelserne kan ændre personligheden. Vi underviser dem i at spise vores mad og tale vores sprog. Vi ernærer deres sjæle med kristendommen. De har accepteret tøj, som De kan se. Vi har klippet håret af mændene og lært kvinderne blufærdighed. For at fremme processen har vi givet dem kristne navne.” “Dødeligheden er ret høj, forstår jeg,” sagde Sir John. “Skrøbelige konstitutioner.” “Desværre uundgåeligt,” sagde Robinson. “Vi hentede dem ud af bushen, hvor de ikke kendte Gud og ikke engang vidste, hvem der skabte træerne.” Han udstødte et svagt suk. “Det er en kendsgerning, at vi alle skal dø, og vi bør bede til Gud først for at frelse vores sjæle.” “Ganske rigtigt. De gør dem en stor tjeneste.” 13
De forviste_TRYK.indd 13
14.01.2022 12.02
“Hvad hedder denne her?” spurgte Lady Franklin og rettede igen opmærksomheden mod Mathinna. “Mary.” “Og hvad hed hun oprindeligt?” “Oprindeligt? Mathinna var hendes indfødte navn. Missionærerne døbte hende Leda. Vi bestemte os for noget mindre … fantasifuldt,” sagde Robinson. Mathinna kunne ikke huske, hun havde heddet Leda, men hendes mor havde hadet navnet Mary, så palawaerne nægtede at bruge det. Kun briterne kaldte hende Mary. “Jeg synes, hun er sød,” sagde Lady Franklin. “Jeg vil gerne beholde hende.” Beholde hende? Mathinna prøvede at fange Robinsons blik, men han så væk. Sir John smilede. “Du vil gerne tage hende med hjem? Efter det, der skete med den sidste?” “Det her bliver anderledes. Timeo var …” Lady Franklin rystede på hovedet. “Pigen er forældreløs, sagde De?” spurgte hun Robinson. “Ja. Hendes far var høvding. Hendes mor giftede sig igen, men døde for nylig.” “Gør det hende til prinsesse?” Han smilede lidt. “En slags måske.” “Hm. Hvad siger De, Sir John?” Sir John smilede venligt. “Hvis du gerne vil underholde dig på den facon, min ven, så går jeg ikke ud fra, der er noget galt ved det.” “Jeg tror, det bliver underholdende.” “Ellers kan vi jo altid sende hende tilbage.” Mathinna brød sig ikke om at forlade øen sammen med 14
De forviste_TRYK.indd 14
14.01.2022 12.02
disse tåbelige mennesker. Hun havde ikke lyst til at sige farvel til sin stedfar og de andre ældre. Hun ville ikke et nyt fremmed sted hen, hvor ingen kendte hende eller drog omsorg for hende. Hun trak i Robinsons hånd. “Åh nej, sir,” hviskede hun. “Jeg vil ikke …” Han trak hånden til sig og henvendte sig til guvernørparret. “Vi sørger for det nødvendige.” “Udmærket.” Lady Franklin lagde hovedet på skrå og så vurderende på hende. “Mathinna. Jeg foretrækker at kalde hende det. Så vil det blive en større overraskelse, hvis hun får en dames pæne manerer.” Senere, da guvernørens gæster havde spredt sig, smuttede Mathinna om bag stenhusene, hvor alle var samlet. Hun var stadig iført sit traditionelle slag i wallabyskind, som hendes far havde givet hende, før han døde, og en halskæde af bittesmå grønne skaller, som hendes mor havde lavet. Hun banede sig vej gennem det silkebløde wallabygræs, der smøg sig om hendes ben, mens hun lyttede til de gøende hunde og currawongerne, kraftige sorte fugle, der baskede med vingerne, når et regnvejr var under opsejling. Da hun smuttede ind i bushen i udkanten af lysningen, så hun op og fik øje på en gejser af skråper, der eksploderede over hovedet på hende.
De forviste_TRYK.indd 15
14.01.2022 12.02
De forviste_TRYK.indd 16
14.01.2022 12.02
Evangeline
Jeg har aldrig kendt et eksempel på en deporteret kvindelig straffefange, som efter min opfattelse havde en god karakter. Deres åbne og skamløse syndighed må frem. Deres hidsige og utæmmelige dristighed er ikke til at tro. De er det koloniale samfunds pest og koldbrand – en skændsel for den menneskelige natur – og lavere end dyrene, en skamplet på al dyrisk eksistens. James Mudie, The Felonry of New South Wales: Being a Faithful Picture of the Real Romance of Life in Botany Bay, 1837
De forviste_TRYK.indd 17
14.01.2022 12.02
De forviste_TRYK.indd 18
14.01.2022 12.02
St. John’s Wood, London 1840
L
angt inde i en rastløs drøm hørte Evangeline en banken. Hun åbnede øjnene. Stilhed. Så kom det mere indtrængende: bankbankbank. En smal lysstribe fra det lille vindue oppe over hendes seng ramte gulvet. En bølge af panik ramte hende: Hun måtte have sovet over sig og ikke hørt morgenklokken. Hun plejede ellers aldrig at overhøre den. Hun satte sig op og følte sig svimmel. Så lænede hun sig tilbage. “Et øjeblik.” Hun fik munden fuld af spyt, som hun sank. “Børnene venter!” Køkkenpigens stemme rungede af forargelse. “Hvad er klokken, Agnes?” “Halv ni!” Evangeline satte sig op igen og skubbede tæppet væk. Galden steg op i hendes hals, og denne gang kunne hun ikke holde den nede. Hun bøjede sig frem og kastede op på trægulvet. Dørhåndtaget bevægede sig, og døren gik op. Hun så hjælpeløst på Agnes, der rynkede på næsen og så på det gule 19
De forviste_TRYK.indd 19
14.01.2022 12.02
griseri på gulvet med alle tegn på afsky. “Lige et øjeblik, så er du sød.” Evangeline tørrede munden i sit ærme. Agnes rørte sig ikke. “Har du spist noget mærkeligt?” “Det tror jeg ikke.” “Har du feber?” Evangeline pressede hånden mod panden. Kold og klam. Hun rystede på hovedet. “Har du haft det skidt?” “Ikke før nu.” “Hm.” Agnes kneb munden sammen. “Der er ikke noget i vejen, jeg har bare …” Evangeline mærkede det vende sig i hende. Hun sank besværligt. “Det passer da ikke. Jeg siger til mrs. Whitstone, at der ikke bliver timer i dag.” Med et kort nik vendte Agnes sig om for at gå, men tøvede og så hen på kommoden med sammenknebne øjne. Evangeline fulgte hendes blik. Ved siden af et ovalt spejl glimtede en ring med en rød ædelsten i solen og farvede det hvide lommetørklæde, den lå på, mørkerødt. Hendes hjerte trak sig sammen. Hun havde beundret ringen i lyset fra en kerte aftenen før og været så dum ikke at gemme den væk. “Hvor har du den fra?” spurgte Agnes. “Det var … en gave.” “Fra hvem?” “Et familiemedlem.” “Din familie?” Agnes vidste udmærket godt, at Evangeline ikke havde nogen familie. Hun havde kun ansøgt om at blive guvernante, fordi hun ikke havde andre steder at vende sig hen. 20
De forviste_TRYK.indd 20
14.01.2022 12.02
“Det var … et arvestykke.” “Jeg har aldrig set dig gå med den.” Evangeline satte fødderne ned på gulvet. “Hold nu op! Jeg har ikke haft mange lejligheder til det, vel?” sagde hun og prøvede at lyde affejende. “Vil du godt gå nu? Jeg har det helt fint. Jeg kommer ind til børnene i biblioteket om et kvarter.” Agnes sendte hende et tvivlende blik. Så gik hun sin vej og lukkede døren efter sig. Senere afspillede Evangeline dette øjeblik i hovedet på mange forskellige måder – hvad hun kunne have sagt eller gjort for at få Agnes til at miste færten. Det havde sandsynligvis ikke betydet noget. Agnes havde aldrig kunnet lide hende. Hun var kun få år ældre end Evangeline, men havde været i huset hos familien Whitstone i næsten ti år, og med sin viden om huset tyranniserede hun Evangeline med storsnudet nedladenhed. Hun skændte altid på hende for ikke at kende reglerne eller fatte, hvordan ting fungerede. Da Evangeline betroede underbutleren, hendes eneste forbundsfælle, at hun ikke forstod Agnes’ åbenbare foragt, rystede han på hovedet. “Hold op. Vær dog ikke så naiv. Indtil du kom, var hun den eneste attråværdige tøs i huset. Nu er det dig, der får al opmærksomheden – også fra den unge herre selv. Som plejede at flirte med Agnes, eller det troede hun i al fald selv. Og så er dit arbejde tilmed ikke så hårdt.” “Det er det da!” “Men det ligner ikke hendes, vel? Skrubbe linned med lud og tømme natpotter fra morgen til aften. Du bliver betalt for dit hoved, ikke for din ryg. Ikke underligt, hun er irritabel.” Evangeline rejste sig op fra sengen og gik forsigtigt uden 21
De forviste_TRYK.indd 21
14.01.2022 12.02
om pytten hen til kommoden. Hun tog rubinringen, holdt den op mod vinduet og bemærkede med bestyrtelse, hvordan den fangede og brød lyset. Hun så sig om i værelset. Hvor kunne hun gemme den? Under madrassen? I et pudevår? Så åbnede hun den nederste skuffe og kom ringen i lommen på en gammel kjole, der lå under nogle nyere. Agnes havde i det mindste ikke bemærket det hvide lommetørklæde under ringen med Cecils forbogstaver i kursiv – C.K.W. for Cecil Frederic Whitstone – og det tydelige våbenmærke broderet i et af hjørnerne. Evangeline stak lommetørklædet ind under linningen på sine underbukser og gav sig til at tørre op. Mrs. Whitstone dukkede op i biblioteket, mens børnene skiftedes til at læse højt fra en begynderbog. De så overraskede op. Det lignede ikke deres mor at vise sig uventet i deres timer. “Miss Stokes,” sagde hun i en usædvanlig despotisk tone, “vær så venlig at afslutte timen så hurtigt som muligt og kom ind i opholdsstuen til mig. Ned, Beatrice – mrs. Grimsby har lavet en helt særlig dessert. Så snart I er færdige, kan I gå ud i køkkenet.” Børnene så undrende på hinanden. “Jamen miss Stokes tager os altid med nedenunder til te,” sagde Ned. Hans mor sendte ham et smalt smil. “Jeg er helt sikker på, I kan finde vej på egen hånd.” “Bliver vi straffet?” spurgte Ned. “Under ingen omstændigheder.” “Gør miss Stokes?”spurgte Beatrice. 22
De forviste_TRYK.indd 22
14.01.2022 12.02
“Sikke dog et latterligt spørgsmål.” Evangeline følte et stik af rædsel. “Har mrs. Grimsby bagt sandkage?” “Det finder I ud af lige straks.” Mrs. Whitstone forlod biblioteket. Evangeline trak vejret dybt. “Lad os gøre det afsnit færdig, ikke?” sagde hun, men hjertet var ikke med, og tanken om kagen virkede også distraherende på børnene. Da Ned afsluttede en messende fremsigelse af et afsnit om sejlads, smilede hun. “Nå, børn, det er nok,” sagde hun. “Løb I ned til jeres te.” Dér lå den, ringen med rubinen, og funklede i skæret fra olielampen i den halvmørke opholdsstue. Mrs. Whitstone holdt den frem som et fund fra en skattejagt. “Hvor har du den fra?” Evangeline snoede hjørnet af sit forklæde, en gammel vane fra barndommen. “Jeg stjal den ikke, hvis De insinuerer det.” “Jeg insinuerer ikke noget. Jeg spørger.” Evangeline hørte en lyd bag sig og vendte sig om. Hun blev forskrækket ved synet af en betjent med hængende overskæg, der stod i halvmørket bag en stol. Han var klædt i en stram, sort vest og havde en politistav i et hylster. I hænderne holdt han en notesbog og en blyant. “Sir,” sagde hun og nejede lidt. Hendes hjerte hamrede så højt, at hun var bange for, han skulle høre det. Han bøjede hovedet og skrev noget i notesbogen. “Denne ring er fundet i dit værelse,” sagde mrs. Whitstone. “De … De gik ind på mit værelse.” “De er ansat her i huset. Det er ikke dit værelse.” Det havde Evangeline ikke noget svar på. 23
De forviste_TRYK.indd 23
14.01.2022 12.02
“Agnes fik øje på den på din kommode, da hun gik ind til dig. Som du ved. Og så gemte du den.” Mrs. Whitstone holdt ringen op igen og så forbi Evangeline hen på betjenten. “Denne ring er min mands ejendom.” “Nej. Den tilhører Cecil,” brast det ud af Evangeline. Betjenten så fra den ene til den anden af kvinderne. “Cecil?” Mrs. Whitstone sendte Evangeline et skarpt blik. “Unge mr. Whistone. Min stedsøn.” “Er De enig i, at det er Deres stedsøns ring?” Hans moustache dirrede under hans klumpede næse, når han talte. “Den har tilhørt min mands mor,” sagde mrs. Whitstone med et anstrengt smil. “Der kan måske sås tvivl om, hvorvidt ringen nu tilhører min mand eller hans søn. Den tilhører i alle tilfælde ikke miss Stokes.” “Han gav mig den,” sagde Evangeline. Det var kun få dage siden, Cecil havde taget en lille, blå, fløjlsforet æske op af lommen og lagt den i hendes skød. “Luk den op.” Hun havde set overrasket på ham. En æske til en ring. Kunne det være? Umuligt selvfølgelig, og dog … Hun tillod sig et svagt håb. Fortalte han hende ikke altid, at hun var smukkere, mere charmerende og klogere end alle de kvinder, han omgikkes? Sagde han ikke altid, at han var bedøvende ligeglad med familiens forventninger til ham eller samfundets fjollede moralske fordømmelse? Da hun åbnede æsken, gispede hun: en guldring med raffineret filigran og med fire svungne takker, hvori der hvilede en mørkerød sten. “Min bedstemors rubin,” sagde han. “Hun testamenterede den til mig, da hun døde.” 24
De forviste_TRYK.indd 24
14.01.2022 12.02
“Åh, Cecil. Den er fantastisk. Men …” “Nej, nej, lad os ikke tage glæderne på forskud,” sagde han og lo. “Lad os foreløbig se den på din finger. Det er nok.” Da han tog ringen op af revnen i fløjlet og satte den på hendes finger, havde det føltes både ophidsende intimt og mærkeligt bindende. Hun havde aldrig før haft en ring, hendes far, der var præst, gik ikke ind for pynt. Cecil bøjede hovedet over hendes hånd og kyssede den ømt. Så smækkede han æsken i og stak den i vestelommen igen og tog et hvidt lommetørklæde frem. “Gem ringen i det her, indtil jeg kommer tilbage fra ferie. Det skal være vores hemmelighed.” Nu, inde i opholdsstuen sammen med betjenten, prustede mrs. Whitstone hånligt. “Det er latterligt. Hvorfor i alverden skulle Cecil give dig den …” Hendes stemme fortonede sig. Hun stirrede stift på Evangeline. Evangeline indså, hun havde talt over sig. Det skal være vores hemmelighed. Men Cecil var her ikke. Hun mærkede desperationen og følte sig fanget i en fælde. Og nu havde hun i selvforsvar røbet den egentlige hemmelighed. “Hvor er den unge mr. Whitstone nu?” spurgte betjenten. “I udlandet,” sagde mrs. Whitstone, mens Evangeline sagde: “I Venedig.” “Vi vil forsøge at kontakte ham,” sagde betjenten. “Har De en adresse?” Mrs. Whitstone rystede på hovedet. “Det bliver ikke nødvendigt.” Hun lagde armene over kors. “Det er indlysende, at pigen lyver,” sagde hun. Betjenten hævede et øjenbryn. “Er der et fortilfælde?” 25
De forviste_TRYK.indd 25
14.01.2022 12.02
“Det aner jeg ikke. Miss Stokes har kun været hos os i nogle måneder.” “Fem,” sagde Evangeline. Hun samlede alle sine kræfter og vendte sig om mod betjenten. “Jeg har gjort mit bedste for at opdrage mrs. Whitstones børn og hjælpe med at forme deres moral. Jeg er aldrig blevet beskyldt for noget.” Mrs. Whitstone udstødte en lille, tør latter. “Siger hun.” “Det er nemt nok at finde ud af,” sagde betjenten. “Jeg stjal ikke den ring,” sagde Evangeline. “Jeg sværger.” Betjenten slog med blyanten på notesbogen. “Det er noteret.” Mrs. Whitstone sendte Evangeline et koldt, vurderende blik. “Sagen er, at jeg har næret mistanke til pigen i et stykke tid. Hun kommer og går på sære tidspunkter både dag og nat. Hun er hemmelighedsfuld. Tjenestepigerne finder hende reserveret. Og nu ved vi hvorfor. Hun har stjålet et af familiens arvestykker og troede, hun kunne slippe godt fra det.” “Vil De bevidne det?” “Naturligvis.” Evangeline fik en knugende fornemmelse i maven. “Kan vi ikke vente, til Cecil kommer hjem?” bønfaldt hun betjenten. Mrs. Whitstone så vredt på hende. “Jeg finder mig ikke i denne upassende fortrolighed. Han er mr. Whitstone for dig.” Betjenten snoede sit overskæg. “Jeg tror, jeg har, hvad jeg skal bruge, miss Stokes. De må gerne gå. Jeg har yderligere et par spørgsmål til husets frue.” Evangeline så fra den ene til den anden. Mrs. Whitstone løftede hagen. “Gå op på dit værelse og vent. Jeg sender bud efter dig om lidt.”
26
De forviste_TRYK.indd 26
14.01.2022 12.02
Hvis der var tvivl i Evangelines sind om hendes situations alvor, forsvandt den hurtigt. På vejen ned ad trappen til tjenestefolkenes værelser mødte hun flere medlemmer af staben, der enten nikkede diskret eller så væk. Underbutleren sendte hende et koldt smil. Da hun passerede det værelse, Agnes delte med en anden tjenestepige på afsatsen mellem to trapper, gik døren op, og Agnes trådte ud. Hun blegnede, da hun så Evangeline, og prøvede at smutte forbi, men Evangeline greb fat i hendes arm. “Hvad gør du?” hvæsede hun. “Slip mig.” Evangeline så sig om, og da hun ikke kunne få øje på andre, puffede hun Agnes ind i værelset igen og lukkede døren. “Du tog den ring i mit værelse. Det havde du ikke ret til.” “Ingen ret til at hente tyvegods? Tværtimod. Det var min pligt.” “Den var ikke stjålet.” Hun vred armen om på Agnes, så pigen ømmede sig. “Det ved du godt, Agnes.” “Jeg ved ikke andet end det, jeg så.” “Det var en gave.” “Et arvestykke, sagde du. Du lyver.” “Det var en gave.” Agnes frigjorde sig. “‘Det var en gave’,” efterabede hun. “Din sinke. Men dine problemer stopper ikke dér. Du er gravid.” Hun lo ad Evangelines forvirrede udtryk. “Kommer det bag på dig? For uskyldig til at vide det, men ikke for uskyldig til at gøre det.” Gravid. I samme øjeblik ordet var ude af Agnes’ mund, vidste Evangeline, at hun havde ret. Kvalmen, den uforklarlige træthed på det seneste … 27
De forviste_TRYK.indd 27
14.01.2022 12.02
“Jeg var moralsk forpligtet til at sige det til husets frue,” sagde Agnes selvtilfreds. Cecils fløjlsbløde ord. Hans indtrængende fingre og strålende smil. Hendes egen svaghed, hendes godtroenhed. Hvor patetisk, hvor dum havde hun ikke været. Hvordan havde hun kunnet kompromittere sig selv på den måde? Hun havde jo ikke andet end sit gode navn. Nu havde hun intet. “Du tror, du er bedre end os andre, ikke? Men det er du ikke. Og nu har du fået, som du fortjener,” sagde Agnes og vred dørhåndtaget rundt og åbnede døren. “Alle ved det. Du er til grin i hele huset.” Hun masede sig forbi Evangeline i retning af trappen og skubbede hende op mod væggen. Evangeline blev ramt af en bølge af fortvivlelse med en sådan voldsomhed, at hun ikke kunne stå imod. Uvilkårligt gik hun efter Agnes ud på afsatsen og gav hende et hårdt skub. Med et mærkeligt skingert skrig gik Agnes på hovedet ned ad trappen og rullede sig sammen til en klump dernede. Evangeline så, hvordan Agnes besværligt kom på benene igen, og mærkede, hvordan raseriet kulminerede og tog af. I kølvandet kom en svag skælvende anger. På få sekunder dukkede butleren og herskabstjeneren op. “Hun … hun prøvede at dræbe mig!” råbte Agnes og tog sig til hovedet. Evangeline, som stod oppe på afsatsen, var uhyggeligt, ejendommeligt rolig. Hun glattede sit forklæde og strøg en lok af sit hår om bag øret. Som om hun var tilskuer til et skuespil, bemærkede hun butlerens foragtelige grimasse og Agnes’ hykleriske hulken. Hun så mrs. Grimsby komme vimsende med hvin og råb. 28
De forviste_TRYK.indd 28
14.01.2022 12.02
Hun vidste, det var enden på Blenheim Road, på begynderbøger og kridt og tavler, på Ned og Beatrices sludren om sandkage, på hendes lille soveværelse med dets bittelille vindue. På Cecils varme ånde på hendes hals. Der ville ikke komme nogen forklaringer, ingen soning. Måske var det bedre sådan – at være en aktiv deltager i sin egen undergang snarere end et passivt offer. Nu fortjente hun i det mindste sin skæbne. I tjenestefolkenes forstue, der var oplyst af olielamper, lagde to betjente Evangeline i håndjern og benlænker, mens betjenten med hængemoustachen gik rundt blandt personalet med sin notesbog. “Hun var frygtelig stille,” sagde kammerpigen, som om Evangeline allerede var væk. I hendes ører var det, som om de alle sammen overspillede de roller, man forventede af dem. Personalet var lidt for forargede, betjentene var selvhøjtidelige, mens Agnes forståeligt nok var svimmel af sine overordnedes opmærksomhed og tilsyneladende sympati. Evangeline var stadig iført sin kamgarnsuniform og sit hvide forklæde. Hun fik ikke lov til at tage andet med. Med hænderne i håndjern foran sig og benene lagt i lænker skulle der to betjente til at hjælpe hende op ad den smalle bagtrappe til tjenestefolkenes indgang i stuen. De måtte praktisk taget løfte hende ind i fangevognen. Det var en kold, regnfuld aften i marts. Vognen var klam og lugtede underligt nok af våde får. Der var vandrette tremmer for de åbne vinduer, men ingen ruder. Evangeline sad på en grov planke ved siden af betjenten med hængemoustachen og over for de to andre, som begge stirrede på hende. 29
De forviste_TRYK.indd 29
14.01.2022 12.02
Hun var ikke sikker på, om det var lystne eller simpelt hen nysgerrige blikke. Da kusken gjorde klar til at køre, lænede Evangeline sig frem for at se på huset en sidste gang. Mrs. Whitstone stod ved vinduet i opholdsstuen og holdt blondegardinet til side med den ene hånd. Da Evangeline fangede hendes blik, slap hun gardinet og trak sig tilbage ind i stuen. Hestene satte i gang, og Evangeline trykkede sig ned i sædet, mens hun forgæves prøvede at hindre lænkerne i at gnave i anklerne, da vognen skramlede svajende af sted på brostenene. Den dag hun i sin tid ankom med hyrevogn til St. John’s Wood, havde det også støvregnet og været koldt. Da hun stod på trappen op til det cremefarvede rækkehus på Blenheim Road – nummeret 22 stod med sort metal, og fordøren var blank og ildrød – havde hun trukket vejret dybt. Den læderkuffert, hun holdt i den ene hånd, rummede alle hendes ejendele: tre musselinkjoler, en nathue og tre natkjoler, forskelligt undertøj, en hestehårsbørste og en vaskeklud samt en lille samling bøger – hendes fars Bibel med hans håndskrevne notater; hendes lærebøger i latin, græsk og matematik; et meget læst eksemplar af Stormen, det eneste skuespil, hun nogen sinde havde set opført, ved en udendørsforestilling af en omrejsende trup, der en sommer passerede gennem Tunbridge Wells. Hun skubbede hatten på plads og ringede på døren. Hun hørte klokken ringe inde i huset. Ingen reaktion. Hun trykkede på klokken igen. Hun stod netop og tænkte
De forviste_TRYK.indd 30
14.01.2022 12.02
på, om det var den forkerte dag, da døren blev åbnet af en ung mand. Han havde livlige, nysgerrige brune øjne. Hans tykke, brune, let krøllede hår hang ned over kraven på hans løsthængende hvide skjorte. Han havde hverken kravat eller kjolefrakke på. Det kunne i hvert fald ikke være butleren. “Ja?” sagde han en smule utålmodigt. “Kan jeg hjælpe med noget?” “Jo, jeg … jeg er ….” Så tog hun sig i det og nejede. “Undskyld, sir. Jeg skal måske komme igen senere.” Han betragtede hende på afstand. “Har du en aftale?” “Det mener jeg.” “Med hvem?” “Husets frue. Sir. Mrs. Whitstone. Jeg er Evangeline Stokes, den nye guvernante.” “Virkelig? Er De helt sikker?” “U-undskyld?” stammede hun. “Jeg anede ikke, at guvernanter fandtes i den udgave,” sagde han og slog flot ud med hånden. “Utrolig uretfærdigt. Min lignede slet ikke Dem.” Evangeline følte sig påfaldende dum, som om hun spillede med i et teaterstykke og havde glemt sine replikker. I rollen som præstens datter plejede hun at stå et skridt bag sin far og hilse på kirkegængerne før og efter gudstjenesten og ledsage ham på besøg hos de syge og svage. Hun mødte alle mulige slags mennesker, fra kurvemagere til hjulmagere, fra snedkere til grovsmede. Men hun havde ikke haft megen kontakt med velhavere, som havde det med at dyrke troen i deres egne kapeller sammen med ligesindede. Hun havde ikke meget erfaring med overklassens glatte humor og var ikke bevandret i drillerier. 31
De forviste_TRYK.indd 31
14.01.2022 12.02
“Det var bare for sjov.” Den unge mand smilede og rakte hånden frem. Hun tog den tøvende. “Cecil Whitstone. Halvbror til Deres elever. Jeg tror, De får hænderne fulde.” Han åbnede døren på vid gab. “Jeg er stedfortræder for Trevor, som sikkert er ved at opfylde et af min stedmors luner. Kom ind, kom ind. Jeg er på vej ud, men jeg sørger for at melde Deres ankomst.” Da hun med sin kuffert i hånden trådte ind i forstuen med det sorte og hvide flisegulv, stak Cecil hovedet ud ad døren. “Ikke flere tasker?” “Nej, det er det hele.” “Jeg skal love for, De rejser let.” I det samme gik døren i den anden ende af forstuen op, og en mørkhåret kvinde midt i trediverne kom ud i færd med at binde en grøn silkekyse. “Åh, Cecil!” sagde hun. “Og det må være, går jeg ud fra, miss Stokes?” Hun smilede åndsfraværende til Evangeline. “Jeg er mrs. Whitstone. Her er lidt kaotisk i dag, er jeg bange for. Trevor hjælper Matthew med at spænde hestene for vognen, så jeg kan komme ind til byen.” “Vi har alle sammen flere pligter her på stedet,” sagde Cecil fortroligt til Evangeline, som om de var gamle venner. “Foruden at undervise i latin kommer du snart til at plukke gæs og pudse sølvtøj.” “Sludder,” sagde mrs. Whitstone og glattede kysen, mens hun så i et stort, forgyldt spejl. “Cecil, vil du underrette Agnes om, at miss Stokes er kommet?” Hun vendte sig igen om mod Evangeline. “Agnes vil vise dig, hvor du skal være. Tjenestefolkene spiser klokken fem. Du spiser sammen med dem, hvis børnenes undervisning er færdig til den tid. Du 32
De forviste_TRYK.indd 32
14.01.2022 12.02
ser lidt medtaget ud, min ven. Skulle du ikke tage et hvil inden aftensmaden?” Det var en ordre, ikke et spørgsmål. Da mrs. Whitstone var gået, smilede Cecil snedigt til Evangeline. “‘Medtaget’ er nu ikke det ord, jeg ville bruge.” Han stod tættere ved hende, end hvad der føltes helt korrekt. Evangeline mærkede en ukendt hjertebanken. “Skulle De … ikke … øh … sige til Agnes, jeg er kommet?” Han prikkede sig på hagen, som om han overvejede det. “Mine ærinder kan vente,” sagde han så. “Jeg viser Dem rundt selv. Det skal være mig en fornøjelse!” Alt ville være gået helt anderledes, hvis Evangeline havde fulgt mrs. Whitstones instrukser – eller sine egne instinkter for den sags skyld. Mon ikke hun så havde indset, at den jord, hun stod på, var så ustabil, at den kunne smuldre ved det mindste fejltrin? Men hun smilede til Cecil og stoppede en løs lok af sit hår ind i knolden i nakken. “Det ville være dejligt,” sagde hun. Nu, da hun sad i den kolde vogn, flyttede hun sine sammenlænkede håndled til venstre og gned det sted under skørtet, hvor hun havde gemt lommetørklædet med monogrammet. Hun lod den ene hånds fingre glide langs kanten af det og forestillede sig, hun kunne mærke tråden i Cecils initialer snoet sammen med familiens våben – en løve, en slange og en krone. Det var alt, hvad hun havde og nogen sinde ville få af ham. Bortset åbenbart for det barn, der voksede inden i hende. Vognen kørte vestpå mod floden. Ingen sagde noget i 33
De forviste_TRYK.indd 33
14.01.2022 12.02
kulden. Uvilkårligt kantede Evangeline sig nærmere til betjentens varme krop ved siden af sig. Han så ned, smilede hånligt og flyttede sig hen mod vinduet og udvidede afstanden mellem dem. Evangeline mærkede lidt af et chok. Hun havde aldrig oplevet en mands afsky. Hun havde taget de små tegn på venlighed og omsorg for givet: slagteren, som gav hende udvalgte stykker kød, bageren, som gemte det sidste brød til hende. Nu gik det langsomt op for hende, at hun skulle til at lære, hvad det ville sige at være foragtet.
De forviste_TRYK.indd 34
14.01.2022 12.02