De sidste drømmere

De sidste drømmere Copyright © 2020 Anna Ullman og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05961-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia and Herzegovina Grafisk design: e-Types Forlagsredaktion: Martin Gylling Billedredaktion: Sarah Giersing Fotos: Se s. 292-293 Repro: Narayana Press Tryk: GPS For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kilde-angivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Anna Ullman

De sidste drømmere Roskilde Festival i et halvt ürhundrede

2014, Major Lazer, Orange Scene

2010, Prince, Orange Scene

2018, St. Vincent, Arena

1991

1993

1971

1996

1974

2019

Indhold

Prolog

17

31

Et meget langt 68 Festivalens rum Musikken

43 103 203

Epilog

284

Tak Billeder Litteratur

290 292 294

1983

1983

1982

1983

1982

2019, Wu-Tang Clan, Orange Scene

1985

30

De sidste drømmere

Prolog

Hvordan skal man gøre sig håb om at beskrive Roskilde Festival?

Når man udtaler ordene, vækker de en følelse, der har lagret sig i kroppen. Det er tørre græsstrå, som former stregformede fordybninger i håndfladerne, og som man må børste af baglårene, når man fortumlet og beruset rejser sig op. Det er gåsehuden på armene og dopaminkaskaderne i blodet. Det er tømmermandskroppens buddingeagtige tyngde, der har mast en luftmadras flad i nattens løb.

Det er den åbne og letpåvirkelige skønhed af snavset solbrændthed, som unge ansigter får, når de ikke har set sig selv i et spejl i flere dage. Det er den æggende dundren fra et scenetelt og det lille jag af forhåndsfortrydelse over at gå glip af koncerten, fordi man valgte at fordybe sig i en af de hundrede andre musikalske oplevelser. Det er ømheden ved at komme hjem til en velkendt by, man indser, man har savnet årets øvrige 357 dage. Det er sammensmeltningen med de tusind andre kroppe i mængden, og solstrålerne, der gennemlyser blodkarrene. Det er skurvognsfællesskaberne og havestolshumoren. Det er et ritual, der suger os ind og efterlader os mørbankede og opløftede på den anden side. Roskilde Festival er altid bedre i virkeligheden end på papir. Vi oplever den gennem sanserne.

Opgjort i tørre tal er alene omfanget af festivalen imponerende. I sin helhed er det på én gang et kalejdoskopisk svimlende myldrebillede og knastør legoklodslogistik. Det drejer sig om en festival, der – indtil i år – gennem et halvt århundrede har fundet sted hvert evig eneste år. 130.000 mennesker er samlet, og cirka 30.000 frivillige hjælper til med planlægning, konstruktion og gennemførelse af det tilbagevendende kulturarrangement. Med et så højt indbyggertal svarer festivalen midlertidigt til landets fjerdestørste by.

31

Prolog

1985

Da jeg påbegyndte arbejdet med denne bog, blev jeg forundret over, hvor mange alene i min egen bekendtskabskreds, der giver udtryk for, at festivalen har et greb om dem, som er fastere end noget andet kulturarrangement. For mange er det at være på Roskilde Festival noget andet og mere end blot at løse billet, dukke op, se en koncert og gå hjem igen. Det er en særlig tilstand. Et årligt afbræk fra hverdagen, som man selv bidrager til at skabe, hvad enten man deltager som gæst eller frivillig.

Nærmest uanset hvilken arbejdsmæssig, privat eller social sammenhæng, jeg befinder mig i, møder jeg folk med stærke holdninger, følelser, erfaringer og personlige historier vedrørende festivalen. Der er for eksempel PR-medarbejderen, som foreslog sig selv som kilde, fordi han har besøgt festivalen i en ubrudt årrække lige siden 2000, kun med undtagelse af det år, han blev far. Eller den forhenværende bankrøver fra Sydsjælland, der hvert år leder et arbejdssjak af frivillige. Eller seniorkonsulenten i Danske Regioner, der glæder sig til sin årlige tjans i Hittegods med en gruppe gamle venner. Eller musikanmelderen, der har meddelt sin vennekreds,

32

De sidste drømmere

2014

1971

at hun melder afbud til deres bryllupper, hvis de vælger at placere dem i Roskildedagene. Eller musikforskeren, der tænker på festivalen som sin gymnasietids manddomsprøve og gennem sin ungdom med stolthed bar en række gamle festivalarmbånd som årringe på et træ. Eller den konservatoriestuderende, der har svært ved at beskrive sit forhold til Roskilde Festival, fordi det er som at beskrive forholdet til en bror: Det er noget, der bare altid har været der, det er både had og kærlighed.

Et stærkt tilhørsforhold til Roskilde Festival bærer man som et adelsmærke. På bagsideflappen til rockjournalisten Erik Jensens Roskilde-bog ’På Roskilde’ fra 2003 bliver vi informeret om, at forfatteren har deltaget i samtlige festivaler siden 1979, på nær det år, hvor en fodboldskade bød ham at blive hjemme. For de dedikerede festivalgængere fungerer antallet af tilbagelagte festivaler som en stribe stjerner på skulderen. En udmærkelse for tro tjeneste, man kan være stolt af. Nogle er så hengivne, at de ikke nænner at klippe armbåndet af og genetablere jordforbindelsen efter festens afslutning. Som om armbåndet er en forsyningskanal til festivalen som næringskilde. I koncertmylderet kan man nogle gange få øje på festivalveteraner, der skilter med deres kærlighed til Roskilde Festival ved at bære en hel perlerække af årtiers lasede stofstrimler op ad håndleddet. Hvem ved, måske kan de intakte armbånd virkelig fastholde og konservere det autentiske liv, der udspiller sig i en flygtig uge, og lade det smitte af på den trivialitet, der præger resten af året. De tyndslidte klenodier er en slags talismaner, der skal genfortrylle den affortryllede hverdag. ”Hjem er en uge om året – resten er bare et ekko,” som frivillig Daniel Rex-Dybmose skrev i festivalavisen Orange Press i 2019.

Roskilde Festival er vitterligt en mastodont, som man ikke kan undlade at forholde sig til. Festivalen er et af Danmarks absolut stærkeste varemærker, og den orange farve har en genkendelighedsværdi, som kun de babyblå containerskibe på verdenshavene kommer i nærheden af. Dens kernepublikum er en målgruppe, som virksomheder vil give deres højre arm for at få fat i. Det er en magtfaktor i dansk musik- og kulturliv med økonomisk sværvægt.

I 2018 havde de deltagende foreninger og de kommercielle partnere et samlet økonomisk overskud på 32,6 millioner kroner, hvilket var rekordhøjt. Dertil kommer 19,2 millioner kroner, som blev udloddet til velgørende formål.

Netop fordi festivalens brand – som det hedder i markedsføringssprog – står så stærkt, er det forståeligt, at nogen ønsker at sammenligne festivalens budskaber og dens praksis. Stemningen er så god, forventningerne er så høje, fællesskabet er så velfungerende, og budskaberne er så positive, at det næsten må være for godt til at være sandt. Der må da være sprækker i appelsinglasuren? Skeptikerne forsøger så at sige at stjæle pløkkerne, så teltet kollapser. Taktikken kan genkendes som den typiske danske variant af magtkritik, der

33

Prolog

1978

1976

34

De sidste drømmere

går ud på at påpege, at kejseren ikke har noget tøj på. At festivalgængere ofte allerede er ret afklædte, er så en anden sag.

Som musikanmelder og kulturjournalist har jeg selv deltaget i den kritiske dækning af festivalen. Generelt kan man sige, at pressen tit er optaget af at pege på uoverensstemmelser mellem festivalens humanistiske idealer og den virkelighed, der faktisk udspiller sig på dens område – eksempelvis når festivalgæster chikanerer flaskesamlende romaer og afrikanere, eller når kvinder og transpersoner oplever krænkende adfærd.

Den slags kritik er både nødvendig og vigtig. Festivalen skubber samfundet fremad, men det er også samfundsudviklingen, der puffer til festivalen. I nogle tilfælde har man kunnet se en forsinkelse på festivalen i forhold til at reagere på skiftende vindretninger i det øvrige samfund. For eksempel havde der i musikbranchen og kulturlivet længe været højrøstede debatter om det ligestillingspolitisk problematiske i at mænd dominerer musiklivet, inden festivalen kommunikerede udadtil, at den arbejder med en målrettet indsats. Festivalformen kan være en slags øsamfund, afsondret fra det omkringliggende samfund. Det kan både være et progressivt forandringspotentiale og en forhindring for reaktionsevnen.

Der er kapitler i festivalens historie, hvor teltet vitterligt er faldet fladt til jorden. Når det sker, er det næsten ubærligt. Det har et omfang af kollektive kriser – netop fordi festivalen er så højt elsket og ruller så raskt i vores blod. Som musikanmelder Klaus Lynggaard siger i et interview fra 2002, er den Roskildeoplevelse, der har gjort mest indtryk på ham nogensinde, desværre af negativ karakter. Tragedien i 2000, hvor ni mennesker omkom under en Pearl Jam-koncert, igangsatte dels et juridisk efterspil og dels en selvrefleksion om sikkerhed, størrelsesforhold, ledelsesstil og organisationsstruktur.

I 2017 var det Politikens artikelserie ’Roskilde uden samtykke’, der satte fokus på seksuelle overgreb på festivalen og satte gang i en debat om grænser, samtykke og de uerkendte kønsprivilegier, der er på spil i idealerne om frihed, frirum og frisind. Det taler for festivalens ubesejrede hårdførhed, at den formår at komme igennem disse kriser, hele sig selv og genopstå i en ændret form året efter.

Uanset fra hvilken vinkel, man vælger at betragte festivalen, er den umulig at komme til bunds i og beskrive udtømmende. Festivalen er overvældende, uoverskuelig, storslået og uforudsigelig. Samtidig er den forudsigelig og velkendt – et cyklisk ritual, der udspiller sig år efter år. Dens monstrøse omfang og uoverskuelige vrimmel gør den svær at beskrive nøgternt. Betragteren kan ikke holde fast på blot at være en betragter, hun bliver revet med af festivalsituationens skiftende stemninger, ekstaser og sanseindtryk.

Det afspejler sig i den eksisterende litteratur. Bogen her er den femte jubilæumsbog, der er skrevet om og omkring festivalen.

Antologien ’Roskilde Festival’ fra 1981 gjorde status over de første ni

35

Prolog

år under Roskildefondens ledelse. Bogen udkom på Informations Forlag, ungdomsoprørets organ, og skulle med festivalens egne ord ”ikke være en borgerlig sølvbryllupsfestival. Den skulle være præget af samtidens og fremtidens bevægelser – ikke af fortiden”. I 1995 udkom 'Vi mødes i Roskilde. Roskilde Festival gennem 25 år' af Grete Rung m.fl. udgivet på Roskilde Museums Forlag. De hidtil seneste jubilæumsbøger er begge skrevet af Politiken-musikjournalister.

Anders Rou Jensens ’Mellem drømme & drøn’ udkom i 1995, og i 2003 udkom Erik Jensens førnævnte ’På Roskilde’.

I bøgerne om Roskilde Festival henvendt til den brede offentlighed er festivalen overvejende blevet hyldet, fejret og beskrevet.

Eksempelvis forsøger Erik Jensens bog kærligt og loyalt at beskrive den indefra, sanset gennem en mandekrop – komplet med selvbiografiske hashede ungdomsminder og duften fra fremmede kvindenakker. Præmissen synes at være, at Roskilde Festival er så unik, særegen og flygtig en tilstand, at vi må ty til litterære virkemidler for at indfange den på skrift for læseren.

Det er nogle særdeles kraftige psykiske, kropslige og sociale energier, der udgår fra festivaloplevelsens smat, kunst, støj, menneskemylder og urinstøv. Det er stærk tobak. Derfor er reportageformen oplagt. Festivalen indbyder og lokker selv til den. Jeg har selv skrevet den type tekster med rystende hænder på min bærbare computer i en rødmalet kostald omdannet til pressehal; udmattet, bagstiv, deadlinedesperat med hvide knoer og kæbespændinger, og med euforien over en koncert stadig pulserende i kroppen.

Som Informations musikanmelder Ralf Christensen rammende skrev i 2009: ”Når man sitrer som en bævrende budding af følelser klokken tre om eftermiddagen. Når man kan mærke de sidste centimeter af rygraden forvandle sig til vingummi. Når solen går ned over Orange Scene og – sammen med musikken – falder i en eller anden form for synkron vals med ens længsel efter en mening med livet. Så ved man, at man har fået for meget af en masse og for lidt af søvnen, og man ved at det er søndag på støvsteppen også kendt som Dyrskuepladsen.”

Jeg forstår godt, at reportageformen er så udbredt. For festivalen er en sansestorm uden lige. Det er ganske enkelt federe at være der end at sidde derhjemme bag skærmen. Men der er en svaghed ved at vælge at skrive fra et sted midt inde på pladsen. For det vil være synd, hvis festivalen overvejende fremstilles som en kortvarig sanseeksplosion. Svagheden er, at der er mange andre aspekter ved festivalen end den rent sanselige, som forbliver usagte og uudforskede.

Musikanmelderens mere eller mindre kritiske reportageform udgør den ene yderpol. Den anden udgøres af universitetsforskerens sobre analyse på behørig afstand af udskejelserne. Efter 49 festivaler på græsplænerne nær Darup har der ophobet sig en anselig bunke universitetsopgaver, akademiske afhandlinger og

36

De sidste drømmere

1986 2017

37

Prolog

2019

38

De sidste drømmere

forskningsprojekter om festivalen. De placerer sig inden for fagfelter som performancedesign, ledelse og virksomhedsstudier, musik­ videnskab, sociologi, kulturstudier og arkitektur. Og sikkert en del andre, jeg ikke kender til.

Den ene type tekster tager del i festen, den anden befinder sig på observerende afstand. Jeg har med denne bog bestræbt mig på at skrive fra et sted i yderkanten af festivalen. Måske på trinbrættet, som er den grænseovergang, hvor festivalen og omverdenen mødes.

Der, hvor man renvasket og civiliseret stiger af særtoget, efterlader normalsamfundet bag sig, og både sanseovervældet og forvent­ ningsfuld står ansigt til ansigt med Camping Wests kaotiske barak­ by af prisbillige kuppeltelte og vakkelvorne pavilloner produceret i Fjernøsten, og et flimmer af forbipasserende mennesker, menne­ sker, mennesker overalt, der allerede har tillagt sig den lidt sjosken­ de gangart og det åbne ansigt, som festivaltilstanden giver én.

Jeg skriver med en grundlæggende sympati for festivalen og den venstreorienterede modkultur, den har rødder i. Jeg er hverken mere eller mindre involveret i Roskilde Festival end så mange andre danskere. Når det så er sagt, er det vanskeligt ikke at have været involveret i den overhovedet nogensinde. For der udgår ligesom en mystisk centrifugalkraft fra den store orangefarvede scene, der suger mennesker ind i festivalens særlige kredsløb og forvandler en god portion af dem fra tilskuere til deltagere og medskabere. Uanset om de så ender med at tjekke armbånd fra et tillidsvækkende check­ point i en hvid plastikhavestol ved Port 13 på Darupvej, servere smagen af foreningsdanmark i form af en portion spaghetti med kødsovs, eller som tilknyttet til en kulturinstitution eller ngo tager deres arbejde med på festival. Roskilde Festival er foreningen over alle foreninger, en slags omnipræsent moderforening, som en uge hver sommer kalder alle sine små kyllinger til sig.

For mit vedkommende mærkede jeg den stærke forenings­ danske elektromagnetisme komme bølgende ud fra Midtsjælland, da jeg som litteraturvidenskabsstuderende lavede musikprogram­ mer i foreningen Universitetsradioen. Sammen med radiohoveder fra fire andre studenterradioer landet over var jeg tre år i træk i be­ gyndelsen af 00’erne med til at producere Roskilde Festivalradio, der sendte på sin egen radiofrekvens døgnet rundt i hele festival­ ugen. Frederik fra Odense Studenterradio og jeg sad i et stegende hedt lyseblåt skurvognsstudie og fik besøg af ukendte danske bands som Saybia og Carpark North, der generte, men i rockstjernemun­ dering, kom forbi og lod sig interviewe efter deres koncerter på den nyoprettede Campingscene. Roskilde Festivalradio var et både sjovt og seriøst mikrofællesskab i det store fællesskab, båret af en stolthed over at være med til at skabe noget, der føltes vigtigt, virkeligt og ikke mindst megafedt. Radiobølgerne vibrerede ligesom lidt mere løssluppent fra sendemasten i den uge. Det var også hårdt arbejde,

39

Prolog

som min krop har husket. Jeg vil sandsynligvis stadig kunne synge jinglen, hvis man vækker mig midt om natten.

Bogen her skulle markere noget så flot som festival nummer 50 i 2020. Men for første gang i 49 år blev der ikke afholdt festival på Dyrskuepladsen. Det skyldtes virussygdommen Covid-19, som brød ud i Kina i slutningen af 2019, og som hurtigt spredte sig til resten af verden. På den baggrund nedlagde de danske myndigheder i april 2020 forbud mod store forsamlinger af mennesker, hvilket fik den konsekvens, at Roskilde Festival nummer 50 blev udskudt til 2021.

Coronakrisens implikationer for Roskilde Festival vender jeg tilbage til i bogens epilog.

Denne bog handler om Roskilde Festival i et halvt århundrede.

Den er ikke tænkt som et hurraråb eller et festskrift. Runde tal har det med at indbyde til skåltaler, men også til historisk eftertanke.

Roskilde Festival nummer 50 vil falde nogle få år efter et andet stort danmarkshistorisk jubilæum, nemlig 50-året for maj 68. Og de to historiske begivenheder – ungdomsoprøret og skabelsen af den første beatfestival på Dyrskuepladsen – er tæt forbundne. Ungdomsoprøret er den historiske og politiske baggrund, som kan være med til at forklare, hvorfor unge i hobetal stadig rejser til Roskilde for at slippe tøjlerne, komme ned i kroppen, ryge fede, danse og høre ny musik, kysse og kramme, arbejde frivilligt, samle ind til velgørende formål og drømme om en bedre verden. Festivalen er et fænomen, der har samlet og betydet alverden for fem årtiers unge.

Jeg har sat mig for at hive den store, tilmudrede Roskilderygsæk ned fra loftet og pakke 50 års historisk og ideologisk bagage ud. Jeg vil fremgrave de aktivistiske aspekter af festivalens opståen og sætte fut i dens politiske og kulturelle spændinger. For som festivalforfaderen Jesper Switzer Møller siger: ”Der er en tendens til at affærdige den som et stort hippiebal.” Noget af indholdet i vores store rygsæk på det fælles danske loftsrum er fint og mindeværdigt og vækker varme følelser, når vi kaster vores øjne på det.

Andet forekommer mølædt, pinligt umoderne og lige til at smide i skraldespanden. Hvad læseren vurderer til at høre til i hvilken bunke, afhænger af vedkommendes politiske ståsted.

Der er tale om en samling forskelligartede værdier, som på skiftende måder har formet festivalens selvforståelse gennem tiden.

Men jeg tror også, at Roskilde Festivals enorme betydning skyldes, at den fungerer som en slags danskhedsmaskine, der bidrager til at producere dansk nationalidentitet. I kraft af festivalen kan vi danskere forstå os selv som Nordens livsnydende sydeuropæere; tolerante humanister med højt til loftet og lighedsorienterede foreningsdanskere med samfundssind. Som tidligere kulturminister Jytte Hilden engang har sagt, findes der tre personer, der betyder noget for Danmark: Dronning Margrethe, Den Lille Havfrue og Leif Skov (leder af Roskilde Festival 1977-2002).

40

De sidste drømmere

Mange af de mest ophedede diskussioner om festivalens retning kan forklares med, at bestemte værdier stammende fra 68 stadig er i aktiv cirkulation; bevidst eller uerkendt. Roskilde Festival er både oprørsk og tilpasningsdygtig. Det er den komplekse veksel­ virkning mellem tilpasning og omvæltning, jeg vil forsøge at placere festivalen i. Denne balanceakt er den ledetråd – en orange tråd, om man vil – som jeg i punktnedslag vil forfølge igennem det halve århundrede, som festivalen har på bagen. Den orange tråd fører os ud på en snørklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed og ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fællesskab og individualisme.

41

Prolog