De stjal min mor issuu

stjal

De min mor

Pü s p o r e t a f l ø g n , f o r t i e l s e r og tvangsadoptioner i DDR

K at r i n B e h r

De stjal min mor.indd 2

22/03/13 15.13

De stjal min mor

De stjal min mor.indd 1

22/03/13 15.13

De stjal min mor.indd 2

22/03/13 15.13

Katrin Behr PETER HARTL

De stjal min mor På sporet af løgn, fortielser og tvangsadoptioner i DDR

På dansk ved Lars Rosenkvist

De stjal min mor.indd 3

22/03/13 15.13

De stjal min mor På sporet af løgn, fortielser og tvangsadoptioner i DDR af Katrin Behr og Peter Hartl Oversat fra tysk af Lars Rosenkvist efter ENTRISSEN. Der Tag, als die DDR mir meine Mutter nahm.

Copyright © 2011 Droemersche Verlagsanstalt Th. Knaur Nachf. GmbH & Co. KG, München This book is published by arrangement with Droemer Verlag Dansk udgave: Copyright © 2013 Gads Forlag ISBN 978-87-12-04905-0 1. udgave, 1. oplag Projektledelse: Karen Ellehøj Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag: Lene Nørgaard, Propel Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell, Finland Forfatterne: Alle de i bogen benyttede personnavne er fiktive.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

De stjal min mor.indd 4

22/03/13 15.13

Til min mor og mine børn og til alle de mennesker, der deler skÌbne med mig.

De stjal min mor.indd 5

22/03/13 15.13

De stjal min mor.indd 6

22/03/13 15.13

1 Det hamrer som hjerteslag. Som trommer og pauker. Hvad er det for en larm ved døren? Hvorfor er jeg blevet vækket? Hvad sker der?

Det er februar og bælgmørkt. Ikke engang fuglene uden for vinduet kvidrer. Jeg fryser. Jeg har mest af alt lyst til at putte mig godt ned under dynen og fortsætte min drøm.

Nogen larmer ude på gangen, og det bliver højere og højere.

Det buldrer løs mod vores hoveddør. Jeg kan høre, hvordan min mor anspændt løber gennem stuen.

“Luk straks op!” brøler en mandestemme derudefra. “Ellers sparker vi døren ind!”

Med ét er jeg lysvågen. Også min storebror, Mirko, ligger skræmt i sin seng ved væggen overfor. Han kigger på mig med store øjne, og jeg kigger sikkert lige så rådvild tilbage. Mor flår døren til vores værelse op. Det foregår helt anderledes end normalt, hvor hun først plejer at lade det bløde lys fra stuelampen trænge ind gennem en smal sprække, så vi kan nå at vænne os til den nye dag. Og endnu halvsovende får vi lov at blive liggende, indtil den lille varmeovn har jaget den klamme kulde ud af værelset.

I dag tænder hun loftslampen nådesløst, så vores værelse bliver badet i det skarpe lys, og hun kommanderer os til at klæde os på i en fart. “Et øjeblik!” råber hun i retning af døren. “Jeg skal jo lige klæde mig på!” Hun hiver hurtigt noget, jeg kan tage på, ud af vores skab, hvis låger jamrer svagt, når man skubber dem til side. Mens hun lægger tøjet frem på stolen, formaner BUM, BUM.

7

De stjal min mor.indd 7

22/03/13 15.13

hun mig om ikke at smøle. Hun ved udmærket, at jeg godt kan lide at tage den med ro om morgenen, og hun plejer aldrig at jage med mig. Og så er det lige akkurat de grønne strækbukser, hun har lagt frem, selv om jeg hader dem, fordi de kradser!

Men mor er ubønhørlig i dag, og jeg kan næsten ikke genkende hende. Hun er helt anderledes end normalt. Det gør mig bange, men larmen ved hoveddøren gør mig endnu mere bange.

“Hvad laver de derude?” mumler jeg for mig selv i et forsøg på at jage angsten væk.

Min bror opfanger mit forskræmte blik og hvisker til mig: “Du skal ikke være bange. Jeg er jo her og passer på dig!”

Jeg ser taknemmeligt på Mirko og smiler for første gang denne morgen. Min storebror har altid passet på mig, så ham kan jeg nok også stole på denne gang. Med hans hjælp kommer jeg i de snævre gamachebukser. Men så de væmmelige, kradsende strækbukser – nej, det nægter jeg. “Jeg tager dem altså ikke på,” jamrer jeg.

Det er ikke et særlig velvalgt tidspunkt at protestere. Der bliver hamret endnu hårdere på døren, og stemmerne derude lyder rasende. Klask, min mors hånd rammer min kind med en sådan kraft, at huden gløder. Av! Den sad, og det gør rigtig ondt.

Min mor har aldrig givet mig en lussing før. Jeg kan slet ikke genkende hende.

“Se så at komme i gang!” råber hun utålmodigt og tydeligt nervøs. “Skynd dig!”

Er det min skyld, at mor er så anderledes i dag? Jeg trækker forskræmt strækbukserne på og begynder at græde, fordi min kind gør så ondt, og fordi mor virker så mærkelig fremmed.

Hun ser på mig og fortryder allerede, hvad hun har gjort. Hun skynder sig hen til mig og trykker mig ind til sig. Åh ja, tænker jeg, hold godt fast om mig og giv aldrig slip igen. Jeg vil ikke have, du går nogen steder! Fredsforstyrrerne ved døren er vrede, og de ødelægger alting, det kan jeg tydeligt mærke.

Mændene er iført lange, mørke vinterfrakker. Der er vel fem 8

De stjal min mor.indd 8

22/03/13 15.13

eller seks, der tårner sig op foran min mor, da hun endelig åbner døren. Ved siden af dem står en lille, sirlig kvinde, der holder et officielt dokument i hånden. Hun forklarer mor noget, som jeg ikke forstår. Men så meget begriber jeg, at vi skal med hende, og det lige med det samme.

Kalenderen hænger på væggen med det blomstrede tapet og viser stadig den sjette – ligesom i går. Nedenunder står der februar og 1972. Denne morgen bliver tiden sat i stå for min familie. Mirkos forestående syvårs fødselsdag skal vi ikke fejre i lejligheden, det samme gælder min egen femårs til sommer og også mors 25-års senere. Hun skal aldrig mere begejstret fastslå, hvor store vi dog er blevet.

Så snart mændene har fået fat i min mor, trækker de hende ublidt udenfor og skubber hende op mod væggen, mens de skælder ud på hende. Jeg smyger mig ind til hende og gemmer ansigtet i hendes blå vinterfrakke, mens jeg klamrer mig til hendes hånd. “Vis dog lidt hensyn over for børnene!” trygler mor. Jeg vil ikke slippe hende igen. Mirko har også haget sig fast. Vi går på begge sider af vores mor og holder fast i gelænderet ned ad den slidte trappe fra første sal til stuen. Det er slet ikke så let, for de fremmede mænd har belejret trappeopgangen, og de er hele tiden i vejen og maser sig ubehageligt ind på os. Igen forsøger mor tappert at formane dem: “Lad nu være med at skubbe til mig! I kan vel se, at børnene ...”

Udenfor slår de ring om os, som om de vil beskytte os – men det er dem, der virker truende. Vinden blæser mig koldt ind i ansigtet, det er en grå mandag morgen. Der er kun få mennesker på gaden. Vi går gennem en lille sidegade og kommer ud på torvet i Gera, hvor der holder to tjenestebiler og venter på os.

Mine tanker farer i alle retninger: Hvorfor her, midt i byen, for øjnene af alle mennesker? Hvorfor ikke diskret foran vores hus? Og hvor vil de køre os hen? Er der overhovedet plads til alle de mennesker i bilerne?

Så siger en af mændene: “Nu må I hellere sige farvel til jeres mor.” Han er ret utålmodig. “Kom nu, se at få det overstået!”

9

De stjal min mor.indd 9

22/03/13 15.13

Jeg bliver rigtig bange nu. Mit hjerte hamrer af sted, og samtidig føler jeg mig som naglet til jorden. Hvad skal det betyde: Farvel? Hvor vil de hen med min mor? Jeg kigger på hende.

Der er også frygt at spore i hendes øjne, og hendes blik lyver ikke. I det øjeblik står det helt klart for mig, at jeg ikke må lade hende køre væk. Uanset hvor hun skal hen, vil jeg med. En af mændene lægger hånden på min skulder for at få mig til at slippe min mor. Jeg skriger så højt, jeg kan: “Mor! Mor!” Jeg er ligeglad med alting nu. Tilbage er kun den nøgne angst. Jeg vil ikke for noget i verden skilles fra min mor.

Menneskene rundt om os fornemmer nu også, at der er noget galt. En af de forbipasserende blander sig ligefrem.

“Hvad skal det nu til for? Det kan I da ikke gøre!”

Han bliver straks bragt til tavshed. “Hvis De siger så meget som ét ord mere, bliver De også taget med.”

Min bror og beskytter kommer mig til undsætning. Han sparker eftertrykkeligt den mand over skinnebenet, som har taget fat i mig, og skriger: “Slip hende!”

Overraskelsesmomentet er nok til at befri mig for hans faste greb. Jeg styrter af sted efter min mor, som i samme øjeblik bliver gennet ind i den bageste vogn. Jeg kaster mig frem og holder af al kraft fast om hendes højre ben, der stadig rager ud af den beigefarvede bil.

I dag sanser jeg ikke – som jeg ellers plejer – hvordan spejlbilledet i den forkromede kofanger giver mig forvredne ansigtstræk. Jeg nægter at blive skilt fra mor, det sværger jeg over for mig selv.

Først da bemærker jeg, at hun har nogle mærkelige metalringe om håndleddene. Hun stryger mig over håret med de sammenkædede hænder. Det føles også lidt fremmedartet. Jeg bliver mere og mere panisk over den mulighed, at mor kan køre væk uden os, uden mig. Det må bare ikke ske! Tårerne løber ned over mine kinder, kulden og den trykkede stemning gør mig stakåndet, og min hud brænder.

“Mor, du må ikke køre væk! Bliv hos os!” fremstammer jeg, 10

De stjal min mor.indd 10

22/03/13 15.13

afbrudt af hulken. “Jeg skal nok være sød, altid. Det lover jeg.” I desperation lover jeg endda, at jeg altid vil tage de skrækkelige strækbukser på uden at klynke.

Fra bilens bagsæde bøjer hun sig, så godt det nu lader sig gøre, fremover og giver mig et klem. På grund af håndjernene kan hun ikke tage mit ansigt mellem hænderne. “Kom her, min skat,” hvisker hun. “Du er jo allerede en stor pige. Så nu må du være tapper og give slip på mig. Jeg lover dig, at jeg nok skal være hjemme igen i aften. Løb du hen til bedstemor sammen med Mirko.”

Gennem et slør af tårer ser jeg på hende for at sikre mig, at hun nu også siger sandheden. Hun beroliger mig igen: “Vi ses igen i aften, det lover jeg!” Hendes blik forekommer mig oprigtigt. Jeg stoler på hende, og hvorfor skulle jeg ikke også det? Uanset om vi var i børnehave eller hos bedste, har mor, så længe jeg kan huske, altid hentet os igen. Indtil nu.

Jeg holder ganske vist ikke op med at græde, men jeg er en smule beroliget. Tøvende slipper jeg grebet i hende. Pludselig føler jeg mig fuldstændig svag og slap – som en marionetdukke, der har fået snorene skåret over. Mors hænder rører ved mit ansigt, hun giver mig et strejf af et kys på panden. Så trækker hun benet til sig, og de ventende mænd stiger alle ind i bilerne.

Kun kvinden med den officielle skrivelse bliver stående og holder os i hånden. Egentlig virker hun nu meget sød. Dørene bliver smækket i, og motorerne giver sig til at brumme. Dækkene skurrer over brostenene, og min mor slipper mig ikke af syne, så længe bilerne endnu kan ses. Hun har vendt sig om, så hun kan vinke, så godt det nu lader sig gøre – med håndjernene virker hun en smule klodset og så hjerteskærende hjælpeløs.

Det skærer mig i hjertet at se hende køre af sted med det lille, tapre smil, der bliver stadig mindre som hun selv. Min bror og jeg står som saltstøtter, indtil bilerne forsvinder bag den gamle lejekaserne på hjørnet.

“Jeg tager jer med hen til jeres bedstemor,” betror kvinden os kort for hovedet.

11

De stjal min mor.indd 11

22/03/13 15.13

Jeg er helt kraftesløs. Åh, mor, bare du dog var her! Hvad vil de væmmelige mænd med dig? Jeg kan igen ikke holde tårerne tilbage. Men Mirko virker helt uberørt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham græde.

Stedet, hvor vi nu står forladte tilbage, er i virkeligheden vores hjem. Pladsen mellem de små boder, der er stillet op til torvesalget, er vores legeplads. Mens Mirko med lukkede øjne tæller til 30, gemmer jeg mig. Men når han så giver sig til at lede efter mig, finder han mig altid med det samme. Min bror og jeg kender hver en krog her. Om sommeren elsker vi at klatre op på kanten af springvandet og lade vandstrålen fra løvefigurens vidt opspilede mund løbe ned over os.

Ingen tog sig rigtig af os, og mor lod os altid løbe frit omkring. I timevis kunne vi sidde i de lave vinduesnicher i de gamle huse rundt om torvet for at se de nygifte par komme ud af rådhuset overfor. Somme tider løb vi hen til springvandet og fandt os et par mønter. Glade bryllupsgæster i en sky af ris, sådan er det vel, når en mand og en kvinde er sammen. Det er det imidlertid ikke hos os, og jeg ved slet ikke noget om min far.

Den asfalterede vej herfra og hen til vores bedstemors hus på den anden side af torvet er ikke så lang, og det tager kun to minutter at gå derhen. Vi har gået turen utallige gange. Denne gang forekommer den imidlertid uendelig lang. Jeg har det, som om vi er blevet anholdt.

Lige så snart vi er kommet frem, kryber jeg sammen på den velkendte sofa i bedstemors stue. Jeg har ingen anelse om, hvad kvinden fortæller min bedstemor, men hun præsenterer sig som medarbejder i Jugendhilfe, den offentlige ungdomsforsorg. Jeg er så forvirret, at jeg ikke opfatter noget klart og i stedet lukker ørerne. I timevis rokker jeg sammenkrøbet frem og tilbage på sofaen med armene om knæene. For første gang i mit liv. Jeg siger ikke et ord og græder det meste af tiden. Panikken breder sig langsomt i mig – panik for det, der skal ske. Angsten gør nu fysisk ondt. Jeg forsøger at dulme følelserne, men det lykkes ikke.

12

De stjal min mor.indd 12

22/03/13 15.13

Da kvinden er gået igen, kommer min bedstemor ind til mig.

“Det er ikke så slemt alt sammen. I er jo her hos mig, indtil mor kommer og henter jer igen,” siger hun beroligende, mens hun forsigtigt aer mig over håret.

Jeg har kun ét spørgsmål: “Hvornår kommer mor hjem igen?”

“Det varer ikke så længe.” Bedstemor kan ikke rigtig berolige mig. “Du skal se, hun kommer nok snart igen,” siger hun, men hun lyder ikke helt overbevisende.

Bange anelser stiger op i mig og fortrænger min sidste rest af tillid. Da det bliver mørkt, lytter jeg til hver en lyd. Banker det, hører jeg skridt? Er der en, der kalder, “Hej, min søde, nu er jeg hjemme igen!” Nej, der er foruroligende stille.

Jeg forstår ikke længere verden, og der er ingen, som kommer mig til hjælp. Mor kommer ikke. Hun har ladt mig i stikken, selv om hun lovede noget andet.

Hun har ellers altid holdt sine løfter. For første gang i mit liv er min grundlæggende tillid rystet. Jeg ser hele tiden disse væmmelige mænd for mit indre blik. Hvad vil de gøre ved min mor? Hvor har de kørt hende hen? Hvorfor kommer hun ikke tilbage? Jeg er så opfyldt af mine egne bekymringer, at jeg slet ikke har blik for Mirko. Jeg ved end ikke, om han i det hele taget stadig befinder sig i lejligheden. Jeg holder mig for ørerne og klynker af fortvivlelse. Jeg kan ikke længere tænke klart. Jeg vil ikke spise noget, ikke vide noget, ikke tale med nogen. På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn af bar udmattelse.

Gera, december 2009 Når jeg i dag står ved vinduet i min taglejlighed og lader blikket glide hen over min hjemby, som den ligger og trykker sig i bakkerne, ser jeg også hen over et øde befæstningsanlæg. Umiddelbart foran mit hus ligger Geras fængsel. Den gule murstensbygning fra et andet århundrede forskanser sig bag høje betonmure, der er pyntet med en bort af pigtråd. Med sine mange små tårne minder den lidt om en dyster eventyrborg. Tit og ofte kan jeg se de indsatte gå rundt i gården. Somme tider kan jeg også se dem spille bordtennis.

13

De stjal min mor.indd 13

22/03/13 15.13

Grønne fangetransporter kører regelmæssigt forbi mit hus for så at forsvinde ind bag den solide port for at sætte deres passagerer af i ufriheden.

Selv i denne bunker har retsstaten i mellemtiden indfundet sig. Mens jeg kigger ned fra mine kvistvinduer, vandrer mine tanker tilbage i tiden.

Jeg forestiller mig, hvordan min mor for næsten fire årtier siden sad og krøb sammen på sin briks bag tilgitrede vinduer. Hendes odyssé gennem diverse tvangsarbejdslejre og fængselsceller bragte hende dengang, i 1972, også kortvarigt til dette fængsel. Hvad gik der mon gennem hendes hoved, da hun dengang sad og stirrede op i loftet? Var hun fortvivlet over sin knuste livsdrøm? Følte hun sig uretfærdigt behandlet og bestjålet? Eller vendte hun det mere og mere mod sig selv?

Hun tænkte helt sikkert meget på Mirko og mig, sine fortabte børn. Hun savnede os inderligt, det er jeg helt sikker på i dag. Nu, da jeg selv har en datter og en søn, som snart vil forlade deres barndomshjem, kan jeg begynde at sætte mig ind i, hvad min mor dengang måtte gennemleve. Som lille pige havde jeg ikke den ringeste anelse om, hvor de væmmelige mænd havde taget hende med hen. Jeg kunne ikke begribe, at det lå helt uden for hendes magt at holde sit løfte. End ikke i min dristigste fantasi ville jeg være kommet på den tanke, at vi aldrig igen skulle sætte benene i det så hastigt forladte hjem. Og jeg anede slet intet om, hvilken baggrund de foruroligende begivenheder udspillede sig på, og hvilken rolle den stat spillede, som jeg intetanende var vokset op i.

Dengang havde jeg end ikke en forestilling om, hvad et fængsel var. Som en pige på fire et halvt år, der hidtil havde følt sig tryg sammen med sin mor, var jeg ganske enkelt sur på hende. Jeg var såret og panisk angst, fordi hun tydeligvis ikke havde holdt sit ord. Jeg følte mig ladt i stikken. Naturligvis ledte jeg også efter skyld hos mig selv, som ethvert barn gør i den situation.

Hvad havde jeg gjort forkert, siden min mor ikke kom tilbage til mig?

Der var ingen, der så meget som forsøgte at forklare min bror og mig, hvad der foregik. Vi var omgivet af en mur af tavshed, løgne og undvigende svar. Uden trøst eller sikkerhed. Tilbage var kun tvivl, spørgsmål og en konstant rådvildhed. Vi var omgivet af en stor, uigennemtrængelig hemmelighed.

Som en orkan rev begivenhederne os med og berøvede os ethvert fast holdepunkt.

Men én ting forstod jeg instinktivt allerede dengang: Det var denne dag, 14

De stjal min mor.indd 14

22/03/13 15.13

den 7. februar 1972, som forandrede mit liv og alt omkring mig. Det var en skillevej mellem det, der havde været, og det, der fulgte efter. Et snit, en flænge ned gennem min sjæl. Alt, hvad der efter denne dag styrede mit liv, var berøvet enhver form for bestandighed og var ikke andet end en facade, som på et eller andet tidspunkt ville krakelere. Det er en splittelse, som igen og igen – og helt til i dag – har ført til, at jeg føler mig trukket i forskellige retninger, selv når min tilværelse udefra set forekommer tryg nok.

I virkeligheden er det mine børn, der giver mig styrke og mod til igen at udsætte mig selv for min smertefulde historie. De skal have mulighed for at danne sig et indtryk af, hvordan jeg blev til det menneske, jeg er. Og for deres skyld vil jeg finde ud af, hvor jeg kommer fra, hvem jeg i virkeligheden er, og hvilke byrder fra fortiden jeg endnu bærer med mig og ubevidst overfører på andre. De hjælper mig med at begribe og rumme min splittede livsbane og udforske, hvilke ydre kræfter der dengang sprængte det tilsyneladende stærke fællesskab mellem os tre mennesker.

Som det ofte er tilfældet med børn af enlige forældre, var Mirko og jeg meget nært knyttede til vores mor. Jeg har aldrig kendt min far. Han havde vistnok aftjent sin værnepligt i Den Nationale Folkehær i Gera, og der flammede det flygtige bekendskab op mellem min mor og ham. Jeg var resultatet.

Min mor fortalte mig aldrig om ham. Jeg var ikke engang klar over, om han også var far til min bror.

Livet havde fra begyndelsen behandlet min mor hårdt. Oprindeligt stammede hun fra en storfamilie på landet, men efter et skænderi forlod hun allerede som 14-årig sit barndomshjem uden andet end en kuffert og gaverne fra sin borgerlige konfirmation. Kort efter fik hun sit første barn, som dog døde 11 måneder gammelt af feberkramper. 17 år gammel blev hun igen gravid og måtte selv finde sig til rette i den svære situation. Hun skulle tjene til livets ophold uden nogen form for uddannelse. Da jeg blev født, var hun lige knap 20, men på det tidspunkt havde hun så nogenlunde lært at klare sig selv. Selv det dårlige rygte, der i de år hang ved enlige mødre, syntes ikke at forstyrre hende. Hun sørgede hengivent for os to børn – sådan husker jeg det i hvert fald – og havde i øvrigt en række skiftende jobs. En overgang var hun vaskekone og rengøringshjælp på et ungdomshjem.

I DDR-tiden blev denne dobbeltbelastning afhjulpet af et velfungerende pasningssystem. Det var normalt, at mødre arbejdede uden for hjemmet, og 15

De stjal min mor.indd 15

22/03/13 15.13

derfor kunne børnene komme i vuggestue og børnehave, fra de var helt små.

På hverdage var der endda adgang til døgnvuggestuer for skifteholdsarbejdere.

Dem var der en hel del af i Gera. Mange af de flere end hundred tusind indbyggere var beskæftiget i den nærliggende Wismut-uranmine, som var et af de største selskaber i DDR. Mineselskabet leverede gennem tiden mere end 200.000 tons malm fra Europas største uranmine til “storebror” Sovjetunionens kernekraftværker. Det skabte et kraftigt opsving i vores region, og der var knaphed på arbejdskraft. Børn måtte ikke være en hindring, og derfor påtog staten sig beredvilligt opdragelsen af dem.

Der herskede imidlertid boligmangel, for de mange arbejdere skulle også have et sted at bo. Derfor ændrede Gera i løbet af 1970’erne fundamentalt udseende. Der blev skabt mere plads, og især den forfaldne indre by blev anset for utidssvarende i fremskridtets mønsterby. Derfor faldt hele karréer for de tunge entreprenørmaskiner.

Når jeg nu står og kigger ud ad mit kvistvindue, falder blikket på betonbyggeri og højhuse, som omkranser store, tomme områder. Det blev i 1970’erne anset for et udtryk for fremskridt, men i dag fremstår det temmelig planløst, halvhjertet og vilkårligt. Hele Geras historiske bykerne fra rokokotiden blev i 1973 ganske enkelt revet ned for at gøre plads til det nye “socialistiske bycentrum”. Selv sporvognsskinnerne blev lagt om. Offentligt elementbyggeri erstattede mange af de nedslidte huse i den gamle bydel, som var blevet overladt til forfald siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Når jeg i dag spadserer gennem skuepladsen for min tidlige barndom, har jeg stadig svært ved at føle mig hjemme. Da jeg efter genforeningen vendte tilbage til min fødeby, varede det et godt stykke tid, før det dæmrede for mig, at den nyistandsatte gade i nærheden af torvet i sin tid havde huset vores lille familie. Kun brostensbelægningen minder endnu om min barndoms rammer. Hvor jeg i sin tid løb ud af opgangen og direkte ud på gaden, står der i dag en rødlig betonmur og spærrer for udsynet. Derfor er der så godt som ingenting at hænge billederne fra min erindring op på. Det virker næsten symbolsk på mig, at de fleste af de steder, hvor jeg gennemlevede mine første leveår, ikke længere findes. Som var denne del af mit liv også blevet slettet af virkeligheden.

Der er heller ikke noget tilbage af bedstemors dystre stuelejlighed på den 16

De stjal min mor.indd 16

22/03/13 15.13

anden side af torvet. Hendes stue var dengang vores andet hjem. Vi har spillet meget ludo ved hendes spisebord, mens sofaen var optaget af den gamle kulhandler, hun dengang delte tilværelsen med. De opstablede kulsække i baggården var vores eventyrrige. Lige så længe jeg kan huske tilbage, blev vi passet af min bedstemor, når min mor skulle arbejde over eller havde noget andet at se til.

De stjal min mor.indd 17

22/03/13 15.13