De udstødte

Tidligere udgivet i serien om Ruth Galloway Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne

De udstødte_TRYK.indd 2

10/12/2019 11.33

Elly Griffiths

DE UDSTØDTE PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E

GADS FORLAG

De udstødte_TRYK.indd 3

10/12/2019 11.33

De udstødte er oversat fra engelsk efter The Outcast Dead Copyright © 2014 by Elly Griffiths Dansk udgave: copyright © 2020 by Gads Forlag ISBN 978‑87‑12‑05808‑3 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfotos: Shutterstock, iStockphoto Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Der citeres fra: William Shakespeare: Macbeth (på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2000)

De udstødte_TRYK.indd 4

10/12/2019 11.33

Til mine børn, Alex og Juliet

De udstødte_TRYK.indd 5

10/12/2019 11.33

De udstødte_TRYK.indd 6

10/12/2019 11.33

KAPITEL 1

“Herre, vi beder om din rige velsignelse af disse, de udstødte døde …”

Der lyder et mumlende svar fra den flok, der står forsamlet på bredden neden for borgens mure. Men Ruth Galloway, der står bagerst, siger ingenting. Hun bærer det udtryk af høflig neutralitet, som hun altid tillægger sig, når Gud bliver nævnt. Denne maske har trofast stået hende bi i mange år, og hun ser ingen grund til at lægge den fra sig nu. Men hun bifalder gudstjenesten for de udstødte døde. Denne korte, økumeniske gudstjeneste bliver holdt hvert år for Norwichs ukendte døde: de lig, der blev smidt i grave uden kendetegn, fattiglemmerne, pestofrene, de glemte, de ube‑ grædte, som ingen tænker på andre end denne umage forsamling af arkæologer, historikere og diverse påhæng.

“Herre, du har fortalt os, at ikke en spurv falder til jorden, uden at vor fader i Himlen er med den. Vi ved, at disse mennesker var kendt af dig og elsket af dig …”

Præsten har en pibende, tøvende stemme, som dør bort, inden den når frem til Ruth. Nu kan hun kun høre Ted, en af feltarkæo‑ logerne, svare med kraftfuld baryton: “Vi vil ihukomme dem.”

Hun ved ikke, om Ted er religiøs. Hun ved kun, han er vokset op i Bolton og måske er irsk, måske ikke. Hvis han er irer, er han sikkert katolik, ligesom vicekriminalkommissær Harry Nelson,

7

De udstødte_TRYK.indd 7

10/12/2019 11.33

som stadig tror på himmerige og helvede og alt mellem dem, uanset hvor inderligt han benægter det. Ruth bliver ubehagelig til mode ved at tænke på Nelson. Hun rykker lidt længere væk, op ad skråningen, og en af dem, der står rundt om præsten, en høj kvinde i rød jakke, vender sig om og smiler til hende. Ruth smiler tilbage. Janet Meadows, lokalhistoriker og ekspert i de navnløse døde. Ruth mødte Janet for halvandet år siden, da hun skulle undersøge de jordiske rester af en biskop fra middelalde‑ ren, som efter sigende kunne udrette mirakler. Det var Cathbad, der satte Ruth i forbindelse med Janet, og selv nu har Ruth svært ved at begribe, at hendes druideven ikke pludselig vil dukke op i borgens skygge med sin flagrende lilla kappe og sin sjette sans i højeste alarmberedskab. Men Cathbad er langt væk, og magiske kræfter har deres begrænsninger. De begrænsninger kender hun alt for godt.

Ord flyder imod Ruth, båret frem af den lette sommerbrise.

“Ihukom … fortabt … gået forud … himmelske far … barm‑ hjertig … nåde … tilgivelse.”

Alle de ord, tænker Ruth – som hun har tænkt så mange gange før – for at sige så lidt. De døde er døde, og ikke engang de stærke‑ ste ord kan vække dem til live igen. Ruth er biologisk antropolog og kender de døde så ganske udmærket. Hun tror på, at man skal huske dem, at man skal behandle deres knogler med respekt, men hun forventer ikke at se dem igen, svævende på en sky op mod himlens stråleglans. Uvilkårligt kommer hun til at vende blikket opad mod den blege aftenhimmel. Det er juni, snart årets længste dag.

Et højt “amen” fra Ted signalerer, at tjenesten er slut, og Ruth går hen imod den flok mennesker, der sidder eller står på de sidde‑ pladser, der er skåret ud af den græsklædte skråning. Hun nærmer

8

De udstødte_TRYK.indd 8

10/12/2019 11.33

sig Ted, men ser, at han taler med Trace Richards, som også er feltarkæolog. Traces aggressive, alternative udseende – lilla hår, piercinger – melder ikke noget om, at hun kommer fra en meget velhavende familie og faktisk lige er blevet forlovet med en frem‑ trædende lokal forretningsmand. Ruth er aldrig rigtig kommet godt ud af det med Trace, så hun drejer af i sidste øjeblik og kom‑ mer til at stå ved siden af Janet.

“Jeg kan godt lide denne her gudstjeneste,” siger Janet. “Vi bør huske dem, de almindelige mennesker. Ikke kun kongerne og biskopperne og dem, der var rige nok til at bygge borge.”

“Det var en af grundene til, jeg blev arkæolog,” siger Ruth. “For at finde ud af, hvordan almindelige mennesker levede.” Hun tæn‑ ker på Erik, hendes tidligere vejleder og mentor, som sagde: “Vi er deres historieskrivere. Vi fortæller deres hverdag, deres daglige gerninger, deres håb og drømme, videre til evigheden.” Men Erik er død nu, og hans håb og drømme er glemt, undtagen af de men‑ nesker, hvis liv han har præget for altid, deriblandt Ruth.

“Du har været i gang med at grave oppe ved borgen, ikke?” spørger Janet.

“Jo,” siger Ruth. “Lige i nærheden – henne ved indgangen til caféen.”

“Har du fundet noget?”

“Vi mener, vi har fundet resterne af nogle fanger, som er blevet henrettet.”

“Hvordan ved du, de har været fanger?”

“Altså, de er blevet begravet uden nogen særlig ceremoni, ingen ligklæder eller mønter. Nogle af dem har stadig hænderne bundet sammen. Og de har ligget på maven med ansigtet nedad, nord mod syd.”

“Nord mod syd?”

9

De udstødte_TRYK.indd 9

10/12/2019 11.33

“Kristne bliver som regel begravet vest mod øst, hovedet mod vest, benene mod øst.”

Janet nikker tankefuldt. “De har altså ikke fået del i den kristne næstekærlighed. Måske har deres forbrydelser ikke engang været særlig alvorlige. I begyndelsen af 1800‑tallet kunne man blive hængt for at være lommetyv.”

“Jeg ved det,” siger Ruth. Hun nævner ikke et særligt skelet, der blev udgravet i går, som hun mener kan være de jordiske rester af en kvinde, der havde gjort sig skyldig i noget langt mere alvorligt.

“Kan I datere skeletterne?” spørger Janet.

“Vi kan lave kulstof 14‑dateringer på knoglerne,” siger Ruth.

“Se på de objekter, der ellers bliver fundet i graven, den slags. Og vi ved, at dømte forbrydere fortrinsvis blev begravet på borgens område fra midten til slutningen af 1800‑tallet. Inden da blev de sendt hen til kirurgerne, så man kunne eksperimentere med dem.

Det var faktisk en forbrydelse at begrave dem. Og inden da blev de selvfølgelig rullet i tjære og sat i metalbure.”

“Galger.”

“Ja. Åbenbart kunne man se menneskerester i galger helt op i victoriatiden.”

“Der er en vej her i byen, der hedder Galgebakken,” siger Janet.

“Og en anden, der hed Bøddelstræde, før den blev omdøbt. Hen‑ rettelser var meget populære begivenheder i Norwich,” fortsætter hun med tør stemme. “De foregik her på Castle Hill. Nogle gange holdt man marked samtidig, bare for at gøre det hele endnu mere muntert. Så ringede kirkeklokkerne i St Peter Mancroft-kirken, og fangen blev ført ud efter præsten og fængselsinspektøren.”

Som enhver god historiker får Janet altid Ruth til at tro, at hun faktisk kan se fortiden. Hun kigger op mod borgen, der er mørk og firkantet mod himlen. Hun kan næsten høre fængselspræstens

10

De udstødte_TRYK.indd 10

10/12/2019 11.33

bønner, ligesom ordene fra præsten i dag, der fortoner sig i blæsten.

Så lyder den store kirkeklokke, mængden kommer med hånlige tilråb, fangen er kridhvid i ansigtet, da hætten trækkes ned over hans hoved.

“Det må have været grufuldt,” siger hun.

“Grufuldt?” siger en stemme bag hende. “Hvad er det, der er grufuldt?”

Ruth vender sig om og ser sin institutleder, Phil Trent. Han ligner en, der skal til cricket: hvide bukser, åbentstående skjorte og stråhat.

“Ikke noget,” siger Ruth.

Phil går ikke videre med sagen. Han virker sjældent interesseret i noget, Ruth har at sige, selvom hun er i kridthuset hos ham for tiden, fordi hun lige har fået kontrakt på sin første bog. Bogen kom‑ mer til at handle om en udgravning i Lancashire og har hverken noget med Phil eller instituttet at gøre, men han er alligevel god til at tage en vis procentdel af opmærksomheden. Det er dog sjældent, han udviser nogen entusiasme for hendes selskab. I dag er han imidlertid jovialiteten selv, tager hendes arm og styrer hende væk fra Janet. Ruth sender hende et undskyldende blik over skulderen, og Janet smiler og vinker kort.

“Jeg har nogle fantastiske nyheder, Ruth,” siger Phil.

Ruth lægger ansigtet i de rette folder. Måske er Phil blevet for‑ fremmet, måske har instituttet fået en sum penge. Hun tvivler på, det har noget med hende personligt at gøre. Det kan også være noget med hans privatliv. Phil bor sammen med Ruths veninde Shona, og de har fået et barn sammen for ikke så længe siden.

Måske skal de giftes?

“Vores fund fra før, du ved,” siger han og sænker stemmen.

“Vores” er noget af en tilsnigelse. Phil var ikke engang til stede,

11

De udstødte_TRYK.indd 11

10/12/2019 11.33

da Ruth afdækkede kvindeskelettet, om end han kom farende, da han hørte nyheden.

“Jo, der er blevet vist interesse,” siger han.

“Fra Fredningsstyrelsen?” spørger Ruth, oprigtig spændt. Hvis Fredningsstyrelsen vil finansiere en rigtig stor udgravning, hvem ved, hvad de så vil kunne finde? Norwich Castle stammer fra mid‑ delalderen, og der må ligge lag på lag af skatte under deres fødder.

“Bedre endnu,” siger Phil, ude af sig selv af glæde. “Fjernsynet.”

Ruth kører hjem igennem den endeløse trafik. Hun forlod de andre arkæologer midt i en fest på borgens område, med varm hvidvin og vegetariske snacks, som Janet havde stået for. Det er noget af det værste ved at være udearbejdende mor. Det er såmænd ikke arbejdet, der er problemet. Arbejdet kan man indgå aftaler om.

Det er alt det andet. Fadøllene efter arbejde, afskedsreceptionerne, fredage ved fyraftenstid, når en kollega foreslår, de alle sammen går ud og spiser indisk. Faktisk alle de lejligheder, hvor man for alvor knytter kontakter. Alt det er Ruth nødt til at gå glip af, og hun har ikke tal på de gange, hvor hun har været den sidste, der hørte om en udgravning, fordi “vi snakkede om det i går aftes henne på pub‑ ben”. Phil er alle tiders til at knytte kontakter, han sniger sig altid ud med nogle bonkammerater for at konspirere over en middag, men han er jo også kun udearbejdende far. Børn er tilsyneladende ikke noget, der begrænser hans professionelle virke.

Ruth har til gengæld ikke tid til at ligge på græsset og tale om de døde. Og alligevel bliver klokken over 20, før hun kan hente Kate hos dagplejeren. Sandra er altid meget forstående, men Ruth har ikke lyst til at bruge al sin kredit på én gang. Så hun begiver sig ud på den kedsommelige køretur fra Norwich til King’s Lynn og hele vejen igennem den mest frugtbare del af landet. Men hun tænker

12

De udstødte_TRYK.indd 12

10/12/2019 11.33

ikke på sine kollegaer, mens hun skifter bane, holder for rødt og vælger adskillige genveje, som ender med at være omveje, men i det mindste holder hende i bevægelse. Hun tænker ikke engang på sin elskede datter. Hun tænker på skelettet i grøften.

Hun vidste det, så snart hun så det. Et skelet, stadig iklædt nogle lasede tøjrester, med ansigtet nedad og armene bundet bag på ryggen. Men det, som fik Ruth til at snappe efter vejret, var det, der var for enden af den ene arm. En jernkrog, næsten rustet bort i spidsen, skruet primitivt fast på håndrodsknoglen. Da kroppen blev udgravet, og hun kunne se på bækkenet, at det var en kvinde, blev hun endnu mere sikker på, at hun havde fundet skelettet af Jemima Green, også kendt som Moder Krog. Selv Ruth, der skyr “sande historier” om forbrydelser som pesten – om end hun faktisk er ret interesseret i pesten – har hørt om Moder Krog, den mest berygtede morder i Norfolks historie. Jemima Green var en såkaldt englemager, der blev dømt for at slå et af sine plejebørn ihjel i en mareridtsagtig, victoriansk version af børnepasning. Dengang mente man, at hun havde dræbt op til tyve mere. Hun var en af de sidste kvinder, der blev hængt ved borgen, uden tvivl med et fuld‑ talligt publikum. Men hendes navn levede videre, ikke mindst på grund af krogens uhyggelige fascinationskraft. Lige siden Peter Pan har lemmer af metal øget det skræmmende ved karikerede skurke.

Og den kendsgerning, at Jemima Green havde haft en krog i stedet for en hånd, bidrog til forestillingen om en kvinde, der havde mistet alle naturlige instinkter, en mor, der dræbte i stedet for at passe og pleje. Hånden, der rokker vuggen, blev et torturinstrument.

Ruth sætter uvilkårligt farten op og er lige ved at glemme at dreje af ved A47. Hvis de har fundet de jordiske rester af Moder Krog, er potentialet for pressedækning enormt. Der er skrevet utallige bøger om Jemima Green, sågar en tvivlsom musical ved navn Råt

13

De udstødte_TRYK.indd 13

10/12/2019 11.33

for usødet. Det er ikke så mærkeligt, at et produktionsselskab er interesseret. Men hver gang Ruth tænker på skelettet, der stadig havde hætten over hovedet, og hvis jernkrog blinkede i lyset, løber det hende koldt ned ad ryggen. Hun har næsten lyst til at sige, hun ikke vil deltage mere i den udgravning, men med tanke på Phils ekstatiske ansigtsudtryk ved hun, at hun ikke har nogen chance for at undslippe.

Kate sover, da Ruth når frem til Sandra, hvilket kun giver hende endnu mere dårlig samvittighed. Hun bærer sin datter ud til auto‑ stolen, men Kate vågner, da hun sætter hende til rette. “Mor,” siger hun anklagende.

“Hej, Kate. Vi er på vej hjem.”

“Hjem,” siger Kate og lukker øjnene.

Hjem. Da Ruth kører igennem sommeraftenen, forlader udkan‑ ten af King’s Lynn og passerer de lokkende glimt af havet, cam‑ pingpladserne, der er ved at blive sommerbefolkede igen, tænker hun på deres hjem. Ruth og Kate bor i et afsides beliggende hus i udkanten af Saltmarsken. Det meste af året har de ikke andre naboer end de fugle, der flyver hen over det grove græs, og klitterne ud mod havet. Nogle gange har hun selskab af sin nomadiske nabo, den indfødte australier Bob Woonunga, eller det par, som bruger huset på den anden side af hendes som sommerhus. Men for det meste er det bare hende og Kate. Og for det meste er det sådan, Ruth bedst kan lide det. Men for nylig, især siden i vinter, hvor de var sneet inde i flere dage, er hun begyndt at spekulere på, om det virkelig er det bedste sted at bo, når man har et barn. Burde hun være tættere på civilisationen, legegrupper, kinesisk takeaway, den slags? Problemet er, at Ruth ikke altid er så vild med civilisationen.

Det er stadig lyst, da hun kommer hjem til sit hus, men skyggerne er ved at blive mørke. Det sikkerhedslys, som Nelson installerede

14

De udstødte_TRYK.indd 14

10/12/2019 11.33

for tre år siden, tænder automatisk, da hun bærer den stadig sovende Kate hen til hoveddøren. Ruths røde kat, Flint, kommer dem entusiastisk i møde, væver sig ind og ud mellem benene på Ruth, da hun går op ad trappen med Kate i favnen. “Ikke vågne,” bønfalder Ruth tavst. Hun elsker sin datter højere end livet selv, men udsigten til en aften, hvor hun kan se fjernsyn sammen med Flint og et glas vin er mere tillokkende end tanken om at bruge flere timer på at synge vuggeviser og læse om Dora Udforskeren. Kate snøfter og sukker, da Ruth lægger hende i seng, men hun vågner ikke. Ruth lister nedenunder med Flint lige i hælene. Katten vil sikre sig, at dens aftensmad er hendes højeste prioritet.

Ruth fodrer Flint, laver en sandwich til sig selv og hælder et glas rødvin op. Så skubber hun en stak bøger ned fra sofaen og begynder at zappe igennem kanalerne. Madprogram? Ellers tak, hun har vægtproblemer nok uden at svælge i muffinporno. Bolig‑ program? Nej, hendes sympati for mennesker, der køber huse for millioner og så får problemer med svamp i havestuen, er begræn‑ set. Nyhederne? Så skidt da. Hun burde faktisk vide lidt om den virkelige verden.

Skærmen viser en kraftigt bygget, mørkhåret mand, der skuler til kameraet.

“Vicekriminalkommissær Harry Nelson afviste i dag at kom‑ mentere sagen,” siger nyhedsværten, “men King’s Lynn Politi bekræfter, at de har afhørt den 37‑årige Liz Donaldson i forbin‑ delse med hendes tre børns død.”

Nu ser man et billede af en lyshåret kvinde, der ler til fotografen med en baby i armene.

De udstødte_TRYK.indd 15

10/12/2019 11.33

KAPITEL 2

Da vicekriminalkommissær Harry Nelson kommer hjem den dag, har han det, som om han har været vågen i flere år. Da han ser sin kones bil holde i indkørslen, tænker han, måske for første gang nogensinde, at han ville ønske, Michelle var ude med veninderne eller på besøg hos sin mor i stedet for at vente på ham med varm mad og spørgsmål om hans dag. Hvad kan han sige? Jeg har afhørt en ung mor, en kvinde, der ikke var så forskellig fra dig – tiltræk‑ kende, uafhængig, begavet – og spurgt, om hun har lagt en pude hen over munden på sine tre børn og kvalt dem. Jeg har spurgt en kvinde, som lige har mistet sit tredje barn, om hun i virkeligheden er rendyrket morder. Det har jeg gjort trods åben fjendtlighed fra mit team. Judy, som mener, at Liz Donaldson har posttraumatisk stress. Clough, som siger “Det er der ingen mødre, der kunne finde på”, selvom han burde vide bedre. Selv Tim, som Nelson har hentet ned fra Blackpool til at være den rolige og rationelle, siger, han er utilpas ved hele proceduren. “Retsmedicineren vurderede, at der var tale om naturlige årsager, hvad de første to børn angik. Det er muligt, at vi har at gøre med en arvelig defekt.” Det er muligt. Men i Nelsons øjne er det ikke sandsynligt. Han har været involveret i den slags sager før, og han ved, at ingen mennesker har lyst til at tro, at en mor kan finde på at slå sine børn ihjel. Han er selv en kærlig far og finder det ret fornærmende, at folk gladeligt vil give faren skylden. Men moren … moren, det er noget andet.

16

De udstødte_TRYK.indd 16

10/12/2019 11.33

Michelle kommer ud fra køkkenet, da hun hører hans nøgle i låsen. Hun ser godt ud som sædvanlig, har stadig den stramme grå kjole og de højhælede sko på, som hun har været på arbejde i. Hendes lyse hår er redt tilbage i en avanceret fransk fletning, og hendes omhyggelige makeup er kun en lille smule udtværet omkring øjnene. Huset dufter lifligt af shepherd’s pie. Det er sandt, han har virkelig den perfekte kone, som hans mor altid siger. Gad vide, hvordan det ville være at komme hjem til Ruth? Hun ville sikkert ligge på sofaen med sin kat og drikke vin og se et eller andet intellektuelt fis i fjernsynet. Nelson ryster på hovedet, bliver irriteret på sig selv. Hvorfor fanden tænker han nu på Ruth?

“Hej, skat,” siger Michelle og lægger sit velduftende hoved på skrå til et kys. “Har du haft en god dag?”

“Skide rædselsfuld.”

“Din mor ringede og sagde, hun havde set dig i fjernsynet.”

Nelson stønner, åbner køleskabet på jagt efter en øl. Som om det ikke var slemt nok i forvejen, er hans mor nu på krigsstien.

“Det er den sag,” siger han. “Kvinden med børnene. Alle aviser er på den. Vi har endda fået opringninger fra USA. Whitcliffe er i den syvende himmel.”

Gerry Whitcliffe, Nelsons chef, elsker presseomtale. En af de mange ting, han og Nelson ikke har til fælles.

“Tror du virkelig, hun har gjort det?” spørger Michelle og tager fadet ud af ovnen. “Slået alle sine tre børn ihjel?”

Nelson sætter sig ved bordet og lægger den duggede øldåse på panden. “Jeg ved det ikke,” siger han træt. “Men jeg er nødt til at tage den mulighed i betragtning. Det er det, jeg er ansat til.”

Problemet er, at han tror, hun har gjort det. Han fik mistanke til Liz Donaldson ved første øjekast. Han havde ikke været den

17

De udstødte_TRYK.indd 17

10/12/2019 11.33

første på stedet, da hospitalet indgav anmeldelse om et tilfælde af pludselig spædbarnsdød. Det havde været kriminaloverbetjent Judy Johnson, der er uddannet inden for børnebeskyttelse og familierelationer, for slet ikke at nævne krisehjælp, sorgterapi og alt det der. Judy havde besøgt Donaldsons hjem sammen med familiens praktiserende læge, hvilket var almindelig rutine. Hun havde stillet følsomme spørgsmål og havde set åstedet – en vugge i et soveværelse på første sal. Judy havde rapporteret, at moren virkede rolig, næsten distanceret, typisk for en, der var i chok.

Det havde fået Nelsons alarmklokker til at ringe. Rolig? Distan‑ ceret? Hvis der var sket noget med en af hans døtre, ville han være ude af sig selv. Han tænkte på den dag sidste sommer, hvor Kate havde været i fare, og Ruths vilde blik, da hun klamrede sig til ham og tryglede ham om at redde deres datter. Ingen af dem havde været spor “rolige”. Men ifølge Judy var det en fuldstændig normal reaktion. “Det vil føles uvirkeligt, næsten som om hun går i søvne. Tænk på, at hun har mistet to børn i forvejen. Hun kan ikke rumme, at det er sket igen.”

Men det var selvfølgelig netop den tragiske forhistorie, der havde sendt Nelson i retning af Liz Donaldson. Ét tilfælde af vug‑ gedød, så får man en omsorgsfuld familiebetjent. Tre tilfælde, så får man en vicekriminalkommissær med en notesbog og en grim, mistænksom tankegang. Judy havde været med og havde løbende holdt øje med, at han var medfølende nok. Og han følte med kvin‑ den, selvfølgelig gjorde han det. Hun havde lige mistet et barn, for guds skyld. Og ved første øjekast var Liz Donaldson nem at holde af. Hun var høj og slank med kort, lyst hår og en dyb, tiltrækkende stemme. Hun havde hilst på dem uden sindsbevægelse, havde til‑ syneladende bare accepteret politiets fortsatte trængen sig på som endnu en byrde, hun måtte bære. Hun havde været alene, hvilket

18

De udstødte_TRYK.indd 18

10/12/2019 11.33

havde overrasket ham. Judy fortalte, at der var en mand, men at de var separeret.

“Det var hurtigt. Babyen var jo kun nogle få måneder gammel.”

“David var otte måneder gammel,” sagde Judy. “Og ægteskabet havde knirket i et stykke tid. Samuel og Isaacs død må have været en enorm belastning for forholdet.”

“Alle sammen drenge,” havde Nelson kommenteret.

“Ja. Hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at vi har at gøre med en eller anden genetisk defekt.”

Bibelske navne, havde Nelson tænkt. Men han havde ikke sagt det højt.

Liz havde budt dem indenfor. Rækkehuset var pinlig rent, duf‑ ten af liljer næsten overvældende. Liljer til de døde, sagde Nelsons mor altid. Forstuen var fuld af kort og buketter. Nelson spekulerede på, om Liz havde gået og tænkt på Davids fødsel for under et år siden, og om huset også havde været fuldt af blomster dengang.

Men nu var nuancerne selvfølgelig anderledes dæmpede. Mauve og lilla, fodaftryk i sandet, engle og bamser. Dybeste medfølelse, med i vores bønner, endelig i Jesu arme. Da Nelson sad yderst på Liz Donaldsons sofa, var han blevet overvældet af en dyrisk trang til at løbe sin vej, komme så langt væk fra denne tragedietunge stue som muligt. Men Judy sad og lænede sig frem, spurgte Liz, hvordan hun havde det, om hun fik sovet, om hun fik støtte …

“Min mor har lige været her,” sagde Liz. “Bob var her i går, men han var helt til rotterne, den stakkel. Nogle gange tænker jeg, om det er sværere for mænd.”

Bob måtte være eksmanden. Nelson fornemmede en vis selv‑ tilfredshed i Liz’ tonefald. Bob var helt til rotterne, mens Liz sad dér, bleg, men fattet, og besvarede deres spørgsmål med sørgmodig værdighed.

19

De udstødte_TRYK.indd 19

10/12/2019 11.33

“Jeg er virkelig ked af det, Liz,” sagde Judy, “men vi er nødt til at stille dig nogle spørgsmål om Samuel og Isaac. Er det okay?”

“Det er okay.”

“Samuel var seks måneder gammel, da han døde, og Isaac var lige godt et år?”

“Det er rigtigt.”

“Fandt I nogensinde ud af noget om dødsårsagen?”

Liz kiggede væk, stirrede adspredt på et kondolencekort med en glødende nattehimmel og ordene “Tryg i himlen”.

“Pludselig, uforklarlig spædbarnsdød. Det var det, der stod på attesterne.”

Det vidste Nelson og Judy godt i forvejen, fordi de havde set journalerne. Pludselig, uforklarlig spædbarnsdød er retsmedici‑ nerens betegnelse for et uforklarligt dødsfald, der ikke behøver at blive efterforsket yderligere. Nelson spekulerede på, hvem der havde udført obduktionerne.

“Det må have været svært,” sagde Judy, “ikke at få nogen svar.”

“Det var næsten det sværeste,” sagde Liz. “Vi vidste bare ikke hvorfor. Hverken Bob eller jeg ryger, vi er ikke astmatikere, der er ikke nogen af os, der har problemer med hjertet. Da Sammy døde, kunne man stadig tro på, det bare var en af de forfærdelige ting, der sker. Men da Isaac blev taget …”

Taget, tænkte Nelson. Mærkeligt valg af ord. Men Judy havde været både sympatisk og empatisk, mens hun hele tiden dygtigt etablerede de mønstre, dødsfaldene var indtrådt efter. Samuel havde de fundet død i vuggen en morgen; Isaac havde virket mat og sløv i det, de havde skyndt sig på hospitalet, men han var død på skadestuen. David var blevet fundet kold og blå efter en efter‑ middagslur.

“Jeg vidste, han var død,” sagde Liz, “men jeg blev ved med at

20

De udstødte_TRYK.indd 20

10/12/2019 11.33

prøve at genoplive ham, selv da redderne havde fortalt mig, det ikke nyttede noget.”

Nelson havde skrevet sig bag øret, at han skulle tjekke, om det var rigtigt.

“Du er selv sygeplejerske, ikke?” sagde Judy.

“Det var jeg. Før jeg fik … Før drengene blev født.”

Drengene. Det lød som en familie, en glad søskendeflok. Men Liz Donaldson havde kun haft ét barn ad gangen. Hver bror var død, før den næste bror kom til. Nelson prøvede at forestille sig, hvordan det måtte føles, men han kunne ikke. Nu kommer han til at tænke på, hvordan Liz pludselig havde bøjet sig frem og taget Judy i armen.

“Har du børn?”

Et øjeblik så Judy ud, som om hun ikke havde lyst til at svare, men så sagde hun, meget lavmælt: “Ja.” “Hvor mange?”

“En dreng. Han er lige godt et år.”

“Pas godt på ham,” havde Liz Donaldson sagt. “Pas godt på ham.”

De udstødte_TRYK.indd 21

10/12/2019 11.33

KAPITEL 3

Phil er allerede henne ved udgravningen, da Ruth kommer der‑ hen næste morgen. Projektet var oprindelig en nedtonet affære, som kom i stand, fordi kommunen gerne ville opføre nogle nye offentlige toiletter. Normalt er arkæologernes rolle enkel i sådan en sammenhæng: De kommer før byggefolkene, undersøger, om der er usædvanlige træk ved området, og graver et par grøfter.

Den underforståede aftale er, at medmindre arkæologerne finder pagtens ark, kommer byggeriet til at forløbe som planlagt. Arkæo‑ logerne må nøjes med at markere eventuelle fund og indsamle prø‑ ver til eftertiden. Ruth tænker tit, at der må ligge parkeringshuse og kontorejendomme oven på romerske gårde og døde konger over hele landet. Men ligesom i alle andre sammenhænge er det økonomien, der bestemmer, og byggeentreprenører har typisk flere penge end arkæologer. Toiletter er vigtigere end gamle knogler.

Men det mulige fund af Moder Krog har vendt op og ned på det hele. Da Ruth går ned ad skråningen, kan hun ikke bare se sin institutleder, men også amtsarkæologen og en mand med røde briller, der tager billeder med et digitalkamera. Ted er der også; han drikker kaffe af en termokande og ser sardonisk ud.

“Der kommer hun jo,” siger Phil med imponerende jovialitet og formår næsten at give indtryk af, at Ruth kommer for sent, selvom hun faktisk er fem minutter for tidligt på den.

Hun går hen til grøften, som er afskærmet fra resten af det

22

De udstødte_TRYK.indd 22

10/12/2019 11.33

grønne område med et hegn. Bag dem rejser caféen sig fra græsset som en enorm glaskugle, og overfor, på den anden side af broen, ligger borgen, kantet og hemmelighedsfuld. De udgravede kvinden i går. Nu er der blevet sendt prøver til kulstof 14‑datering og DNAanalyse. I dag går Ruths arbejde ud på at undersøge konteksten, gravsnittet, for at finde ledetråde i den jord, der er blevet brugt til at fylde hullet, og lede efter genstande – glas, keramik, mønter – som måske kan hjælpe hende med at datere begravelsen. Det ville hun gerne have gjort i fred, men Phil svæver stadig opstemt rundt om hende. Han er i sit bedste Indiana Jones-outfit – safarishorts og kortærmet skjorte – selvom hun ikke kan huske, hvornår hun sidst har set ham med en skovl i hånden.

“Mark, må jeg præsentere dig for Ruth. Det her er doktor Ruth Galloway. Leder af afdelingen for biologisk antropologi. Ruth, det her er Mark Gates.” Phil sænker ærbødigt stemmen og tilføjer: “Programresearcher.”

Gudfaderbevares, tænker Ruth, det var hurtigt. Phil må have ringet til nogen, så snart han så knoglerne. Hun giver hånd til Mark Gates, som kaster et vurderende blik på hende, som om han overvejer, hvordan hun vil gøre sig på skærmen. Formentlig spekulerer han på, hvor han kan skaffe et kamera med vidvinkel.

“Så du er den dame, der fandt knoglerne,” siger Mark.

Ruth bryder sig ikke om at blive kaldt for dame, men det er for tidligt i deres bekendtskab til at gå ind i en samtale om det, og hun gider heller ikke, at Phil begynder at himle med øjnene på sin muntre “mand-omringet-af-feminister”-facon. Så hun smiler bare og siger ja, det er hende, der har udgravet skelettet, men der skal stadig tages en masse prøver.

“Men du er næsten sikker på, det er Jemima Green, Moder Krog?”

23

De udstødte_TRYK.indd 23

10/12/2019 11.33

“Altså, dateringen ser ud til at stemme nogenlunde …” begynder Ruth, men Phil bryder ind. “Åh ja, helt sikkert. En kvinde med en krog i stedet for en hånd. Hvem skulle det ellers være?”

“Kaptajn Klo i dametøj?” foreslår Ted nede fra grøften. Phil ignorerer ham.

“For i så fald ville mit program være meget interesseret,” fort‑ sætter Mark, henvendt til Ruth. “Meget interesseret. Det ville passe godt til en af vores temaudsendelser.”

Gad vide, hvad “hans” program er for et, tænker Ruth. Han lig‑ ner ikke en fra Tidspatruljen. Formentlig en eller anden akademisk serie om arkæologi. Måske på History Channel.

“Hvad er det for et program?” spørger Ted. “Kvinder der dræber,” siger Mark med en vis nydelsesfuld svæl‑ gen.

Nelson er også ved at diskutere kvinder, der dræber. Uheldigvis for ham er det Madge Hudson, psykolog med speciale i gernings‑ mandsprofiler, som han diskuterer med. Dronningen af det for‑ pulet indlysende, som han kalder hende i sit stille sind. Kriminal­ overbetjent Judy Johnson, kriminaloverbetjent Dave Clough og kriminaloverbetjent Tim Heathfield er også til stede. Tim blev indlemmet i teamet først på året, overflyttet fra Blackpool, hvor han havde arbejdet sammen med Nelsons gamle ven Sandy MacLeod.

Han har vist sig at være et godt supplement til afdelingen, rolig og professionel, altid respektfuld over for sine kollegaer og deres lokalkendskab. Men der er ingen tvivl om, at hverken Judy eller Clough er helt trygge ved ham. Clough stoler af princip ikke på nye mennesker, og hvis det er mænd, der har gået på universitetet og er i bedre form og flottere end ham selv, vokser hans mistro auto‑ matisk til åben fjendtlighed. Judy, som Nelson troede ville komme

24

De udstødte_TRYK.indd 24

10/12/2019 11.33

godt ud af det med Tim, virker endnu mere mistroisk. Den fælles fjende har fået Judy og Clough til at nærme sig hinanden, hvilket i sig selv er et mirakel, tænker Nelson. Han ved ikke, hvordan Tim har det med sine nye kollegaer. Ud over en enkelt lettere kynisk bemærkning om at være “den eneste sorte betjent i Norfolk” har Tim ikke givet indtryk af, at han føler sig forkert i sit nye miljø.

Hans glatte, høflige facon gør det underligt svært at stille personlige spørgsmål, men Nelson synes, han er nødt til at prøve.

Nu sender Madge en serie strålende smil rundt om bordet, lykkeligt uvidende om den diskrete uvenlighed på kryds og tværs.

“Vi har her at gøre med en kvinde,” begynder hun og når der‑ med nye højder inden for det forpulet indlysende. “En kvinde, der er mistænkt for at slå sine tre børn ihjel. Det er sådan, at en kvinde, der slår sine børn ihjel, ofte lider af depression.”

Det siger du ikke, tænker Nelson. Her gik han rundt og troede, at barnemord var et tegn på, at alting var superduper.

“Men ofte kan de fremvise en meget overbevisende facade. Det kan være meget vigtigt for dem at fremstå perfekte.”

Nelson kan ikke lade være med at tænke på Liz Donaldsons pletfri hjem. Hun havde haft sutsko på, kan han huske, for ikke at ødelægge tæpperne.

“Taler vi om Münchausens?” spørger Tim. Clough sender ham et mørkt blik, bemærker Nelson. Clough bliver altid irriteret, når Tim bruger ord med mere end to stavelser.

“Münchausen by proxy,” korrigerer Madge. “Det er ikke umu‑ ligt.” Hun vender sig mod Clough. “Münchausens syndrom er en psykisk sygdom, hvor personen foregiver at være syg for at få opmærksomhed. Ved Münchausen by proxy foregiver man, at en anden er syg, ofte et barn, og somme tider fremkalder man endda selv sygdommen.”

25

De udstødte_TRYK.indd 25

10/12/2019 11.33

“Jeg ved godt, hvad det er,” snerrer Clough. “Der var en sag med en sygeplejerske, ikke?”

“Liz Donaldson er sygeplejerske,” kan Nelson ikke lade være med at sige.

“Beverley Allitt,” nikker Madge. “Dømt for at have myrdet fire børn, der var i hendes varetægt, og for at have forsøgt at dræbe yderligere tre. En af teorierne lød på, at hun led af Münchausen by proxy.”

“Men hun fik stadig livstid, ikke?” siger Clough.

“Jo, hun blev idømt forvaring på en sikret anstalt. Dommeren anbefalede mindst fyrre år. Faktisk har vicekriminalkommissær Nelson en vigtig pointe.”

Nelson ser op, lige så overrasket som de andre.

“Personer med Münchausens har tit en vis sundhedsfaglig viden. Liz Donaldson har været sygeplejerske. Derfor må hun kende til symptomer og behandling. Hun må vide, præcis hvad læger og sygeplejersker kigger efter.”

“Det er længe siden,” siger Judy. “Hun har ikke arbejdet, siden hun fik sit første barn.”

“Det kan også være en væsentlig faktor,” siger Madge. “Måske har hun savnet den anerkendelse, hun fik som sygeplejerske. Måske har hun haft lyst til at bevise, hun var kvik, eller kvikkere end det lægefaglige personale, der har undersøgt hendes børn.”

“Ved at slå dem ihjel?” Nelson kan ikke holde vantroen ude af sin stemme. Han mistænker Liz Donaldson, men tanken om, at hun har slået sine børn ihjel for at virke begavet, lyder farligt forsimplet. Han kan lige forestille sig forsvarsadvokatens reaktion, hvis psykologen fremlagde den teori i en retssal.

Madge lader sig ikke slå ud. Hun har engang sagt til Nelson, at hans fjendtlighed over for hende i virkeligheden var et tegn på

26

De udstødte_TRYK.indd 26

10/12/2019 11.33

beundring, sågar tiltrækning. Siden da har Nelson prøvet at gå i en stor bue uden om hende. Problemet er, at Madge næsten altid bliver kaldt ind på de store sager. Nelsons chef, politiinspektør Whitcliffe, synes, hun er blændende dygtig.

“Kvinder slår ihjel af de mærkeligste årsager,” siger hun og smi‑ ler engleblidt.

“Det gør mænd også,” siger Judy. “Altså, Münchausens optræder vel ikke kun hos kvinder. Hvad med faren?”

“Münchausen by proxy rammer fortrinsvis kvinder,” siger Madge. “Og jeg kan forstå, at manden ikke var til stede, da nogen af dødsfaldene skete. Hvilket også kan være en faktor, i øvrigt. Liz har måske prøvet at få sin mands opmærksomhed tilbage. Hun kan også have været vred over, at det gik godt med Bobs karriere, mens hendes eget arbejdsliv var gået i stå.”

Madge er åbenbart på fornavn med både mr. og mrs. Donald‑ son, selvom de aldrig har mødt hinanden. Også karrieremisundelse virker som et meget spinkelt motiv i Nelsons øjne. Michelle sagde sit frisørjob op, da de fik børn. Da pigerne blev større, begyndte hun at arbejde igen. Nelson mindes ikke, der nogensinde var noget drama omkring det. Det var bare sådan, man gjorde.

“Men det er alt sammen gætværk, ikke?” siger Clough. “Altså, der er jo ingen beviser.”

Og det er netop problemet. Der er ingen rigtige beviser. De venter stadig på obduktionsrapporten for David. De første to børns dødsfald blev registeret som “uforklarlige”, men Nelson har kørt en hel hær af eksperter i stilling, som siger, at noget kunne tyde på kvælning. Det var det, der fik Nelson til at hente Liz Donaldson ind til en ny afhøring. På en eller anden måde fik pressen nys om det. Da der ikke var udsigt til yderligere beviser, måtte han løslade hende uden sigtelse. Han er bevidst om, at han balancerer på en

27

De udstødte_TRYK.indd 27

10/12/2019 11.33

knivsæg. Pressedækningen vakler mellem ond børnemorder og krænket mor. Ét forkert træk kan gøre Nelson til skurken. Så vil Whitcliffe fyre ham, og han vil stadig ikke have fundet ud af, hvem der slog Samuel, Isaac og David ihjel.

Han tænker på navnene og spørger: “Kan der være en religiøs forbindelse? Alle tre drenge havde bibelske navne.”

“Liz Donaldson er ikke religiøs,” siger Judy. “Hun fik drengene døbt i den engelske folkekirke, men der er intet, der tyder på, at hun har gået i kirke derudover. Hun er ikke ligefrem genfødt kristen eller … katolik.” Judy skæver til Nelson. Hun er selv opvokset i en katolsk familie, ligesom ham.

“Hvorfor så vælge religiøse navne?” spørger Nelson.

“Fordi de er moderne,” siger Clough, der hedder David til for‑ navn. “Der er masser af børn, der hedder Noah og Joshua og sådan noget. Betyder ikke noget.”

“Isaac var lige ved at blive ofret af sin far,” siger Tim. “Samuel blev kaldet af Gud. David var den udvalgte. De er alle tre profeter fra Det Gamle Testamente.”

“Du er åbenbart ekspert,” siger Clough.

“Jeg er vokset op i en meget religiøs familie,” siger Tim mildt.

“Jeg er selv agnostiker.”

Det siger sig selv, tænker Nelson. Han har allerede bemærket, at Tim godt kan lide at holde alle muligheder åbne.

“Det er en interessant tankegang,” siger Madge og smiler varmt til Tim. “Børneofferet.”

Nelson kommer til at tænke på noget, Ruth engang har for‑ talt ham om børn, der blev begravet under døre som offerga‑ ver til Janus, den romerske gud for begyndelser og afslutninger.

Højt siger han: “Det her kommer vi ikke langt med. Vi afventer

28

De udstødte_TRYK.indd 28

10/12/2019 11.33

obduktionsrapporten for David. Hvis der er nogen som helst tegn på, at der er noget, der ikke er, som det skal være, henter vi Liz Donaldson ind til afhøring igen. Hun må bryde sammen før eller siden.”

“Det ville jeg nu ikke være så sikker på,” siger Madge. “Husk, at det kan være, hun næsten nyder at sætte sin begavelse op imod din.”

Judy snøfter, som om hun vil antyde, at Nelson næppe vil vinde, hvis det er på begavelse, kampen skal stå.

Da Nelson går tilbage til sit kontor, får han at vide af sin personlige assistent, Leah, at hans troldmandsven har ringet.

“Cathbad?” spørger Nelson.

Judy, der står i nærheden, giver en ufrivillig lyd fra sig.

Nelson vender sig om. “Var der noget, Judy?”

“Nej.” Judy bakker væk.

Da Nelson er blevet alene, ringer han til sin ven, som, hvis ret skal være ret, er druide, ikke troldmand. Han savner Cathbad, som for nylig er flyttet til Lancashire. Han er bindegal, men der er altid lagt i kakkelovnen til en interessant samtale.

Cathbad går lige til sagen. “Liz Donaldson er uskyldig.”

“Hvad ved du om det?”

“Jeg ved det bare,” siger Cathbad, sindsoprivende kryptisk som altid.

“Aha. Jamen, okay. Så indstiller jeg efterforskningen. Tak, fordi du ringede.”

“Sarkasme er en forsvarsmekanisme, Nelson.”

“Jeg har brug for alt det forsvar, jeg kan få.”

“Jeg kender Liz Donaldson,” siger Cathbad og lyder lidt mildere stemt. “Hun er et dejligt menneske. Det er utænkeligt, at hun kunne finde på at gøre sådan noget.”

29

De udstødte_TRYK.indd 29

10/12/2019 11.33

Men det utænkelige sker, tænker Nelson. Jeg tænker på det hele tiden. Højt siger han: “Cathbad, jeg kan ikke diskutere sagen med dig.”

Cathbad sukker. Hele vejen nordfra, fra Nelsons hjemegn. “Vær forsigtig, Nelson,” siger han.

“Hvorfor?”

“Hvis du dømmer en uskyldig kvinde, vil du blive ramt af en forbandelse.”

Det er ingen spøg. Det er Nelson klar over.

De udstødte_TRYK.indd 30

10/12/2019 11.33