Den forkerte giraf

Maise Njor

DEN FORKERTE GIRAF

Den forkerte giraf.indd 2

13/02/14 13.10

MAISE NJOR

Den forkerte giraf om indisk togdrift og kĂŚrlighed

GADS FORLAG

Den forkerte giraf.indd 3

13/02/14 13.10

Den forkerte giraf.indd 4

13/02/14 13.10

Tak til Cornelia, Betty-Marie, Asta-Maja, Josefine og Louis, fordi I rummer s책 meget.

Den forkerte giraf.indd 5

13/02/14 13.10

Den forkerte giraf.indd 6

13/02/14 13.10

AT VENTE Evolution, ensomhed og elskov

“Jeg tror, der er inder-overskæg i midten af den her peanutkage,” siger jeg til ham. Han ligger og blunder op ad sin rygsæk på stationen ved Palolem i det sydlige Goa og gider tilsyneladende ikke at deltage i samtalen om, hvorfor de små og de store indiske tissemyrer ikke lægger mærke til hinanden, når de går rundt på den røde jord, som allerede er så opvarmet af solen, at man ikke kan tage sine klipklapper af og gå med bare fødder.

Jeg er virkelig vred over, at han ikke vil være med i min samtale, som så bliver en enetale. Måske er jeg bare præmenstruel eller over-ophedet. Måske er det bare, fordi han er 11 år ældre end mig: Måske har han regnet ud, hvorfor de to fætter-typer i samme art ikke registrerer hinanden. Måske har han haft denne samtale før, med en anden kvinde. Gud nej, med 7

Den forkerte giraf.indd 7

13/02/14 13.10

mange kvinder. Hvis han er 11 år ældre end mig, så er han 11 år foran med hensyn til at tale med andre mennesker, knalde med andre mennesker. Altså kvinder.

Der har virkelig været mange kvinder, tror jeg. Han vil ikke ud med tallet, siger, at han ikke ser livet sådan, og aldrig har talt sammen, hvor mange han har været i seng med. Alle tæller da sammen i ny og næ, tænker jeg. Medmindre der er så mange, at man ikke kan huske dem alle sammen.

Nu er jeg ikke præmenstruel, jeg er … jeg er vist jaloux. Selv om jeg havde besluttet, at denne gang, med denne mand, ville jeg aldrig, ALDRIG bare nærme mig den følelse. Jeg havde besluttet at lave mig om som type, være lidt mere loose og have stor kærlighed til alle. Være sådan en, der siger, at jeg skylder stor taknemmelighed til alle kvinder, der kom før mig, fordi de har gjort ham til lige præcis den, han er i dag – den, jeg blev forelsket i. Desuden er det lidt besværligt at være jaloux på fortiden … Der er ligesom ikke så meget at gøre ved den.

Jeg havde også besluttet, at jeg aldrig igen ville forsøge at lave om på en mand, og i hvert fald aldrig købe tøj til en, for jeg ville selv blive virkelig ked af det, hvis jeg mødte en, som gerne ville lave om på mig eller min tøjstil. Det holdt tre måneder, og så kom jeg til at købe to skjorter. Det var selvforsvar. Jeg skal jo ses på offentlige steder med manden.

Men helt konkret har han jo haft sin tissemand i 8

Den forkerte giraf.indd 8

13/02/14 13.10

nærheden af andre kvinder. Det er, hvis man tænker for længe over det i den indiske formiddagshede, virkelig klamt. Jeg tror ikke, at jeg skal røre den igen.

Ad. Nu er jeg virkelig sur på ham. Og han ved det slet ikke. Han ligger bare med hovedet på sin grimme, grimme rygsæk, som han har haft med på rigtig mange rejser, med andre kvinder til andre lande. Han ligger bare og sover, som om intet var hændt. Som om det er helt normalt, som om han bare er helt til stede lige her på den her lille togstation, hvor toget kommer om en time. Han tror, at vi bare venter på toget, men det er meget mere alvorligt: Vi venter på at finde ud af, om vi vil have hinanden. Vi har snart kendt hinanden i et halvt år – er det så ikke ved at være den tid, hvor man skal opsummere, konkludere, beslutte? Man kan for fanden ikke bare tage hver dag, som den kommer, vel? Det er jo livet, det her, det skal bruges ordentligt. Han sover tilsyneladende fint. Måske er jeg bare over-neurotisk. Eller hvad det hedder (kan man være under-neurotisk?) … Jeg er i hvert fald rasende, og jeg er i tvivl, jeg er ulykkelig, og han kan vende det hele, alle mine dumme humører, ved at åbne øjnene og sige noget sødt. Jeg tror, at jeg giver ham chancen: “De er kun inde midt på peanutkagen. Hårene. De har altså samme farve og tekstur som inder-skæg.

Altså nok skæg fra en lidt yngre person. De er ikke så 9

Den forkerte giraf.indd 9

13/02/14 13.10

stride i det, det er nok fra en teenager. Eller en kvin­ de …”

Han sover stadig. Med tissemyrer gående rundt om sig i forskellige størrelser. I naturprogrammer er der altid nogle myrer, der æder de andre – hvorfor lader det til, at de her store myrer slet ikke har tænkt sig at spise de små til frokost? Er det hindu-myrer?

Man ved, at man er nede i gear, hvis man har tid til at sidde og tænke over den slags. Eller hvis man, som i går, får kolort i sin ene klipklapper og tænker: “Det ordner jeg senere.”

Det eneste, der er galt med at komme så langt ned i gear, er, at man måske har for meget tid til at tænke.

Man tænker så meget over tingene, at man til sidst ikke ved, hvad man mener eller føler. Man har tid til at tvivle, kan man sige. Det er første gang, jeg er sammen med Manden i så lang tid. 16 dage i træk. En skræmmende tanke for en, som godt kan lide at holde tingene – og menneskerne – lidt på afstand. Det er nemmere at se ting klart, hvis man holder dem ud i strakt arm. Hvis man holder dem helt tæt ind til sig, kan man jo ikke se dem, men kun føle. Og det kan gøre ondt.

Det er da mærkeligt med de myrer, som går rundt om Manden på jorden. De små ligner snacks for de store, men de kan gå lige forbi dem, uden at der sker noget. Det kan være, at de er så små, at de store ikke ser dem? Måske ser man heller ikke selv altid de 10

Den forkerte giraf.indd 10

13/02/14 13.10

andre, som er anderledes inden for éns art? Da jeg var single, var jeg kun interesseret i mænd, der var single. Selv de sødeste mænd, som kunne give mig en oplevelse eller en god samtale, var ikke interessante, hvis de havde en kæreste. Jeg så kun arten “single”.

Fordi jeg ville have en. Mand.

Jeg forestillede mig den her subsistensløse rockmusiker, som jeg skulle redde ved at rime smerte på hjerte og tage bekymringsløse afdragsfrie flekslån med, selv om intet rimer på flekslån. Eller måske en kunstmaler, som lugtede af terpentin og gik rundt mellem sine store lærreder om natten og talte kærligt til dem i håb om, at inspirationen skulle komme. Jeg forestillede mig alle mulige mænd, som kun fandtes i fantasien, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle møde en med et rigtigt arbejde og en mappe og nogle gange slips … og at jeg efter et halvt år skulle sidde på en station i Indien med ham. En mand, som er så tilpas i verden, at han kan sove ganske forsvarsløst mellem de her tissemyrer, hvoraf halvdelen er store nok til at æde hans ene fod, og de andre er så små, at de kunne bo på skønhedspletterne på hans brune ben, som ligger slapt ud til siderne.

Man har jo set i adskillige programmer med David Attenborough, at myrer bekriger hinanden. Hvorfor ænser de store ikke de små? Som da jeg var single, og folk, der var gift, ikke forstod, at hvis de ikke inviterede mig til middag, så ville jeg være ensom fredag 11

Den forkerte giraf.indd 11

13/02/14 13.10

aften? Pludselig var man et ulige nummer, der ødelagde folks bordplaner. Det lyder så sølle, når man siger det, men det er nok, fordi … fordi det er sølle. Og det var sølle at stå på alle de dér barer med min veninde, som er dobbelt så høj som mig, og vi lignede Sølle-Gøg og Sølle-Gokke iklædt pindsvinedragter, der gjorde, at ingen mand ved sine fulde fem ville bare overveje at komme over og tale med os. Selv de fuldeste havde fornuft nok til at gå udenom, og det blev værre og værre måned for måned, jo mere desperate vi blev, og jo mere vores pigge strittede. Vi ville have en mand, men samtidig var vi vrede på alle mænd, fordi to inden for arten havde forladt os.

Nu har jeg Manden, som sover op ad sin rygsæk.

Han kom ind ad min havelåge en solskinsmorgen, fordi han kendte en, som kendte en, som kendte mig.

Lige inden han skulle komme, gik jeg en smule i panik, fordi hans efternavn var så jødisk-klingende, at jeg af en eller anden grund pludselig fik den tanke, at han måske lignede ham den lille tykke mand med ikke så meget hår fra “Seinfeld”. Det må være sådan, det føles at skulle mødes med en net-date: Selv om han på billedet ser ud til at have ekstremt meget pandehår, kan det være, at han bare har vendt sin toupe. Jeg har aldrig net-datet …

Da jeg var bange for, at skuffelsen ville kunne ses på mit ansigt, straks han trådte ind ad havelågen, forberedte jeg mit “happy-smile” – det samme, som 12

Den forkerte giraf.indd 12

13/02/14 13.10

man kører i stilling, når man skal åbne en julegave fra éns svagtseende og demente moster, hvor man allerede tre timer forinden ved, at man kommer til at sige: “Neeej, tusind tak for de hjemmestrikkede sokker, og hvor sejt med de der masker, du har ladet stå åbne, så jeg selv kan gøre dem færdige.”

Der havde ikke været nogen grund til panik. Han var helt færdigstrikket. Og selvfølgelig er man ikke så overfladisk, at udseendet betyder noget, men det gør morgenbrødet. Og han havde det hele med – både det sunde og det lækre. Og så sad jeg og lod, som om jeg spiste, mens jeg hørte ham tale. Han havde to børn (+), kunne sige præcis, hvornår han var blevet skilt (-), fortalte om sine venner (+), ville ikke med ned og bade (-), hilste lidt afmålt på min hund, Karl, (-) og havde en dejlig ubesværet latter (+). Summen af det hele var, at jeg havde lyst til at se ham igen. Da han var gået, spiste jeg resterne af morgenbrødet.

Nu ligger han med benene ud på jorden og slapper af, som om intet stort var hændt. Det er der måske heller ikke. Måske er kærlighed bare noget, der sker, og det er ikke så fantastisk groundbreaking news, som begge – eller i dag tilsyneladende kun én af de involverede – tror. Det er jo ret banalt og sker hver dag. Men når man er en af de involverede, bliver man utåleligt betaget af, at den, man er betaget af, kigger på en, når man kigger på ham. Forelskede mennesker er utåle­ 13

Den forkerte giraf.indd 13

13/02/14 13.10

lige for deres omgivelser. Det er så selvoptaget, at man ikke kan holde ud at se på det – som en dag, hvor jeg kørte ned ad Bredgade og så en kendt rockmusiker, der tilsyneladende stirrede betaget på et butiksvindue. Indtil jeg opdagede, at butikken var lukket, og at der ikke var noget i udstillingsvinduet, bortset fra hans eget spejlbillede … Når man er forelsket, står man foran det butiksvindue hele tiden. Hvis man da ikke bare sover trygt op ad sin rygsæk i heden på en station i Indien, mens éns kæreste sidder og bliver mere og mere sur over ikke at blive set.

Hvornår ved man i det hele taget, at man er forelsket? Når han ikke må gå? Når man får ondt i maven, fordi der går otte minutter fra afsendt sms, til den bliver besvaret? Når éns øjne mødes over et middagsbord, og underlivet snurrer? Det er ikke altid til at vide, hvilken følelse man føler. Mavepinen over middagen kan jo skyldes colibakterier, angsten for, at han skal gå, kan skyldes alt muligt, man har oplevet i barndommen, og der var engang en psykolog, der fortalte mig, at man kun er i stand til at blive forelsket, når man er ude af balance – men at det kræver noget af et balanceret sind at elske. Altså: Enhver ­idiot kan blive forelsket, men at elske kræver sin mand eller dame. Jeg tror, at jeg har det i mig … Det gjorde bare så ondt sidst. Ikke at elske, men at blive forladt af den, jeg elskede.

Det har taget mig absurd lang tid at vænne mig til 14

Den forkerte giraf.indd 14

13/02/14 13.10

at være skilt, og nu skal jeg så vænne mig til at være kæreste. Med en, som gør tingene på en anden måde end ham, jeg sidst var kæreste med. “Det er ikke de stærkeste inden for en art, der overlever, heller ikke de mest intelligente. Det er dem, der er bedst til at vænne sig til forandringer”, skrev Charles Darwin om evolution. Knap så rart at få at vide, når man er typen, der får græker-ringe under armene, bare man er på posthuset og opdager, at Post Danmark har lavet nye frimærker.

Hvordan skal jeg nå at evolutionere mig i tide, så jeg ikke ender gammel og ensom i en etværelses med tolv katte, som er opkaldt efter Jesus’ disciple og med en imponerende samling af gamle pizza-bakker fra samtlige pizzeriaer i Nordvest? På et tidspunkt må man sgu da have samlet nok mod til at give slip og stige på toget og turde give sin kærlighed væk og modtage cirka samme mængde igen.

Lige nu vælger jeg den nemme løsning og skyder al skyld på ham, fordi han ligger der og nyder livet og bare regner med, at kærligheden er der, fordi den også var der før. Jeg giver ham en chance til: “Jeg er godt klar over, at den her kage er lavet af pea­ nuts med honning, så selvfølgelig kan noget hår ­klistre fast, men altså, kan de ikke lige have lidt ­hygiejne i køkkenet, når de arbejder med honning.

Det klistrer jo ad helvede til,” siger jeg.

15

Den forkerte giraf.indd 15

13/02/14 13.10

Han svarer ikke. Han må virkelig stole på, at jeg er den, der sørger for, at vi kommer med toget. Hvordan kan man sove så tungt midt mellem alle de indiske kvinder med skinnende sarier og duftende blomster i håret og mænd med nystrøgne hvide skjorter og vandkæmmet hår? Måske er det alderen …

Han kunne godt ligne Cary Grant, som han ligger der og sover. Eller en idiot. Der er noget farligt over at sove på offentlige steder: Andre kan se, hvem man er, når man ikke har nogen parader oppe. Gad vide, om Cary Grants kone også nogle gange syntes, at han lignede en idiot, når han sov med åben mund. Kagen klistrer til mine fingre. Jeg er nødt til at slikke på dem, selv om jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst var på et rent toilet, hvor jeg kunne vaske hænder ordentligt.

Gid der fandtes et instrument, der kunne måle kærlighed og bippe, når man var forelsket nok …

Når man er yngre, leder man efter en mage at få børn med, men hvad når magen er smuttet, og man møder en ny, som ikke er far til éns børn – hvad klistrer så to mennesker sammen?

Det er vel den helt farlige vej, den hvor man hver dag stopper op og vurderer, om kærligheden er stor nok til at holde. Der er ikke hensyn til børn, der er ikke mageligheden ved den fælles sofa, der er ikke det ubelejlige i at skulle skille fælles ejendom. Der er bare kærlighed. Det gør mig angst, for jeg har ikke 16

Den forkerte giraf.indd 16

13/02/14 13.10

prøvet det her i mange år. Jeg må have en reaktion.

Jeg prøver igen: “Jeg spiser bare uden om hårene. Den smager jo godt,” siger jeg og ser over på ham, der gør mig kulret og forvirret, ham, jeg er forelsket i og elsker og samtidig ikke aner, hvem er.

Hans skæg skinner, når solen rammer hvert enkelt hår. De grå skægstubbe skinner mere end de sorte.

På hovedet skinner begge farver lige meget. Jeg har kun kendt ham, mens han var George Clooney-farvet. Engang havde han kun sorte skægstubbe. Engang havde han slet ikke nogen. Det var, før han begyndte at gå i seng med alle de der damer, der kom før mig.

Det er virkelig irriterende at tænke på. På den anden side: Jeg kan godt forstå dem. Jeg ville gøre det samme. Kunne faktisk finde på det lige nu, hvis der ikke var så mange indere omkring os her på stationen. Og tissemyrer. Og folk med rasta-hår. Store fede pølser af både dødt og levende, men helt sikkert meget fedtet hår på folk, der ser ud, som om de har rejst i meget lang tid. Nej, det er for ulækkert at tænke på sex lige nu. Men så kan jeg jo tænke på, at det kommer til at ske senere, i aften, måske finder vi et hotel med et rent lagen i Gokarna ...

Man kan jo bare spise uden om det, man ikke bryder sig om. Der er ikke nogen mennesker, bortset fra éns børn, man elsker alt ved, af den simple grund, 17

Den forkerte giraf.indd 17

13/02/14 13.10

at de er så irriterende, fordi de ikke er som en selv.

Hvor narcissistisk kan det blive!

Der er små rynker om Mandens øjne. De stammer fra smil. Øjenbrynene har en komisk bue, det har de altid haft. Jeg har set det på billeder af en lille dreng, som man ikke kan lade være med at smile til, fordi øjenbrynene ser ud, som om ejeren allerede er i gang med noget sjovt. Det har nok været 56 lette år på jorden. Alle har nedture og katastrofer, men alt i alt, let. Er det på grund af ansigtet, at de år var lette, eller ser ansigtet sådan ud, fordi de var lette? Pæne mennesker har det nemmere, det er så fejt, men sådan er det. De siger selv, at udseendet ikke har nogen betydning, og at de ikke er særligt meget pænere end andre, men inderst inde må de vide, at det ikke passer. Helena Christensen ved da godt, at hun er pænere end os andre, ikke?

Smilerynker. Det er så fint et udtryk. Optimistisk midt i nedturen. Han har dem. Jeg så dem, første gang jeg mødte ham. Og prøvede at lade være med at lægge mærke til hårene på brystet, som stak op af den halvåbne sommerskjorte, fordi de fik mig til at glemme at høre efter, hvad han sagde. Første gang jeg mødte ham, måtte jeg ud og trække noget luft. Fordi jeg vidste, at vi blev kærester, og det var ligesom lidt for meget serveret på én gang. Det er svært at gå ud og trække luft, når man sidder på en altan … jeg måtte ind og trække luft, måtte i hvert fald fjerne 18

Den forkerte giraf.indd 18

13/02/14 13.10

mig fra ham. Skulle lige forberede mig på en ny del af livet. Skulle lige en sidste gang trække mit vejr alene, før jeg gik ud på altanen og snuppede ham, mens jeg samtidig rystede ved tanken om, at jeg nu skulle trække mit vejr i nærheden af ham. I fire år havde jeg håbet på en dag at møde en, der kunne blive min kæreste, og så kom han lige den dag, præcis en uge efter jeg havde besluttet, at jeg ikke gad lede længere. Så måske er det rigtigt, at du ikke finder kærlighed, men kærlighed finder dig.

Hvorfor blev det ham? Jamen, det er jo det med kærlighed – hvis man kan sige det fuldstændig klart, så er det nok ikke kærlighed. Hvis der findes en formel, er det lige så kedeligt som matematik. Og det fik jeg fem i i gymnasiet. Jeg tror heller ikke, at jeg ville få så høje karakterer i kærlighed, for jeg har kun været forelsket få gange i mit liv. Resten af tiden fakede jeg mine forelskelser.

Tænk, hvis det ikke er kærlighed, men bare et udslag af metaltræthed hos begge parter – at man blev så træt af at lede, at man var nødt til at tage hinanden. Man kender jo par, hvor man tænker, at de må være sammen af den simple grund, at de ikke magtede at lede længere, men at de ikke nødvendigvis er specielt gode for hinanden. Da jeg nævnte det for Manden, sagde han: “Du skal tænke på, at du kun lærer højst 70 procent af de fleste mennesker at kende – resten foregår inden for hjemmets fire vægge. Måske er den mand, du 19

Den forkerte giraf.indd 19

13/02/14 13.10

synes er fesen, en fantastisk kæreste, og måske er den kvinde, du kender en lille smule til og synes er iskold, en skøn elskerinde og levende fortæller. Du skal nok ikke regne med, at du ser det hele af folk, du møder.

Kun personens kæreste ser det hele – eller 99 procent.

Og det er ikke 99 procent, man elsker, men måske kun 80 procent. Men 80 procent er også godt … Det kan man godt bygge videre på.”

Det var jo fint og klogt sagt, men jeg var for selvoptaget til at høre helt efter, for han havde nævnt det med, at det måske kun er 80 procent, man elsker. 80 procent? 80? Er der virkelig så meget som 20 procent af mig, han ikke kan lide? Hvor mange procent af en person skal man være vild med, før man kaster sig ud i kærligheden igen? Fra hans side, og fra min?

Han ligger bare og sover, mens jeg sidder her og bliver mere og mere i tvivl om, hvad kærlighed i det hele taget er, og om jeg tør tage en omgang til.

Solen har flyttet sig. Nu ligger han og sover halvt i skygge, halvt i sol. En tissemyre går tur ind under hans shorts – måske er det den, der vækker ham, og han siger: “Jeg så godt de hår på peanutkagen. Det er rottepels. Jeg tror ikke, at du skal spise mere.”

20

Den forkerte giraf.indd 20

13/02/14 13.10