Den anden

Den anden_TRYK.indd 2

06/10/15 12.17

harriet lane

den anden p책 dansk ved vibeke houstrup

gads forlag

Den anden_TRYK.indd 3

06/10/15 12.17

Den anden Af Harriet Lane Oversat fra engelsk af Vibeke Houstrup efter Harriet Lane: Her Copyright © 2015 by Harriet Lane Dansk udgave: © 2016 Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05089‑6 1. udgave, 1. oplag Omslag: Øystein Vidnes Sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos Bookwell, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Den anden_TRYK.indd 4

06/10/15 12.17

Nina Det er hende. Det er jeg næsten sikker på.

Det er sidst på eftermiddagen en fredag i slutningen af juli. Jeg er lige kommet ud af vinhandlen med en kold flaske pakket ind i papir og er på vej over torvet, mens jeg funderer over eftermiddagens arbejde, om jeg kommer nogen vegne, eller om det endnu en gang er en blindgyde. Himlen flimrer stadig af varme gennem den levende baldakin af plataner, og den gyldne luft er klæbrig af pollen; men den er også forurenet af den ildevarslende lugt af storbysommer med dunsten af udstødning, afløb og kloakker, den fjerne hørm af ældgamle, glemte vandløb, der siver gennem klipperne og dyndet dybt nede under mine fødder.

Jeg tænker på den helt præcise nuance af violet – spe‑ kulerer på, om jeg mon har ramt den rigtige i forhold til de grønne og mudderbrune farver – da jeg får øje på hende.

Hun står på den anden side af torvet, let foroverbøjet, med armene rakt ud mod et lille barn. Fornemmelsen af at se hende dér, lige foran mig, efter al den tid, er overvældende stærk – nærmest panisk, eller lidenskabelig. Jeg kan mærke, jeg knytter hænderne. Jeg er pludselig meget bevidst om mine lunger, der fyldes med luft og slipper den ud igen.

7

Den anden_TRYK.indd 7

06/10/15 12.17

Jeg ændrer hurtigt retning, går hen til den kommunale opslagstavle og stiller mig op foran den, som om jeg er interesseret i yogaworkshops og franske konversationshold, og hele tiden, mens scenen udfolder sig lige dér foran mig, holder jeg øje med hende, mærker mig den tynde stribede bluse og de oprullede cowboybukser, de grimme tyske san‑ daler med tåsplit, alle går med her, håret, der er fæstnet bag ørerne.

Jeg ser til, da hun tager noget op af lommen, et papirlom‑ metørklæde eller en klud, og spytter på det, bøjer sig over barnet og tørrer ham i ansigtet. “Du godeste, Christopher, som du ser ud,” siger hun. “Is i håret! Hvordan har du båret dig ad med det?” Og det er stadig en stemme, der nemt kan høres, så jeg ved, hvor træt hun er – ordene kommer helt automatisk, uden at hun skal tænke over dem. Da hun stikker papirlommetørklædet i lommen og retter sig op, kan jeg se, hun er gravid, måske fire måneder henne.

Drengen river sig løs og stolprer usikkert af sted med en rullende gang, som en sømand eller en fulderik. Han slingrer tværs over torvet hen mod mig, og nu gribes jeg af et øjebliks rædsel. Emma er på vej hen mod mig, hun vil sende mig et påtaget, undskyldende smil, når hun kommer herhen, og forvente, at jeg skal være charmeret af drengen, og måske vil hun genkende mig. Eller det vil hun måske ikke.

Men så bliver jeg reddet, da han skvatter over sine egne ben, snubler på grusstien og falder, så lang han er, på næs­ ten komisk vis, som en figur i en tegnefilm, og i den korte, rædselsvækkende stilhed, der følger efter, kommer hun ham hurtigt og handlekraftigt til undsætning.

8

Den anden_TRYK.indd 8

06/10/15 12.17

Jeg er på vej over torvet, uden at se mig tilbage, da de høje hyl sætter ind, og jeg tænker: Emma. Det er dig. Jeg har fundet dig. Og da jeg betaler for brødet og osten i delikates‑ seforretningen, ryster jeg på hænderne, bare en lille smule.

Jeg går hjem. Uden Sophie og Charles føles huset frem‑ medartet tomt og nyt, som om det ikke rigtig er mit; jeg er altid et par dage om at vænne mig til ensomheden ved de sjældne lejligheder, hvor jeg er alene. Lenka har været der, er gået igen og har efterladt sig en velgørende duft af rengøringsmiddel og nystrøget tøj. Jeg går gennem rum‑ mene, åbner vinduer og retter på Lenkas rettelser, flytter blomsterne tilbage til sidebordet, fjerner de glasbakker, hun pertentligt har anbragt under lysestagerne. I Sophies værelse finder jeg Henry krøllet sammen på sengen. Han puffer til min hånd med hovedet, da jeg bøjer mig over ham, og lægger sig så ned og blotter tålmodigt halsen, så jeg kan nusse ham lidt mere. Det gør jeg, og så går jeg hen til kommoden og finder den pakke cigaretter frem, Sophie har gemt under sine skoletrøjer og glemt alt om.

Jeg tager husholdningstændstikkerne og et glas ­sancerre med ud på terrassen og sidder der og ser ud over haven, mens jeg ryger. Jeg har ikke røget i flere år, og cigaret­ ten er gammel og tør og brænder hurtigt og knitrende, og jeg bliver en smule svimmel og får lidt kvalme. Røgen driver gennem kaprifolierne og de hvide valmuer med de pergamentagtige kronblade, der snart vil ligge strøet ud over græsset.

Charles ringer, da jeg er på glas nummer to, og jeg er glad for at høre hans stemme, glad for at blive adspredt, så 9

Den anden_TRYK.indd 9

06/10/15 12.17

glad, at jeg overvejer, om jeg skal sige det til ham, prøve at sætte ord på.

Han er i det meddelsomme hjørne, næsten eksalteret.

Flyet var forsinket, men han nåede mødet på et hængende hår, og salgssnakken gik godt, han og Theo var det sidste team, der skulle for udvalget, og entreprenøren har lige ringet og sagt, at de er blandt favoritterne. “Det er en fa‑ belagtig plan,” siger han. “Et fantastisk sted, ikke så langt fra operahuset. Vi kunne virkelig bruge den opgave. Jeg bliver et par dage, snakker med nogle mennesker, laver nogle tegninger. Jeg kan ikke tegne på kontoret, alle er ude efter mig hele tiden. Er det i orden, hvis jeg bliver lidt længere?”

“Fint,” siger jeg. Vi har ingen planer.

“Hvordan står det til derhjemme, kom Sophie godt af sted?” spørger han, og mens jeg kommer med det forventede svar, spekulerer jeg på, hvordan jeg skal få Emma bragt på bane – selvom jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal forklare det; det er mere en fornemmelse end en historie – men så siger han: “Åh, lige et øjeblik, jeg er tilbage om et øjeblik …” og så siger han, at Theo er kommet, og de skal hen et sted og spise. Så jeg siger: “Fint, vi tales ved i morgen,” og lægger på.

Senere ligger jeg i sengen og gennemgår scenen under pla‑ tantræerne, analyserer den, leder efter holdepunkter, prøver at komme i tanke om, hvad jeg ellers så. Hun havde en brun skuldertaske med lang rem, og den slog mod hoften, da hun skyndte sig hen til drengen. Håret var lysere end ellers, sikkert farvet. Den stribede bluse. De oprullede cowboybukser. De bronzefarvede sandaler. Det er ligesom ikke nok.

Efter det er jeg lidt nervøs, når jeg færdes på hovedgaden 10

Den anden_TRYK.indd 10

06/10/15 12.17

eller i parken. Jeg er bange for, at jeg skal se hende, og jeg er bange for, at jeg aldrig skal se hende igen.

Charles kommer hjem. Skoleferien begynder; der er tomt på vejene. Lyden af latter fra nabohaverne holder os vågne om natten.

Min far ringer fra huset i Sydfrankrig: “Flyver du og Charles ikke herover et par dage? Clara har lært at svømme.”

“Ja ja,” råber Delphine lidt derfra. “Sig til Nina, at vi gerne vil se hende, ikke sandt, elskede?” Så lyder der en knitren og knasen på linjen, og nu kan jeg høre Claras vejrtrækning i røret. “Er det dig?” siger jeg. “Clara, er det dig?” Og så tager min far telefonen igen og siger: “Nå, men husk, I er meget velkomne enten her eller i Paris, når vi kommer tilbage.” Jeg siger, det lyder dejligt, jeg vil tænke over det, men vi ved godt, at vi lader det blive ved det. Der kommer ikke noget ud af det.

Sophie sender mig de obligatoriske mails, fortæller om den praktik, hendes far har planlagt for hende i et kunstgal‑ leri inde i byen, og fyrer nu og da en vittighed af om Trudys skræk for mejeriprodukter. Én gang om ugen ringer jeg til min datter i lejligheden, og hvis det er Arnold, der tager te‑ lefonen, følger en lidt stiv ordveksling. Hun er vel nok blevet høj, hun har lavet cupcakes sammen med børnene, familien Crawford har inviteret dem alle sammen til The Hampton Classic-ridebanespringning, så kan hun blive et par dage til?

Hvis jeg er rigtig uheldig, får jeg fat i Trudy, der får alt, hvad hun siger, til at lyde som spørgsmål, Trudy med sin utilnær‑ melige selvhøjtidelighed, sin uforsonlige, muntre bedreviden.

Jeg rammes af en grim skam, når jeg taler med Trudy, når jeg 11

Den anden_TRYK.indd 11

06/10/15 12.17

forestiller mig, hvordan hun forestiller sig mig, englænder‑ inden, den første hustru, den uberegnelige mrs. Setting. En kvinde, der holder fast i Arnolds efternavn, “tilsyneladende af professionelle årsager”. Trudy har selvfølgelig beholdt sit pigenavn, både på grund af sin psykoterapeutpraksis og på grund af de sociale aspekter i det liv, hun deler med Arnold og deres meget omhyggeligt planlagte børn, Astrid og Otto, som Sophie kalder for møgungerne – selvom hun godt kan affinde sig med dem i mindre doser.

“Hun maler lidt,” siger Trudy sikkert til veninderne. “Jeg har hørt, hun er ret kendt i England.”

Ugerne går, og det bliver højsommer. Emma, forestiller jeg mig, er rejst væk ligesom alle andre, måske til Dorset eller Norfolk, måske til Korsika eller Kreta. Jeg ser hende for mig, siddende ved det glitrende vand med solhat på og (sin nydelige faste bagdel) i en praktisk marineblå buksedragt, mens hendes mand – med fregnede skuldre og daggamle skægstubbe – tager sig en tår øl og får travlt ved grillen, hvor han skal sørge for, at de forkullede stykker kommer til at smage af noget.

Så jeg holder op med at kigge efter Emma, og det er en lettelse at have nabolaget for mig selv, friheden på mine vel‑ kendte tilholdssteder. Jeg kan lide London i augusts dvaske vold, de øde gader med de skyggefulde pletter, parkernes græs, der bliver sparsomt og gult, de stærke, flimrende varmebølger, der slår op fra parkerede biler. Jeg afslår in‑ vitationer fra Kate Farrar og familien Sharpe, ganske godt tilfreds med at være alene med mit arbejde om dagen og tilbringe aftenerne hjemme sammen med Charles, hvor vi 12

Den anden_TRYK.indd 12

06/10/15 12.17

spiser udenfor, mens tusmørket breder sin kølighed ud over haven. Og får mest muligt ud af freden og roen.

Når jeg i disse dovne, varme uger går til og fra atelieret, fyldes mine tanker med farver og tekstur, grå og brune og undertiden en overrumplende blå. Der er noget blidt over dem, og noget råt. En kulde. Noget er begyndt at ske.

Som altid, når jeg mærker den slags, prøver jeg at lade være med at tænke for meget over det for det tilfælde, at det bliver til ingenting. Jeg har forspildt for mange mulig‑ heder på den måde, og de tab gør altid ondt. Jeg gør mit bedste for at koncentrere mig om den første indskydelse i stedet for om konsekvenserne. Lige nu føles penslen godt i hånden i atelieret, og lærrederne samler sig i rækker, stribe‑ vis af jord, luft og vand. Den ene himmel efter den anden, lave, utydelige horisonter, slørede, udtværede antydninger af landskaber.

Michael fra galleriet kigger indenfor en formiddag og går de færdige billeder igennem, mens han nikker og rynker panden med det udtryk, jeg nu kender som godkendelse.

“Du har rigtig gang i den,” siger han til sidst og træder et par skridt tilbage for at tage et af de største malerier op ad væggen i øjesyn. “De er meget stemningsfulde. Jeg kan godt lide den måde, du håndterer stedets tomhed på.”

“Det er en del af Kent, jeg engang kendte,” siger jeg og kommer pulverkaffe i krusene, og i samme nu går det op for mig, at det er sandt. Hvis det overhovedet er noget sted, er det marsklandet. De vidtstrakte kratbevoksninger, de vindblæste tuer og træerne, formet af vejret, de mørke vige, afvandingsgrøfterne og kanalerne med fuglelivet. Og 13

Den anden_TRYK.indd 13

06/10/15 12.17

et sted bag alt dette, under det hele, er havet, og ovenover er himlen.

Fordi arbejdet skrider tilfredsstillende frem, er det en god sommer. Charles redder sig opgaven i Wien, og han bliver lettet og i godt humør. Jeg tvivler på, han selv er klar over det, men han er glad for, at Sophie er af vejen. Han gør ting, han ikke gør så tit – kigger indenfor hos den tyrkiske grønthandler på vejen og køber trææsker med flade hvide ferskner med hjem (jeg foretrækker de billigere med det orangefarvede frugtkød, men det holder jeg for mig selv), han ringer til mig og siger, det er lykkedes ham at skaffe billetter til The Almeida Theatre eller The Duchess.

På vej hjem ad Dean Street, mens aftenen falder på, er jeg lige så bevidst om hans ubestemmelige tilfredshed over at være her, sammen med mig, som jeg er om den sidste rest af den fugtige varme i fortovet under mine spinkle sandaler. I gamle dage ville han have kysset mig her, i en mørk døråbning, der lugter af pis. Det er en tanke, der er på nippet til at gøre mig sørgmodig.

Lettelsen over at finde en ny retning i atelieret betyder, at min søvn bliver dyb og behagelig. Jeg skånes for drøm‑ mene. Når jeg vågner, er der et formål med dagen.

Jeg prøver at slå Emma ud af hovedet. Men hun bliver ved med at komme tilbage.

Vi er næsten i september nu. Solen har bleget de fleste af storbyens farver. Om natten vækkes jeg af politiets he‑ likoptere, der cirkler rundt over boligområderne neden for bakken. Det er en farlig årstid. Lunterne er korte. De åbne vinduer er en invitation til indbrudstyve.

14

Den anden_TRYK.indd 14

06/10/15 12.17

Der kan ske hvad som helst.

Jeg er henne på renseriet for at hente en silkekjole og nogle af Charles’ jakkesæt, da jeg får et glimt af hende gen‑ nem ruden. Et øjeblik fanges hun uden selv at se det i mit spejlbillede – høj, hvor jeg er lille, rosa, hvor jeg er bleg, lys, hvor jeg er mørk – og så går hun forbi, mens jeg står dér i døren. Vi er så tæt på hinanden, at jeg kan se den sølvring, hun har om sit gyldne håndled; så tæt på, at jeg kan lugte hende, det nyvaskede tøj (en grøn cardigan over en lyserød lærredskjole med spaghettistropper, slidte hvide gummisko).

Håret er løst denne gang og ser temmelig filtret ud, som om hun ikke har haft tid til at børste det.

Hun skubber af sted med en af de der trehjulede klap‑ vogne, med lærredsnet hængende ned fra styret, og dér sid‑ der barnet, Christopher, solidt fastspændt med et rasende, forurettet udtryk i ansigtet. “Ingen kiks,” siger hun rask.

“Det er frokosttid.” Da der bliver grønt, går hun over gaden henne ved pizzeriaet, og jeg fanger bevægelsen, da nogen ved vinduet rejser sig halvt op fra stolen og vinker til hende.

Jeg roder i tasken efter mine solbriller og tager dem på, så jeg et par minutter senere, da jeg går forbi restauranten, kan kigge ind uden at være nervøs. Emma sidder ved et bord sammen med nogle andre kvinder, og børnene sidder alle sammen i høje stole og smider ting ned på gulvet, mens tjeneren med et forpint smil finder sig i det og holder sig i baggrunden, samtidig med at han forsøger at tage imod bestillingerne.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor hun bor.

Det er selvfølgelig ikke første gang, jeg har gjort det, men 15

Den anden_TRYK.indd 15

06/10/15 12.17

da jeg googler hende, sker det igen: ingenting. Måske har hun et andet efternavn nu, men selv i sin personalhistorie har hun ikke efterladt sig spor, hun er forsvundet mellem alle de andre Emma Hall’er. Det burde jeg ikke bebrejde hende. Vi blev begge myndige før internettet, så jeg finder ingen beviser på hendes liv som teenager, eller da hun var i tyverne, selv i trediverne, skønt jeg faktisk ikke har brug for beviser for det, jeg har kunnet udlede af disse to korte observationer: en universitetsgrad i humaniora, jobbet på en bladredaktion eller i en forlagsvirksomhed eller måske en rolle som udstillingsarrangør, og så – netop som hun var begyndt at opgive håbet – chancen for at stikke af, afprøve en ny tilværelse i et stykke tid. Offentlig transport, kontrol‑ leret gråd, indendørs leg og kaffe i parken sammen med de andre ældre mødre.

Nyder du det, Emma? tager jeg mig i at tænke, da jeg skruer hætten af tuben med dyb kraprød og klemmer en skinnende orm ud på en underkop. Er dit liv det, der tilkom dig?

Solen bevæger sig ubønhørligt hen over atelierets be‑ tongulv. De metalindrammede vinduer står åbne, og et par etager nede er der folk, der taler, smækker bagagerum i og slæber ting ind og ud af lagerhotellet overfor. Jeg har ingen udsigt af betydning. Atelieret vender ud mod de blændede vinduer i rækken af tomme værksteder med flade, ru tage, svejset sammen af lange striber af tagpap, og hele kolonier af ukrudt i murværkets revner.

Jeg ser op i den hvide, brændende himmel.

Den anden_TRYK.indd 16

06/10/15 12.17

Emma I sidste ende er det et spørgsmål om held. Jeg må have tabt min pung, da jeg kom ud af grøntforretningen, og hun finder den på fortovet.

“Jamen det er ingen ulejlighed,” siger hun i telefonen.

“Nummeret stod på lånerkortet.”

“Du aner ikke, hvor lettet jeg er,” siger jeg, selvom jeg faktisk slet ikke havde opdaget, at jeg havde tabt den skide tingest i den sædvanlige forvirring med bæreposer, besværet med at få anbragt den slatne salat i køleskabet og Chri‑ stophers væmmelse over sine grønne bønner. “Bor du i nærheden? Jeg kan komme omkring og hente den, når min søn har spist. Hvor bor du?”

“Jamen jeg kan stikke hen med den, det er ikke noget problem,” siger hun. Det er en dæmpet, blid stemme, en lille smule tøvende.

“Hold da op, hvor er det pænt af dig! Gider du virkelig det?” siger jeg, og hun siger, hun er her om ti minutter. Hun bor lige rundt om hjørnet, i Pakenham Gardens. Idet hun siger det, ser jeg gaden for mig med dens klippede hække og hvide fugninger, dørene, der er malet olivengrønne og la‑ vendelfarvede. De sorte og hvide skakbrætfliser i forhaverne, 17

Den anden_TRYK.indd 17

06/10/15 12.17

det kulørte glas i de øverste vinduespaneler, lyserødt, grønt, guld. “Jamen hvis du er sikker,” siger jeg, mens Christopher hamrer bægeret i bordet og kræver mælk, nærmest som når Tudor-kongerne forlangte malvasiervin.

Selvfølgelig viser hun sig at være lige akkurat et af den slags mennesker, jeg ikke har spor lyst til at træffe; lige ak‑ kurat et af den slags mennesker, der ikke skulle finde min pung på gaden, hvis det stod til mig. Jeg står dér i døren med et nusset viskestykke over skulderen, ketchup på cow‑ boybukserne og (men det finder jeg først ud af senere) mel i håret, og jeg kigger på hende, og lige et kort øjeblik genkender jeg hende og hendes liv, og jeg ønsker faktisk så brændende, at det er mit, at det gør helt ondt.

Som jeg ser hende stå dér på trappen, ved jeg næsten alt om hende. På den ene side ser jeg en kvinde omtrent på alder med mig selv, lille og mørk, i sort bomuld og ballerina‑ sko, med slanke brune lemmer og håret klippet i en enkel, nærmest drengeagtig frisure, lidt fugtigt, som om hun lige har været i bad eller taget sig en svømmetur. På den anden side opfatter jeg hende, som den ene kvinde opfatter den anden, og i det øjeblik kan jeg se, hun er fri. Hvordan ved jeg det? Det har noget at gøre med, at hun tager sig god tid, at hun ikke forhaster sig. Dér, på trappestenen, fornemmer jeg, at hun venter på noget. Et ganske kort øjeblik venter hun på at komme til at smile, på at komme til at sige noget, og jeg skynder mig at udfylde tomrummet og lyder som en anden idiot. Først da giver hun sig til at lede efter pungen i sin store stråtaske.

Hun ligner en, der kan afse tiden. Lige nu forekommer 18

Den anden_TRYK.indd 18

06/10/15 12.17

intet mig mere fremmed. Hele mit liv er indrettet efter et skema, det hovedkulds samvittighedsfulde morgen-til-aftenræs med at fodre Christopher af, underholde ham, bade ham og lægge ham i seng (mine egne behov optræder nødven‑ digvis noget længere nede på listen, om overhovedet). Hele tiden skal man tænke på det næste punkt eller det næste igen.

Og hvis jeg formaster mig til at glemme tidsplanen eller forsøger at improvisere, ved jeg, at jeg kommer til at bøde for det, snarere før end senere. Christophers margener er minimale, og hvis han får lov til at blive sulten eller træt, straffer han mig. Og det er en straf, der er svær at bære.

Jeg er allerede en anden, men den person, jeg forvandles til i disse dårlige situationer, er en, jeg for bare et par år si‑ den aldrig havde forestillet mig, jeg kunne være, en person med en knude af edderspændt raseri dér, hvor hjertet ellers skulle være.

Jeg brugte mit gamle liv på at imødekomme folks behov, på at forudse urimelige krav og skrækscenarier; denne føl‑ somhed, denne opfattelsesevne byggede jeg min karriere på.

Det er min særlige ulykke, at jeg stadig er programmeret med et ønske om at løse alle problemer, selv nu hvor den myndighed jeg er underlagt, er en lille, inkonsekvent tyran.

At håndtere ham, hans luner og griller, hans voldsomme anfald og had kræver al min energi, hele min tålmodighed.

Og sædvanligvis er det ikke engang nok.

Så jeg åbner døren, og jeg ser hende, og i det øjeblik ser jeg også mig selv, mine ufuldkommenheder. Alle de mange ting, jeg mangler nu.

“Nina Bremner,” siger hun og rækker hånden frem.

19

Den anden_TRYK.indd 19

06/10/15 12.17

“Jeg hedder Emma. Jeg kan faktisk ikke takke dig nok …

Du har reddet mit liv.”

Hendes hånd er tør og kølig i min. Jeg slipper den i en fart.

“Det var skam så lidt,” siger hun og giver sig på ubestem‑ melig vis til at rode i sin taske. “Den lå bare på fortovet, lige ved postkassen. Uden for grønthandleren.”

“Nå ja, jeg var jo i postkassen med noget. For pokker.

Nogle dage tror jeg, jeg er ved at blive sindssyg.”

“Jamen du har i det mindste en god undskyldning,” siger hun og nikker ned mod min mave. “Hvornår skal det være?

Jeg kan godt huske, hvordan det var.”

“Til november. Du har altså børn?” spørger jeg, og det er jeg på en måde skuffet over. Hun ser så anderledes ud.

Jeg vil ikke have, hun viser sig at være ligesom mig, bare bedre til det. “Ét. Men hun er sytten. En helt anden race.”

“Så gammel ser du ikke ud, du må have været barnebrud,” siger jeg, og hun ler.

Bag mig, henne ad gangen, i køkkenet, lyder der et brag.

Og så et brøl.

“Nå, okay, du har allerede en. Hvor gammel?” spørger hun og bøjer igen hovedet over tasken. “Undskyld, den er her et eller andet sted, jeg har lige …”

“To et halvt. Jeg må hellere … Vil du ikke ind og have en kop te?” Det regner jeg ikke med, hun vil. Hvorfor skulle hun det? Men det vil hun åbenbart gerne. “Jo tak!” siger hun. Og så er hun inde i entréen og træder elegant uden om den store, terrængående klapvogn, ombølget af en svag, pågående duft, og trækker hoveddøren til, mens jeg skynder 20

Den anden_TRYK.indd 20

06/10/15 12.17

mig væk, ud i køkkenet til Christopher, som sidder fast‑ spændt i den høje stol og betragter svineriet på gulvet med ophøjet, hævngerrig fryd.

Nogle gæster er tilskuere. De står ude i siden af rummet og smiler og sludrer, mens jeg styrter rundt med gulerods‑ stave og karklude, og jeg ved inderst inde, at de nyder at se mig degraderet til det her. Nina har selvfølgelig ikke kendt mig før, kender ikke mit virkelige jeg, men hun ser, hvad der skal gøres, og hun gør det, stille og roligt, uden at demon‑ strere eller undskylde. Mens jeg farer forfjamsket rundt og skovler hummus op fra gulvet og tørrer den spildte mælk op, sætter hun vand over og kommer de snavsede tallerkener i opvaskemaskinen. “Sikken et dejligt hus,” siger hun og finder krus frem. “Hvor længe har I boet her?”

“Vi købte det, lige efter at Christopher blev født,” siger jeg. “Vi boede i Atwell Street et stykke tid, efter vi blev gift, og det var en hyggelig lejlighed, men vi ville gerne have en have. Selvfølgelig er der en masse, der skal der gøres, og vi har ikke nået noget af det endnu, vi har ikke rigtig råd til at gøre noget nu. Undskyld svineriet. Det er, som om jeg aldrig kan få styr på noget.” Jeg hører mig selv sige det, og jeg ved, hvordan jeg lyder.

Med små, raske bevægelser tager hun kedlen og skænker kogende vand i krusene, og dampen snor sig flimrende rundt i køkkenet og fanges af solen, der står skråt ind ad vinduerne.

“Jeg kan godt huske, hvordan det var,” siger hun. “Nogle dage har man det, som om man løber den forkerte vej på et transportbånd, man kommer ingen vegne.”

“Jeg har aldrig været klar over, hvor meget rod det 21

Den anden_TRYK.indd 21

06/10/15 12.17

indebærer bare at leve,” siger jeg med en let latter, giver Christopher en lille æske rosiner og løfter ham ned af stolen.

“Du ved, bare det at lave mad til ham fører hundrede og sytten andre ting med sig med alt, hvad der skal skrælles og tilberedes og køles af og skæres i stykker, og så bagefter alt det, der skal skrabes af og skylles og tørres af og fejes op. Én sten, alle de her skide ringe. Bare det at rydde op i kaosset skaber åbenbart endnu mere kaos. Jeg lukker skabet op for at tage gulvskrubben ud, og mens jeg vender ryggen til, spreder han tøjklemmer over hele huset eller gemmer støvsugertilbehøret i genbrugsbøtten. Eller jeg griber ham i at gå rundt med flasken med klorin …”

Jeg holder inde. Jeg har sagt mere, end jeg havde haft til hensigt. Det væltede bare ud. Jeg er glad for, jeg ikke fik sagt noget om den sætning, jeg stødte på i en citatordbog fra et selvmordsbrev i syttenhundredtallet: “Alle de knapper, der skal knappes og knappes op igen.” Det er et udtryk, jeg hører igen og igen dagene igennem, som om det kører i en båndsløjfe.

Hun kigger på mig. Hun kigger på mig, som om hun kender mig, den ægte mig. Det er et chokerende øjeblik.

Et kort nu er jeg bange for, at jeg skal give mig til at græde af lettelse og rædsel.

“Sæt dig,” siger hun og skubber en stol lidt hen. “Drik din te.”

Jeg stirrer ud på den lille, medtagne firkant med græs, overstrøet med farvestrålende plasticdimser, på det be‑ sejrede, lidet værdsatte buskads, på døren til skuret, som Ben lovede at reparere, men lige nu stadig hænger skævt i 22

Den anden_TRYK.indd 22

06/10/15 12.17

hængslerne, en påmindelse om vores fælles handlingslam‑ melse. Oven over den tilgroede hæk hænger familien Cal‑ laghans vasketøj slapt på tørresnoren.

Christopher sidder på en omvendt urtepotte og spiser rosiner – dem, han ikke taber. Jeg ser ham bukke sig ned, køre fingrene gennem græsset, lede omhyggeligt efter dem.

Jeg tænker: kattelort. Men så tænker jeg: Op i røven med det.

Så jeg sætter mig. Hun trækker en stol til derhen.

“Undskyld,” siger jeg, og jeg vil ikke trække øjeblikket ud, det er for pinefuldt, så jeg siger: “Gud, hør mig lige! Sådan er jeg ikke altid. Nedtur efter ferien. Du ved, hvordan det er.” Da jeg tager kruset, er det skoldhedt i hænderne. Teen er for tynd, men hvad så, det er noget nyt, at jeg ikke selv har lavet den.

Da hun spørger, hvor vi har været, fortæller jeg om bonde­ gårdsferien i nærheden af Lucca og bruger den gængse fremgangsmåde til at beskrive sommerferien (antyder, at det var himmelsk uden at gå for meget i kedsommelige detaljer; joker med de larmende, humørforladte belgiere i nabolejligheden, manglen på varmt vand og skrækken for det næste kontoudtog).

Hun siger, hun ikke har været nogen steder. Hendes datter har tilbragt det meste af sommeren i USA hos sin far og stedmor. (Det er helt okay, det er alt sammen meget venskabeligt). Hun savnede selvfølgelig Sophie, men så man det fra den lyse side, havde det arbejdsmæssigt forvandlet sig til en ret produktiv sommer. “Jeg ramte en rig åre,” siger hun. “Så jeg blev hjemme, fik mest muligt ud af det.” Hun er maler. Hovedsagelig landskaber. Abstrakte. Hun har et 23

Den anden_TRYK.indd 23

06/10/15 12.17

atelier i Kentish Town, i den gamle klaverfabrik, og skal udstille i et galleri, jeg har hørt om, i Fitzrovia. “Du skulle komme til ferniseringen,” siger hun næsten genert. “Hvis du har lyst.”

Jeg siger, at det vil jeg rigtig gerne, og det passer. Jeg siger ikke, at det aldrig vil ske. “Der er ikke noget, jeg hellere vil,” siger jeg. Og nu gribes jeg af længsel, et brændende ønske om, at hun skal se mig i en anden sammenhæng, så jeg tilføjer: “Ferniseringer! Det var den slags, jeg gik til, da jeg arbejdede med tv.” Og i samme nu mærker jeg en svidende ydmygelse, som om jeg påberåber mig et slægtskab med en, jeg knap kender, en, der er langt mere blændende og efterspurgt. Som om jeg prøver at hægte mig på en person, jeg blev præsenteret for engang for længe siden. Gud, hvor du lyder ynkelig, tænker jeg.

“Jeg kommer omkring med en invitation,” siger hun.

“Det ville være alle tiders, hvis du kunne komme.”

Der lyder larm udefra. Christopher slår på hækken med sin pind og skræmmer kattene. Jeg går ud og beder ham holde op, mens hun drikker det sidste af sin te og ser sig om efter sin taske. “Jeg må hellere se at komme af sted.

Sophie får besøg af en veninde, og jeg har sagt, jeg vil lave paella. Åh, der var jeg nær ved at glemme den.” Hun stik‑ ker hånden i indkøbstasken, tager min pung op og skubber den over bordet hen til mig, en skandaløst praktisk tingest i muntert mønstret voksdug, hvor låsen kæmper med et rodet virvar af kvitteringer og medlemskort til diverse butikker.

Jeg følger hende ud i den tidlige aften, en klar himmel, fuld af muligheder; folk, der kommer hjem fra arbejde og 24

Den anden_TRYK.indd 24

06/10/15 12.17

går hen ad gaden på vej mod en jasminduftende pubhave eller et slag tennis i parken.

Christopher kalder på mig. Er han kommet noget til?

Det er ikke altid muligt at skelne mellem smerte og foruret‑ telse. Jeg står i entréen mellem støvler og frakker, legetøj og tøjkataloger, jeg ikke orker at beskæftige mig med, mens jeg lytter til ham. Der ligger en stump riskiks under radiatoren, og da jeg bukker mig ned efter den, finder jeg en enlig rød sok med robotmønster. Da jeg tager den op, er den fast og knudret med en mærkelig facon, fyldt, som den er, med en sten, en klump Legoklodser og et stykke indtørret æble.

Hvis hun ellers husker det, tænker jeg, går jeg fandme med.

Den anden_TRYK.indd 25

06/10/15 12.17

Nina I sidste ende er det latterlig nemt. Jeg kommer tilbage fra en løbetur, da jeg ser hende bakse den enorme, uhåndterlige klapvogn ind i grøntforretningen mellem de halmforede bakker med blommer og avocadoer, de glade, opadvendte gerberakroner. Grønthandleren står med et tålmodigt smil, mens Emma bevæger sig rundt, blokerer gangene og prøver at friste Christopher med nogle røde og grønne druer. En ældre herre må skræve hen over Heirloom-tomaterne – åh, nej for et fagudtryk! – for at komme hen til kassen.

Som om nogen ville hugge din skide unge, tænker jeg.

Parkér ham dog bare udenfor et øjeblik eller to. Hvad kan der ske ved det? Men de kvinder her, de lever alle sammen i skræk for at blive den uheldige. “Jamen den risiko kan jeg ikke løbe,” siger de. Al den ængstelse. Så mange ting at bekymre sig om. Parabener, E-numre, uv-stråler. Gad vide, hvordan de holder til det.

Jeg venter udenfor under markisen foran kasserne med gul og højrød frugt, vender mig om mod boghandlervinduet, mens hun udvælger et salathoved og betaler for det. Så følger besværet med at få lirket klapvognen ud igen, noget, som sender en skælven gennem kirsebærrene. Idet vognen 26

Den anden_TRYK.indd 26

06/10/15 12.17

bumper ned på fortovet, falder noget ud. Christophers sko, en lille blød stofsandal. Da hun bukker sig ned og samler den op, er det ingen sag for mig at stikke hånden ned i den gabende taske, idet jeg klemmer mig forbi for at betale for mit æble.

“Undskyld, du måtte vente,” siger grønthandleren og sætter en kasse citroner ned, og jeg ved, at han egentlig mener: Beklager den dumme kælling. Udenfor løfter hun Christopher op til postkassen, så han kan putte nogle kon‑ volutter gennem sprækken. Jeg kan se den lille grimasse, hun laver, over at han er så tung, så lebendig, uden at være til nogen hjælp.

“Det gør ikke noget,” siger jeg og rækker mønterne frem, mens hendes pung gemmer sig lunt og godt mellem min arm og brystkasse.

Hjemme breder jeg indholdet ud på bordet i køkkenet og samler sporene. Hun hedder Emma Nash nu. Hun bor på Carmody Street, i den lille række arbejderboliger mellem parken og hovedvejen. De sædvanlige kreditkort, lånerkort, medlemskort til forskellige forretninger. Kvitteringer på øko‑ mælk fra M&S, mel og morgenmadsprodukter fra Island. En opskrift fra et Guardian-tillæg på en karryret med kylling.

En grøn recept på et mildt antidepressivt middel med en praktiserende læges hurtigt nedkradsede initialer. Omme bag et frimærkehæfte er der et lille, krøllet fotografi, et bil‑ lede af en mand, ægtemanden mr. Nash, der læner sig op ad en cykel på en lille vej på landet og smiler mod solen med korslagte arme. Han er vel det, man vil kalde tiltrækkende.

Jeg snupper et hurtigt bad, og så ringer jeg op.

27

Den anden_TRYK.indd 27

06/10/15 12.17

“Er det Emma Nash? Jeg har fundet din pung, du har tabt den på hovedgaden.”

Hun bliver lidt overstrømmende. Jeg har reddet hendes liv, hun er åbenbart ved at blive sindssyg, hun ville glemme hovedet, hvis det ikke var for … og så videre.

“Jamen det er ingen ulejlighed,” siger jeg.

Hun er så lettet. Hun spørger, om jeg bor i nærheden, tilbyder at smutte hen efter den, når hendes søn har spist.

“Jamen jeg kan stikke hen med den, det er ikke noget problem,” siger jeg hurtigt. Jeg er ikke længere nervøs; jeg vil ind i hendes hus. Jeg vil se, hvordan hun bor.

Jeg går ud fra, hun er mere forfjamsket på sit eget ter‑ ritorium, og at det er mindre sandsynligt, hun vil genkende mig, selvom risikoen i virkeligheden er meget ringe. Alligevel ved jeg lige, hvad jeg skal sige for det tilfælde, at det bliver nødvendigt. “Jeg bor i Pakenham Gardens,” siger jeg. “Det er lige rundt om hjørnet. Jeg er der om ti minutter.”

Jeg lægger det hele tilbage i pungen og går. Det er en skøn aften. Monica Prewitt står i forhaven og er i færd med at klippe lavendelbusken og fylde en flad kurv med de visne stilke, og duften svæver hen ad gaden. Nogen i nummer 34 øver sig på Chopin for åbent vindue, spiller de samme få takter, laver de samme fejl, en velgørende, lettere sørgmodig lyd. Fortovene er lune og spættede i solskinnet.

Jeg sætter farten ned, da jeg kommer til Carmody Street.

Husene er i to etager i stedet for tre, med smallere facader og ikke helt så overdådige udsmykninger, klemt inde i trange forhaver, der knap fortjener den betegnelse. Ikke alle huse har fået nye beboere. Der er stadig netgardiner i flere af 28

Den anden_TRYK.indd 28

06/10/15 12.17

dem. Et er stenpudset. Der er lidt dobbeltvinduer. Nogle grimme, tyndstilkede klatreroser. Støjen fra hovedvejen for enden af gaden skifter i takt med rundkørslens trafiklys.

Emmas hus ligger midtvejs. Der står en potte med et laurbærtræ på fortrappen, og hoveddøren er dueblå, men den skinnende overflade skaller, og nogle af skoddernes lameller er knækket og hænger ned, så det minder om en mund med dårlige tænder. Nu sker det, tænker jeg, da jeg åbner den lille låge og går op ad den korte havegang. Så er vi her. Nu går det løs.

Jeg står på trappen og opdager, at jeg er helt tør i halsen, da jeg synker. Jeg kører en hånd gennem håret, der stadig er en smule fugtigt efter badet. Så sætter jeg fingeren på ringeklokken.

Dér står hun foran mig med et adspredt smil og ser sig tilbage over skulderen – venter på, at bomben skal gå af i rummet bagved – mens hun taler: “idiotisk” og “føler sig så åndssvag” og “utrolig venligt”.

Tæt på er det temmelig overvældende, dette sunde, strå‑ lende væsen, kun delvis svækket af familieliv, graviditet og den udmattelse, der er særegen for småbørnsmødre. Hendes perfekte højde, sundhed, styrke og kompetence. Jeg kan se de mørke hårrødder og den hvide stribe ved tindingen, hvor hun utålmodigt har strøget håret tilbage med en melet hånd.

Ketchup på cowboybukserne, viskestykket over skulderen.

Hun er stadig smuk.

“Nina Bremner,” siger jeg, og vi giver hånd.

“Jeg hedder Emma. Jeg kan faktisk ikke takke dig nok …

Du har reddet mit liv.”

29

Den anden_TRYK.indd 29

06/10/15 12.17

Jeg siger, at det skam var så lidt, og så åbner jeg tasken og kigger i den. Pungen ligger der selvfølgelig, lige dér, under min trøje, men jeg lader den ligge og kommer med nogle svævende udbrud – Åh nej, hvor er den nu, den er her et eller andet sted – og ved, at hun bliver nødt til at invitere mig ind. “Den lå bare på fortovet lige ved postkassen,” siger jeg, mens jeg roder rundt. “Uden for grønthandleren.”

“Nå ja, jeg var jo i postkassen med noget. For pokker.

Nogle dage tror jeg, jeg er ved at blive sindssyg.”

Jeg ser på hende og smiler og nikker mod bulen. “Jamen du har i det mindste en god undskyldning. Hvornår skal det være?”

“November,” siger hun. Da jeg fortæller, hvor gammel Sophie er, siger hun, at jeg må have været barnebrud. Og ved de ord kommer jeg til at tænke på hendes gamle im‑ pulsivitet, denne ubesindige manglende evne til at lade en chance til at charmere en fremmed gå fra sig. Det er en karakterbrist, det ved jeg nu.

Bag hende, inde i mørket i huset, høres lyden af barnet, der smider med noget eller falder. Han råber på hende. Hun ser sig forfjamsket over skulderen.

“Undskyld,” siger jeg og bøjer igen hovedet. “Den er her et eller andet sted, jeg har lige …”

Så spørger hun, om jeg ikke vil med ind og have en kop te.

Jo tak.

Det er alt sammen nogenlunde, som jeg havde forventet.

Den hvidmalede entré, de slidte fodpaneler og lakerede gulvbrædder, klapvognen og de små gummistøvler med billerne hulter til bulter mellem de større, en kæphest står 30

Den anden_TRYK.indd 30

06/10/15 12.17

og hænger i paraplystativet. En dynge uåbnet post balan‑ cerer oven på radiatoren. Et træhjerte i en snor dingler over det guldindrammede spejl. En kinesisk skål med konkylier og nøgler. En bold lavet af de røde elastikker, postbudene smider på fortovene. Alle de særegne, karakteristiske frag‑ menter, genklange af den herskende smag. Det her er os.

Det er dem, vi er.

Ser man bort fra et kaos af krummer og snavsede gryder, er køkkenet hyggeligt, uden det store særpræg. Lyseblå ele‑ menter, en emaljeret lampeskærm over træbordet, en kulørt lyskæde snoet op over Angie Lewin-billedet af frøstande.

Døren står åben ud til den lille have. Solen skinner på det vildtvoksende græs, vandkanden, der ligger, hvor man har smidt den, den gule haveslange. Nogen prøver at dyrke tomater derude, kan jeg se.

Drengen, Christopher, har smidt resten af sin mad på gulvet. Da hans mor går hen til ham, ser han på hende med et veltilfreds udtryk i ansigtet, som om han har pålagt hende en retfærdig straf. Jeg hører hende mumle: “Åh, din …” og så står hun henne ved vasken og vrider en klud op i varmt vand. Mens hun tørrer bordet af og tørrer op på gulvet, fylder jeg vand i kedlen og tænder for den, og så samler jeg tallerkenerne sammen og sætter dem i opvaskemaskinen. Christopher betragter mig uden nysgerrighed. “Og hvad hedder du så?” spørger jeg og purrer op i hans hår, og jeg får fornøjelsen af at mærke, at han trækker sig væk fra min hånd, at han ikke bryder sig om min berøring. “Jamen, hvor er han bare kær! De er så herlige i den alder.”

31

Den anden_TRYK.indd 31

06/10/15 12.17

Vi taler lidt om, hvor længe de har boet her. Jeg kan se, hun er halvvejs stolt af huset, halvvejs skammer sig over det og det hverdagsagtige familiekaos, de lyserøde og pista‑ ciegrønne emaljekasseroller, der hænger i nogle kroge, den skårede porcelænskande med busknelliker i vindueskarmen, fingermalerierne sat fast på køleskabet med magneter (kro‑ ner, badebolde, småbitte italienske øldåser). Det indtryk, man får af hende, i disse små valg.

Christopher bliver løftet ned fra sin høje stol og forsvin‑ der ud i solen, mens jeg hælder kogende vand i et par krus.

“Undskyld svineriet,” siger hun. “Det er, som om jeg aldrig kan få styr på noget.”

Jeg siger noget om, at jeg godt ved, hvor svært det er.

“Jeg har aldrig været klar over, hvor meget rod det inde‑ bærer bare at leve,” siger hun og prøver at le. Vantro, som om hun ikke helt selv forstår det, som om det nærmest er en vittighed, skildrer hun alle de små, trættende skridt, der skal til for at tilberede et måltid mad til barnet, give ham det og rydde op bagefter. “Én sten, alle de her skide ringe.”

Hun fortsætter lidt endnu med husmorens klagesang, tager sig så brat i det og kniber læberne sammen som for at holde ordene tilbage. Hun er helt rød i kinderne over dette nye; spændingen ved at fortælle nogen, hvordan hun i virkeligheden har det. Eller måske er det skam. Jeg ser på hende, mens hun skyller kluden i vasken, hænger den over vandhanen. Der er noget andet i hendes ansigtsudtryk, jeg ikke helt kan greje; det skræmmer mig. Måske har hun ramt kanten af en ældgammel erindring. Men så lyser hun op, og

32

Den anden_TRYK.indd 32

06/10/15 12.17

jeg bliver klar over, at jeg er sikker nok. Hun kan ikke huske det. Det betød trods alt ingenting for hende.

“Sæt dig,” siger jeg. “Drik din te.”

Så sætter hun sig, og vi taler lidt om noget mere sikkert, hendes italienske sommer, Sophie, mit maleri. Jeg kan se, hvor fremmedartet, spændende, det lyder med ferniserin‑ gen, og jeg siger, hun skulle komme, hvis hun har lyst. Jeg kan se på hende, at jeg ikke må gå videre. Hold igen nu. Se, hvordan det går.

Måske fornemmer hun, at jeg har trukket følehornene lidt til mig, og hun nævner – hun kan ikke lade være – at hun har arbejdet på tv. Jeg er mere end alt det her, signalerer hun. Jamen det er jeg faktisk. Så kommer hun på benene med en lille trutmund af anstrengelse og går ud for at iret‑ tesætte Christopher, der tæver løs på hækken med en pind, og imens skyller jeg mit krus i vasken og standser op foran køleskabet, hvor jeg tager de små plasticbogstaver af og sæt‑ ter dem sammen igen, så de danner et ord – en privat spøg, bare for min egen fornøjelses skyld. Da hun kommer tilbage, afleverer jeg pungen og siger farvel, og jeg lover at smide en invitation ind, når jeg alligevel kommer forbi, og da jeg går ud i den duftende aften, spekulerer jeg på, om hun mon vil lægge mærke til det, eller om Ben vil, de orangefarvede, blå og gule bogstaver, der danner ordet u-ø-n-s-k-e-t.

Den anden_TRYK.indd 33

06/10/15 12.17