Den anden datter by Gads Forlag

DEN ANDEN DATTER

Af samme forfatter på dansk:

Pigen fra ‘58, 2018 (Forlaget Etcetera)

Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera)

Årene, 2021

Simpel lidenskab, 2021

Hændelsen, 2021

Skammen, 2022

Fortabe sig, 2023

Den unge mand, 2023

Jeg er stadig i mørket, 2024

Den anden datter

På dansk ved Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen

GADS FORLAG

Den anden datter er oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen efter L’Autre fille

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: LA Graphic Design

Forsidefoto: Archives privees d’Annie Ernaux (D.R.)

Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07456-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Denne oversættelse citerer fra:

Charlotte Brönte: Jane Eyre, oversat fra engelsk af Christian Rohde, Rosenkilde 2015 Franz Kafka: “Kære far, forstå mig ret …”: Kafkas brev til sin far, oversat fra tysk af Villy Sørensen, Nansensgade Antikvariat 1985

Flannery O’Connor: The Violent Bear It Away, oversat fra amerikansk af Lilian Munk Rösing.

“Børns forbandelse er at de tror”

Flannery O’Connor

Det er et sepiafarvet, ovalt fotografi klistret ind i et gulnet papomslag, og man ser en baby der sidder i halvprofil på et leje af pyntepuder. Babyen er klædt i en broderet skjorte hvis ene brede strop lidt bag skulderen er pyntet med en stor sløjfe som ligner en stor blomst eller en kæmpestor sommerfugls vinger. En baby i hele sin længde, temmelig mager og med de spredte ben strakt ud til bordkanten. Under sit mørke hår, som er samlet i en rulle på den hvælvede pande, spiler den øjnene op med en næsten fortærende intensitet. Dens arme er åbne som en babydukkes og ser ud som om de bevæger sig. Man skulle tro den var lige ved at springe op. Neden under fotografiet står fotografens signatur – Hr. Ridel, Lillebonne – og hans sammenslyngede initialer pryder også øverste venstre hjørne af det meget snavsede omslag som er gået halvvejs op i ryggen.

Da jeg var lille, troede jeg – man havde nok sagt det til mig – at det var mig. Det er ikke mig, det er dig.

Der var et andet fotografi som var af mig, taget hos den samme fotograf, på det samme bord og med det mørke hår sat på samme måde i en rulle, men jeg så buttet ud, havde dybtliggende øjne i et rundt fjæs og hænderne mellem lårene. Jeg husker ikke at jeg undrede mig over den åbenlyse forskel på de to billeder.

Allehelgensdag tager jeg hen på kirkegården i Yvetot for at sætte blomster på de to grave. Forældrenes og din. Fra det ene år til det andet glemmer jeg hvor gravene ligger, men som pejlemærke har jeg det høje, meget hvide kors der rager op over din grav og kan ses fra den centrale allé; din grav ligger lige ved siden af deres. Jeg anbringer en krysantemum i hver sin farve på hver af gravene, nogle gange en lyngplante på din; jeg sætter urtepotten ned i det lille hul der er gravet i gruset til samme formål, for foden af stenen.

Jeg ved ikke om man tænker så meget når man står foran grave. Jeg bliver stående lidt foran for-

ældrenes grav. Det er som om jeg siger “her er jeg” til dem og fortæller dem hvad der er blevet af mig siden sidste år, hvad jeg har foretaget mig, skrevet, håbet på at skrive. Derefter går jeg videre til din grav, til højre, jeg ser på gravstenen, jeg læser altid inskriptionen med store guldbogstaver som er for skinnende; i 90’erne blev de trukket groft op oven på de gamle, som var mindre og blevet ulæselige. På eget initiativ har stenhuggeren udeladt halvdelen af den oprindelige inskription og valgt ikke at lade andet blive tilbage under dit efternavn og fornavn end denne ene oplysning, helt sikkert fordi han anså den for væsentlig: “Afgået ved døden skærtorsdag 1938”. Det var den der også havde slået mig første gang jeg så din grav. Som om beviset på Guds valg og din hellighed var blevet hugget ind i stenen. Nu har jeg besøgt gravene i femogtyve år, og jeg har aldrig haft noget at sige til dig.

I civilretlig forstand er du min søster. Du har samme slægtsnavn som mig, for mig er det mit “ungpigenavn”, Duchesne. I forældrenes familieattest, som er næsten helt i laser, står vi begge opført i rubrikken Børn af Ægteskabet: Fødsel og Død. Du står øverst med stempler fra rådhu-

set i Lillebonne (Seine-Inférieure), jeg har kun ét stempel – det er i en anden officiel attest at rubrikken Død vil blive udfyldt for mit vedkommende, den attest som bevidner at jeg har reproduceret mig i en familie med et andet navn.

Men du er ikke min søster, du har aldrig været det. Vi har ikke leget, spist, sovet sammen. Jeg har aldrig rørt dig, kysset dig. Jeg kender ikke dine øjnes farve. Jeg har aldrig set dig. Du har ingen krop, ingen stemme, du er kun et fladt billede på nogle få sort-hvide fotografier. Jeg har ingen erindring om dig. Du havde allerede været død i to et halvt år da jeg blev født. Du er barnet som bor i himlen, det lille, usynlige barn som man aldrig talte om, fraværende i alle samtaler. Hemmeligheden.

Du har altid været død. Du kom død ind i mit liv den sommer jeg var ti år. Født og død i samme fortælling, ligesom Bonny, Scarletts og Rhetts datter i Borte med blæsten.

Rammen for fortællingen er sommerferien 1950, den sidste hvor jeg legede fra morgen til aften med kusiner, piger fra kvarteret og piger fra byen på ferie i Yvetot. Vi legede købmand, far,

mor og børn og indrettede os med flaskekasser, papæsker og gamle tøjstykker i de talrige udhuse i forældrenes baggård. Vi stillede os efter tur op på gyngen og sang Il fait bon chez vous Maître Pierre og Ma guêpière et mes longs jupons, ligesom til radioens talentshow. Vi stak af for at plukke brombær. Drengene var forment adgang af forældrene med den forklaring at de foretrak brutale lege. Om aftenen skiltes vi, møgbeskidte. Jeg vaskede mine arme og ben og glædede mig til at lege videre næste dag. Året efter vil pigerne være spredt for alle vinde, eller sure, og jeg vil kede mig og ikke lave andet end at læse.

Jeg ville gerne fortsætte med at beskrive den ferie, dvæle ved den. At skrive fortællingen om denne fortælling, det vil være at gøre en ende på det slørede ved det man har gennemlevet, som at gå i gang med at fremkalde en film der har ligget ufremkaldt i et skab i tres år.

Det er en søndag sidst på eftermiddagen, i starten af den smalle vej der løber langs bagsiden af forældrenes købmandsbutik og café, og som

hedder Rue de l’École – et navn den har fået på grund af en privatskole for småbørn som lå der i begyndelsen af århundredet – tæt på den lille have med roser og dahliaer, beskyttet af et højt gitter som løber langs hele muren over en skrænt med ukrudt. På den anden side er der en høj og tæt hæk. I et godt stykke tid har min mor ført en samtale med en ung kvinde fra Le Havre som sammen med sin lille pige på fire år tilbringer ferien hos sine svigerforældre, hr. og fru S., hvis hus befinder sig cirka ti meter længere nede ad Rue de l’École. Butikken holder aldrig lukket på denne tid af året, så hun må være gået med kunden ud for at kunne fortsætte samtalen. Jeg leger i nærheden med den lille pige, hun hedder Mireille, vi løber rundt og fanger hinanden. Jeg ved ikke hvordan min opmærksomhed blev vakt, måske var det min mors stemme der lige pludselig blev lavere. Jeg begyndte at lytte til hende, og det var som om jeg ikke længere trak vejret.

Jeg kan ikke genskabe hendes beretning, kun dens indhold og de sætninger som har overlevet alle årene lige til i dag, og som på et øjeblik spredte sig ud over hele mit barneliv som en stum flamme uden varme, mens jeg blev ved med at

danse rundt ved siden af hende med bøjet hoved for ikke at vække mistanke.

[Her er det som om ordene sønderriver en tusmørkezone, griber mig, og så er det gjort].

Hun fortæller at de har haft en anden datter end mig, og at hun døde af difteri i en alder af seks år, i Lillebonne før krigen. Hun beskriver belægningerne i halsen, kvælningen. Hun siger:

Hun døde som en lille helgeninde

hun fortæller hvad du sagde til hende før du døde: jeg skal op til Jomfru Maria og den gode Jesus

hun siger min mand blev sindssyg da han kom hjem fra sit arbejde på Port-Jérôme-raffinaderierne og fandt dig død

hun siger det er ikke det samme at miste sin mand

hun siger om mig hun ved ikke noget, vi ville ikke gøre hende ked af det

Til sidst siger hun om dig hun var sødere end hende der

Hende der, det er mig.

Scenen for fortællingen har ændret sig lige så lidt som et fotografi. Jeg ser de to kvinders nøjagtige

placering i gaden. Min mor, der er i hvid kittel og fra tid til anden tørrer øjnene med sit lommetørklæde. Silhuetten af den unge kvinde som er mere elegant end de sædvanlige kunder, hun har en lys kjole på, og hendes hår er redt bagud i en knold i nakken, hendes ansigt er en blød oval. (Ved det spontane valg som erindringen foretager i mængden af de mennesker man har mødt, for at parre dem ligesom billedkort, parrer jeg hende nu med lederen af den feriekoloni i Ymare, tæt ved Rouen, hvor jeg var medhjælper i 1959. Hendes totem var Myre, og hun var klædt i hvidt og beige).