Johnny Laursen
Jørgen Mikkelsen
Mellem øst og vest BERLIN
BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Dansk Tennis Fond Bergiafonden
BERLIN Mellem øst og vest
Johnny Laursen Jørgen Mikkelsen
INDHOLD
EN KUFFERT I BERLIN
Berlins byvåben
Da den amerikanske præsident John F. Kennedy den 26. juni 1963 – to år efter bygningen af Berlinmuren – landede i Berlin, var han ikke forberedt på, hvad der ventede ham. I flyet havde han spurgt den amerikanske kommandant i Berlin, general James H. Polk, hvad han mente om den forberedte tale. Den var helt forfærdelig, mente generalen, og ikke, hvad berlinerne ønskede. Efter at Air Force
One var landet i Tegel Lufthafen i den franske sektor, blev præsidenten kørt til zonegrænsen ved Brandenburger Tor. Overalt kastede berlinerne blomster efter kortegen. Det fik Kennedy til at tage sin fyldepen frem for at rette i talen. Berlin var noget særligt. Nær Checkpoint Charlie kunne han fra et udsigtstårn se en mur med pigtråd, vagttårne og lyskastere trække sig som et åbent sår gennem byens midte. Præsidenten rettede mere. Ved Vestberlins Schöneberger Rathaus besteg han en
Stiliseret dobbeltby (Berlin og Cölln) med floden, der løber igennem
tribune med udsigt over en stor del af Vestberlins befolkning. Her trak han talen frem og nåede til blækrettelserne:
For tusind år siden var det stolteste udsagn ”civis Romanus sum”. I dag, i frihedens verden, er det stolteste udsagn ”Ich bin ein Berliner”.
Neue Wache Rigsdagen
På kun få timer gik det op for Kennedy, at Berlins skæbne havde betydning for Den Kolde Krig, for menneskenes frihed og for øst og vest. Pigtråd mellem Øst- og Vestberlin delte ikke kun byen, men også menneskeheden. Sporene af bombninger og ødelæggelser vidnede ikke bare om byens og Tysklands historie, men om hele Europas historie. Som historiker og politiker mærkede Kennedy, at noget var på spil i den brusende menneskemængde, og at noget løftede sig ud af den tyske historie
og rakte ud mod fremtiden. Der var noget karismatisk over den unge overborgmester Willy Brandt. I flyet sagde Kennedy til taleskriver Ted Sorensen, at han ville skrive til sin efterfølger med beskeden: ”Kom til Tyskland”. Han mente: ”Kom til Berlin”. Mens flyet vandt højde, sagde han til Sorensen: ”Sådan en dag vil vi aldrig mere opleve i vore liv”. Det fik han på tragisk vis ret i.1 Kennedy må have delt sine indtryk med Jacqueline Kennedy. Da han kort tid efter blev myrdet i Dallas, omgik hans enke den diplomatiske sædvane. Hun inviterede Vestberlins overborgmester, Willy Brandt, til begravelsen som ven af familien. På den måde blev Vestberlin medlem af den frie vestlige familie.
på samme måde udviklede Tyskland sig fra at være en geografisk betegnelse for små og større mellemeuropæiske fyrstendømmer til at blive en nation. Det blev Berlins skæbne, at byen blev sæde for den magt, som førte Preussen til magt og vælde, samlede Tyskland og til sidst kastede Europa ud i en storkrig.
Byen, der ikke ville gå under Berlins historie er storladen og episk. Det var det, den amerikanske præsident hurtigt fornemmede. Da det lille færgested ved floden Spree blev hovedstad i fyrstendømmet Brandenburg, tog verdenshistorien sit greb om byen, og Berlin svarede igen ved at tage sit greb om Tysklands og Europas historie. London havde sin brand, og visigoterne og vandalerne plyndrede Rom, men begge verdensbyer er siden vokset kontinuerligt. Berlins historie er mere omtumlet, og byens vækst mere stormende. På 50 år voksede Berlin i midten af 1800-tallet fra at være en lille by i en tysk provins til at blive en verdensby, og
Hvis Berlin storpolitisk har en europæisk søsterby, er det Paris, som også har søgt at forme Europas politiske udvikling. Det er da også i dag aksen mellem Paris og Berlin, der er en af de bærende konstruktioner i Den Europæiske Union (EU). Men ingen anden europæisk hovedstad har på samme måde ligget under for interne og eksterne kræfter. Ingen anden europæisk hovedstad har set magten skifte så voldsomt og katastrofalt, og ingen anden hovedstads ansigt er på samme måde blevet arret og skamferet af byens og Tysklands omtumlede politiske skæbne. Den britiske historiker Alexandra Richie bemærkede i sin store Berlinhistorie Faust’s Metropolis: ”Ingen anden storby i verden har haft så turbulent en historie; ingen anden hovedstad er gentagne gange blevet så magtfuld for herefter at falde så dybt”.2 Hver gang har Berlin rejst sig af asken. Derfor er Berlin i dag en stolt og værdig hovedstad i Tyskland og en af Europas vigtigste metropoler.
I hvert kapitel af Berlins historie har magten sat sit præg på byens ansigt. Byens kontrafej bærer spor af, hvordan tidens magthavere forsøgte at forme byen, Tyskland og Europa,
og hvordan de alle har svaret tilbage. I Berlin ligger segmenterne af tidligere tiders magthaveres visioner i lag. Den franske sociolog Francesco Masci har kaldt Berlin det moderne Pompeii. Berlin har blot flere lag og flere konkurrerende visioner om, hvad byen skulle udstråle i verden. Sporene findes stadig overalt. Ofte i kamp med hinanden. Samspillet mellem de skiftende politiske magthavere i først Preussen og dernæst Tyskland og udviklingen af byens rum er temaet for denne bog. Berlin er ikke en imperial storby som Rom, Paris eller London, og historien kan ikke læses på samme måde i bygninger og nutidigt udtryk. Mens andre store europæiske byer erindrer historien som fortid, har Berlins omgang med fortiden mindst lige så meget handlet om byens og nationens fremtid. Ja, endda Europas. Berlin lå dengang som nu ved korsvejen mellem øst og vest, mellem historie og fremtid.
Ørnen og bjørnen
Intet i Berlins forhistorie tydede på, at byen skulle blive den krumtap for Europas skæbne, som Kennedy fornemmede. Berlin lå i den østlige udkant af de vidtstrakte teutonske skove og opstod som to spredte bebyggelser på hver sin side af Spree – Berlin på flodens højre bred og Cölln på den lille ø midt i flodens løb. Berlin var først handelsplads for dem, som krydsede Spree, mens Cölln var en undselig fiskerlands-
by. De to bebyggelser var omgivet af sandet sletteland og mod vest af et sumpet område mellem floderne Spree og Havel. De lå i middelalderen i den yderste nordøstlige udørk af Det Tysk-romerske Rige.
Den schwabiske greve Frederik af Hohenzollernslægten erhvervede i 1415 Brandenburg. Da Berlin var let tilgængelig for flodtrafik og et godt vadested, gav det god mening, at Frederiks søn, Frederik 2., i 1443 begyndte at opføre et kongeligt slot i byen og markerede, at Berlin var hovedby. Berlin-Cölln blev residensby uden begejstring hos befolkningen, der ikke havde bedt om hverken hofkultur eller de mange soldater. Under Berliner Unwille – en protestbevægelse imod byggeriet af slottet – gik borgerne imod at miste byens autonomi og blive ophøjet til residensby. Landsherren satte til sidst sin vilje igennem. Det handlede om magt. Ikke kun i Berlin og Brandenburg, men i Tyskland. I 1471 blev markgreven af Brandenburg kurfyrste og var en af de syv fyrster, der var med til at vælge ny kejser. Magten skulle have et repræsentativt centrum.
Det blev Berlin.
Berlin var ikke en stor by – selv efter tidens forhold. Den lå langt mod øst i det karske preussiske sletteland og kunne ikke måle sig med statelige og smukke kultur- og residensbyer som Dresden, München og Köln. Da den preussiske markgreve i 1701 blev ophøjet til preussisk konge, blev Berlin kongelig resi-
densby og genstand for Hohenzollernslægtens ambitioner. De fremvoksede bebyggelser i Friedrichswerder på Sprees venstre bred og Dorotheenstadt og Friedrichstadt – i dag den vestlige del af Mitte – længere mod vest blev også lagt ind under den nye residensby, selv om de lå på landet og grænsede op til det store skovområde, der i dag kendes som Tiergarten. Berlins vartegn, bjørnen, stod stadig oprejst, men fik i det nye byvåben halsbånd på og stod nu under den preussiske og brandenburgske krone.
Berlin voksede i tæt symbiose med de preussiske hæres militære sejre og det preussiske kongeriges opstigen. Med samlingen af preussiske besiddelser i de østelbiske egne ved Königsberg (i dag Kaliningrad) og dele af det westphalske område blev den preussiske hovedstad centrum mellem det vestlige og østlige Tyskland og under industrialiseringen midtpunkt for alliancen mellem det kul- og stålproducerende borgerskab i Ruhrområdet og aristokratiet, junkerne, på de store østelbiske godser, som dyrkede rug. Foreningen mellem øst og vest blev en symbiose mellem stål og rug. Magten blev koncentreret i Berlin, som ikke alene udviklede sig til trafikalt centrum, men også blev midtpunkt for maskinindustrien.
Berlins opstigen til preussisk hovedstad var da heller ikke givet. Den egentlige rival til storheden var Potsdam lidt syd for Berlin. Potsdam var et vigtigt forvaltningscentrum og
garnisonsby. Vigtigst var imidlertid Potsdams udvikling til kongelig residensby i 1700-tallet. I 1800-tallet udviklede Potsdam sig til Berlins Versailles og blev sammen med Berlin hovedsædet for preusserdømmet og for magten. Byens skæbne blev derfor tæt forbundet med Berlins.
Berlin som hovedstad
Spørgsmålet om Tysklands politiske og kulturelle centrum fandt først sin foreløbige konklusion, da Preussen i 1871 stillede sig i spidsen for en rigssamling med den preussiske kong Vilhelm 1. som tysk kejser. På det tidspunkt havde Berlin været hovedstad i det preussiske kongerige i 170 år. Samtidig med at Berlin i de næste 47 år var hovedstad for Det Tyske Rige – det wilhelminske kejserrige – forblev byen først og fremmest preussisk hovedstad og kongelig residensby. Berlin fortsatte frem til 1933 med at være mindst lige så meget hovedstad for Preussen som for Det Tyske Rige. Preussens selvstændige statslige eksistens ophørte først, da den preussiske statsmagt blev opslugt under opbygningen af det nazistiske rige. I 1947 opløste de allierede sejrsmagter definitivt Preussen som politisk enhed.
Størstedelen af Berlins opståen som hovedstad og residensby skete derfor under den preussiske ørn. Ikke alle var begejstrede for, at netop Berlin rejste sig som nationens politiske
centrum. Den tyske kulturkritiker Karl Scheffler skrev i 1910, at Berlin var en kolonistby i rigets udkant. Byen var ifølge Scheffler ikke egnet som hovedstad, da den savnede kultur og åndelig dybde.3 Hans slutsætning blev berømt:
Berlin ønsker sig i det hele taget slet ikke kærlighed fra sine indbyggere. Er denne bys ånd i bund og grund ikke national, så er den heller ikke sentimental. Som med en slagfærdig, selvironisk replik holder dette strengt determinerede byvæsen sig den skjulte tragik i sin eksistens fra livet; tragikken i en skæbne, som overalt træder til syne dér, hvor de højere følelser og evnen til lykke vansmægter i en alt for hård og alt for rastløs kamp for selvopretholdelse, således at kun den profane dygtighed bliver tilbage, fra hvilken blomstringen af ædelkultur ikke kan fremspringe; tragikken i en skæbne, som dømmer det Berlin, som fra en vendisk fiskerbebyggelse har vokset sig frem til mægtig millionby, til for altid at blive, men aldrig være.4
Scheffler ramte en tone, som havde klangbund i det Tyskland, der ikke var Berlin. Det rastløst moderne og usentimentale byvæsen, som rejste sig som centrum for den opvågnende tyske nation, var ikke i harmoni med det romantiske og traditionelle Tyskland. Den mægtigste og største alternative magtpol var Wien, der som
hovedstad i det østrig-ungarske kejserrige var det naturlige centrum for den katolske befolkning og de sydtyske stater.
Man har senere talt om en kulturel og politisk brydning mellem Weimar og Potsdam. Thüringens hovedstad Weimar var i 1800-tallet det uomtvistelige centrum for den tyske romantik og den liberale frihedstænkning og en tid centrum for store romantiske forfattere som Friedrich Schiller og Johann Wolfgang von Goethe. I eftertiden har mange set Weimar som modpol til Potsdam og Berlin, der var arnestedet for den preussiske statsdannelses prægning af autoritetstro, øvrighedsstat og militarisme.
Endelig var der også et opgør mellem de demokratiske revolutioner og den nationale vækkelse. Her var Frankfurt am Main centrum for den demokratiske frihedstanke og for drømmen om en tysk enhedsstat, mens Berlin var bastion for fyrsternes magt og centrum for Preussens nedkæmpelse af de demokratiske bevægelser.5
Rom og Athen ved Spree
Den klassiske filolog Wolfgang Schadewaldt bemærkede i 1960, at hvis man skulle sammenligne Berlin med antikke kulturcentre som Rom og Athen, måtte sammenligningen passe bedst på Rom, der altid åbnede sig mod omverdenen. Derimod beskyttede Athen sig mod impulser udefra.6 Schadewaldt henviste til de
mange bølger af indvandring, som havde formet Berlins udvikling. Indvandringen var nøje forbundet med den preussiske kongemagts forsøg på at opbygge en stærk centralmagt i det fattige og tilbagestående Preussen. Fyrstehuset søgte at importere viden ved at invitere nederlændere og pfälzere til at slå sig ned i byen. Senere fulgte østrigske jøder, fordrevne franske huguenotter og endda skotter. Derefter talrige schlesiere. Enhver, som kom til Berlin, forsvandt i dens dyb. Schadewaldt bemærkede:
Berlin må dog blandt de tyske byer stå alene med denne integrationskraft. Hverken Hamburgs eksklusive borgerskab og de øvrige hansestæder, ej heller Köln, Frankfurt og heller ikke München eller Stuttgart med nabobyer og småbyer har tilnærmelsesvis denne egenskab.7
Indvandringen førte til en eksplosiv befolkningsudvikling, men også til kunnen og idérigdom og en bybefolkning med egne forestillinger, egen dialekt og egen adfærd. Efterhånden som Berlin blev smeltedigel for indvandring, begyndte man at tale om Berliner Schnauze, lokalbefolkningens uimponerede og hurtige folkevid, der ofte serveres på en bund af plattysk med indvandrerdialekt. Selv om bjørnen havde halsbånd på, havde berlinerne det ikke nødvendigvis. Den danske litteraturkritiker og debattør Georg Brandes lagde mærke til det:
Den Berlinske Tone gjælder i Tyskland og ikke mindst i Staden selv for yderst kritisk, særligt negativ kritisk, kjæk indtil fripostighed og ætsende vittig. Den synes mig i Færd med at forandre sin Karakter. Sikkert nok vil den Berlinske Gadedreng og sikkert nok det lavere Folk i uoverskuelig Tid beholde sin ejendommeligt forvovne, forstandigt-affærdigende Tone. Før vil Spree holde op at flyde, før den ægte Berliner vil mangle et Svar og Svaret sin Snært.8
Menneskeligt talent fandt dengang som nu ofte en havn i Berlin. Det gjaldt også kunstnere og intellektuelle. Allerede i 1706 lovpriste juristen og digteren Erdmann Wircker i et digt den preussiske kong Frederik 1.s støtte til kunst og videnskab, der gjorde Berlin til Spree-Athen. Byen tiltrak da også mange kunstnere, tænkere og håndværkere, som ikke mindst Frederik den Store og hans efterfølgere lokkede til byen, og som støt gjorde Berlin til centrum for den europæiske oplysningstænkning og de skønne kunstarter. Kunstakademiets direktør Andreas Schlüter satte sit præg på byens ansigt. Han skabte rytterstatuen af den store kurfyrste, skulpturer ved Tøjhuset og ombyggede slottet på Unter den Linden til et stateligt barokslot. Navnlig i den østlige ende af Unter den Linden og på nordenden af Museumsøen kan man fornemme stil og stemning fra det gamle Spree-Athen.
Spree-Athen bed sig fast. Preussens hovedstad var et sted som intet andet. Mens regimenterne marcherede til og fra eksercerpladserne, promenerede skønånderne til kunstakademiet ved Pariser Platz og videnskabens mænd til det kongelige videnskabernes akademi på Unter den Linden. Berlins gode lige gader og retvinklede gadehjørner egnede sig lige godt til begge dele. Berlin var med sin forening af magt og ånd både Athen og Rom.
Wienerkongressen i 1815 markerede indledningen til en guldalder og national opblomstring, der satte sit tydelige præg på både Berlin og på det, som mange nu så som et samlet Tyskland. De store reformer efter Napoleonstiden indebar øget selvstyre og frisatte jøderne fra middelalderens undertrykkende lovgivning. Det nye universitets tanker om videnskabens frihed og forbundethed med undervisningen satte efter 1810 nye standarder for lærdom og viden i hele Europa. Den nye læreanstalt lå dog i tryg nærhed af den kongelige residens på Unter den Linden og praktisk nok nær den kongelige garde, hvis de frie tanker skulle flyve for højt. Den tyske historiker Hans Rothfels – selv berliner – pegede på paradokset og bemærkede, at Berliner Unwille i overført betydning kan karakterisere berlinernes frihedstrang:
[…] man vil kunne benytte dette samtidige udtryk i overført betydning om en under-
strøm og modbevægelse, som løber gennem 4 ½ århundrede, frem til det berlinske frisind og det berlinske Socialdemokrati, som på ejendommelige måder blandede sig med den preussiske øvrighedsstatslige prægning og hovedstads- og residensbyens dynastiske loyalitet til den schwabiske Hohenzollernslægt.9
Talrige erindringer og kommentatorer vender tilbage til de ellers så usentimentale berlineres emotionelle forhold til byen. Mangen en kölner, lübecker og ikke mindst münchener har slået sig på berlinernes syn på de århundredgamle kulturbyer som den mørkeste provins. Det er sjældent ment fornærmende, men blot hjælpsomt faktuelt. I sin bog om berlinerne henviste den amerikanske publicist Walter Henry Nelson til Marlene Dietrichs vemodige slager fra 1951 ”Ich hab’ noch ein Koffer in Berlin” som udtryk for berlinernes kærlighed til deres by:
Jeg har stadig en kuffert i Berlin/ Ich hab noch einen Koffer in Berlin/ Derfor må jeg snarest igen tilbage/
Deswegen muss ich nächstens wieder hin/ Forgangne tiders lyksaligheder/
Die Seligkeiten vergangener Zeiten/ Er alle stadig inde i min lille kuffert/ Sind alle noch in meinem kleinen Koffer drin/
Nelson var søn af en amerikansk diplomat og tilbragte sin barndom i Berlin, men forlod byen under mørke skyer i 1941. Da han i 1945 vendte tilbage i den militære efterretningstjenestes uniform, fornemmede han straks igen båndet. Trods fortiden og de ødelagte gader havde også han stadig en kuffert i Berlin.10
den anden side af gaden i den preussiske ministerpræsidents palæ. Selv om det republikanske regime var ustabilt, var der i Preussen indtil 1932 en demokratisk koalition med den preussiske ministerpræsident Otto Braun i spidsen.
Kontinuiteten blev brudt med den nazistiske magtovertagelse i 1933, da Berlin og magten i Tyskland faldt i hænderne på nazisterne.
Urolige mursten
Da huset Hohenzollern efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig i 1918 faldt, rystede det magtens fundament. Berlin havde kun været tysk rigshovedstad i 47 år – og hovedstad i det preussiske kongerige i godt 200 år. Det var blot et kort øjeblik for de gamle hovedstæder ved Seinen og Themsen, der var grundlagt som romerske garnisoner. Den 10. november 1918 kørte biler med bevæbnede revolutionære og røde faner gennem Brandenburger
Tor. Den tyske novemberrevolution blev indledningen til en 70-årig periode, hvor magtens fundament i byen gentagne gange brød sammen eller forskød sig, og hvor store dele af byens virkelige fundamenter blev brudt ned, genopbygget og på ny kastet rundt.
I de første 14 år under Weimarrepublikken herskede der trods alle politiske omvæltninger en besynderlig kontinuitet. Berlin fortsatte sin vækst. Friheden og den nye tids ånd bragte Berlins vitalitet til fuld udfoldelse. Socialdemokrater rykkede ind i Bismarcks kontor i rigskancelliet i Wilhelmstrasse og på
Om aftenen den 30. januar overværede Adolf Hitler fra vinduet i det nye rigskancelli sine stormtroppers fakkelmarch gennem Brandenburger Tor til Wilhelmstrasse. Den aften blev Berlin en anden by. Adolf Hitler fastholdt München som bevægelsens brune hovedby, mens han og hans håndlangere forsøgte at omforme Berlin til Det Tredje Riges hovedstad.
Den preussiske stat og dens institutioner blev opslugt, og regimet indledte en krig mod sine modstandere, intellektuelle og kunstnere. Regimet forfulgte især byens jøder i en bølge af repression, som med tiden udviklede sig til et systematisk folkemord. Mens de allierede luftbombardementer rasede, drømte Hitler og hans arkitekt Albert Speer om at rydde store dele af Berlins Mitte og i stedet rejse et repræsentativt centrum i nazismens ånd.
Da de tyske styrker i Berlin den 2. maj 1945 overgav sig, var byen ikke mere. Efter 363 bombeangreb og lidt under 80.000 tons bomber efterfulgt af sovjetisk artilleribombardement og gadekampe fandtes den europæiske metropol ikke længere. 1,7 millioner menne-
sker var flygtet ud af byen. De fleste tilbageværende boede i forstæderne eller under ruinerne i centrum. Berlin og Tyskland var i det, tyskerne kaldte Stunde Null.
I dagene mellem den 17. juli og den 2. august 1945 mødtes repræsentanter for de tre store – Storbritannien, USA og Sovjetunionen – på Cecilienhof i Potsdam. De besluttede, at Berlin som det øvrige Tyskland skulle forvaltes i fællesskab i fire zoner. Mellem 1945 og 1990 var Berlin under det, som sejrherrerne døbte firemagtsstyre. Ordningen eksisterede helt frem til 1990 og gjorde Berlin til et af de mærkeligste steder på jorden. I tiden indtil 1945 havde magtkoncentrationen i Berlin domineret storpolitikken. Efter 1945 skabte byens afmagt et farligt brændpunkt i
Den Kolde Krigs kamp mellem stormagter og mellem rivaliserende samfundssystemer. Mens byen langsomt blev genopbygget, blev den ikke alene flået mellem øst og vest, men også mellem tyskernes egne håb til fremtiden. Efterkrigsårene var med andre ord ikke alene hårde år med genopbygning og afsavn for berlinerne, men også en kamp for at bevare status som hovedstad og for frihed.
Den nye provisoriske hovedstad i Bonn rejste sig i 1949 som et rhinlandsk og vesttysk politisk og kulturelt alternativ til den omstridte og ødelagte hovedstad langt inde i det sovjetisk besatte preussiske hjerteland. Samtidig lå DDR’s (Deutsche Demokratische Republik) hovedstadsinstitutioner i den sovjetiske
sektor i det gamle Berlins Mitte foruroligende tæt på. Kampen mellem de to samfundsmodeller, mellem Øst- og Vestberlin og mellem stormagterne, fik dramatiske udtryk i form af Berlinblokaden og luftbroen 1948-1949, bygningen af Berlinmuren i 1961 og Berlinkrisen i 1962.
Checkpoint Charlie midt på den gamle forretningsgade Friedrichsstrasse blev et højspændt mødested mellem de to fjendtlige systemer. Den sovjetiske generalsekretær Nikita Khrusjtjov kaldte i juni 1961 Berlin for det farligste sted i verden.11 Da regimet i DDR i 1989 – 40 år efter byens deling – forsøgte en halvhjertet liberalisering, straffede historien regimet hårdt. Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren i løbet af få timer. Unge fra øst og vest sprang samme aften op på muren og hamrede løs på det forhadte bygningsværk med mukkerter og mejsler.
Berlin mellem øst og vest
Da Berlin igen blev samlet, blev også Tyskland og Europa samlet. Tøvende statsmænd fra de fire besættelsesmagter underskrev i Moskva den 12. september 1990 den fredsslutning med de to tysklande, som verden havde ventet på siden 1945. Berlin var ikke længere underlagt firemagtsstyre. Få uger senere blev Tyskland genforenet. Ekkoet fra mukkertslagene i Berlin kunne høres i Bruxelles. Både i NATO’s hovedkvarter og i Europa-Kommissionens
hovedkvarter i Berlaymontbygningen. Med Tysklands genforening slap de tøvende medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab –ikke mindst den franske regering – de sidste forbehold for en styrket europæisk union, nutidens EU, som ville rumme et mægtigt og forenet Tyskland og dets gamle dynamiske hovedstad.
Den 20. juni 1991 besluttede Forbundsdagen i Bonn at flytte de statslige institutioner til Berlin. Voksne mænd græd af gru og glæde. Beslutningen var et farvel til skismaet mellem den midlertidige hovedstad i Bonn og den opgivne hovedstad i Østberlin. Med flytningen rykkede Tysklands tyngdepunkt fra den rhinske republik tilbage til hjertet i det Preussen, som ikke længere var. De tyske parlamentarikere vidste, hvad de gjorde. Beslutningen markerede fysisk og symbolsk, at Tyskland og Europa vendte tilbage til det europæiske spor, som man katastrofalt havde forladt i 1933 med den nazistiske magtovertagelse. I Berlin forenede den tyske og europæiske skæbne sig.
Det betød, at Forbundsrepublikken rakte tilbage og favnede den tyske historie – Berlins historie – og Tysklands fremtidige rolle som bindeled til Østeuropa. Samtidig med at de gamle europæiske fællesskaber i en blanding af vovemod, håb og ængstelse transformerede sig til en politisk og økonomisk union, EU, åbnede man for en ny epoke i forholdet til Østog Centraleuropa. Helingen af Berlin åbnede ikke kun for Tysklands heling, men også for at
Øst- og Vesteuropas veje mødtes i nye alliancer. Som hovedstad lå Berlin ved en korsvej mellem historien og fremtiden – mellem øst og vest. Det kom til at sætte sit præg på den gamle, nye hovedstad. Mens Berlins fremtid rejste sig med kraner, stål, glas og beton, begyndte konstruktionen af det nye Europa.
Berlin er i dag symbolet på mødet mellem øst og vest og mellem europæisk fortid og europæisk fremtid. Lagene af tidligere versioner af Berlin stikker mange steder frem gennem det tynde skin af moderne metropol.
I Mitte mærker man stemningen af det gamle og det nye Preussen. Andre steder mærker man den kejserlige rigshovedstad. Dele af Weimarrepublikkens sus af modernitet gemmer sig her og der og får til tider det 21. århundredes arkitekter til at virke bedagede. Det Tredje Rige og 2. verdenskrig har sat spor mere indirekte, især i form af erindringssteder og monumenter over forfølgelse og folkemord. Over det gamle regeringskvarter hviler nu en del af Holocaustmindesmærket. Den gamle dødsstribe, hvor Berlinmuren delte øst og vest, er i dag skjult under moderne forretningsbyggeri. Det hektiske centrum ved Potsdamer Platz blev en tid til ingenmandsland med vilde kaniner, før det blev genrejst som et monument i stål og glas over det nye Tysklands tekniske og finansielle styrke. På Gendarmenmarkt er Karl Friedrich Schinkels smukke skuespilhus og den franske og tyske kirke omkranset af DDR-byggeri i det, som
blev kendt som DDR-moderne. Oven over det alt sammen har man bygget en ny hovedstad, som sitrer og vibrerer af kosmopolitisk storbyliv. Røde revolutionære højborge er i dag hippe kvarterer med markeder for vegansk mad. Herunder er byen stadig fyldt med minder om det, som Berlin engang var. Få steder som i Berlin husker og dyrker man historien, mens man skynder sig ind i fremtiden.
I store dele af det 20. århundrede var Berlin slagmarken mellem de dominerende ideologier og rivaliserende magter. Men Berlin har rystet fortidens delinger af sig, og på den
måde har byen endegyldigt dementeret Karl Schefflers dom over byen for at mangle ånd og kultur. I dag symboliserer Berlin et fredeligt møde mellem øst og vest og mellem europæisk fortid og fremtid. Tidligere tiders ulykke og lyksaligheder findes i den samme kuffert i Berlin. Derfor må vi alle, på samme måde som Marlene Dietrich, snarest tilbage. Ikke kun for at genfinde fortiden, men hvis man vil se det moderne og fremtiden, skal man besøge den europæiske by, som har de dybeste og mest knortede rødder i fortiden.
Hele Europa har en kuffert i Berlin.