OMVÆLTNINGERNES TID
Familien Mærsk Mo / ller, Svendborg og kampen om dampskibene
GADS FORLAG
Bogen er støttet af
og Den Faberske Fond
Ingeniør N.M. Knudsens Fond, Boghandler Henning Clausens Fond
Omvæltningernes tid
Familien Mærsk Møller, Svendborg og kampen om dampskibene
Nils Valdersdorf Jensen
Gads Forlag
Udgivet i samarbejde med
Omvæltningernes tid
Familien Mærsk Møller, Svendborg og kampen om dampskibene
© Nils Valdersdorf Jensen og Gads Forlag 2025
Forlagsredaktion: Rikke Kensinger
Grafisk tilrettelægning og sats: Le bureau
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Omslagsillustration: Elever fra Svendborg Sømandshøjskole, ca. 1916. Svendborg Byhistoriske Arkiv. Fotografiet er grafisk bearbejdet.
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: PNB Print, Letland
ISBN: 978-87-12-07855-5
1.udgave, 1. oplag
Printed in Latvia
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlag klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Til dem, der forsøger at gennemskue fremtiden.
Fotograf Holger Damgaard har fanget et skelsættende øjeblik – første gang, et nyt skib bæres af vandet. Dets rejser er kun lige begyndt. Billedet er taget i perioden 1908-1940, hvor Holger Damgaard var ansat på Dagbladet Politiken Ritzau/Scanpix.
De lukkede døre 1904
To herrer stod foran en lukket dør og bankede endnu en gang. Far og søn ventede og kiggede på hinanden.
Faren, Peter Mærsk Møller, havde et kridhvidt fuldskæg og lune furer omkring øjnene. Hans vejrbidte ansigt var slidt af et langt liv på søen. Peter havde oplevet utallige havneanløb og overlevet storme og forlis. Han havde også overlevet en genstridig svigerfamilie. Nu var han gået i land i søfartsbyen Svendborg.
Sønnen, Arnold Peter Møller, en rank ung mand på 27 år, stirrede med blå øjne på den lukkede hoveddør. Med sin markante næse lignede han ikke sin far, men slægtede i høj grad sin mor på. Både næsen og sindet, tænkte Peter. På sin vis var Anna også med på turen. Hun gik med liv og sjæl op i deres projekt med at finde investorer til et dampskibsrederi. I flere år havde hun presset på for, at Peter kom i gang.
Nu skete der noget. De kunne høre langsomme skridt, og døren blev åbnet. Men den blev hurtigt lukket igen. Nej tak, sagde den ældre mand. Som sejlskibsreder var han ikke interesseret i dampskibe,
sagde han og tilføjede skævt, at rigtige sømænd sejlede på sejlskibe. I det mindste kaldte den ældre mand ikke damperne for oseuhyrer eller hakkelsesmonstre, som mange af de andre skibsredere i Svendborg havde gjort, når de lukkede døren med et nej tak. Utallige døre var blevet lukket foran dem.
Far og søn gik videre. Flere og flere navne på listen over mulige investorer blev streget ud. Det slog Peter, at modstanden måske var rettet mod ham personligt. Måske havde han været lidt for tydelig i sine meninger om fremtiden i den lokale avis? Han var af en heftig og lidenskabelig natur, men Peter håbede stadig, at Gud ville vise ham vej til en mere rolig væren i verden.
Bataljen med læserbrevene var ikke endt for godt. Hans læserbreve var nu ellers ganske velargumenterede og velskrevne. Især vendingen, at vi lever i omvæltningernes tid, syntes både far og søn var ganske effen. Men måske havde læserbrevet om skibet GEFION været for meget?
GEFION havde ligget i Svendborg Havn, helt nybygget i foråret 1899, og Peter kunne da godt se charmen. Det var smukt. Med tre høje master, en skarp stævn og slanke linjer var sejlskibet kulminationen på århundreders forfinelse af skibsbyggerhåndværket. Og skibsbyggeren, Jørgen Ring Andersen, var en velestimeret herre, der havde lært sit håndværk i Aberdeen i Skotland, hvor de byggede verdens hurtigste sejlskibe. Peter kunne sagtens se inspirationen derfra.
Men hvorfor bygge i træ og sejle for sejl, når fremtidens teknologi var ankommet? Hvorfor ikke udnytte dampen?
I læserbrevsfejden i 1899 havde Peter stået alene med overbevisningen om, at dampskibe var vejen frem. De lokale redere var blevet oprørte. Specielt Hans Alfred fra Thurø var blevet rasende. Måske var han ikke vant til at blive sagt imod. Hans Alfred havde nu også klaret det ganske godt, det måtte man give ham. Skibet i havnen var det syvende i hans flåde. Med forventning om fortjeneste og arbejde blev skibet døbt GEFION efter den nordiske frugtbarhedsgudinde, der med sine egne sønner for ploven pløjede Sjælland fri fra Skåne. Hans Alfred Hansen var en af førstemændene på søfartsøen Thurø. Blandt de hundreder af søfarende på øen skilte han sig ud som storreder, sognefoged og krigsveteran fra slaget ved Helgoland i 1864. En mand, man kun kunne have respekt for. Men forstokket var han nu, tænk
te Peter, for Hans Alfred var blevet virkelig vred over de læserbreve. Peter havde sagt sandheden, at sejlskibene var forældede – også GEFION. De kunne ikke konkurrere med damperne. Peter havde sejlet med begge dele og kunne sige det med overbevisning. Sejlskibe var prisgivet vinden og var derfor upålidelige. Skibe som GEFION ville snart være et tilbagelagt stadium på fremskridtets vej.
Måske hang Hans Alfreds vrede også sammen med, at Peter ikke kom fra Svendborg eller Thurø. Hans Alfreds indlæg var i hvert fald hurtigt blevet personlige. Næsten perfide. Det havde smertet Peter, at hans motiver blev mistænkeliggjort. Han ville bare gerne hjælpe fremskridtet på vej. Men Hans Alfred mente, at Peter kun argumenterede for dampskibene, fordi han ville have en god hyre. Han havde sågar opmuntret Peter til at tage sine tanker et andet sted hen. Han skulle i hvert fald ikke komme til Svendborg, sejlskibenes hovedstad, med sin agitation for dampskibene. Man kunne ligefrem fornemme, hvordan Hans Alfred havde mumlet alt muligt grimt i skægget, mens han skrev brevet. Men modstand avler også modstand. Peter var overbevist om det rigtige i sit budskab. Nu mere end før. Det kunne ikke være anderledes. Dampen kommer. Alene i Svendborg spyede talrige fabriksskorstene hver dag røg op i vestenvinden, og der kom stadig flere.
Hvis det virkede på land, så hvorfor ikke til søs?
Peter havde tålmodighed – og en søn foran sig, ligesom Gefion ved ploven. Der var stål i Arnold. Og erfaring. Hvis det ikke blev i Peters tid, så i Arnolds. De skulle nok vise svendborgenserne. Og svigerfamilien fra Dragør også. Det sidste ville især Anna være glad for.
Arnold havde heppet på sin far, mens bataljen om læserbrevene stod på. Fra sin læreplads i Sankt Petersborg var han kommet med opmuntrende kommentarer og blevet tilsvarende forbitret over den konservatisme, hans fars forslag om dampskibe og et jernskibsværft blev mødt med. Da skibsbygmester Jørgen Ring Andersen skrev, at jernskibene aldrig ville blive bedre, havde Arnold grint højt.
Trods sin unge alder havde Arnold allerede solide erfaringer med dampskibe og et klart billede af fremtiden for søfarten. Telegrafen og damperen havde accelereret sejladsen og handlen, der ikke længere havde tid til at vente på den rigtige vind. Fremdriften kunne man selv sørge for. Og fremdrift skulle der til.
Gruset knasede under deres sko, mens de nærmede sig næste dør. Bag den boede en af byens prominente industrifolk, som Peter kendte godt, ikke et perifert bekendtskab som den sidste. Ham her måtte da have blik for fremtiden. Peter kiggede på Arnold og nikkede. Arnold rakte en hånd frem og bankede målrettet på den blanke dør.
Fremtiden er svær at forudsige
Peters indre monolog og jagten på investorer, som jeg har forestillet mig her, er begyndelsen på en fortælling, der åbner i Svendborg med Hans Alfred Hansens første sejltur. På sejlturen møder vi søfartssamfundet, som det så ud før familien Mærsk Møllers ankomst til byen i 1884. Det var før dampens tid, og der var master, søfolk og skibe i hundredvis.
Hvor dampskibene for os i dag virker som det indlysende valg i datiden, var det ikke så ligetil dengang. Søfartssamfundet i Svendborg og Marstal var bygget op om træskibene. Skibe blev finansieret og bygget lokalt og var bemandet af lokale. De tjente penge blev geninvesteret i nye skibe. Økonomien var cirkulær, og kærligheden til skibene dybfølt.
I dag ved vi, at familien Mærsk Møller gik sejrrigt ud af kampen mellem vind og kul, sejl og damp. Dørene åbnede sig for familien, der fulgte deres visioner for fremtiden op med handling. De skabte et rederi, der med tiden er blevet en af Danmarks største virksomheder. Det er ikke længere sejlskibe, der sejler danske eksportvarer til udlandet.
Historien har reduceret tilhængerne af træskibene til konservative provinsboere. Det er nemt for en bagklog eftertid at afsige dom. Men Peter, Arnold, Anna, Hans Alfred og mange andre i søfarten stod midt i omvæltningerne. De kæmpede for at forudsige og præge fremtiden, som for dem var åben og uafgjort. Det gjaldt også træskibsfolkene.
Omvæltningernes tid er historien om søfartens dramatiske overgang fra sejl til damp med Peter, Arnold og Hans Alfred som hovedpersoner. Med Hans Alfred får vi en introduktion til sejlskibssamfundenes økosystem, mens Peter Mærsk Møller viser os overgangen til det nye. A.P. Møller er den nye generation, dampens rene fortaler,
↑ Peters og Arnolds jagt på investeringer i Svendborg blev starten på en af Danmarks største virksomheder. Mærskstjernen kan i dag ses over hele verden – på gigantiske skibe, utallige containere, fly og havneanlæg. Florence Tan/Reuters/Ritzau Scanpix.
med international erfaring og udsyn. På tværs af skiftet kan vi følge forandringer i skibsbyggeri, finansiering, samfundet i land, kvindernes rolle i søfarten, rederidrift, søfolkenes vilkår, uddannelse, hastighed og forholdet mellem centrum og periferi.
I Svendborg har man lystbåde i de mindste forhaver, guldringe i ørerne og et intimt forhold til skibe. Også i dag. Da jeg i 2011 fik job på Svendborg Museum som ung historiker fuldstændig uden nogen berøring med søfartshistorie, manglede jeg en bog, der kunne fortælle mig om det maritime samfunds særpræg. Det er den bog, jeg har skrevet.
Min opskrift kombinerer kulturhistorie med erhvervshistorie i en vekslen mellem den store globale historie og den lokale historie. Erhvervshistorie har en tendens til at fokusere på erhvervslivets vindere og de virksomheder, der klarer sig godt, men har sjældent studeret hi
storiens tabere særligt nærgående. Historiens tabere har kulturhistorie til gengæld en vis veneration for, ligesom den tilgang er velegnet til at undersøge hierarkier, værdier og tankesystemer. Ved at kombinere de to kommer vi tættere på dem, der klarede sig, og dem, der forliste i omstillingen.
Konflikten kan gøre os klogere på søfartens storstilede sorte omstilling fra vind til kul. Historien giver sjældent entydige svar, men er god at tænke med, og i dette tilfælde rummer den vægtige læresætninger til en nutid, der er optaget af, hvordan vi som samfund gennemfører den grønne omstilling.
C.W. Eckersbergs tegning "Passagerer sættes ud til Dampskibet Caledonia" indfanger præcist det, titlen lover. CALEDONIA skiller sig ud fra de øvrige skibe med sin tunge røg. Master og sejl havde dampskibene stadig her i dampskibenes barndom. SMK Open.
