NOBELFORELÆSNING
LYS OG TRÅD
På dansk ved Ninna Brenøe
Han Kang Nobelforelæsning
er oversat fra svensk af Ninna Brenøe
Copyright © THE NOBEL FOUNDATION 2024
Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: LA Graphic Design
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk
ISBN: 978-87-12-80228-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan
Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K.
reception@gad.dk www.gad.dk
Denne bog er ikke til salg.
Lys og tråd
Dajeg i januar sidste år gik mit opbevaringsrum igennem i forbindelse med en flytning, fandt jeg en gammel skotøjsæske. Da jeg åbnede den, så jeg, at æsken indeholdt mere end ti dagbøger fra min barndom. I stakken af dagbøger fandt jeg også et tyndt hæfte med ordet “Digtsamling” skrevet med blyant på forsiden. Det var et uanseeligt lille hæfte – fem ark A5-papir, foldet på midten og hæftet sammen. Under titlen var der to kantede streger. Den ene var udformet som en trappe, der gik op fra venstre, den anden som en trappe, der gik ned mod højre. Var det en slags forsideillustration? Eller bare kruseduller? På bagsiden stod årstallet 1979, foruden mit navn, og inde i hæftet var der i alt otte digte, alle nydeligt
skrevet med den samme blyant, som også var blevet brugt til titlen på forsiden. Længst nede på hver side stod en dato, alle sammen i kronologisk orden. Blandt de naive og famlende sætninger, skrevet af en otteårig, var der et digt, dateret i april, som fangede mit blik. Det begyndte med de følgende strofer, hver på to linjer:
Kærligheden, hvor findes den?
I mit bankende bryst, selvfølgelig.
Kærligheden, hvad er den?
Den guldtråd som forbinder vores hjerter, selvfølgelig.
Øjeblikkeligt blev jeg transporteret over fyrre år tilbage i tiden til den eftermiddag, hvor jeg lavede hæftet. Den korte blyantsstump, med en gammel hætte fra en kuglepen som forlænger, fnulderet fra viskelæderet, den store klipsemaskine jeg i smug havde hentet inde i mit fars værelse. Jeg
husker også, at jeg lige havde fået at vide, at vi snart skulle flytte til Seoul, og at jeg havde villet samle alle de digte, jeg frem til da havde skrevet på løse stykker papir, ude i margen i notesbøger og øvehæfter, eller her og der i mine dagbøger, hvor der nu var plads. Ligesom jeg husker, hvordan jeg, efter at have samlet digtene til en digtsamling, af en eller anden grund ikke ville vise den til nogen.
Før jeg lagde dagbøgerne og hæftet tilbage i skotøjsæsken og satte låget på igen, tog jeg et foto af siden med digtet med min telefon. Jeg gjorde det, fordi jeg fornemmede, hvordan nogle af ordene, anvendt af det otteårige barn, var forbundne med mit nuværende jeg. Hjertet i mit bankende bryst. Rummet mellem vores hjerter. En gylden tråd som forbinder dem – en skinnende tråd. *
Der gik fjorten år, før mine første digte blev udgivet. Et år senere fik jeg udgivet en novelle og var for alvor blevet “forfatter”. Fem år senere udkom så min første roman, en bog det havde taget mig omkring tre år at skrive. Jeg kunne godt lide at skrive digte og noveller – det kan jeg stadig – men der er noget særligt tiltrækkende ved at skrive romaner, opdagede jeg. En roman tager tid – mindst et år, nogle gange så meget som syv år – og i det tidsrum skiftes mit private liv ud med romanen. Og det var præcis det, der tiltrak mig. At kunne trænge ind i og dvæle ved spørgsmål, som er så imperative og vigtige, betyder, at jeg gladelig gør det bytte.
Hver gang jeg skriver en roman, handler det for mig om at leve i og forsøge at udholde den slags spørgsmål. Når jeg nærmer mig afslutningen på disse spørgsmål – ikke når jeg finder et svar – er romanen færdig. Så begynder jeg på noget nyt, i en tilstand hvor jeg ikke kan være den samme per-
son, som da jeg begyndte at skrive den foregående bog; processen med at skrive den har simpelthen forandret mig. De nye spørgsmål det vækker, er som leddene i en kæde, eller som dominobrikker, og pludselig er jeg så i gang med en ny roman.
Fra 2003 til 2005, hvor jeg skrev min tredje roman, Vegetaren, var der en række af den slags plagsomme spørgsmål, som jeg opholdt mig ved. Er det muligt for et menneske at forblive fuldstændig uskyldigt? Hvor dybt kan vores afvisning af volden gå? Hvad sker der, hvis man for at opnå det mål nægter at tilhøre den art, som kaldes mennesket? Romanens kvindelige hovedperson, Yeong-hye, som i et forsøg på at afvise volden nægter at spise kød, og som til sidst tror, hun er blevet til en plante og hverken spiser eller drikker andet end vand, befinder sig i den ironiske situation, at hun i sit forsøg på at redde sig selv hele tiden snarere nærmer sig døden. I virkeligheden har bogen to
hovedpersoner, søstrene Yeong-hye og In-hye, der hver for sig gennemgår øjeblikke af mareridt og sammenbrud, lydløst skrigende, for til sidst at være sammen. Jeg ville gerne have, at Yeong-hye skulle overleve til sidst, dér i romanens verden, og den afsluttende scene udspiller sig i en ambulance.
Flammende grønne træer omgiver ambulancen, som den suser ned over bjerget, og den ældste af de to søstre, der er ved bevidsthed, stirrer stift ud gennem ruden. Som om hun venter på et svar, som i en protest mod noget. Hele romanen hviler i en tilstand fuld af den slags spørgsmål. Mens den nøje observerer og gør modstand. Venter på et svar.
Den næste roman, Tag af sted, det blæser op [ikke udkommet på dansk, red.] fortsætter, hvor disse spørgsmål slap. Vi kan ikke forkaste livet og verden, bare fordi vi vil afvise volden. Når det kommer til stykket, kan vi ikke blive til planter. Men hvordan skulle jeg bevæge mig videre? Roma-
nen har form som et mysterium, hvor sætninger, skrevet skiftevis i normal og kursiv, skælver og støder sammen, og den kvindelige hovedperson, der igennem længere tid har kæmpet med dødens skygge, kaster sig ind i en hård kamp med livet som indsats for at bevise, at hendes vens pludselige død ikke var et selvmord. Da jeg skrev den sidste scene, hvor hun med sine sidste kræfter trækker sig hen over gulvet på maven, væk fra døden og volden, var de spørgsmål, jeg stillede: Må vi ikke, når alt kommer til alt, sørge for, at vi overlever?
Må vi ikke bevise sandheden netop ved at leve?
Min femte roman, Lektioner i græsk, begynder, hvor disse spørgsmål sluttede. Hvis vi må sørge for at overleve her i verden, hvordan skal vi i så fald placere os, for at det skal være muligt? En kvinde, der har mistet evnen til at tale, og en mand, der lige så langsomt mister synet, lever begge isoleret, hun i tavsheden og han i mørket, indtil de opdager hinanden. Da jeg skrev romanen, ville jeg kon-
centrere mig om øjeblikke af taktile fornemmelser. Langsomt bevæger handlingen sig frem mod den scene, hvor kvindens hånd, midt i stilheden og mørket, skriver et par ord i mandens håndflade.
I skæret af et øjeblik, som strækker sig mod uendeligheden, viser de to personer hinanden deres sårbare sider. Mit mål med romanen var at stille spørgsmålet: Er det ikke netop ved at betragte menneskets allermest sårbare sider – ved at røre ved den ubestridelige varme som findes der – at vi i sidste ende kan overleve i denne forgængelige og voldsomme verden?
Da jeg var nået frem til dette spørgsmåls afslutning, begyndte jeg at forestille mig min næste roman. Det var i foråret 2012, året efter at Lektioner i græsk var udkommet. Jeg forestillede mig, at det skulle blive en roman, som bevægede sig endnu et skridt i retning af lyset og varmen. At jeg skulle fylde romanen, der skulle omfavne livet og verden, med blændende klare sansninger. Jeg
var dog ikke kommet længere end til titlen og de første tyve sider, før jeg måtte give op efter at have forstået, at noget inden i mig gjorde mig ude af stand til at skrive den. *
Frem til det tidspunkt havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive om Gwangju.
Det var, da jeg var ni år, og knapt fire måneder efter at jeg var flyttet fra byen med min familie i januar 1980, at massakren udspillede sig. Nogle år efter, da jeg var tolv, fandt jeg tilfældigt en bog med fotografier fra Gwangju i vores bogreol – den stod med ryggen indad. Jeg læste den i smug, for at de voksne ikke skulle opdage det. Bogen indeholdt fotos af både civile og studenter, der var blevet dræbt af soldaternes knipler, bajonetter og kugler, da de havde gjort modstand mod den nye gruppering inden for militæret, som havde
lavet et statskup, og den var blevet udgivet i al hemmelighed og distribueret af de efterladte som bevis for den sandhed, der var blevet forvrænget af regimets totale kontrol med medierne. Ung som jeg var, forstod jeg ikke til fulde fotografiernes politiske betydning, og den effekt de ilde tilredte ansigter havde på mig, var entydigt at prente en fundamental tvivl på menneskeheden i mit indre. “Opfører mennesker sig virkelig sådan over for hinanden?” spurgte jeg mig selv. Samtidig vakte det andre spørgsmål hos mig. I bogen var der også et foto af en uendelig kø af mennesker foran byens universitetshospital, der var kommet for at give blod til de sårede. “Opfører mennesker sig virkelig sådan over for hinanden?” De to spørgsmål syntes ikke at kunne sameksistere, de kolliderede og skabte en gåde, der ikke lod sig løse.
Så en dag i foråret 2012, da jeg forsøgte at skrive “en blændende lys roman der omfavner livet”, blev jeg igen konfronteret med disse uopklarede
spørgsmål, som jeg bar rundt på. Det var allerede længe siden, at jeg havde mistet min grundlæggende tillid til menneskeheden. Så hvordan skulle jeg kunne omfavne verden? I det øjeblik indså jeg, at hvis jeg ikke så den uløselige gåde i øjnene, ville jeg ikke kunne komme videre, og at den eneste måde at trænge ind i disse spørgsmål på, var ved at skrive om dem.
Næsten et år brugte jeg på at skabe omridset til den nye bog. Jeg forestillede mig en roman, hvor det, der skete i Gwangju i maj 1980, skulle indgå som et lag i fortællingen. I december samme år besøgte jeg begravelsespladsen Mangwol-dong. Det var en eftermiddag, og det havde sneet kraftigt dagen forinden. Da det begyndte at skumre, og jeg med hånden på hjertet gik over begravelsespladsen på vej ud, havde jeg indset, at det jeg burde skrive, ikke var en roman, hvor Gwangju indgik som et lag, men en hel roman, der handlede om Gwangju. Jeg anskaffede en bog med vidnesbyrd
fra over ni hundrede personer og kom igennem den på en måned ved at læse ni timer om dagen.
Derefter læste jeg materiale, der handlede om andre tilfælde af statsvold, ikke bare Gwangju, og jeg udvidede både det geografiske område og den tidsmæssige periode for mine undersøgelser og læste bøger om de massakrer, menneskeheden gentagne gange havde gjort sig skyldig i over hele verden igennem sin lange historie.
To spørgsmål dukkede bestandigt op, mens jeg arbejdede med materialet. To sætninger, som jeg skrev på den første side, hver gang jeg begyndte på en ny dagbog, dengang jeg var i midten af tyverne. Kan nutiden hjælpe fortiden?
Kan de levende redde de døde?
Jo mere jeg læste i materialet, desto mere stod det mig klart, at spørgsmålene ikke lod sig besvare.
Jeg blev uafladeligt konfronteret med de allermørkeste sider af mennesket, og grunden til at spørgsmålene fremstod som så umulige, var, at jeg oplevede, hvordan min tiltro til den menneskelige natur, som allerede længe havde slået sprækker, nu knustes og gik i stumper og stykker. Da jeg næsten havde givet op, overbevist om at jeg ikke kunne komme videre med romanen, læste jeg en dagbog skrevet af en ung lærer ved en aftenskole i Gwangju. Park Young-jun havde deltaget i det enorme fællesskab, som prægede byen i de ti dage i maj 1980, hvor soldaterne havde trukket sig ud, og der blev oprettet et civilt selvstyre. Han var en genert og stilfærdig ung mand, der blev dræbt, da han blev i KFUK-bygningen ved siden af Provinskontoret, den dag hvor det var blevet forudsagt, at tropperne ville komme tilbage ved daggry. Den sidste aften skrev han følgende i sin dagbog: “Gud, hvorfor har jeg en samvittighed, som gennemborer og plager mig sådan? Jeg vil leve.”
Da jeg læste de sætninger, indså jeg pludselig, som ramt af lynet, hvilken retning romanen måtte tage.
Jeg indså også, at de to spørgsmål fra min dagbog måtte vendes om. Kan fortiden hjælpe nutiden?
Kan de døde redde de levende?
Da jeg siden skrev romanen, var der tidspunkter, hvor jeg vitterlig mærkede, hvordan fortiden hjalp nutiden, hvordan de døde reddede de levende.
Indimellem besøgte jeg begravelsespladsen igen, og mærkeligt nok var det altid i klart vejr. Lukkede jeg øjnene, blev indersiden af mine øjenlåg fyldt med solens orangerøde lys. Jeg mærkede, hvordan det var livets lys, og hvordan min krop blev omfavnet af en ubeskrivelig varme fra dens stråler og fra luften.
De spørgsmål jeg havde båret rundt på, siden jeg som tolvårig havde set bogen med fotografierne,
var: Hvordan kan mennesker være så voldelige?
Hvordan kan de samtidig sætte sig op imod en så overvældende vold? Hvad betyder det i grunden at tilhøre den art, som kaldes mennesket? Hvis jeg skulle finde vej over den umulige afstand, der ligger spændt ud mellem menneskets grumhed og menneskets værdighed, hen over den tomme luft i bjergkløften imellem dem, ville jeg få brug for de dødes hjælp. Som da romanens hovedperson, den unge Dong-ho, griber sin mors hånd og trækker hende i retning af solens lys.
Selvfølgelig kunne jeg ikke gøre noget af det ugjort, som var overgået de døde, de overlevende eller de efterladte. Det eneste jeg kunne, var at låne dem mit liv og min krops sansninger og følelser. Jeg ville tænde lys både i begyndelsen og slutningen af min roman og henlagde derfor den første scene til idrætshallen, hvor de tog sig af ligene og gjorde dem i stand til begravelsesceremonierne, som også fandt sted der. Derinde
dækker den femtenårige dreng Dong-ho de døde kroppe med et hvidt klæde og tænder lys. Han betragter det blålige hjerte, som er flammens midte. Romanens koreanske titel er Sonyeoni onda (Drengen kommer). Titlens andet ord, “onda” er præsens af verbet “oda”, at komme. Drengen, som i det øjeblik han tiltales i anden person (i den koreanske tekst nogle gange med “du”, nogle gange med en høfligere tiltaleform) vågner og bliver levende i det blege mørke, kommer nutiden gående i møde med et genfærds skridt. Stille nærmer han sig og bliver til nuet. Mens jeg skrev bogen, indså jeg, at hvis vi bruger navnet Gwangju for at beskrive en tid og et sted, hvor menneskehedens grusomhed og værdighed sameksisterede i deres mest ekstreme former, er ordet ikke længere et egenavn, som identificerer en by, men er blevet til et appellativ. At det er denne nutidsform, som kommer tilbage til os igen og igen efter at have
bevæget sig igennem tid og rum; altid lige nu, selv i dette øjeblik. *
I foråret 2014, da jeg var færdig med Levende og døde, og den endelig var udkommet, blev jeg overrasket over læsernes betroelser om, at de havde oplevet smerte, da de læste den. Jeg var tvunget til at tænke over den kendsgerning, at den smerte, jeg havde oplevet, mens jeg skrev bogen, og den smerte, som læserne fortalte, at de oplevede, var forbundne. Hvad var årsagen til denne smerte? Vi vil jo så gerne kunne føle tillid til den menneskelige natur, og når der så bliver rokket ved denne tillid, er det så smerte, vi oplever? Smerten fødes af kærlighed, så kan nogle former for smerte være et bevis på kærlighed?
I juni det år havde jeg en drøm. I drømmen gik jeg hen over en mark, hvor sneen faldt let. Hele
marken var dækket af tusindvis, ti tusindvis, af sorte, overskårne stammer plantet i jorden, og bag hver stamme lå en gravhøj. Pludselig opdagede jeg, at jeg vadede igennem vand, og da jeg vendte mig om, så jeg, hvordan det, jeg havde opfattet som horisonten for enden af marken, var et hav, som kom strømmende ind. Hvorfor har man dog anbragt alle disse grave på sådan et sted? spurgte jeg mig selv. Er alle knogleresterne dernede i gravene mon allerede skyllet væk? Skulle jeg ikke i det mindste flytte knoglerne i gravene længere oppe? Nu, før det er for sent? Men hvordan skulle jeg kunne det? Jeg har jo ingen spade? Og vandet står mig allerede op til anklerne. Da jeg vågnede af drømmen og lå og så op mod det stadig mørke vindue, kunne jeg mærke, at den havde noget vigtigt at fortælle mig. Jeg skrev den ned og tænkte, at den nok ville blive starten på min næste roman.
Uden rigtig at have gjort mig klart, hvad det skulle blive til for en roman, begyndte jeg på nogle forskellige historier, der kunne have drømmen som sit udgangspunkt. Men hver gang slettede jeg dem igen. Fra december 2017 lejede jeg et værelse på
Jeju og rejste frem og tilbage mellem øen og Seoul. Jeg oplevede vejret på Jeju, øens evige kraftige blæst og lys, sne og regn, og mens jeg vandrede rundt i skovene, langs kysten og mellem byerne, fornemmede jeg, hvordan romanens konturer lige så langsomt begyndte at tage form. Da jeg skrev Vi tager ikke afsked, brugte jeg samme metode, som da jeg skrev Levende og døde – jeg læste vidnesbyrd fra de overlevende og studerede andet materiale. Jeg var nødt til nøje at undersøge detaljer, som var så brutale, at det føltes, som om de ville være umulige at overføre til ord, men jeg udøvede den største selvkontrol, og til sidst udkom bogen, næsten syv år efter den tidlige morgen, hvor jeg havde drømt om de sorte stammer og havet, der strømmede ind.
I de notesbøger jeg brugte, da jeg skrev romanen, nedfældede jeg disse notater:
Livet vil leve. Livet er varmt.
At dø er at blive kold. Sneen som lægger sig på ansigtet, smelter ikke.
At dræbe er at gøre kold.
Mennesket i historien, og mennesket i universet.
Vind og havstrømme. Vandets og vindens kredsløb, som forener verden. Vi er forbundne. Vi må være forbundne.
Romanen består af tre dele. Hvis den første dels rejse er den horisontale vej, som bogens jegfortæller, Gyeongha, følger for at begive sig fra Seoul til Jeju og op i bjergene mod Inseons hus, og hvor hun kæmper sig igennem det kraftige snefald for at redde en fugls liv, er den anden del den vertikale vej, hun og Inseon tilbagelægger sammen ned i menneskehedens nat – tilbage til den tid
i vinteren 1948, hvor massakren på civilbefolkningen udspillede sig på Jeju – ned i havdybet.
I den tredje del tænder de to et lys dernede på havets bund.
Det er en roman, hvor de to venner Gyeongha og Inseon fører handlingen frem ved at række et lys frem og tilbage imellem sig, men den egentlige hovedperson, det som forbinder de to, er Inseons mor, Jeongsim. Hun, som efter selv at have overlevet massakren, kæmpede en bitter kamp for at få i det mindste en stump knogle tilbage af det menneske, hun har elsket så højt, for på den måde at kunne give ham en begravelse. Hun som aldrig holder op med at sørge. Hun som nægter at slippe smerten og trodser glemslen. Hun som aldrig tager afsked. De spørgsmål jeg stillede mig selv, da jeg satte mig ind i hendes liv, et liv hvor smerten simrede med samme tæthed og varme som kærligheden, tror jeg var: Hvor meget kan vi elske? Hvor går vores grænse? Hvor meget er vi
nødt til at elske for, når alt kommer til alt, stadig at kunne være menneske? *
Nu, tre år efter udgivelsen af Vi tager ikke afsked, har jeg stadig ikke afsluttet min næste roman. Og når den bog engang er færdig, er der en anden, som længe har ventet på at blive skrevet. Det er en roman, som formmæssigt hænger sammen med Hvid, den bog hvor jeg, for et øjeblik, ville give min storesøster mit liv til låns; hun som forlod denne verden efter blot to timer, den bog hvor jeg forsøgte at se ind i den del af vores indre, som ikke lader sig tilintetgøre, ikke af noget som helst. Som altid er det umuligt at forudse, hvornår disse bøger vil blive færdige, men under alle omstændigheder fortsætter jeg med at skrive i mit langsomme tempo. Jeg kommer til at lægge de bøger bag mig, som jeg har skrevet indtil i dag og gå videre. Indtil jeg drejer om et hjørne,
og fortidens bøger forsvinder af syne. Så længe livet tillader det.
Under denne min lange vandring vil mine bøger – som jeg jo vitterlig har skrevet, men som har fået deres selvstændige liv – komme til at gå deres skæbne i møde alene. Også de to søstre, som for altid vil være sammen i ambulancen, igennem hvis vinduer man kan se de grønne flammer slå op. Ligesom fingerspidserne på den kvinde, der snart vil få sit sprog tilbage, som i mørket og stilheden skriver i mandens håndflade. Og min storesøster, som døde blot to timer, efter at hun var blevet født ind i denne verden, ligesom min unge mor, som aldrig holdt op med at bønfalde hende: “Dø ikke. For Guds skyld, dø ikke.” Hvor lang en vej vil disse sjæle komme til at tilbagelægge, dem som omfavner mig i det ubeskriveligt varme skær, der samler sig bag mine lukkede øjenlåg i en dyb, orangerød farve? Hvor langt kommer lysene med deres små flammer til at
rejse, lysene som rækkes frem af dem, som sværger, at de aldrig vil tage afsked, med flammer som lyser tid og rum op, dér hvor den overvældende vold har raset; alle de steder, hvor massakrer har udspillet sig? Fra væge til væge, hjerte til hjerte, langs den gyldne tråd? *
I det hæfte jeg fandt i den gamle skotøjsæske i januar sidste år, stiller mit jeg i april 1979 sig selv to spørgsmål.
Hvor findes kærligheden?
Hvad er kærlighed?
Men faktisk havde jeg altid, frem til efteråret 2021, hvor Vi tager ikke afsked udkom, troet, at det var de følgende to spørgsmål, som var selve min kerne:
Hvorfor er verden så voldsom og fuld af smerte?
Hvordan kan verden samtidig være så smuk?
Jeg troede længe, at det var spændingen mellem disse to spørgsmål, deres indbyrdes kamp, som var drivkraften, når jeg skrev. At selvom omstændighederne rundt om mine spørgsmål ændrede sig, og jeg bevægede mig videre, fra min første roman til min seneste, så ændrede disse to spørgsmål sig ikke, men var den eneste konstant. Men for to-tre år siden begyndte jeg at tvivle. Var det virkelig først, efter at Levende og døde udkom i foråret 2014, at jeg begyndte at stille spørgsmål, der undersøgte kærligheden? Den smerte der forbinder os? Er det ikke snarere
sådan, at lige fra min første roman til seneste har mine spørgsmål i deres inderste kerne altid handlet om kærligheden? Er det ikke den, som er den mest oprindelige og fundamentale grundtone i mit liv?
Barnet i april 1979 skrev, at kærligheden er placeret et personligt sted kaldet “mit bryst” (I mit bankende hjerte, selvfølgelig). Og hvad kærlighedens væsen angår, havde jeg svaret dette: (Den guldtråd som forbinder vores hjerter, selvfølgelig).
Jeg bruger kroppen, når jeg skriver romaner. Jeg bruger alle dens sansninger – hvordan den ser, hører, lugter og smager; hvordan den mærker blødhed, varme, kulde og smerte; hvordan den detaljeret sanser, når hjertet slår, føler tørst eller sult, når den går eller løber, når den udsættes for sne eller regn, når den holder nogen i hånden. Jeg er et forgængeligt væsen forlenet med en krop, som blodet flyder varmt igennem, og jeg vil omforme disse stærke sansninger til en elektrisk strøm, der flyder igennem mine sætninger – og når det lykkes, når den elektriske strøm formidles videre til dem, der læser mine tekster, bliver jeg både overrasket og rørt. Det er i den slags øjeblikke, jeg virkelig kan mærke, at sproget er en tråd, der
forener os, at mine spørgsmål hænger sammen med denne tråd, som livets lys og elektricitet flyder igennem. Lad mig udtrykke min dybe taknemmelighed til alle dem, som lader sig forbinde med denne tråd, og til dem som måske fremover vil komme til at forbinde sig med den.