Hulda

RAGNAR JÓNASSON HULDA

”En

krimiforfatter i verdensklasse.” THE SUNDAY TIMES

KRIMI | GADS FORLAG

Af samme forfatter på dansk:

Mørket 2021

Øen 2021

Tågen 2021

Byen 2022

Ude 2023

Reykjavik m. Katrín Jakobsdóttir 2024

RAGNAR JÓNASSON HULDA

På dansk ved Rolf Stavnem

krimi

GADS FORLAG

Hulda er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Hulda

Copyright © Ragnar Jónasson 2024

Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07965-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K. Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Lena og Lasse

BLÖNDUDALUR:

Blönduos

Floden Blanda Maria

Isak

Kari og Cerise

Vala og Oskar

Eilifur

Fiskerhytten

Hovedvej 1

PROLOG

Julen 1960

Juleaften, og det glimtede i sneen.

Atli trådte ud på trappen, så sneen knasede under fødderne. Han så ud over området. Overalt herskede julestemningen.

Han slog låsen fra og lukkede døren, men forsøgte straks at åbne den igen for at sikre sig, at den var ulåst. Nøglerne lå som sædvanlig på bordet i entréen.

Naboerne holdt tydeligvis et stort juleselskab, for der holdt biler parkeret hulter til bulter på vejen. De store mængder sne gjorde ikke forholdene lettere. Der lå snedriver overalt, og det havde sneet så meget op til jul, at det var svært at komme rundt i Cortinaen. Tidligere på dagen havde Atli været ude at købe ind sammen med drengen, og da de kom tilbage, var der faldet så meget sne, at det var umuligt at komme hen til huset, så han måtte parkere ved hovedvejen, et lille stykke derfra.

Han og Emma havde selv bygget huset, inden den lille kom til verden. Et par grunde i parcelhuskvarteret var blevet udbudt,

og det havde på ingen måde ligget i kortene, at de ville være blandt de heldige. Men Atlis svigerfar havde trukket i nogle tråde, for han kendte folk i byrådet, så han og Emma fik kvarterets bedste ubebyggede grund, der lå på Háagerdi. Og så var Atli ellers gået i gang. Han havde haft hårdt fysisk arbejde det meste af sit liv, både til søs og senere på land, og regnede det ikke for noget særligt at bygge et lille hus. Han var vokset op med en enlig mor i en lille lejlighed i en faldefærdig ejendom i midtbyen og havde aldrig forestillet sig at skulle bo i eget hus. Den slags var forbeholdt det bedre borgerskab, men det ændrede sig, da man grundlagde et parcelhuskvarter. Husene blev opført i forskellige materialer, hver på sin måde, men det var netop charmen ved kvarteret, mente Atli. Han trivedes der. Siden barndommen havde julen været en vigtig tid for ham, sådan var han blevet opdraget. Selv om hans mor kun lige akkurat kunne få det til at løbe rundt som ufaglært, havde hun altid lagt vægt på, at der ikke skulle mangle noget i julen, og hun havde gjort sit yderste for, at Atli kunne få god mad, frugt, søde sager og en flot julegave. Det samme gjorde sig gældende nu, hvor Atli selv var blevet far. Der skulle ligge flotte julegaver til drengen under træet – Atli havde fået lov at tage en masse ekstravagter i december, hvad han satte stor pris på – og de skulle have chokolade, lammeryg og selvfølgelig juleæbler. Tidligere på dagen havde han været i byen med drengen for at lede efter æbler. De var for længst udsolgt i hovedstaden, men det forlød, at de større butikker havde fået nye forsyninger julemorgen, og så var det bare om at komme af sted. Emma havde også spurgt efter dem, og han ville nødig skuffe hende og håbede, at de delikate æbler ville gøre hende i bedre humør til jul.

Æblerne var udsolgt i den første butik, de var inde i, men i den næste havde de heldet med sig, og Atli benyttede lejligheden til at købe lidt ekstra ind. Han havde stadig penge tilbage fra de mange rare ekstravagter. Han fik poserne ud af bilen og bar dem hjem med drengen på skulderen, men selvfølgelig glemte han at tage æblerne med. De skønne juleæbler, så røde og smukke, med deres vidunderlige duft, der for ham markerede juleaftens begyndelse på linje med messen i radioen.

Og messen var netop gået i gang. Atli kunne høre den inde fra naboens hus, hvor der også lød snak, klirren fra tallerkener, og alt hvad der ellers hørte sig til på denne hellige aften. Allevegne glødede lysene, julelys på husene, stearinlys i vinduerne, og verden var smuk, lys og varm. På en aften som denne, når julefreden havde lagt sig over byen, kunne intet ondt ske, stilheden var altomfattende, og Atli nød synet af den glimtende sne og den knirkende lyd, da han gik hen ad vejen mod sin bil.

Han trak vinterluften ned i lungerne, vejret var blidt, og ganske vist bed frosten, men det var også dejligt, for var der noget, Atli holdt af, så var det en hvid jul.

Hans og Emmas hus var i to etager, men det var ikke særlig stort målt på kvadratmeter. I underetagen optog stuen mest plads, køkkenet var ikke stort, men hyggeligt. I stuen stod juletræet, og der var pyntet op med al den julepynt, de havde samlet sammen gennem årene. Noget stammede fra Atli og hans mor, andet havde Emma haft med. Mest holdt han af det lille julehus fra sin mor, og når man satte strøm til det, lyste det som i et eventyr.

Ovenpå var der et soveværelse og to andre værelser. Det ene var efter Emmas ønske blevet indtegnet på grundplanen

som et syværelse, mens det andet naturligvis var børneværelset.

Allevegne var der plads nok, og masser af kærlighed.

Fra det første hus på gaden lød der musik, julesange. Derinde lyttede man ikke til julemessen, for det var et ungt par, der boede der, og de var meget venstreorienterede. Atli fnøs, selv om han ikke var meget ældre end dem. Han var grundlæggende konservativ, selv om hans mor altid havde stemt så langt til venstre som muligt. Han befandt sig et lignende sted rent politisk, men han hørte stadig julemesse, det manglede da bare. Emmas forældre stemte konservativt, det vidste han, men alligevel havde de knyttet stærke bånd mellem sig.

Og der holdt bilen, den røde Cortina. Han havde købt den brugt for godt et år siden med hjælp fra sin svigerfar, og den havde vist sig at være god, både sommer og vinter.

Den var selvfølgelig ikke låst, og æblerne lå i bagagerummet, en stor kasse, som forhåbentlig ville kunne holde helt til nytår. Han modstod fristelsen til at blive hængende et øjeblik, tage en bid og mærke smagen af julen. Det ville der ikke være noget forkert i, det var jo juleaften, og hvis man ikke måtte tage forskud på glæderne den aften, hvornår måtte man så? Men nej, han måtte hellere skynde sig tilbage og spise sit første juleæble efter middagen.

Han og Emma havde mødt hinanden til et bal – hvor ellers? – og det havde været kærlighed ved første blik, i hvert fald for hans vedkommende. Han havde stirret på hende hele aftenen, og til sidst havde han taget mod til sig og budt hende op til dans, inden det var for sent. Denne ene dans gjorde udslaget, de fandt hinanden, så at sige. Emma havde dog spillet kostbar, som det sig hør og bør. Atli havde nydt spillet og ofte

ringet til hende – hun boede hjemme hos sine forældre – for at byde hende ud. Her til januar var der gået fem år siden den skæbnesvangre dans, og til februar ville den lille fylde et år.

Atli kunne tydeligt huske den dag, de flyttede ind. Det var en strålende smuk sommerdag, og huset var helt magisk. Der var selvfølgelig småting, der manglede, men de havde sovet godt den første nat. Emma var gravid, og Atli glædede sig til at blive far. Og jo, ganske vist havde han lagt et stort arbejde i huset, men han måtte alligevel indrømme, at det aldrig var blevet til noget uden svigerforældrenes økonomiske støtte. Man kunne spare her og der i kraft af egen arbejdsindsats, men det var ikke bare sådan at bygge og indrette et helt hus.

Og så blev drengen født, sund og rask fra første øjeblik, en rigtig guldklump, en ædelsten i det smukke hus.

Inden Emma kom ind i billedet, havde Atli haft et længerevarende forhold til en pige nordfra. Det begyndte godt, men endte skidt. De havde boet sammen uden for hovedstaden i en periode, hvor Atli var ude at sejle, men hun kunne ikke udholde ensomheden, og deres forhold var hele tiden ved at gå i stykker. Igen og igen gav de hinanden en ny chance, begge lovede bod og bedring, men det var, som om båndet, der skulle binde dem sammen, var mørnet, og til sidst knækkede det. De var ellers begyndt at tale om at få et barn og flytte tilbage til Reykjavik, men så havde Atli haft et ærinde i hovedstaden, hvor han mødte Emma til det førnævnte bal. Hans ekskæreste holdt stædigt fast i, at Emma havde stjålet Atli, og hun forudså, at deres forhold ville blive ulykkeligt. Hun havde gjort, hvad hun kunne for at holde fast i ham, benyttet sig af både smiger og trusler, men alt var forgæves. Til sidst havde han gjort det

forbi og sagt, at de ikke sås igen – hun boede i den nordlige del af landet, han havde slået sig ned i hovedstaden. Kort efter flyttede han og Emma sammen, til at begynde med boede de i kælderen i hendes forældres rummelige hus. Indimellem tænkte Atli tilbage på tiden med sin gamle kæreste, men han mødte hende aldrig og prøvede heller ikke at kontakte hende.

Hun havde arbejdet i et frysehus i sin tid, men talte ofte om at tage sig en uddannelse, så det var ikke godt at vide, hvad der var blevet af hende. Emma havde til gengæld en eksamen fra kvindeskolen og arbejdede som sekretær i et ministerium, da de mødte hinanden. Hun var fem år yngre end Atli og langt mere boglig. Det var kommet bag på hendes veninder, at hun tog ham, og Atlis venner var også overraskede over, at denne dygtige og nydelige pige skulle falde for en fattig mand fra arbejderklassen.

Kassen med æbler var tungere, end Atli huskede, og han var flere gange tæt på at glide i det glatte føre på vej tilbage til huset, men der var også noget umiskendeligt juleagtigt over denne gåtur i sneen. Igen passerede han naboerne og kunne høre korsang fra messen, julens blide toner. Hans mor havde faktisk haft en glimrende sangstemme, men hun fik aldrig mulighed for at lade sit lys skinne på andre. Hun havde arbejdet konstant og ikke haft tid til en hobby, men havde dog tilladt sig at ryge en cigaret om aftenen, mens hun læste en god kærlighedsroman. Og så døde hun, alt for tidligt, konstant hostende og helt nedslidt i den sidste tid. Fysisk var hun brugt op, hovedet fejlede imidlertid ikke noget. Hun havde indprentet Atli at forfølge sine drømme, klare sig godt i livet, så han aldrig behøvede at bekymre sig om penge. Hun nåede at møde Emma, men fik

aldrig set drengen eller det smukke hus. Alligevel følte han, at hun et eller andet sted sad og fulgte med og var uendelig stolt af sit barnebarn.

Atli havde aldrig mødt sin far og vidste nærmest intet om ham. Hans afdøde mor havde kun sjældent ønsket at tale om ham og havde aldrig sagt andet, end at der var tale om et flygtigt bekendtskab, og at hun ikke vidste, hvad der var blevet af ham. Hun havde ikke engang nævnt hans fornavn, som om hun ønskede, at han skulle forblive en hemmelighed – og den hemmelighed havde hun taget med sig i graven. Atli var født i 1925 og gik derfor ud fra, at hans far var født ved århundredeskiftet og måtte være omkring tres år i dag, måske lidt ældre. Indimellem forestillede han sig en velhavende herremand, måske en dansk embedsmand, som havde opholdt sig i Island i en kort periode, eller måske var han en prominent samfundsborger med et stort ansvar. Kendte han til Atlis eksistens? Havde han fulgt med på afstand, eller havde han ingen anelse om, at han havde en søn? Hvad med barnebarnet, vidste han besked om det? Indimellem mistænkte Atli, eller rettere sagt frygtede han, at hans far var en taber, som allerede var blandt sine forfædre, og som hans mor skammede sig over at have indladt sig med. Disse tanker optog Atli i stadig større grad, efter at sønnen var blevet født, for han ville jo gerne vide, hvilke gode og dårlige egenskaber drengen kunne have arvet fra sin bedstefar. Han havde tænkt sig at lede videre og havde allerede spurgt sig lidt for, helt diskret, dog først, da hans mor var gået bort. Han var ikke blevet klogere, ikke endnu, men indimellem dukkede den slags gamle sager op til overfladen, når man mindst ventede det. Hans mor kom fra provinsen, fra en arbejderfamilie, og en

skønne dag ville Atli opsøge hendes barndomsegn for at undersøge sagen nærmere. Et eller andet sted måtte der være nogen, som kendte sandheden. Atli havde kigget i gamle kirkebøger, men der fik man bare oplyst, at faren var ukendt.

Som han huskede det, havde de altid kun været de to i julen, ham og hans mor, kun to, og barndommens jul var smuk.

Hun havde lært ham at omgås folk med varme og respekt, lært ham at elske, og han elskede sin søn af hele sit hjerte og ville gøre alt for, at hans første jul, og alle de følgende, blev lyse og magiske, med overraskende og nøje udvalgte gaver under træet, en hyggelig duft af julesteg, smukke toner fra radioen og grænseløs omsorg. Og juleæbler selvfølgelig, dem ville den lille uden tvivl komme til at holde af med tiden.

Atli vidste godt, at Emma var vokset op med en helt anden jul. Hun var enebarn, og familien havde i årtier boet i en stor villa i Thingholtkvarteret, hvor Atli forestillede sig, at alt havde været lutter idyl, og der aldrig havde manglet æbler til jul. Han brød sig egentlig ikke om at tage imod svigerforældrenes økonomiske støtte, men havde valgt at gøre en undtagelse i forbindelse med huset og bilen. Det var vigtigt, at de boede godt og kunne komme omkring i en ordentlig bil, nu, hvor de havde fået et barn. Ikke nogen luksus, men heller ikke ren fattigdom. Atli havde set sin mor vende og dreje hver eneste femøre og ville gøre meget for ikke at havne i samme situation. Desuden var han snarrådig, sund og rask og godt begavet, hvis han selv skulle sige det. Han regnede med, at han nok skulle klare ærterne, hvis der skete noget, og frem for alt beskytte drengen, den lille solstråle, som lige nu lå i sin barneseng og sov trygt, hvad han skulle blive ved med, indtil julegaverne skulle pakkes op.

Atli standsede op et øjeblik, da han nærmede sig huset, tog en dyb vejrtrækning, lukkede øjnene et kort sekund og prøvede at indprente sig denne smukke aften, den første jul med drengen. Kassen med juleæbler var begyndt at tynge, men han glædede sig til at tage den første bid. Han var også glad for den vej, han og Emma var kommet til at bo på. Der var liv og glæde i kvarteret, mange legende børn og naboer, der var søde og rare mod hinanden.

Lyskæden, som Atli havde sat op langs tagskægget, skinnede og oplyste huset, og der hvilede en fred over det smukke hjem. Maden var i ovnen, en anelse bagud i forhold til planen, men det gjorde ikke spor.

Han traskede helt hen til huset, snedriverne var frosne, så han ville ikke efterlade sig nogen fodspor, intet ville være tilbage af den lille gåtur, kun minderne om den ville fortsat findes. Han skulle holde tungen lige i munden for ikke at glide, da han nærmede sig trappen, stadig med æblekassen i favnen, og da han stod ved døren, drejede han sig lidt, så han kunne presse dørhåndtaget ned med albuen og derved undgå at stille kassen fra sig.

Det lykkedes ikke i første forsøg og heller ikke i andet.

Atli tøvede, men til sidst besluttede han sig for at stille kassen fra sig. Så tog han fat i dørhåndtaget, men der skete ikke noget. Døren var låst.

Han tænkte tilbage, helt velovervejet til at begynde med.

Havde han ikke slået låsen fra?

Selvfølgelig havde han det, det huskede han tydeligt, og han huskede endda at have taget i dørhåndtaget efter at have lukket døren for netop at sikre sig, at den ikke var låst.

Og det var den ikke, eller det havde den ikke været, men nu havde nogen låst den, mens han havde været væk et øjeblik. Turen frem og tilbage til bilen havde næppe taget mere end et par minutter. Han så sig omkring, men kunne ikke se nogen.

Så forsøgte han at se ind i huset, men gardinerne var trukket for i stueetagen. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Han havde ikke engang taget sin sweater på, og nu tjekkede han, helt unødigt, om nøglen skulle være i bukselommen. Men der var ingen nøgle, det var jo derfor, han havde slået låsen fra.

Han ringede på og bankede samtidig kraftigt på døren ude i kulden. Sekunderne sneglede sig af sted, og i det samme gik det op for ham, at nogen måtte være gået ind i huset.

Og have låst efter sig … låst Atli ude.

Nu begyndte kulden for alvor at bide, og Atli blev mere og mere desperat.

Han fortsatte med at banke af alle kræfter, men af en eller anden grund råbte han ikke, og der stod han så helt alene og prøvede at komme ind i det hus, han og Emma havde bygget til sig selv og deres lille barn. Der var ingen reaktion fra naboerne, julefestlighederne var i fuld gang. Ingen bemærkede noget.

Han prøvede endnu en gang at åbne døren, selv om den var låst, i det svage håb at der var tale om en misforståelse, at han alene i kraft af sin viljestyrke kunne komme ind i varmen igen.

Samtidig håbede han, at alt var, som det skulle være, at der ikke var sket noget, at der ikke var nogen ubuden gæst inde i huset, selv om han meget kraftigt fornemmede, at julefreden var brudt.

Han tænkte på Emma, på den lille dreng, hans tanker

kredsede om maden i ovnen, stearinlysene, der brændte på stuebordet, gaverne under juletræet, messen i radioen …

Der stod han, som om han selv var en ubuden gæst. Han kunne ikke komme ind i sit eget hus juleaften, og imens lagde mørket sig, imens voksede rædslen.

Til sidst holdt han op med at banke og stod bare stiv og hjælpeløs uden for døren, helt opgivende og uendelig bange for, at noget forfærdeligt var sket.

Fordømte æbler, fordømte …

Så kom han til sig selv og mærkede kræfterne vende tilbage.

Kulden bed ikke længere, blodet strømmede i årerne, han tog et kort tilløb, så langt som trappen tillod det, og kastede sig mod døren, som han selv havde løftet på hængslerne for ikke så længe siden. Den gav sig en smule, mente han, og gav ham troen på, at han kunne komme ind alene ved rå kraft.

Han prøvede igen.