Overgang Toril Snerle Bækmark
Gads forlag
Jeg ved ikke rigtigt, hvornår det hele startede; den kom ligesom snigende, overgangsalderen. Et ord, jeg ikke brød mig om, da jeg forbandt det med noget negativt; en ældre udvisket og lidt trist kvinde. Ikke mig! Men ting og sager begyndte pludselig at ske i min krop og hjerne. Mit temperament blev sværere at styre; en ny form for hidsighed, som jeg ikke mindes at have haft, siden jeg var barn. En rødmen steg op i mit ansigt, og min krop blev varm – hvad foregik der? Samtidig blev min søvn dårligere, og jeg skulle op og tisse om natten og havde svært ved at falde i søvn igen. Var det begyndende stress? Tankerne blev sværere at fastholde. De tågede, og jeg måtte lige lægge mig lidt, når jeg kom hjem fra arbejde om eftermiddagen. Da jeg blev 54 ½, ophørte min menstruation, og jeg måtte overgive mig og erkende, at jeg var i overgangsalderen. Jeg var nu blevet hende den midaldrende kvinde, hende den lettere udviskede, som er usynlig i gadebilledet, og som jeg ikke havde lyst til at være. Samtidig tog noget fat i mig: det skal fandeme være løgn. Jeg er ikke færdig som kvinde, jeg har stadig en masse at byde på! Jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg havde lyst til mere. Jeg ville tage ejerskab over mit arbejdsliv, for livet varer ikke evigt. Jeg ville gerne være en større del af mine projekter og skabe mine egne fortællinger. Undervejs i denne udvikling oplevede jeg, efter et kursus i at skrive dagbog hos Lilja Scherfig, at komme i kontakt med en inspiration til at skrive kortere og længere tekster og digte; tekster som blev udgangspunktet for denne bog.
Jeg begyndte også at lægge mærke til alle de skønne kvinder, jeg mødte, på min egen alder, og de var ikke triste. Der var masser af liv i dem. De ville noget; de udstrålede kraft og saft, erfaring og livsvisdom, de gerne delte ud af.
En boblende følelse af at ville hylde denne smukke, livserfarne kvinde voksede i mig.
Bogen skulle være en hyldest til den vise, modne kvinde. Det skulle også være en sanselig bog, så læserne kunne mærke skønheden og deres følelser. Den bedste måde, jeg kan gøre det på, er at illustrere de følelser, jeg ikke altid kan udtrykke i ord med tegninger og akvareller. Derfor er bogen her en billedfortælling. En fortælling i ord og billeder, som du som læser kan hive frem og nyde, når du har brug for at blive mindet om, at du er en del af et stort fællesskab af kvinder, der har nået en ny overgang i deres liv, en overgang vi alle er fælles om på godt og ondt.
Jeg håber, at du vil kunne se dig selv i mine refleksioner og tanker om at være kvinde i denne livsfase. Måske ikke i det hele, men i dele af bogen. Det er min personlige fortælling i ord og billeder. Jeg håber også, at du som læser oplever en genkendelse eller en inspiration, og at du kan mærke en anerkendelse af, at vi er flere, der går rundt med mange følelser og tanker om overgangen og kæmper med de forskellige benspænd, der for manges vedkommende følger med. Endelig håber jeg, at du vil lade dig inspirere til nye fællesskaber, nye valg, nye erkendelser og overgive dig til dette nye livsafsnit.
Toril Snerle Bækmark
Overgang
overgangsalder substantiv, fælleskøn
BØJNING -en
UDTALE [ˈɒwʌgɑŋs-]
Betydninger: 1. fase i en kvindes liv omkring 50-årsalderen hvor menstruationerne efterhånden ophører som følge af formindsket produktion af kvindeligt kønshormon
SYNONYM: klimakterium
ORD I NÆRHEDEN: hormonforandring, menopause, andropause
EKSEMPLER: komme i overgangsalderen
Overgangsalderen kan præges af de såkaldte hedestigninger og svedeture, træthed, indre uro og irritabilitet
www.ordnet.dk
overgangsalder substantiv, fælleskøn
BØJNING -en
UDTALE [ˈɒwʌgɑŋs-]
Betydninger: 1. fase i en kvindes liv omkring 50-årsalderen hvor menstruationerne efterhånden ophører som følge af formindsket produktion af kvindeligt kønshormon
SYNONYM: klimakterium
ORD I NÆRHEDEN: hormonforandring, menopause, andropause
EKSEMPLER: komme i overgangsalderen
Overgangsalderen kan præges af de såkaldte hedestigninger og svedeture, træthed, indre uro og irritabilitet
www.ordnet.dk
Overgangsalder
Ordet ’overgangsalder’ skurrer stadig i mine ører. Hvordan fik det sådan en negativ betydning? Kunne vi finde et helt nyt ord for denne livsfase? Et ord, en betydning, der opdaterer ordet til tiden og til kvinden. Det er en vigtig livsfase i et liv, som kun ser ud til at blive længere, jo sundere vi bliver.
Arbejdsbyrden har ændret sig, arbejdet er blevet lettere, mindre slidsomt for de fleste, kroppen holder længere. Forhold, der betyder, at vi kan arbejde længere og derfor er egnet til et længere liv; et længere liv, der kræver mere indhold og flere bevidste valg. Mange ser stadigfrem til efterlønnen og pensionen. Ser frem til at få mere overskud og tid til andre ting end arbejde.
Mange kvinder har på forskellige tidspunkter i deres liv været i gang med en personlig udvikling, der kan have skærpet deres opmærksomhed og forventninger til livet. De er måske begyndt at udvikle nye områder og interesser i deres liv. For manges vedkommende fylder familielivet ikke nær så meget, når overgangsalderen banker på, da børnene er blevet store, og der er blevet plads til mere fritid. Overgangen er en ny livsfase, hvor vi kan søge oplevelser, udvikle sider af os selv, få nye færdigheder. Vi kan også i højere grad vælge at tage hensyn til os selv, drosle lidt ned med at arbejde, få læst flere bøger, nyde at vælge travlheden fra.
For mange kvinder indebærer overgangsalderen fysiske benspænd, men det er ofte i lige så høj grad de eksistentialistiske refleksioner, der fylder. Man er i gang med at tage hul på et af de sidste livsafsnit. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med resten af mit liv?
Vi – både kvinder og mænd – skal tage denne overgang alvorligt. Det er et helt nyt livsafsnit, vi skal til at tage hul på; et livsafsnit vi kan få rigtigt meget ud af, hvis vi vil.
Balance
At være i overgangen handler for mig om at være i balance; at være i zen og undgå yderpunkter.
Det er nervesystemet, siger de, det er udfordret; kroppen er i en stresstilstand. Det giver så meget mening. Det er svært at vide, om det, jeg mærker, er stress eller overgangsalder. Når pulsen stiger, blodet dunker, er det så bare naturen? Min krop
der vender og vrider sig i savnet på østrogenet, progesteronet og testosteronet. Hormoner, der forlader min krop i overgangen fra den fertile kvinde. Nervesystemet skal beroliges. ’Beroliges’, det lyder så rart, men det er en svær balance. Balancen mellem at ville noget, være aktiv, have kalenderen fuld og så berolige. Nervesystemet bliver negligeret, pulsen stiger, blodet dunker … kropsscanninger, afspænding, yoga, gåture, hvile. Blodet dunker, pulsen stiger …
I en periode i mit liv søgte jeg balancen; jeg var ude af balance. Jeg manglede en retning i mit liv; jeg havde ikke mødt den kæreste, jeg skulle have børn med; ville jeg overhovedet have børn? Uret tikkede og jeg var i starten af 30’erne. Jeg havde indtil da ikke haft lyst til at få børn og skabe en familie. Men jeg var også alene, ensom. Jeg savnede et anker, et sted at høre til, vennerne og veninderne havde fundet en kæreste, de begyndte at blive gravide og fjernede sig fra mig. De fik nye behov og ting, de gik op i.
Jeg søgte efter mening, en balance der kunne fylde mig ud. Jeg begyndte at dyrke yoga, rigtig meget yoga, et sted hvor man også lærte at meditere. Jeg fik en massageuddannelse i healingmassage, lagde tarotkort, oftere og oftere blev kortene lagt i håbet om, at de kunne skimte en kæreste til mig.
Trangen efter en familie meldte sig, jeg var udenfor, ikke en del af klubben med mor, far og børn, og alt hvad der hører med af omsorg, kærlighed og struktur. Mit liv var frit og strukturløst; jeg havde al tid i verden. En tid, som ikke rigtig gav mening. Jeg var nu i slutningen af
30’erne, og udløbsdatoen nærmede sig. Ville jeg nå at komme med på vognen? Jeg arbejdede så hårdt på at komme i balance, at jeg glemte glæden, og det var først, da jeg startede med at danse Salsa, at jeg mærkede glæden og gav slip og kom hjem. Sådan føltes det, da jeg mødte ham som blev min kæreste og mine børns far.
Måske drejer overgangen til et nyt livsafsnit sig om at finde ind til glæden ved at blive ældre, finde de ting, der giver mening for en, give slip på de barrierer, som har forhindret en i at mærke glæden. Begynde at træne sig selv i at mærke glæden ved at give slip på den fertile kvinde, åbne op og lære den nye kvinde at kende, der ser ind i sin alderdom med alle de benspænd og udfordringer, der findes, men også alle de nye muligheder der ligger foran en; muligheder der giver glæde. Se på livet med nye øjne.
Adgangskoder
Min hjerne brænder ud og nedsmelter; en tåge breder sig i mine allerede overbelastede hjernevindinger. Det føles som en indre implosion af min hjernes aktivitet, der nu går på nødblus. Min hjerne modsætter sig endnu en gang at skulle huske en adgangskode og for hundrede-tyvende-gang forsvinder logikken i mit APPLE ID, og hele dagens arbejde synes at forsvinde i digitaliseringens tåger. Jeg kan ikke komme videre; jeg er låst af vor tids algoritmer. Min hjerne skriger på håndens arbejde; at kunne løfte og flytte i stedet for at taste på computeren.
Er det alderens logik, der ikke vil mere digitalt, et overload, en grænse for, hvor mange adgangskoder og mitID’er vi vil indeholde? Vi bombarderes med forbedringer og opdateringer, der skal gøre vores liv nemmere, men som
også forringer vores taktile tilgang til verden, jeg vil røre, mærke papirets struktur og blyantens kratten. Ikke mere se ind i skærmens lysende verden, der udtørrer mine øjne. Jeg har brug for at simplificere – ikke komplicere. Kroppen og hjernen siger stop!
Det er ikke et bevidst oprør; det er ligesom om, mit sind ikke vil mere, det vil ikke tage mere digitalt software ind fra en abstrakt verden af koder og algoritmer. Det føles, som om der er blevet sat en stopklods, når endnu en opdatering i mit grafikprogram fortæller mig, om alle de herligheder InDesign nu har, som jeg ikke kan bruge til noget. Jeg er uvillig dybt nede i min grundvold til at lære nye features, bygge biblioteker og skabe nye arbejdsrum. Jeg ønsker simplicitet, en tilbagevenden til, da programmet henvendte sig til ikke-digitale kreative som mig, dengang det var et skrivebord, en skraldespand, og man flyttede tingene rundt på den måde, som var logisk set fra en taktil tegners synspunkt.
Nu kan jeg ikke finde rundt; det hele er blevet uendeligt kompliceret. Men jeg kan heller ikke undvære; jeg kan heller ikke melde mig ud, så er jeg uden for døren og kan ikke lege med. Det er mit fag, jeg arbejder med tryksager, bruger nettet, er en del af den digitale verden. Vi kæmper, mig og mit sind, sindet vil bare ikke det samme som før. Jeg bliver irriteret og har lyst til at kyle hele lortet i papirkurven.
Det er som et gardin, der går ned, trukket for af nogle indre forsvarsværker, der bare ikke vil mere. Mit indre siger, at der ikke er plads til mere, der er så meget, jeg skal rumme, verden synes mere kompliceret. Når familiens digitale isenkram laver unoder, tager jeg mig sammen, men indimellem kommer der en ”grumpy old woman” op og
vrisser over, hvorfor det absolut skal være så træls. Endnu et suk. Drengene ved godt, at når deres mor hidser sig op, så er det bare med at løse det selv. Det kommer de også til mere og mere med tiden, og til sidst kommer de nok også og hjælper mig.
Man kan ikke beskylde overgangsalderen for alt; at hormonindholdet i min krop har ændret sig, og at jeg derfor ikke gider mere digitalt støj. Nysgerrigheden overfor alt nyt, der skal gøre mit liv nemmere, er blevet byttet ud med: nok er nok! Jeg har det, jeg skal bruge; lad være med at pådutte mig alt muligt unødvendigt software der komplicerer, og som jeg skal bruge en masse tid på. Er det ikke tid til også at skære fra? Det er bare ikke sjovt mere. Det er irriterende, at ens arbejde kræver så meget teknik. Gør det nu bare mere enkelt og brugervenligt for alle os, der gerne vil bruge tiden på andre og mindre stressende ting end opdateringer og en uendelig mængde adgangskoder. Lad oprøret begynde, lad os sætte en stopper for techgiganternes magt over vores følelser og handlinger. Gøre dem arbejdsløse, så de kan skifte algoritmerne ud med håndens arbejde, så vi igen kan mærke verden.
Tabu
Min tilgang til overgangsalderen var i starten nysgerrighed, da jeg praktisk talt ikke vidste noget om den. Overgangsalderen var for mig omgivet af en udefinerbar mystik, et tabu! Ingen talte om den. Ingen talte om, at overgangsalderen er en naturlig del af det at være kvinde … og mand … og at hormonerne ændrer sig med alderen. Jeg fornemmede noget negativt ved ordet ”overgangsalder”. Der skulle gå et stykke tid, før jeg nåede til den er-
kendelse, at det ikke kun er negativt at være i overgangsalderen. Der er mange overgange i vores liv; en overgang fra barn til ung, fra ung til voksen, forældreskabet. Kvindens overgang fra frugtbar kvinde til et nyt livsafsnit er bare én af dem.
Da jeg efter noget tid begyndte at danne mig et billede af, hvad overgangsalder er, og jeg fik lyst til at nævne emnet ved frokostbordet på tegnestuen, hvor jeg på det tidspunkt sad, holdt en følelse mig tilbage. Det var en følelse af at komme til at nævne det unævnelige og derved blive stemplet som denne besværlige, svedende, krakilske kvinde med tørre slimhinder, der tågede rundt; den kvinde man møder i fordommene om overgangsalderen. Det føltes pinligt at snakke om at være i overgangsalderen, for så røbede jeg jo, at jeg var ved at blive ældre, gammel! En kvinde, der er ved at blive gammel, er en ”ikke-kvinde”, hvad det så end er?! Grå og usynlig, ufrugtbar.
Kvinden er liv
Kvinden skaber liv
Et mysterium
Myten om skabelsen
Hvem er skaberen?
Kvinden eller gud?
Jeg er stadig lidt ”flov”, er det det rigtige ord? Det føles tabuagtigt at sige flov, men jeg føler mig stadig lidt flov over at blive en ældre kvinde, der ikke mere er et saftigt, knasende sprødt æble. Jeg føler lidt, at jeg nu skal lade mig nøje og ikke mere være attraktiv, hvilket er kvindens valuta. Er det så en dom, jeg giver mig selv? Især hvis jeg
føler mig tiltrukket af en mand? Hvor meget går jeg rundt og dømmer mig selv? Hvor meget går vi rundt og dømmer hinanden kvinder imellem? Hvorfor denne dømmen ude? Hvorfor være så hårde mod os selv og hinanden? Er det det, jeg intuitivt følte, da jeg mærkede denne flovhed over at være i ”overgangsalderen”? Det er nogle stærke følelser, der er på spil; det er nemt nok at sige, at vi bare skal acceptere os selv.
Skam er en stærk følelse, og vi er kun lige begyndt at kigge på denne livsfase og se på, hvordan vi kan gøre den til en naturlig del af os. Det ville være smukt, hvis vi ikke mere behøvede at føle denne ”flovhed”, når vi nævner ordet overgangsalder. At denne livsfase/overgang blev en naturlig del og fik den anerkendelse, som den fortjener; en anerkendelse af, at kvinden/mennesket bliver ældre og mere vis. Kvinden er stadig kvinde, men en anden kvinde; hun er nu blevet frisat og har tid til at gøre op med de ting, der måske ikke fungerede i hendes tidligere liv. Er der ikke også noget attraktivt ved at være en kvinde med erfaring, en rundere kvinde? Lad os ikke dømme ældre mennesker ude, men vise dem den respekt, et levet liv kræver. Lad os hylde den vise, erfarne kvinde og fejre overgangen.