Før sol går ned by Gads Forlag

FØRSTE BOG

Herren giver, og Herren tager, havde mormoren sagt til hende ved graven. Men det var ikke sandt, for Herren havde taget langt mere, end Han havde givet – for alt det, barnet kunne være blevet, lå nu også dernede og skulle dækkes af muld. Tre håndfulde jord, og den lille pige, der løber ud af huset med skoletasken på ryggen, lå under jorden, skoletasken vipper op og ned, mens hun fjerner sig mere og mere; tre håndfulde jord, så lå den tiårige pige, der spiller klaver med sine blege fingre, også dernede; tre håndfulde, og den halvstore pige, som mændene vender sig om efter, fordi hendes hår lyser kobberrødt, blev også dækket til; tre bunker jord, og den voksne kvinde, der vil tage håndarbejdet fra hende, når hun begynder at blive langsom, med ordene: – Åh, mor – også hun blev langsomt kvalt af jord, der faldt ned i hendes mund. Under tre håndfulde jord lå en gammel kone i graven, en kvinde, der selv var begyndt at blive langsom, således at en ung kvinde eller en søn ville sige: – Åh, mor – også hun ventede nu, til der blev kastet jord oven på hende, og graven omsider var fuld, endda overfyldt, for jordhøjen over graven vidner om kroppen, der ligger meget længere nede, hvor man ikke kan se den. Jorden hæver sig kun ganske lidt over spædbarnet, der døde så pludseligt. Men faktisk burde jordhøjen være lige så stor som Alperne. Sådan tænker hun, skønt hun aldrig har set Alperne med egne øjne.

Hun sidder på den fodskammel, hun sad på som barn, mens mormoren fortalte historier. Fodskamlen var den eneste af mormorens

ting, hun havde ønsket at få ind i sit hjem. Hun sidder på fodskamlen i entreen, læner sig op ad væggen, har lukket øjnene og rører ikke den mad og drikke, en veninde har stillet foran hende. Hun skal sidde der i syv dage. Hendes mand har prøvet at få hende op at stå, men det kan ikke lade sig gøre, uden at hun selv hjælper til. Hun var glad, da døren faldt i bag ham. Så sent som i fredags havde oldemoren aet den lille, sovende pige over hovedet og kaldt hende maideleh, min pige. Hun havde forvandlet sin mormor til oldemor ved at føde et barn, men nu var alle forvandlinger ophævet igen. I forgårs havde hendes mor, som dengang endnu var mormor, foræret hende et uldent sjal til at tage over skuldrene, når hun på kølige dage gik tur i parken med barnet. Hendes mand havde råbt til hende midt om natten, at hun skulle gøre noget. Men hun havde ikke anet, hvad hun skulle gøre i den situation. Efter at han havde råbt, efter de få minutter midt om natten, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, efter det ene øjeblik, hvor hendes mand heller ikke vidste, hvad han skulle gøre, var han holdt op med at tale til hende. I sin nød havde hun opsøgt sin mor, der ikke længere var mormor, og moren havde sagt til hende, at hun skulle gå hjem og vente, hun ville bede en eller anden komme forbi. Så længe hendes mand gik op og ned ad gulvet i dagligstuen, havde hun ikke turdet røre ved barnet. Hun havde båret alle spandene med vand ud af huset og tømt dem, hængt et lagen over spejlet i entreen og åbnet vinduet ud mod natten i det værelse, hvor barnet lå, og derpå havde hun sat sig ved siden af vuggen. Med de få gøremål mindedes hun den del af sit liv, der havde været befolket af mennesker. Men det, der var sket her i hendes hjem for under en time siden, var der ingen menneskehånd, der kunne fastholde.

Sådan havde det også været ved barnets fødsel, som ikke engang lå otte måneder tilbage. Efter en nat, en dag og endnu en nat, hvor

barnet ikke ville komme, havde hun ønsket at dø. Så langt havde hun i løbet af disse timer fjernet sig fra livet: fra sin ægtemand, der ventede udenfor, og fra sin mor, der sad på en stol i et hjørne, fra jordemoren, der puslede med vaskefade og håndklæder, og navnlig fra det barn, der efter sigende skulle være i hende, men som var fanget i usynlighed. Om morgenen efter fødslen kunne hun fra sin seng følge med i, at de andre gjorde, hvad der måtte gøres: Hendes mor, som nu var forvandlet til mormor, tog imod en veninde, der kom for at sige tillykke. Mormoren, som var forvandlet til oldemor, kom med friskbagt kage og salme 21 til at hænge op på barselssengen, og hendes mand var gået på kro for at drikke på barnets fremtid. Selv holdt hun barnet i sine arme, og barnet var iført det tøj, som hun, hendes mor og mormor havde strikket i månederne op til fødslen. Der var også faste regler for det, der nu var sket. Folk var kommet ved solopgang og havde løftet barnet ud af vuggen, svøbt det i et klæde og lagt det på en stor båre. Bylten havde været så lille og let, at de måtte holde på den, mens de gik ned ad trappen, så den ikke trillede fra dem. Saj mojchl un fal mir mejne trep nit arunter. Vær sød ikke at falde ned ad trappen. Vær sød. Hun havde vidst, at barnet ville ligge under jorden, inden dagen var omme.

Nu sidder hun på den lille fodskammel af træ, som hun har fået af sin mormor i bryllupsgave, hun sidder der med lukkede øjne, sådan som hun har set andre gøre, så længe sørgetiden varede. Af og til var det hende, der kom med mad til de sørgende, nu har en veninde stillet skåle med mad for hendes fødder. Ligesom hun i går nat hældte alt det vand, der var i huset, ud – det siges, at Dødsenglen vasker sit sværd i det – ligesom hun har dækket spejlene og åbnet vinduet på den måde, hun har set andre gøre, for at barnets sjæl ikke kan vende tilbage, men vil svæve bort, således vil hun nu sidde der de næste syv dage, fordi hun har set andre sidde på den måde, og fordi

hun ikke ved, hvor hun ellers skulle gøre af sig selv, fordi hun ikke vil træde ind på det umenneskelige sted, som har været barnets værelse indtil i nat. Menneskenes skikke er lagt som stier gennem det umenneskelige, tænker hun, redningsplanker, som en skibbruden kan hale sig op på, ikke spor andet. Gid tilfældet rådede i stedet for en gud, tænker hun.

Årsagen kan have været, at dynen var for tyk. At barnet sov på ryggen. At det fik noget i den gale hals. At det var sygt, uden at nogen vidste det. At barnets skrål næsten blev opslugt af dørene. I børneværelset hører hun sin mors fodtrin, og uden at se efter ved hun, hvad moren laver: Hun tager dyne og pude fra vuggen og trækker sengetøjet af, hun haler stoffet af himlen over vuggen, som hun skubber til side. Med favnen fuld af vasketøj kommer moren nu ud af værelset og går forbi sin datter, der sidder på skamlen og stadig har lukket øjnene, hvorefter hun bærer det hele ned i vaskekælderen. Eller årsagen har været, at hun er for ung til at vide, hvad hun skal gøre. At hendes mor aldrig har talt med hende om det. At hendes mand heller ikke ved, hvad der skal gøres. At hun hele tiden har været alene med barnet, med det væsen, som skulle holdes i live. At ingen på forhånd fortalte hende, at livet ikke fungerer som en maskine. Moren kommer tilbage. Mens hun går forbi, tager hun lagenet, som dækker spejlet i forstuen, folder det sammen og bærer det ind på børneværelset. Hun anbringer lagenet nederst i kufferten, hun har haft med til formålet, så tager hun børnetøjet fra kommoden og lægger det i kufferten, oven på lagenet. I månederne op til fødslen sad de tre kvinder sammen, den gravide, hendes mor og mormor, de strikkede og broderede jakker, kjoler og kyser. Nu lukker moren den tomme skuffe. Oven på kommoden ligger ranglen med de små sølvklokker. Da hun fjerner den, ringler klokkerne. Det gjorde de også i går, da datteren endnu selv var mor og legede med barnet. Ly-

den af sølvklokkerne har ikke forandret sig i de fireogtyve timer, der er gået siden da. Hendes mor lægger nu ranglen øverst i kufferten, som hun lukker og hanker op i. Hun kommer ud af værelset, bærer kufferten hen ad gangen, forbi datteren og ned i kælderen. Eller det kan skyldes, at barnet ikke var døbt, og forældrenes ægteskab kun var en såkaldt nødvielse. Ifølge jødisk tradition har de begravet barnet i dag, og ifølge jødisk tradition skal hun nu sidde på fodskamlen i syv dage, og hendes mand taler ikke med hende. Han er sikkert gået i kirke nu og beder for barnets sjæl. Hvor er barnets sjæl henne?

I skærsilden, paradis eller helvede? Eller er det sådan, som mange påstår, at barnet var et af dem, der kun skal bruge ganske kort tid på at fuldføre noget fra et andet liv, som forældrene ikke ved noget om, og derfor hurtigst muligt vendte tilbage til det sted, det var kommet fra? Hendes mor dukker op fra kælderen, går ind på børneværelset og lukker vinduet. Måske er der kun tomhed på den anden side af livet? Nu er der helt stille i huset. Sådan ville hun ønske, det var.

Da det bliver mørkt, begynder hendes bryster at føles hårde og ømme. Hun har stadig mælk, mælk til et barn, der ligger under jorden. Hun vil allerhelst kvæles i alt det, hun nu har i overflod. Mens barnet hev efter vejret og derefter blev blåt i ansigtet, tænkte hun på at forære barnet al sin egen tid, hun ville slå en handel af med fædrenes gud og bytte sit liv mod det liv, der var kommet ud af hende. Men Gud, hvis Han overhovedet fandtes, tog ikke imod tilbuddet. Hun lever. Nu kommer hun i tanker om, at mormoren efter vielsen aldrig lod hende tage med på besøg hos morfaren. Da barnet var kommet til verden, og hun insisterede på at vise det frem for ham, fik hun at vide, at morfaren havde holdt dødsvagt over hende, den endnu levende brud. Fra den dag, hvor hans barnebarn var blevet gift med en goj, havde han trods sit dårlige helbred siddet på sengekanten i syv dage. Set oppefra, altså fra morfarens himmel, havde

hun passeret tærsklen til døden og ejede ikke længere noget, hun kunne tilbyde Gud i bytte. Da natten falder på, stiller hun skålene med mad til side og lægger sig til at sove der, hvor fodskamlen har stået. Hun hører ikke, hvornår moren går i seng. Hun hører ej heller, hvornår hendes mand kommer hjem. På et tidspunkt i løbet af natten er det fireogtyve timer siden, et spædbarn pludselig døde i en lille galicisk by, 50,08333 grader nordlig bredde, 25,15000 grader østlig længde. 2

I en mørk hytte ligger en gammel mand i sengen og er tavs. Han har ligget der i længere tid, dag efter dag, han ved, at folk siger, han ligger for døden, og skønt andre måske betragter døden som en lille forstue, de skynder sig igennem, i et skridt, i et spring, for at nå over på den anden side, ligger han ved foden af en kæmpemæssig død, som det ganske enkelt ikke vil lykkes ham at komme igennem, måske fordi han allerede er for svag.

Ved siden af ham sidder hans kone, hun sidder der længe uden at sige noget, mørket er ved at falde på igen. Herren giver, og Herren tager, siger hun til sidst.

Sidste forår sad hans kone tit ved siden af ham og strikkede, og ganske vist var hans syn ikke længere så godt, men han kunne da se, at det tøj, hun nørklede med, ikke var særlig stort. En dag havde hun brugt alle de forråd, der skulle have rakt til hele ugen, på at bage en kage, og derefter havde hun forladt hjemmet. Til sabbatten i den uge måtte de undvære et æg i suppen. Han havde ikke spurgt, og hun behøvede ikke at forklare.

I morges, da det endnu var mørkt, havde han søvndrukken

kunnet høre sin kone og datter hviske sammen i stuen, over middag tog hans kone af sted og vendte først hjem igen efter mørkets frembrud, hun satte sig ved hans side, tav længe, og så sagde hun: – Herren giver, og Herren tager.

De to gamle var ikke blevet inviteret med til barnebarnets bryllup. Den dag, hvor hans barnebarn blev gift med en goj, satte den gamle mand sig op i sengen og sad der i syv dage for at holde dødsvagt over den levende brud, sådan som man ellers kun plejer at gøre ved et dødsfald.

Nu tier kvinden ved siden af sin gamle, sengeliggende ægtemand, og hun ryster på hovedet. Gud må vide, hvad der fik vores maideleh til at gifte sin lille pige væk til en goj, siger den gamle mand.

3

Hun tager dyne og pude fra vuggen og trækker sengetøjet af, hun haler stoffet af himlen over vuggen, som hun skubber til side. Ulykken begyndte for mange år siden, da hendes datter selv var nyfødt. Da de hørte larmen udenfor, havde hendes mand omgående sendt ammen op i børneværelset med den lille ny og sagt, hun skulle låse døren, under ingen omstændigheder lukke op, hvis der blev banket på, og desuden trække skodderne for. I underetagen var de derefter gået fra vindue til vindue for at se, hvad der skete: I de omkringliggende gader og på pladsen foran huset så det ud til, at folk stimlede sammen, nogle løb, andre råbte, men det var umuligt at høre, hvad de råbte. Hun og hendes mand havde ikke nået at trække skodderne i stueetagen for, da de første sten ramte huset. Manden havde prøvet at få øje på, hvem der kastede stenene, og han havde genkendt

Andrej. Andrej! havde han råbt til ham. Andrej! Men Andrej hørte det ikke, eller han lod, som om han ikke hørte det, hvilket var mere sandsynligt, for han vidste jo, hvem der boede i det hus, han kastede sten imod. Så røg en af Andrejs sten gennem vinduesruden, et hårstrå fra hendes hoved. Den slog larmende ind i bogskabets glaslåge og ramte bind 9 i den læderindbundne udgave af Goethes samlede værker, som hendes mand havde fået af sine forældre, da han var færdig med skolen. Ingen luft fra nogen sider, / frygtelige dødsstilhed! / Bølgerne ej længre glider / over havets dybe fred. Derefter havde hendes mand i vrede rykket hoveddøren op, sikkert for at tage Andrej i krebsen og bringe ham til fornuft, men han havde straks lukket døren igen, da han så, at Andrej og tre-fire andre unge mænd, den ene med en økse i hånden, kom løbende hen imod huset. I en fart havde han drejet nøglen rundt i låsen og med sin kones hjælp forsøgt at sømme døren til med de brædder, der altid stod inden for rækkevidde, netop hvis sådan noget skulle ske. Men det var allerede for sent, hvor var sømmene, hvor var hammeren, og døren splintredes af øksehug. Andrej, Andrej. Så var hun og hendes mand løbet op ad trappen, havde banket på døren til det rum, hvor ammen sad, men hun havde ikke lukket op, enten fordi hun ikke fattede, hvem det var, der bad om at komme ind, eller fordi hun var alt for skrækslagen til at åbne. Så var hun og hendes mand flygtet op ad den sidste stejle hønsetrappe til loftet, netop som Andrej og hans mænd trængte ind i huset nedenunder. I stueetagen knuste de resten af vinduerne, flåede rammerne ud, væltede bogskabet, skar hul i dynerne, knuste service og henkogningsglas, hældte forrådene ud på gaden, indtil en af dem måtte have hørt, at hun og hendes mand forsøgte at låse loftsetagen, for uden at standse på førstesalen løb mændene videre op ad trappen, rykkede tapet af væggene undervejs og slog huller flere steder i murværket med

øksen. Hun stod med sin mand bag døren til loftsrummet, og den var meget tynd, de havde skudt slåen for, men ikke fundet nogen møbler, der var tunge nok til at barrikadere døren med, og nu hørte de mændenes skridt op ad den sidste, smalle trappe. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos Dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere.

Hi mlen, himlen. Når de ikke kan komme ned, må der være en udvej opadtil. De begynder at løfte tagstenene af med hænderne, så der bliver en åbning. Men døren bag dem, der holder forfølgerne tilbage et øjeblik, består kun af et par tynde brædder. Hendes mand hjælper hende med at kravle ud på taget. Og så skal hun til at trække ham efter sig derud. Og så kan den spinkle dør ikke længere holde stand over for slænget. Og så trækker hun ham i den ene arm, og mændene trækker nedefra i den anden. Lot vil ikke udlevere englene, der er i hans hus. Lot står på dørtærsklen, folket tager fat i hans arme og vil trække ham ud som straf for hans gæstfrihed og i stedet overfalde ham, spytte og forgribe sig på ham, pine og plage og sparke ham, men englene i huset tager fat i hans anden arm med deres englehænder, de er stærke, de har slået mændene udenfor med blindhed, de trækker Lot ind i huset igen og lukker døren mellem ham og menneskene, og menneskene udenfor kan ikke længere se hinanden eller døren til Lots hus, de famler sig hen langs husmuren og bliver nødt til at fortrække. Skynd dig til hjælp, Herre! Hun har ikke englenes kræfter, det lykkes hende ikke at hale sin mand op til sig, og mens hun knuger hans arm, beder hun Andrej, som hun har kendt fra barnsben, om at vise nåde, hun beder også de mænd, hun ikke kender, blandt andet ham med øksen, om nåde, og mens hun holder fast i sin mands hånd, bliver han først skældt ud og derefter slået, nåde, af de mænd, hun ikke kender, og af Andrej, som hun har kendt fra barnsben, og til

sidst bliver manden hakket i småstykker for øjnene af hende. Men hun giver ikke slip. Først holder hun sin mand i hånden, så er der pludselig ikke noget levende, hun kan trække op og ud i det fri. Nu er hun en jødisk enke, der holder døden i hånden. Da giver hun slip, retter sig op og ser ned på den lille by og det vidtstrakte landskab. Det er højlys dag over stråtage og spåntage; gader, pladser og brønde; i det fjerne er der marker og skove, køer græsser på en eng, en hestevogn ruller hen ad en markvej; nede foran huset står mennesker og ser op mod hende, de er tavse og rører sig ikke ud af stedet. Og så opdager hun pludselig, at det sner. Nu stivner det hele af kulde, tænker hun, godt det samme, tænker hun, sne, sne. Hun besvimer og falder, glider ned ad det skæve tag og lander, heldig som hun er, i en bunke tøj, sengelinned og gardiner, som mændene forinden har lagt ud på gaden, og hun bliver liggende oven i pjalterne, i en blodpøl af hindbærmarmelade, som hun lavede sidste år, syltetøjsglasset gik itu, da det blev kastet ud, sådan ligger hun med lemlæstede arme og ben, lukkede øjne, og ingen af de tavse vidner på pladsen kommer nærmere eller undersøger, om hun stadig er i live. Hun lever, men i det øjeblik er hun ikke selv klar over det. Fnuggene er kommet i bevægelse af hendes fald, endnu flere fjer hvirvler op fra de hullede dyner, små fine gåsedun svæver i luften og daler langsomt ned på træernes grene, sne, sne, nøjagtigt som om vinteren.

Med favnen fuld af vasketøj går hun ud af børneværelset og forbi sin datter, der sidder på fodskamlen. Hun ved præcis, hvorfor hun har giftet sin datter bort til en kristen. Faren gik sin vej en skønne dag uden at komme tilbage, fortalte hun datteren, da hun var begyndt at spørge. Hvorfor gik han sin vej? Og hvorhen? Kommer han nogensinde tilbage?

Der er sat nye glaslåger i bogskabet. Hun solgte huset i ghettoen og flyttede ind midt i byen, drev mandens forretning videre

og sparede så meget op, hun overhovedet kunne, til datterens brudeudstyr. Hun har i lang tid kendt til det, som hendes datter nu skal lære fra den ene dag til den anden: Selv på en dag, hvor et liv slutter, er der længe, til sol går ned.

4

Nu var det blevet tydeligt, det han i hele sit liv, navnlig i de sidste tre år, havde haft på fornemmelsen – nemlig, at hvis man blot kom en lille smule væk fra sporet, var ens undergang i lige så høj grad beseglet, som hvis man havde kastet sig hovedkulds i en afgrund. Som kongelig-kejserlig embedsmand med ansvar for en strækning på femogtredive kilometer af Carl Ludwig-jernbanen i Galicien vidste han, at det handlede om at skaffe orden, og når ordenen først var etableret, skulle den opretholdes. I hans eget liv var livet altid kommet på tværs. Sulten havde drevet ham til at stifte gæld i løbet af det første ulønnede år på prøve. Da året var omme, måtte han tynget af gæld begynde som almindelig jernbanefunktionær på ellevte løntrin, altså fra bunden. Sulten havde trods alt været et tegn på, at han var i live, ligesom det at han frøs i sin første vinter – gælden ville imidlertid få stor betydning ved den hemmelige kvalifikation, de overordnedes uofficielle vurdering. Det var således ikke til at vide, og ingen sagde til ham, hvornår han ville stige til tiende løntrin og dermed få mulighed for at nedbringe sin gæld. Derfor havde han ikke nogen udsigt til at vende tilbage til en normal tilværelse. Sult og kulde fastholdt ham i sult og kulde, sådan var det, når livet blot en enkelt gang havde krævet sin ret. Så havde han mødt den jødiske købmandskone og hendes datter med en hud så lys, at man kunne blive sneblind af at kravle rundt

på den som bille. Gid han havde vidst, hvor sporet førte hen, og hvor ikke, da han friede til hende. En jødisk medgift kan ikke bruges til at afdrage gæld med, skønt man rent faktisk betaler sine afdrag med den. Der er en forskel. Forskellen mærkes, ved at tavsheden breder sig – på kasinoet, på kontoret. Og tavsheden har noget at gøre med derouten, det forstår han nu, det har han fattet, eftersom derouten ikke er til at komme udenom. Hvor var barnet dog pludselig blevet stille.

Hans far var hverken kommet til den borgerlige vielse eller til barnets fødsel. Det hed sig, at rejsen både var for lang og for dyr. Nu var det tre år siden, han havde set sin far, og hvis alt gik vel, slap han også for at se ham igen på et senere tidspunkt. Morgenen efter fødslen var han gået på værtshus alene og havde skålet med fremmede mænd på den nyfødtes fremtid, og mens han skyllede snapsen rundt i mundhulen for at nyde smagen, inden han sank den, havde han tænkt på, at hans lille datter også havde en tunge i munden, hun var sluppet ud af morens liv med sit eget indre liv, ud af morens hulrum med sine egne små hulrum. Funktionæren på ellevte løntrin havde avlet noget levende, og der var ikke behov for nogen hemmelig kvalifikation for at bekræfte det.

Hundrede kilo sejlgarn skal der til for at pynte banegården i Brody med blomster, inden kejserens tog kører igennem. Egetræsplanker på femten tommer i diameter skal der til for at lægge nye sveller. En funktionær på ellevte løntrin får 600 gylden om året, en funktionær på tiende trin får derimod 800 og med lidt held 200 gylden i tillæg. Men hvad skulle man gøre med alt det, der var umuligt at beregne? Hvor lang tid gik der mellem det ene sekund, hvor et barn var i live, og det næste, hvor det ikke trak vejret længere?

Bestod forskellen mellem øjeblikkene overhovedet af tid? Eller

burde det siges på en anden måde, skønt der endnu ikke fandtes ord for det? Hvordan beregner man den kraft, der trækker et barn over i dødsriget?

Ha n husker stadig det øjeblik, da han for første gang forestillede sig, hvordan den hvide åbning mellem benene på hans tilkommende så ud, kødfuld og stram, og når han spredte den med fingrene, kunne han se den lillebitte, røde hanekam. Da hun senere var blevet hans kone, havde han elsket lyden af deres kroppe, når de gned sig mod hinanden og gav slip igen, det smaskede og klaskede, deres munde, tunger og læber blev skyllet ind i hinanden, alt det, der før havde været adskilt, blev suget sammen til en fugtig hule af kød. Kød, kød, ofte havde ordet i sig selv været nok til at gejle ham op. Men siden han i går tog det livløse barn ud af armene på sin kone og lagde det tilbage i vuggen, har han vidst, hvor koldt det føles at røre ved noget dødt, meget koldere end han havde troet. Han aner ikke, hvordan han nogensinde skal glemme det igen. Funktionæren på ellevte løntrin har avlet noget dødt, og der skal ikke nogen hemmelig kvalifikation til for at se det.

Solskinnet falder ind på det rå fyrretræsgulv i værtshuset, hvor han sidder. Da han kom her i nat, lå der stadig nogle russiske desertører og sov under bordene. Mens han fik den første dram og den anden og den tredje, vågnede de, samlede deres habengut og travede af sted sammen med en lille, skaldet mand, der dukkede op ved daggry, og som de åbenbart havde en aftale med. Hverken den skaldede eller nogen af de andre mænd sagde ret mange ord, og alligevel var det tydeligt, at russerne, som man tit mødte på den slags beverdinger, var en flok mænd, der ikke havde i sinde at vende tilbage. Efter det funktionæren på ellevte løntrin oplevede i nat, forstår han pludselig, hvad det egentlig vil sige at krydse en grænse. Han forstår, hvad det vil sige, når det ikke længere er

muligt at vende tilbage. Det virker, som om et lag er begyndt at skalle af de ting, han ser og møder, et lag der indtil nu har hindret ham i at forstå, men nu bliver han nødt til at se i øjnene, hvad det er, der ligger bagved, om han vil eller ej, og han må udsætte sig selv for sandheden – men han aner ikke, hvordan han skal magte det.

Når han så på barnet, havde han somme tider spurgt sig selv, hvor det mon var kommet fra, og hvor det mon havde været, inden moren fødte det. Nu ville han ønske, at det ikke havde gjort nogen forskel, om barnet var kommet til verden og havde levet i et lillebitte stykke tid, eller om det slet ikke var kommet til verden. Men jo, det gjorde en forskel. Med tommelfingeren gnider han en blank frakkeknap, så den bliver endnu blankere. Når nu der ikke er nogen målestok for forskellen på liv og død, er dette lillebitte barns død lige så definitiv som enhver anden død. Aldrig før har opmåling, som er hans erhverv, virket så overflødig som den morgen. Skal han trække i hverdagstøjet igen, efter at han har forstået, at hverdagen kun består af tøj?

Om natten råbte han ad sin kone, fordi hun ganske vist tog barnet og forsøgte at trøste det, men ikke anede, hvad hun skulle gøre, fordi hun ikke havde noget middel mod døden.

Fu nktionæren på laveste trin var heller ikke døden voksen. Og hvad nu?

Den lille, skaldede mand træder igen ind på værtshuset, nikker til krofatter og tager plads ved et bord ikke langt fra den kongelig-kejserlige embedsmand, som han allerede bemærkede om morgenen, da han hentede russerne. Embedsmanden har skødesløst smidt sin frakke med de gyldne knapper over en tom stol, og hvis ikke det var for frakken, ville den skaldede ikke vide, at der var tale om en embedsmand, som på denne dag og på denne tid af døgnet burde

være på sit kontor. Embedsmanden er ubarberet, spidserne på hans overskæg er snavsede, han går ikke med slips og har atter en dram stående foran sig, han kigger gennem vinduet ud på gaden, hvor en køter render rundt i ring og prøver at fange sin egen hale, af og til glider den på en frossen vandpyt, snubler lidt, men kommer op at stå og genoptager jagten på sin lodne halespids. Den skaldede bestiller gaffelbidder, små stykker marineret sild, med en øl til, og han nyder begge dele. Han vil ikke udelukke, at han i løbet af denne formiddag kan slå endnu en handel af.

Det er sandt, hun er vågnet op, og der kommer en ny dag, som hun også skal tilbringe på fodskamlen. Hendes mor har i nattens løb eller tidligt om morgenen fjernet skålene med mad, som den sørgende kvinde ikke har rørt. Hun kan høre, at der bliver arbejdet i køkkenet, vandet plasker, en genstand skubbes til side på bordet, fodtrin går hen over gulvplankerne, porcelæn klirrer. På børneværelset er der ikke mere at gøre. Det gik ikke sådan, som hun havde frygtet i går, at hun i søvne ville glemme, hvad der var sket, og at erindringen ville skylle ind over hende med fuld styrke, når hun vågnede igen. Nej, mens hun sov, var hun hele tiden klar over, at hendes barn ikke længere var i live, og da hun vågnede, var hun stadig klar over det, søvnen føltes hverken mere eller mindre tung end den vågne tilstand, og således blev hun forskånet for at se sin ynkelige hverdag styrte sammen igen. Nu hvor hun sætter sig på fodskamlen, bliver der stille i køkkenet, som om moren lytter efter, hvad datteren foretager sig, nu hvor hun er begyndt at røre på sig. Hvorfor minder hverdagen efterhånden om en jagt? I stadsestuen

slår det lille ur seks høje, metalliske slag, derefter er alting ganske stille igen. Hendes mand er åbenbart stadig ude. Da hun i går kom hjem fra begravelsen og satte sig på skamlen, forsøgte han at få hende op at stå, men da det ikke lykkedes, gik han sin vej. Hun har ikke set ham siden. Vil hun monstro få det ligesom moren?

Når hun som lille pige forsøgte at forestille sig, hvor hendes far var henne, siden han ikke var hjemme hos familien, så hun altid en hængt mand for sig. Far er måske i Amerika, havde moren sagt. Eller i Frankrig. Men det troede datteren ikke på. Moren havde altid omtalt sin mands fravær som noget endegyldigt, noget uafvendeligt, hun havde aldrig ladet datteren klynge sig til det mindste håb om, at han vendte hjem eller måske boede lige i nærheden, eventuelt i distriktshovedstaden sammen med en ny kone og nye børn. Af og til havde hun syntes, at folk studsede et kort øjeblik, når de hørte hende sige sit navn første gang. I Amerika, havde moren sagt, eller i Frankrig. Men selv havde hun aldrig set faren lyslevende for sit indre blik, hverken i Amerika eller i Frankrig, heller ikke lige i nærheden. Hun havde altid set ham som en mand, der havde hængt sig – og hvis der var noget, der var nærværende, så var det skoven, hvor faren hang og dinglede, muligvis var hun gået forbi træet, han havde bundet rebet fast i.

– Har du brug for noget? spørger moren nu. Bag hende falder solskinnet ind i køkkenet, så hun kan ses i silhuet. Datteren ryster på hovedet. Nu hvor hun sidder her for anden dag i træk, taler hun og moren ikke ret meget sammen mere. Ingen kender moren bedre end hende, ingen kender hende bedre end moren, derfor er der ikke meget at tale om. Hun sidder og tænker på, at en del af hende nu ligger under jorden og er ved at gå i forrådnelse, hun ser på sin hud, der stadig er levende og ude i fri luft. En veninde kommer på besøg med endnu flere skåle, og hun siger: – Du skal nok fået barn

nummer to og tre og fire. Hun svarer: – Vi får se. I en af de skåle, veninden har haft med, er der æg, hun ved, at det er skik og brug, men hun har ikke lyst til at spise noget. En nabokone styrter ind ad døren uden at banke på, og uden at børste sne af skoene kaster hun sig grædende ned for fødderne af pigen på skamlen, lovet være den høje dommer, hulker nabokonen og rejser sig igen, falder moren om halsen, hvorfor dog, hvorfor, hun ryster på hovedet og siger ikke mere, fordi hendes stemme drukner i gråd. Kusken Simon kommer, men bliver stående ude på gangen i døråbningen og siger, at det gør ham ondt, han har lidt suppe med, han skulle hilse fra sin kone, hun er desværre for syg til selv at kigge forbi. En anden veninde kommer og siger: – Jeg syntes nu også, at barnet var alt for blegt. En anden siger: – Hvorfor fik I ikke fat i en læge? Gik det virkelig så hurtigt? En tredje: – De små pus har intet at stå imod med, gad vide, hvad Herren har tænkt sig i sin uendelige visdom! En fjerde: – Hvor er din mand blevet af? Mormoren kommer om aftenen, sætter sig ved siden af hende på gulvet, tager hendes strømpefødder op på skødet og varmer dem med hænderne, og for første gang, siden barnet døde, kan hun lade tårerne få frit løb. Tredje dag kommer den og den. Venner og gamle naboer fra ghettoen træder hen foran den sørgende unge kvinde på skamlen, som var det et alter, og de har mad med til hende. De trøster, de ved nok, hvordan det er at miste et barn, eller også ved de det ikke, flere af dem er sikkert ganske godt tilfredse med, at det ramte en pige, der var sammen med en goj og så videre, men det siger de ikke, i stedet siger de: – Det vigtigste er, at du er i live. Hun kan ikke selv græde, så længe der er gæster, på tredjedagen er hun godt træt af, at de andre pligtskyldigt støtter hende, hun ved ikke, hvordan hun skal klare, at hendes barns død ikke holder op og fra nu af aldrig nogensinde vil holde op eller blive mindre, men det siger hun ikke til nogen af de besøgende. Om aftenen den tredje dag er hun klar over, at hvis manden endnu ikke er vendt tilbage,

vil han heller aldrig gøre det. Hun spørger sin mor, hvordan det er at klare sig uden en mand. Moren svarer: – Vanskeligt. En veninde siger: – Bare vent, senest i morgen tidlig er han hjemme igen, han har sikkert bare fået en tår over tørsten. Mormoren sætter sig hos hende og synger en børnesang. Er den tid, hvor hun har været voksen, hermed forbi? Vender tiden ganske enkelt om, når den ikke kan finde vejen frem, for i stedet at gå baglæns? På fjerdedagen føler hun sig fremmed over for sin egen sorg, og hun tænker, at det muligvis ikke gør nogen forskel, om et væsen befinder sig foran eller bag ved grænsen. På femtedagen siger moren: – Vi må overveje, hvad der skal ske. På sjettedagen slår standuret med skarpe, metalliske slag hver hele time døgnet rundt. Var det måske på tide at søge efter sin far, hvis han da ikke har hængt sig? Om morgenen den syvende dag hjælper moren hende op og fører hende ud til køkkenbordet. Først da datteren har sat sig der, siger hun: – Fra nu af bliver vi nødt til at spare. På denne syvende dag går det for første gang op for datteren, at hun også selv er en datter, ligefrem en datter med livet i behold, men hvis liv nu, med en mindre forsinkelse på sytten år, er gået i stå. Ingen kan vide, hvornår man indser, at et ønske ikke vil gå i opfyldelse. Moren sætter sig hos hende, tager hendes hænder og siger: – Din far blev slået ihjel af polakkerne.

Nu ved han, hvor agenturet ligger, den skaldede har givet ham adressen. Da han træder ud på gaden, kommer han til at tænke på, at en af hans kolleger også mistede sit barn meget tidligt. Kort efter barnets død spurgte kollegaen ham, om han ville se graven. – Ja, havde han svaret, selvom han egentlig ikke havde haft lyst, og

således var de en middagsstund gået ind på kirkegården. Til venstre op ad muren viste kollegaen ham et metalskilt med barnets navn, jordhøjen og en stenkant med et lille rækværk hele vejen rundt. Mindre end halvandet år efter var kollegaen blevet far igen, ved dåben fik den nyfødte det afdøde barns kaldenavn som sit andet fornavn. Han går ind i banken for at hæve det beløb, han skal bruge til overfarten. De 25 dollar, som kræves ved indrejsen, får han udbetalt i vekselkontoret ved siden af, nøjagtig som den skaldede har sagt. Han kommer i tanker om, hvordan hans kone altid lo, når han efterabede hendes ansigtsudtryk i søvne. Gang på gang havde de moret sig over de samme vittigheder, gang på gang over næsten ingenting, og når svigermoren var til stede, havde hun sjældent forstået, hvad det handlede om, og nøjedes med at trække på skuldrene. Hans tog kommer snart til at køre på de skinner, han indtil nu har holdt opsyn med, en time og tyve minutter varer turen, ikke mere, en lille og ubetydelig strækning, han indtil nu har haft ansvaret for, i sammenligning med den lange rejse, han nu skal ud på. Når han omfavnede sin kone, passede hendes bryster præcis ind i hulrummet under hans ribben. Af og til stod de bare tæt sammen og var lykkelige, somme tider lavede de sjove grimasser foran spejlet, andre gange stak han spidserne af sit overskæg ind i øret på hende, eller han gned sin næse op ad hendes. Turen til Bremen fører over land, og der skal han indskibes, har den skaldede sagt, og skibet hedder Speranza. De var kommet til at tænke på, om andre mennesker også lavede sjov på den måde, når de var alene.

På vejen til banegården ser han sit hus på den anden side af gaden og standser op et kort øjeblik. Deroppe udspiller det sig, det der indtil nu har været hans liv, han behøver blot at krydse over gaden, gå op ad trappen, så vil han igen være der, hvor han hører til: hos sin kone. Helt herud kan han høre skrig og skrål fra huset. Det er

med garanti ikke hans kones stemme, og så vidt han kan høre, er det heller ikke svigermorens. Hvem er det så, der græder over hans barn? Døren går op, og en kvinde, han ikke kender, løber ud af huset på flade sko og med overfrakken knappet helt op i halsen og håret dækket til, hun tørrer tårer af kinderne, mens hun går, hun har ikke opdaget manden på den anden side af gaden, og selv hvis hun har, aner hun ikke, hvorfor han står der, og inden hun når hen til det næste gadehjørne, vil ingen længere kunne se, at hun har grædt. Da hun drejer fra, kommer en gammel mand hende i møde, han når lige akkurat at undvige, han har en skål i hænderne. Den gamle mand nikker til kvinden, så fortsætter han langsomt hen til huset og skubber døren op med skulderen, så det, der er i skålen, måske suppe til den sørgende mor, ikke skvulper over kanten. Manden, der er hårdest ramt af sorg, står kun et stenkast derfra og ser den gamles krumbøjede ryg og genkender ham som Simon, kusken fra det jødiske kvarter, som kører med høvlspåner, byggeaffald og mælk, han har tit set den gamle bagfra sidde sammensunken på bukken. Alle andre synes at kende deres pligter, mens han som den eneste spørger sig selv, hvad han skal gøre. Havde hans mor stadig været i live, ville hun bede en rosenkrans med ham nu, han ville sidde ved den lille kiste i stuen og være far til det afdøde barn. Vidner det om fejhed, at han forlader sit liv, eller om karakterstyrke, at han har mod på at starte forfra?

Hun overvejer ikke, om børneværelset fremover skal være aflåst for altid, hun ved udmærket, at hun vil være nødt til at opgive lejligheden. Det eneste, hun kan gøre, er at flytte hjem til sin mor.

Før sol går ned

FØR SOL

JENNY ERPENBECK

Før sol går ned

FØRSTE BOG

3

4