Den danske bog om Norge.indd 2
10.03.2021 10.46
Kristoffer Flakstad
Den danske bog om
NORGE
Gads Forlag
Den danske bog om Norge.indd 3
10.03.2021 10.46
Den danske bog om Norge © Kristoffer Flakstad og Gads Forlag A/S, 2021 Forlagsredaktion: Stine Friis Møller Billedredaktion: Kristoffer Flakstad Omslag: JE;SU Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Omslagsbillede: Lars Laursen/Ritzau Scanpix Tryk og indbinding: GPS Group 978-87-12-06046-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina 2021 Bogen er udgivet med støtte fra: Petra Slettens Fond Kong Olav V’s Fond Eivind Eckbos Dansk-Norske Legat G.E.C. Gads Fond
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen. www.gad.dk
Den danske bog om Norge.indd 4
10.03.2021 10.46
Til Tone Flakstad
Den danske bog om Norge.indd 5
10.03.2021 10.46
Den danske bog om Norge.indd 6
10.03.2021 10.46
INDHOLD
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Kapitel 1. Udsigten fra min mormors hus . . . . . . . . . . . . . . 18 Kapitel 2. Fra stormagt til afmagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Kapitel 3. Et veneziansk eventyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Kapitel 4. Heksejagt i det høje nord . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Kapitel 5. Københavns irgrønne skyline . . . . . . . . . . . . . . . 56 Kapitel 6. To danske nordmænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . .66 Kapitel 7. Den yderste nøgne ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 Kapitel 8. De store kunstneres by . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Kapitel 9. København – Norges kulturelle hovedstad . . . . . . . 102 Kapitel 10. Kongen og polarforskeren . . . . . . . . . . . . . . . . 118 Kapitel 11. Bliver der krig nu? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 Kapitel 12. Flygtninge krydser deres spor . . . . . . . . . . . . . . 151 Kapitel 13. Finnmark brænder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Kapitel 14. Fra Kardemomme By til Bjergkøbing . . . . . . . . . . 169 Kapitel 15. Ekofisk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 Kapitel 16. Folkekongen og hans efterkommere . . . . . . . . . . . 186 Kapitel 17. I en fjern galakse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Kapitel 18. Bestsellere og danske forbindelser . . . . . . . . . . . . 211 Kapitel 19. Take On Me . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Kapitel 20. Grandiosa og rensdyrsteg . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 Kapitel 21. Dagen vi ikke glemmer . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 Kapitel 22. Eva, Noora, Isak og Sana . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Fotokreditering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262
Den danske bog om Norge.indd 7
10.03.2021 10.46
Den danske bog om Norge.indd 8
10.03.2021 10.46
FORORD
Denne bog er skrevet i dyb kærlighed til mit andet hjemland,
Norge. Den skal læses som mit personlige portræt af et folk, en nation, en natur og en kultur, der står mit hjerte nær, og som vi i Danmark deler en unik fælles historie med. Bogen igennem spejler jeg vores lande i hinanden og håber dermed at kunne tilføre nogle ekstra lag til beretningen om Norges og Danmarks fælles fortid – og nutid. Jeg ønsker samtidig at udrydde nogle af de misforståelser og fordomme om nordmænd og norsk kultur, som jeg gennem årene er stødt på her i Danmark. Jeg er ikke historiker eller forsker. Jeg er journalist og historiefortæller, og det er med historiefortællerens øjne, jeg har skrevet denne bog – eller krønike, om man vil. Fortællingen om det særlige bånd mellem Danmark og Norge har så mange facetter og lag, at det kan være svært at se, hvor man skal begynde og slutte. Og det er bestemt ikke dem alle, jeg har medtaget her. Alt fra hændelser under anden verdenskrig til store billedkunstnere og spændende forfatterskaber glimrer ved deres fravær i denne bog. Nogle vil sikkert også savne kapitler om merkantil udveksling og om sport, herunder ikke mindst fodbold. Jeg kunne godt have skrevet lidt om Rema 1000, Statoil, Åge Hareide og Ståle Solbakken, men må også erkende, at jeg ikke kan komme ud i alle afkroge af den fælles dansk-norske historie før og nu. Jeg har således udvalgt nogle begivenheder og anekdoter, som jeg mener, tegner et billede ikke kun af Norge, men også af de slægtsbånd, — 9 —
Den danske bog om Norge.indd 9
10.03.2021 10.46
som danskerne og nordmændene deler. Jeg har skrevet om alt fra vikinger og venskaber til Skram og SKAM. Jeg tror på, det kan give os en større forståelse af både os selv og det naboland mod nord, som vi grundet historiens gang har en næsten symbiotisk relation til. Dette har også betydning for mig på et mere personligt plan, idet jeg er født og opvokset i Danmark som norsk statsborger. Jeg er kommet i Norge hele livet, og jeg har en stor del af min familie der. Som voksen har jeg tilmed haft den enestående mulighed at rejse Norge tyndt fra Lindesnes i syd til Nordkap i nord, ligesom jeg i min ungdom også foretog studier i norsk kultur og litteratur på Bergens Universitet. Jeg har som journalist truffet ledende norske politikere, historikere, kulturpersonligheder og førende navne på Norges blomstrende mad scene. Og først og fremmest har jeg mødt helt almindelige nordmænd og været en del af både hverdag og fest i Lofoten, på Vestlandet, i Telemark, Oslo og mange andre steder, herunder ikke mindst de to byer Stavanger og Bergen. Min slægt på min mormors side har boet i sidstnævnte by siden 1860, og i dag er syvende generation, min grandniece og grandnevø, små borgere i den regnfulde by på Norges vestkyst. Det er i høj grad samtaler, oplevelser og iagttagelser fra presserejser og mine utallige ophold i Norge helt siden barnsben, der danner grundlag for indholdet i denne bog. Kristoffer Flakstad, København, foråret 2021
— 10 —
Den danske bog om Norge.indd 10
10.03.2021 10.46
Den nuværende Flakstad Kirke i Lofoten blev opført i 1780, efter at en storm ødelagde den oprindelige bygning fra 1400-tallet. Mine tipoldeforældre Johan og Jensine Marie Olsen Flakstad blev gift her i 1881.
Den danske bog om Norge.indd 11
10.03.2021 10.46
INDLEDNING
Den danske bog om Norge.indd 12
10.03.2021 10.46
I sensommeren 2013 blev jeg kontaktet af TV2 News, fordi man ger-
ne ville dække det kommende norske Stortingsvalg lidt mere indgående end tidligere. Argumentet dengang var blandt andet, at der var kommet fornyet interesse for Norge og norsk politik efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011. TV-stationen havde ledt med lys og lygte efter en kommentator, der kunne udtale sig om de aktuelle problemstillinger i norsk politik, men redaktøren fortalte mig, at det havde været umuligt at finde nogen – bortset fra mig, der trods alt havde skrevet kronikker og artikler om Norge og norske forhold i blandt andet Politiken og Information. Det kom ikke bag på mig. Siden min barndom har jeg oplevet, at interessen for Norge kunne ligge på et meget lille sted, med undtagelse af begejstringen for landets natur. Friluftsfolket havde naturligvis også dengang en ufravigelig kærlighed til de norske fjorde, fjelde, skove og vidder, men her stoppede interessen for Norge også hos de fleste. Der befandt sig af samme grund ingen danske korrespondenter i Norge med stor viden og indsigt om nabolandet. Politiken havde i en periode som et af de få medier en freelancekorrespondent i Oslo – en svensk (!) journalist ved navn Björn Lindahl – men ellers blev der ikke skrevet eller fortalt ret meget hjem om Norge og norske forhold. Sat lidt på spidsen, så var Norge simpelthen yt, og som barn og ung gik jeg ikke rundt og pralede med mit norske statsborgerskab. Der var så mange fordomme og negative holdninger til Norge og alt det, de bare ikke helt kunne finde ud af oppe i fjeldlandet. Man kunne eksempelvis ikke spille fodbold, og den norske mad var mildest talt elendig, måtte jeg høre igen og igen. Jeg talte for døve ører, når jeg fremhævede friskkogte krabbekløer, rensdyrsteg, torsk fra Lofoten og min mormors fantastiske simreretter som får-i-kål og sursteg. Danske (ski)turister havde år efter år smagt på pulvermad, frysepizzaer, udkogte grøntsager, sejt kød og kedelige drikkevarer til umulige, tårnhøje priser. Dyrt og dårligt. Punktum. Jeg oplevede samtidig nogle udbredte stereotype billeder af nordmænd, som til dels hænger ved selv i dag. De var enten nogle intro— 13 —
Den danske bog om Norge.indd 13
10.03.2021 10.46
verte træmænd i strikketøj og tophuer eller berusede brøleaber, der vaklede rundt med flasker i hånden, så snart de var ankommet til en dansk by. Disse forestillinger om vores naboer blev måske ligefrem styrket af eksempelvis den i 1980’erne elskede TV-karakter Fleksnes – en bøvet, selvglad og dårligt klædt type med hang til grovheder og rigelige mængder alkohol. Et andet eksempel er fra filmen Olsen Bandens flugt over plankeværket. Her skal Egon, Kjeld og Benny i al hast skaffe en flybillet i Kastrup. Ofret er naturligvis en plakatfuld nordmand, der hænger over en guldøl i ankomsthallen og derfor let kan franarres sin billet hjem til Norge. Da Kjeld lidt efter går gennem billetkontrollen, ser vagten på ham og siger med ironi i stemmen: ”De skal så til Norge? Åh, herregud da! God fornøjelse” – underforstået: stakkels ham, der er nødt til at rejse op til denne samling fordrukne fjeldaber og deres løjerlige vaner og kolde sommervejr. Der herskede især tidligere en udbredt opfattelse af, at i Norge havde man natur, og i Danmark havde man kultur. Ergo var der ikke den store grund til at beskæftige sig synderligt med nabolandet, medmindre man var skiturist eller fjeldvandrer. Helt anderledes er det den anden vej rundt. Norske medier rapporterer flittigt fra Danmark, fordi der i den norske befolkning er en nedarvet stor interesse i at følge danske forhold på nært hold. Der synes nærmest at være daglige artikler om alt fra corona-indsatser til kendis-stof om kongehuset og filmskuespillere. Et konkret eksempel på, hvor grundigt norske medier dækker verdens gang her i Danmark, var en dag kort før jul i 2013, hvor Politikens journalister nedlagde arbejdet i protest mod afskedigelser. Få timer efter var strejken i Politikens Hus en topnyhed på det statslige norske NRK’s tekst-tv. Hverken DR eller TV2 herhjemme viderebragte noget om situationen på Rådhuspladsen, og hvis en lignende arbejdsnedlæggelse
Det norske flag blev introduceret i 1821. Her vajer det på toppen af fjeldet Ulriken med udsigt til Bergen, som i middelalderen var Nordens største by og i en periode også Norges hovedstad.
— 14 —
Den danske bog om Norge.indd 14
10.03.2021 10.46
— 15 —
Den danske bog om Norge.indd 15
10.03.2021 10.46
fandt sted på eksempelvis Aftenposten i Oslo, ville journalisterne på de danske nyhedsredaktioner ikke så meget som løfte et øjenbryn. Samme manglende interesse for Norge har også sneget sig ind på Københavns Universitet. På Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab uddanner man mange af rigets kommende dansklærere – og de skal ifølge bekendtgørelsen introducere deres elever til norsk (og svensk) litteratur og sprog. I en halv menneskealder forskede og underviste ildsjælen dr. phil. Jørgen Haugan på universitetet, men sparekniven udhulede siden instituttet så meget, at der ikke længere er ansat en forskende lektor i norsk (og i øvrigt heller ikke i svensk). Grunduddannelsens kursus i norsk har længe været af tvivlsom karakter, men er siden blevet kogt helt ind til en pinagtig omgang vandsuppe. Der er afsat 24 undervisningstimer til både norsk og svensk, hvilket altså vil sige, at de studerende i løbet af blot 12 lektioner skal nå at lære sig norsk og få viden om landets sprog, litteratur og kultur. Norsk ligner dansk, men er samtidig et sprog, hvor sint betyder vred, sopp betyder svamp, grine betyder græde – og hvor helt almindelige udtryk som gøy, greit, kjekkt, tull og koselig præger hverdagen. Som dansker har man ingen forudsætning for at kende til de mange norske ord og formuleringer – og det er blandt andet her norskundervisningen har sin berettigelse. Samtidig skal den fortælle om et naboland, som vi deler historisk og kulturel platform med, og som det derfor giver en helt særlig mening at nærstudere og spejle sig i – også for at forstå vores egen kultur og nationale identitet. Heldigvis har jeg de sidste godt 10 år oplevet en stadig stigende interesse for Norge. Og var den ikke allerede stor inden, så føltes det nærmest, som om den eksploderede, da TV-serien SKAM om teenagelivet i den velhavende Oslo-bydel Frogner tog danskere i alle aldersgrupper med storm. For første gang oplevede jeg en egentlig stolthed over at være af delvist norsk afstamning i Danmark. Det vakte en personlig glæde at opleve denne sprudlende danske interesse for norsk sprog og kultur, og SKAM-feberen har været afgørende for min beslutning om at skrive denne bog. — 16 —
Den danske bog om Norge.indd 16
10.03.2021 10.46
Den danske interesse for Norge sætter i disse år takket været ikke kun SKAM, men også god litteratur i overflod og fantastisk musik et flot og foreløbigt punktum i en begivenhedsrig fortælling om vore to broderlande. Men hvor skal denne fortælling egentlig begynde? Det er højst sandsynligt, at de stenalderfolk, der for mere end 6.000 år siden bosatte sig så langt mod nord som ved Alta et godt stykke over polarcirklen, var udvandret fra Danmark – eller deres forfædre var i hvert fald. Det er også så godt som sikkert, at der var tæt kontakt mellem Norge og Danmark op gennem bronzealderen, og vi ved, at den politiske og merkantile udveksling tog til i løbet af jernalderen og vikingetiden, hvor de første håndgribelige billeder på et dansk-norsk parløb bliver tydelige. Det er derfor også naturligt for mig at igangsætte min fortælling om Norge og forholdet mellem vores to lande her.
Den danske bog om Norge.indd 17
10.03.2021 10.46
K AP I T E L 1
UDSIGTEN FRA MIN MORMORS HUS
Den danske bog om Norge.indd 18
10.03.2021 10.46
Om vinteren, når bladene var raslet af træerne, kunne man mel-
lem de nøgne grene se ned på tre sorte sværd fra min mormors hus. De var meterhøje og stod støbt i et klippefremspring i Møllebukta – den inderste vig i Hafrsfjord ved Stavanger. Det ene sværd var højere end de to andre og havde en krone yderst på skaftet. Dette kunstværk Sverd i Fjell blev indviet af Kong Olav V i 1983 som et monument over den vigtige historiske begivenhed, der med stor sandsynlighed udspillede sig på fjorden i året 872: Norge blev for første gang samlet i ét rige efter et stort slag mellem stridende jarler. Når man står på klippekanten med de høje sværd, der spejler sig i fjordens blanke overflade, er det ikke vanskeligt at forstille sig vikingebåde med hejste sejl og krigere med hjelme, skjold og sværd, der bekæmper hinanden hen over rælingen. Men fandt det berømte søslag overhovedet sted? Hafrsfjord er blevet nøje gennemsøgt af marinarkæologer, og der er aldrig fundet så meget som en spydspids i den næsten cirkelrunde fjord mellem Stavanger og lufthavnen ved Sola, så vi må nøjes med at formode, fantasere og læne os op ad de islandske sagaer og de øvrige kilder fra den tid. Vist er det dog, at Norge i midten af 800-tallet var opdelt i en række mindre riger, domineret af jarler og småkonger. De lå i både indbyrdes strid og handel med hinanden langs den norske vestkyst – strækningen, som også har givet landet sit navn. Norge eller Norveg betyder ganske enkelt (sø)vejen mod nord. Med tiden blev en lille vifte af disse jarler mægtigere og påberåbte sig herredømmet over mere og mere land langs kysten og ind i de dybe fjorde, hvor klimaet også dengang var mildt og leveforholdene gode. En af dem kaldte sig for Harald Hårfager. Det fortælles, at han nægtede at klippe sit hår og skæg, før det var lykkedes ham at blive konge over hele Norge. De danske vikinger kontrollerede området omkring Oslofjorden, men havde sidst i 800-tallet vendt blikket mod England, som de begyndte at erobre bid for bid. Det gav norske Harald Hårfager et momentum, og i 872 tørnede han sammen med de øvrige norske jarler og småkonger i det sidenhen så kendte slag uden for Stavanger – måske til lands i engene ved Hafrsfjord, måske ude på selve fjordens vande. — 19 —
Den danske bog om Norge.indd 19
10.03.2021 10.46
Mange af konkurrenterne blev dræbt. Andre jarler flygtede i deres skibe væk fra fjorden. Harald Hårfager trak det længste strå og kunne kalde sig for sejrherre. De sparsomme kilder fortæller, at han efterfølgende lod sig udråbe til den første konge over et samlet Norge. Sværdet med kongekronen i skaftet ved Møllebukta skal symbolisere Hårfager, mens de to lidt lavere sværd repræsenterer de besejrede jarler. Som så mange beretninger fra den tid skal alt tages med et gran salt, og det var ikke det Norge, vi kender i dag, Harald Hårfager samlede, men kun de småriger og jarldømmer, der befandt sig i den vestlige del af landet. Danske vikinger havde fortsat kontrollen over Viken – området langs Oslofjorden og et godt stykke nord for Norges nuværende hovedstad. Flere af Hårfagers fjender drog i eksil til det dengang ubeboede Island og slog sig permanent ned der. Den første var Ingolfur Arnarsson, som i 874 bosatte sig ved en bugt med dampende varme kilder, som han kaldte Reykjavik – Den Rygende Vig. Senere fulgte flere af de slagne jarler og deres familier efter, og Harald Hårfager kunne både blive klippet og sætte sig i den norske trone som kong Harald I. Slaget i Hafrsfjord blev dermed begyndelsen til en ny og med tiden mægtig æra for Norge.
Norge bliver en stormagt Harald Hårfagers triumf førte ikke blot til en samling af Norge, men blev også grundstenen til det magtfulde rige, vi i dag kalder for Norgesvældet. Det var en historisk periode på godt og vel 300 år, hvor konge efter konge styrkede Norges position og gennem middelalderen vandt mere og mere land i den nordatlantiske verden. I samme periode var der en glidende overgang til kristendommen, og der var tæt kontakt til både kirken i Rom og de øvrige stormagter i Europa. Norske vikinger havde allerede før Harald Hårfagers tid sat sig på besiddelser som Færøerne, Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Isle of Man. Med bosættelserne i Island sidst i 800-tallet blev de norske oversøiske territorier yderligere udvidet. Norge bredte sig samtidig et godt stykke — 20 —
Den danske bog om Norge.indd 20
10.03.2021 10.46
ind i det nuværende Sverige og blev med tiden geografisk set det største rige i Europa. Landegrænser og territorier blev opfattet anderledes dengang, og det var snarere et spørgsmål om, hvilken kongemagt man betalte skat til – og hvilket bispesæde man hørte under – end en egentlig national identitet, som vi dyrker i dag. Trods den løse tilknytning til moderlandet lykkedes det de norske konger at fastholde de oversøiske besiddelser i et stadig stærkere greb, og Norgesvældet fik dermed sin enorme geografiske udbredelse og tilsvarende politiske magt i Europa. En af de norske vikinger, der forlod moderlandet og drog til Island, var den i dag så berømte Erik den Røde. Han var en genstridig mand, der lå i konstante konflikter med andre, og efter at have begået flere mord blev han dømt fredløs i Island og valgte at gå i eksil med sin familie og trælle. Fra en bekendt havde han hørt fortællingen om et stort, ubeboet land mod vest, og at finde dette ukendte territorium var reelt Erik den Rødes eneste mulighed. I Island ville han som fredløs næppe overleve, og hjemme i Norge var han ligeledes persona non grata. Det lykkedes kun for 14 af de oprindeligt 25 skibe at nå frem til dette ukendte land ude mod vest. Resten gik ned under en storm, men Erik den Røde og hans familie var blandt de overlevende, og han kunne som den første europæer sætte sin fod på det territorium, som han døbte Grønland. Den lille forsamling af landflygtige vikinger etablerede sig nu ved den grønne, frodige Eriksfjord på den milde vestkyst, og Erik den Røde grundlagde her en gård, han kaldte for Brattahlíð. På det tidspunkt levede der ikke inuitter i det sydlige Grønland. Man mener, at de første inuitter fra Thule-kulturen kom til områderne nord for Nuuk fra Nordgrønland omtrent samtidig med Erik den Rødes ankomst i syd, men der var ikke tale om, at europæerne fordrev et oprindeligt folk fra deres land eller påtvang dem deres kultur. Der var ingen andre mennesker i Sydgrønland. Nogle år efter etableringen ved Eriksfjord vovede Erik den Røde pelsen og rejste tilbage til Island, hvor han berettede om det langt grønnere og mere gunstige land mod vest. Flere hundrede islændinge fulgte med ham – ikke alle nåede frem i live – men de, der gjorde, bosatte — 21 —
Den danske bog om Norge.indd 21
10.03.2021 10.46
sig enten sammen med Erik den Røde i Sydgrønland eller valgte at sejle videre nordpå til området omkring Nuuk. De to beboelser i Grønland kom derefter til at gå under betegnelsen Østerbygd og Vesterbygd. Erik den Rødes kone var en rigmandsdatter ved navn Thjodhilde. Hun var med tiden blevet optaget af den nye, fremherskende tro, kristendom, og fik opført det, der blev den allerførste kirke i Grønland. Det lykkedes hende ifølge de efterladte kilder også at omvende sin mand til kristendommen, og i det hele taget blev dette nybyggersamfund etableret på kristne kulturværdier, snarere end asatro. I år 2000 opførte man en rekonstruktion af kirken ved Brattahlíð, der måske nok nærmere har størrelse som et kapel, men som i dag står som et moderne vidnesbyrd på nordmændenes første tid i Grønland.
Fra min mormors hus ved Hafrsfjord i Stavangers udkant kunne man se ned på monumentet Sverd i fjell af billedhuggeren Fritz Røed. Det blev indviet i 1983 og symboliserer slaget, der i år 872 førte til en samling af Norge under kongen Harald Hårfager.
— 22 —
Den danske bog om Norge.indd 22
10.03.2021 10.46
Erik den Røde var en rastløs sjæl, og noget tyder på, at dette karaktertræk gik i arv til hans søn, Leif den Lykkelige. Han valgte som ung mand at forlade Grønland for at rejse hjem til Norge. I mellemtiden havde den navnkundige konge Olav Tryggvason sat sig på den norske trone og var begyndt at udbrede kristendommen med lokaliteten Nidaros (i dag Trondheim) som det religiøse epicenter. Her blev Nordeuropas største kirke, Nidarosdomen, senere opført, og Nidaros endte i middelalderen som hele Nordens ærkebispesæde. Leif den Lykkelige opholdt sig i en længere periode hos Olav Tryggvasons hof, inden han besluttede at rejse tilbage til Grønland. På samme tidspunkt var der trukket op til politisk uvejr mellem Danmark og Norge, som endte med det kendte slag ved Svold, hvor danske Svend Tveskæg i en alliance med blandt andre Olav Tryggvasons norske rival Erik Jarl vandt over den norske konge. Ifølge overleveringerne kastede Tryggvason sig overbord og druknede, og for en tid greb Svend Tveskæg magten over store dele af Norge. Tidligere lærte mange skolebørn, at søslaget fandt sted i år 1012, og sikkert for at kunne huske det bedre anvendte man remsen ”Slaget ved Svold i tusind og tolv”. Det fandt dog snarere sted i enten år 999 eller 1000, og man er fortsat usikker på, hvor Svold rent faktisk befandt sig, men formentlig et sted omkring Sjælland. Denne konflikt nåede Leif den Lykkelige dog ikke at blive en del af. Han kom i stedet sikkert frem til sin far og mor ved Brattahlíð, hvor han hørte om fiskeren Bjarni Herjolfsson. Han var noget tid forinden blevet slået ud af kurs under en sejlads i det ofte urolige Davisstrædet og havde opdaget et endnu større land langt ude mod vest. Eventyrlystne Leif den Lykkelige blev omgående tændt. Var der virkelig endnu mere land at vinde hævd over længere ude? Ventede der rigdomme og frugtbar jord? Omtrent samtidig med Olav Tryggvasons endeligt i slaget ved Svold gjorde Leif den Lykkelige et skib klar og stævnede ud fra Eriksfjorden med en gruppe mænd, og kursen blev sat stik vest over det enorme stræde mellem Grønland og Canada. Efter ugers sejlads lykkedes det at finde de landområder, som Bjarni Her— 23 —
Den danske bog om Norge.indd 23
10.03.2021 10.46
jolfsson havde beskrevet, og Leif den Lykkelige kunne som ikke blot den første nordmand, men den første europæer sætte sine fødder på det amerikanske kontinent. I hundredvis af år tillagde man Christoffer Columbus denne ære, men i 1961 gjorde det norske arkæologpar Helge og Anne Stine Ing stad et fund på den canadiske ø Newfoundland, der skulle vise sig at få enorm betydning. Ja, historiebøgerne skulle faktisk skrives om. Ved byen L’Anse aux Meadows på Newfoundlands nordkyst opdagede parret resterne af en nordbobygd – eller i hvert fald en handelsplads. Både de islandske sagaer og de canadiske algonquin-indianeres myter fortæller, at vikingerne kom til det nuværende Canada og slog sig ned der, men mange antog, at det var en skrøne. Med det opsigtsvækkende fund var indicierne i de islandske sagaer imidlertid blevet til den rene sandhed. I L’Anse aux Meadows fandt man i den efterfølgende tid mere end 2.000 efterladte redskaber, værktøjer og andet, der påviste nordmændenes tilstedeværelse her. Det gjaldt blandt andet arnesteder mage til dem, man også havde fundet i Vestgrønland, og redskaber til at sy tøj, fremstillet i enten Grønland eller på Island. Leif den Lykkelige navngav ifølge sagaerne de nye territorier Helluland, Markland og til sidst Vinland – i dag kendt som Baffin Island, Labrador og Newfoundland. Han blev i Vinland med sine mænd hen over vinteren, og man mener, at stedet blev kaldt sådan, fordi der voksede vilde druer. Leif den Lykkeliges mænd skulle også have fundet en slags vild hvede og masser af laks at leve af, og det var disse gode betingelser, der i årene efter fik en gruppe vikinger til at slå sig permanent ned i det nuværende Canada. Hvorfor bopladsen derefter blev opgivet igen, er fortsat et af de mange åbne spørgsmål, der klamrer sig til vikingernes historie, men der gættes på, at disse første europæere på amerikansk jord enten kom i væbnet konflikt med de lokale indianere – eller måske i indbyrdes strid med hinanden. Tilbage i Grønland videreførte Leif den Lykkelige sine forældres gård, og med tiden voksede de grønlandske bygder til egentlige by— 24 —
Den danske bog om Norge.indd 24
10.03.2021 10.46
samfund, der på trods af den enorme afstand til Norge kom under direkte kontrol fra det norske statsapparat med ærkebiskopperne i Nidarosdomen i Trondheim som en vigtig magtfaktor. Det betød mindre frihed, men til gengæld øget handel og udveksling mellem de grønlandske nordmænd og norske søfolk og købmænd fra især Bergen. En bæredygtig kultur blomstrede op takket være samhandlen og det i den periode milde klima, der gjorde det muligt at dyrke afgrøder i bunden af de grønlandske fjorde på vestkysten. Erik den Rødes efterkommere var ikke blot ude på et flygtigt eventyr. Grønland endte med at blive et spirende samfund med op mod 7.000 indbyggere og eget bispesæde, inden den nordiske kultur på mystisk vis døde ud i den sene middelalder. Fortællingerne om Erik den Røde og Leif den Lykkelige er vigtige i denne sammenhæng, fordi der i mange år – og i hvert fald i min skoletid i 1980’erne – var en udbredt opfattelse af, at de var danske vikinger, og at det derfor var naturligt, at Færøerne, Island og Grønland hørte til det danske rigsfællesskab, men der er mange flere lag i den historie, som jeg vender tilbage til senere, og faktum er, at de var norske, og at befolkningerne i Island og Færøerne oprindeligt nedstammer fra landflygtige nordmænd.
De norske skibsvrag i Roskilde Mens Norge voksede, mistede de danske vikinger kontrollen over England, efter normanneren Wilhelm Erobreren i 1066 gik i land ved Hastings og herefter påberåbte sig magten over de danske besiddelser, det såkaldte Danelagen. Heller ikke det vigtige landområde Viken i det østlige Norge formåede de danske konger at holde solidt på, og i en længere periode var Norge tydeligvis Danmark overlegen politisk og militært. Hvordan forholdet mellem Norge og Danmark reelt var på det tidspunkt, ved vi ikke så meget om, men der eksisterer både nogle få kilder og arkæologiske fund, som beviser en tæt politisk og merkantil kontakt mellem de to nordiske stormagter, men også at der var magt— 25 —
Den danske bog om Norge.indd 25
10.03.2021 10.46
kampe og gensidige forsøg på at tilrane sig tronerne i nabolandet fra både dansk og norsk side. Noget tyder på, at der i år 1078 udbrød stor bekymring ved den danske konge Harald Hens hof i Roskilde. Man frygtede sandsynligvis, at et norsk flådeangreb var under opsejling på baggrund af en intern dansk familiestrid. Harald Hen var raget uklar med sine to brødre – de senere danske konger Knud den Hellige og Erik Ejegod. I et forsøg på at vælte deres bror af tronen var de draget nordpå og havde allieret sig med den mægtige norske konge Olav Kyrre. Nede i Rom fik pave Gregor VII nys om krigsplanerne. Han var glad for Harald Hen, som stod kirken nær. Han var i det hele taget en god og fredelig konge for Danmark og havde blandt andet skrinlagt ideen om at tilbageerobre det England, som danske vikinger havde haft kontrollen over gennem mere end hundrede år, men som normannerne altså nu havde sat sig tungt på. Også Olav Kyrre var en konge, der så muligheder i fred og forsoning snarere end krige og vedvarende strid (kyrre betyder rolig). Alligevel må vi antage, at norske kong Olav var fristet af tanken om et angreb på Danmark. Paven sendte nemlig et brev til den norske konge og advarede heri direkte mod en krig mellem Danmark og Norge. Ifølge paven kunne sådan en krig få vidtrækkende konsekvenser for hele Europa, og paven understregede desuden, at Harald Hen – ikke hans brødre – var den rette konge for Danmark. Gregor VII’s breve til Harald Hen og Olav Kyrre er i dag de eneste håndgribelige beviser på, at angrebet på Roskilde formentlig var på vej. Og så ikke helt, for vi ved også, at Roskilde Fjord blev befæstet i årene før tvisten mellem Harald Hen og hans brødre. Det er ikke helt klarlagt hvorfor, og historikere og arkæologer er altid forsigtige med at gætte, men Roskildes forsvar blev næppe styrket blot for fornøjelsens skyld. Man frygtede en indtrængende fjende. En fjende, der med de rette vindforhold hurtigt kunne nærme sig fra fremmede kyster i nord. Mellem 1959 og 1962 gjorde man et enestående marinarkæologisk fund ude i Roskilde Fjord, der bekræfter, at fjorden blev befæstet med — 26 —
Den danske bog om Norge.indd 26
10.03.2021 10.46
en særlig sejlrende – for at modvirke et angreb på byen fra søsiden. Fundet var de fem skibsvrag, der i dag er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og som har fået navn efter den nærmeste landsby inde på land: Skuldelev. De fem Skuldelev-skibe er hverken forlist under en storm eller gået til i et drabeligt søslag. De blev bevidst sænket på et smalt sted i fjorden for at skabe en barrikade under vand, som fremmede skibe ville have vanskeligt ved at trænge igennem. Der er tale om et spøjst og nærmest interimistisk forsvarsanlæg, som synes anlagt i hast ud af det, man nu havde ved hånde. De fem skibe i forskellig størrelse forhindrede med andre ord et overraskelsesangreb. Det understøtter ikke kun formodningen om, at det norske angreb på Roskilde var på vej. Fundet i Roskilde Fjord skulle vise sig at være en skatkiste af informationer om overgangsperioden fra vikingetiden til middelalderen i Norden. En af de største overraskelser var, at flere af skibene slet ikke var bygget i Danmark, men så langt væk som Irland og Sognefjord i Norge. Hvordan den lille båd, som i dag går under navnet Skuldelev 6, blev sejlet helt fra Sognefjorden ned til Roskilde, er stadig lidt af en gåde. En rekonstruktion af skibet med navnet Skjoldungen sejlede denne tur fra Norges vestkyst ned til Roskilde Fjord i 2019, og man kunne konstatere, at det var en yderst udfordrende og farefuld sejlads for så lille en båd, der tydeligvis var bygget til fragt og fiskeri indenskærs og ikke til større oceangående eventyr. Fundet af Skuldelev 6 viser imidlertid, hvor tæt kontakten mellem Norge og Danmark var allerede for mere end 1.000 år siden, og det er sammen med Skuldelev 1, som også blev bygget i Norge, i dag blandt vores ældste håndgribelige beviser på båndene mellem de to lande.
Den danske bog om Norge.indd 27
10.03.2021 10.46