Den fremmede

152 mm

25 mm

© Frank Ward, courtesy of Amherst College

225 mm

HARLAN COBEN (f. 1962) kaldes ikke uden grund ’Krimikongen’: Hans bøger er oversat til 41 sprog og solgt i flere end 60 mio. eksemplarer verden over. Som den eneste forfatter nogensinde er Harlan Coben blevet tildelt de tre amerikanske litteraturpriser The Edgar Award, The Shamus Award og The Anthony Award. Harlan Coben bor i New Jersey, USA, med sin kone og deres fire børn.

Adam Price har det hele. En vidunderlig kone, to dejlige sønner, et stort hus og et godt job. Lige indtil en komplet fremmed mand en dag kommer til byen.

Han opsøger Adam og afslører, at hans kone har en dyb hemmelighed. Adam er forvirret og forbløffet: han troede, han vidste alt om sin hustru.

Fra den dag begynder hans perfekte liv at smuldre, og langsomt går sandheden op for ham. Han er havnet midt i en større sammensværgelse, og hvis han foretager ét forkert træk, kan det ikke bare ødelægge hans liv – det kan slå hele hans familie ihjel.

»Overraskende og fantastisk … jeg er jaloux.« Stephen King »Ingen skruer et plot bedre sammen!« Dan Brown

HARLAN COBEN DEN FREMMEDE

ET PERFEKT ÆGTESKAB EN VELBEVARET HEMMELIGHED EN FREMMED DER KAN ØDELÆGGE ALT

152 mm

7

7

93 mm

93 mm

#1 PÅ NEW YORK TIMES’ BESTSELLERLISTE

HARLAN

COBEN Den fremmede

ANMELDERNE OM SAVNER DIG

»Ualmindelig veldrejet og spændende krimi om netdating, kønsroller og kærlighed.

Coben formår på alle måder at holde genrens tunge lige i munden til de allersidste sider.« Politiken

»Harlan Coben forstår i den grad at strikke en overraskende og nervepirrende handling sammen … En krimi fra øverste hylde.« Familie Journal

»Hvis man leder efter en solid, veldrejet thriller med et forførende persongalleri, går man sjældent forgæves hos amerikanske Harlan Coben…

Djævelsk plot og solid persontegning, action og overraskelser for alle pengene.« Ekstra Bladet

»Jeg kan ikke få nok af Harlan Coben.« Liza Marklund ANMELDERNE OM SEKS ÅR

»Plottet er knivskarpt.« Ekstra Bladet gad.dk

»Et heftigt drama fortalt i et godt tempo.«

Alt for Damerne

»5 stjerner er faktisk for lidt …« 9

788712 050735

Plusbog.dk

»Det er effektiv spænding, skrevet i et mundret sprog, med en overraskende slutning.« Berlingske

Den fremmede_TRYK.indd 2

09/03/16 14.47

harlan coben

den fremmede p책 dansk ved poul bratbjerg hansen

gads forlag

Den fremmede_TRYK.indd 3

09/03/16 14.47

Den fremmede er oversat fra amerikansk efter The Stranger Copyright © 2015 by Harlan Coben Pulished by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2016 by Gads Forlag ISBN 978‑87‑12‑05073‑5 1. udgave 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: © Arkangel Images Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Bookwell, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Den fremmede_TRYK.indd 4

09/03/16 14.47

I kærlig erindring om min fætter Stephen Reiter Og som en hyldest til hans børn David, Samantha og Jason

Den fremmede_TRYK.indd 5

09/03/16 14.47

Den fremmede_TRYK.indd 6

09/03/16 14.47

O, min sjæl, bered dig på, at den fremmede kommer.

Bered dig på ham, der forstår at stille spørgsmål.

Der findes én, der kan huske vejen til din dør: Livet kan du måske unddrage dig, men ikke døden.

T.S. Eliot

Den fremmede_TRYK.indd 7

09/03/16 14.47

Den fremmede_TRYK.indd 8

09/03/16 14.47

Kapitel 1

Den fremmede fik ikke Adams verden til at styrte i grus på én gang.

Det var, hvad Adam Price sagde til sig selv senere, men det passede ikke. Adam vidste på en eller anden måde med det samme, lige fra den første sætning, at det liv, han hidtil havde levet som en tilfreds, gift mand og far til to i en pæn forstad, var endegyldigt forbi. For en umiddelbar betragtning var det en ganske simpel sætning, men der var noget i tonefaldet, noget indsigtsfuldt og endda omsorgsfuldt, der lod Adam forstå, at intet nogensinde ville blive det samme igen.

“Du havde ikke behøvet at blive sammen med hende,” sagde den fremmede.

De befandt sig i American Legions forsamlingsbygning i Cedarfield i New Jersey. Cedarfield var en by, hvor det vrimlede med velhavende hedgefonddirektører, bankfolk og andre selvbestaltede verdensherskertyper fra finanssektoren. De yndede at drikke øl i American Legion Hall, fordi det var slumturisme på en behagelig måde, hvor de kunne lade, som om de var nogle gode, gamle ‘jordens salt’-drenge i stil med noget i en Dodge Ram-reklame, mens de i virkeligheden var alt andet end det.

Adam stod ved den fedtede bardisk. Bag ham var der en dartskive.

Neonskilte reklamerede for Miller Lite, men Adam havde en flaske Budweiser i højre hånd. Han vendte sig om mod manden, der lige havde kantet sig hen til ham, og selvom han godt kendte svaret i forvejen, spurgte han: “Er det mig, du taler til?”

Fyren var yngre end de fleste af familiefædrene, slankere, næsten mager, og havde store, gennemborende blå øjne. Hans arme var hvide og tynde, og lidt af en tatovering tittede frem neden for det ene af de korte ærmer. Han havde en baseballkasket på. Han var ikke ligefrem

9

Den fremmede_TRYK.indd 9

09/03/16 14.47

en hipster, men der var noget ingeniørnørdet over ham, som om han var en fyr, der stod i spidsen for en højteknologisk afdeling og aldrig så solen.

De gennemborende blå øjne fastholdt Adam med en alvor, der gav ham lyst til at vende sig bort. “Hun sagde til dig, at hun var gravid, ikke?”

Adam mærkede, at hans greb om ølflasken strammedes.

“Det var grunden til, at du blev. Corinne fortalte dig, at hun var gravid.”

Det var i det øjeblik, at Adam mærkede en slags kontakt blive slået til i sit bryst, som om nogen havde udløst det røde digitalur på en filmbombe, og nu var det begyndt at tælle ned. Tik, tik, tik, tik.

“Kender vi hinanden?” spurgte Adam.

“Hun sagde til dig, at hun var gravid,” fortsatte den fremmede.

“Corinne, mener jeg. Hun sagde til dig, at hun var gravid, og så mistede hun barnet.”

American Legion Hall var proppet med fædre fra byen, som var iført de dér hvide baseball-T-shirts med trekvartlange ærmer og enten posede cargoshorts eller farmandjeans helt uden røv. Mange af dem havde baseballkasketter på. I aften var der lacrosseholdudtagelse for drenge i fjerde, femte og sjette klasse og udvælgelse til A-holdet. Hvis man gerne vil være vidne til type A-personligheder, der opfører sig som sådan i deres naturlige habitat, tænkte Adam, så skal man se på, når forældre bliver involveret i deres eget afkoms udvælgelse til hold.

Discovery Channel burde filme det her.

“Du følte dig forpligtet til at blive. Har jeg ikke ret?” spurgte manden.

“Jeg ved ikke, hvem fanden …”

“Hun løj, Adam.” Den yngre mand talte med stor overbevisning, ikke kun som om han var sikker i sin sag, men også som om han til syvende og sidst sagde det af hensyn til Adam, fordi han ville ham det godt. “Corinne fandt på det hele. Hun var på intet tidspunkt gravid.”

Ordene blev ved med at ramme som boksestød, der gjorde Adam fortumlet, tappede ham for modstandskraft, gjorde ham rystet og forvirret og klar til at tage stående tælling til otte. Han havde lyst til

10

Den fremmede_TRYK.indd 10

09/03/16 14.47

at slå igen, at tage fyren i kraven og smide ham tværs igennem lokalet, fordi han fornærmede hans kone på den måde. Men han undlod at gøre det af to grunde.

For det første var der det med at være fortumlet-som-om-han-togimod-boksestød og tappet-for-modstandskraft.

For det andet var der noget ved den måde, manden talte på, noget ved hans selvsikre tonefald, den forbandede overbevisning i hans stemme, som fik Adam til at tænke, at det måske ville være klogest at lytte.

“Hvem er du?” spurgte Adam.

“Betyder det noget?”

“Ja, det gør.”

“Jeg er den fremmede,” sagde han. “Den fremmede, der ligger inde med vigtig viden. Hun løj for dig, Adam. Corinne. Hun var ikke gravid. Det var alt sammen et bluffnummer for at få dig tilbage.”

Adam rystede på hovedet. Han trådte vande, forsøgte at bevare roen og være rationel. “Jeg så graviditetstesten.”

“Falsk.”

“Jeg så ultralydsscanningen.”

“Også falsk.” Han løftede afværgende hånden, før Adam kunne nå at sige mere. “Og ja, det samme var maven. Eller skulle jeg sige maverne? Da man begyndte at kunne se, at Corinne ventede sig, så du hende ikke på noget tidspunkt nøgen, vel? Hvad gjorde hun? Påstod hun, at hun var sløj og havde kvalme om aftenen, så I ikke kunne dyrke sex? Det er, hvad der sker de fleste gange. Så når aborten sker, kan man se tilbage på det hele og erkende, at graviditeten var problematisk lige fra starten.”

En buldrende stemme lød ovre fra den anden side af salen: “Okay, folkens, forsyn jer med en øl til og lad os komme i gang med det, det drejer sig om.”

Stemmen tilhørte Tripp Evans, formanden for lacrosseligaen, en tidligere Madison Avenue-reklamebureauleder og en flink og rar fyr.

De andre fædre begyndte at tage aluminiumstole – den slags, man bruger til sit barns skolekoncert – fra et stativ og placere dem i en rundkreds. Tripp Evans kiggede over på Adam, lagde mærke til det

11

Den fremmede_TRYK.indd 11

09/03/16 14.47

utvivlsomt blege udtryk i hans ansigt og rynkede bekymret panden.

Adam vinkede afværgende og vendte sig igen om mod den fremmede.

“Hvem helvede er du?”

“Tænk på mig som din redningsmand. Eller som en ven, der lige har fået dig løsladt fra fængslet.”

“Du står og lukker lort ud.”

Al samtale var stort set forstummet. Stemmerne var nu hviskende, og lyden af skrabende stole rungede i den ellers stille sal. Fædrene gjorde sig klar til holdudtagelsen, lagde ansigterne i de rette kampfolder.

Adam hadede det her. Det var ikke engang meningen, at han skulle være her – det skulle Corinne. Hun var kasserer i lacrossebestyrelsen, men hendes skole havde ændret tidspunktet for hendes deltagelse i en lærerkonference i Atlantic City, og selvom det her var årets største dag, hvad angår lacrosse i Cedarfield – ja, den vigtigste grund til, at Corinne var blevet så aktiv – havde Adam været nødt til at træde til og vikariere for hende.

“Du burde takke mig,” sagde manden.

“Hvad fabler du om?”

For første gang smilede manden. Adam kunne ikke undgå at bemærke, at det var et venligt smil, et smil som hos en healer, et smil som hos en mand, der bare gerne vil gøre det, der er godt og rigtigt.

“Du er fri,” sagde den fremmede.

“Du er fuld af løgn.”

“Du ved godt, det ikke passer, ikke, Adam?”

Fra den anden side af lokalet kaldte Tripp Evans. “Adam?”

Han vendte sig om. Alle med undtagelse af Adam og den fremmede sad nu ned.

“Jeg bliver nødt til at smutte nu,” hviskede den fremmede. “Men hvis du virkelig har brug for et bevis, så tjek dit visakort. Kig efter en udbetaling til Novelty Funsy.”

“Vent lidt …” “Én ting til.” Manden lænede sig helt hen til ham. “Hvis jeg var dig, ville jeg nok få foretaget en dna-test af dine to drenge.”

Tik, tik, tik … bum! “Hvad?”

12

Den fremmede_TRYK.indd 12

09/03/16 14.47

“Jeg har ingen beviser, men når en kvinde er villig til at lyve om den slags, så kan man rimeligvis gå ud fra, at det ikke er første gang, hun gør det.”

Og så, mens Adam på ny var sendt til tælling over denne sidste beskyldning, skyndte den fremmede sig ud ad døren.

Den fremmede_TRYK.indd 13

09/03/16 14.47

Kapitel 2

Da Adam havde sundet sig et øjeblik, løb han efter den fremmede.

Det var for sent.

Den fremmede satte sig ind på passagersædet i en grå Honda Accord. Bilen bakkede ud og kørte. Adam spænede af sted for at se noget mere, måske indprente sig nummerpladen, men han kunne kun se, at den var fra hans hjemstat New Jersey. Da bilen svingede i retning af udkørslen, lagde han mærke til noget andet.

Det var en kvinde, der sad bag rattet.

Hun var ung og havde langt, lyst hår. Da gadelyset ramte hende, kunne han se, at hun kiggede på ham. Deres øjne mødtes et ganske kort øjeblik. Der var et bekymret udtryk i hendes ansigt, et medlidende udtryk.

Medlidenhed med ham.

Bilen drønede af sted og forsvandt. Der var en, der råbte hans navn.

Adam drejede rundt på hælen og gik indenfor igen.

De begyndte med at udvælge spillerne til hjemmeholdet.

Adam forsøgte at være opmærksom, men det var, som om alle lyde bevægede sig igennem det auditive sidestykke til en dugget brusekabinedør. Corinne havde gjort Adams opgave uhyre enkel. Hun havde rangeret hver eneste dreng, der havde prøvet at komme med på sjetteklasseholdet, så han kunne bare vælge ud fra dem, der var tilbage.

Det, det i virkeligheden drejede sig om – den egentlige grund til, at han var her – var at sørge for, at Ryan, deres dreng i sjette klasse, kom på det all-star-hold, der skulle spille udekampe. Deres ældste søn, Thomas, der nu gik på andet år på high school, var blevet holdt uden for stjerneholdet, da han var på Ryans alder, fordi – det mente Corinne i

14

Den fremmede_TRYK.indd 14

09/03/16 14.47

hvert fald, og Adam var tilbøjelig til at give hende ret – hans forældre ikke engagerede sig i tilstrækkelig grad. For mange af fædrene var her ikke i aften på grund af deres kærlighed til spillet, men snarere for at varetage deres børns interesser.

Det gjaldt også Adam. Ynkeligt, ja, men sådan er det.

Adam forsøgte at skyde det fra sig, han lige havde hørt – hvem fanden var den fyr i øvrigt? – men det lykkedes ikke. Det flimrede for øjnene, da han kiggede på Corinnes “talentspejderrapport”. Hans kone var utrolig ordentlig og metodisk, næsten analfikseret, og havde lavet en liste over drengene med de bedste øverst og de dårligste nederst.

Når en af drengene blev sat på holdet, stregede Adam hans navn ud.

Han studerede sin kones perfekte håndskrift, der nærmest ville kunne bruges som skabelon for de eksempler på pæne bogstaver, som ens lærer i tredje klasse satte op over tavlen. Sådan var Corinne. Hun var den type pige, der kom ind i klasseværelset og klagede over, at hun garanteret ville dumpe, men blev først færdig med prøven og scorede en topkarakter. Hun var intelligent, ambitiøs, smuk og …

En løgner?

“Lad os så få sat udekampholdene, gutter,” sagde Tripp.

Lokalet genlød igen af lyden af skrabende stole. Stadig omtåget satte Adam sig i den lille rundkreds på fire mænd, der skulle sammensætte A- og B-udekampholdene. Det var nu, at det for alvor betød noget.

Hjemmeholdet blev i byen. De bedste spillere kom på A og B og fik lov til at rejse til andre byer og deltage i turneringer over hele staten.

Novelty Funsy. Hvorfor fik det navn en klokke til at ringe?

Grundskolens cheftræner hed Bob Baime, men Adam tænkte altid på ham som Gaston fra Disney-filmatiseringen af Skønheden og udyret.

Bob var en stor flødebolle af en mand med den type strålende smil, som man kun finder hos jævnt begavede personer. Han var højrøstet og storsnudet og stupid og ondskabsfuld, og hver gang han spankulerede forbi – med svingende arme og brystet skudt frem – var det, som om han blev ledsaget af filmens soundtrack: “Ingen er sej/slår/ skyder som Gaston …”

Glem det, sagde Adam til sig selv. Den fremmede tog bare pis på dig …

15

Den fremmede_TRYK.indd 15

09/03/16 14.47

Det burde kun tage få sekunder at vælge holdene. Hvert barn havde fået point på en skala fra ét til ti i forskellige kategorier: håndtering af stav, hurtighed, styrke, evne til at aflevere, den slags. Man lagde tallene sammen og regnede gennemsnittet ud. I teorien skulle man bare tage listen, sætte de første atten drenge på A-holdet, de næste atten drenge på B-holdet, og resten kom så bare ikke med. Enkelt og ligetil. Men først skulle alle være sikre på, at deres egne sønner var på de hold, som de selv trænede.

Okay, fint nok, det blev klaret.

Så begyndte man at se på rangeringerne. Det gik hurtigt og gnidningsløst, indtil de nåede til den allersidste, der skulle på B-holdet.

“Jimmy Hoch bør komme med,” proklamerede Gaston. Bob Baime nøjedes sjældent med at sige noget. For det meste kom han med proklameringer.

En af hans forskræmte assistenttrænere – Adam vidste ikke, hvad han hed – sagde: “Men både Jack og Logan er rangeret højere, end han er.”

“Ja, det er rigtigt,” sagde Gaston. “Men jeg kender den dreng.

Jimmy Hoch. Han er en bedre spiller end de to andre. Han havde bare en dårlig dag, da der var udtagelse.” Han hostede ned i sin næve, før han fortsatte. “Jimmy har også haft et hårdt år. Hans forældre er blevet skilt. Vi bør give ham en chance og sætte ham på holdet. Så hvis ingen har noget at indvende imod det …”

Han begyndte at skrive Jimmys navn.

“Det har jeg,” hørte Adam sig selv sige.

Alles øjne blev rettet mod ham.

Gaston skød sin kløftede hage frem i retning af Adam. “Hvad sagde du?”

“Jeg har noget at indvende imod det,” sagde Adam. “Jack og Logan har flere point. Hvem har flest point af de to?”

“Logan,” sagde en af assistenterne.

Adam lod øjnene løbe ned over listen og tjekkede tallene. “Ja, okay. Så bør Logan komme på holdet. Det er ham, der har den bedste evaluering og den højeste score.”

Assistenterne gispede ikke højlydt, men det kunne de lige så godt

16

Den fremmede_TRYK.indd 16

09/03/16 14.47

have gjort. Gaston var ikke vant til at blive modsagt. Han lænede sig frem og blottede sine store tænder. “Tag mig det ikke ilde op, men du er her kun som stedfortræder for din kone.”

Han sagde ordet kone med en lille smule snert, som om det at være nødt til at vikariere for nogen betød, at man ikke var en rigtig mand.

“Du er ikke engang assistenttræner,” fortsatte Gaston.

“Sandt nok,” sagde Adam. “Men jeg kan godt læse tal, Bob. Logans samlede score var 6,7. Jimmy har kun en score på 6,4. Selv ifølge vore dages ny matematik er 6,7 et større tal end 6,4. Jeg kan vise dig det med en graf, hvis det er til nogen hjælp.”

Gaston fattede ikke sarkasmen. “Men som jeg lige har forklaret, er der nogle formildende omstændigheder.”

“Skilsmissen?”

“Lige netop.”

Adam kiggede på assistenttrænerne. Assistenttrænerne fik pludselig øje på noget ualmindelig interessant nede på gulvet foran dem.

“Ved du så også noget om, hvordan Jacks og Logans situation er på hjemme­fronten?”

“Jeg ved, at deres forældre er sammen.”

“Så nu er det altså det, der afgør sagen?” spurgte Adam. “Du har et rigtig godt ægteskab, har du ikke, Ga…” Han var lige ved at kalde ham Gaston. “… Bob?” “Hvad for noget?”

“Dig og Melanie. I er det lykkeligste par, jeg kender. Er I ikke det?”

Melanie var lille og blond og lidt for glad og blinkede altid med øjnene, som om nogen lige havde stukket hende en lussing. Gaston kunne godt lide at røre ved hendes bagdel, når de befandt sig et offentligt sted, ikke så meget for at vise ømhed, ja, ikke engang begær, men mest for at vise, at hun var hans ejendom. Nu lænede han sig tilbage og forsøgte at vælge sine ord med omhu. “Jo, vi har et godt ægteskab, men …”

“Det burde jo trække mindst et halvt point fra din egen søns score, ikke? Så det bringer Bob Junior ned på … lad mig se … 6,3. B-holdet.

For hvis vi skal forhøje Jimmys score, fordi hans forældre har problemer, skal vi så ikke også sænke din søns score, fordi I har det så superperfekt?”

En af de andre assistenttrænere sagde: “Adam, er der noget galt?”

17

Den fremmede_TRYK.indd 17

09/03/16 14.47

Med et ryk drejede Adam hovedet i retning af stemmen. “Jeg har det fint.”

Gaston knyttede næverne, begyndte at spænde musklerne.

“Det var noget, Corinne fandt på. Hun var på intet tidspunkt gravid.”

Adam mødte den større mands blik og fastholdt det. Kom bare an, store tamp, tænkte Adam. Kom bare an i aften af alle aftener. Gaston var den type store og muskuløse fyr, om hvem man vidste, at det hele blot var for et syns skyld. Hen over Gastons skulder kunne Adam se Tripp Evans følge optrinet med et forbavset ansigtsudtryk.

“Det her er ikke en retssal,” sagde Gaston og blottede igen tænderne. “Du går over stregen.”

Adam havde ikke set et retslokale indefra i fire måneder, men han gad ikke korrigere ham. Han holdt papirerne op i luften. “Der er en grund til, at der er blevet lavet de her evalueringer, Bob.” “Der er også en grund til, at vi er her,” sagde Gaston og strøg hånden gennem sin sorte manke. “Fordi vi er trænere. Fordi vi har holdt øje med disse drenge i årevis. Vi træffer den endelige beslutning. Jeg træffer – i min egenskab af cheftræner – den endelige beslutning. Jimmy har en god indstilling. Det betyder også noget. Vi er ikke computere.

Vi bruger alle de redskaber, vi har til rådighed, for at vælge de drenge ud, der fortjener det og har mest brug for det.” Han bredte sine store hænder ud, forsøgte at få Adam tilbage i folden. “Og helt ærligt. Vi taler om den sidste plads på B-holdet. Så vigtigt er det jo heller ikke.”

“Jeg tør vædde på, at det er vigtigt for Logan.”

“Jeg er cheftræner. Det er mig, der træffer den endelige beslutning.”

Der var opbrud i lejren. Nogle var begyndt at forlade lokalet. Adam åbnede munden for at sige noget mere, men hvad skulle det gøre godt for? Han ville alligevel ikke vinde diskussionen, og hvorfor havde han i øvrigt startet den? Han var ikke engang klar over, hvem fanden Logan var. Det afledte bare opmærksomheden fra det kaos, som den fremmede havde kastet ham ud i. Ikke andet. Det var han godt klar over. Han rejste sig fra stolen.

“Hvor skal du hen?” spurgte Gaston med hagen skudt så langt frem, at han næsten bad om at få en på skrinet. “Ryan er på A-holdet, ikke?”

18

Den fremmede_TRYK.indd 18

09/03/16 14.47

“Jo.” Det var derfor, at Adam var der – for at slå et slag for sin søn, hvis det blev nødvendigt. Den side af sagen var på plads. Resten var ligegyldige detaljer. “Fortsat god aften, gutter.”

Adam gik hen til baren igen. Han nikkede til Len Gilman, byens politichef, der godt kunne lide at arbejde bag baren, fordi det begrænsede antallet af spritbøder. Len svarede med et nik og gav Adam en flaske Bud. Adam skruede kapslen af med lidt for stort velbehag. Tripp Evans kom hen og stillede sig ved siden af ham. Len stak også ham en Bud. Tripp løftede den op og klinkede med Adam. De to mænd drak i tavshed, mens mødet opløste sig. Fyre råbte farvel til hinanden.

Gaston rejste sig på en brat, voldsom måde – han havde flair for det voldsomme – og sendte Adam et olmt blik. Adam løftede flasken og ‘skålede’ som svar. Gaston stormede ud af lokalet.

“Er du ved at udvide vennekredsen?” spurgte Tripp.

“Jeg elsker mennesker,” sagde Adam.

“Du ved godt, at han er næstformand i bestyrelsen, ikke?”

“Næste gang jeg ser ham, må jeg huske at gøre knæfald,” sagde Adam.

“Jeg er formand.”

“Så må jeg hellere anskaffe mig et par knæbeskyttere.”

Tripp nikkede, syntes godt om bemærkningen. “Bob har meget at slås med for tiden.”

“Bob er en narrøv.”

“Nå, ja. Ved du, hvorfor jeg bliver ved som formand?”

“Så har du lettere ved at score piger?”

“Ja, derfor. Og én ting til. Hvis jeg træder tilbage, står Bob for tur.”

“Gys.” Adam gjorde mine til at stille sin øl fra sig. “Nå, jeg må hellere komme af sted.”

“Han er arbejdsløs.”

“Hvem?”

“Bob. Han mistede sit job for mere end et år siden.”

“Det er jeg ked af at høre,” sagde Adam. “Men det er ikke nogen undskyldning.”

“Det sagde jeg heller ikke. Jeg syntes bare, at du skulle vide det.”

19

Den fremmede_TRYK.indd 19

09/03/16 14.47

“Jeg er med.”

“Så Bob har en headhunter til at hjælpe sig med at finde et job,” fortsatte Tripp Evans, “en stor kanon af en headhunter.”

Adam stillede øllen fra sig. “Og?” “Den store headhunter forsøger at finde et nyt job til Bob.” “Ja, det sagde du.”

“Headhunteren hedder Jim Hoch.”

Adam stoppede op. “Altså Jimmy Hochs far?”

Tripp svarede ikke.

“Det er altså derfor, at han vil have drengen på holdet?”

“Tror du måske, at Bob interesserer sig en hujende fis for, at forældrene er blevet skilt?”

Adam rystede bare på hovedet. “Og det er fint nok med dig?”

Tripp trak på skuldrene. “Intet her er uskyldsrent. Får man forældre involveret i deres egne børns sportsaktiviteter, ja, så ved man bare, at det er ligesom en løvemor med sin unge. Nogle gange vælger de en dreng, fordi han bor inde ved siden af. Nogle gange vælger de en dreng, fordi han har en sexet mor, der tager frækt tøj på til kampene …”

“Taler du af personlig erfaring?”

“Ja, det kan jeg ikke sige mig fri for. Og somme tider vælger de en dreng, fordi hans far kan hjælpe dem med at få et job. Det er måske den allerbedste grund.”

“Du er virkelig kynisk af en reklamemand at være.”

Tripp smilede. “Ja, jeg ved det godt. Men det er jo det, vi altid snakker om. Hvor langt vil man gå for at beskytte sin familie? Du kunne ikke gøre en flue fortræd, jeg kunne ikke gøre en flue fortræd.

Men hvis nogen truer ens familie, hvis det drejer sig om at redde sit barn …”

“Vil vi slå ihjel?”

“Se dig omkring, min ven.” Tripp bredte armene ud. “Den her by, skolerne, alle aktiviteterne, de her børn, de her familier … Nogle gange er det mig nærmest ubegribeligt, hvor heldige vi alle sammen er. Vi udlever drømmen, forstår du.”

Adam forstod det godt. Sådan da. Han var gået fra at være underbetalt offentlig forsvarer til at være overbetalt ekspropriationsadvokat

20

Den fremmede_TRYK.indd 20

09/03/16 14.47

for at kunne finansiere drømmen. Han spekulerede på, om det var det værd. “Og hvis Logan skal betale prisen?”

“Siden hvornår er livet blevet retfærdigt? Hør her. Jeg havde nogle kunder fra et stort bilfirma. Ja, du kender godt navnet. Og ja, du har for nylig læst i avisen, at de fik dysset et problem med deres ratstammer ned. Mange mennesker kom til skade eller blev slået ihjel. De her folk fra bilfirmaet er virkelig søde og rare. Helt normale. Så hvordan kan de lade det ske? Hvordan kan de finde på at udarbejde noget cost-benefit-analyse-pladder og lade folk dø?”

Adam kunne godt se, hvor han ville hen med det, men det var altid umagen værd at tale med Tripp. “Fordi de er nogle moralsk fordærvede skiderikker?”

Tripp rynkede brynene. “Du ved godt, at det ikke er sådan. De er ligesom dem, der arbejder i tobaksindustrien. Er de også alle sammen onde? Eller hvad med alle de gudfrygtige mennesker, der har hemmeligholdt skandalerne i kirken, eller … ja, jeg ved snart ikke … dem, der forurener floderne? Er de bare nogle moralsk fordærvede skiderikker, Adam?”

Sådan var Tripp – en forstadsfar-filosof. “Det ved du bedre end jeg.”

“Det er perspektivet i det, Adam.” Tripp smilede til ham. Han tog sin kasket af, glattede de få hårtotter på den halvskaldede isse og tog den på igen. “Vi mennesker kan ikke se klart. Vi er altid forudindtagede, partiske. Vi beskytter altid vores egne interesser.”

“Der er én ting, jeg hæfter mig ved i alle eksemplerne,” sagde Adam.

“Hvad er det?”

“Penge.”

“Det er roden til alt ondt, min ven.”

Adam tænkte på den fremmede. Han tænkte på sine to sønner derhjemme, som sikkert lige nu lavede lektier eller spillede computerspil. Han tænkte på sin kone, der var til en lærerkonference nede i Atlantic City.

“Ikke til alt ondt,” sagde han.

Den fremmede_TRYK.indd 21

09/03/16 14.47

Kapitel 3

Der var mørkt på parkeringspladsen ved American Legion Hall. Kun lysglimtene fra bildøre, der blev åbnet, og de svagere lysskær fra smartphones, der blev tjekket, brød igennem det sorte tæppe. Adam satte sig ind i sin bil. I nogle sekunder sad han ubevægelig. Han sad der bare. Bildøre blev smækket i. Motorer blev startet. Adam rørte sig ikke.

“Du havde ikke behøvet at blive sammen med hende …”

Han kunne mærke telefonen vibrere i lommen. Det var en sms fra Corinne, regnede han med. Hun ville være ivrig efter at høre, hvordan det var gået med holdudvælgelsen. Adam tog telefonen frem og tjekkede beskeden. Jep, den var fra Corinne.

Hvordan gik det i aften??

Som forudset.

Adam sad og stirrede på sms’en, som om den måske indeholdt en skjult besked, da der blev banket med knoer på ruden, så det gav et sæt i ham. Gastons græskarstore hoved fyldte vinduet i passagersiden.

Han smilede til Adam og lavede en rul-ned-bevægelse med hånden.

Adam stak nøglen i tændingen, trykkede på knappen og så bilruden glide ned.

“Ja, hej igen,” sagde Gaston. “Vi er okay, ikke? Det var bare en regulær uenighed, ikke?”

“Jo.” Gaston stak hånden ind gennem vinduet. Adam tog den og trykkede den.

“Held og lykke med sæsonen,” sagde Gaston.

22

Den fremmede_TRYK.indd 22

09/03/16 14.47

“Ja … og held og lykke med jobsøgningen.”

Gaston stivnede et øjeblik. De to mænd rørte sig ikke: Gaston stod stor og mægtig i vinduet, Adam sad i bilen, men kiggede ikke væk. Til sidst trak Gaston hånden til sig, vendte sig om og gik sin vej.

Tumpe.

Telefonen summede igen. Igen var det Corinne.

Hallo?!?

Adam kunne se hende for sig stirre ned på skærmen og næsten ikke kunne vente på at få et svar. Små spil havde aldrig været hans stil.

Han så ikke nogen grund til ikke at give hende klar besked.

Ryan er på A.

Hendes svar kom prompte: Jubi!!! Ringer til dig om en halv time.

Han lagde telefonen væk, startede bilen og kørte hjemad. Turen var præcis 4,9 km lang – Corinne havde målt den med kilometertælleren i sin bil, da hun i sin tid begyndte at løbetræne. Han kørte forbi den nye Dunkin’ Donuts/Baskin-Robbins-comboforretning på South Maple og drejede til venstre ved Sunoco-tankstationen på hjørnet. Det var sent, da han kom hjem, men som sædvanlig brændte der stadig lys over hele huset. Der blev efterhånden snakket meget i skolen om vedvarende energi og energibesparelse, men hans to drenge havde endnu ikke lært at slukke lyset efter sig.

Han kunne høre deres bordercollie, Jersey, begynde at gø, da han nærmede sig fordøren. Han låste døren op, og Jersey tog imod ham, som om han var en hjemvendt krigsfange. Adam lagde mærke til, at hundens vandskål var tom.

“Hallo?”

Intet svar. Ryan kunne meget vel ligge og sove nu. Thomas ville enten være færdig med at lave lektier eller påstå, at han var det. Han

23

Den fremmede_TRYK.indd 23

09/03/16 14.47

var aldrig midt i eller færdig med at spille et computerspil eller surfe rundt på sin bærbare. Det lykkedes altid Adam at afbryde ham, lige når han var færdig med lektierne og lige gået i gang med at spille et computerspil eller surfe rundt på sin bærbare.

Han fyldte vandskålen.

“Hallo?”

Thomas kom til syne oven for trappen. “Hej.” “Har du gået tur med Jersey?”

“Ikke endnu.”

Teenagekode for ‘nej’.

“Gør det nu.”

“Jeg er nødt til at blive færdig med lektierne først.”

Teenagekode for ‘nej’.

Adam skulle lige til at sige “Nu!” – det her var en velkendt teenager/forældre-konfliktscene – men han tog sig i det og kiggede op på drengen. Tårerne pressede sig på, men han holdt dem tilbage. Thomas lignede Adam. Det sagde alle. Han gik på samme måde, lo på samme måde, og også hans anden tå var større end storetåen.

Det kunne ikke passe. Det kunne ikke passe, at han ikke var Adams søn. Selvom den fremmede havde sagt, at …

Lader du dig nu påvirke af, hvad en fremmed siger?

Han tænkte på alle de gange, hvor han og Corinne havde advaret drengene mod fremmede, alle formaningerne om, at man ikke skal være alt for hjælpsom, ikke tiltrække sig opmærksomhed, hvis en voksen nærmer sig, at man skal have et sikkerhedskodeord. Thomas havde forstået det med det samme. Ryan var mere tillidsfuld af natur.

Corinne havde altid været på vagt over for de mænd, der hang ud ved lilleputbanerne, de mænd, der tilsyneladende livet igennem havde et næsten patologisk behov for at være trænere, selvom deres børn for længst var blevet for store til at deltage, eller selvom de – hvilket var endnu værre – ikke selv havde børn. Adam havde altid været lidt mere afslappet på det punkt, eller måske var der noget mørkere på spil. Måske skyldtes det den omstændighed, at han ikke stolede på nogen, når det drejede sig om hans børn – at hans mistro ikke kun gjaldt dem, der normalt vakte mistænksomhed.

24

Den fremmede_TRYK.indd 24

09/03/16 14.47

Det var bare lettere på den måde, ikke sandt?

Thomas blev opmærksom på noget i sin fars ansigtsudtryk. Hans eget ansigt fortrak sig, og han tumlede så typisk teenageagtigt ned ad trappen, som om en usynlig hånd havde givet ham et skub bagfra, og hans fødder forsøgte at følge med.

“Jeg kan lige så godt gå med Jersey nu,” sagde Thomas.

Han daskede forbi sin far og tog snoren. Jersey stod trykket ind mod døren, klar til at komme af sted. Jersey var, ligesom alle andre hunde, altid klar til at komme af sted. Den udtrykte sin brændende længsel efter at komme ud ved at stå foran døren, så man ikke kunne åbne den og lukke den ud. Hunde.

“Hvor er Ryan?” spurgte Adam.

“Han sover.”

Adam kastede et blik på uret på mikroovnen. 22.15. Ryans sengetid var klokken ti, men han havde lov til at ligge og læse indtil halv elleve. I lighed med Corinne var Ryan en person, der fulgte reglerne. De behøvede aldrig minde ham om, at klokken var kvart i ti eller noget i den retning. Om morgenen stod Ryan ud af sengen i samme øjeblik, som vækkeuret ringede, gik i bad, tog tøj på, lavede selv morgenmad og gik i skole. Thomas var anderledes. Adam overvejede ofte at investere i en kvægstav for at få sin ældste søn op i omdrejninger om morgenen.

Novelty Funsy …

Adam hørte den ydre trådnetdør smække i, da Thomas og Jersey gik ud. Han gik op ovenpå og kiggede ind til Ryan. Ryan var faldet i søvn med lyset tændt og et eksemplar af den sidste nye Rick Riordanroman liggende på brystet. Adam listede sig på tæer hen til sengen, tog bogen, fandt et bogmærke og lagde den væk. Han rakte ud efter kontakten på lampen, da Ryan rørte på sig og løftede hovedet.

“Far?” “Hey.” “Kom jeg på A-holdet?”

“E-mailen bliver sendt ud i morgen, min ven.”

En hvid løgn. Det var ikke meningen, at Adam officielt skulle vide noget endnu. Trænerne skulle ikke sige noget til deres børn, før den officielle mail kom næste morgen. Alle skulle have besked samtidig.

25

Den fremmede_TRYK.indd 25

09/03/16 14.47

“Okay.”

Ryan lukkede øjnene og faldt i søvn, før hovedet ramte puden.

Adam betragtede sin søn et øjeblik. Han lignede sin mor af udseende.

Det havde aldrig betydet noget særligt for Adam før i aften – ja, det havde faktisk altid været et plus – men nu, i aften, fik det ham til at spekulere. Tåbeligt, men sådan var det. Når først tanken har meldt sig, kan man ikke uden videre lægge den fra sig. Den nagende fornemmelse i baghovedet ville ikke lade ham være i fred, men på den anden side: Og hvad så? Lad os se på det rent teoretisk. Han betragtede Ryan og mærkede den overvældende følelse, han somme tider fik, når han kiggede på sine drenge: dels ublandet glæde, dels frygt for, hvad der kunne ske med dem i denne brutale, barske verden, dels ønsker og forhåbninger, alt sammen blandet sammen i det eneste på hele denne planet, der føltes fuldstændig rent. Banalt og sentimentalt, ja, men sådan var det altså bare. Renhed. Det er, hvad man bliver overvældet af, når man fortaber sig i at kigge på sit eget barn – en renhed, der kun kan hidrøre fra ægte, betingelsesløs kærlighed.

Han elskede Ryan så forbandet højt.

Og hvis han fandt ud af, at Ryan ikke var hans, ville den følelse så bare fordufte? Forsvinder det alt sammen? Betyder det overhovedet noget?

Han rystede på hovedet og vendte sig væk. Slut med at filosofere over faderskab for i aften. Indtil videre var der ikke noget, der havde ændret sig. En eller anden skør kule havde sagt noget sludder til ham om en foregivet graviditet. Det var det hele. Adam havde arbejdet i retsvæsnet tilstrækkelig længe til at vide, at man ikke skal taget noget for givet. Man skal lave sit hjemmearbejde. Man laver den fornødne research. Folk lyver. Man efterforsker og undersøger, fordi ens forudfattede meninger alt for ofte ikke holder vand. De bliver pillet fra hinanden.

Adams mavefornemmelse sagde ham ganske vist, at der var et gran af sandhed i det, den fremmede havde sagt, men det var netop det, der var problemet. Når man lytter til sin mavefornemmelse, lader man sig ofte blot i endnu højere grad føre bag lyset.

Lav dit hjemmearbejde. Lav din research.

26

Den fremmede_TRYK.indd 26

09/03/16 14.47

Så hvordan det?

Enkelt og ligetil. Begynd med Novelty Funsy.

Familien var fælles om en computer, der tidligere havde stået i stuen. Det havde været Corinnes ide. Der skulle ikke foregå nogen hemmelig surfing på nettet (læs: pornokigning) i deres hjem. Tanken var, at Adam og Corinne skulle vide alt og være modne, ansvarsfulde forældre. Men Adam blev hurtigt klar over, at denne form for overvågning var enten overflødig eller meningsløs. Drengene kunne finde alt muligt, deriblandt porno, på deres telefoner. De kunne tage hen til kammerater. De kunne snuppe en af de bærbare computere eller tablets, der lå rundtom i huset.

Det var også doven og dårlig opdragelse, mente han. Man skulle lære dem at gøre det rigtige, fordi det er det rigtige – ikke fordi far og mor kigger dig over skulderen. Alle forældre tænker selvfølgelig sådan til at begynde med, men det går hurtigt op for én, at der er en grund til, at der findes lette løsninger, som forældre kan ty til.

Det andet problem var mere åbenlyst: Hvis man ville anvende computeren til det, den egentlig var anskaffet til – skolearbejde – blev man forstyrret af larmen fra køkkenet og fjernsynet. Så Adam flyttede computeren ind i det lille hummer, som de elskværdigt havde døbt ‘hjemmekontoret’ – et værelse, der havde for mange funktioner til for mange mennesker. Corinnes elevopgaver lå, klar til at blive rettet, i en stabel til højre i rummet. Drengenes skolebøger og papirer lå altid spredt ud i vild uorden; et udkast til en stil var efterladt i printeren som en såret soldat på slagmarken. På stolen lå regningerne i en bunke og ventede på, at Adam skulle betale dem online.

Internetbrowseren var åben og viste en hjemmeside for et museum.

En af drengene måtte være i gang med at læse om det antikke Grækenland. Adam tjekkede browserens historik og så, hvilke sites der havde været besøgt, selvom drengene var blevet for kløgtige til at efterlade noget belastende. Men man ved aldrig. Thomas havde engang ved et uheld efterladt sin Facebook åben og logget ind. Adam havde siddet ved computeren og kigget på forsiden, mens han af al magt forsøgte at bekæmpe trangen til at kaste et blik på sin søns beskeder.

Han havde tabt den kamp.

27

Den fremmede_TRYK.indd 27

09/03/16 14.47

Adam stoppede efter at have læst nogle få beskeder. Hans søn var ikke i farezonen – det var det vigtigste – men det havde været en beskæmmende krænkelse af sønnens privatliv. Han var blevet bekendt med ting, som det ikke var meningen, at han skulle vide. Ikke noget voldsomt. Ikke noget sindsoprivende. Men ting, som en far måske burde tale med sin søn om. Men hvad skulle han stille op med de oplysninger? Hvis han konfronterede Thomas med dem, ville han blive nødt til at indrømme, at han havde snaget i hans privatliv. Var det det værd? Han havde overvejet at tale med Corinne om det, men da han først fik det lidt på afstand, blev han klar over, at de meddelelser, han havde læst, faktisk ikke var så uhyrlige eller usædvanlige endda. Og han måtte erkende, at han selv havde foretaget sig et og andet, da han var teenager, som han ikke ville have, at hans forældre fik kendskab til, at han ganske enkelt var vokset fra det og kommet videre, og hvis hans forældre havde udspioneret ham og konfronteret ham med det, så havde det sikkert bare gjort det hele værre.

Så Adam lod det ligge.

At have børn. Det er ikke for tøsedrenge.

Du viger udenom, Adam.

Ja, det vidste han godt. Så tilbage til arbejdet.

Denne aften var der ikke noget opsigtsvækkende i den nyeste historik. En af drengene – sandsynligvis Ryan – var faktisk i gang med at læse om det gamle Grækenland eller var bare meget optaget af sin Riordan-bog. Der var links til Zeus, Hades, Hera og Ikaros, altså mere specifikt til den græske mytologi. Han bladrede længere ned gennem historikken og klikkede for at vise dagen forinden. Han så en søgning efter kørselsinstrukser til Borgata Hotel & Casino i Atlantic City. Det gav mening. Det var dér, hvor Corinne boede. Hun havde også søgt efter konferencens programplan og klikket på den.

Det var det hele.

Nu ikke flere svinkeærinder.

Han trykkede sin banks website frem. Han og Corinne havde to visakonti. Uofficielt kaldte de den ene privat og den anden business.

Det var af hensyn til deres eget bogholderi. Man brugte ‘business’kortet til det, som man anså for at være en forretningsmæssig udgift

28

Den fremmede_TRYK.indd 28

09/03/16 14.47

som nu for eksempel lærerkonferencen i Atlantic City. Til alt andet brugte de det private kort.

Først trykkede han den private visakortkonto frem. Siden havde et almindeligt søgefelt. Han skrev ordet novelty. Der dukkede ikke noget op. Okay, fint. Han loggede af og foretog den samme søgning på business-visakontoen.

Og dér var den.

For lidt mere end to år siden var der en betaling til et firma ved navn Novelty Funsy på 387,83 dollars. Adam kunne høre den svage summen fra computeren.

Hvordan? Hvordan kunne den fremmede vide besked om den betaling?

Ingen anelse.

Adam havde set betalingen i sin tid. Havde han ikke? Jo, det var han sikker på. Han brød sin hjerne og ransagede sin hukommelse.

Der dukkede nogle erindringsrester op. Han havde siddet lige her og tjekket visabetalinger. Han havde spurgt Corinne om det. Hun havde bagatelliseret betalingen. Hun havde sagt noget om udsmykningsting til klasseværelset. Han mente at kunne huske, at han havde undret sig over beløbets størrelse. Det forekom ham at være mange penge.

Corinne havde sagt, at skolen ville refundere udgiften.

Novelty Funsy. Det lød ikke som noget forbryderisk eller skændigt, vel?

Adam åbnede et andet vindue og googlede Novelty Funsy. Google svarede igen: Viser resultater for Novelty Fancy Ingen resultater fundet for Novelty Funsy

Stop en halv. Det var underligt. Alt er på Google. Adam lænede sig tilbage og overvejede sine muligheder. Hvorfor var der ikke så meget som et enkelt hit på Novelty Funsy? Firmaet fandtes. Han kunne se det på sin visakonto. Han forestillede sig, at det solgte en form for dekorationer eller … øh … måske spøg- og skæmtartikler.

29

Den fremmede_TRYK.indd 29

09/03/16 14.47

Adam bed sig i underlæben. Han fattede ikke en brik. En fremmed kommer hen til ham og fortæller, at hans kone har løjet for ham – ret grundigt, lod det til – om sin graviditet. Hvem var han? Hvorfor gjorde han det?

Okay, glem disse to spørgsmål indtil videre og lad os se på det, der betyder mest: Er det sandt?

Adam havde lyst til bare at sige nej og komme videre. Uanset hvilke problemer de havde, uanset hvilke ar atten års ægteskab havde efterladt, så stolede han på hende. Mange ting forsvandt med tiden, gik i stykker eller gik i opløsning eller – sagt mere optimistisk – forandrede og forvandlede sig, men der var én ting, der syntes at blive ved med at bestå og blive stærkere, og det var det beskyttende familiebånd.

Du og din ægtefælle er et team. Man er på samme side, man er sammen om det her, man bakker hinanden op. Dine sejre er hendes. Det samme er dine nederlag.

Adam stolede fuldt og fast på Corinne. Og dog.

Han havde set det utallige gange i forbindelse med sit arbejde.

Folk snyder og bedrager hinanden, simpelthen. Han og Corinne var måske nok en fasttømret enhed, men de var også individer. Det ville være rart at vise betingelsesløs tillid og at glemme, at den fremmede overhovedet var dukket op – Adam var fristet til at gøre det – men det føltes i lidt for høj gad som at stikke hovedet i busken, som man siger. Den nagende tvivl, der rumsterede i hans baghoved, ville måske en dag aftage i styrke, men den ville ikke forsvinde.

Ikke før han fik vished.

Den fremmede havde hævdet, at beviset lå i den tilsyneladende harmløse visabetaling. Han skyldte sig selv og, ja, også Corinne (hun ville jo nok heller ikke bryde sig om, at der var en nagende tvivl) at følge op på sagen, så han ringede til Visas gratisnummer. Telefonsvarerstemmen bad ham indtaste kortnummeret, udløbsdatoen og kontrolcifrene på bagsiden. Den forsøgte at give ham oplysningen via en maskine, men til sidst blev han spurgt, om han ville tale med en repræsentant. En repræsentant. Som om han ringede til Kongressen.

Han sagde “ja” og hørte telefonen ringe videre.

Da repræsentanten kom i røret, bad hun ham om at gentage præcis

30

Den fremmede_TRYK.indd 30

09/03/16 14.47

de samme oplysninger – hvorfor gør de altid det? – tillige med hans adresse og de sidste fire cifre i hans social security-nummer.

“Hvad kan jeg være behjælpelig med i dag, mr. Price?”

“Der er en opkrævning på mit visakort fra et firma, der hedder Novelty Funsy.”

Hun bad ham om at stave funsy. Så sagde hun: “Har du beløbet og datoen for transaktionen?”

Adam oplyste hende om det. Han forventede at møde en vis modstand, da han nævnte datoen – betalingen var sket for mere end to år siden – men det kommenterede repræsentanten ikke.

“Hvad er det, du gerne vil vide, mr. Price?”

“Jeg kan ikke huske, at jeg har købt noget af et firma ved navn Novelty Funsy.”

“Hm,” sagde repræsentanten.

“Hm?” “Ja. Nogle firmaer sender ikke regninger under deres rigtige navn.

For at være diskrete, du ved. Ligesom når man er på hotel, og de siger til én, at navnet på filmen ikke kommer til at figurere på ens telefonregning.”

Hun talte om pornografi eller noget, der involverede sex. “Det er ikke tilfældet her.”

“Nå, men så lad os se, hvordan det hænger sammen.” Den klaprende lyd fra hendes tastatur kunne høres i telefonen. “Novelty Funsy er registreret som en online-detailbutik. Det tyder som regel på, at der er tale om et firma, der sætter pris på at gå stille med dørene. Er det til nogen hjælp?”

Ja og nej. “Er det muligt at bede dem om en detaljeret kvittering?”

“Ja, bestemt. Det kan tage nogle timer.”

“Det er helt i orden.”

“Vi har en e-mail til dig i vores system.” Hun læste adressen op.

“Skal vi sende kvitteringen til den?”

“Ja, det ville være fint.”

Repræsentanten spurgte, om der var andet, hun kunne være ham behjælpelig med. Han sagde nej tak. Hun ønskede ham en god aften.

Han lagde røret på og stirrede på skærmen. Novelty Funsy. Nu hvor

31

Den fremmede_TRYK.indd 31

09/03/16 14.47

han tænkte over det, lød det faktisk som navnet på en sexbutik, der ikke ønskede at være alt for påfaldende.

“Far?” Det var Thomas. Adam skyndte sig at trykke på skærmens afbryderknap ligesom … ligesom en af hans sønner, der sad og så porno, ville have gjort.

“Hey,” sagde Adam ualmindelig henkastet. “Hva’ så?”

Hvis hans søn syntes, at hans far opførte sig løjerligt, viste han det ikke. Teenagere aner som regel ikke, hvad der foregår omkring dem, så latterligt selvoptagede er de. Det var Adam glad for lige nu.

Hvad Thomas’ far foretog sig på internettet, kunne ikke interessere ham det mindste.

“Vil du køre mig hen til Justin?”

“Nu?” “Han har mine shorts.”

“Hvilke shorts?”

“Træningsshortsene. Til træningen i morgen.”

“Kan du ikke tage et andet par på?”

Thomas kiggede på sin far, som om der pludselig var vokset et horn ud af panden på ham. “Træneren siger, at vi skal have træningsshorts på til træning.”

“Kan Justin ikke bare tage dem med i skole i morgen?”

“Han skulle have haft dem med i dag. Han glemmer det.”

“Hvad havde du så på i dag?”

“Kevin havde et ekstra par. Hans brors. De var for store til mig.”

“Kan du ikke sige til Justin, at han skal lægge dem i sin taske nu?”

“Jo, det kunne jeg godt, men han gør det ikke. Der er ikke ret langt derhen. Jeg kunne også godt have brug for at øve mig i at køre.”

Thomas havde fået sit foreløbige kørekort en uge tidligere – for forældre det samme som en stresstest uden en EKG-maskine. “Okay, jeg kommer ned om et øjeblik.” Adam slettede de søgninger, han havde lavet, og gik nedenunder. Jersey håbede på endnu en gåtur og kiggede på dem med medynkvækkende ‘jeg fatter altså ikke, at I ikke tager mig med’-øjne, da de skyndte sig forbi den. Thomas tog bilnøglerne og satte sig ind bag rattet.

32

Den fremmede_TRYK.indd 32

09/03/16 14.47

Adam var efterhånden blevet i stand til at give slip, når han sad på passagersædet. Corinne var for meget af en kontrolfreak. Hun råbte hele tiden instrukser og advarsler. Hun var lige ved at træde hul i bunden af bilen, når hun trykkede på den imaginære bremse.

Da Thomas kørte ud på gaden, drejede Adam hovedet og studerede sin søns profil. På kinderne var nogle bumser ved at etablere sig. Der var lidt hårvækst ned ad siden af hans ansigt, lidt i stil med Abraham Lincoln, om end ikke så kraftigt, men hans søn var nødt til at barbere sig nu. Ikke hver dag. Ikke mere end én gang om ugen, men skægget var der. Thomas var iført cargoshorts. Hans ben var behårede. Han havde smukke blå øjne, hans søn. Det sagde alle. De havde den samme funklende blå farve som is.

Thomas svingede ind i indkørslen og kom en lille smule for tæt på højre kantsten.

“Jeg er tilbage om to sekunder,” sagde han.

“Okay.”

Thomas satte bilen i park, steg ud og spænede hen mod fordøren.

Justins mor, Kristin Hoy, kom ud og lukkede op – Adam kunne se den store manke af blondt hår – og det overraskede ham. Kristin underviste på den samme high school som Corinne. De to kvinder havde fået et nært forhold. Adam havde regnet med, at hun også var i Atlantic City, men så kom han i tanker om, at konferencen var for historie- og sproglærere. Kristin underviste i matematik.

Kristin smilede og vinkede. Han gengældte hendes hilsen. Thomas forsvandt ind i huset, og Kristin begyndte at gå ned ad gangstien mod bilen. Selvom det lød politisk ukorrekt, så var Kristin Hoy en MILF. Adam havde hørt en flok af Thomas’ venner sige det, men han kunne nu godt selv have regnet det ud. Lige nu kom hun svansende hen mod ham iført jeans, der sad, som om de var malet på, og en stram hvid top.

Hun var en slags konkurrencebodybuilder. Adam vidste ikke helt, hvad det var for en slags. Der var en stribe bogstaver efter hendes navn, og hun havde gjort sig fortjent til den udmærkelse at blive betegnet som ‘prof’, hvad det så end mere præcist indebar. Adam havde aldrig følt sig tiltrukket af de muskuløse vægtløfterkvinder, som man så førhen, og på nogle af sine konkurrencebilleder så Kristin faktisk en lille smule

33

Den fremmede_TRYK.indd 33

09/03/16 14.47

firskåren og hårdtpumpet ud. Håret var lidt for blondt, smilet var lidt for hvidt, og solbrændtheden var lidt for orangebrun, men udseendet fungerede forbandet godt, når man så hende i virkeligheden.

“Hej, Adam.”

Han vidste ikke, om han skulle stå ud af bilen eller ej. Han valgte at blive siddende. “Hej, Kristin.”

“Er Corinne stadig bortrejst?”

“Ja.” “Men hun kommer hjem i morgen, ikke?”

“Jo.” “Okay, jeg skal have fat i hende. Vi er nødt til at træne. Der er et stævne om to uger.”

På sin Facebookside hævdede hun at være en “fitness-model” og “WBFF Pro”. Corinne misundte hende hendes krop. De var begyndt at træne sammen for nylig. Ligesom det gælder de fleste andre ting, der er gode eller dårlige for én, når man et punkt, hvor det, der startede som et fornøjeligt tidsfordriv, forvandler sig til noget i retning af en besættelse.

Thomas var tilbage med shortsene.

“Hej-hej, Thomas.”

“Hej-hej, mrs. Hoy.” “Kan I have en hyggelig aften, drenge. Mor jer nu ikke alt for godt, mens mor er væk.”

Hun svansede hen mod huset.

“Hun er ret irriterende,” sagde Thomas.

“Det var ikke pænt sagt.”

“Du skulle se deres køkken.”

“Hvorfor det? Hvad er der galt med deres køkken?”

“Hun har bikinibilleder af sig selv hængende på køleskabet,” sagde Thomas. “Det er virkelig plat.”

Det var svært at indvende noget imod. Da Thomas begyndte at køre, havde han et lille smil om munden.

“Hvad?” sagde Adam.

“Kyle kalder hende en butterface,” sagde Thomas.

“Hvem?”

34

Den fremmede_TRYK.indd 34

09/03/16 14.47

“Mrs. Hoy.” Adam spekulerede på, om det var en ny betegnelse for MILF eller noget i den retning. “Hvad er en butterface?”

“Det kalder man en, der ikke er køn … men har en flot krop.”

“Jeg er ikke med,” sagde Adam.

“Butterface.” Så talte Thomas langsomt. “But. Her. Face.”

Adam forsøgte at lade være med at smile, mens han rystede misbilligende på hovedet. Han skulle til at formane sin søn – overvejede, hvordan han skulle gøre det og samtidig holde masken – da hans mobiltelefon ringede. Han tjekkede opkaldsnummeret.

Det var Corinne.

Han trykkede på afslå-knappen. Han var nødt til at koncentrere sig om at holde øje med sin søns kørsel. Det ville Corinne kunne forstå.

Han skulle lige til at stikke telefonen i lommen, da han mærkede den vibrere. Hurtigt for en voicemail, tænkte han, men nej, det var en email fra hans bank. Han åbnede den. Der var links, så man kunne se detaljer om indkøbene, men Adam lagde knap nok mærke til dem.

“Far? Er der noget galt?”

“Hold øjnene på kørebanen, Thomas.”

Han ville gennemgå det i detaljer, når han kom hjem, men lige nu gav den øverste linje i mailen ham flere oplysninger, end han havde lyst til at få.

Novelty Funsy er et faktureringsnavn for følgende online-detailforretning: Fake-A-Pregnancy.com

Den fremmede_TRYK.indd 35

09/03/16 14.47