Den fremmede gæst

100 mm

152 mm

FOTO: © IAIN PHILPOTT

CLARE M ACK INTO S H

Alice Lake fører en bohemeagtig tilværelse som alenemor til tre børn i sit lille hus ved havet i East Yorkshire. En dag spotter hun en mand i regnen på stranden. Da han viser sig at have hukommelsestab, inviterer hun ham indenfor, så han kan komme i ly.

Selv om hun måske burde vide bedre …

Samtidig, i London, sidder lykkeligt nygifte Lili alene og desperat og venter. Hendes mand er ikke kommet hjem fra arbejde …

”Jeg var fanget ind af handlingen fra første til sidste side!”

RANDIGLENSBO.DK

”En eminent og velskrevet roman med troværdige karakterer, LONDON DAILY MAIL perfekt tempo og dybe hemmeligheder.”

Lisa Jewell, f. 1968, er født og opvokset i London, hvor hun også bor i dag med sin mand og deres to døtre. Hun har studeret kunst og design og arbejdede flere år i modeverdenen, inden hun blev forfatter. Hun debuterede med et brag i 1998 med romanen Ralphs fest og har siden skrevet flere romaner, hvoraf størsteparten er oversat til en lang række sprog. Med Den fremmede gæst fik hun et gennembrud inden for den psykologiske spændingsgenre, og romanen røg direkte ind på bestsellerlisterne i England ved udgivelsen.

“Hun bygger spændingen op på mesterlig vis og skriver med NEW YORK TIMES en frisk stemme.”

100 mm

LISA JEWELL

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R T I L D I G D E R K A N L I D E LIANE MORIARTY OG CLARE MACKINTOSH

KIRKUS REVIEW

”Wow! Jewells roman begynder stærkt og holder læseren i et fast greb til sidste side …”

DEN FREMMEDE GÆS T ALLE HAR HEMMELIGHEDER

TÆNK HVIS DU HAVDE GLEMT DINE

L I S A J E W E LL

RT BOOK REVIEWS

“Spændingsniveauet er konstant højt, og det lykkes Jewell at overraske hele vejen igennem. Perfekt til fans af Liane Morarty med sit mix af en god kvindehistorie og spænding – og en no-nonsense heltinde i 40’erne!”

BOOKLIST

“Jewell er en fremragende historiefortæller, og hun skriver gang på gang spændende og troværdige romaner … fyldt med interessante karakterer, der er forbundet på overraskende måder.”

SHELF AWARENESS

“Hun skriver fængende og smukt og så spændende, at man vender siderne i en rasende fart.”

LIBRARY JOURNAL

”Nogle vil sikkert sammenligne den med Kvinden i toget, men lad Dem ikke narre: den er bedre! Jewells styrke er hendes evne til at skrive god, gammeldags psykologiske spænding – den slags der får dig til

MUST-READ PAGETURNER

at læse til langt ud på natten.”

HHHHHH

THE GLOBE AND MAIL

“Kintrende spænding … en af årets bedste

Livetidukkehuset.dk

9 788712 056348

karaktererne må spørge sig selv: hvor godt kender vi egentlig andre mennesker?”

DIN NÆSTE

gad.dk

“Spændingen stiger, efterhånden som

SPÆNDINGSROMAN

psykologiske thrillers.”

TORONTO STAR

225 mm

De to tilsyneladende uafhængige begivenheder viser sig at hænge sammen på en måde, ingen nogensinde havde kunnet forudse.

152 mm

DEN FREMMEDE GÆST

”FRISK OG SPÆNDENDE. JEG ER HELT VILD MED DEN!”

33 mm

Den fremmede gæst er oversat fra engelsk efter I Found You Copyright © Lisa Jewell, 2016 Landkort copyright © Darren Bennett Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag, 2018 ISBN: 97‑887‑12‑05634‑8 1. udgave, 1. oplag Omslag/illustration: Stoltzedesign Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Den fremmede gæst_TRYK.indd 4

17/01/2018 14.57

Lisa Jewell

DEN FREMMEDE GÆST På dansk ved Lærke Pade

gads forlag

Den fremmede gæst_TRYK.indd 3

17/01/2018 14.57

N D A R S T Tivoli Tor v

Den fremmede gĂŚst_TRYK.indd 6

17/01/2018 14.58

D

Den fremmede gĂŚst_TRYK.indd 7

17/01/2018 14.58

Den fremmede gĂŚst_TRYK.indd 2

17/01/2018 14.57

1 Alice Lake bor i et hus ved havet. Det er et meget lille hus, oprin‑ deligt en tjenestebolig til en kystvagt, bygget for mere end 300 år siden til mennesker, der var langt mindre end hende. Lofterne skråner og buler, og hendes søn på fjorten er nødt til at bøje hovedet for at komme ind ad hoveddøren. De var alle sammen så små, da hun flyttede hertil med dem fra London for seks år siden. Jasmine var ti.

Kai var otte. Og lille Romaine var kun fire måneder gammel. Alice havde ikke forestillet sig, at hun en dag ville have et ranglet barn på lidt over en meter og firs. Hun havde ikke forestillet sig, at de en dag ville vokse ud af det her hus.

Alice sidder på sit lillebitte værelse på øverste etage i sit lillebitte hus. Herfra driver hun sin virksomhed. Hun laver kunstværker af gamle landkort og sælger værkerne på internettet for småpenge.

Måske småpenge for et kunstværk, der er lavet af gamle landkort, men ikke småpenge for en enlig mor til tre. Hun sælger et par stykker om ugen. Det rækker, sådan da.

Uden for hendes vindue svinger en række solfalmede flagguirlan‑ der frem og tilbage i den støjende aprilvind imellem de victorianske gadelygter. Til venstre ligger et slæbested, hvor små fiskerbåde danner en farverig rygrad ned ad en asfaltmole, og hvor Nordsøens enorme, forfærdende skum rammer den stenede kystlinje. Og bag‑ ved ligger havet. Sort og uendeligt.

13

Den fremmede gæst_TRYK.indd 13

17/01/2018 14.58

Alice føler stadig ærefrygt, når hun ser på havet, der er så tæt på og så enormt. I Brixton, hvor hun boede før, havde hun udsigt til mure, andre folks haver, fjerne tårne og stinkende himmel. Og plud‑ selig, fra den ene dag til den anden, var der alt det her hav. Når hun sidder i sofaen i den anden ende af værelset, kan hun ikke se andet end havet, som om det er en del af rummet, som om det skal lige til at sive igennem vinduesrammerne og drukne dem alle sammen.

Hun lader blikket vende tilbage til skærmen på sin iPad. På skærmen kan hun se en lille, kvadratisk stue, hvor der sidder en kat i en grøn sofa og slikker sit bagparti, og hvor der står en kande te på sofabordet.

Hun kan høre stemmer et sted fra: Det er hendes mor, der siger noget til hjemmehjælpen, og hendes far, der siger noget til hendes mor. Hun kan ikke høre, hvad de siger, for mikrofonen på det webcam, hun satte op i deres stue, sidste gang hun besøgte dem, fanger ikke lyde i andre rum ordentligt. Men Alice bliver forvisset om, at hjemmehjælpen er der, at hendes forældre får mad og medicin, bliver vasket og klædt på, og at hun ikke behøver at bekymre sig om dem i den næste time eller to.

Endnu en ting, hun ikke havde forestillet sig, da hun flyttede nordpå for seks år siden. At hendes raske og rørige og kvikke forældre, der lige var fyldt halvfjerds, begge ville udvikle Alzheimers med få ugers mellemrum og få brug for konstant omsorg og overvågning.

På skærmen på Alices bærbare er der en bestillingsformular fra en mand ved navn Max Fitzgibbon. Han vil gerne have lavet en rose af kort over Cumbria, Chelsea og Saint-Tropez til sin kones 50‑års fødselsdag. Alice kan se manden for sig: velholdt, sølvhåret, iført lyngfarvet lynlåscardigan fra Joules og stadig vildt forelsket i sin kone efter 25 års ægteskab. Det kan hun alt sammen læse ud af hans navn, hans adresse og hans valg af gave (“Hendes yndlingsblomst har altid været store, fyldige engelske roser,” har han skrevet i feltet “Andre kommentarer”).

14

Den fremmede gæst_TRYK.indd 14

17/01/2018 14.58

Alice ser op fra skærmen og ud ad vinduet. Han er der stadig.

Manden på stranden.

Han har været der hele dagen, siden hun trak gardinerne fra klok‑ ken syv i morges. Han sidder på det fugtige sand med armene om knæene og stirrer og stirrer ud på havet. Hun har holdt øje med ham, fordi hun har været bekymret for, om han kunne finde på at begå selvmord. Det er sket en gang før. En ung mand, dødeligt bleg i det blåhvide måneskin, lagde sin jakke på stranden og forsvandt bare.

Det er tre år siden, men Alice er stadig hjemsøgt af tanken om ham.

Men denne mand rører ikke på sig. Han sidder bare og stirrer.

Luften er kold i dag, og den stærke blæst ude fra havet har bragt et slør af iskolde dråber fra havets overflade med sig. Men manden har kun skjorte og cowboybukser på. Ingen jakke. Ingen taske. Ingen hue eller halstørklæde. Der er noget bekymrende ved ham: Han er ikke helt lurvet nok til at være en vagabond og ikke helt underlig nok til at være en psykiatrisk patient fra dagcenteret i byen. Han ser for sund ud til at være en narkoman, og han har slet ikke drukket alkohol.

Han ser bare … Alice ransager sin hjerne for at finde det rigtige ord, og så kommer det til hende. Han ser fortabt ud.

En time senere kommer regnen. Alice spejder ud af de overstænkede ruder og ned på stranden nedenfor. Han er der stadig. Hans brune hår klistrer til issen, og hans skuldre og ærmer er våde af vand. Om en halv time skal hun hente Romaine fra skole. Hun tager en lynsnar beslutning.

“Hero!” råber hun til den brogede bullterrier. “Sadie!” råber hun til den aldrende puddel. “Griff!” råber hun til mynden. “Ud og gå tur!”

Alice har tre hunde. Griff, mynden, er den eneste, hun selv har valgt at købe. Pudlen er hendes forældres. Hun er atten år gammel og burde være død for længst. Halvdelen af hendes pels er væk, og

15

Den fremmede gæst_TRYK.indd 15

17/01/2018 14.58

hendes ben er skaldede og tynde som en fugls, men hun insisterer stadig på at komme med de andre hunde ud at gå tur. Og Hero, bullterrieren, tilhørte oprindelig en tidligere lejer, Barry. Han for‑ svandt en dag og efterlod alt, deriblandt sin sindssyge hund. Hero er nødt til at gå med mundkurv på ude på gaden, ellers angriber hun barnevogne og scootere.

Alice klipser snore fast i deres halsbånd, mens de kredser om hendes ankler. Så får hun øje på en anden ting, som Barry har ef‑ terladt, da han sneg sig bort: En lurvet gammel jakke, som hænger på knagerækken ved siden af hundesnorene. Hun rynker uvilkårligt på næsen ved synet. Engang gik hun i seng med Barry i et øjebliks ren dumhed – og intens ensomhed – og hun fortrød det, i samme sekund han lagde sig oven på hende, og det gik op for hende, at han lugtede af ost. At lugten stod ud fra alle sprækker i hans lettere spækpolstrede krop. Hun havde holdt vejret og var kommet igennem det, men bagefter havde hun altid forbundet ham med den lugt.

Hun tager jakken ned fra knagen uden at røre for meget ved den og lægger den over armen. Så tager hun hundene og en paraply og går ned mod stranden.

“Her,” siger hun og rækker manden jakken. “Den lugter lidt, men den er vandtæt. Og se, der er hætte på.”

Manden vender sig langsomt og ser på hende. Han ser ikke ud til at have registreret hendes hensigt, så hun plaprer videre.

“Den har været Barrys. En tidligere lejer. Han var cirka på stør‑ relse med dig. Men du lugter bedre. Altså, ikke fordi jeg kan lugte dig herfra. Men du ligner en, der lugter godt.”

Manden ser først på Alice og så på jakken.

“Altså,” siger hun, “vil du have den?”

Stadig ingen reaktion.

16

Den fremmede gæst_TRYK.indd 16

17/01/2018 14.58

“Okay. Jeg lader den simpelthen bare ligge her. Jeg har ikke brug for den, og jeg vil ikke have den, og du kan lige så godt beholde den. Også hvis du bare bruger den til at sidde på. Smid den i en skraldespand, hvis du vil.”

Hun smider den fra sig i nærheden af hans fødder og retter sig op. Han følger hende med blikket.

“Tak.” “Aha, du kan altså godt tale?”

Han ser overrasket ud. “Selvfølgelig kan jeg tale.”

Han har en sydengelsk accent. Hans øjne har samme rødbrune honningkagefarve som hans hår og skægstubbene på hans kind. Han ser godt ud. Hvis man er til den type.

“Godt,” siger hun og stikker sin frie hånd i lommen, mens den anden holder om håndtaget på hendes paraply. “Det er jeg glad for at høre.”

Han smiler og krammer den fugtige jakke i hånden. “Er du sikker?”

“Om det med jakken?” Hun ser på den. “Du ville gøre mig en tjeneste. Jeg mener det.”

Han tager jakken på over sit våde tøj og fumler med lynlåsen i et stykke tid, før det lykkes ham at lyne op. “Tak,” siger han igen.

“Jeg mener det.”

Alice vender sig for at tjekke hundene. Sadie sidder tynd og fugtig for fødderne af hende, mens de to andre piler rundt i vandkanten.

Så vender hun sig om mod manden igen. “Skulle du mon ikke se at komme indenfor, ind i tørvejr?” siger hun. “Ifølge vejrudsigten kommer det til at regne indtil i morgen tidlig. Du ender med at blive syg.”

“Hvem er du?” spørger han med smalle øjne, som om hun allerede har præsenteret sig, og han et øjeblik har glemt hendes navn.

“Jeg hedder Alice. Du kender mig ikke.”

17

Den fremmede gæst_TRYK.indd 17

17/01/2018 14.58

“Nej,” siger han. “Det gør jeg ikke.” Det lader til at berolige ham.

“Nå,” siger Alice, “men jeg må også se at komme videre.”

“Selvfølgelig.”

Alice hiver i Sadies snor, og pudlen kommer usikkert på benene som en nyfødt giraf.

Alice kalder på de andre to. De ignorerer hende. Hun smækker med tungen og kalder igen.

“Forbandede idioter,” mumler hun for sig selv. “Kom så!” hyler hun og trasker hen imod dem. “Kan I så komme her!”

De løber begge frem og tilbage mellem vandet og stranden; Hero er helt dækket af grønligt mudder. De kommer til at stinke.

Og hun skal snart hente Romaine. Hun må ikke komme for sent igen. Hun kom for sent i går, fordi hun var bagud med en bestil‑ lingsopgave og havde glemt tiden, så hun havde været nødt til at hente Romaine på skolens kontor klokken 15.50, hvor sekretæren havde kigget på hende hen over sin computerskærm, som om hun var en plet på gulvtæppet.

“Kom så, I røvhuller!” Hun vader ud mod havet og prøver at indfange Griff. Griff tror, hun vil lege, og piler legesygt videre. Så gør hun udfald mod Hero, der løber væk fra hende. Samtidig bliver Sadie hevet rundt ved sin afpillede hals, selvom hun knap nok kan stå på benene, og det regner, og Alices cowboybukser er plørede, og hendes hænder er iskolde, og tiden går. Hun udstøder et hyl af frustration og vælger en fremgangsmåde, som hun brugte over for alle børnene, da de var små.

“Fint,” siger hun. “Fint. Så bliver I bare her. Så må I se, hvor længe I kan klare jer uden mig. Så må I gå rundt og tigge uden for slagteren. Hav et godt liv.”

Hundene standser op og ser på hende. Hun vender sig om og begynder at gå.

18

Den fremmede gæst_TRYK.indd 18

17/01/2018 14.58

“Vil du have nogle hunde?” råber hun til manden, der stadig sidder i regnen. “Seriøst? Vil du have dem? Du må godt få dem.”

Manden farer sammen og ser op på hende med sine honningkage­ øjne. “Jeg … jeg …”

Hun vender øjne. “Det var for sjov.”

“Ja,” siger han. “Ja. Det ved jeg godt.”

Hun går tilbage mod slæbestedet med store skridt, hen mod den trappe, der er skåret ud i klippevæggen. Klokken er 15.30. Hundene tøver nede ved vandkanten et øjeblik, skæver til hinanden, kigger tilbage på Alice. Så kommer de løbende imod hende og står for fød‑ derne af hende få sekunder senere, salte og ildelugtende.

Alice begynder at gå op ad trappen, men vender sig om, da man‑ den råber efter hende.

“Undskyld!” siger han. “Hvor er jeg?”

“Hvad?”

“Hvor er jeg? Hvad hedder det her sted?”

Hun ler. “Mener du det?”

“Ja,” siger han. “Jeg mener det.”

“Det her er Ridinghouse Bay.” Han nikker. “Okay,” siger han. “Tak.” “Tag nu lige at gå indenfor, ikke” siger hun blidt til manden. “Vil du ikke nok gå i tørvejr?”

Han smiler undskyldende, og Alice vinker og styrter i retning af skolen. Hun håber, han er væk, når hun kommer tilbage.

Alice ved godt, at hun stikker lidt ud i Ridinghouse Bay. Selvom det retfærdigvis skal siges, at der allerede var en del, der stak ud, før hun kom. Men selv i sådan en mærkelig by som denne stikker Alice ud med sin Brixton-accent og sin Benetton-familie og sin lettere bryske facon. For slet ikke at tale om hundene. De får folk til at lægge mærke til hende, overalt hvor hun går. De vil ikke makke ret,

19

Den fremmede gæst_TRYK.indd 19

17/01/2018 14.58

de gør og snapper, de hyler uden for butikker. Hun har set folk gå over på den anden side af gaden for at undgå hendes dyr. Især Hero med mundkurven og de enorme, muskuløse skuldre.

Lige siden Alice kom hertil, har hun spillet rollen som hemmelig‑ hedsfuld, lettere foruroligende fremmed, selvom hun slet ikke er den type. I London havde hun venner til op over begge ører. Flere venner, end hun overhovedet havde brug for. Hun var en partypige, en komforbi-senere-med-en-flaske-vodka-så-ordner-vi-verdenssituationenpige. Hun havde været den type mor, der stod uden for skolen, når børnene var gået ind, og sagde: Hvad så, hvem har lyst til en kop kaffe?

Og når de andre gik med, var det hende, der var i centrum, lo højest, talte mest. Indtil hun gik for vidt og blæste sit liv op på vid gab.

Men nu har hun fået en ven i byen. En, der fatter, hvad hun er for en. Derry Dynes. De mødtes for halvandet år siden, da Romaine begyndte i skole. De fangede hinandens blik, og der var et glimt af gensidig genkendelse, fælles begejstring. “Har du lyst til en kop kaffe?” havde Derry Dynes sagt, da hun så den film af tårer, der lagde sig over Alices øjne, da hun stod og kiggede efter sin lillebitte pige, der forsvandt ind i klasseværelset. “Eller måske noget stærkere?”

Derry er omkring fem år ældre end Alice og omkring tredive centi‑ meter lavere. Hun har en søn på Romaines alder og en voksen datter, der bor i Edinburgh. Hun elsker hunde (hun er typen, der lader dem kysse sig på munden), og hun elsker Alice. Hun fandt hurtigt ud af, at Alice havde en tendens til at tage nogle meget dårlige beslutninger, og nu fungerer hun som Alices moderator. Hun sidder og rådgiver Alice i timevis om hendes udfordringer med skolen på grund af deres håndtering af Romaines indlæringsvanskeligheder, men forhindrer hende i at brase ind på kontoret og råbe ad sekretæren. Hun deler gladeligt to flasker vin med hende på en hverdagsaften, men opfordrer hende til at sætte proppen tilbage i den tredje. Hun fortæller hende,

20

Den fremmede gæst_TRYK.indd 20

17/01/2018 14.58

hvilken frisør hun skal opsøge, og hvad hun skal sige: “Bed om etager i trin, ikke fjer, og en omgang lyse striber med folie.” Hun har selv været frisør, men arbejder nu som reiki-terapeut. Og hun har mere styr på Alices økonomi, end Alice selv har.

Nu står hun uden for skolen, under en gigantisk rød paraply, og har sin søn Danny og Romaine i ly under den.

“Hold kæft, mand. Tak. Hundene gik amok på stranden, og jeg kunne ikke få dem med tilbage.”

Alice bøjer sig ned for at kysse Romaine på hovedet og tage imod hendes madkasse.

“Hvad i alverden lavede du nede på stranden i det her vejr?”

Alice smækker med tungen og siger: “Du vil ikke vide det.”

“Forkert,” siger Derry. “Jeg vil vide det.”

“Har du travlt? Kan du nå en kop te?”

Derry ser ned på sin søn og siger: “Jeg skulle egentlig i byen med ham her og købe sko …”

“Vi kan bare gå forbi mit hus på vejen, så viser jeg dig det.”

“Se,” siger hun, da hun står ved diget og spejder ned igennem den kaskade af regn, der kommer strømmende fra hendes paraply.

Han er der stadig.

“Ham?” siger Derry.

“Mmm. Ham. Jeg gav ham den jakke, han har på. Det har været Barrys.”

Derry gyser uvilkårligt. Hun kan også godt huske Barry. Alice gav hende en meget grundig og malende beskrivelse af hændelsesforløbet dengang.

“Havde han ikke nogen jakke? Før det?”

“Nej. Han sad bare i skjorteærmer. Helt gennemblødt. Spurgte mig, hvor han var.”

21

Den fremmede gæst_TRYK.indd 21

17/01/2018 14.58

De to børn trækker sig op ad diget med fingerspidserne og spejder over muren.

“Samme sted?”

“Ja. Han virkede lidt forvirret.”

“Du skal ikke blande dig,” siger Derry.

“Hvem siger, jeg blander mig?”

“Du gav ham en jakke. Du har allerede blandet dig.”

“Det var bare et udslag af almindelig medmenneskelighed.”

“Ja,” siger Derry. “Præcis.”

Alice smækker med tungen og styrer væk fra dæmningen. “Skal du virkelig ud at købe sko nu?” spørger hun. “I det her vejr?”

Derry spejder op mod den mørke himmel og siger: “Nej. Måske ikke.”

“Så kom,” siger Alice. “Kom hjem til mig. Jeg tænder op i pejsen.”

Derry og Danny bliver i et par timer. De små leger i stuen, mens Derry og Alice sidder i køkkenet og drikker te. Jasmine kommer hjem klokken fire, gennemblødt og med en våd rygsæk fuld af lek‑ tier, ingen jakke og ingen paraply. Kai kommer hjem klokken halv fem med to kammerater fra skolen. Alice laver spaghetti, og Derry forhindrer hende i at åbne en flaske vin, fordi hun snart skal hjem.

Hun og Danny går klokken seks. Det regner stadig. Små floder af mudret vand strømmer fra slæbestedet ned mod stranden og fosser i kaskader ned fra hustage. Og nu er der sat en hylende vind ind, der gør regnen lodret, så den rammer alt.

Fra øverste etage kan Alice se, at manden stadig er der. Han befinder sig ikke længere midt på stranden. Han er rykket tilbage mod dæmningen, og han sidder på en bunke reb. Han har vendt ansigtet mod himlen, og hans øjne er lukkede, og der er noget i Alice, der gør ondt, når hun ser på ham. Selvfølgelig kan han være sindsforvirret. Han kan være farlig. Men hun tænker på hans triste,

22

Den fremmede gæst_TRYK.indd 22

17/01/2018 14.58

honningkagebrune øjne, og hvor blød hans stemme var, da han spurgte hende, hvor han var. Og her står hun i sit hjem med masser af mennesker omkring sig, hun har ild i pejsen og er varm og tør og i sikkerhed. Hun kan ikke være hér og vide, at han er dér.

Hun laver en kop te til ham, hælder den på termoflaske, siger til de store, at de skal holde øje med Romaine, og går ud til ham.

“Her,” siger hun og rækker ham termokanden.

Han tager imod den og smiler.

“Jeg synes ellers, jeg sagde, du skulle gå indenfor.”

“Det kan jeg godt huske,” siger han.

“Godt,” siger hun. “Men jeg kan se, at du ikke fulgte mit råd.”

“Jeg kan ikke gå indenfor.”

“Er du hjemløs?”

Han nikker. Så ryster han på hovedet. Så siger han: “Det tror jeg.

Jeg ved det ikke.”

“Du ved det ikke?” Alice ler lavmælt. “Hvor længe har du siddet herude?”

“Jeg kom i går aftes.”

“Hvor kom du fra?”

Han vender sig og ser på hende. Hans øjne er store og bange.

“Det aner jeg ikke.”

Alice trækker sig lidt væk. Nu begynder hun at fortryde, hun kom herned. Blandede sig, som Derry sagde. “Seriøst?” siger hun.

Han skubber sit fugtige hår væk fra panden og sukker. “Seriøst.”

Så skænker han en kop te op og holder den i vejret. “Skål,” siger han.

“Det er virkelig sødt af dig.”

Alice stirrer ud mod havet. Hun ved ikke rigtig, hvad hun skal svare. På den ene side vil hun gerne indenfor i varmen igen, på den anden side føler hun, hun er nødt til at gå lidt videre med det her.

Hun spørger ham om noget andet: “Hvad hedder du?”

23

Den fremmede gæst_TRYK.indd 23

17/01/2018 14.58

“Jeg tror,” siger han og skuer ud over havet, “at jeg har mistet hukommelsen.” Han vender sig pludselig mod hende. “Altså, det giver da mening, ikke? Det er det eneste, der giver mening. For jeg ved ikke, hvad jeg hedder. Og jeg må da have et navn. Alle har da et navn. Er det ikke rigtigt?”

Alice nikker.

“Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, eller hvordan jeg er kommet herhen. Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg, jeg har mistet hukommelsen.”

“Aha,” siger Alice. “Ja. Det giver mening. Har du … Er du kom‑ met til skade?” Hun peger på hans hoved.

Han lader en hånd glide over issen et øjeblik og ser så på hende.

“Nej,” siger han. “Det virker ikke sådan.”

“Har du nogensinde mistet hukommelsen før?”

“Det ved jeg ikke,” siger han, med så snedig en mine, at de begge kommer til at le.

“Du ved godt, du er oppe nordpå, ikke?” siger hun.

“Nej,” siger han. “Det vidste jeg ikke.”

“Og du lyder, som om du kommer nede sydfra. Gør du det?”

Han trækker på skuldrene. “Det gør jeg vel.”

“Hold da kæft,” siger Alice. “Det her er langt ude. Jeg går ud fra, du har kigget i alle dine lommer.”

“Mmm,” siger han. “Jeg fandt nogle forskellige ting. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle få ud af dem.”

“Har du dem stadig?”

“Ja.” Han læner sig til den ene side. “Her.” Han haler en håndfuld våde papirer op af baglommen. “Åh.”

Alice stirrer ned den bløde bunke og så op på himlen, der er ved at blive mørk. Hun lader en hånd glide ned over ansigtet og tager en dyb vejrtrækning.

24

Den fremmede gæst_TRYK.indd 24

17/01/2018 14.58

“Okay,” siger hun. “Jeg må være skør. Faktisk er jeg skør. Men jeg har et lille anneks i baghaven. Normalt lejer jeg det ud, men lige nu bor der ikke nogen. Ville det ikke være en idé, at du overnattede der?

Så får vi tørret de her papirer, og i morgen kan vi måske begynde at sætte dig sammen. Hvad siger du?”

Han vender sig og stirrer vantro på hende. “Ja,” siger han. “Ja tak.”

“Jeg er bare nødt til at advare dig,” siger hun og kommer på benene.

“Jeg bor i et kaos. Jeg har tre meget højrøstede, meget uforskammede børn og tre udisciplinerede hunde, og mit hjem er ét stort rod. Så du må ikke tro, jeg tilbyder dig et roligt helle. Det er det langtfra.”

Han nikker. “Ærlig talt,” siger han. “Det er helt fint. Det gør mig virkelig ikke noget. Jeg er bare virkelig taknemmelig. Jeg fatter ikke, at du er så venlig.”

“Nej,” siger Alice og fører den våde fremmede hen til stentrappen og hen imod sit hus, “det gør jeg heller ikke.”

Den fremmede gæst_TRYK.indd 25

17/01/2018 14.58

2 Lilys mave er stram og hård som en sten. Hendes hjerte har hamret så intenst i så lang tid, at hun har det, som om hun skal besvime.

Hun rejser sig og går hen til vinduet, som hun har gjort hvert andet minut de sidste treogtyve og en halv time. Om tredive minutter ringer hun til politiet igen. Så lang tid sagde de, hun var nødt til at vente, før hun officielt kunne melde ham savnet. Men hun havde vidst, at han var savnet, allerede en halv time efter at han ikke kom hjem fra arbejde i går aftes. Hun havde mærket det som en slikken af is ned ad ryggen. De var først lige kommet hjem fra bryllupsrejse for ti dage siden. Han plejer at styrte hjem fra arbejde, nogle gange før tid, og i hvert fald aldrig mere end et minut for sent. Han plejer at komme hjem med gaver, med blomster, med kort, hvor der står “Til lykke med to-ugers-jubilæet.” Han plejer at komme springende ind ad døren og sige: “Åh skat, hvor har jeg savnet dig,” og indsnuse hende, desperat.

Indtil i går aftes. Han var der ikke klokken seks. Han var der ikke klokken halv syv. Han var der ikke klokken syv. Hvert minut føltes som en time. Hans telefon ringede og ringede den første time. Så holdt den pludselig op med at ringe, ingen telefonsvarer, kun en flad, skinger tone. Lily blev opfyldt af blind, rasende uformåenhed.

Politiet … Tja, Lily havde ikke rigtig nogen mening om det britiske politi før i går aftes. Ligesom man ikke rigtig har en mening om sit

26

Den fremmede gæst_TRYK.indd 26

17/01/2018 14.58

lokale vaskeri, hvis man aldrig har haft behov for at bruge det. Men nu har hun en mening. En meget markant mening.

Om tyve minutter kan hun ringe til dem igen. Hvad det så end skal gøre godt for. Hun ved godt, hvad de tænker. De tænker: Tåbelig ung pige, udenlandsk accent, formentlig en kone, der er bestilt på nettet (hun er ikke bestilt på nettet. Hun mødte sin mand i en ægte situation, ansigt til ansigt). Hun ved godt, at den kvinde, hun talte med, tror, at hendes mand har noget kørende bag hendes ryg. Har en affære. Noget i den stil. Hun kunne høre det på hendes slappe stemmeføring. “Er det tænkeligt, at han bare blev forsinket af et eller andet på vej hjem?” havde hun sagt. “På pubben?” Hun kunne mærke, at kvinden lavede noget andet, mens de talte sammen, måske kiggede i et blad eller filede negle.

“Nej!” havde hun sagt. “Nej. Han går ikke på pub. Han kommer altid hjem. Til mig.”

Hvilket hun ikke skulle have sagt, nu hvor hun tænker over det.

Hun kan lige forestille sig politikvindens øjenbryn hæve sig sardonisk.

Lily ved ikke, hvem hun ellers skal ringe til. Carl har en mor, hun har talt i telefon med en enkelt gang, på deres bryllupsdag, men hun har ikke mødt hende endnu. Hun hedder Maria eller Mary eller Marie eller noget i den stil, og hun bor … Åh gud, Lily ved ikke, hvor hun bor. Et sted, der begynder med S, muligvis. Vestpå?

Eller måske østpå. Carl har nævnt det engang; hun kan ikke huske det, og Carl har alle sine numre gemt på sin telefon. Så hvad skal hun stille op?

Hun ved også, at Carl har en søster. Hun hedder Suzanne. Susan?

Hun er meget ældre end ham og bor i nærheden af moren det sted, der begynder med S. De ses ikke. Han har ikke fortalt hende hvorfor.

Og han har en ven, der hedder Russ, som ringer med nogle dages mellemrum og snakker om fodbold og vejret og en drink, de virkelig

27

Den fremmede gæst_TRYK.indd 27

17/01/2018 14.58

burde mødes til snart, men det er så svært at aftale, fordi han lige har fået barn.

Lily er sikker på, der er andre mennesker i Carls liv, men hun har kun kendt ham siden februar, kun været gift i tre uger og har kun boet sammen med ham i denne her lejlighed i ti dage, så hun er stadig ny i Carls verden. Og ny i det her land. Her kender hun ingen, og der er ingen, der kender hende. Heldigvis taler Lily flydende engelsk, så der er ingen kommunikationsproblemer oveni. Men alting er nu alligevel så anderledes her. Og det er underligt at være helt alene.

Til sidst bliver klokken et minut over seks, og Lily tager sin telefon og ringer til politiet.

“Goddag,” siger hun til manden, der tager telefonen, “mit navn er mrs. Lily Monrose. Jeg vil gerne melde en person savnet.”

Den fremmede gæst_TRYK.indd 28

17/01/2018 14.58

3 “Beklager,” siger den kvinde, der hedder Alice, og bøjer sig ind over et lille bord for at trække et par marineblå gardiner fra. “Her er lidt indelukket. Det er flere uger siden, jeg har haft nogen herinde.”

Han kigger sig omkring. Han står i et lille værelse med trævægge og et Velux-vindue i loftet og en glasdør, som fører ud til Alices have.

Møbleringen er spartansk. Der er en feltseng langs den ene væg, en vask, et køleskab, en miniovn med to kogeplader ovenpå, et elektrisk varmeapparat, et bord, to plasticstole, en beskidt sivmåtte på gulvet.

Men trævæggene er malet i en elegant grøn farve og dekoreret med forskellige, meget tiltalende kunstværker: blomster og ansigter og bygninger, kreative collager, der ser ud til at være sat sammen af tonale strimler af gamle kort. Og ved siden af feltsengen står der en køn lampe med perlebesat skærm. Helhedsindtrykket er ganske pænt. Men hun har ret, her lugter faktisk: en uheldig kombination af støv og fugt.

“Der er et udendørs toilet ved siden af. Der er ikke andre, der bruger det. Og om dagen kan du bruge badeværelset i vores stueetage, det ligger lige ved siden af havedøren. Kom. Så viser jeg dig det.”

Hendes tonefald er studst og en lille smule skræmmende. Han tager hendes fremtoning ind, mens han følger efter hende igennem den grusbelagte baghave. En høj kvinde, rimelig slank, om end lidt solid midtpå. Hun er iført stramme sorte jeans og en sweater i overstørrelse,

29

Den fremmede gæst_TRYK.indd 29

17/01/2018 14.58

formentlig for at camouflere den tunge midje og fremhæve de lange ben. Hun har sorte støvler på, der minder lidt om Doctor Martens, men kun lidt. Hendes hår er en elastisk farvemasse: karamel og hon‑ ning og sirup og mudder. De lyse striber er dårligt lavet, tænker han, og så spekulerer han på, hvorfor han har en mening om den slags.

Er han frisør?

Den lillebitte dør på husets bagside binder, da hun prøver at åbne den, og hun giver den et rutineret spark forneden. Lige frem og ned ad tre trin ligger der et lille køkken, til venstre fører en billig krydsfinérdør ud til et temmelig trist lille badeværelse.

“Vi bruger alle sammen badeværelset ovenpå, så du har stort set det her for dig selv. Skal jeg fylde badekarret for dig? Så du kan få varmen?”

Hun drejer på hvinende haner, inden han overhovedet har nået at svare. Hun trækker ærmerne på sin store sweater op for at røre rundt i vandet, og han bemærker hendes albuer. Deres rynkede, misformede lommer. Fyrre, femogfyrre, siger han til sig selv. Hun vender sig og smiler. “Okay,” siger hun. “Lad os finde noget mad til dig, mens badet bliver klar. Og få lagt de her ting på radiatoren.” Hun tager de fugtige papirlapper, hun fandt i hans lomme, og han følger igen efter hende, ud i køkkenet, hvor der er magentarøde vægge, gryder, der hænger ned fra kroge i loftet, håndlavede køkkenlåger i blødt egetræ, en køkkenvask fuld af opvask og en opslagstavle fuld af børnetegninger. Ved et lillebitte bord, der er klemt inde i hjørnet, sidder der en teenagepige. Hun kaster et kort blik på ham og kigger så spørgende på kvinden.

“Det er Jasmine. Min ældste. Det her …” – hun gestikulerer imod ham – “en fremmed mand, som jeg lige har samlet op på stranden.

Han skal sove i annekset i nat.”

Pigen ved navn Jasmine hæver et piercet øjenbryn mod sin mor og

30

Den fremmede gæst_TRYK.indd 30

17/01/2018 14.58

sender ham et knusende blik. “Skønt.” Hun ligner overhovedet ikke sin mor. Hendes mørke hår er hakket – med vilje, går han ud fra – af i en rå frisure, hvor pandehåret er alt for kort til panden, men på en eller anden måde indrammer det hendes firkantede ansigt, hendes fyldige cinnoberrøde læber og tunge øjenlåg meget godt. Hun ser eksotisk ud; hun ligner en mexicansk skuespillerinde, hvis navn han absolut ikke kan huske.

Alice flår døren op til et rødt køleskab og siger ting til ham.

“Skinkesandwich? Brød og paté? Jeg kan varme noget blomkål med ost? Der er også en rest karrygryde. Fra i lørdags. Hvad dag er det i dag? Onsdag. Jeg tror, den er helt fin. Tror du ikke, den er helt fin?

Var det ikke derfor, man opfandt karry? Så kødet kunne holde sig?”

Han kan mærke, at han har svært ved at tage oplysninger ind.

Tage beslutninger. Han har en mistanke om, at det er derfor, han er endt med at sidde på en strand i over tolv timer. Han var godt klar over, at der var andre muligheder. Han kunne bare ikke finde ud af at sortere i dem. I stedet sad han dumt, passivt. Indtil denne skarpe kvinde kom og tog en beslutning på hans vegne.

“Uanset hvad, er det fint,” siger han. “Hvad som helst.”

“Fuck det,” siger hun og smækker køleskabsdøren i. “Jeg bestiller pizza.”

Han mærker en bølge af lettelse, fordi der er blevet taget endnu en beslutning på hans vegne. Så bliver han ilde til mode, fordi han kom‑ mer i tanker om, at han ikke har nogen penge, kun nogle småmønter.

“Jeg er bange for, jeg ikke har nogen penge.”

“Mmm. Det ved jeg,” siger Alice. “Vi gennemgik jo dine lommer.

Det gør ikke noget. Jeg giver. Og hende her,” – hun nikker i retning af sin datter, “hun lever af luftsteg og vindfrikadeller. Jeg ender altid med at smide hendes portion ud. Så jeg bestiller bare det, jeg plejer.

Som om du ikke var her.”

31

Den fremmede gæst_TRYK.indd 31

17/01/2018 14.58

Pigen himler med sine tykt optegnede øjne, og han følger efter Alice ind i en lillebitte stue og må bøje hovedet for ikke at støde ind i en lav bjælke. I stuen sidder en lille pige med hvidblonde krøller og putter sig ind til en anden teenager. Sidstnævnte er ranglet og har afro-caribiske rødder. De ser fjernsyn, og de vender sig begge og ser på ham med et foruroliget udtryk. Alice står og roder efter noget i en skuffe. “Det her er en mand, jeg fandt på stranden,” siger hun uden at vende sig om. Hun finder en brochure i skuffen, lukker skuffen og rækker teenagedrengen brochuren. “Vi skal have pizza,” siger hun. “Vælg noget.”

Drengens ansigt lyser op, han retter ryggen og fjerner den lille piges arm fra rundt om sit liv “Romaine,” siger Alice og peger på den lille pige, “og Kai.” Hun peger på den høje teenager. “Og ja, de er alle sammen mine. Jeg er ikke plejemor. Sæt dig dog ned, for guds skyld.”

Han sænker sig ned i en lille, blomstret sofa. Det er en hyggelig stue. Der er ild i pejsen, behagelige møbler, der tenderer den mere lurvede ende af ‘shabby chic’, men som generelt er velvalgte, der er mørke bjælker og mørkegrå vægge og lampeskærme af sløret glas.

Lige uden for vinduet står en gadelampe i victoriansk stil, og bagved er der en halskæde af tykke, hvide lys, og bag den havets sølvfarvede skygge. Stemningsfuldt. Men hende Alice er tydeligvis ikke husmor‑ typen. Alting er dækket af støv, der hænger edderkoppespind ned fra bjælkerne, alle overflader er proppet med diverse småting, og tæppet er muligvis aldrig nogensinde blevet støvsuget.

Alice begynder at lægge tingene fra hans lomme frem på radiatoren.

“Togbilletter,” mumler hun og skræller dem fra hinanden. “Stemp‑ let i går.” Hun holder dem helt hen foran øjnene. “Jeg kan ikke se, hvad tid der står. Kai?” Hun rækker sin søn den fugtige billet. “Kan du læse det?”

32

Den fremmede gæst_TRYK.indd 32

17/01/2018 14.58

Drengen tager billetten, kigger kort på den og giver hende den tilbage. “19.58.”

“Det sidste tog,” siger Alice. “Så må du have skiftet tog på Don‑ caster. Du må være kommet meget sent.” Hun sorterer videre i papi‑ rerne. “Det her er en eller anden form for kvittering. Aner ikke, hvad der står.” Den placerer hun også på radiatoren. Hun har et kønt ansigt, ville han sige. Stærke træk, en let fordybning under hvert kindben, en god mund. Hun har de udtværede rester af morgenens eyeliner under øjnene, men ellers ingen makeup. Hun er næsten smuk. Men der er en hårdhed over hende, som får kæben til at sidde i en forkert vinkel. Som skaber skygger, hvor der burde være lys.

“En kvittering mere. En kvittering mere. En serviet?” Hun hol‑ der den op foran ham. Han ryster på hovedet, og hun smider den i pejsen. “Tja, det er vist det hele. Ikke noget ID. Ingenting. Du er et totalt mysterium.”

“Hvad hedder han?” spørger Romaine.

“Jeg ved ikke, hvad han hedder. Og han ved ikke, hvad han hed‑ der. Han har mistet hukommelsen.” Hun siger det, som om det er noget helt normalt, og den lille pige rynker brynene.

“Hvor har han tabt den?”

Alice ler og siger: “Romaine, du er jo god til at finde på navne.

Han kan ikke huske, hvad han hedder, og vi er nødt til at kalde ham et eller andet. Hvad skal vi kalde ham?”

Den lille pige stirrer på ham et øjeblik. Han går ud fra, hun vil finde på et eller andet barnligt og fjollet. Men hun kniber øjnene sammen, spidser munden og udtaler så meget omhyggeligt ordet Frank.

“Frank,” siger Alice og gransker ham tankefuldt. “Ja. Frank. Per‑ fekt. Dygtig pige.” Hun rører ved pigens krøller. “Nå, Frank.” Hun smiler til ham. “Nu er dit bad nok ved at være klar. Der ligger et

33

Den fremmede gæst_TRYK.indd 33

17/01/2018 14.58

håndklæde på din seng, og der er sæbe ved siden af. Når du er færdig med badet, burde pizzaerne være kommet.”

Han kan ikke huske, han har valgt en pizza; han er ikke sikker på, om Frank er hans rigtige navn. Denne her kvinde får hans hoved til at summe med al hendes emsige effektivitet på alle områder. Men han ved, at hans sokker er fugtige, at hans undertøj er fugtigt, at hans hud er fugtig, at han er kold fra inderst til yderst, og at et varmt bad lige nu er det, han har allermest lyst til i hele verden. “Øh.” Han kommer i tanker om noget. “Tørt tøj. Altså, jeg kan sagtens tage det her på igen. Eller også kunne jeg …”

“Kai kan låne dig nogle joggingbukser. Og en T-shirt. Jeg lægger dem ude foran døren.”

“Tak,” siger han. “Tusind tak.”

Da han rejser sig for at forlade rummet, ser han hende udveksle et blik med sin teenagesøn, ser masken af glat skødesløshed glide bort et øjeblik. Drengen ser bekymret og irriteret ud; han ryster let på hovedet. Hun svarer med et fast nik. Men han kan også se frygt i hendes øjne. Som om hun er begyndt at tvivle på sin egen beslut‑ ning. Som om hun er begyndt at spekulere på, hvorfor han befinder sig i hendes hjem.

Han kunne trods alt være hvem som helst.

Den fremmede gæst_TRYK.indd 34

17/01/2018 14.58

4 “Fortæl mig lidt om Deres mand,” siger den kvindelige betjent, der hedder Beverly. “Hvor gammel er han?”

Lily hiver ned i sin bluse, gør stoffet fladt mod sin hud. “Han er fyrre,” siger hun. Hun kan se betjentens øjenbryn hæve sig, bare en anelse.

“Og De er?”

“Enogtyve,” siger hun. Og hvad så, har hun lyst til at råbe. Nit‑ ten år. Når man måske kommer til at leve i halvfems. Og hvad så?

“Og hans fulde navn?”

“Carl John Robert Monrose.”

“Tak. Og er han bosiddende på denne adresse?” Hun indikerer den lille stue i den specialfremstillede lejlighed, hvor hun og Carl har boet, siden de kom hjem fra deres bryllupsrejse til Bali.

“Ja,” siger hun. “Selvfølgelig!” Så snart hun har sagt det, ved hun, at hun har været uforskammet. Hun er godt klar over, at hendes facon til tider kan være temmelig barsk for briternes smag. Politikvinden sender hende et blik og kradser så nogle ord ned på en formular med en støjende kuglepen.

“Og fortæl mig om i går. Hvornår så De sidst Deres mand?”

“Han gik klokken syv. Han går klokken syv hver morgen.”

“Og hvor arbejder han?”

“Han arbejder i London. For et finansfirma.”

35

Den fremmede gæst_TRYK.indd 35

17/01/2018 14.58

“Og har De talt med hans arbejdsplads?”

“Ja! Det var det første, jeg gjorde!” Kvinden må tro, hun er idiot, hvis hun skulle have ringet til politiet, inden hun ringede til hans kontor.

“Og hvad sagde de?”

“De sagde, han var gået til sædvanlig tid. Præcis som jeg havde regnet med, de ville sige. Carl tager det samme tog hjem hver eneste dag. Hvis han bliver for længe på arbejdet, kan han ikke nå toget.”

“Okay. Og talte De med ham på noget tidspunkt? Efter at han var gået fra sit arbejde?”

“Nej,” siger hun. “Men han sendte mig en sms. Se.” Hun trykker på sin telefon og vender den om, så betjenten kan se den. Sms’en er allerede klar på skærmen, parat til at blive vist frem.

Vil du høre noget skørt? Det her er skørt. Jeg elsker dig endnu mere nu, end jeg gjorde i morges! Vi ses om en time! Hvis jeg kunne få toget til at køre hurtigere, så ville jeg gøre det! Xxxxx.

“Og se,” siger hun og scroller op igennem deres sms-korrespon‑ dance. “Det her er fra dagen før.”

Kan det virkelig passe, at jeg har en kone som dig? Hvordan kan jeg have været så heldig?! Jeg kan ikke vente, til jeg har dig i mine arme. 58 minutter endnu!

“Se selv,” siger hun. “Det her er en mand, der hellere vil hjem hver aften, end han vil gøre noget som helst andet. Forstår De nu, hvorfor jeg ved, der er sket ham noget?”

Betjenten giver Lily telefonen tilbage og sukker. “Han er vist hårdt ramt,” siger hun leende.

“Det er ikke sjovt,” siger Lily.

“Nej.” Betjenten holder straks op med at smile. “Det har jeg heller ikke sagt.”

Lily tager en dyb vejrtrækning. Hun må gøre sig mere umage, siger hun til sig selv, mere umage for at være venlig. “Undskyld,” siger hun.

36

Den fremmede gæst_TRYK.indd 36

17/01/2018 14.58

“Jeg er meget anspændt. I nat var den første nat, hvor vi ikke har været sammen. Jeg har ikke sovet. Ikke så meget som et minut.” Hun vifter desperat med hænderne, inden hun lægger dem på plads i skødet igen.

Betjenten bliver blødere, da hun ser tårerne danne en film over Lilys øjne, og hun klemmer forsigtigt hendes hånd.

“Okay.” Hun tager hånden til sig. “De fik sms’en i går klokken fem. Og så …?”

“Ingenting. Ingenting. Jeg ringede til ham, da klokken var blevet seks, og så igen og igen og igen, indtil hans telefon løb tør for strøm.”

Betjenten tøver et øjeblik, og Lily får på fornemmelsen, at det endelig er ved at sive ind, at der for første gang, siden Carl ikke kom hjem i går aftes, er nogen, der tror på, at han rent faktisk er savnet og ikke befinder sig i en anden kvindes seng.

“Hvor tager han toget fra?”

“Victoria.”

“Og altid det samme tog?”

“Ja. 17.05‑toget til East Grinstead.”

“Som kommer til Oxted klokken?”

“17.45. Derfra tager det et kvarter at gå hjem fra stationen. Så han er hjemme klokken 17.59. Hver aften. Hver aften.”

“Og går De selv på arbejde, mrs. Monrose?”

“Nej, jeg er studerende.”

“Hvor?”

“Her. Det er et fjernstudium. Revision. Det var det, jeg læste derhjemme, i Ukraine. Jeg gik ud af handelsskolen for at flytte hertil og være sammen med Carl. Så nu gør jeg det færdigt, som jeg var i gang med.” Hun trækker på skuldrene.

“Og hvor længe har De boet her? I England?”

“En uge. Og tre dage.”

“Hold da op,” siger betjenten. “Ikke så længe.”

37

Den fremmede gæst_TRYK.indd 37

17/01/2018 14.58

“Nej. Ikke så længe.”

“De taler virkelig godt engelsk.”

“Tak. Min mor er translatør. Hun har sørget for, jeg kunne tale lige så godt engelsk, som hun selv gør.”

Betjenten klikker kuglepennen i og ser tankefuldt på Lily. “Hvor‑ dan har I mødt hinanden?” spørger hun. “De og Deres mand.”

“Igennem min mor. Hun var translatør på en konference for finanssektoren i Kiev. De havde brug for nogen til at sørge for de delegerede – vise dem rundt, bestille taxaer og den slags. Jeg havde brug for pengene. Jeg fik ansvar for Carl og nogle af hans kollegaer.

Lige fra første sekund var der ingen tvivl om, at jeg ville blive gift med ham. Fra første sekund.”

Betjenten stirrer på Lily, hun virker tryllebundet.

“Wow,” siger hun. “Wow.” “Ja,” siger Lily. “Det var meget wow.”

“Okay.” Betjenten stikker kuglepennen i lommen og lukker notes‑ blokken. “Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Jeg er ikke sikker på, vi har helt nok endnu til at oprette en sag, hvor han bliver meldt savnet.

Men ring igen, hvis han ikke dukker op i aften.”

Lily bliver tung om hjertet; det føles som en mursten. “Hvad?”

“Jeg er sikker på, det ikke er noget skummelt,” siger betjenten.

“Det mener jeg. Ni ud af ti gange er det bare noget fuldstændig harmløst. Jeg er sikker på, han er hjemme inden sengetid.”

“Det siger De ikke?” siger Lily. “Jeg ved, De ikke selv tror det. Jeg ved, De tror på mig. Jeg ved det.”

Betjenten sukker. “Deres mand er et voksent menneske. Han er ikke sårbar. Jeg kan ikke oprette en sag. Men ved De hvad, jeg kan tjekke hans oplysninger i vores database og se, om nogen med det signalement har været i kontakt med politiet af en eller anden grund.”

Lily tager sig til hjertet. “I kontakt?”

38

Den fremmede gæst_TRYK.indd 38

17/01/2018 14.58

“Ja. De ved. Er blevet taget med på en politistation. Til afhøring.

Og så krydstjekker jeg med de lokale hospitaler. Hører, om de har haft ham i behandling.” “Åh gud.” Det er det, Lily har forestillet sig hele natten. Carl under hjulene på en bus, dolket og efterladt livløs i en fodgængertunnel, flydende med ansigtet nedad i Themsens mørke vand.

“Det er det, jeg kan gøre lige nu.”

Det går op for Lily, at betjenten gør hende en tjeneste, og det lyk‑ kes hende at smile. “Tak,” siger hun. “Det er virkelig pænt af Dem.” “Men så skal jeg bruge et billede. Har De et, der er rimelig nyt?”

“Ja, ja, selvfølgelig.” Lily fumler med sin håndtaske, åbner sin pung og tager det fotoautomatbillede op, som hun har i den: Carl, der ser smuk og alvorlig ud. Hun rækker det til betjenten og forventer, at hun vil komme med en eller anden kommentar om, hvor utrolig flot han er.

Måske sige noget om, at han ligner Ben Affleck. Men det gør politik‑ vinden ikke; hun stikker bare billedet ind i sin notesblok og siger: “Jeg skal nok vende tilbage, det lover jeg. I mellemtiden, så tal med hans venner og familie. Måske er der nogen, der kan kaste lys over noget.”

Da politikvinden er gået, står Lily ved vinduet og stirrer ud i flere minutter. Nedenfor ligger der en lille parkeringsplads. Carls sorte Audi A5 holder der, hvor han parkerede den, da de havde været ude at købe ind i søndags. Alene tanken om at være i supermarkedet med Carl giver hende lyst til at krølle sig sammen til en stram knude og hyle.

Så vender hun sig om for at se deres hjem i øjnene. Den lejlighed, som Carl har valgt til dem, en splinterny lejlighed i en splinterny ejendom, hvor køkkenet aldrig havde været brugt, før de brugte det, og toilettet stadig havde papir omkring brættet. Med tungt hjerte begynder hun at åbne skuffer og kigge i papirer for at prøve at finde bare én lille ting, hun ikke vidste om sin mand, som måske kan op‑ klare mysteriet om, hvor han er henne.

Den fremmede gæst_TRYK.indd 39

17/01/2018 14.58