Den gode søster

Af samme forfatter: Bag facaden Måske uskyldig

Den gode søster_TRYK.indd 2

07.09.2021 13.22

Alafair Burke

Den gode søster P SY KO L O G I SK SPÆ N D I N G SR OM A N

På dansk ved Johnnie McCoy

GADS FORLAG

Den gode søster_TRYK.indd 3

07.09.2021 13.22

Den gode søster er oversat fra amerikansk af Johnnie McCoy efter The Better Sister Copyright © 2019 by Alafair Burke. All rights reserved.

Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 Published by arrangement with Alexander Schwarz Literary Agency.

ISBN: 978-87-12-06036-9 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den gode søster_TRYK.indd 4

07.09.2021 13.22

Tilegnet Jennifer Barth.

Redaktør og søster i ånden

Den gode søster_TRYK.indd 5

07.09.2021 13.22

Den gode søster_TRYK.indd 6

07.09.2021 13.22

Fjorten år tidligere Jeg forrådte min søster, mens jeg stod på den store trappe på the Metropolitan Museum of Art iført pailletkjole (lånt) og 12 centimeter høje stiletter (som jeg ikke har haft på siden).

Dengang var jeg ikke så betydningsfuld, at jeg fik fribillet til gallafest på the Met, og jeg havde ikke råd til selv at købe en, så jeg var kun med den aften, fordi min chef, Catherine Lancaster, chefredaktør på tidsskriftet City Woman, havde inviteret mig. Eller – hun var ikke engang min chef. Hun var min chefs chefs chef. Men af en eller anden grund havde hun altså inviteret mig. Hun gjorde det dog ikke personligt. Hun fik sin assistent til at smutte forbi min lille kontorbås med beskeden, hvilket nok var meget godt, for min umiddelbare respons på invitationen var latter. Ikke en normal latter, som man ville forvente at høre fra et normalt menneske, men en latter, der lød mere som et fnys. Allerede dengang var den årlige Met-fest ren paparazziporno. Et overdrevet modefokuseret udstyrsstykke, der bugnede af berømtheder. Tanken om, at jeg, den nyansatte nørdede journalist, skulle mænge mig med rockstjerner, Oscar-vindere og supermodeller, var latterlig. Og derfor var min reaktion på invitationen en blanding af en latter og et fnys.

Assistenten gjorde ingen forsøg på at skjule sin misbilligelse. Hun himlede med øjnene, mens jeg forsikrede hende om, at jeg bestemt var meget beæret, og at jeg selvfølgelig takkede ja. Det næste, jeg gjorde, efter at have været en tur i bladets arkiver for at se på billeder af den

7

Den gode søster_TRYK.indd 7

07.09.2021 13.22

seneste fest, var at tigge min ven, Kate, som arbejdede på Cosmo, om at smugle en passende lånekjole ud til mig. Fake it ‘till you make it, som man siger.

Hun var helt overstadig, da hun overrakte mig posen med kjolen: “Det er en Versace. Og der er lommer i!”

Catherine lod endda sin chauffør hente mig. Hvis Catherine havde været en mand, havde jeg været noget betænkelig ved det hele, men i stedet følte jeg mig som Askepot, der skulle til bal på slottet. Jeg var tryg ved hende, fordi hun var kvinde.

Og den følelse blev kun stærkere, da vi havde samlet hende op ved hendes byhus på Upper West Side, og hun i bilen fortalte mig, at hun havde inviteret mig, fordi hun var blevet imponeret over en baggrundsartikel, jeg havde skrevet til en længere artikel om Take Back the Night-bevægelsen. Bevægelsen var netop begyndt at vokse frem på landets universiteter, og hovedartiklen handlede om to børneskuespillere, et berømt tvillingesøsterpar, som lige var begyndt at studere på NYU. Jeg fandt ud af, at en af dem havde været med til at arrangere universitetets årlige event for ofre for seksuelle krænkelser og vold, og pitchede så idéen til City Woman.

Catherine sagde, at jeg havde næse for journalistik, og at det bedste råd, hun kunne give mig, var, at jeg skulle tro på mig selv og følge min mavefornemmelse. Der var opbrud i tiden. “Folk tror, at kvinder kun ser Sex and the City, fordi hovedpersonerne går i smart tøj og småsludrer om deres orgasmer, men det er jo feminisme forklædt som komediedrama. Der er en ny bølge på vej. Det er kun et spørgsmål om tid, før der går hul på bylden, og det bliver kvinder som dig og mig, der skriver historierne.”

Det her var meget bedre end Askepot. Hun fik kun en prins ud af sin store aften. Jeg ville få en karriere.

Da vi var ankommet og steg ud af bilen foran trappen, hvor fotograferne stod og knipsede som gale, fandt jeg hurtigt ud af, at ikke engang Catherine var så betydningsfuld, at fotograferne gad bruge

8

Den gode søster_TRYK.indd 8

07.09.2021 13.22

film på hende. Men vi var kun lige trådt indenfor, da vi hørte en stemme sige: “Åh hej, Catherine, perfekt timing. Kom og få taget billeder sammen med os foran bannerne.”

Catherine kastede sin håndtaske hen til mig, signalerede til mig, at jeg skulle finde baren, og smuttede ind foran arrangementets officielle banner. Hendes håndtaske var besat med pailletter og prydet med venussymbolet, som også dannede O’et i titlen på City Woman-logoet.

Det var fikst lavet. Men jeg var alligevel lidt stolt af, at min lånte kjole havde så store lommer, at jeg både kunne have læbestift, kontanter og min firmatelefon i dem. Jeg havde ikke brug for nogen håndtaske.

Jeg lokaliserede baren, som hun havde bedt mig om, og indså så, at jeg ikke anede, hvad hun drak. Med tanke på referencen til Sex and the City, som hun var kommet med i bilen, bestilte jeg to Cosmopolitans.

Jeg pressede hendes taske ind mod taljen med albuen og gik forsigtigt tilbage til banneret med en drink i hver hånd. Da hun endelig slap væk fra fotograferne, havde jeg allerede drukket min drink og var parat til at kaste mig over hendes. Hun tog drinken, men ikke sin taske.

“Catherine …” Jeg holdt paillettasken op.

Hun krammede en eller anden modedesigner.

“Skal du bruge din …”

Så var det borgmesteren.

Det endte med, at jeg fulgte efter hende hele aftenen med hendes elendige taske i hånden. Jeg forlod hende kun for at hente drinks, hvilket skete oftere og oftere, som aftenen skred frem. Hvis hun selv lagde mærke til det, sagde hun i hvert fald ikke noget. Og Catherine var ikke typen, der ikke sagde noget, hvis der var noget, hun var utilfreds med.

Hvis jeg behandlede en assistent på den måde i dag, ville vedkommende straks gå hjem og beklage sig på Twitter eller sende historien ind i anonymiseret form til New York Posts sladderspalte. Men i starten af nullerne anså en ung journalist som mig det for at være

9

Den gode søster_TRYK.indd 9

07.09.2021 13.22

et stort privilegium at udføre trivielle opgaver for de mennesker, der havde arbejdet sig op i toppen af pyramiden. Jeg var blot den tavse håndtaskeholder.

Telefonen, der lå i lommen på min dyre designerkjole, ringede første gang, da vi havde sat os ved bordet, og maden blev serveret.

Opkaldet var fra mine forældre. Jeg lod det gå til telefonsvareren. Jeg var så naiv at tro, at de bare ringede for at fortælle mig, at de var stolte af at have en datter, der var til sådan en fin fest. De havde naturligvis aldrig hørt om gallafesten på the Met før, men jeg forsøgte efter bedste evne at forklare dem, hvor usædvanligt det var, at en person på mit niveau deltog i den. Men da de fem minutter senere ringede igen, og så igen en time efter, var jeg klar over, at det ikke havde noget med det at gøre.

Jeg havde to muligheder: Jeg kunne smutte et øjeblik, mens Catherine holdt hof ved City Woman-bordet, eller jeg kunne lade alle opkaldene gå til telefonsvareren. Der kunne jo selvfølgelig være sket mor eller far noget, men inderst inde vidste jeg, at der nok snarere var noget med Nicky. Det var altid noget med Nicky. Jeg blev siddende.

Da Nokiaen under desserten ringede igen, kastede jeg et hurtigt blik på dens lillebitte skærm. Denne gang var det Nicky, der ringede.

Det var præcis, som jeg havde troet: Min søster lavede drama igen.

Og hun havde selvfølgelig sørget omhyggeligt for at gøre det på den aften, som var den største for mig, siden jeg var flyttet til byen for at slå igennem som skribent. Jeg slukkede telefonen og lagde den tilbage i lommen.

Catherine rejste sig og sendte mig et hurtigt blik, hvilket jeg tolkede som et signal til, at jeg skulle følge med. Vi gik uden for teltet, hvor hun, ukarakteristisk for hende, tog en rygepause. Da hun gik på toilettet, tændte jeg endelig telefonen og hørte beskederne på telefonsvareren. Der var tre fra min mor. Én, hvor hun sagde: “Ring”, én, hvor hun straks lagde på igen, og én, hvor hun sagde: “Øv, hun tager stadig ikke telefonen!”

10

Den gode søster_TRYK.indd 10

07.09.2021 13.22

Og så var der det seneste opkald. Det fra Nicky. Typisk hende at vælge at implodere præcis i aften.

Men det var ikke Nicky, der havde indtalt beskeden. Det var hendes mand, Adam.

Det var ikke første gang, Adam havde ringet til mig for at få hjælp til noget, der havde med min søster at gøre, men denne gang var det noget andet. Jeg havde aldrig hørt det tonefald i hans stemme før.

Der var både vrede, opgivelse og frygt i det. Selve beskeden var kort: “Ring, så hurtigt du kan. Det er vigtigt.” Han opgav nummeret til sin arbejdstelefon. Jeg gentog det i hovedet, indtil det sad fast i korttidshukommelsen, og tastede det. Telefonen nåede at ringe to gange, inden han tog den. Han forelagde mig sagen som en advokat snarere end som en ægtemand. Nicky var indlagt på hospitalet. Midt i vrimlen af verdensberømte skuespillere og alle mulige andre berømtheder stod jeg og så min søster for mig: Hendes lange, gyldenbrune hår, der lå ned over hendes skulderblade. Hendes gennemblødte tøj, der klæbede til hendes spinkle krop. Og spædbarnet– for mig var han stadig et spædbarn – der hostede klorinfyldt vand op ad sine små lunger.

“Jeg magter ikke det her en gang til, Chloe. Ikke nu, hvor der også er et barn at tage hensyn til. Det kunne være gået helt galt. Hvis jeg ikke var gået udenfor …”

Jeg begyndte straks at forsvare Nicky. Jeg sagde, at hun ikke kunne finde på at gøre sin søn fortræd, samtidig med at jeg godt vidste, at jeg dybest set ikke kunne vide det. Hun gjorde ikke bevidst andre mennesker fortræd, men alligevel endte det altid med, at alle, der kom tæt på hende, blev brændt. Sådan havde det altid været.

“Sig det nu bare, Adam. Hvorfor ringer du til mig?”

“Jeg har brug for din hjælp.”

Hvor ofte havde jeg ikke tænkt den tanke, at Adam og jeg havde mere tilfælles, end han og hans hustru havde? Hvor ofte havde jeg ikke undladt at sige dét, som jeg tænkte, højt, fordi jeg ikke ville risikere at ødelægge det eneste (nogenlunde) sunde forhold, min

11

Den gode søster_TRYK.indd 11

07.09.2021 13.22

søster nogensinde havde haft til et andet menneske? Og nu var vi her så igen. Der var 800 kilometer mellem Adam og mig, og vi var kun forbundne via en telefonlinje, men jeg var ikke i tvivl om, hvis side jeg ville stille mig på. Adam havde brug for mig.

Vores historie – den minus Nicky – udviklede sig først senere, men man kunne sige, at den på en måde begyndte den aften. Den begyndte i det øjeblik, jeg blev bedt om at vælge mellem Ethan og resten af min familie. Jeg valgte Ethan og dermed også Adam.

Jeg anede ikke, at jeg fire år senere ville blive Adam Macintoshs anden hustru, eller at jeg ti år efter ville finde hans lig.

Den gode søster_TRYK.indd 12

07.09.2021 13.22

FØRSTE DEL ADAM

Den gode søster_TRYK.indd 13

07.09.2021 13.22

Den gode søster_TRYK.indd 14

07.09.2021 13.22

1 14 år senere Der var mørkt og køligt bagerst i Café Loup. Hver gang døren ud til solen og fugtigheden blev lukket op, strakte jeg hals for at kigge efter Adam. Han havde ikke lovet mig at komme, men jeg vidste, at journalisten fra underholdningsbladet “utroligt gerne ville møde manden bag kvinden”.

Jeg havde desværre begået den fejltagelse at fortælle Adam om hendes store forventninger. Hvis jeg bare havde holdt det for mig selv, kunne jeg have stukket hende en hvid løgn om, at min mand ikke kunne være her, fordi han havde en anden aftale. I stedet havde jeg sat mig i denne usikre situation, som næsten med garanti ville resultere i skuffelse, og var nu helt nervøs og spændt på, om han ville dukke op.

Jeg tvang mig selv til at fokusere på det, jeg var kommet for.

Journalisten hed Colby og var cirka 25 år gammel, det vil sige cirka på alder med mig, da jeg fik mit første job som journalist i New York.

Branchen havde ændret sig drastisk i mellemtiden. Da jeg begyndte på månedsbladet City Woman, havde det et oplag på cirka 300.000 eksemplarer, og redaktionen fyldte en hel etage i en kontorbygning med en tårnhøj husleje i midtbyen. Nu var Eve et af de eneste tidsskrifter for kvinder, der var tilbage, og det var en hård daglig kamp at holde fast i vores 100.000 læsere.

Nu til dags skulle “free” i “freelance” tages helt bogstaveligt.

Den unge, ivrige Colbys cv var garanteret allerede dobbelt så langt som mit var, da jeg var på hendes alder, men hun var sikkert

15

Den gode søster_TRYK.indd 15

07.09.2021 13.22

lykkelig over, at det var lykkedes hende at få et fuldtidsarbejde på et internetmagasin for millenniumkvinder.

Da vi havde overstået den indledende småsnak, kiggede hun ned på de spørgsmål, hun havde forberedt.

“Da De blev chefredaktør på Eve, havde man allerede nærmest skrevet bladets nekrolog. Men De fik vendt udviklingen. Bladet fik mange flere digitale abonnenter, og indholdet blev mindre overfladisk og mere politisk. Nu er Eve et af de sidste, succesfulde, feministiske magasiner, der er tilbage i landet. Og De er blevet tildelt den berømte Press for the People-pris for Deres indflydelsesrige “Them Too”artikelserie. Ville De mene, at det er højdepunktet i Deres karriere?”

Jeg vidste, at mit svar ville få mig til at fremstå lidt træt og bedrøvelig i Colbys og hendes jævnaldrendes øjne, men jeg trøstede mig med, at det i det mindste var sandt. “Højdepunktet i min karriere?

Det håber jeg sandelig ikke. De får det til at lyde, som om jeg allerede er gået på pension.”

Colby trykkede på diktafonappens pauseknap. “Åh nej, det må De undskylde,” sagde hun brødebetynget. “De er jo mit store forbillede.

Det var ikke sådan ment.”

Jeg trykkede på pauseknappen på hendes telefon og gav hende noget, hun kunne bruge i stedet. “Jeg vil ikke tage æren for det,” sagde jeg. “De ægte helte er de første kvinder, der fortalte deres historier offentligt. Vi har altid vidst, at den slags modbydelig adfærd, de har været udsat for, ikke blot fandtes, men var meget udbredt. Og vi har altid fået at vide, at vi bare skulle bide tænderne sammen og stå det igennem. Ikke råbe op. Bare smile og klare os gennem dagen, som vi bedst kunne. Men så opdagede vi, at der var styrke i fællesskabet, og magtfulde mænd oplevede, at deres handlinger havde konsekvenser, også selvom de kom sent og ikke altid var retslige. Det hele begyndte med de kvinder, og mit arbejde bestod bare i at støtte op om dem og de journalister, der hjalp dem med at få deres historier frem.”

Det, Colby sigtede til, var en artikelserie, der kom som opfølgning

16

Den gode søster_TRYK.indd 16

07.09.2021 13.22

på en leder, jeg efter fødslen af Me Too-bevægelsen havde skrevet i Eve. I lederen udtrykte jeg min bekymring for, at bevægelsen kun ville føre til kulturforandringer på berømthedernes egne højtprofilerede arbejdspladser. Da de første af de monstre, der igennem mange år uhindret havde bedrevet deres spil, var fældet, gik bevægelsen efter andre kendte mænd, der måske havde lidt mindre spektakulære forseelser på samvittigheden. Men ville det få nogen betydning for kvinder med chefer, der ikke var kendte? Hvad med de kvinder, der arbejdede i ganske almindelige salgsafdelinger og på fabrikker? Hvad med servitricerne og bartenderne, der var afhængige af deres chefers og kundernes velvilje?

For at få sat fokus på “almindelige” kvinders historier lod jeg kvinder, der havde været ofre for misbrug og sexchikane på deres arbejdspladser, tale med kendte Me Too-foregangskvinder. I mine egne artikler drog jeg paralleller mellem deres historier og fortalte om de venskaber, der opstod i mødet mellem kvinderne på trods af deres forskellige sociale status. Og jeg kaldte – med et lille twist af det nu så berømte hashtag – serien #ThemToo. Det, der var begyndt som et eksperiment, voksede på en måde, jeg aldrig havde kunnet forestille mig. En berømt skuespillerinde, der havde fortalt om sine oplevelser med en filminstruktør, havde sin “Them Too-søster” med som ledsager til Oscar-uddelingerne. En vært på et af de store morgennyhedsprogrammer var nu gudmor til sin “søsters” lille, nyfødte datter. Men det, jeg selv så som den vigtigste følge af artikelserien, var, at syv af de største firmaer i landet som et direkte svar på serien havde fyret nogle af deres højtstående chefer og indført nye interne retningslinjer. Alt sammen, fordi kendte kvinder via deres status – og mit tidsskrift – havde givet kvinder, der havde troet, at de ikke havde nogen stemme, et talerør.

Jeg prøvede at holde fokus på kvinderne fra artikelserien, men Colby ville selvfølgelig hellere høre om alt det lort, jeg selv havde været udsat for i løbet af min karriere.

17

Den gode søster_TRYK.indd 17

07.09.2021 13.22

Jeg havde taget hul på historien om mand nummer to, der havde tilbudt mig et job som betaling for sex, da døren igen gik op. Jeg var gået i gang med at fortælle historien fra en ende af, fordi jeg troede, at vi kun ville være os to resten af mødet. Adam var allerede gået forbi baren og nået næsten helt hen til vores bord, da jeg så ham ud af øjenkrogen.

“Jamen dog, sikke en overraskelse,” sagde jeg og rejste mig for at give ham et knus. “Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har været sammen før klokken 17 på en hverdag.”

Jeg lagde mærke til, at Colby tjekkede ham ud. Hun var sikkert, som folk altid var, når de mødte ham første gang, overrasket over, hvor ungdommelig han var. Adam var seks år ældre end mig, altså 47 år gammel, og jeg plejede for sjov at sige, at hans aldringsproces var standset for ti år siden. Det var, som om han ganske enkelt ikke var genetisk disponeret for at miste hår eller tage på.

Phillip, vores tjener, kom straks hen til os. “Nå, dér er han. Den flotte ægtemand, jeg har været så spændt på, om jeg ville få at se i dag.”

Vi boede tre gader fra Café Loup og havde været stamkunder i flere år.

Mens Adam bestilte en dirty martini, spurgte Colby mig, om folk altid var så glade for at se Adam. “Ja, det er virkelig irriterende,” sagde jeg med forstilt ærgrelse. “Jeg tror ikke, der findes et eneste menneske i verden, der har noget dårligt at sige om Adam.”

“Sig det til Tommy Farber,” sagde Adam og rakte ud efter mit vinglas. Han tog en lille tår af min cabernet, rynkede på næsen og gav mig glasset tilbage. “Han gav mig bank hver fredag eftermiddag i to år.

Jeg har stadig mærker i panden efter mine møder med skabsdørene.”

“Hvordan mødte I to så hinanden?” spurgte Colby.

Jeg hadede det spørgsmål, men havde det sædvanlige, stærkt redigerede svar parat: “Vi kender hinanden fra Cleveland, hvor vi begge voksede op, og så fik vi kontakt med hinanden igen, da han fik arbejde i New York.”

Heldigvis var Colby tilfreds med det svar. Hun spurgte Adam,

18

Den gode søster_TRYK.indd 18

07.09.2021 13.22

hvordan det var som succesfuld mand at være gift med en endnu mere succesfuld kvinde. Jeg var både misundelig og ærgerlig over, at hun åbenbart var lykkeligt ubevidst om, at der skulle være noget galt i det spørgsmål. Også hun var (indtil videre) vænnet til at beskytte det mandlige ego.

Mens Adam svarede, nød jeg at kunne sidde helt glad og forlegen – hvilket jeg ikke syntes skete så tit – og høre ham fortælle, hvor stolt han altid havde været af mig. Lige fra dengang jeg blev forfremmet fra assistent til rigtig skribent på City Woman og senere blev chefredaktør på min lille downtown-fokuserede sprøjte. Og da jeg første gang fik et essay i The New Yorker og den billedserie, der var i Cosmos “40 under 40”-nummer for tre år siden.

Mine forældre lagde aldrig mærke til det, når jeg udmærkede mig inden for et eller andet. Men det var typisk Adam straks at have en liste over alle mine bedrifter parat. Hvor mange gange havde jeg ikke hørt folk sige, at det måtte være dejligt at have en mand, der var så åbenlyst stolt af sin hustru? Som om det var et meget usædvanligt fænomen.

Vi gik hånd i hånd den korte tur tilbage til lejligheden på 12th Street. “Hvor er du sød, Adam, tusind tak. Nu er jeg bare bange for, at Colbys kæreste, hvis hun har sådan en, vil undre sig over, hvorfor Colby virker så skuffet over ham, når hun kommer hjem til ham i aften. Du var supercharmerende.”

Uden at dreje hovedet kiggede han på mig ud af øjenkrogen og blinkede.

Da vi kom hjem, belønnede jeg ham med et lille glas sambuca fra barvognen i stuen.

Han tømte glasset i én slurk. Jeg ville lægge armene om livet på ham, men han tog fat om mine hænder. “Var du tilfreds med interviewet?”

Han flettede vores fingre sammen, løftede vores hænder om bag sin nakke og så mig ind i øjnene. Så kyssede han mig det kildne sted under mit højre øre, som han plejede, når han havde særlige planer med mig. “Journalisten gloede på dig, som om du var Gandhi selv.”

19

Den gode søster_TRYK.indd 19

07.09.2021 13.22

Vi havde ikke haft en intim stund sammen i flere uger. Vi havde begge haft for travlt. Jeg havde mest af alt bare lyst til at gå i seng med en god roman. “Du kalder mig kun Gandhi for at få mig med i seng!”

Han stivnede. “Hvad er der galt?” spurgte han. Note til mig selv: Verdens mest usexede sætning er: “Hvad er der galt?”

Da jeg stadig skrev artikler for segmentet af hustruer, der gik meget op i at være sexede for deres mænd, skrev jeg et eller andet sted, at man skulle dyrke sex et par gange om ugen, hvis man ville redde sit ægteskab. “Det er meget lettere at rumme den andens irriterende sider, når man gnider sine ædlere dele mod hinanden.” Det var ikke verdens mest progressive råd, men det var heller ikke helt forkert.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at komme tilbage til det sted, han var for to sekunder siden.

“Der er ikke noget galt. Undskyld, det var bare for sjov.”

Han kyssede mig igen på halsen, og jeg sagde: “Åh ja, bliv ved.”

Også en interessant kendsgerning: Undersøgelser i dameblade har gang på gang vist, at de tre ord, mænd helst vil høre i sengen, er: “Åh ja, bliv ved.”

Min vejrtrækning blev hurtigere, da hans mund forlod mit kraveben og bevægede sig videre ned mod min mave, som jeg indtil for ganske få år siden havde kunnet kalde en sixpack. Jeg trådte ud af mine sandaler og kunne med ét mærke lysten til at gennemføre det, han havde påbegyndt.

Igen: Fake it ‘till you make it.

Da vi begge var i mål, puttede jeg i Adams arm, hvor jeg, før vi fik king size-sengen, plejede at falde i søvn og sove hele natten. “Det var fantastisk. Igen – tusind tak, fordi du gad være med til det dumme interview.”

“Hvorfor synes du, det var dumt?”

“Ja, eller du ved … fjollet. Jeg er ikke vant til at være i centrum på den måde.”

20

Den gode søster_TRYK.indd 20

07.09.2021 13.22

Han dvælede ved mit ansigt. “Men det er da det, du altid har drømt om, er det ikke? Og nu har du fået det.”

Der var ikke skyggen af sarkasme i hans ord, kun oprigtig glæde på mine vegne. Men alligevel følte jeg, at de stak lidt. Jeg forsikrede mig selv om, at jeg bare var paranoid og havde dårlig samvittighed over at have slæbt ham med til et interview, som kun handlede om mig selv.

Han vendte ryggen til mig. Det bekræftede midlertidigt min mistanke. Så rakte han hånden om efter min arm, lagde den om livet på sig og trak mig ind til sig, så vi lå i ske. Han kyssede mine hænder og sukkede tilfreds. Panda, vores kat, dukkede pludselig op ud af det blå, hvilket var den måde, den plejede at dukke op på.

“Er det hr. Grådig?” Adam havde lukkede øjne, men kunne mærke den ni kilo tunge kat hoppe op på madrassen. Kort tid efter vi var blevet gift, gav vi Ethan lov til at navngive vores lille, nye kattekilling.

Han syntes, den skulle hedde Grådig-Panda af grunde, vi den dag i dag stadig ikke kender. Og nu ti år efter havde navnet knopskudt til en hel del forskellige varianter af det oprindelige.

“Mh-hm.” Jeg smilede, mens Panda lagde sig til rette på min lænd.

Jeg var glad og tilfreds og afslappet.

Da jeg hørte døren i entreen blive åbnet, vidste jeg ikke, om jeg havde sovet, eller om jeg bare havde lukket øjnene et kort øjeblik. Jeg kiggede på uret. Klokken var ikke engang 22. Ethan kom hjem, en hel time før han skulle.

“Jeg må hellere sikre mig, at han får noget at spise,” sagde jeg.

“Han er 16 år gammel. Han har sikkert allerede spist aftensmad tre gange. Du har fortjent at sove. Det er en stor dag for dig i morgen.”

Vi vidste begge to, at jeg ville vende og dreje mig i sengen hele natten. Jeg har altid været ret selvsikker på skrift, men når jeg modtog prisen, var jeg nødt til at stille mig op foran hundredvis af mennesker og holde tale. Jeg havde forberedt mig på den tale hele ugen.

“Jeg kan stadig ikke forstå, at det her rent faktisk sker,” hviskede jeg.

21

Den gode søster_TRYK.indd 21

07.09.2021 13.22

Han trak mig tættere ind til sig og lagde en hånd på min nøgne hofte. Det føltes godt.

“Nå ja, apropos det: Jeg ville have sagt det tidligere, men så kom jeg fra det. Jeg kommer sent hjem i morgen, fordi der er noget, jeg skal have ordnet på arbejdet.”

Jeg var glad for, at han ikke kunne se mit ansigt. Det, han lige så henkastet havde sagt, ramte mig som en lussing. Jeg ville ikke give ham den reaktion, han forventede, og svarede uanfægtet: “Nå, hvad er det? Jeg kunne måske tale med Bill om det.” Bill var seniorpartner i Adams firma, Eves advokat og en nær ven af familien.

“Nej, det er en kunde. Det er Gentry.”

Jeg vidste, at han var under stort pres fra firmaet for at skaffe nye kunder, og at hans største kunde, Gentry Group, derfor var meget vigtig for ham. “Nå, men hvor sent tror du så, det bliver?”

“Det kan også være, jeg når at komme hjem til sædvanlig tid. Men de kommer direkte fra London, og vi skal holde møde et eller andet sted i nærheden af lufthavnen. Jeg tror bare, jeg skal være der, så jeg kan rådgive dem, hvis behovet skulle opstå.”

“Men du når helt sikkert at komme, ikke?”

“Jeg ved det simpelthen ikke, skat. Men jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan. Du ved jo godt, at jeg er utrolig stolt af dig, ikke?”

Han kyssede min hånd, rakte hånden hen over natbordet og slukkede lyset. Jeg lyttede til hans langsomme, afslappede åndedræt, mens jeg øvede mig på min tale i hovedet.

Den gode søster_TRYK.indd 22

07.09.2021 13.22

2 Jeg har været et vanedyr hele mit liv. Mine medstuderende på college nærlæste altid forelæsningsplanen for at finde eftermiddagshold, der passede til deres idiosynkratiske søvnmønstre. Jeg, derimod, satte hver aften vækkeuret til at ringe kokken 7, så jeg om morgenen både kunne nå at træne og spise morgenmad i kantinen, inden jeg skulle til den første forelæsning klokken 9. Hver den sjette i måneden betalte jeg regninger, om lørdagen vaskede jeg, og om søndagen købte jeg ind til hele ugen. Selv i dag køber jeg altid kun de samme to ting til frokost hver dag – græsk salat med laks og grovbrød med roastbeef – fra butikken, der ligger under mit kontor. Jeg spiser sjældent ude, og når det sker, går jeg altid på en af de samme fem restauranter, sidder ved det samme bord og bestiller de samme retter. Jeg var overbevist om, at mine rutiner og ritualer var afgørende for både min lykke og min produktivitet. Og vi kan lige så godt være ærlige og indrømme, at de to ting er to sider af samme sag.

Jeg har selvfølgelig også mine rutiner på arbejdet. De dage, hvor jeg satte mig på min plads bag skrivebordet senere end 8.30, var få.

Men den dag, jeg skulle modtage Press for the People-prisen, var en af dem. Den aften fejrede man den frie presse og ytringsfriheden generelt. Der blev holdt fest på American Museum of Natural History, og det blev ikke en lige så modefikseret begivenhed som Vogue-festen på the Met. Press for the People-prisfesten var uofficielt kendt som nørdernes fest. Jeg vidste, at hvis jeg tog ind på Eve-redaktionen, ville hele dagen gå med at tale med folk, som kom forbi mit kontor for at sige tillykke, enten fordi de var oprigtigt glade på mine vegne, eller

23

Den gode søster_TRYK.indd 23

07.09.2021 13.22

fordi de ville fedte for mig. Og jeg ville under alle omstændigheder være nødt til at gå tidligt hjem for at gøre mig klar til festen, så jeg besluttede mig for at arbejde hjemme.

Det sjove ved vanemennesker er, at når de en sjælden gang imellem bryder en vane, så giver de den til gengæld hele armen. Den græske salat bliver erstattet af en stor pizza med pepperoni, og hvis de har droppet turen i træningscenteret, kan de jo lige så godt tilbringe hele dagen på sofaen. For mig betød “en halv hjemmearbejdsdag” som regel at blive liggende i sengen i pyjamas med en ni kilo tung spindemaskine ved navn Panda liggende hen over benene.

Men jeg havde computeren med i seng og fik mere fra hånden, end jeg ville have fået, hvis jeg var taget ind på kontoret. Jeg redigerede en artikel om konsekvenserne af sundhedsmyndighedernes seneste regler om adgang til prævention og fortsatte med en længere artikel om en kvindelig politiker, der lige var blevet valgt ind i Kongressen som det yngste medlem nogensinde. Hun havde rystet det etablerede system ved at detronisere et gammelt medlem af ledelsen af Det Republikanske Parti i primærvalget. Hendes modstander havde følt sig så sikker på genvalg, at han ikke havde gidet stille op til debatter med hende. Han havde ikke engang nævnt hendes navn offentligt en eneste gang, før hun var blevet valgt ind med et stort flertal, og han var ude. Men det mest chokerende var, at hun havde ført valgkamp på en midtsøgende økonomisk politik, en ansvarlig og solidarisk socialpolitik og et frontalangreb på de pengestærke interessers indflydelse på valgprocessen. I kølvandet på hendes forbløffende sejr havde flere kommentatorer opfordret politikerne fra begge partier til at bløde lidt op på deres fanatiske partidisciplin. Selv en inkarneret skeptiker som mig begyndte næsten at skimte et glimt af håb. Måske kunne den næste generation begynde at samle vores splittede land lidt igen.

Den rare, varme følelse i maven forsvandt dog hurtigt, da jeg trykkede på Dropbox-linket fra fotografen, der havde taget billederne.

Hvor var den unge studerende med den løse hestehale? Hvor var

24

Den gode søster_TRYK.indd 24

07.09.2021 13.22

cowboybukserne og de farverige sweatre, hun havde haft på, da hun stemte dørklokker? Var det her den kvinde, der var gået viralt ved at retweete og latterliggøre de sexistiske fornærmelser, hun blev udsat for, når hun dukkede op til offentlige begivenheder uden makeup på?

De mere end 100 billeder, der nu fyldte min skærm, var overdrevet glamourøse og alle sammen ens. Håret var sat, som om hun var på vej til en Oscar-fest, og hun havde smokey eyes og glossy læber. Jeg gad ikke engang spørge fotografen, hvor tøjet kom fra, men kunne se, at en af jakkerne var fra Pradas seneste kollektion.

Jeg så allerede for mig, hvordan billederne ville få en masse kvinder til at boykotte Eve, abonnementer ville blive opsagt, og der ville blive tweetet, at landet nu havde mistet sit sidste feministiske papirtidsskrift. En eller anden, der var sjovere end mig, ville lave et meme, der latterliggjorde forsiden.

Det ene billede var mere kvalmende end det andet. Jeg var tæt på at skrige, da jeg så billedet af hende stylet som sexet bibliotekar med stærke briller. Hvad fanden havde fotografen tænkt sig? Og hvorfor havde kvinden, som nu var kongresmedlem, bare ladet det ske uden at protestere?

Jeg lukkede billedprogrammet og skrev en mail til Maggie Hart, journalisten, der havde skrevet artiklen. Hej Maggie, jeg sidder lige og kigger på billederne af Sienna Hartley. Var du der, da de blev taget?

Hendes look er ret problematisk, ville du ikke mene det? Kunne jeg få dig til at tjekke, om fotografen har nogle andre billeder af hende, vi kan bruge? Tak, CAT Chloe Anna Taylor. Mine medarbejdere kaldte mig “Cat”, når jeg ikke var i nærheden, fordi de havde set initialerne et utal af gange i den syndflod af mails, jeg lod skylle ind over dem hver dag.

Jeg vidste, at jeg burde holde en pause fra computeren, mens jeg ventede på svar, men jeg kunne ikke nære mig. Efter at have fremelsket en masse primært gode vaner gennem 40 år havde jeg på det seneste fået mig en utrolig dårlig en. Ligesom jeg gjorde næsten hver

25

Den gode søster_TRYK.indd 25

07.09.2021 13.22

dag – som regel flere gange om dagen – åbnede jeg nu Safari og søgte på mit navn på Twitter. Hvis et mig totalt fremmed menneske ville have min opmærksomhed, behøvede vedkommende bare at skrive et lille @ foran mit brugernavn.

Den eneste grund til, at jeg endelig var kommet på Twitter, var, at jeg følte, at jeg var nødt til at kunne interagere direkte med Eves læsere. Et månedsmagasin overlever ikke i dag, hvis det kun findes fysisk. 30 procent af vores marketingmedarbejdere beskæftigede sig nu med digital markedsføring, og det forventedes, at alle ansatte på bladet opbyggede og vedligeholdt en online-tilstedeværelse, som var i tråd med bladets generelle branding.

Jeg trykkede på hjerteikonet under alle de positive tweets, som om jeg havde læst dem alle sammen. 1000 tak @EveEIC. I gav mig mod til at sige fra over for min chef i går aftes. Han blev totalt bange! @Themtoo @Metoo @EveEIC. Før følte jeg mig som en “them”, men nu ved jeg at jeg også er en “me”. Jeg gik til HR i sidste uge. Krænkende kollega fyret i dag! Færdig med ham! Fulgt af tre ikoner af klappende hænder.

Jeg retweetede det sidste tweet og tilføjede kommentaren: Vi forandrer verden med vores beretninger! Fortsæt det gode arbejde! Sammen er vi stærke. @Themtoo @Eve Men for hvert positive tweet var der også et fra troll-hæren. @EveEIC Du er bare sur fordi din fisse er for tør så der ikke er nogen mænd der gider ha den.

Forestil jer at være gift med @EveEIC den mandehadende so!

De bedste var fra dem, der mente, at de kendte mig personligt. @EveEIC Du opfører dig som om du ikke har brug for en mand, men du tænder garanteret på at blive behandlet som en slave af manden derhjemme.

26

Den gode søster_TRYK.indd 26

07.09.2021 13.22

De fleste syntes dog bare lige, at de ville fortælle mig, at jeg nok ikke ville være så feministisk, hvis jeg havde været lidt lækrere. @EveEIC det ville klæde dig at tabe et par kilo. Sig dit job op og begynd at løbe.

Det havde en anden kommenteret på: Hun er lidt tyk, men kunne da godt hadekneppe hende hvis det skulle være.

Og sådan blev det ved. Jeg havde set det før. På et eller andet tidspunkt ville tonen nå et foreløbigt lavpunkt, hvorefter det blev en konkurrence om, hvem der med 140 tegn eller mindre kunne skrive noget, der kunne indbringe forfatteren titlen som ‘Verdens værste menneske’.

Jeg synes, at @EveEIC skal få sig en datter så jeg kan voldtage dem begge.

Ding-ding, vi har en vinder! Jeg trykkede på “retweet” og skrev: Det er kommentarer som disse, der viser, at vi er ved at vinde krigen. @kryster @tudefjæs Jeg vidste, at mine mere end 320.000 følgere ville kaste sig over manden (jeg gik ud fra, at det var en mand) og hamre løs på ham, indtil han var nødt til at slette sin bruger, men jeg meldte alligevel hans tweet til administratoren.

Adam havde rådet mig til ikke at nøjes med at ignorere de trusler, jeg fik på internettet. Jeg kunne jo godt bare lade være med at kigge på mine mentions eller blokere de brugere, jeg ikke kendte personligt, men det duede ikke, fordi hele formålet med at være til stede på mediet jo var at kommunikere direkte med Eves læsere. Jeg havde ikke tænkt mig at give en håndfuld kujoner, der gemte sig bag deres anonymitet, lov til at lukke munden på mig. Som der stod i min Twitter-bio: “Mig er der ingen, der skal give mundkurv på.”

Da jeg først havde givet efter for min lille last, kunne jeg ikke standse igen. Jeg lukkede Twitter og åbnede Poppit, et ucensureret

27

Den gode søster_TRYK.indd 27

07.09.2021 13.22

forum, hvor man ikke engang behøvede at være registreret som bruger for at kunne poste noget anonymt. Efter en hurtig søgning på mit navn blev min skærm fyldt med hadefulde udfald. Hvis jeg ikke var en udtørret, bitter, gammel heks, var jeg en billig kælling eller en luder, der havde kneppet sig til sin stilling, selvom jeg blev gift som 31-årig, på et tidspunkt hvor jeg allerede var redaktionschef på City Woman og få måneder efter blev chefredaktør på et kulturelt New Yorker-tidsskrift – og min mand var advokat og absolut ingen berøring med bladverdenen havde. Hvis man skulle sige noget, var det snarere mig, der havde hjulpet hans karriere på vej, men det var der selvfølgelig ikke nogen af de her fremmede mennesker, der hadede mig for at forsøge at gøre verden til et lidt tryggere sted for kvinder, der vidste.

Jeg skulle lige til at lukke browseren, da jeg så det seneste indlæg i tråden tikke ind. Det kom fra en bruger ved navn KurtLoMein.

Hun er en hykler. Hun hyler op om at verden skal behandle kvinder på en anden måde, samtidig med at hun er en kujon i sit eget liv. Hun går mere op i at pleje sit perfekte image end i sandheden.

Mine fingre svævede en centimeter over tastaturet, selvom det helt sikkert ikke var noget, jeg skulle svare på, og jeg i øvrigt heller ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, hvis det var.

Den lille ping-lyd, der notificerede mig om, at jeg havde fået en e-mail, trak mig endelig op af det hængedynd af sociale medier, jeg var sunket ned i. Det var Maggie, der meldte tilbage angående billederne.

Hej Chloe. Kan du ikke lide billederne? Åh nej! Det var Siennas egen idé at tage pis på det grinagtige, gammeldags glamourlook. Hun syntes selv, det var fedt, men hvis du hader det, kan jeg spørge hende, om hun har nogle billeder fra sin kampagne. Hvad tænker du?

Maggie

Mailen blev hurtigt efterfulgt af en mere:

28

Den gode søster_TRYK.indd 28

07.09.2021 13.22

Jeg ringede til kontoret, så vi lige kunne tale om det i telefonen, men Tom siger, at du ikke er på arbejde i dag. Jeg har det vildt dårligt over det her. Jeg burde have sagt til fotografen, at han også skulle tage nogle billeder med et andet look, men jeg tror, jeg blev smittet af Siennas begejstring for de ironiske billeder. Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Maggie PS: Endnu en gang tillykke med prisen! Jeg håber, du får en fantastisk fest!

Jeg fandt billederne frem igen og så dem nu i et helt andet lys. Jeg følte mig pludselig som typen, der meget hurtigt hidser sig op over e-mails, fordi de ikke er skrevet med den sarkasmefont, jeg ville ønske fandtes, fordi den ville gøre livet meget lettere for mig. Jeg følte mig som den trættende nørd, der aldrig fatter en vits. Jeg var i begyndelsen af 40’erne, men følte mig alligevel … gammel.

Det er fint, skrev jeg. Jeg ville bare lige være helt sikker på, at Sienna var med på det. CAT Jeg genlæste min første mail for at sikre mig, at jeg ikke skrev noget, der modsagde det, jeg havde skrevet før, alt for meget. Da jeg trykkede på “send”, kom jeg til at tænke på det sidste svidende indlæg på Poppit. Gik jeg virkelig mere op i mit image end i sandheden?

Et par minutter efter ringede fastnettelefonen. Det var Les, eftermiddagsportvagten. Valerie var ankommet. Det var hende, jeg havde hyret til at ordne mit hår og min makeup inden festen. For den nette pris af 500 dollars og to timer af mit liv ville jeg komme til at ligne en ældre udgave af kvinden på de ironiske billeder, som man ville se i næste nummer af mit tidsskrift. Jeg skubbede tanken om, hvad Maggie Hart mon ville sige til det, fra mig.

“Nå, hvad synes du?” spurgte Valerie. Jeg havde siddet så længe på sengekanten, at det gjorde ondt i benene, da jeg rejste mig op.

Jeg kunne knap nok genkende den kvinde, jeg så i spejlet. Mit

29

Den gode søster_TRYK.indd 29

07.09.2021 13.22

glatte, skulderlange, brune hår var blevet til en perfekt bølge af slangekrøller, der væltede ned fra en skarp midterskilning. Min hud var mat og perfekt, men så samtidig helt naturlig ud. Hun havde brugt en let blush og nude gloss og givet mig mørke, smokey eyes, og hun havde fundet og fremhævet linjer i mit hjerteformede ansigt, jeg ikke vidste, det havde.

“Du er en sand tryllekunstner, Valerie.” Jeg mødte Valerie første gang, da en af vores faste makeupartister havde fået maveinfluenza og sendte sin veninde som afløser. Da jeg så Valeries lyserøde mohawkfrisure og hendes mange ansigtspiercinger, tvivlede jeg alvorligt på, at hun var den rigtige til jobbet. Men hun viste sig at være et glimrende eksempel på, at man godt kan holde trit med det samlede felt, samtidig med at man kører sit helt eget personlige løb.

“Vil du have tøjet på før eller efter, at jeg giver håret en sidste gang hårspray?”

“Jeg føler mig som en pølse i et pølseskind i den her kjole. Det ville være dejligt, hvis jeg kan vente med at tage den på til absolut sidste øjeblik.”

“Okay, bare du lover at passe på. Makeuppen smitter nemt af. Og dine læber er perfekte lige nu. Det er selvfølgelig bedst, hvis du ikke ødelægger dem, men du får lineren og glossen, så du selv kan friske dem op, hvis det skulle være. Og brug penslen til glossen, ikke den svamp, der følger med tuben.”

“Forstået, Michelangelo. Vi kan jo ikke have, at jeg ødelægger dit kunstværk.”

“Er du sikker på, at du ikke skal have hjælp med lynlåsen eller noget? Jeg kan sagtens vente, hvis det er.”

Jeg takkede nej til tilbuddet og sagde, at Adam kom hjem, inden vi skulle af sted, så han kunne hjælpe mig, hvis det blev nødvendigt – selvom jeg ikke havde hørt fra ham siden aftenen før. Han tog af sted, før jeg vågnede.

Valerie var ved at give mine omhyggeligt arrangerede krøller en

30

Den gode søster_TRYK.indd 30

07.09.2021 13.22

gang lak, da jeg hørte hoveddøren knirke. Der havde nu i tre uger hængt en Post-it-seddel på køleskabsdøren med en påmindelse om, at en af os skulle ringe til viceværten eller købe olie til hængslerne.

Jeg savnede den tid, da en to do-liste aldrig overlevede i mere end 48 timer i vores hjem. Vi havde begge to fået så travlt.

“Det var det, jeg sagde,” sagde jeg og kunne mærke smilet på mine læber. “Det er sikkert ham, der kommer nu.”

Vi gik ud i køkkenet, men det var Ethan, ikke Adam, der stod foran det åbne køleskab og kiggede intenst efter et eller andet, som tydeligvis ikke var der. “Åh, hej, Valerie.” Hans stemme var blevet en oktav dybere siden juleferien, hvor han og Valerie sidst havde set hinanden.

Jeg kunne se, hvor akavet det var for min teenagesøn, da Valerie gav ham et kærligt kram og et kys på kinden, tilsyneladende fuldstændig uvidende om den virkning, hun havde på ham. Ethan havde aldrig virket synderligt interesseret i at gå ud med piger, men jeg havde lagt mærke til, at det måske havde ændret sig lidt i løbet af det seneste år.

Jeg havde også talt med et par af hans lærere om det. Det gode ved situationen var (set fra mit perspektiv), at han havde været sen til at flytte opmærksomheden fra computerspil og YouTube-videoer med idiotiske stunts til piger af kød og blod i den virkelige verden. Det dårlige var, at han stadig ikke kunne slappe af, når der var repræsentanter for det modsatte køn i nærheden.

“Okay, Valerie,” sagde jeg og prikkede hende på skulderen for at lede hendes opmærksomhed væk fra Ethan. “Tak igen for at have dullet mig op. Du er en stor kunstner.”

Jeg fornemmede, at Ethan fulgte hende med blikket, da vi gik hen mod døren. Men et par uger senere måtte jeg spørge mig selv, om det havde været endnu et af tegnene på, at der var noget alvorligt galt med min søn.

Den gode søster_TRYK.indd 31

07.09.2021 13.22