Den perfekte gentleman by Gads Forlag

Mikkel Venborg Pedersen

Den perfekte gentleman MÆND, STIL OG IDEALER I VERDEN AF I GÅR

Gads Forlag

Indhold Forord

Skrædderi og konfektion Stormagasiner og byens strøg

DEL I

det høje ideal

KAPITEL 1

Gentlemen omkring 1900

At studere gentlemens livsverden

99 106

KAPITEL 3

Sønnen og hjemmet

112

Drengens påklædning

114

Det borgerlige hjem

129

Faderen, kongen, kirken – og 26

En tid, hvor forandring

barnepigen

135

Dagens og årets gang

145

Herregårdens friheder

151

var en tilstand

Idealet og ordet

Adel og borger

KAPITEL 4

Mænd af ære

Drengen og skolen

156

Kostskolen

162

Byens privatskoler

177

På vej til voksenlivet

190

DEL II

fremtræden

DEL III

KAPITEL 2

udfordringer

Manden og påklædningen

Beklædning og værdier

Dragtens enkelte dele

KAPITEL 5

Kunstnere og modbilleder

Arbejde og selskabsliv

196 198

Studenterliv

200

Arbejdets trædemølle

205

Herregårdsliv

211

Byens selskabsliv

221

Den fjerne kvinde

237

KAPITEL 6

DEL IV

idealet omkring 1900

332

KAPITEL 8

Helten og ridderen

334

Under tårn og murtinder

341

Ferie og sommerliv

246

Ridderlige fællesskaber

349

Familiebesøg og udlandsrejser

252

I Ivanhoes fodspor

355

På badehotel og pensionat

263

Gentlemen op mod 1914

366

I sommerhus og villa

271

Til leje hos de lokale

279

KAPITEL 9

The Gentleman around 1900. Ideals, Culture, Dress

KAPITEL 7

Sport og maskulinitet

288 DEL V

De rette sportsgrene i det rigtige tøj

293

henvisninger

308

Noter

386

Kilder og Litteratur

409

Illustrationer

419

Personregister

421

Stedregister

427

Den mandige, velproportionerede, smukke mand Mand og mand imellem

378

321

384

INDLEDNING

Forord Gentlemen i en periode fra omkring 1870 til Første Verdenskrigs udbrud i 1914 står i centrum af denne bog. Der har eksisteret gentlemen både før og siden, men det gentlemanideal, som man i dag stadigvæk måske mere ubevidst end bevidst refererer til, har næppe på noget tidspunkt stået højere, været mere udbredt i samfundet og gennemgribende for den enkelte end da. Undervejs i arbejdet med bogen har jeg da også mødt en kendelig interesse, både fra fagfæller og fra ikke mindst yngre mænd. Jeg har også indimellem mødt en form for ironisk afstandtagen til mændenes elegance og livsverden, særligt fra andre fagfæller end de førstnævnte. I en mere formløs tid som vores er det let at udvikle sådan en ironisk distance til disse elegante mænd, men det er ikke bare let, det er efter min mening også for letkøbt. Under alle omstændigheder er det ikke denne bogs standpunkt og heller ikke dens ærinde. Bogen er derimod drevet af et ønske om en forståelse af disse mænd og deres verden, og af hvorfor tøj og manerer spillede så uhyre stor en rolle for dem. Således må de tages alvorligt som de mennesker, de var. Skulle nutidens mænd synes, de kan lære lidt af dem på godt og ondt, ville det heller ikke gøre noget. Jeg tror, at kulturhistorie har en væsentlig opgave i at give nutiden adgang til de svar, som fortidens mennesker fandt på de udfordringer i livet, som de stod overfor, og derigennem give også vor egen tid en mulighed for at tænke over, hvad vi gør. Man kan ikke gå tilbage og gentage histo-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

rien i detaljer; det ville være omsonst. Man skal leve i sin egen tid. Men historie som en måde at tænke på kan give netop nutiden både dybde og nogle erfaringer, som ellers ville være lukket land, og dermed øge mulighederne for, at man kan lade sig inspirere og gøre sin egen tid en smule bedre. Selvom folk var anderledes i fortiden, var de ikke dummere end os. Derfor kan man lære af at beskæftige sig med fortidens mennesker, og da ganske særligt, når der er tale om et ideal som ønsket om at være en gentleman, der har fandtes i Europa i mindst tusinde år. Nationalmuseets samlinger for nyere tid, dvs. tiden efter 1660, rummer også en verdensberømt samling af dragter og tilbehør, som til daglig ofte blot kaldes Nationalmuseets dragtsamling. Det er på sin vis uretfærdigt, for museets andre afdelinger har også samlinger af dragter. Men netop denne samling er måske alligevel noget særligt. Den er stor og dækker bredt. Egnsdragter og den brede befolknings beklædning gennem tiden er et særkende for samlingen, men den rummer i lige så høj grad tøj og udstyr fra højere stand og eliten. Arbejdsdragter og børns tøj er rigt repræsenteret, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet i ellers sammenlignelige samlinger rundtomkring i verden, og et yderligere særkende ved den københavnske samling er, at den er forholdsvis solid, også for mandstøj. Det er heller ikke så ganske vanligt i store dragtsamlinger udenfor landets grænser, der ofte hælder mod det feminine. Nationalmuseets dragtsamling er et

INDLEDNING

udgangspunkt for denne bog, og arbejdet med den i mit daglige virke på Nationalmuseet har givet inspiration til at skrive den, ligesom samlingens genstande optræder som kilder. Museer opbevarer og forsker i ting, men forskningen rækker længere ud. I lige så høj grad fortæller museer om tingenes brug og datidens menneskers forståelse af deres verden. Ét sæt af bogens væsentligste kilder er altså mandens tøj og udstyr, et andet samtidens litteraturs ofte meget ideelle forestillinger om, hvad en gentleman skulle være. Disse bøger og genstande vil blive set i sammenhæng med erindringer, som alle deler det forhold, at de udtrykker en individualiseret forestilling om, hvad det var at være en mand omkring 1900, og hvordan man blev det. Der er ingen garanti for, at disse mange skribenter alle var, eller altid var, gentlemen, men erindringerne er udvalgt efter, at de udtrykker (veje til) idealet. Nogle erindringer er almene, andre retter sig mod eleverne fra to skoler, som vil tjene som særlige eksempler, nemlig Krebs’ Skole i København, der ledte op til især Metropolitanskolen på gymnasieniveau, og kostskolen Herlufsholm i Næstved, der selv havde gymnasieafdeling. Flere andre skoler er dog repræsenteret. Både genstande og skriftlige kilder støttes af erindringer i Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, der på baggrund af spørgelister rummer værdifuldt materiale. Listerne er, om man vil, en form for styrede bagudrettede interviews med mennesker, der levede dengang. Disse

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

erindringer vil ikke mindst blive inddraget, når vi skal se på nye fænomener i tiden som fri tid og sport, mens gammelkendte forhold som hjemmet og dets orden, indkøb til garderoben og andre fornødenheder også belyses gennem bevarede regnskaber og regnskabsbøger i Nationalmuseets samlinger. Bogen falder i fire dele. De indledes med en sentens, der er hentet fra den klassiske skoling, en gentleman forventedes at kende til, kommer fra høviske sammenhænge senere i tid, men før bogens egentlige periode, eller, som den sidste, hidrører fra samtidig litteratur. De fire dele er igen opdelt i ni kapitler. Det indledende kapitel 1 kredser både om, hvorledes man kulturhistorisk med nytte kan studere et fænomen som gentlemen, og indeholder en gennemgang af definitioner og forskellige tiders krav og opfattelser af idealet, fra oldtiden til tiden omkring 1900, ligesom der er en karakteristik af de væsentligste samfundstræk, som spillede ind i forhold til mandens livsverden. På den baggrund behandler de næste syv kapitler gentlemanfiguren gennem udvalgte emner. I del II handler det om tøj og fremtræden, hvad man kan samle i ordet stil. Først gælder det den unge og voksne mands verden i kapitel 2, herefter skal vi over to kapitler indstille sigtekornet på to traditionelle områder for en gentlemans skabelse og færden i drengetiden, nemlig hjemmet og skolen. I del III er hovedtemaet periodens særlige udfordringer. I det senere 19. århundrede kunne en gentleman godt være en

INDLEDNING

mand med et liberalt erhverv, og disse delvis nye sfærer af arbejdsliv og byliv er det næste, som skal interessere, og ganske særligt, hvorledes en gentleman håndterer de udfordringer, som det bringer med sig. Det sker i kapitel 5, der følges af kapitel 6 og 7 om ferie, fri tid og sport. Også det var helt nyt i tiden, der dels krævede nyt udstyr og nye manerer, dels påvirkede selve opfattelsen af det at være mand og gentleman. En helt særlig figur for datidens mandsideal er helten og ridderen, og ham vies kapitel 8, der samtidig er en opsamling på hele bogen. Kapitlet er også det egentlige i del IV, hvor vi altså vender tilbage til idealet, ligesom delen indeholder et engelsksproget resumé i kapitel 9 efter gengivelse af den britiske forfatter Rudyard Kiplings digt If på engelsk og dansk. Bagest findes noteapparat, kilde- og litteraturhenvisninger samt registre. Ingen bog skrives i fuldstændig afsondrethed. Tak til Nationalmuseets ledelse for støtte til og interesse i bogens realisering. En ganske særlig tak skal rettes til forsknings- og samlingschef Christian Sune Pedersen, der lige fra studiets spæde begyndelse har fundet, at dette var et væsentligt emne at beskæftige sig med. Ligeledes takkes mine kollegaer på enheden Nyere Tid og Verdens Kulturer og andre dele af Nationalmuseet, der har samarbejdet i samlinger, arkiver og registraturer. Undervejs i arbejdet er bygnings- og kulturhistorikeren John Erichsen med sin store viden kommet med gode og tænksomme ideer, og

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

museumsinspektør Kirsten Toftegaard på Designmuseum Danmark har med sin dybe indsigt i mode- og dragthistorie været en skattet samtalepartner. Samtaler har der også været med en lang række andre fagfæller og venner; I ved selv, hvem I er, og hvorledes jeg skylder hver og én af jer tak. Krebs’ Skole, Herlufsholm Skole og Ribe Katedralskole takkes for stor hjælp i eftersøgning af billedmateriale. Redaktionschef Henrik Sebro skylder jeg en ganske særlig tak for hans tidlige, opmuntrende og uforbeholdne tro på bogen og på mig i rollen som forfatter. Troen har aldrig svigtet, og det udviklede sig til et muntert og kvalificeret samarbejde, der også gjaldt min forlagsredaktør Grethe Jensen og grafiker Lene Nørgaard, uden hvem bogen så langtfra ville være den samme. Alle skønne kræfter og anstrengelser ville imidlertid være spildte, hvis bogen ikke var blevet trykt. Kun få historiske bøger udkommer i Danmark uden støtte fra fonde og legater, og jeg har været velsignet med imødekommenhed i den anledning. Tak til Farumgaard-Fonden, Fonden til fordel for Nationalmuseets danske samlinger efter 1660, G.E.C. Gads Fond og Nationalmuseet for generøs støtte til bogens færdiggørelse.

KØBENHAVN, EFTERÅRET 2017

FORFATTEREN

INDLEDNING

DEL 1

Det hĂ¸je ideal

Ă&#x2020;ren er dydens belĂ¸nning cicero, brutus 81

KAPITEL 1

Gentlemen omkring 1900 Enhver ved, hvad en gentleman er, indtil man ønsker at skrive

Som sit engelske forbillede kom-

en bog om ham! At det er noget med elegant tøj og gode mane-

menterede ugebladet Punch lystigt

rer, stil, ridderlighed og mandige idealer står klart, men hvordan

tidens politik og hverdagens begi-

det nærmere forhold mellem ingredienserne skal forstås, hvor

venheder for sit borgerlige publi-

de kommer fra, og hvad de betyder, står mere hen i det uvisse. Også for omkring hundrede år siden, hvor man måske umiddelbart ville tro, at tingene var mere indlysende, var der tilsyneladende brug for en afklaring. Der udkom ikke så få bøger og skrifter, der forsøgte at forklare datidens mænd, hvad en gentleman

kum. I nummer 34 fra den 21. august 1890 har den lapsede ungersvend her løst sine økonomiske problemer på en både for fremtidens forventede familiedannelse og påklædning praktisk måde. Det krævede årvå-

måtte være for en størrelse. Således bemærker forfatteren A. Ha-

genhed og midler at have det rette

gensen i 1907 i en artikel i det litterære, modernitetsglade sven-

udseende som gentleman.

ske kulturtidsskrift Ord och Bild ikke uden selvmodsigelser, som afslører begrebets mange sider, at de fleste ved, hvad en kavaler er – ”… men mellem Kavaler og Gentleman er der samme Forskel som mellem Fortid og Fremtid. Kavaleren er Toppunktet af historisk Mandskultur; hans Klædning og Optræden er comme il faut – som de uskrevne selskabelige Love kræver det. En Gentleman derimod er Repræsentanten for den moderne Kultur; han kan spise Fisk med Kniven og bære afstikkende Dragter uden at vække Anstød – han gør, hvad han selv vil, skaber sine egne Love.”1 For den progressive Hagensen i 1907 er en gentleman altså det moderne mandsideal, selvom det trækker på en endog me-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

KAPITEL 1

get gammel tradition, og han understreger friheden i at være en sådan, men indskrænker den dog selv straks efter; der var nok alligevel måde med de afstikkende dragter: ”Skal man tænke paa en Gentleman, vil man som Regel forestille sig et Billede fra en Modejournal. Dette er slet ikke rent galt, thi Klæderne har – baade ved deres direkte Virkninger og som Udslag af den herskende Civilisationsfølelse – langt større Betydning, end man er tilbøjelig til aabenlyst at indrømme”.2 Hagensen fortsætter med dette emne, hvor han også peger på en vigtig figur som dandyen George (Beau) Brummel i det 19. århundredes første årtier. Brummel var ikke nødvendigvis en gentleman i ordets moralske forstand, men som borgerligt født ven med den livlige britiske kronprins George (IV) spillede han en stor rolle i selskabslivet. Generelt opfattes han også som den moderne afdæmpede, mørke, skræddersyede, velsiddende mandsdragts skaber med et uomgængeligt krav om kropshygiejne samt rent og propert linned, og dertil, ifølge Hagensen, knæsatte han det væsentlige element ”… ikke at vække opsigt – en fuldkommen Gentleman skulle forstaa at gøre sig gældende, uden at man paa nogen Maade lagde Mærke til hans Ydre. Han skulde være tilbageholden uden at være tilbagetrukken, fortrolig men ikke nærgaaende, hensynsfuld men ikke upersonlig, og hans Klæder skulle være enkle og mørktfarvede. Det var Brummel, der lancerede den stive Halsprydelse – den eneste Pynt, som endnu bruges af moderne Mænd, og som næppe heller bør forsvinde”.3 Påbuddet om pertentlig velklædthed og høflig diskretion var måske det, der for de fleste mennesker omkring 1900 var mest indlysende, når talen faldt på en gentleman, men at der hører mere til sagen, står allerede klart. Hagensens observationer er fra den tid, som danner ramme om denne bog, hvor idealet og den rent faktisk levende gentleman næppe har stået højere eller haft større kulturel og samfundsmæssig betydning. På trods af det progressive tidsskrifts rammer ligger Hagensens overvejelser da heller ikke fjernt fra den officielle og dermed i sagens natur mere konservative definition i Salmonsens Konversationsleksikon, der udkom i 18 bind første gang i 1893-1911, og som samler tidens almene forståelse af en gentleman. Leksikonet omtaler ham som ”paa de Britiske Øer

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

Betegnelse for en Mand med solid Dannelse og fin Takt, og som i sin Tale og Udtryksmaade, ligesom i hele sin Fremtræden under alle Livets Forhold og i Omgang med Andre viser en højsindet, over al Slags Smaalige og egenkærlige Hensyn hævet Karakter. Til at være en G. udfordres derfor en vis Uafhængighed, saaledes at man kan holde sig borte fra Berøring med daarligt Selskab og fra alt for nøje Samkvem med Udannede …”.4 Modsat hos Hagensen er her altså mest vægt på indre kvaliteter, men i lighed med Hagensen understreges uafhængigheden. Ordbog over det danske Sprog fra 1924 beskriver både de indre værdier og den ydre fremtræden for en gentleman og viser samtidig, hvor meget ordet havde ændret betydning og udbredelse, siden det i Jacob Badens Fremmedordbog fra 1806 ganske kort hed: ”en Titel man i England giver velklædte og dannede Mandspersoner”. I 1924 derimod: ”Mand, der (som tilhørende et civiliseret Lands højere Samfundslag) udmærker sig ved Fornemhed i Væsen, Optræden, Tænkemaade (ofte m. særlig Forestilling om visse Handlinger af egennyttig, lav, ufin Art som aldeles uforenelig med Vedk.s Æresbegreber; opr. ogs. altid ledsaget m. Forestillingen om en vis økonomisk Uafhængighed); ’fin Mand’; ’Mand af Ære’, ogs. m. svækket Bet. om Mand, der ved sin ydre Optræden, Paaklædning osv. viser, at han ikke tilhører Almuen”.5 Første Verdenskrigs forandringer havde svækket det velklædte lidt, men ”Fornemhed i Væsen, Optræden, Tænkemaade” stod sig endnu i 1924, og det er på linje med det ældre tyske og i Danmark udbredte Meyers Konversations-Lexikon fra 1883, hvor en gentleman omtales som ”en gennem sin dannede optræden og æresbetingede karakter”6 agtet mand. I vor egen tid ville man måske sammenfatte denne blanding af beklædning og manerer, ydre og indre værdier i ordet stil; man kan både have stil, klæde sig med stil og være en mand af stil.7 Som i resten af Europa kom idealet også i Danmark i løbet af det 19. århundrede til at dominere elitens mænd. Det vistnok tidligste eksempel på en dansk selvoplevelse af dette engelske ideal er at finde i Frederik Sneedorffs rejseberetning fra England i 17911792, hvor han bemærker sig, at der er ”en Titel i Engeland, som, fordi den pleier at gives Manden af Opdragelse og et sat Væsen,

KAPITEL 1

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

Det fremmeste forbillede for en

hvad enten han er Søn af den ringeste Borger, eller af den første

gentleman er Frelseren selv. Det

Pair i Riget, foraarsager, at den politiske Forskiel, som er indført

kristent orienterede gentleman-

i det borgerlige Selskab, falder bort, og viser den Punct, hvor for-

ideal står i tæt forbindelse med den

skiellige Klasser støde sammen – det er den Titel af Gentleman. …

græsk-romerske stoicisme og har også en fremtrædende placering i middelalderens ridderskikkelse. I det 19. århundrede blev den kristne

En Gentleman er en Mand af Opdragelse, Kundskaber og en god Opførsel; at være en Gentleman er altsaa en Ære for den ypperste Mand, ligesom for den fattigste Borger – og her er Puncten,

sammenhæng atter en gang under-

hvor de begge støde sammen; hvor de begge føle deres individu-

streget for den moderne gentleman.

elle Værd; hvor den ene ikke bliver fornedret ved den anden. – Fox

På dansk grund er en af de smukke-

sagde til Crichton, da denne forekastede ham, at han var ingen

ste fremstillinger af Guds Søn Bertel

Nobleman; en Gentleman er mere end en Nobleman!”8 Smukke-

Thorvaldsens Kristusstatue i mar-

re definition af en gentleman kan næsten ikke skrives: En gentle-

mor fra 1820-1821, færdighugget

man er mere end en adelsmand! Det er en indre kvalitet med en

og opstillet i 1838-1840. Den står i Københavns Domkirke, som i denne sammenhæng meget passende er viet til det personificerede kvindeideal, Jomfru Maria, Vor Frue!

tilknyttet offentlig fremtræden, som Sneedorff altså møder her lige inden det 19. århundredes begyndelse, og som genkendes i de senere definitioner. Ydre fremtræden og indre kvaliteter; en gentlemans personlige integritet hænger sammen med både noget socialt og moralsk. Fejler man i den ene retning, fejler man også i den anden. Det er både en bekymring for ens gode navn og ens selvrespekt, der er på spil. Det er en bevidsthed om moralske standarder og den måde, de udtrykkes på gennem personlig hygiejne, opførsel og beklædning. Og det er, det bør ikke glemmes, et krav på anerkendelse af denne position, som er uløseligt forbundet med både en eliteforestilling og med æresbegrebet, der byder sin bærer at opføre sig i overensstemmelse med et bestemt kodeks. En gentleman har dannelse og en taktfuld fremtræden. Han færdes velklædt og er som regel velhavende og dermed uafhængig, men velstanden er ikke selve det afgørende punkt. Han er fintfølende, er opmærksom på andres forhold og følelser og har personligt høj moralsk integritet. Det er ikke så lidt at leve op til, og engelske studier over gentlemanfiguren nævner da også, at til tider kan man opfatte figuren som en menneskelig udgave af det kristne ideal. Frelseren selv kan let være for svær at leve op til for et almindeligt menneske, men gennem gentlemanidealet kan man nærme sig hans eksempel.9 En anden inspiration, som er vigtig ved siden af kristendommen, er den romerske stoicisme, hvilket understreges i definiti-

KAPITEL 1

onerne og karakteristikkerne med ord som ro og kontrol. I gent-

Kejser Marcus Aurelius blev født i år

lemanidealet er der nok til syvende og sidst en solid blanding af

121 i Spanien som Marcus Verus, men

både den kristne og den romerske indflydelse – og en hel del an-

blev adopteret af kejser Antoninus

dre ingredienser kommet til gennem historien, som vil blive nær-

Pius. Marcus Aurelius blev selv kejser

mere omtalt senere i dette kapitel. I klassisk filosofi vil man som regel forbinde stoikerne med navne som Cicero og Seneca, Epiktet og filosoffen på kejsertronen, Marcus Aurelius, og både Cicero, Seneca og Marcus Aurelius var en del af pensum i de skoler,

i 161 og døde i 180 i Wien under et af sine utallige felttog. Han er gået over i historien som en af Roms største og bedste regenter. Selvom hans liv blev domineret af kejserens militære

som unge kommende gentlemen besøgte. Stoicismen er en filo-

opgaver i en for Romerriget meget

sofisk retning, som har navn efter sit undervisningslokale i Athen,

ufredelig tid, er hans Tanker til sig

Stoa, i tiden efter Aleksander den Store, dvs. omkring 300 f.Kr. Ret-

selv eller Meditationer, som de også

ningen blev til en både stærkt moralsk betonet og i temperament

kaldes, der er direkte inspireret af

konservativ opfattelse af verden. Pligten spiller en stor rolle, lær-

den stoiske filosof Epiktet, hans store

dom, mådehold og fornuft ligeledes, og helt centralt for den stoiske livsopfattelse er, at man må tage tingene, som de er; verden er i udgangspunktet, som den er, og det gælder om at finde en værdig måde at omgås den på. Nogle hændelser og vilkår kan man gøre

gave til eftertiden. Både stoicismen i almindelighed og Marcus Aurelius’

Tanker i særdeleshed har stor betydning i gentlemanidealet. Statue fra 2. århundrede, Ny Carlsberg Glyptotek.

noget ved, de ’står i vor magt’, kunne en stoiker udtrykke det; andre gør ikke, men kan mødes med ro og etisk sjælsoverbevisning. Den græske tankelære bliver for alvor afgørende i vestlig kulturhistorie i Rom, hvor den efterhånden bliver en fejret livsfilosofi, som man netop ser det hos Seneca og hos Marcus Aurelius i hans berømte Tanker til sig selv. Det romerske begreb virtus, som både betyder dyd og mandighed, står centralt og er intimt forbundet med både stoicismens ideal og opbygningen af det romerske verdensherredømme. Det spiller også ind i Aurelius’ Tanker, som samlet er en opstilling af måder at reagere på, hvis man nu skulle komme ud for dette eller hint, ”styret af faste livsprincipper, mandig karakter, ubestikkelighed, ubøjelighed under modgang, hårdførhed og nøjsomhed, mod til at trodse overmagt o.s.v.”,10 som filologen og forfatteren K. G. Brøndsted udtrykker det i sin introduktion til Marcus Aurelius fra 1929. Brøndsted var selv barn af den tid og det miljø, der interesserer os i denne bog, og omend stoicisme kan udlægges på flere måder, er Brøndsteds forklaring både klassisk og tæt på den kristent betingede opfattelse, som var betydende for mændene omkring 1900. Det er sigende, at den stoiske moral af kirkefaderen Hieronymus

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

KAPITEL 1

omkring 400 blev opfattet som så dækkende også for en kristen, at han fandt Seneca værdig til helgenglorien, og at man sågar troede på en, senere som et falsum påvist, brevveksling mellem Seneca og apostlen Paulus. K. G. Brøndsted bemærker da også om forholdet mellem et nærmest guddommeligt ideal og mennesket, at ”det fuldkomne menneske, den stoiske vismand, bliver stadigt stående, men i sin idealverden; på jorden er det tilstrækkeligt at være gentleman”.11 Så langt, så godt – gentlemanidealet og dets forskellige grundlæggende ingredienser, som er kommet til gennem historien, vender vi tilbage til om lidt. Men det er tankevækkende, at forestillingen om en gentleman er så stærk, at den heller ikke i vor tid synes at ville forlade os. Som filurkattens smil i Lewis Carrolls Alice i Eventyrland12 bliver gentlemanfiguren hængende længe efter, han (måske) selv har forladt scenen som toneangivende mandsideal. Vor tids grundbøger for herrepåklædning refererer ikke sjældent uden videre til gentlemanidealet,13 og også middelklassens og elitens mænds høflige opførsel bliver ofte betegnet med ordet, ikke mindst af mennesker, som ikke er vant til at møde den. I sportens verden refereres uafbrudt til gentlemandyder på banen, i feltet, på gulvet, i ringen. Og hvor det i dag måske nok er mere sjældent at høre mænd direkte betegne sig selv med ordet – medmindre de skal opdrage deres sønner eller er selskabeligt sammen med ligesindede – ville mange mænd af borgerskabet og adelen før Første Verdenskrig, ja muligvis helt indtil Anden Verdenskrig, have anvendt ordet som en altfavnende benævnelse for grundlæggende principper og normer i deres liv. I den sene del af det 19. århundrede og ind i det 20. når begrebet et højdepunkt som styrende ideal i Europa, gerne i form af en fortolkning af den engelske squire som forbillede. Denne samlede gentlemanlivsverdens danske udtryk og verdensbilledet bagved er emnet for denne bog, som gennem analyser af genstande, litteratur, erindringer og meget mere søger at forstå det levede liv bag idealet, den kulturelle profil gentleman, om man så må sige, som et udtryk for en væsentlig, maskulin livsverden. Hvorledes gentlemanidealet så ud, og på hvilke måder det blev udlevet i Danmark i årtierne omkring 1900, bliver derfor de to gennemgående spørgs-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

To unge mænd af det københavnske

mål, som hele bogen vil kredse om og vende tilbage til, og svarene

borgerskab med kniv og gaffel i

vil særligt falde ved at se på beklædning og udstyr. Klæder skaber

Tivoli en sommerdag omkring 1900.

ikke folk alene, men de er medvirkende – og de tjener som vigtige

Den ene er i flad stråhat, en boater,

midler til at fremstille sig selv i overensstemmelse med sin stand,

den anden i kasket. Begge med festlig blomst i knaphullet og begge med en velholdt, elegant moustache.

sin tid og sin selvforståelse. Denne måde at gå til sagen på kalder på et par afklaringer. Bogen er ikke et studium i maskulinitet som køn, omend den trækker på dette efterhånden rige forskningsfelt. Bogen tilbyder sig heller ikke som en håndbog for gentlemen, hvor den håbefulde ungersvend kan slå op, hvorledes slipset bør bindes, jakkeskøderne skæres eller skoene pudses. Den er end ikke en nøje gennemgang af

KAPITEL 1

en gentlemans dragt i alle detaljer og variationer, selvom en oversigt er at finde i det kommende kapitel og omfattende eksempler er spredt på resten af bogens sider, og selvom bogen trækker på den righoldige både danske og udenlandske litteratur om netop beklædning i sig selv.14 Derimod er bogen en kulturhistorie med gentlemen som emne; et forsøg på at forstå dette ideal og disse mænds liv og verden omkring 1900. Men når vi gør dette forsøg, vil vi også lære om mænd som netop maskuline væsner, om normer for opførsel og om tidens forandring, og vi vil føres ind i en almen kulturhistorie og nøje betragte frakker og jakker, hatte, sko, sokker og bukser, handsker og urkæder, tennisketsjere, skolebøger, matroskraver, danseundervisning og meget mere til.

AT STUDERE GENTLEMENS LIVSVERDEN Der er sjældent blevet skrevet om gentlemen i dansk kulturhistorie.15 Men er emnet ikke det store slagnummer herhjemme, så er det til gengæld noget mere udforsket i sit britiske hjemland. Indenfor generelle studier af tøj og beklædning optræder han i lighed med andre idealer i sin tid, men især har britiske litteraturhistorikere været optaget af emnet. Et par af de vigtigste studier optræder da også i denne bogs litteraturliste.16 Kostskolelitteratur, erindringer og debat om dem er dertil en ganske særlig genre, hvilket ikke bør overraske i en britisk sammenhæng, hvor kostskolerne spillede en meget stor rolle i datiden og stadigvæk gør det i den almindelige opfostring af skoleungdommen. At det forholdt sig sådan, var allerede tilfældet også før Rudyard Kiplings berømte Stalky & Co, der udkom på engelsk i 1899 og forelå på dansk i 1903 under titlen Stilk & Co. Kostskolegenren var veletableret, men netop Kiplings bog, med dele af hans egne oplevelser fra skolen Westward Ho indflettet, blev måske nok danske læseres fremmeste indføring i de engelske forhold. Stilk & Co. er meget morsom og samtidig kritisk. I bogen følger man tre drenges liv på en jævn kostskole, til de gennem hævn og practical jokes, der går ud over både lærerne og andre elever, har etableret sig som de øvre klassers skrækeksemplarer, der bedst

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

Dragter i museumssamlinger er en kilde i sig selv. I anden halvdel af det 19. århundrede trængte den engelske landstil ind i herremoden, som det ses her i dette sportstøj med vest og knæbukser i meleret, kraftigt uldstof. Dertil hørte knæstrømper i solid uld og halvstøvler med solide såler. Sættet fra 1870’erne har tilhørt kong Christian IX.

lades i ro på eget kammer. De tre er drivende ironiske og kritiske overfor, hvad skolen måtte finde på at ville lære dem, hvad enten det drejer sig om egentlig skolelærdom eller oprettelsen af et paramilitært skolekorps under et vajende Union Jack. Træningen i skolegårdens geled kan dog nok være praktisk senere hen i livet, hvor de fleste af drengene i tråd med deres herkomst og net-

KAPITEL 1

op denne skoles tradition skal være officerer. De mange practical

Erindringer er en righoldig kilde til

jokes fylder dog det meste af drengenes tid, men bogen slutter

gentlemens historie. Hærofficeren

med beskrivelsen af en episode i grænsekrigene i Britisk Indien,

Georg Adolph Rung, som var fader til

hvor en ellers umulig situation klares ved hjælp af lærdommen

erindringsskriveren Otto Rung, var

fra de gamle skoletricks. Gentlemen blev drengene altså under alle omstændigheder, omend Kipling stiller sig tvivlende overfor, om netop denne skolemetode nu også er den bedste til sikring af solid skolelærdom. Til gengæld er den for ham den rette til frem-

en korrekt gentleman, der her ses i sit arbejdsværelse omkring 1900 iført civilt uldent jakkesæt med slips og vest med revers. Han var en fremskridtsvenlig mand, der gerne

bringelsen af en gentleman, hvis kvaliteter han hylder i sit forfat-

lod sig fotografere ved siden af det

terskab.17

nymodens telefonapparat.

Det er karakteristisk for studier af gentlemanidealet, at de netop ofte baserer sig på litteraturens fremstillinger, som her med Stilk & Co. Den britiske forfatter Philip Mason kredser i sin omfattende bog om den engelske gentleman om dette flertydige ord, som havde noget fælles at sige de fleste briter i tiden omkring 1914, hvor det skulle stå sin prøve i Første Verdenskrig. Mason skriver, at ”det stod som et ideal i opførsel, som var bredt beundret”, og han mener, at dette netop var ”et af de bånd, som forenede nationen” i krigens stund. Han tilføjer, ikke uden et glimt i øjet, at en grund til denne brede accept var, at ingen alligevel helt vidste, hvem der var en gentleman, og hvem der ikke var det.18 Men idealet og mændene var der altså, og i slutningen af dronning Victorias regeringstid, 1837-1901, var der udviklet et fast kodeks for fremtræden og opførsel, ”som i al almindelighed blev opfattet som passende for en gentleman, og som i mange henseender virkelig også var ret beundringsværdigt”.19 Men når Mason vil se på denne skikkelse, og hvad den indebar, er det ”mindre hvad en gentleman rent faktisk foretog sig, end hvad der var anset som passende for ham at foretage sig, der interesserer, og det er mere fra litteraturen end fra livet selv … [fordi] … en stor del af en gentlemans opførsel er ubevidst og, selvom han så skulle være bevidst om, at det er fordi, han er en gentleman, at han handler, som han gør, er det ham forbudt at sige det … i en roman kan forfatteren [derimod] kommentere og fortælle sin læser, hvorfor en karakter opfører sig, som han gør”.20 Citatets reservation overfor at udnævne sig selv til en gentleman er et grundtræk i figuren – der er noget nærmest storladent

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

KAPITEL 1

korrekt i denne underspillen af sine kvaliteter, og det præger kilderne – men i forhold til Masons og andres gentlemanstudier står det klart, at vores metode er en anden end den litteraturhistoriske. Vi skal også trække på idealforestillinger, som de forekommer i litteraturen, men i mindst lige så høj grad interessere os for, hvad en gentleman ”faktisk foretog sig”, iklædte sig og selv udtrykte uden hjælp fra en romanforfatter. Denne bog er funderet i en udpræget fortolkende kulturhistorisk tradition, der tit føler sig forpligtet på at se sit emne i det konkrete og på sammenhænge mellem tid, sted og socialt miljø.21 I denne sammenhæng betyder det, at vi både skal se på (litterære) idealer og på konkrete udtryk som sko eller slips samt høre godt efter mændenes indimellem kun sagte udtrykte forestillinger om sig selv – og samtidig forholde os til tiden fra omkring 1870 til Første Verdenskrig. En gentlemans livsverden bestod, som de fleste menneskers gør det, af både idealer og et dagligt, levet liv. Samlet set er der tale om en kulturel horisont og livsverden, idet kultur i bund og grund handler om, hvordan en menneskelig virkelighed opfattes, hvordan og med hvilke midler mennesker skaber orden ud af en flertydig verden og afgør, hvad der er rigtigt og forkert. Kulturelle normer og vurderinger kan ganske vist være ideelle af karakter, men de er også forankrede i den verden, som de pågældende mennesker lever i. Det er denne konkrete verden,22 som kultur gør forståelig, og hvis elementer og livsytringer23 den tillægger betydning.24 Heraf følger metodisk, at man kan se sådanne elementer ikke bare som enkelttilfælde, men som udtryk for værdier og således med fordel iagttage, hvad mennesker rent faktisk gør eller mener, f.eks. når de klæder sig på og viser sig frem for verden.25 Til det formål er inddragelsen af et bredt kildemateriale af umiddelbart forskellig art, der bringes til at tale sammen, en fordel.26 En kongevej til forståelsen af gentlemen er ikke mindst at se på genstande27 og her særskilt tøj og andre beklædningsgenstande samt tilbehør. Det er det, fordi det i højeste grad var vigtigt for mændene selv. Men ting og klæder er ikke kun redskaber til at udtrykke noget bestemt eller lette dagligdagens gøren

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

og laden. De etablerer også delvis deres brugeres kulturelle, måske sågar psykologiske, identitet.28 F.eks. kan brugen af bestemte klæder være med til at definere gruppetilhørsforhold, at ’sådan én er jeg’.29 Et menneske er dog ikke bare uden videre udleveret til at leve indenfor sin en gang givne kulturs rammer, hvad ovenstående udredning måske kunne antyde. Det forekommer mere hensigtsmæssigt at sige, at man kan have et vist spillerum livet igennem og på en og samme tid både fortsætte den verden, man er født ind i, og omskabe den.30 Med andre ord skaber mennesker hele tiden både kulturel forståelse og ofte let forandring gennem at gøre, tænke eller sige noget,31 og særlig for en gentleman spiller tøj og udstyr en væsentlig rolle; det er en form for kommunikation af hans karakter. Påpegningen af beklædning som en kommunikationsform er gammel i den kulturhistoriske forskning og er i bred forstand baseret på de mere almene tilgange til studiet af kultur, som blev skitseret ovenfor.32 Den amerikanske modeforsker Diana Crane sammenfatter det på den måde, at en person eller gruppes valg af tøj giver mulighed for at studere, hvorledes disse mennesker fortolker deres kultur; en fortolkning, som involverer stærke normer omkring passende fremtræden på et bestemt tidspunkt i historien, for eksempel ved at følge modens bud, men som også kan opvise en stor variation af alternativer, for eksempel modkulturelle træk. Dette gælder ikke mindst beklædningens stærke potentiale som markør af sociale og kønsmæssige forskelle og dermed dens mulighed for at vedligeholde eller skjule sociale kløfter eller kønsgrænser.33 En sådan forståelse af tøj og kultur er ikke blot i familie med en alment fortolkende kulturhistorie, men også direkte med den modesociologi, som er forbundet med den tyske filosof og sociolog Georg Simmels navn.34 Hans lille, tætskrevne og berømte artikel om modens filosofi udkom oprindelig i 1905 og er dermed hjemmehørende i den tidsperiode, som afgrænser også vores interesse. Den er derfor både principiel og fortællende for samtidens opfattelse. Udgangspunktet for Simmel er, at mennesket er ”tosidigt”, og det er ting også; de er både givne og symbolske på

KAPITEL 1

en og samme tid, og ”det er således først som et resultat af en flerhed af elementer, at der dannes en kraftfuld enhed”.35 Dette svarer i store træk til, hvad der ovenfor blev kaldt en kulturel horisont og livsverden, som kan kendes gennem kulturelle livsytringer, og det vil i vores sammenhæng sige, at beklædning har evnen til både at påføre mennesker bestemte sociale identiteter og sætte dem i stand til at forfølge foreskrevne eller valgte identiteter. Mode og tøjstil, altså det mulige valg for en person i en bestemt kultur, kan være en spændetrøje, men det kan også være en mulighed for selvstændig handling. Klæder skaber nok folk og er et af de bedste ydre tegn for andre til at aflæse dem socialt, kønsligt og kulturelt, men der skal folk til at bære klæder, hvis de ikke skal blive til blot og bar kostumer. Simmel interesserede sig i sit lille skrift også for forandringer i moden og peger ikke mindst på moden som en imitation af eliten fra den brede befolknings side. Denne forklaring om nedsivning af form og idé er næppe helt gyldig,36 men der er den pointe, at Simmel jo netop skrev på et tidspunkt, hvor man i Europa levede i et socialt stærkt opdelt samfund, hvor hver klasse havde sine klare udtryk. I et sådant samfund er den mest prestigefyldte kulturelle gruppering eliten, selvom den brede befolkning indimellem også har smågrinet af, hvad herrerne nu måtte have fundet på. Tilbage står, hvilket

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

Hatten er et af de tydeligste tegn på,

forekommer overbevisende, at en elite ofte vil ”have magten til at

at her går en gentleman. Man var

etablere de rammer og betingelser, efter hvilke smag er tilskrevet

altid iført hovedbeklædning. I byens

moralsk og social værdi”.37 Det er ikke mindst sådan, fordi brugen

selskabsliv var det den høje, eventu-

af f.eks. beklædningens elementer ikke bare kræver, at man har

elt sammenklappelige silkehat, der

erhvervet sig dem, men også kulturel viden om, hvorledes de an-

dominerede, men den høje bowler og den lavere runde hat, af folkeviddet kaldet en melon, var udbredt også til jakketøj og fritidsbrug. Den bløde filthat, som en homburg,

vendes; en viden, som ikke nødvendigvis er særlig udbredt, hvis man ikke har været gennem en lang skoling i det at være en gentleman, for eksempel. I et studium af den victorianske gentleman understreger mo-

sluttede sig til kasketter og huer,

deforskerne Giorgio Riello og Peter McNeil dette forhold som

som alle kunne erhverves i Magasin

særlig tydeligt for netop den tid og de mænd. De indbyggede mo-

du Nord efter kataloget fra efteråret

ralske værdier i tøj og udstyr var et alvorligt emne i datiden, si-

1888 at dømme. Sådanne kataloger

ger de, fordi man opfattede tøj og udstyr som et ”… sindets indeks

er rige kilder til emnet.

… Beklædning bærer det samme forhold til kroppen, som sprog gør til hjernen, og derfor er tøj et kroppens sprog”.38 Det kan f.eks. ses af, at var der noget, som den victorianske samfundsorden gik højt op i, så var det at tøjle kroppen som et billede på god moral og ordentlig vandel, i bredere perspektiv et billede på et anstændigt samfund. Et af dette samfunds ædleste frembringelser var, i dets egne øjne i det mindste, den perfekte gentleman. Det var vigtigt for en gentleman at fremtræde som en sådan – ellers kunne han måske mistænkes for slet ikke at være det alligevel? – og hvis han afveg fra normerne, så skulle det gøres på en gentlemanlike måde, som også nævnt af A. Hagensen i det indledende citats omtale af muligheden for at spise fisk med kniven.

EN TID, HVOR FORANDRING VAR EN TILSTAND Måden at skabe sit udtryk på er tids- og stedsbestemt. Gentlemanidealet kulminerede i det victorianske og edwardianske Storbritannien og trækker lange spor til vor egen tid. I Danmark er højdepunktet fra engang omkring 1870 til Første Verdenskrig. Figuren hører hjemme i England, men spredes til kontinentet i løbet af det engelske århundrede, som for alvor begynder med Storbritanniens sejrrige position efter Napoleonskrigene og understøttes af imperiet, som omfattede op mod en fjerdedel af

KAPITEL 1

kloden, da det var størst. Engelsk og skotsk blev sagen over hele

Kong Christian IX regerede fra

Europa.

1863 til 1906 og var en af Europas

Perioden fra omkring 1870 til 1914 i Danmark er blevet karakteriseret som ”en tid, hvor forandring var en tilstand”.

Der var

dybe, strukturelle forandringer. Folketallet bare steg og steg, og en vandring fra land til by satte ind, samtidig med at jernbanerne, andelsmejerierne og brugsforeningerne skabte nye småby-

flere langtidsregerende monarker i århundredet. Det gav kontinuitet og samfundet en solid konservativ grund at stå på, mens forandringerne brusede frem. På Lauritz Tuxens maleri De fire slægtled fra 1902

er. Nogle vandrede ikke bare til stationsbyen eller den nærmeste

understreges dette forhold gennem

købstad, men tog til København eller ligefrem den lange tur til

den samlede fremstilling af kongen,

Amerika. Det gjaldt for småkårsfolk i Danmark, og det gjaldt ikke

kronprins Frederik (VIII), prins

mindst for danske, der efter 1864 kom under tysk styre. Socialt er

Christian (X) og prins Frederik (IX)

der i tiden en evig bevægelse – man kunne både stige i de socia-

ved tronen. For gentlemen var de

le grader og falde dybt og hårdt – og der udvikles en stadig stør-

europæiske kongehuses mandlige

re arbejdsdeling og specialisering, efterhånden som landbruget

medlemmer oplagte forbilleder.

og håndværket mekaniseres og får følgeskab af egentlig industri. Funktionæren i kontorjob og butiksansættelse vinder frem, og der opstår et klassesamfund som afløser af standssamfundet. På landet blev de tydeligste klasser gårdmænd, husmænd og et landproletariat. I byerne blev befolkningen også en mere og mere sammensat buket bestående af et højborgerskab fulgt af embeds-, håndværks- og handelsborgere, arbejdere og tjenende ånder samt fattige. Dertil kom de gamle elitegrupper som kongehuset, adelen og ikke-adelige godsejere. Eftertiden har ikke mindst hæftet sig ved andelsbevægelsen og den nye tids landmænd, der gennem folkelige bevægelser, højskoler og landboforeninger blev bærere af det brede danske demokrati, der på Rigsdagen grupperede sig i Venstre, mens de gamle eliter på land og i by holdt sig til Højre. Det er forfatningskampens årtier, der i 1901 afsluttedes med systemskiftet og udnævnelsen af det første Venstreministerium. Det skete, efter at en lang række godsejerregeringer havde været udnævnt af kongen, der i hele perioden til 1906 var den samme, nemlig Christian IX. Han tiltrådte i 1863 og regerede altså hen over grundlovsrevisionen i 1866 og systemskiftet. Eftertiden husker også særlig konseilspræsident J. B. S. Estrups provisorieår i 1870’erne og 1880’erne, der skærpede forfatningskampen og er forbundet med emner som Københavns befæstning og landets forsvars-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

KAPITEL 1

vilje og en generelt konservativ og national samfundsindstilling.

Industri og storhandel trivedes med

Det nationale var fælles for begge fløje; det konservative prægede

tidens mange nye opfindelser og

ikke mindst byerne og herregårdene.

bragte store forandringer med sig i

Den nationale, folkelige kultur, der på landet vandt frem i ny skikkelse gennem foreninger og moderne landbrug, opfattede sig selv som et alternativ til den ellers kulturelt dominerende borgerlige kultur, hvori gentlemen til dels også kom til at høre hjemme. ”Denne kultur bæres og formes af en i talmæssig hen-

samfundet. En ny elite blev industriog handelsborgerskabet, som her passende moderne ses afbildet i Østerbro Elektricitetsværks hal af P. S. Krøyer på maleriet Industriens

Mænd fra 1903-1904, bestilt af

seende meget beskeden gruppe af embedsmænd, finansmænd,

ingeniøren og industrimanden G. A.

købmænd og fabrikanter. Deres højborgerlige livsstil får imid-

Hagemann.

lertid betydning som norm for meget store dele af den danske befolkning”, og den er karakteriseret af vægt på hjemmet og fa-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

milien med kvinden i centrum, en nyfunden interesse for barndommens land, en formaliseret omgang mellem kønnene og de sociale grupper med vægt på repræsentation og endelig et skarpt skel mellem arbejde og fritid, hvor fritiden efterhånden skaber rum for helt nye aktiviteter.40 Georg Simmel ville, som nævnt, tilføje sociale tegn som klædedragt. I den lille danske elite smelter disse borgerlige grupper i ret stor grad sammen med mennesker fra en gentlemans traditionelle opholdssted, nemlig herregården, adelen og hoffet, og i Danmark har man således ikke helt gennemført det engelske til tider skarpe skel mellem at være a gentleman bred og a gentleman born.

IDEALET OG ORDET Det engelske ideal var, som antydet tidligere, nærmest færdigudviklet i sin victorianske skikkelse, omend det betød forskelligt for forskellige mennesker. For nogle ”… betød det ’enhver på niveau med mig eller bedre’. For andre havde det stadigvæk visse associationer med besiddelse af jord. Men for alle var det også en norm for opførsel, en norm, til hvilken de bedst fødte ikke altid levede op, og som selv folk af ydmyg herkomst af og til mestrede. Det moralske begreb betød, i lighed med det sociale begreb, ikke altid det samme for alle og enhver, der anvendte det, og alligevel stod det for noget fælles. Og dette engelske ord, og anvendt på mange andre sprog, kom til at udtrykke noget særligt engelsk”, skriver Philip Mason.41 De engelske victorianere arvede betegnelsen gentleman, men de gjorde det til deres, ligesom for øvrigt en gentleman kan have en dame ved sin side, så også ladyen som begreb fik et tydeligere indhold. Som nævnt var man ikke nødvendigvis helt enige om, hvad det præcist skulle indebære at være en gentleman, men fire hovedopfattelser faldt efterhånden til ro ved siden af hinanden og fik også betydning for den danske import af ordet og kulturen. ”Der var officersgentlemen; der var lærde gentlemen; der var kristne gentlemen. Der var også gentlemanprægede sportsmænd. Hver af de fire karakteristikker tenderer at understrege én kvalitet og ude-

KAPITEL 1

lade de andre. Ingen af dem forklarer helt den store indflydelse, ordet havde på samtiden, og de ignorerer sædvanligvis forbindelsen mellem det sociale og det moralske”,42 anfører Philip Mason og antyder dermed den generelle pointe, at idealtyper sjældent forefindes i virkeligheden, men godt kan styre tanken. Gentlemanfiguren er ikke alene engelsk, men stammer fra middelalderens Europa med træk fra endnu tidligere.43 Den oprindelige gentleman var en lavadelig, ofte uden titel, som måske ikke havde megen anden adkomst til navnet end at være passende født og, muligvis, eje jordegods, en gentleman born. Men også middelalderens England kendte til en gentleman bred. I den engelske skjald Geoffrey Chaucers berømte og besynderlige rejseselskab på vej til Canterbury lidt før år 1400 optræder en række personer, der gerne vil være gentlemen. Mølleren, tjeneren og udråberen fortæller vovede historier og bærer sig plumpt ad, men ridderen, advokaten, skriveren og den fribårne bonde fortæller høviske historier og behandler den kvindelige del af rejseselskabet med respekt, hvilket først og fremmest er en arv fra den ligeledes middelalderlige høviske kærlighedstradition. Den høviske kærlighed var en konvention, som indebar, at den tilbedende viede sig til at tjene en højbåren dame, som normalt var gift, og derfor var relationen i teorien platonisk. Ridder Lancelots kærlighed til sin dronning Guinevere er et eksempel, som spillede en stor rolle i det sene 19. århundrede. Det gav gentlemanidealet et element af ideelt set at overordne kvinden manden. Omkring 1900 viser dette sig ved gestus som at rejse sig op, når en kvinde træder ind i et rum, men i realiteten var det så ideel en forestilling, at den sjældent blev til meget andet end netop gestus. Tilbage til Chaucers rejsende, hvor den ædleste udgave af en gentleman naturligvis er ridderen, der netop elsker ridderlighed, sandhed og ære, frihed og høvisk tilbedelse. Selvom han i den grad er krigsvant og må have set lidt af hvert, er han blid som en pige: ”in his bearing modest as a maid … He was a true, a perfect gentle-knight”, hedder det i et moderniseret engelsk.44 Det samme er hans væbner for den sags skyld. Men ikke alene er de det. I Konen fra Baths historie fra kong Arthurs hof hedder det sågar, at sandt adelskab ligger i at opføre sig som en gentleman. Det kom-

DEN PERFEKTE GENTLEMAN

Den engelske middelalderskjald Geoffrey Chaucers berømte Canter-

bury Fortællinger er en tidlig kilde til en præcis beskrivelse af datidens opfattelse af ridderlighed og gentlemanship. Her ses indledningssiden til Ridderens Fortælling fra det berømte Ellesmeremanuskript, skrevet på pergament kort tid efter Chaucers død i år 1400.

mer ikke fra forfædre, afstamning eller titler, men fra et dydigt og ædelt liv. Det er en Guds nådegave: ”Christ will we take our gentleness from Him, Not from a wealth of ancestry long dim”,45 siger den gamle enkefrue i Konen fra Baths historie, og fortsætter: ”You are no gentleman, though duke or earl. Vice and bad manners are what make a churl”.46 En ’churl’ er en bondekarl, så værre kan det næsten ikke blive. Endelig tilføjer den fribårne bondes historie hos Chaucer generøsitet til karakteristikken af en gentleman.47

KAPITEL 1