Af samme forfatter på dansk: Alle blomsterne i Paris (2019) Når violerne blomstrer (2020) Brombærvinter (2020)
Den sidste kamelia_3k.indd 2
27.04.2021 11.26
SARAH JIO
R O MA N
På dansk ved Ulla Oxvig
GADS FORLAG
Den sidste kamelia_3k.indd 3
27.04.2021 11.26
Den sidste kamelia er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter The Last Camellia Copyright © Sarah Jio 2013 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2021 1. udgave, 1. oplag Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06543-2 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Den sidste kamelia_3k.indd 4
27.04.2021 11.26
Til min mor, Karen Mitchell, som indførte mig i blomsternes verden og gjorde mig særligt opmærksom på de smukke kameliaer.
Den sidste kamelia_3k.indd 5
27.04.2021 11.26
Den sidste kamelia_3k.indd 6
27.04.2021 11.26
FORFAT TERENS NOTE
Kameliaer er nogle af de blomster, der ikke gøres et stort nummer ud af: De er ikke så populære som roser. De udløser ikke den samme form for nostalgi som tulipaner eller liljer. De hverken dufter som gardeniaer eller sprudler som dahliaer. De holder ikke længe i buketter, og kronbladene bliver hurtigt brune og falder af. Og alligevel har jeg altid fundet kameliaer betagende på deres egen lavmælte og diskrete måde. Jeg husker ikke den første gang, jeg lagde mærke til en kamelia. Jeg husker til gengæld, at de voksede i min bedstemors have, og at de blomstrede på hver side af indgangen til mit barndomshjem: en lyserød og en hvid. På en eller anden måde var der altid kameliaer i mit liv – de duvede elegant i brisen. De er gammeldags planter (egentligt er de træer). I Seattle, hvor jeg bor, har mange af husene, der er bygget omkring forrige århundredeskifte, gamle kameliaer i forhaverne. Da min mand og jeg købte vores første hus i Seattle – en victoriansk villa fra 1902 – indgik der en kamelia i handlen. Jeg husker stadig dens enorme stamme, imponerende højde og grene, der nåede op til vores soveværelsesvindue på første sal. 7
Den sidste kamelia_3k.indd 7
27.04.2021 11.26
Det er stadig muligt at finde den slags fantastiske træer i moderne haver, men mange steder er de fjernet og har givet plads til mere populære valg – rækker af lavendler, prydgræsser, azalea og japansk løn. Havemoden skifter ligesom tøjmoden. Og alligevel har jeg stadig et svagt punkt for kameliaer. Da jeg begyndte på bogen her, havde jeg et billede i hovedet af et enkelt kameliatræ med tallerkenstore blomster og skinnende smaragdgrønne blade. Og så dukkede resten af scenen op: rækker af kameliaer, så langt øjet rakte. En kamelialund. Jeg overvejede, om kameliaerne i denne fantasihave måske kunne være af en særligt sjælden sort, måske endda den sidste af sin slags? Det har vist sig, at der faktisk findes nogle meget sjældne kameliaer gemt af vejen i både private haver og offentlige drivhuse rundtomkring i verden. De fleste befinder sig i England. Nu er det flere måneder siden, jeg blev færdig med at skrive bogen her, men når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig haven omkring Livingston Manor for mig. Jeg indrømmer gerne, at det gør mig lidt trist, at stedet ikke eksisterer i virkeligheden, for jeg har en drøm om at aflægge et besøg: Jeg vil sætte mig midt i haven, kigge i retning af stenenglen mod den gamle kuskebolig og beundre kameliaerne. Jeg håber, at min historie vil bringe dig tættere på din helt egen smukke og private have, uanset om den findes lige uden for din hoveddør eller gemt bort i dit hjerte. SJ
Den sidste kamelia_3k.indd 8
27.04.2021 11.26
Min skæbne ligger i dine hænder. –Betydningen af en kameliablomst ifølge det victorianske blomstersprog.
Den sidste kamelia_3k.indd 9
27.04.2021 11.26
Den sidste kamelia_3k.indd 10
27.04.2021 11.26
PROLOG
Et lille hus på landet i England 18. april 1803
D
en gamle kones hånd dirrede, da hun greb om tekoppen. Hun var så forpustet, at hun endnu ikke havde fået skrubbet jorden væk under neglene. Nu stod hun foran komfuret og ventede på, at kedlen skulle fløjte, mens hun studerede det friske sår på sin finger. Hun havde været klodset og var kommet for tæt på havesaksen, og nu dunkede det under den blodplettede bandage. Det måtte hun se på senere. Først gjaldt det om at falde til ro. Hun fyldte den lille, hvide porcelænskande med den hårfine revne langs kanten og ventede, mens teen trak. Kunne det være sandt? Hun havde set en blomst. Ingen tvivl om det. Hvid med lyserøde spidser. Hun følte sig overbevist om, at det var en Middlebury Pink. Hendes ægtemand, måtte han hvile i fred, havde passet kameliaen i 20 år – om foråret sang han for den, og om efteråret dækkede han dens mørke 11
Den sidste kamelia_3k.indd 11
27.04.2021 11.26
smaragdgrønne blade med et tæppe, så snart frosten satte ind. En ganske særlig plante, havde han kaldt den. Konen havde aldrig fattet, hvorfor der skulle gøres så stor ståhej af et splejset træ. Særligt ikke, når det var tid til at pløje markerne og hyppe kartoflerne. Hvis blot han kunne se træet nu. I fuldt flor. Hvad sker der, hvis en fra landsbyen får øje på det? Nej, det måtte ikke ske. Det var hendes ansvar at undgå det. For mange år siden havde hendes ægtemand spenderet seks pence på træet, som på det tidspunkt ikke havde været andet end et skud, der stak op af en urtepotte. Den handelsrejsende, han købte det af, havde fortalt, at det var en stikling taget fra en Middlebury Pink, den smukkeste kamelia i hele England. Ja, måske endda i hele verden. Den eneste kendte sort, der frembragte de største og mest pragtfulde blomster – hvide med lyserøde spidser – voksede i selveste dronningens rosenhave, som lå inden for paladsets porte. Den gamle kone havde naturligvis ikke troet på historien, ikke dengang i hvert fald, og hun havde skældt ægtemanden ud for at have bortødslet så mange penge på noget, der formodentlig var en ukrudtsplante. Men inderst inde frydede det hende alligevel at se ham glad. Og når han kiggede på træet, var han glad. “Det er trods alt bedre end at bruge alle pengene på sprut,” havde hun sagt. “Og hvis det blomstrer, kan vi måske sælge knopperne på markedet.” Men træet blomstrede ikke. Hverken det første eller det andet år, det tredje eller det fjerde. Da de nåede til det tiende år, havde den gamle kone helt opgivet. Hun blev bitter, når 12
Den sidste kamelia_3k.indd 12
27.04.2021 11.26
ægtemanden hviskede til træet om morgenen. Han sagde, at han havde læst om teknikken i et havemagasin, men da hun tog ham i at sprøjte træet med en blanding af vand og hendes bedste plantesæbe, var hun revnende ligeglad med hans påstand om, at det afværgede skadedyr: På det tidspunkt var hendes tålmodighed temmelig tyndslidt. Indimellem ønskede hun, at lynet ville slå ned i træet og kløve det i to, så ægtemanden holdt op med at give det al sin opmærksomhed. Mere end en gang overvejede hun at hugge det om, at sætte en økse mod dets slanke stamme og lade bladet glide gennem det grønne træ. Det ville føles godt at lade sin vrede gå ud over træet. Men hun lod være. Og efter mandens død voksede træet videre i haven. Tiden gik, og græsset blev højt omkring dets stamme. Efeuen slyngede sine klatretråde omkring grenene. Den gamle kone lagde slet ikke mærke til kameliaen før den morgen, hvor et lyserødt glimt fangede hendes opmærksomhed. Den tallerkenstore blomst var mere fantastisk, end hun nogensinde kunne have forestillet sig. Smukkere end nogen rose, hun før havde set. Den svajede i morgenbrisen med en fornem elegance, der var lige ved at få hende til at neje. Den gamle kone drak endnu en mundfuld te. At det skulle ske netop nu, virkede ildevarslende. For få dage siden var der udsendt et kongeligt dekret, som bekendtgjorde for det ganske land, at en sjælden kamelia i dronningens have var væltet under en storm. Det havde også gjort dronningen umådelig trist at høre, at en tidligere gartner for år tilbage havde taget en stikling fra træet og solgt den til en bonde et 13
Den sidste kamelia_3k.indd 13
27.04.2021 11.26
sted ude på landet. Derfor havde hun nu beordret sine lakajer til at lede efter det elskede træs efterkommer – de skulle også arrestere den person, som havde gemt det af vejen så længe. Konen stirrede tomt frem for sig, men hun vendte sig alligevel mod vinduet, da der lød galoperende heste udenfor. Et øjeblik senere blev der banket så hårdt på døren, at der kom små bølger på overfladen af hendes te. Hun glattede de grå lokker, som havde løsnet sig fra nakkeknuden, tog en dyb indånding og åbnede døren. “Goddag,” sagde en velklædt mand. Hans tone var venlig, men bydende. “Efter ordrer fra hendes majestæt søger vi i hele landet efter en bestemt værdifuld sort af kameliatræet.” Konen kiggede nærmere på mandens tøj – det var måske alligevel lidt simpelt, ikke helt så fint, som hun først havde troet? Han var en svindler: Det kunne selv hun se. Ægtemanden havde advaret hende mod den slags – blomstertyve. Det hele gav pludselig mening: Hvis de kunne finde kameliaen, inden dronningens lakajer nåede frem, kunne de forlange en formue for den. Manden havde en stramt snøret papirrulle i hånden. Nu foldede han den forsigtigt ud og pegede på blomsten, der var malet på den. Den var hvid med lyserøde spidser. Den gamle kones hjerte slog så heftigt, at hun ikke kunne høre andet. “Ved du, hvor vi kan finde sådan en?” spurgte manden. Uden at vente på svar snurrede han rundt og gav sig til at gennemsøge hendes have. Manden fulgte stien, forbi rækkerne med grønsager og krydderurter, hvor han trampede på de små gulerodstoppe, 14
Den sidste kamelia_3k.indd 14
27.04.2021 11.26
der netop havde skubbet sig gennem den nyligt optøede jord. Han stod og kiggede frem mod det sted, hvor tulipanerne havde skruet deres hoveder op gennem den sorte muld. Han knælede for at plukke en knop, der endnu var grøn og umoden, og studerede den intenst. “Hvis du ser træet,” sagde han og snurrede tulipanen rundt mellem fingrene, inden han kastede den bort bag sig, “skal du sende mig besked i landsbyen. Mit navn er Harrington.” Den gamle kone nikkede føjeligt. Manden gjorde en bevægelse mod nord. Livingston Manor lå lige på den anden side af bakkekammen. Husets frue havde været så venlig mod dem og tilbudt, at de måtte blive boende i den lille kuskebolig, så længe de sørgede for at passe køkkenhaven. “Det er nok bedst, hvis du undlader at nævne mit besøg for herskabet,” sagde manden. “Det skal jeg huske, sir,” sagde konen hurtigt. Hun stod helt stille og så ham gå tilbage til sin hest. Da hun ikke længere kunne høre nogen klik-klak oppe på vejen, fulgte hun stien forbi pæretræet nær hegnet, indtil hun nåede frem til kameliatræet med dets prægtige blomst. Sådan skal det ikke gå, tænkte hun ved sig selv, mens hun forsigtigt berørte den sarte vækst. Dronningen kunne få gennemsøgt alle landets haver, og blomstertyvene studere hvert et kronblad. Men hun skulle nok sørge for, at de aldrig fandt kameliatræet.
15
Den sidste kamelia_3k.indd 15
27.04.2021 11.26
Den sidste kamelia_3k.indd 16
27.04.2021 11.26
KAPITEL 1
Addison New York City 1. juni 2000
U
de i køkkenet ringede telefonen insisterende. Nej, nærmest skræmmende. Den kunne lige så godt have været en dynamitstang, der lå på granitbordet og truede. Hvis jeg ikke tog den efter tre ring, ville den slå over på telefonsvareren. Jeg må ikke lade den slå over på telefonsvareren. “Har du tænkt dig at tage den eller hvad?” spurgte min mand, Rex, ovre fra sofaen, hvor han kiggede op fra sin notesbog. Han havde en kær fascination af gammeldags anordninger. Skrivemaskiner, grammofoner og telefonsvarere fra omkring 1987. Men i det øjeblik ønskede jeg bare, at vi havde mulighed for at modtage moderne talebeskeder. “Jeg skal nok tage den!” sagde jeg, sprang op fra morgenbordet og stødte min tå på et stoleben. Jeg krympede mig. Et ring. To. 17
Den sidste kamelia_3k.indd 17
27.04.2021 11.26
Hårene på mine arme rejste sig. Hvad nu, hvis det var ham? Han var begyndt at ringe for et par uger siden, og hver gang jeg hørte telefonens kimen, blev jeg stiv at skræk. Tag det roligt. Træk vejret dybt. Måske var det en af mine klienter. Hende den frygtelige mrs. Atwell, der havde tvunget mig til at designe sin rosenhave hele tre gange. Eller skattevæsenet. Lad det nu bare være skattevæsenet. Alle andre ville være mere velkomne end den person, jeg frygtede ventede i den anden ende af forbindelsen. Hvis jeg trak stikket ud, ville han ringe igen senere. Som en haj, der lugter blod i vandet, ville han blive ved med at kredse, indtil han fik, hvad han var ude efter. Jeg blev nødt til at besvare opkaldet. “Hallo?” sagde jeg åndeløst ned i røret. Rex kiggede op, smilede til mig og vendte igen opmærksomheden mod sin notesbog. “Hej igen, Addison.” Hans stemme fik mig til at gyse. Jeg kunne naturligvis ikke se ham, men jeg kendte hans ansigt – skægstubbene, der voksede i pletter på hans hage, og det selvtilfredse udtryk i hans øjne. “Jeg bryder mig faktisk ikke om dit nye navn. Amanda passede meget bedre til dig.” Jeg forblev tavs, åbnede hurtigt de franske døre mod terrassen og trådte udenfor i den lille have – ikke mange havde sådan en luksus i storbyen, og den var helt vores egen. En fugl kvidrede muntert i det lille kameliatræ, som Rex og jeg havde plantet året før, da vi fejrede vores første bryllupsdag. Jeg hadede, at stemmen i telefonen i den grad overskred grænsen til mit personlige fristed. “Nu skal du høre godt efter,” hviskede jeg, “Jeg har sagt, at 18
Den sidste kamelia_3k.indd 18
27.04.2021 11.26
du ikke må ringe til mig.” Jeg kiggede op på lejlighedskomplekset, der lå bag vores byhus, og overvejede, om han mon kunne se mig fra et af vinduerne. “Amanda, Amanda,” sagde han drillende. “Hold op med at kalde mig det.” “Åh, det havde jeg glemt,” fortsatte han. “Du er jo blevet fin på den. Jeg læste om dit bryllup i avisen.” Han lavede en misbilligende kliklyd med tungen. “Noget af en eventyrslutning for en pige, der …” “Vil du ikke nok holde op?” Jeg kunne ikke udholde lyden af hans stemme. Den mindede mig om fortiden. “Lad mig nu være i fred.” “Sig mig, savner du mig slet ikke? Tænk på alt det gode, vi oplevede sammen. Du husker vel nok, hvordan vi plejede at …” “Stop,” tryglede jeg. “Nå, nu forstår jeg det,” sagde han. “Du blev storsnudet, da du giftede dig med kongen af England. Og nu tror du, at du er hævet over os andre. Sig mig lige: Ved din mand, hvem du i virkeligheden er? Ved han, hvad du har gjort?” Jeg fik kvalme. Følte mig svimmel. “Vil du ikke nok lade mig være i fred?” bønfaldt jeg. Halsen snørede sig sammen, da jeg gjorde en synkebevægelse. Han lo for sig selv. “Jamen det kan jeg jo ikke,” sagde han. “Bestemt ikke. Du husker måske, at jeg har tilbragt ti år af mit liv i fængsel. Det er lang tid at sidde og gruble over tingene i. Og jeg grublede faktisk ret meget over dig, Amanda. Næsten hver dag.” 19
Den sidste kamelia_3k.indd 19
27.04.2021 11.26
Jeg skælvede. Mens han havde siddet bag tremmer, havde jeg nydt en falsk tryghed. Hans straf, der gjaldt to tilfælde af hvidvaskning og et af seksuel omgang med mindreårig, havde virket som et tykt og lunt tæppe, der smøg sig beskyttende omkring mig. Og nu, hvor han var løsladt, blev det brutalt revet af mig, og jeg følte mig både blottet og bange. “Nu skal du høre, min skat,” fortsatte han. “Jeg sidder her og gemmer på en meget værdifuld oplysning, og du kan næppe bebrejde mig for at ønske den samme behagelige livsstil, som du selv har, vel?” “Nu lægger jeg på,” sagde jeg og lod min pegefinger svæve over afbryderknappen. “Det kan alt sammen ende rigtigt godt,” sagde han. “Du ved nok, hvad jeg er ude efter.” “Jeg har allerede forklaret dig, at jeg ikke er i besiddelse af så mange penge.” “Nej, du har dem måske ikke,” svarede han, “men det har din mands familie sikkert.” “Nej, dem må du ikke blande ind i alt det her.” “Jamen så har jeg jo ikke noget valg,” sagde han. Jeg hørte lyden af en isbil i den anden ende af forbindelsen. Som barn jagtede jeg med store, håbefulde øjne den slags varevogne gennem hele kvarteret. Jeg ved egentlig ikke, hvad meningen var, for jeg havde aldrig en dollar til at købe slik for, men alligevel lokkede isbilerne altid. Jeg løftede telefonen fra øret og lyttede til de samme toner. De var måske en gade eller to borte. Melodien gjorde mig rædselsslagen. Isbilen var tæt på. Alt for tæt på. 20
Den sidste kamelia_3k.indd 20
27.04.2021 11.26
“Hvor er du?” spurgte jeg og var allerede ved at gå i panik. “Hvorfor? Skal vi mødes?” spurgte han muntert. Jeg kunne forestille mig hans ondskabsfulde smil. Min hage bævede. “Vær nu sød at lade mig være i fred,” tryglede jeg. “Kan du ikke bare lade mig være i fred?” “Det kunne ellers være gået så nemt,” sagde han. “Men du har slidt på min tålmodighed. Hvis ikke jeg får pengene i slutningen af ugen, har jeg ikke andet valg end at fortælle din mand hele historien. Og når jeg siger ‘hele historien’, mener jeg hele historien.” “Nej,” græd jeg, “Det må du ikke gøre!” Jeg gik rundt om bygningen og kiggede over hegnet, der løb langs siden af huset. Isbilen kørte langsomt forbi. Gadens børn hujede og hvinede af fryd, mens det melodiske klokkespil lød fra højttaleren, men for hver tone blev jeg kun mere og mere lammet af frygt. “Du har fem dage, Amanda,” sagde han. “Og måske skulle jeg lige sige, at du ser fantastisk ud i den kjole. Blå er helt bestemt din farve.” Forbindelsen blev afbrudt, og jeg kiggede ned på min blå hørkjole, inden jeg igen vendte mig mod gaden: Valnøddetræet et stykke borte. En gammel Honda med tonede ruder og en rusten kølerhjelm parkeret tæt på. Et busstoppested, der kastede skygger på fortovet. Jeg løb tilbage til huset, lukkede de franske døre og låste dem bag mig. “Lad os rejse til England,” sagde jeg forpustet til Rex. Han skubbede sine mørkt indfattede briller højere op på næseryggen. “Hvad?” Han så forvirret ud. “Jeg troede ikke, 21
Den sidste kamelia_3k.indd 21
27.04.2021 11.26
at du havde lyst til at rejse så langt. Hvad har fået dig til at skifte mening?” Mine svigerforældre havde for nyligt købt en gammel herregård ude på landet i England, og de havde inviteret Rex og mig til at komme og bo der hele sommeren, mens de rejste videre til Asien, hvor Rex’ far, James, gjorde forretninger. Rex, der var ved at skrive en roman, som foregik på en engelsk herregård ude på landet, syntes, at det ville være det perfekte sted at researche bogen. Desuden var vi begge to vilde med gamle huse, og ud fra det, som Rex’ mor, Lydia, havde fortalt i telefonen, var ejendommen fuld af historie. Men timingen var ringe. Ordrebogen for mit landskabsarkitektfirma var propfuld, og jeg jonglerede med fire nye klienter, inklusive en, der skulle have designet en kæmpestor haveinstallation på en tagterrasse midt på Manhattan. Det var det helt forkerte tidspunkt at rejse på. Men nu havde jeg ikke andet valg. Sean kendte ikke til herregården. Han ville aldrig finde mig der. Og opholdet ville give mig tid til at overveje, hvad jeg skulle gøre. Mit blik fløj nervøst rundt i dagligstuen. “Det har jeg heller ikke … jeg mener, det havde jeg heller ikke.” Jeg sukkede og tog mig gevaldigt sammen. “Jeg har bare tænkt over det og ja … måske har vi brug for en lille ferie. Det er også snart vores bryllupsdag.” Jeg slog mig ned på sofaen ved siden af ham og snurrede en lok af hans skinnende sorte hår rundt mellem mine fingre. “Jeg kunne jo studere haverne i omegnen, måske endda lade mig inspirere – du ved, hvordan alle herovre er tossede med den engelske havestil.” Jeg talte 22
Den sidste kamelia_3k.indd 22
27.04.2021 11.26
meget hurtigt, som jeg altid gør det, når der er noget, som bekymrer mig. Jeg ved, at Rex fornemmede det, for han gav min hånd et klem. “Du er nervøs for flyveturen, ikke?” spurgte han. Jeg havde bestemt en snert af flyveskræk, og derfor havde min læge givet mig noget beroligende til den slags situationer. Men nej, Rex kendte ikke den sande årsag til min ængstelse, og jeg måtte sørge for, at han aldrig opdagede den. Der var engang, hvor jeg troede, at jeg på et tidspunkt ville fortælle ham sandheden om mig selv. Men jo længere jeg ventede, jo mere umuligt blev det at åbne munden og udtale de smertelige ord. Og derfor forholdt jeg mig tavs. I stedet gemte jeg mig bag min omhyggeligt udformede historie: Jeg var en pige fra en velhavende familie i New Hampshire. Mine forældre var omkommet i en trafikulykke for en del år siden. Rex havde troet på det hele. Troet på mig. Han undrede sig ikke over, hvorfor ingen sendte mig julekort eller ringede og ønskede tillykke med fødselsdagen. Han spurgte heller ikke, om jeg ville besøge mit barndomshjem. Han beundrede min styrke, sagde han. At jeg levede i nuet og undlod at hænge fast i fortiden. Du skulle bare vide. Jeg tog ham i hånden. “Jeg skal nok klare det,” sagde jeg. “Og du sagde jo, at huset var det perfekte sted at lave research til din roman. Lad os gøre det, Rex. Lad os tage af sted.” Han smilede og rørte blidt min kind. “Du ved, at jeg gerne vil af sted, men kun hvis du har det godt med det.” “Det har jeg,” sagde jeg og kiggede ud ad vinduet, hvor jeg igen fik øje på den rustne bil, der stod parkeret på gaden. 23
Den sidste kamelia_3k.indd 23
27.04.2021 11.26
Jeg rejste mig og trak gardinerne for. “Solen er skarp i dag.” Jeg rakte ud efter min telefon og fortsatte: “Jeg tør vædde på, at jeg kan få rejsebureauet til at skaffe os flybilletter allerede til i morgen.” “Tror du virkelig, det kan gå så hurtigt?” sagde han. Jeg fremtvang et smil. “Hvorfor ikke? Vi kan lige så godt få så meget som muligt ud af sommeren.” “Jamen så ringer jeg til mine forældre og hører, om det passer dem,” sagde han og lagde sin notesbog til side. “Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre med alle dine klienter?” Jeg gøs indvendigt ved tanken om den snørklede labyrint af buksbom, jeg havde designet for en kunde, og den sommerfuglehave, hun ovenikøbet havde bestilt til sine to små piger. Jeg havde lovet, at installationen ville være færdig i slutningen af næste uge, hvor datterens fødselsdag skulle fejres. Nu måtte min assistent, Cara, tage sig af det hele. Hun ville klare det ganske udmærket, men ikke helt, som jeg ville have gjort det. Astilberne ville ikke stå med perfekt ens afstand. Heberne ville ikke blive klippet til perfekte kugler, som jeg havde forestillet mig. Jeg sukkede. For jeg vidste, at jeg ikke kunne blive i New York med den sorte sky hængende over mig. Jeg måtte sikre mig, at den ikke fulgte med til England. “Parat?” spurgte Rex i døråbningen den følgende aften. Jeg havde købt to sæder på flyet til London klokken 21. “Ja,” sagde jeg fra dørtrinet og strammede mit tørklæde en ekstra gang omkring halsen. Jeg tog et par skridt frem mod taxaen, der ventede ved fortovskanten. Så stivnede jeg. 24
Den sidste kamelia_3k.indd 24
27.04.2021 11.26
Rex så på mig. “Er det telefonen, der ringer?” Jeg skælvede og kiggede tilbage mod huset. Ringetonen var dæmpet, men dog tydelig. “Skal jeg løbe ind og tage den?” “Nej,” sagde jeg og skyndte mig helt hen til bilen. “Lad os nu se at komme af sted. Vi må ikke komme for sent til flyet.”
Den sidste kamelia_3k.indd 25
27.04.2021 11.26