Den skjulte fattigdom by Gads Forlag

Bogen er udgivet med støtte fra

Helle Lindes Kulturfond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Peter Wessel Hansen

Den skjulte fattigdom Skam, ære og nedtur i København 1750-1850

NORD ACADEMIC

Peter Wessel Hansen Den skjulte fattigdom. Skam, ære og nedtur i København 1750-1850 © 2024, forfatteren og Nord Academic Forlagsredaktion: Peter Bejder & Hans Erik Havsteen Omslag: Helle Rindom Forsideillustration: Wilhelm Marstrand: En flyttedagsscene (1831)/ Udsnit/Nivaagaards Malerisamling Grafisk design: Per Demuth, Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk: PNB Print ISBN: 978-87-12-06944-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen. Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

nordacademic.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

Indhold

De, som stønner i det skjulte

Favoriserede fattige

Hvad er fattigdom? 19 Fattigdom i det tidlig moderne Europa Entreprenøren På jagt efter de husarme

Filantroperne og avisen De fattige fortæller

Skribenten 42 De skrå brædder

Stand mellem andre stænder

Middelstandens fattige 51 Klæder skaber folk 55 Æren over naturen

På gaden til spot og skændsel 68 Invaliden

Deroute og overlevelse

Bedre vant end menigmand 77 Det skamfulde valg 81 Virksomme sjæle 85 Som ikke har lært at grave 93 Pligtopfyldende skattesubjekter 99 Livsstil til salg 102 Den sidste udvej Ulykkesfuglen

114

109

Sensitive væsener

115

Forventet medlidenhed

116

De ømfindtlige 122 Flyttetiden truer

124

Fortæret af græmmelse

127

Den gode skam 134 Favoritten Anstændig almisse

140

141

Øremærket velgørenhed 144 En særlig hjælp 148 Institutionernes hakkeorden Dannede huse

150

154

Under behagelige forhold 157 Stand som betingelse 162 Med æren i behold Taberen Skam få de fattige

165

168

169

Lasternes skole

171

Overdreven æresfølelse

178

Skammens århundrede 181 Lykkebarnet De glemte

186

187

Armodens historie. Litteraturen om de fattige 192 Stiftelser og fattighuse i København, ca. 1800 Noter

200

Arkivalier 238 Litteratur

241

Personregister 265 Illustrationer 269 Tak

272

198

De, som stønner i det skjulte

Danmark er et land stort set befriet for fattigdom. Takket været sociallovgivningen sker det kun sjældent, at folk havner på gaden i den dybeste og mest fornedrende fattigdom. Boliglove og byfornyelse har medvirket til at fjerne eller renovere tidligere tiders utidssvarende og uhumske lejekaserner, så boligmassen svarer til vore dages krav. Sundhedsvæsenet sikrer – i hvert fald i princippet – lige adgang til lægebehandling for alle borgere. Fattigdommen er næsten fjernet fra gadebilledet. Sådan har det efterhånden været i mange år, og de fleste vil sikkert mene, at det er velfærdsstatens fortjeneste. Ikke desto mindre findes fattigdommen stadig i vores ellers velstående samfund. Der er stadig mennesker, der ikke bliver grebet – eller lader sig gribe – af velfærdssamfundets omfangsrige sikkerhedsnet. Når man fra tid til anden møder hjemløse, tiggere eller andre socialt marginaliserede på gaden, ved stationen eller uden for supermarkedet, ses fattigdommen helt utilsløret. Men med jævne mellemrum hører man også om en skjult fattigdom, som angiveligt er langt mere udbredt og omfattende end den umiddelbart synlige.1 De skjulte fattige beskrives typisk som førtidspensionister, kontanthjælps- eller dagpengemodtagere, der lever på offentlig understøttelse, har tag over hovedet og får nødtørftig mad på bordet. Men de lever på et socialt eksistensminimum, som betyder, at de og deres børn ikke kan deltage i samfundslivet på samme vilkår som andre. De har hverken penge til at deltage i foreningsliv og sportsaktiviteter eller til at købe gaver, legetøj og nyt tøj. Netop derfor betragtes de som fattige. Mens nogle politikere, organisationer og debattører ønsker at afhjælpe den særlige fattigdomsproblematik, hævder andre, at den form for social ulighed er en vigtig drivkraft i samfundet.2 Debatten om velfærdssamfundets fattige peger på et helt centralt træk

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

ved fænomenet fattigdom, nemlig at fattigdom ikke bare er fattigdom, men må betragtes i relation til det samfund og den sammenhæng, den optræder i. Hvad der betragtes som fattigdom, er ikke bare afhængigt af ideologi, men også af normer, tid og sted. Denne bog tager udgangspunkt i ideen om den skjulte fattigdom og fattigdommens relative træk. I 1700-tallets og 1800-tallets Danmark mødte man fattige overalt, hvor man kom frem. Store dele af befolkningen hutlede sig gennem livet på en sulteløn, der knap sikrede dem tag over hovedet, tøj på kroppen og brød på bordet. Forarmelsen lurede altid lige om hjørnet. De færreste kunne vide sig sikre for ikke at ende deres dage på samfundets absolutte bund, for det sociale sikkerhedsnet var utilstrækkeligt. Derfor vrimlede byerne og landevejene med tiggere, der trodsede forbuddet mod betleri og søgte almisse hos venlige forbipasserende, mens andre gik den tunge gang til fattiggården med al den skam og ydmygelse, som fulgte med. Men fattigdom var ikke kun et anliggende for den underklasse, der levede på sultegrænsen. Samfundet var generelt materielt fattigt. Selv om uligheden var enorm, var der i mange henseender ikke langt mellem rig og fattig. Selv folk fra samfundets bedre lag levede i konstant fare for, at ulykker, sygdom eller alder skulle sende dem på en social rutsjetur, der i værste fald kunne bringe dem til tiggerstaven. I 1700-tallets Danmark talte man også om en skjult fattigdom. Det var en fattigdom, der i lighed med nutidens ikke nødvendigvis gav sig udslag i direkte sult og hjemløshed, men som til gengæld havde store sociale og følelsesmæssige konsekvenser for de ramte. Den skjulte fattigdom var dog ikke mere usynlig og ukendt, end at der fandtes et ord for denne form for fattige. Det var de husarme. Ordet hentyder til to kendetegn, nemlig at de var arme – fattige – og at de boede i hus eller rettere opretholdt egen husstand. De husarme stod i skarp kontrast til gadens og fattiggårdenes kriminelle, hjemløse eller institutionaliserede fattige. Selve ordet adskilte dem fra andre fattige og antyder, at fattigdom blev betragtet som et relativt fænomen lang tid før velfærdsstaten.3 I denne bog fortælles historien om de husarme og den skjulte fattigdom. Deres livsstil gjorde dem i stand til at gå under radaren og skjule de fattige omstændigheder for omverdenen. Derfor har de stort set ikke været genstand for historikernes opmærksomhed. De husarme havde baggrund i middelstanden – den sociale gruppe, der bestod af handlende, håndværkere, gejstlige, embedsmænd, officerer og underofficerer og deres

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

København var overrendt af tiggere, der stillede fattigdommen til skue på gader og stræder. Mange gik fra dør til dør på jagt efter barmhjertige givere. Her har Wilhelm Ferdinand Bendz (1804-1832) skildret en tiggerkone med barn i 1829. Hun har opsøgt den unge kunstners hjem med det ydmyge håb at få en almisse.

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

familier. De var kendetegnet ved deres kamp for at opretholde et korrekt ydre, deres skam over fattigdommen og deres ønske om at undgå tiggeri eller offentlig fattighjælp. Det var alt sammen relateret til middelstandens rolle i den urbane hakkeorden. Hierarkiet var centralt i standssamfundets sociale forestillingsverden. Alle var som udgangspunkt født ind i deres forældres stand og skulle forblive der. Skomager, bliv ved din læst! Enhver forventedes at opretholde et socialt status quo, og i princippet var både social opstigen eller nedgang uønsket. Ikke desto mindre var forandring mulig – på godt og ondt. Omgivelserne vurderede nemlig konstant den enkeltes væremåde, og det kunne hurtigt få positiv eller negativ betydning for folks plads i det sociale hierarki. De husarmes livsstil var udtryk for denne tankegang, hvor alle hele tiden måtte kæmpe for ikke at miste social anseelse og position. De blev skildret som mennesker, der var dannede, godt opdraget og vant til gode materielle forhold, men ikke til hårdt arbejde. Alt sammen var det udtryk for en særlig standskultur, der er fundamental for at forstå de husarme. Bogens centrale fokus er de husarme som social gruppe og som individer. Under arbejdet med bogen er jeg somme tider blevet spurgt, hvordan jeg kan skrive om fortidens fattige individer: ”Der er da ikke bevaret kilder om dem”, lyder ræsonnementet. Men der er bevaret kilder, der kan belyse de fattiges historie på individniveau og give et billede af de husarmes fattigdomskultur, deres normer og plads i standssamfundet. Historien om de husarme og middelstanden viser perspektiver og sammenhænge mellem individuelle handlinger, følelser, sociale fællesskaber og fattigdom, der åbner for at se de fattige og fattigforsorgen fra en anden vinkel end den politisk-idéhistoriske, som har været den primære synsvinkel i den fattigdomshistoriske forskning. Ved at tage udgangspunkt i beretninger om og af fattige individer kommer vi tæt på fattigdommens processer og dynamikker, der ofte er blevet forbigået i den traditionelle fattigdomshistorie. Med udgangspunkt i et hidtil upåagtet kildemateriale, nemlig de husarmes ansøgninger om specialhjælp og et par behjertede filantropers skildringer af husarmes skæbner, er vi i stand til at komme helt tæt på de husarme og den særbehandling, som de nød godt af. Selv om fattigdom var helt normalt, opfattede man det ikke desto mindre som en unormal tilstand, der skulle forebygges eller afhjælpes.4 Myndighederne, velgørerne og de fattige ønskede at genoprette normaliteten. Derfor afspejlede kampen mod fattigdommen samfundets generelle nor-

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

mer. Mens fattiglovgivning og offentlige institutioner var et udtryk for magthavernes normer og ideer om religion, arbejde og værdighed, reflekterede den private understøttelse og de fattiges ansøgninger og bønskrifter også værdierne i de fællesskaber og stænder, som velgørerne eller de fattige tilhørte.5 Bogen omhandler perioden 1750-1850 med vægt på de sidste årtier af 1700-tallet, hvor der generelt var stort fokus på fattigdomsproblemet. I årene efter 1771, hvor Christian 7.s (1749-1808) livlæge og gehejmekabinetsminister Johann Friedrich Struensee (1737-1772) havde reformeret det københavnske fattigvæsen, var myndighederne meget aktive. Det afspejlede sig i mange nye fattiglove, institutioner og omorganiseringer af fattigvæsenet samt større kommissionsarbejder, der skulle tage hånd om den omsiggribende fattigdom. Kronen på værket blev den store og ambitiøse plan for det københavnske fattigvæsen fra 1799. Men interessen for de fattiges forhold kom ikke kun til udtryk i de offentlige myndigheders lovgivning og tiltag. Sideløbende så en lang række private filantropiske tiltag dagens lys. Det var oplysningstiden (ca. 1750-1800), der – understøttet af de økonomisk gode tider for storhandelen – slog igennem med initiativer, der skulle gavne staten, befolkningen og almenvellet.6 I 1700-tallet og 1800-tallet havde de sociale myndigheder hverken evne eller vilje til at afhjælpe alle former for fattigdom. Det var en tid uden de moderne velfærdssystemer, der senere skabte et sikkerhedsnet, som beskytter de fleste mod en vanærende forarmelse. Som udgangspunkt betragtede fattigvæsenet kun uarbejdsdygtige, syge, gamle og børn som værdigt trængende, mens tiggere og arbejdsløse blev forfulgt af myndighederne. Det er foranstaltningerne for de værdige og uværdige fattige, der har sat flest spor i form af lovgivning og fattigvæsens- og institutionsarkiver, og generelt har historikerne beskæftiget sig med fortællingen om de institutionaliserede og forfulgte fattige. Eller rettere institutionerne, der hjalp eller tugtede dem. Men ved siden af den åbenlyse og meget synlige fattigdom eksisterede der altså en mere skjult fattigdom. Historien om den skjulte fattigdom er også fortællingen om, hvordan de husarme og deres medborgere fravalgte den almindelige fattighjælp, benyttede andre overlevelsesstrategier og opbyggede andre understøttelsesformer end de officielle. De husarme repræsenterer et uudforsket fænomen i den danske og til dels også internationale fattigdomshistorie. De er interessante i egenskab

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

Aftenstemning med folkeliv i gaden. København var tæt befolket og langt den største by i Danmark-Norge. I 1787 rummede byen ca. 90.000 indbyggere fra alle samfundslag, og der var store sociale, kulturelle og sproglige forskelle. Jes Bundsens (1766-1829) tegning fra 1788 viser Østergade set fra Kongens Nytorv.

af sig selv og kan være med til at give et nyt eller udvidet perspektiv på fattigforsorgens historie og tiden før velfærdssamfundet. Men historien om de husarme bidrager samtidig med ny viden om sociale normer og hierarkier i standssamfundet, især for middelstanden i byerne.7 Den skjulte fattigdom var primært et byfænomen. Dels var det vanskeligere at skjule fattigdommen bag lukkede døre i landsbyernes små samfund, dels var de husarme og middelstanden tæt forbundet med købstædernes handel, håndværk og embedsapparat. Især i København, der størrelsesmæssigt langt overgik alle andre danske købstæder, kunne en subgruppe som de husarme eksistere. Hovedstaden rummede stort set alle sociale, religiøse og erhvervsmæssige grupper i Danmark og var derfor scene for en mangfoldighed af sociale fællesskaber og grupperinger. Som residensstad, administrativt centrum, handelsby, base for flåde og hær og ikke mindst som storby havde København uden sammenligning landets største middelstand.8 Derfor er København omdrejningspunkt i bogen. Her mødte man alle slags mennesker – også fattige og husarme.

Fav o r i s e r e d e fat t i g e

Eller som redaktør Emanuel Balling (1733-1795) formulerede det i avisen Kiøbenhavns Aften-Post i 1784: København er stor og indeslutter et stort antal fattige og trængende mennesker; men deres trang er ikke af lige beskaffenhed.9

Favoriserede fattige Den 24. oktober 1845 bragte den toneangivende nationalliberale avis Fædrelandet et langt læserbrev om de fattige i København. Skribenten var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke Carl Holger Visby (1801-1871), der netop i egenskab af sjælesørger og præst kendte til byens fattige. Visby indledte læserbrevet med en karakteristik af de fattige, som kunne inddeles i tre grupper: betlere, fattige og husarme. Betlerne betragtede ikke almisser som understøttelse, ”men som en næringsvej”. De levede fra hånden til munden og lignede ”de vilde folkeslag” på den måde, at de dels kunne ”fråse og drikke en betydelig hjælp op på én gang”, dels levede ”på den usleste måde” i lange perioder. Gruppen af ’almindelige’ fattige bestod af familiefædre med mange børn, arbejdsløse arbejdere, enker, gamle, svage og ”affældige”, der var ude af stand til at arbejde eller arbejde nok til at skaffe brød på bordet. Til forskel fra betlerne betragtede Visby disse fattige som ”en værdig genstand for kristenkærlighed”. Det gjaldt også den sidste gruppe, de husarme, som ikke altid havde været fattige. Nogle husarme havde tilhørt overklassen, men ellers var de ofte handlende, der havde måttet opgive deres forretninger, eller afskedigede embedsmænd og deres enker: De kendes på den tilbageholdenhed og undselighed, hvormed de blotter deres nød. De søger i almindelighed ikke hjælpen, men hjælpen må opsøge dem. Har de tidligere kendt bedre vilkår, vil også deres uformuenhed være dobbelt trykkende for dem.10

Ifølge Visby var en fattig ikke bare en fattig. Tværtimod kunne Københavns fattige opdeles i veldefinerede subgrupper med hver deres kendetegn. Men ikke nok med det. Visby mere end antydede, at der også herskede et hierarki mellem de forskellige fattigtyper. Hierarkiet afhang af moral, værdighed, stand og opførsel. Ifølge Visby fortjente de husarme

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

at blive regnet blandt ”de værdigste trængende” og var da også allerede – og helt berettiget mente han – målgruppe for velgørende foreninger. De husarme kunne altså let genkendes: Det var folk fra middelstanden, der var forlegne over deres sociale nedtur og nødig søgte hjælp. De søgte at undgå, at andre fik kendskab til deres fattigdom, som i øvrigt tyngede dem, fordi de havde været vant til en bedre levestandard. Derudover var de også genstand for særlige hjælpeforanstaltninger. Et par år senere, i 1847, kom det imidlertid til debat, om de husarme overhovedet var en særlig gruppe. Baggrunden var, at der i årenes løb var testamenteret legater, der tog sigte på de husarme. Nu var spørgsmålet, om de husarme skulle betragtes som almindelige fattige under offentlig forsorg eller som en gruppe, der netop ikke var fattigmyndighedernes anliggende. Var det første tilfældet, kunne det offentlige fattigvæsen forholdsvis frit råde over legaterne. Ellers måtte midlerne opfattes som båndlagt til de husarme. Danske Kancelli sendte en længere udredning til amtmand Marcus Sabinus Wilhelm Sponneck (1787-1874) i Ribe om husarmebegrebet. Man mente nemlig, at ordet havde ændret betydning gennem årene. Med henvisning til Danske Lov fra 1683 og fattigforordningerne fra 1708 understregede man, at betegnelsen allerede dengang havde været anvendt om nogle af de fattige, der fik hjælp fra fattigvæsenet. Ifølge kancelliet var de husarme folk, der ikke var i stand til at tjene til dagen og vejen, ikke tiggede, og hvis ”fattigdom derimod viser sig hjemme i huset”. Imidlertid mente man, at de gamle legater til husarme i virkeligheden var stiftet for de fattige, som fik understøttelse af fattigvæsenet. I den sammenhæng var de husarme ikke anderledes end andre fattige. Derfor burde legaternes midler overføres til de kommunale fattigkasser. Det var en opfattelse, der på flere områder var stik imod Visbys og stort set alle andre samtidige beskrivelser af de husarme. Sponneck protesterede da også og anførte, at de husarme var en særlig ”klasse af personer”, og at legaterne var forbeholdt dem og kun dem.11 Hele diskussionen handlede om penge. Kancelliet havde efter alt at dømme interesse i en tolkning, der kunne sende husarmelegaterne direkte ned i den altid slunkne offentlige kasse. Noget tyder på, at man handlede mod bedre vidende eller i hvert fald overdrev i den klare afvisning af, at de husarme var en særlig gruppe. I dag har de færreste hørt om de husarme, men alt tyder på, at de fleste stadig kendte udtrykket omkring 1850. Ordet findes i samtidige og senere

Fav o r i s e r e d e fat t i g e

ordbøger og opslagsværker. I Videnskabernes Selskabs Dansk Ordbog fra 1802 blev de husarme beskrevet som ”folk, som ikke går omkring og betler, men hjemme lider mangel på det allernødvendigste til livets ophold”.12 Det samme var tilfældet i Christian Molbechs (1783-1857) Dansk Ordbog fra 1833: ”Fattige folk, som ej går om at tigge, men hjemme lider nød”.13 Ifølge Otto Kalkars (1837-1926) Ordbog til det ældre danske sprog fra 1886 betegner ordet husarm slet og ret en fattig, som ikke går ud at tigge, mens Ordbog over det danske Sprog i 1926 beskrev de husarme som trængende fattige, der ”ikke går omkring og betler og heller ikke er optaget i forsørgelses anstalter”.14 I Dansk kulturhistorisk opslagsværk fra 1991 skrev historikeren Bente Dahl Hansen, at de husarme var ”personer der ikke tiggede, og som ikke var optaget på forsørgelsesanstalter”, men som boede i fattigvæsenets friboliger.15 I alle opslagsværkerne var der altså enighed om, at de husarme ikke tiggede, mens det nogle steder fremhæves, at de husarme heller ikke boede i fattighusene. Et enkelt sted nævntes det ligefrem, at der fandtes en slags særforsorg for de husarme i form af friboliger. Det stemmer overens med kancelliets skildring af de særlige husarmelegater og Visbys beskrivelse af velgørende foreningers indsats for de husarme. Alle definitionerne af de husarme synes i nogen grad at være modstrid med Danske Kancellis påstand om, at de kunne betragtes som helt almindelige fattige, der hørte til under den offentlige forsorg. Mange fattige boede nemlig i offentlige fattighuse eller fik anden hjælp fra fattigvæsenet. Men måske ligger forklaringen på uoverensstemmelsen i kancelliets påstand om, at husarmebegrebet havde ændret betydning gennem tiden. I de tidligste fattiglove fra perioden mellem 1500 og 1700 nævnte man ofte de husarme som en af de grupper, som det offentlige fattigvæsen skulle tage sig af. På den tid opdelte man de værdige fattige i tiggere, husarme og hospitalslemmer. De tre grupper modtog hjælp på vidt forskellig vis. Hospitalslemmerne var syge og gamle, der havde bolig på datidens hospitaler, der ulig moderne hospitaler blot tjente som opholdssteder for syge og gamle. De tidlige fattighuse var relativt små institutioner, og her var kun plads til et fåtal af samfundets allermest svage fattige. Langt de fleste fattige måtte i stedet tigge. Men man måtte kun tigge, hvis man havde officiel tilladelse. Ifølge den københavnske reces fra 1537 kunne uarbejdsdygtige, indfødte københavnere få et tiggertegn som bevis på, at de havde lov til at tigge. Udefrakommende og arbejdsføre tiggere tolererede man

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

derimod ikke. De blev slet og ret betragtet som kriminelle. På den måde skelnede man mellem de værdigt trængende, der var byens egne syge, gamle og invalide fattige eller uforsørgede børn, og de uværdige, som var fremmede, raske og arbejdsføre tiggere.16 Den sidste gruppe værdige var de husarme, som var betegnelsen for de fattige, der modtog offentlig understøttelse i form af penge og bolig. Omsorgen for de københavnske husarme blev sat i system i en vedtægt fra 1549, hvor det blev bestemt, at 12 tilsynsmænd for fremtiden skulle tage sig af byens husarme. Tilsynsmændene kom snart til at gå under navnet de husarmes forstandere. De skulle sørge for at indsamle penge i kirkerne og på slottet for at uddele almisserne til de husarme. De husarme var med andre ord privilegerede fattige, der blev behandlet bedre end flertallet af fattige, der selv måtte betle sig til deres almisser. Men ikke nok med det. De husarme fik ofte også tildelt gratis bolig af fattigvæsenet, som var blevet skænket eller testamenteret adskillige mindre ejendomme, der skulle stilles til rådighed som boliger for de husarme.17 Særbehandlingen af husarme fortsatte op mod år 1700. I Danske Lov fra 1683 gentog man bestemmelsen fra 1549.18 1500-tallets og 1600-tallets husarme blev altså behandlet væsentligt bedre end andre værdigt trængende, men generelt hører vi ikke meget om, hvem de var, og hvorfor de skulle favoriseres. I et gavebrev fra 1574 skænkede Frederik 2. (1534-1588) de københavnske husarme det svimlende beløb af 10.000 rigsdaler, og her blev en flig af sløret for datidens husarmes identitet løftet. Baggrunden for gaven var en streng vinter, der havde bragt mange københavnske borgere – byens handlende og håndværkere – til tiggerstaven. I gavebrevet blev det understreget, at hjælpen skulle gå til fattige, gamle, syge og skrøbelige husarme, som ikke kunne brødføde familien og deres børn ved eget arbejde og ”har ført et ærligt levned [og] har et godt rygte af naboer og genboer [som] dem kender”. I gavebrevet gjorde man sig også den ulejlighed at beskrive, hvem der ikke var husarme og ikke skulle have del i gaven. Det var studenter, latinskoledrenge, soldater i hæren, flådens matroser eller andre unge, friske og stærke, som selv kunne arbejde for føden.19 Når man i 1500-tallet og 1600-tallet talte om de husarme, var det altså fattige fra borgerstanden, der modtog hjælp fra det offentlige. De husarme slap for selv at gå tiggergang ved folks døre, sådan som almuens fattige var henvist til. Billedet af de husarme var fortsat almindeligt omkring 1700. I

Fav o r i s e r e d e fat t i g e

Der findes ikke mange billeder af husarme. Her får vi et glimt af det skjulte. Yderst til venstre får en husarm diskret almisse. Illustration fra Laurence Sternes (1713-1768) roman A Sentimental Journey Through France and Italy (1768), hvor hovedpersonen hr. Yorick møder en husarm i den franske by Montréal.

1706 beskrev Sjællands biskop, Henrik Bornemann (1646-1710), de husarme som ”borgere og borgersker”, der var værdigt trængende og fik understøttelse af fattigvæsenet, og i 1705 fortalte Københavns politimester, Ole Rømer (1644-1710), hvordan alle fattigvæsenets friboliger var beboet af husarme.20 Omkring 1700 var de husarme fortsat fattige fra borgerskabet, der ikke tiggede, men modtog offentlig fattigforsorg og fri bolig. Men i løbet af 1700-tallet blev de husarme oftere og oftere beskrevet som fattige, der ikke ønskede offentlig understøttelse eller i det mindste undlod at søge hjælp så længe som muligt. Spørgsmålet er, hvorfor de husarme tilsyneladende i stigende grad undgik det offentlige fattigvæsens understøttelse, når de omkring 1700 synes at være den centrale modtagergruppe af denne hjælp? En del af forklaringen skal måske findes i de nye fattiglove fra 1708. En forordning gjaldt for København, en for resten af landet. Lovene forbød alt tiggeri. Til gengæld skulle alle værdigt trængende fattige have offentlig understøttelse. I den københavnske forordning gjorde man det klart, at de værdigt trængende først og fremmest var folk, der ikke kunne tjene deres eget brød. Helt konkret havde hittebørn, forældreløse, gamle, syge,

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

husarme og meget børnerige familier ret til offentlig forsørgelse. Den nye borgerret tilfaldt alle civile bofaste københavnerne og en del af militærets og flådens personel. Delvist arbejdsdygtige kunne imidlertid også få fattighjælp som supplement til deres øvrige indtægt.21 Loven gjorde op med den gamle ordning, hvor en stor andel af de værdige fattige selv skulle skaffe deres almisser iført tiggertegn. Nu skulle alle værdige have hjælp direkte fra fattigvæsenet. Dermed forsvandt den klare opdeling mellem almuens fattige og de privilegerede husarme. Loven satte en fed streg under dette faktum. Til forskel fra 1500-tallets og 1600-tallets fattiglove skulle man helt hen i 1708-lovens paragraf tretten, før de husarme blev nævnt. De husarme, ”som formedelst nogen ulykke er komne i armod”, kunne få fattighjælp, men skulle ligesom alle andre bevise deres nød for at få almisse. Det forventedes også, at de, der kunne arbejde lidt, selv skulle ”stræbe for deres livsophold”. Almissen måtte ikke blive en sovepude. Skete det, ville de miste hjælpen.22 I en anden paragraf fremhævede man, at gamle, ”som her i staden har været borgere eller borgersker”, kunne få almisse, men det blev tilføjet, at det gjaldt alle, der havde boet i København i tre år.23 De husarme borgere var ikke længere fattigvæsenets særligt privilegerede målgruppe. Fattighjælp var for alle værdigt trængende. Fattigvæsenet undergik store forandringer i årtierne efter 1708. Omkring 1700 understøttede Københavns Fattigvæsen ca. 500 husarme. Hertil kom et ukendt, men med sikkerhed meget større antal fattige, der var henvist til at tigge.24 Allerede i de første år efter 1708 voksede antallet af almissemodtagere til ca. 1.500, og omkring 1800 forsørgede fattigvæsenet ca. 8.000 fattige. Ganske vist næsten fordobledes hovedstadens indbyggertal også fra omkring 60.000 til 100.000 mellem 1700 og 1800, men andelen af almissemodtagere voksede altså fra omkring en til otte procent af byens befolkning. Det var en helt naturlig konsekvens af 1708-loven. Ja, det var vel nærmest selve meningen med loven. I virkeligheden kunne antallet af almissemodtagere have været langt større, for det lykkedes aldrig fattigvæsenet at finde midler til at forsørge alle værdigt trængende. Mange blev afvist og måtte i stedet ernære sig ved nu ulovligt tiggeri.25 Fattigforsorgen udviklede sig fra at være forbeholdt en lille privilegeret gruppe husarme til at omfatte størstedelen af hovedstadens indbyggere uanset stand. Det var sandsynligvis en af grundene til, at de husarme vendte fattigvæsenet ryggen og søgte hjælp andre steder. Som borgere og

H va d e r fat t i g d o m ?

standspersoner ønskede de ikke at blive sat i bås med daglejere, soldater og tjenestefolk. Den standsbevidste uvilje mod at blive associeret med almuen var et af de husarmes helt centrale træk.

Hvad er fattigdom? Hvad ville det egentligt sige at være fattig i 1700-tallets København? Spørgsmålet lader sig bedst besvare ved at se nærmere på, hvad fattigdom egentlig er. Mange forestiller sig fortidens fattige som sultne, beskidte og fornedrede mennesker. En fattigdom som i dag i den tredje verden, der ikke tåler sammenligning med fattigdommen i vore dages Danmark.26 Ikke desto mindre omtales begge dele som fattigdom, men samtidig er vi klar over, at der er tale om grundlæggende forskellige tilstande. I dansk sprogbrug bruges ordet fattigdom om mangel på penge eller andre materielle goder, men også om kulturelt, åndeligt eller intellektuelt underskud.27 I ordets bredeste betydning er fattigdom altså ikke begrænset til at omhandle materiel mangel, men også andre og vanskeligere målbare faktorer. FN’s definition er et bredt fattigdomsbegreb, der dels inkluderer egentlig økonomisk nød og mangel på mad, vand og klæder, dels usikkerhed, magtesløshed, eksklusion og begrænsede muligheder for selvbestemmelse, samfundsdeltagelse og et værdigt liv.28 Anskuer man fattigdom på denne måde, kan man roligt sige, at fattigdom er mange ting, og at mange er fattige. Selv hvis vi kun beskæftiger os med materiel eller økonomisk mangel, kan fattigdom defineres mere eller mindre bredt. Et smalt fattigdomsbegreb koncentrerer sig om den fysiske mangel, mens en bredere definition inkluderer den materielle fattigdoms konsekvenser. De to yderligheder omtales ofte som henholdsvis absolut og relativ fattigdom.29 Absolut fattigdom defineres som det eksistensminimum, et individ kan overleve på, altså sultegrænsen, men oftere som det basale grundlag, der gør et individ i stand til at sikre sig mad og at forsørge børn.30 Adgang og penge til mad er helt centralt i det absolutte fattigdomsbegreb, men tøj, bolig og varme inkluderes også i det omfang, der er tale om livsnødvendigheder. Det skyldes, at de grundlæggende fysiske eller biologiske behov ofte er afhængige af fx geografiske og meteorologiske forhold.31 Det absolutte fattigdomsbegreb er blevet kritiseret for at rumme en alt for smal forståelse af begrebet eksistensminimum og for et manglende

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

blik for fattigdommens sociale konsekvenser. Modsætningen er det relative fattigdomsbegreb, der også tager udgangspunkt i sociale faktorer.32 Relativ fattigdom defineres som manglen på livsbetingelser, fx den kost, de goder og de serviceydelser, der er forudsætning for at indgå i samfundsliv og sociale relationer på lige fod med medborgere. På den måde er den relative fattigdom karakteriseret ved at være defineret af lokale økonomiske, sociale og kulturelle forhold og omfatter dem, der er fattigere end de fleste andre i lokalsamfundet.33 Relativ fattigdom er tæt beslægtet med begrebet relativ deprivation, som betegner menneskers afsavnsfølelse, når de sammenligner deres nuværende livsomstændigheder med andres eller egne (tidligere) bedre livsvilkår. Den relative deprivation forhindrer ofte de ramte i at indgå i sociale relationer og følge kulturelle normer og traditioner. Når relativ deprivation skyldes mangel på økonomiske resurser, er der tale om relativ fattigdom. Relativ fattigdom kan således betragtes som en blandt flere former for relativ deprivation, men hvor relativ fattigdom betegner at være fattigere end andre, betegner relativ deprivation følelsen af at lide afsavn i sammenligning med andre.34 Begreberne absolut og relativ fattigdom og deprivation beror på forskellige vurderinger og forståelser af menneskers behov i bredeste forstand. Behovene er altså de materielle, biologiske, sociale eller psykologiske forudsætninger, der skal være til stede, for at mennesket til enhver tid og i ethvert samfund kan føle sig som menneske.35 Mennesket er med andre ord afhængigt af økonomiske, sociale og kulturelle værdier, der vurderes forskelligt afhængigt af social sammenhæng, tid og sted.36

Fattigdom i det tidlig moderne Europa Det relative fattigdomsbegreb har haft stor betydning for fattigdomsforskningen i 1900-tallet. Erkendelsen af, at fattigdom, nød og afsavn kan handle om andet end ren og skær overlevelse, er dog væsentligt ældre. I Nationernes velstand fra 1776 (på dansk 1779-1780) definerede den kendte skotske økonom og filosof Adam Smith (1723-1790) livsnødvendigheder: De varer, der er uomgængeligt nødvendige til livets underhold, men og [så] alt hvad der efter landets skikke er uanstændigt for skikkelige folk endog af den ringeste stand at undvære. [...] I nærværende tider ville en skikkelig daglønner i de

Fat t i g d o m i d e t t i d l i g m o d e r n e E u r o pa

Mange – ikke mindst kvinder – måtte henslæbe de sidste år af deres liv under kummerlige forhold. Alderdom, sygdom eller ildebrand var ofte lig med økonomisk nedtur. Alle kunne ende som kvinden her. Det var ingen garanti, at man var af god familie eller havde giftet sig godt.

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

fleste europæiske lande skamme sig ved at lade sig offentlig se uden en linnedskjorte, og mangel derpå ville man anse som den skændige grad af fattigdom, hvortil ingen vel kan bringes uden ved særdeles slet opførsel.37

Ifølge Smith var man ikke fattig, hvis man fik stillet sine fysiske behov og lige netop var i stand til at følge de sociale normer, der gjaldt for underklassen. Alt yderligere forbrug var unødvendig luksus. Smiths syn på menneskets behov var med andre ord delvist relativt, og derfor skelnede han mellem forskellige typer fattige.38 Der var ædruelige, flittige, arbejdsomme, skødesløse, uordentlige og tiggende fattige. Deres nød, behov og sociale eller kulturelle baggrund var forskellig, ligesom de var blevet fattige og tacklede fattigdommen på forskellig vis. Nogle var fattige, selv om de arbejdede flittigt, mens andre levede et udsvævende liv som prostituerede, løsgængere, kriminelle eller tiggere. Folk, der tidligere havde været rige, følte sig fattige, fordi de ikke havde penge til samme mad, bolig eller klæder som før.39 I det tidlig moderne (ca. 1500-1800) Europa blev de fattige typisk beskrevet ved handlemåder eller overlevelsesstrategier. Der var fattiglemmerne, som tyede til fattigvæsenets institutioner og almisser, tiggerne, der tryglede om almisser på gaderne og ved dørene, de husarme, der undlod at tigge og søge offentlig hjælp, og løsgængerne, der ikke havde arbejde, selv om de var arbejdsføre. Men man interesserede sig også for, hvordan og hvorfor folk blev fattige. Var det selvforskyldt eller måske ligefrem et valg? Eller var fattigdommen et resultat af uheldige omstændigheder?40 Fattigdommen var stor og udbredt. Årsagerne var komplekse, men helt generelt var den materielle fattigdom udbredt i store dele af samfundet. Det var et knaphedssamfund, hvor resurserne var små og mangel var en del af hverdagen for de fleste. Af gode grunde havde de færreste selv valgt eller var skyld i deres egen fattigdom. Ikke desto mindre var der også et fåtal, som bevidst valgte et liv som fattige. De katolske landes tiggermunke er et godt eksempel, men andre valgte givetvis også et mere frit og simpelt liv som tiggere frem for en trælsom livsbane som bønder, soldater eller daglejere.41 Normalt var fattigdom dog en ufrivillig tilstand. En stor del af de fattige var kriseramte, der normalt kunne klare dagen og vejen, men var sårbare over for pludselige og uforudsete økonomiske problemer. Krige, epidemier og misvækst og følgerne – lavkonjunktur, dyrtid og hungersnød – ramte ikke kun den ubemidlede almue, men

Fat t i g d o m i d e t t i d l i g m o d e r n e E u r o pa

også velstående borgere. Kriser indtraf med jævne mellemrum i det tidlig moderne Europas relativt ustabile samfund. Uheldene ramte vilkårligt og uden hensyn til stand, som da briternes bomber regnede ned over både fattige og rige københavneres huse under Københavns Bombardement i september 1807. I 1700-tallet havde en uhyggelig pestepidemi og to store bybrande også fejet gennem byen og havde ramt høj og lav. Men generelt ramte kriserne de jævne og de fattige oftere og værre end samfundets velstillede borgere.42 Store dele af befolkningen – bønder, arbejdere og tjenestefolk – levede på et eksistensminimum som konsekvens af grundlæggende strukturer i samfundet. Rigdommene var ulige fordelt, og en lille overklasse af adelige, godsejere og storkøbmænd ejede det meste og skummede fløden af samfundets sparsomme resurser. De færreste ejede deres egen bolig, og samme majoritet tjente eller arbejdede typisk for – og var afhængige af – samfundets velbemidlede og gik ofte til en ren sulteløn.43 I tilgift til den strukturelt betingede fattigdom medvirkede langvarige konjunkturforandringer, befolkningstilvækst, fødevaremangel, prisstigninger, reallønsfald og lav beskæftigelse til, at store dele af befolkningen var fattige.44 Ofte kunne forudsigelige udsving som årstidernes skiften bringe nød og armod. Om vinteren var der høje udgifter til brændsel og mangel på arbejde inden for vejrafhængige erhverv som byggeri og søfart. Om sommeren oplevede man ofte fødevareknaphed, i månederne op til høsten kom i hus. Ja, fattigdommen var også knyttet til noget så naturligt og uafvendeligt som livets gang. Således var børn, småbørnsforældre og gamle overrepræsenteret blandt de fattige. Børnene og de gamle, fordi de ikke kunne arbejde eller arbejde nok. Forældrene, fordi spædbørnene forhindrede kvinden i at arbejde, og fordi småbørnsfamilierne havde mange små munde at mætte.45 Sygdom var en af de hyppigste årsager til fattigdom. Anslået var op mod halvdelen af al fattigdom sygdomsrelateret. Udsatte grupper var især gamle, børn og barslende kvinder. Jo værre og længere sygdom, des større og dybere fattigdom.46 Kvinder var i særligt stor risiko for at blive fattige. Ca. 3/4 af alle fattigvæsenets almisselemmer var kvinder, primært enlige. I tidlig moderne tid havde kvinder og mænd traditionelt forskellige roller og rettigheder i husstanden, på arbejdsmarkedet og i samfundet som sådan. Beskæftigelsesmulighederne og lønniveauet for kvinder var langt ringere end for mænd, så enlige kvinder havde dårligere mulighed for at klare sig end

D e , s o m s t ø n n e r i d e t s k j u lt e

alenemænd. Ikke desto mindre var enlige mænd også mere udsatte end mænd med kone og børn. Husstanden med mand, kone, børn og eventuelt tjenestefolk var en grundsten i samfundet. Man var simpelthen afhængig af, at både manden og kvinden bidrog til livets opretholdelse. Størsteparten af de enlige var gamle enker og enkemænd, men ugifte kvinder – piger, jomfruer og frøkener – var også en sårbar gruppe.47 Ufaglærte som daglejere og små erhvervsdrivende som skomagere og spækhøkere var indlysende nok oftere at finde i de fattiges rækker end storkøbmænd og adelige.48 På den måde afspejlede de fattige den økonomiske og erhvervsmæssige side af samfundshierarkiet. Men samtidig var forskellen mellem de økonomisk velstillede og de fattige ofte så lille og det sociale sikkerhedsnet så stormasket, at folk fra middelstanden og endog de højere stænder med jævne mellemrum sank ned i armod. For de dårligt lønnede arbejdende fattige var økonomisk modgang lig med forskellen mellem fattig og fattigere. De mere velhavende oplevede derimod en decideret social deroute, der ofte havde økonomiske, sociale, kulturelle og psykologiske implikationer. Til den sidste gruppe hørte de husarme.49

De husarme i renæssancens Venedig – poveri vergognosi – var kendt for deres spøgelsesagtige klædedragt, som effektivt skjulte deres identitet for omverdenen. Illustrationen stammer fra bogen Habiti antichi, et moderni di tutto il mondo (1598), der havde billeder af klædedragter fra hele verden.

Fat t i g d o m i d e t t i d l i g m o d e r n e E u r o pa

De husarme var kendt over hele Europa i middelalderen og tidlig moderne tid. I England kaldte man dem the shamefaced poor, i Frankrig les pauvres honteux, i Italien poveri vergognosi, i Spanien vergonzantes, i Tyskland hausarme, verschämte arme eller haussitzende arme og i Nederlandene schamele armen. Der var regionale forskelle på, hvem man helt præcist betegnede som husarme. Men der var først og fremmest fællestræk. Shame faced, vergognosi, vergonzantes, verschämte, honteux og schamele henviser alle til væsentlige kendetegn ved de husarme, nemlig at de var skamfulde.50 Somme tider betegnede man også de danske husarme som undselige fattige.51 Overalt i Europa fandtes der ærekære husarme, som skammede sig over deres fattigdom, og overalt stiftede medlidende medborgere institutioner og hjælpeordninger, der var målrettet de husarme. Vi ved meget mere om hjælpen end om modtagerne. For de husarme skjulte deres situation eller identitet for omverdenen, når det var muligt. Sondringen mellem de fattige, der med redaktør Ballings ord ”vrimler på vore gader, klynker for vore døre, og dem [...], der stønner i det skjulte”, var helt central i 1700-tallet.52 De husarme var som skabt til at blive glemt. Denne bog løfter en del af sløret for fortidens skjulte fattigdom.