Af samme forfatter
I serien om Ruth Galloway: Pigen under jorden
Løgnens hus Huset på klippen
Døden på museet
Det tavse vidne
De udstødte
Stemmer fra graven
Kvinden i blåt
Forsvundet i mørket
Den mørke engel
Stencirklen
Lygtemændene
Det første juletræ
I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne
Ekspert i mord
De blødende hjerters klub
Den sorte hund er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Night Hawks
Copyright © 2021 by Elly Griffiths
All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form.
Dansk udgave: copyright © 2023 by Gads Forlag
Published by agreement with Janklow & Nesbit (UK)
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Anders Timrén
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
ISBN: 978-87-12-06685-9
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Der citeres fra:
John Milton: Det tabte paradis, på dansk ved Uffe Birkedal, Vangsgaard 2006. Oprindeligt udgivet i 1667 og oversat til dansk første gang i 1905.
Tilegnet Francesca, William og Robert – som lyttede til mine første historier.
Arthur Conan Doyle: Baskervilles hund
“Det var sporene efter en kæmpestor hund!”
Der er blod overalt – det er altid det, han husker. Selv efter at politiet og ambulancen er taget afsted, er der blod på græsset, endda på træerne; det drypper ned i mudderet som en af plagerne fra Det Gamle Testamente. Han følger efter sin far, som slæber blodige fodspor med ind i huset, og da han læner sig tungt op ad væggen for at tage støvlerne af, kommer der et blodigt håndaftryk på det gule tapet. Hans far går ind i stuen, sætter sig i sin stol ved pejsen og åbner avisen, næsten som om intet var hændt, næsten som om hans hænder ikke stadig er plettede af hendes blod.
Han går ud i laden igen. Hunden kommer hen til ham og læner sig op ad ham, som om den forstår. Det er den eneste gang, hunden nogensinde har vist ham hengivenhed, og han er vel egentlig taknemmelig. Men han er også i tvivl om, hvorvidt han nogensinde vil kunne mærke en almindelig, menneskelig følelse igen. Der er et virvar af aktivitet, da ambulancefolkene bugserer afsted med den overdækkede båre, lader den glide ind i bilen – det er en nem, ubesværet bevægelse. Så knaser hjulene hen over gruset, og fuglene stiger op fra markerne, hvor de har taget for sig af majsen. Og så er alting pludselig stille. Der er ingen anden lyd end vejrhanen, der drejer langsomt rundt på taget. Det virker, som om huset på en eller anden måde har trukket sig væk, og som om der fra nu af, uanset hvor meget larm der er i den ydre verden, altid vil være stille her.
Onsdag den 18. september 2019, kl. 00.10
Hele vejen langs denne østlige udkant af Englands kyst er højvandet på vej. Det ruller over de mørke sandbanker ved Holme, det brager mod de mangefarvede klipper ved Hunstanton, det hamrer løs på vinduer ved Happisburgh og minder husejere om, at her er jorden kun til låns. Og på denne odde, der stikker ud i Nordsøen, nærmer det sig fra alle sider, gør vandløb til damme og damme til bundløse søer.
Nathøgene ved godt, at havet æder sig ind på dem. Det er et farligt territorium. Men de er jægere, og de vejrer blod. Der er blevet fundet mønter fra jernalderen i sandet tæt på Blakeney Point, og der går rygter om, at de er en del af noget virkelig stort, måske sågar et nedgravet offerfund. Høgene spreder sig ud på stranden, deres metaldetektorer gløder og summer. Havet kommer rullende, hvide bølger på sort vand.
En ung mand, der har en lygte som et tredje øje i panden, råber: “Der er noget her!” De andre høge stimler sammen om ham, deres maskiner samler beskeden op, metallets kald under jordens overflade.
“Det kan være flere mønter …”
“Det kan være brynjer …”
“En halsring af metal. Armringe …”
De begynder at grave. Nogen sætter en buelampe op. Det er først, da en råber: “Højvande!”, at det går op for dem, at vandet er lige i hælene på dem. Så lyder der et nyt råb, som kommer fra Troy, en ung høg, der befinder sig ved udløbet til en af de mundinger, der snor sig ind mod land. Hans kammerater skvulper over til ham, forsigtige med at holde deres udstyr oven vande.
“Der er noget her …” siger Troy. “Jeg var lige ved at falde over det.” Han er meget ung, stadig teenager, og hans stemme bæver og knækker over.
Alan, en ældre detektorbruger, tager ham om skulderen i mørket. “Hvad er der, min dreng?”
Men en anden af høgene peger med sin lygte på jorden ved Troys fødder. Så ser de det alle sammen, først noget tøj, der hvirvler rundt i det stigende tidevand, en bevægelse, der får det til at se levende ud. Men så, fanget i en klump tang, et lig med udstrakte arme, som om det bønfalder dem om hjælp.
Ruth parkerer på sin sædvanlige plads under lindetræet og går sin sædvanlige rute igennem den naturvidenskabelige fløj og hen til det arkæologiske institut. Ruten er så indgroet, at hun er lige ved at gå ind på sit gamle kontor, det sted, hvor hun for tolv år siden mødte kriminalkommissær Nelson for første gang. Men efter en let tøven fortsætter hun hen ad gangen til den sidste dør, der har fået nyt skilt på: Doktor Ruth Galloway, institutleder, Arkæologi.
Hjørnekontoret, der har hele to vinduer og plads til en sofa, ud over et skrivebord, stole og et rundt bord til møder, var tidligere optaget af Phil Trent, Ruths gamle chef. Men nu er Phil gået på tidlig pension, og Ruth har fået den øverste stilling. Jobbet som institutleder på University of North Norfolk er ganske vist ikke ligefrem det øverste af det øverste – der var formentlig mere prestige knyttet til Ruths forrige ansættelse som seniorlektor i Cambridge – men på en dag som i dag, hvor hun har udsigt til den kunstige sø og kan se de nye studerende slentre hen over campusområdet, føles det alligevel som noget særligt. Det er mig, der står ved roret, tænker Ruth, mens hun stiller sin bærbare på skrivebordet og klikker ind på universitetets intranet. Det er en god fornemmelse, men hun må ikke blive for magtbegærlig og begynde at udnævne sin kat til senator eller tvinge medarbejderne til at kalde hende Ypperste
Leder. Det er bare stadig et mellemgodt job på et mellemgodt universitet. Men hun har i hvert fald sin egen kaffemaskine.
Hun skal lige til at lave dagens første espresso, da nogen banker på døren på en måde, der signalerer, at vedkommende ikke har tænkt sig at vente på svar. Inden Ruth kan nå at sige “Gå væk”, står hun ansigt til ansigt med David Brown, den nye lektor på arkæologi. Hendes afløser, faktisk.
“Jeg har tænkt over vores introkursus for nye studerende,” siger David uden så meget som et “Godmorgen, allerøverste leder”. “Det virker helt skørt, at vi ikke får dem ud at grave så tidligt som muligt. Vi taler op ad stolper og ned ad vægge om forskningsmetoder, men så lader vi dem ikke få jord under neglene før på andet semester.”
Ruth sukker. I princippet er hun enig. Det at grave – “at få jord under neglene” – er en af glæderne ved arkæologi. Hun kunne da godt tænke sig, at hendes studerende kom til at opleve suset ved at gøre et fund så hurtigt som muligt. Men der er praktiske hensyn. Selvom Norfolk er et af de rigeste landskaber i verden ud fra et arkæologisk synspunkt, er der ikke ret mange udgravninger i gang ad gangen, og de udgravninger kan hurtigt gå i vasken, hvis nogle overivrige førsteårsstuderende begynder at trampe rundt i grøfterne. Og de studerende vil selv blive skuffede, hvis de efter en lang dag i bidende østenvind kun finder et søm eller en jubilæumsmønt fra 1977.
“Det har vi haft oppe at vende før,” siger hun. Før du kom og forstyrrede det hele, som underteksten lyder. “Men der er ikke rigtig nogen passende udgravning lige nu. Caistor St Edmund har brug for romerske specialister, og Sedgeford er kun om sommeren.”
“Så burde vi selv få gang i en udgravning.”
“Det har vi ikke midler til,” siger Ruth. Hun kan godt huske,
hvor irriteret hun blev på Phil, når han altid skulle tale om midler og bevillinger, og nu står hun her og synger den samme sang. Men de barske realiteter er, at de hverken har penge eller mandskab til en ny udgravning, ikke medmindre der på magisk vis dukker en ringvold fra bronzealderen op på en strand i Norfolk.
“Vores introkursus er forældet,” siger David. “Der er ikke nok om isotopanalyse eller DNA-prøver.”
Ruth, der selv har opdateret pensummet, glor olmt på ham, men bliver distraheret, da hendes telefon ringer. Nelson står der på skærmen.
“Beklager,” siger hun, “jeg er nødt til at tage den.”
David forstår ikke en fin hentydning og bliver stående foran hende, blokerer for lyset.
“Ruth,” siger Nelson, der heller aldrig spilder tid på høflighedsfraser som “Hej”. “Jeg er i Cley. Der er skyllet et lig op ved Blakeney Point. Du må hellere komme og kaste et blik på det.”
Ruth ved ikke helt, hvordan det lykkes David Brown at komme med. Hun har helt sikkert ikke inviteret ham. Hun ved bare, at da hun sætter sig ind i sin mudrede Renault, er David der også. Han folder sine lange ben ind på passagersædet og justerer det uden at spørge om lov. Hun kan ikke så godt bede ham stige ud. Undervisningen er ikke begyndt endnu. Der er ingen officielle programpunkter i dag ud over et uformelt velkomstmøde for de nye studerende klokken fem. David har formentlig rigelig tid til at inspicere liget af et menneske.
“Det kan godt trække ud,” siger hun, mens hun bakker ud fra parkeringspladsen. “Jeg er særlig rådgiver for North Norfolks Politi. De vil sikkert have mig til at se på ligets placering, give et bud på en kriminalteknisk analyse.”
“Pas på hegnet,” siger David bare, da Ruth drejer om et lidt skarpt sving. Hun bider tænderne sammen.
Ruth ved ikke helt, hvorfor David irriterer hende så meget. De har det samme akademiske speciale – forhistorisk tid – hvilket ikke gør sagen bedre, men samtidig er det jo derfor, hun har ansat ham. Så han kunne overtage den undervisning, der plejede at være hendes område. De er endda kandidater fra samme universitet, University College London, men David er fire år ældre end Ruth, så de kender ikke hinanden fra studietiden. Da David blev færdig, flyttede han til Sverige og har arbejdet der, og det var derfor, at han nu, i en alder af femoghalvtreds, måtte søge job på UNN. Men han var en god kandidat, og Ruth burde være glad for, at han er med på holdet. Men hvorfor skal han absolut opføre sig, som om han ved det alt for godt?
Der er ikke ret langt til Cley, og David er tavs på det meste af køreturen. Ruth gider i hvert fald ikke prøve at konversere, men hun længes efter at gøre opmærksom på landskabets skønhed, det gule græs og det blå vand, stenhusene, fiskerbådene i havnen. David sidder med næsen begravet i sin telefon. Så er han også selv ude om det, tænker Ruth.
Nelson står og venter på dem ved indkørslen til parkeringspladsen. Ruth tænker på dengang for mange år siden, hvor hun skulle mødes med ham, fordi de skulle afhøre Cathbad i hans skurvogn. Nu har Cathbad et charmerende fiskerhus i Wells, der ligger lige i nærheden, hvor han bor sammen med sin kæreste og tre børn. Alting ændrer sig, tænker Ruth, mens hun parkerer bilen og finder sine gummistøvler frem. Hun tog sine pæneste støvler på i morges til ære for intromødet med de nye studerende, og hun vil ikke risikere at gøre dem våde, så de bliver ødelagt. David betragter hende hånligt. Han har selv en slags gummisko på, som sikkert vil klare sig meget dårligt i sand og mudder.
“Hvorfor tog det så lang tid?” siger Nelson, så snart Ruth er inden for hørevidde.
Visse ting ændrer sig aldrig.
Det spørgsmål vælger Ruth at overhøre. “Det her er min kollega, David Brown,” siger hun. “David, det her er kriminalkommissær Nelson.” Hun siger ikke hans fornavn, for der er ingen i Norfolk, der kalder Nelson for Harry, ud over hans kone.
Nelson sender David et nik og vender sig mod Ruth igen. “Liget ligger lidt længere henne ad stranden. Vi må hellere skynde os, det bliver snart højvande.”
Man kan kun komme ud til Blakeney Point med båd eller til fods fra Cley. Til fods er der efter sigende fem kilometer. Ruth har ikke selv prøvet det. Men hun har haft Kate med på en sejltur for at se sælerne, der slænger sig på sandbankerne som fulderikker, der er blevet smidt ud af en pub. Hun håber ikke, gåturen bliver for strabadserende. Det er en smuk efterårsdag, men hun har ikke lyst til at traske langs stranden i timevis iført gummistøvler. Nelson har allerede sat det lange ben foran, og Ruth er nødt til at småløbe for at følge med. Hun har ikke tænkt sig at sakke bagud efter de to mænd. Heldigvis smøler David, fordi han går og tager billeder med sin telefon.
De går langs stranden med en lille bræmme af småsten på den ene side og havet på den anden. Fra tid til anden kan Ruth se hornskulper og klynger af stranddild. En yacht glider forbi, sejlene er meget hvide mod det blå. I det fjerne ligger der et pudsigt blåt hus, der ligner et skib med bunden i vejret. Netop som Ruths ben begynder at blive ømme, drejer Nelson ind mod land. Her er der små vandhuller hist og her, og fuglene søger opad, da de går forbi. Til sidst når de til en odde med afspærringstape flagrende i vinden. I vandkanten står to skikkelser i hvide heldragter.
“Bør vi også tage dragter på?” siger Ruth.
“Nej,” siger Nelson. “Vi behøver ikke gå så tæt på.”
Ruth ser spørgende på ham, men siger ikke noget. De forcerer stenskrænten, så de kigger ned på vigen. Her når vandet et bestemt punkt og begynder så at risle ind mod land igen. På det højeste sted er der blevet rejst et telt, men Ruth kan se omridset af et lig igennem åbningen.
“Mand,” siger Nelson. “Ung. Ser ud til at være omkring tyve. Vi får selvfølgelig taget en DNA-prøve, men det hjælper os kun, hvis vi har et match i registeret. Mit bud er, at han er illegal immigrant … flygtning,” korrigerer han sig selv med et blik på Ruth.
“Hvorfor tror du, han er migrant?” siger David. “Fordi han ser ‘udenlandsk’ ud?” Han laver hånlige anførselstegn i luften.
“Nej,” siger Nelson og sender ham et skulende blik, men holder fast i det neutrale tonefald. “Men vi har fået at vide, at der er blevet set migrantbåde på denne strækning. De styrer efter Southwold, fordi der ikke er nogen kystbevogtning der.”
Ruth ser hen på det åbne telt. Hun kan se hovedet ret tydeligt. Det mørke hår løftes let af brisen. En ung mands krop. Har han virkelig tilbagelagt hundredvis af kilometer blot for at ende rejsen her, skyllet op på en ukendt bred? Hun siger det, hun har tænkt på, lige siden hun fik Nelsons opkald. “Hvis I ved, hvem han er, og hvorfor han er her, hvad skal I så bruge mig til?”
“Fordi liget blev fundet af nogle arkæologer,” siger Nelson. “Med metaldetektorer. De kalder sig Nathøgene. Og de har vist også fundet noget andet.”