Den sorte mand

Af samme forfatter

Det ukrænkelige

Kvinde på Dronning Louises Bro

Frisk fisk til inkaen

Tid til forundring

Bomben i turbanen

Den nøgne maskine

Ord og handling

Soldatens år

Flugten til Europa

Det der var

Den druknede dreng

Kaarsberg-mysteriet (podcast)

Det moderne sammenbrud (podcast)

DEN SORTE MAND

Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur

© Klaus Rothstein og Gads Forlag A/S, 2023

Forlagsredaktion: Rikke Kensinger

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Demuth Grafisk

Bogen er sat med Perpetua og Cera

Tryk og indbinding: ScandBook

ISBN: 978-87-12-06634-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden, 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopier ing må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Trigger warning

Denne bog er spækket med N-ord!

”De kan ikke skrive en bog, hvori kontroversielle emner behandles”.

Michael Strunge: Nigger I (1982)

Om denne bog 9

Vanvid og vanetænkning 13

Sprog og definitionsmagt 16

Woke og hvidhed 31

De litterære afrikanismer 44

Blank mands blik 66

Doo – dii – de – doo – doo! 90

De udstødte 114

Beskidt for tid, ren fremtid 132

Fra bevidsthedens underside 160

Et kontamineret ord 177

Tænkningens hjer te og sjæl 186

Værker 201

OM DENNE BOG

Året før den amerikanske forfatter Toni Morrison modtog Nobelprisen i litteratur i 1993, udgav hun essaybogen Mørkespil. Hvidhed og den litterære fantasi.

Her skriver hun om ”den måde, hvorpå sor te mennesker fremkalder afgørende øjeblikke af opdagelse eller forandring eller eftertryk i litteratur, der ikke er skrevet af dem selv”. Med andre ord: de sortes rolle i amerikansk litteratur skrevet af hvide forfattere.

Toni Morrison er optaget af det, hun betegner som litterære afrikanismer eller ikkehvide figurationer, altså konstruktionen af en afrikansk-agtig – eller ”afrikanistisk” – tilstedeværelse eller personlighed i en tekst. Hun vil, skriver hun, løsrive sproget fra dets undertiden dystre, ofte slappe og så godt som altid forudsigelige anvendelse af raceprægede og racebestemte lænker.

Det er over et kvart århundrede siden, Toni Morrison skrev sine essays. Dengang var en kritik af konstruktionen af det ”afrikanistiske” endnu kun rudimentært til stede i den danske kulturdebat. Til gengæld havde det danske bidrag til selve konstruktionen af de europæiske afrikanismer været godt og grundigt i gang i århundreder. Og nu kom så den første sor te kvindelige nobelpristager i litteratur og argumenterede for, at tiden var inde til en kritik af litteraturens racebetonede ræsonnement.

Under arbejdet med denne bog har jeg tænkt meget på Toni Morrisons ønske om at bryde den hvide litteraturs racebestemte lænker. Selv er jeg vokset op med alle populærkulturens vaneforestillinger, fordom-

me og klicheer om sorte – fra min barndoms Tarzanhæfter, tegneserier og børnebøger over hverdagens æstetiserede markedsføring af eksotiske kolonialvarer til det standende råb fra fodboldpublikum over hele landet, da B. 1901 fik gambiske Biri Biri på holdet: ”Indover til en nigger!” Det var stadionhumor i 1970’erne.

Senere har jeg mødt litteraturens mange fremstillinger af sorte som marginale eksistenser i den hvide mands verden, og i denne bog vil jeg forsøge at gøre noget af det samme, som Toni Morrison gjorde med de amerikanske klassikere. Jeg vil beskrive og diskutere den sorte mand og afrikanismerne som motiv i den hvide danske litteratur.

Idéen til bogen opstod under indtryk af de omfattende Black Lives Matter-demonstrationer efter politidrabet på den sor te lastbilchauffør og sikkerhedsvagt George Floyd i 2020. Drabet tændte en intens international debat om hvidhed, sorthed, racisme, sprog og mindekultur. Ved mange historiske mindesteder tog antiracistiske aktivister sagerne i egne hænder og væltede statuer af kolonitidens ledere og plantageejere i en ikonoklastisk storm.

Ansporet af de mange fejder begyndte jeg at interessere mig for danske forfatteres fremstillinger af sorte mennesker gennem tiden. Hvad betyder skønlitteraturen for vores historiske forestillinger og fordomme?

I Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur ser jeg nærmere på sorte som motiv i den danske digtning – fra fordomsfuld fascination til ideologisk racisme – gennem en række værkbeskrivelser og læsninger, der strækker sig fra en tidlig molbohistorie fra 1780 over de følgende århundreders litteratur, der blev skrevet i en tid med racistisk selvfølgelighed, til vores samtidslitteratur, som er bevidst om en ny tids værdier. Der er naturligvis ikke tale om et fuldkomment overblik, men om punktnedslag i netop dette særlige motiv i værkerne.

Bogens litterære læsninger er rammet ind af essays om sproget, forfatternes værktøj og litteraturens byggesten. Sproget er et fænomen i evig udvikling, og det reflekterer altid tidens herskende normer. Ord er ikke statiske, men dynamiske. Det, der var almindeligt at sige engang, kan være en grænseoverskridende krænkelse i dag.

Hvordan skal vi forholde os til den litteratur, der er faldet ud af tidsånden, ikke mindst den litteratur, der henvender sig til vores børn? Hvilken position har litterære klassikere, der hviler på værdier, etik og sprog, som mange i dag anser for racistisk? Hvordan skriver man om ”de andre”? Og hvordan skriver man om dem, der skriver om ”de andre”? Eller rettere sagt: Hvordan skriver hvide om sorte? Og hvordan skal man betragte den litteratur, hvor en hvid forfatter skriver om sorte mennesker?

I disse år kræver mange meningsdannere med stærke repræsentations- og identitetspolitiske holdninger et opgør med den traditionelle hvide, hegemoniske, hudfarvehierarkiske privilegieblindhed. I litterære sammenhænge betyder det bl.a., at flere bøger (og andre kunstværker) er blevet udsat for angreb. I mange tilfælde er stødende ord og beskrivelser blevet udrenset af både litteraturen og den akademiske forskning.

I Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur bog reflekterer jeg over litteraturens situation i en oprørstid. En debatbog er det ikke, selvom den rummer holdninger. En polemisk bog er det slet ikke, selvom den går i clinch hist og her. Bogen er skrevet med en klassisk humanistisk intention om at rette søgelyset mod et interessant emne, men også med kr itisk skepsis over for dele af den aktivistiske antiracisme, der vil opfatte bogen som endnu en kolonialistisk aggression.

Når jeg har fortalt venner og bekendte, at jeg var i gang med at skrive en bog om sorte som motiv i dansk litteratur, har jeg mødt mange hævede øjenbryn. Var det nu en god idé? Burde jeg, en hvid mand, skrive om den litteratur, der skildrer sorte? Ofte har jeg fået at vide, at jeg ikke har den rette repræsentation til at skrive om emnet. Hver gang har jeg svaret, at jeg skriver om litteratur, der er skrevet af hvide, og at jeg ikke forsøger at anlægge et sort syn på hvides litteratur om sorte. Mange gange er jeg blevet anbefalet at inddrage sorte konsulenter, så jeg kunne undgå at skrive noget forkert. Hver gang har jeg svaret, at jeg ikke har lyst til at lade nok så begavede sorte konsulenter stå til ansvar for mine læsninger. Jeg søger hverken tilladelse til eller tilgivelse for at skrive om den danske litteraturs fremstillinger af sorte mennesker.

Og så en ansvarsbeskrivelse (ikke fraskrivelse): Litteraturens skildringer af sorte mennesker er et sensitivt emne. Ikke mindst det, der i dag kaldes ”N-ordet”, er en kilde til voldsom konflikt. Men i denne bogs litterære citater vil ordet ”neger” forekomme hyppigt, sågar også ordet ”nigger”. Derfor bruger jeg også selv ordene, når jeg refererer direkte til litteraturen eller skriver om sprogpraksis og sprogbevidsthed. Andre gange vælger jeg den pragmatiske og eufemistiske betegnelse ”N-ordet”. Men de forbudte ord optræder langt over 350 gange.

Toni Morrison overvejede, om hun kunne risikere at være offer for sine egne forhåndsantagelser: ”Mit svage punkt er”, skrev hun, ”faren for at komme til at romantisere sorthed fremfor at dæmonisere den; bagvaske hvidhed frem for at tingsliggøre den”.

Mit svage punkt er næppe ligefrem at romantisere hvidhed, men måske nok at have blinde vinkler i forhold til dens konsekvenser. Jeg foregiver heller ikke at have hverken færdige svar eller færdige meninger. Og hvordan en sort person måtte opfatte litteratur, hvor hvide skriver om sorte, skal jeg naturligvis ikke gøre mig spor klog på.

Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur rummer mange citater fra den danske litteraturs historie. Jeg håber virkelig, at gengivelsen af disse brudstykker bliver forstået som en del af den litterære kulturkritik, ikke som et ønske om at genoplive gamle sproglige overgreb og forlænge fortidens fortræd.

Tak til Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, JyllandsPostens Fonds legatbolig i Berlin og Liselund Højskole.

Tak til Johan Rosdahl og Erik Svendsen.

VANVID OG VANETÆNKNING

I 1965 udgav Carit Andersens Forlag antologien Facetter i sort. Negerfortællinger. Bogen rummede bl.a. uddrag fra Karen Blixens Den afrikanske Farm, Harriet Beecher Stowes Onkel Toms hytte og fortællinger af de to amerikanske nobelprismodtagere John Steinbeck og William Faulkner. Men antologien introducerede også sor te afrikanske forfattere, som hidtil ikke var kendt på dansk.

Tilsyneladende lå det redaktøren på sinde at vise, at bogen havde et idealistisk og opbyggeligt sigte. Men det er svært at balancere moderne idéer og gamle fordomme. På bagsiden – side om side med et fotografi af en lille sort dreng, der åbenbar t skal repræsentere ”negeren” – konstaterer redaktøren, at den sorte mands menneskerettigheder i dag er et verdensanliggende.

I Afrikas nye stater, skriver han, skal fortidens primitive stammer nu springe århundreders udvikling over og rykke ind i det moderne samfunds maskinalder. Man fornemmer det dybe suk, teksten er skrevet med, når den for udser, at ”den sorte mands plads i USA og i Europas frisindede lande giver anledning til komplicerede raceproblemer, og sår had og farlig fanatisme”.

Bagsideteksten fortæller også, at de muntre og gribende historier vil føre sin læser ”fra Afrika, modsætningernes land, hvor det dæmoniske lurer i de primitive sind, til New Yorks hypermoderne storstad og de amerikanske sydstaters mærkelige, særprægede verden”. Facetter i sort. Negerfortællinger vil prøve, fortsætter bagsideteksten, at besvare de spørgsmål, som en dansker må stille sig i mødet med den lurende fare for konflikt, som beskæftiger mennesker over hele verden, hvor den sorte

mands fremtidsmuligheder er et brændende problem. Et problem, som vi danskere ikke har haft tæt inde på livet, nemlig: ”Hvordan er negeren? Hvordan tænker han? Hvordan er hans sind og hvordan er hans liv?” Hermed er man præpareret til at læse. Og så alligevel ikke. Det er, som om redaktøren ikke kan komme overens med sig selv om antologiens betydning, for på titelbladet står – højst atypisk – en lille mærkelig og tankevækkende tekst:

For et par år siden ar vede en ung neger en bunke bøger efter en fætter, som havde været på skole i Europa. Da den unge mand havde læst nogle af bøgerne, drog han til hovedstaden og gik til ministeren for al kunst. Ministeren sad i sin fine, gamle, lerklinede hytte og lyttede venligt til den unge mand, som ville lave en bog om hvide mennesker. Ministeren sagde også, at han nok skulle se på sagen, selvom det var en meget stor sag, for der var nok mange slags hvide mennesker. Så r ingede ministeren med en klokke, og den unge mand sagde glad farvel og gik, men lige da han trådte ud i solen igen, blev han grebet af to stærke mænd, ført til torvet og hængt og brændt i en ruf, for at andre ikke skulle blive smittet med hans vanvid. Hvis han havde givet sig tid til at læse resten af bøgerne, ville han måske have levet i bedste velgående den dag i dag, for en uge senere kom ministeren for alles sundhed hjem fra et besøg i et lille koldt og vådt land, hvor mange vanvittige fik lov at gå fr it omkring. Man sagde dér, at det såmænd ikke var så farligt, men det var rigtignok også et letsindigt folk.

Facetter i sort. Negerfortællinger var redigeret af Vagn Grosen (1924-2004), der senere blev en højst estimeret redaktionschef på Gyldendals redaktion for oversat skønlitteratur. Engang i 1990’erne spurgte jeg ham, hvad denne fortale på titelbladet gik ud på. Hans svar var interessant, men stadig gådefuldt. Han havde, fortalte han mig, altid haft det skidt med antologien, fordi han havde indset, at det var umuligt at give et billede af de sortes verden, geografisk og socialt, i ét bind. Han foreslog i stedet

to antologier, en amerikansk og en afrikansk, men det ville forlaget ikke gå med til.

Vagn Grosen tilføjede den lille præambel i sidste øjeblik, inden bogen gik i trykken, og uden at tage forlæggeren i ed. På den måde ville han ”udtrykke en vis reservation og undskyldning for det vanvittige i foretagendet”, som han formulerede det.

Allerede inden bogen blev udgivet, indså redaktøren, at Facetter i sort Negerfortællinger – skønt tænkt som et litterært oplysningsprojekt ud fra det synspunkt, at den sorte mands menneskerettigheder er et verdensanliggende – i bund og grund kun ville bidrage til en konsolidering af den hvide mands vanetænkning om de sorte. Derfor skrev han lignelsen – der selv reproducerede klicheer og fordomme – som undsagde den bog, han redigerede og lagde navn til.

Vagn Grosen forsøgte at lægge afstand til hele idéen om, at en antologi kunne besvare spørgsmålet om, hvordan ”negeren” er, hvordan ”han” tænker, hvordan ”hans” liv er. Som redaktør var han selv smittet med det vanvid, som havde ramt den unge sorte mand, der ville lave en bog om hvide mennesker.

Man kan ikke plukke i en bunke bøger og skabe et samlet billede af, hvordan ”de andre” er. Sandt nok. Men gennem nedslag i litteraturen kan vi give et signalement af, hvordan vi har tænkt og måske stadig tænker om dem, der er anderledes end os selv. Skønt det sproglige og historiske selvopgør raser.

SPROG OG DEFINITIONSMAGT

”Må man nu ikke sige neger mere?”

Mange kender de himmelvendte øjne, som de seneste år s sprogdebat har udløst hos selvretfærdige borgere, der bedyrer, at ”neger” altid har været et almindeligt og uskyldigt ord hjemme hos dem. Det betyder jo bare sort! Med forargelse og vantro i stemmen stiller de sig an som ofre for et altafgørende kulturtab.

Men sprog er et dynamisk fænomen, der konstant ændrer sig som konsekvens af de forandringer, der gennem tiderne opstår i vores normer. Sproget er et spejl. Derfor blev ”idiot” til ”sinke”, der blev til ”åndssvag”, der blev til ”evnesvag”, der blev til ”retarderet”, der blev til ”mentalt handicappet”, der blev til ”udviklingshæmmet”.

Vi siger ikke længere ”en mongol”, men taler om ”et menneske med Downs syndrom”. Og bør man egentlig sige ”en diabetiker”, eller er ”en person med diabetes” mere ansvarligt, hvis man ikke vil stigmatisere?

Også visse ord, der knytter sig til køn, er på vej ud af sproget: Ord som ”diva”, ”hanløve” og ”sexbombe” må slet ikke længere indgå som personkarakteriserende ord i koncertanmeldelser i musikmagasinet Gaffa. Andre ord forsvinder i almindelig sprogbrug, fordi de forekommer upassende og utidssvarende, ord som ”tøsedreng” (der bruger et pigesynonym til at nedgøre en dreng) og ”ronkedor” (der bruger et begreb fra dyreverdenen til at karakterisere en mand som en gnaven hanelefant) er faldet i unåde i visse kredse.

Der er altså nok at tænke over, før man taler. Bør man sige ”udviklingslande”, eller er det bedre at bruge det mere dynamiske ”det globale

syd”? Kalder man stadig den ikkevestlige musik for world music, eller skal man nu sige roots? Og bør man overhovedet sige ”kolonialvarer”?

Ved år sskiftet 2022-23 udsendte det amerikanske Stanford University en liste med 161 problematiske ord og vendinger, som deres undervisere og studerende bør være opmærksomme på. Ordene var inddelt i grupper: ableisme (af ability, evne, altså det, man engang kaldte handicap), alder, kolonialisme, kulturel appropriation, køn, racisme og vold. Blandt problemordene var black box, som normalt betegner det instrument, der optager og gemmer lyden fra et flys cockpit. Ifølge Stanford University er begrebet racialiseret og har negative konnotationer til farven sort. Derfor bør man i stedet tale om en flight recorder.

Også betegnelsen Afr ican-American skal undgås, da mange sorte amerikanere mener, at begrebet fastholder dem i en anderledeshed. I stedet bør man bruge ordet black, mener universitetet, som dog noterer, at der er forskellige holdninger til sproget, og at man altid bør spørge en person selv, hvordan hun/han/de helst vil omtales.

Men sprogets faldgruber kan være svære at opdage i tide. Et ord kan få negative konnotationer og falde i unåde i særligt progressive og aktivistiske kredse, uden at almindelige sprogbrugere opdager det. De sidder fast i en pludselig forældet sprogbrug, uden at det er udtryk for en bevidst holdning, men snarere et spørgsmål om vane.

Når det handler om ord og begreber, der historisk set er udtryk for majoritetens magt over minoriteten, bliver det automatisk ekstra sensitivt, både politisk og moralsk. I det, vi kan kalde den sprogetiske revisionisme, spiller ét ord en større rolle end alle andre: N-ordet. Den eufemistiske omskrivning af det forbudte ord ”neger”.

Sproget vil altid udtrykke, hvor den enkelte sprogbruger befinder sig værdipolitisk – og så alligevel ikke. Man kan bruge ordet ”neger” uden at tillægge det noget bevidst eller tilstræbt negativt. En del ældre mennesker opfatter det som et uskyldigt og objektivt ord uden racistiske konnotationer, og på mange måder g iver litteraturen dem ret, se f.eks. hvad digteren Erik Knudsen (1922-2007) skrev i sin på alle måder antikolo-

nialistiske, antiimperialistiske og antiracistiske Babylon marcherer. Politiske tekster (1970). Her solidariserer forfatteren sig med de befolkningsgrupper, der lider under USA’s krige og historiske diskrimination af mindretal. En af bogens tekster hedder ”Den hvide mands byrde. En montage om kapitalisme og racisme”. Med titlen parafraserer forfatteren ironisk forfatteren Rudyard Kiplings digt om den britiske krones tunge ansvar i kolonierne, og han gennemgår imper ialismens og racismens historie fra Christoffer Columbus til Vietnamkrigen, der chokerede verden, mens bogen blev skrevet:

Mellem 1889 og 1919 lynchedes i USA 2600 negre, deriblandt 51 kvinder og børn. Af de 78 negre som blev lynchet i året 1919 blev 11 levende brændt.

I 1970 fandtes der ingen antiracistisk sprogbevidsthed i det danske sprog, og i venstrefløjens litteratur forekom ordet ”neger” med samme selvfølgelighed, som det optrådte i hverdagssproget. Erik Knudsen havde ingen anelse om, at hans sprog kunne rumme et problem.

Der skulle gå endnu 25 år, før danskerne for alvor begyndte at få øjnene op de racistiske medbetydninger i ordet ”neger”.

Også hos digteren og forfatteren Tove Ditlevsen (1917-76) dukker N-ordet op, ovenikøbet på en måde, mange i dag vil opfatte som groft generaliserende, fordomsfuldt og stigmatiserende. I digtet ”Selvportræt 4” (De voksne, 1969) skriver hun om erindring og hukommelse:

Jeg husker ikke

min barndoms gamle kone de voksne var ens

som negre og uden alder.

At alle afrikanere ligner hinanden, er en klassisk hvid fordom – som sandsynligvis også findes med det modsatte fortegn. Man anerkender

individuelle særpræg hos dem, man selv har et kulturelt og etnisk fællesskab med. Andre, derimod, reducerer man til en kategori. Men dengang Tove Ditlevsen skrev, at de voksne var ens ”som negre”, var der intet som helst kontroversielt i dét sprogbillede.

Ordenes medbetydninger

Historikeren Søren Hein Rasmussen fortæller i Danmark bliver moderne 1900-1950 (2016), at ”negeren” i første halvdel af 1900-tallet var en figur, som både underholdningsindustr ien og det seriøse kulturliv brugte hyppigt. ”Negeren” lå, skriver han, nederst på en skala, der begyndte ved natur, barnlighed, lav intelligens og råhed. Øverst på skalaen lå den modne, vise og ædle hvide civilisation. Siden Oplysningstiden havde begrebet race været forstået som en videnskabelig klassifikation af dyr og mennesker, og helt frem til slutningen af Anden Verdenskrig var begrebet ukontroversielt.

I en verden med hvidt overherredømme herskede der ingen tvivl om de kulturelle hierarkier og den sproglige definitionsmagt. I 1918 kunne litteraturtidsskriftet Sort paa Hvidt f.eks. annoncere efter ”2 Negre” til et job som bladforhandlere. Og jobbet blev besat. På gamle fotog rafier fra København kan man se to sorte mænd i uniform, der sælger bladet fra en kiosk på Højbro Plads. Plakaten for tidsskriftet, tegnet af Sven Brasch, viste en skrydende zebra med en avislæsende sort mand på ryggen, ikke ulig en gibbonabe i statur.

De danske sprogsæder er siden skiftet, men næppe mildnet. Tværtimod er sproget blevet en arena, hvor kampen om værdierne finder sted. Her spiller ordet ”neger” en afgørende rolle. På relativt få år har flere og flere taget afstand fra ordet, der nu opfattes som et racistisk overgreb, en ydmygelse, en krænkelse, en sproglig voldshandling.

Det semantiske modargument, at ”neger” stammer fra spansk eller portugisisk ”negro”, der slet og ret betyder ”sort”, kan derfor ikke fremføres uafhængigt af de betydninger, der historisk set knytter sig til ordet. Mens etymologi måske nok er objektiv og uskyldig, er ordets medbe-

tydninger – natur, barnlighed, lav intelligens og råhed, som Søren Hein Rasmussen har for muleret det – det modsatte.

I 1955 udgav Henrik V. Ringsted (1907-83), der var udenrigskorrespondent for Politiken, en rejsebog fra Sydafrika, Den sorte mand ler. Dengang var landet under det hvide, racistiske apartheidstyre, og forfatteren ville skildre ”de brydninger og farer denne voldspolitik overfor negrene medfører”. I forordet redegør han interessant nok for sin terminologi i omtalen af de forskellige sydafrikanske befolkningsgrupper for at bringe klarhed i det, han kalder et ualmindeligt ondskabsfuldt tilfælde af sprogforbistring:

Negrene har ikke noget imod at blive om- og tiltalt som ikke-europæere (non-Europeans), men dette ord omfatter i de hvides sprogbrug også de farvede og asiaterne, så det er ikke praktisk. Helst vil negrene betegnes som afrikanere. Det støder på den vanskelighed for en dansker, at den hollandsk-afstammede hvide befolkningsdel kalder sig africaner, for hvilket der ingen anden dansk oversættelse findes end afrikanere. For at undgå misfor ståelser, foretrækker jeg derfor i denne bog at kalde negrene for negre (...).

Henrik V. Ringsted noterer til slut, at ordet ”kaffer” ”indtil for temmelig nylig var den almindelige betegnelse for negrene, men nu kun er et skældsord, der svarer til den betydning nigger har fået på amer ikansk”. Betragtningerne fra 1955 virker bedagede for en moderne læser. Men de viser også, at den kritiske bevidsthed om terminologien ikke er så ny, som vi tror.

Ganske vist brugte sorte personligheder fortsat ordet ”neger”, ikke mindst borgerretsforkæmperen Martin Luther King (1929-68) i den verdensberømte I Have a Dream-tale fra 1963. Men brugen af ordet ”black” vandt frem, og ”negro” og ”nigger” er i vore dage enten slurs, altså dybt fornærmende etniske epiteter, eller slang, som udelukkende kan bruges af sorte selv i en indforstået sprogbrug, særligt i hiphopkulturen.