Den store pris by Gads Forlag

AF FORFATTEREN TIL DE ANMELDERROSTE PATRICK MELROSE-ROMANER

’ET PLETSKUD’ THE INDEPENDENT

Af samme forfatter Glem det Dårligt nyt En smule håb Moders mælk Til sidst Udkommet i to bind på Gads Forlag

Edward St Aubyn

DEN STORE PRIS pĂĽ dansk ved nanna lund

gads forlag

Den store pris er oversat fra engelsk efter Lost for Words Copyright © Edward St Aubyn 2014 All rights reserved Dansk udgave: copyright © Gads Forlag 2016 ISBN: 978-87-12-05398-9 1. udgave, 1. oplag Omslag: Imperiet med illustration af Solveig Agerbak. Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook AB, Sverige Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Citater: Henry James: The American. Ovs. til lejligheden. Ben Johnson: Lives of the Most Eminent English Poets, 1779-1781: ‘The most heterogeneous ideas are yoked by violence together’. Alexander Pope: An Essay on Criticism: ‘Fools rush in where angels fear to tread’. Shakespeare: Antonius og Cleopatra. Ovs. Edvard Lembcke, bearb. Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Haase & Søns Forlag, Kbh. 1984. Shakespeare: Hamlet. Ovs. Niels Brunse, Gyldendal 1997. Shakespeare: Henry IV. Ovs. Edvard Lembcke, bearb. Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen. Boghandlerforlaget 1998 Shakespeare: Kong Lear. Ovs. Niels Brunse, Gyldendal 1997. Shakespeare: Macbeth. Ovs. Edvard Lembcke, bearb. Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, Boghandlerforlaget 1998. Shakespeare: Othello. Ovs. Edvard Lembcke, bearb. Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Haase & Søns Forlag, Kbh. 1984. Shakespeare: sonet nr. 18. Ovs. Adolf Hansen, Gyldendalske Boghandels Forlag, F. Hegel & Søn, København 1885. Shakespeare: sonet nr. 57. Ovs. Adolf Hansen, Gyldendalske Boghandels Forlag, F. Hegel & Søn, København 1885. Percy Bysshe Shelley: Et forsvar for digtekunsten. Ovs. Ingeborg Buhl, Hasselbalch 1951. Wallace Stevens: Sunday Morning. Ovs. Niels Barfoed, Fisker-Nielsen & Løkkes Forlag, Kbh. 1960. Alfred, Lord Tennyson: Maud, In Memoriam og Tithonus. William Wordsworth: Lyrical Ballads. Thomas Wyatt: They ﬂee from me.

Da sir David Hampshire, et levn fra koldkrigstiden, foreslog Malcolm Craig at overtage posten som formand for den komité, der stod for uddelingen af The Elysean Prize, bad Malcolm om 24 timers betænkningstid. Han nærede en instinktiv modvilje mod Hampshire, som stadig havde været departementschef i Udenrigsministeriet, dengang Malcolm var nyslået medlem af Underhuset, og som han opfattede som indbegrebet af en hoven, privatskoleuddannet embedsmandstype. Efter sin pensionering havde Hampshire påtaget sig sin del af de bestyrelsesposter, der sædvanligvis tildeles folk af hans type, deriblandt en post i bestyrelsen for Elysean Group. Her var han af en eller anden grund havnet i rollen som den, der udpegede medlemmerne af de komitéer, som uddelte den store litterære pris. Man sagde som regel, at denne position skyldtes hans brede erfaring og store netværk, men sandheden var, at David

elskede magt af enhver art, hvad enten han udøvede den gennem indflydelse, penge eller protektion. Det var ikke kun på grund af Hampshire, at Malcolm tøvede. Elysean Group var en meget innovativ, men også kontroversiel virksomhed, der fremstillede produkter til landbruget, blandt andet nogle af verdens mest ekstreme pesticider. Den var også førende inden for genmodificerede afgrøder; den havde krydset hvede med istorsk for at gøre hveden resistent over for frost og citroner med kuglemyrer for at give dem ekstra bid. Dens girafgulerødder havde vist sig at være en stor hjælp for travle husmødre, der nu ikke længere var nødt til at skrælle et helt bundt gulerødder til søndagsmiddagen, men kunne nøjes med en enkelt. Ikke desto mindre var det ene Elysean-produkt efter det andet kommet under angreb fra miljøorganisationer, der påstod, at de var kræftfremkaldende, lavede rod i fødekæden, ødelagde bestande af bier og forvandlede kvæg til kannibaler. Efterhånden som britisk, europæisk og amerikansk lovgivning strammede grebet om virksomheden, blev den tvunget til at give sig i kast med den udfordrende opgave, det var, at finde nye markeder i mindre hysterisk lovregulerede lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Og det var i den forbindelse, at Udenrigsministeriet havde indledt et samarbejde med Handels- og Industriministeriet og således forenet deres respektive ekspertiser inden

for eksport og diplomati. Især diplomatiet havde spillet en vigtig rolle efter nogle beklagelige selvmord blandt indiske landmænd, der havde købt torskehvede, som var designet til at modstå den strenge kulde i Canada eller Norge og ikke den gloende hede på Indus-Gangessletten, hvorefter deres afgrøder var slået fejl. Selv om virksomheden frasagde sig ethvert ansvar, havde en særlig gavmild forsendelse salamanderhvede været så stor en succes, at virksomheden kunne bruge et billede af taknemmeligt vinkende landsbyboere i farverige klæder, der svøbte sig om deres elegant tynde kroppe i vinden fra en helikopter på vej væk, i en annoncekampagne. Malcolm var blevet opmærksom på, hvordan Elysean Groups pesticider anvendtes som våben, da han var blevet en del af en regeringskommission, der undersøgte virksomhedens ‘Checkout-liste’. Checkout var et middel, der spredtes fra luften, og som ﬁk al bevoksning til øjeblikkeligt at bryde i brand, hvorved fjendtlige soldater blev tvunget ud i det fri, hvor de kunne tilintetgøres med mere konventionelle midler. Diskussionerne om Checkout var naturligvis blevet holdt hemmelige, og i offentligheden var virksomheden stadig udelukkende kendt som navnet bag bogprisen. I sidste ende var det, fordi Malcolm kedede sig som menigt parlamentsmedlem, at han accepterede formandskabet for priskomitéen. Når man blot var en obskur

partisoldat, havde man behov for masser af udenomsparlamentariske gøremål for at opnå en anstændig portion opmærksomhed fra vælgerne. Man kunne ikke vide, hvilke muligheder den nye position ville bringe med sig. Det foreløbige højdepunkt i hans karriere – og, håbede han, lavpunktet i hans selvdestruktive adfærd – var indtruffet, da han som ordfører for ministeren for skotske anliggender var trådt ind i rampelyset, i dette tilfælde den blege skotske sol, og havde holdt en dumdristig tale om skotsk uafhængighed, der var i direkte modstrid med partiets ofﬁcielle politik, og som tvang ham til at trække sig tilbage fra ordførerskabet. Han håbede, at han en dag ville kunne vende tilbage til sit gamle job, men lige nu var det nok bedst for en tid at lægge statslige sysler bag sig og vende sig mod barnligere ting, se dem som i et spejl, i en gåde – som en lang frokostpause. Da han ringede til Hampshire for at overbringe ham den glade nyhed, kunne han ikke dy sig for at spørge, hvorfor prisen kun kunne uddeles til forfattere inden for Commonwealth, denne Imperiets askehob. “Sådan er betingelserne i fundatsen,” lød Hampshires tørre svar. “På det mere vidtrækkende spørgsmål om, hvorfor en institution så meningsløs og usammenhængende som Commonwealth stadig eksisterer, vil jeg svare: Det glæder dronningen, og det er grund nok til at bevare den.”

“Jamen så har jeg ingen indvendinger,” sagde Malcolm og ventede taktfuldt, til Hampshire havde lagt på, før han tilføjede: “Din tåbelige gamle nar.” I det store og hele var Malcolm tilfreds med sin beslutning. Hans sekretær havde mere travlt, end hun havde haft i et godt stykke tid, med at indsamle avisudklip og optagelser af radiointerviews. Malcolm lagde mærke til, at hans tilstedeværelse i Underhusets bar havde større effekt på de øvrige gæster end før, og de samtaler, han deltog i til middagsselskaber, blev livligere. Det eneste frustrerende ved hele dette forløb var Hampshires modvilje mod at rådføre sig med ham om komitéens andre medlemmer. Jo Cross, den første, der blev udnævnt, var en kendt klummeskribent, der ofte var i medierne. Hun gjorde prisen mere synlig i offentligheden, hvorfor valget af hende gav god mening. Det viste sig, at hun var en veritabel gejser af holdninger, men efter at det var lykkedes Malcolm at få hende til at samle sig, blev det klart, at hun først og fremmest var optaget af “relevans”. “Det, jeg vil spørge mig selv om, når jeg læser en bog,” forklarede hun, “er, hvor relevant den er for mine læsere.” “Dine læsere?” spurgte Malcolm. “Ja, det er dem, jeg forstår, dem, jeg føler en ubrydelig loyalitet over for. Man kan vel kalde dem mine vælgere.”

“Tak, fordi du formulerer det på en måde, som jeg nemt kan forstå,” sagde Malcolm uden at give udtryk for den mindste antydning af ironi over for den nedladende so. Det var nok uundgåeligt, at den næste, der blev valgt, var en Oxbridge-akademiker. Hun hed Vanessa Shaw. Det kunne vel trods alt ikke, mente Malcolm, skade at have en enkelt ekspert i litteraturhistorie med om bord, hvis det gjorde offentligheden tryg. Da han inviterede hende til te i Underhuset, blev hun ved med at sige, at hun var interesseret i “den gode tekst”. “Ja, det er vi vel alle,” sagde Malcolm, “men har De nogle særlige interesser?” “Den særligt gode tekst,” sagde Vanessa stædigt. Det komitémedlem, der var Malcolm mest imod, var en af Hampshires gamle kærester fra Udenrigsministeriet, Penny Feathers. Hun kunne hverken prale af stjernestatus i medierne eller en glorværdig karriere i det offentliges tjeneste, og hvis man googlede hende, opdagede man snart, at Hampshires påstand om, at hun var en “førsteklasses” forfatter, var varm luft. Malcolm kunne ikke se på hende uden at tænke: “Hvad i himlens navn laver du i min komité?” Han måtte minde sig selv om, at hun havde en ud af fem stemmer, og at det var hans mission at sikre, at den stemme blev lagt, hvor han ville have den.

Den sidst udnævnte var en skuespiller, som Malcolm aldrig havde hørt om. Hans navn var Tobias Benedict, og Hampshire, som sagde, at Benedict havde været “fanatisk optaget af bøger, siden han var helt lille”, var hans gudfar. Han dukkede ikke op til de to første møder på grund af prøver, men sendte et håndskrevet kort med en overstrømmende undskyldning og ordene, at han “var til stede i ånden”, at han læste som en gal, og at han var “forelsket i” All The World’s A Stage, en roman, som Malcolm ikke var nået til endnu. Sandt at sige havde han ikke til hensigt at læse mere end en lille del af de 200 romaner, der var indleveret til komitéen. Hans rolle var at inspirere og lede de andre, konferere med dem og – ikke mindst – uddelegere opgaver. I dette tilfælde bad han Penny Feathers kigge nærmere på Tobias’ favorit, idet han mente, at den ene umulius burde kigge den anden i kortene. Han bad sin sekretær skimme de først indkomne romaner for at se, om der var noget, der matchede hans egne særlige interesser, som var alt, hvad der lugtede af Skotland. Hun havde fundet frem til tre romaner, og foreløbig havde han kun haft tid til at kigge på den ene. En barsk, men i sidste ende opløftende beretning om livet i en almen boligblok i Glasgow, wot u starin at, som virkelig ramte plet: en ny stemme, almindelige menneskers reelle problemer, velfærdsstatens mørke

bagside. Han havde til hensigt at gøre den til sin kandidat og indlede en diskret kampagne. Af personlige årsager var han også glad for, at hun havde gravet Alistair Mackintoshs The Greasy Pole frem af bunken, men han måtte være forsigtig med ikke at promovere den alt for åbenlyst. Når det gjaldt kunsten at være formand for en komité, gik Malcolm ind for den kollegiale metode. Den sikreste måde at få det, som man ville have det, var at bevise, hvor meget en holdspiller man var. Det handlede om at skabe enighed og nå frem til en vision om det Storbritannien, de alle sammen gerne ville afspejle ved hjælp af denne pris – mangfoldigt, multikulturelt, decentralt og naturligvis inspirerende for unge forfattere. Unge forfattere var trods alt fremtiden, eller det ville de i hvert fald gå hen og blive – hvis de stadig var der, og hvis nogen ville udgive deres værker. Fremtiden var et sikkert kort. Selv om den var omgærdet af pessimisme, indtil den følelse blev gjort til skamme af de uundgåelige modsatrettede strømninger af uventede gode nyheder eller af muligheder for at træde i karakter, så var pessimismen perfekt, ubesmittet som den var af den langt mere bedrageriske og farlige følelse: skuffelse. Det fremtidsløfte, der lå i unge forfattere, var også perfekt, indtil de brændte ud, fuckede op eller døde – men det ville først ske under en ny regering, en ny komité.

Sam Black havde ikke skrevet noget den dag. Han var meget mere optaget af de psykologiske kontrakter, der bestemte rammerne for, hvad han hidtil havde kunnet skrive. Hvordan lød de, og kunne de ændres? En af kontrakterne var faustisk, ganske vist på en sekulær og internaliseret måde, men ikke desto mindre faustisk. Den moderne faustiske kunstner var nødt til at skrive for at redde sit eget liv, for ikke at blive gal og begå selvmord. Den evige forbandelse udgjordes af hans egen depressions helvede, og Meﬁstofeles var en lille, eksklusiv djævel, der ikke længere tilbød ubegrænset viden og verdslig magt, men mere beskedent en evne til at sublimere, der en dag måske ville frelse kunstneren fra de ødelæggende kræfter, der rasede i hans psyke. Sam var også klar over, at hans forfatterarbejde var en genial aﬂedningsmanøvre, der fjernede fokus fra hans værkende krop til fordel for et potentielt lyde-

frit værk. Han døbte afledningsmanøvren ‘Hefaistoskomplekset’, som om den altid havde været en del af psykoanalysens annaler. Hefaistos blev smidt ud fra Olympen af sin far, Zeus, der var vred over, at han havde taget sin mors parti i et skænderi mellem forældrene. I faldet knustes Hefaistos’ ene ben, og han blev halt, men indbyggerne på øen Lemnos, hvor han landede, tog ham til sig og oplærte ham til mestersmed. Han boede i skyggen af vulkanen Etna, som han brugte som esse, og forvandlede sig til den forkrøblede ildgud, der fremstillede smukt kunsthåndværk, og den smukkeste af gudinderne, Afrodite, blev hans hustru. Da hun gjorde ham til hanrej, brugte han sin kunst til at hævne smerten, idet han fangede hende og Ares i et net, der var så spinkelt, at det var usynligt, men som alligevel var ubrydeligt, og som de to ægteskabsbrydere ikke kunne slippe fri af. Orfeus var et fast medlem af denne bande antikke ordenshåndhævere. Den mand, der sang sig ud af Helvede kun for at lade den kvinde, han var taget derned for at hente, glide sig af hænde, var ekspert i at fremkalde den tilbagevendende følelse af tab, som enhver artiste maudit må acceptere som et livsvilkår. Hans klæbrige melankoli blev straffet med halshugning, men selv da hans afhuggede hoved flød ned ad floden, sang det stadig om Eurydike.

I begyndelsen havde Sam villet udrense disse psykologiske kontrakter af sit sind ved at være gennemført negativ. Som en mand, der går baglæns hen ad en sti, mens han med en kost fjerner sine egne fodspor, havde han forsøgt – ved hjælp af modsigelser, negationer, paradokser, upålidelige fortællere og ethvert andet kunstgreb, han kunne komme på – at udviske de spor, hans ord afsatte, og at gøre sine tekster fri af den ulykkelige positivitet, der lå i at bekræfte noget – hvad som helst. Han håbede, at hvis han kun skrev sætninger, der var blottet for enhver form for tro, kunne han rydde sin overfyldte bevidsthed, så den var tom og klar. Tilsynekomster var ikke andet end forsvindinger, der endnu ikke var indtruffet – ikke at forsvindinger ikke også i sig selv var noget, der kom til syne, ellers ville forsvindingen have haft den tilbagevirkende effekt at konkretisere det, der forsvandt, hvilket ville være en åbenlys fejl. Intet kunne holde ham fast eller fanget – bortset fra hans tro på, at man kunne opnå frihed ved simpelthen at nægte at blive holdt fast eller fanget. Da det viste sig, at han ikke kunne ﬁnde et forlag, der ville udgive hans skeptiske tekster, blev han frustreret. Han længtes efter at opnå nok til at vide, og ikke bare til at gå ud fra, at det at opnå noget blot var en lokkende og vanskeligt opnåelig blindgyde. Derfor lagde Sam manuskriptet til False Notes i en æske, som han

placerede oven på et skab i sit soveværelse, underkastede sig Fausts, Hefaistos’ og Orfeus’ barske styre og gav sig i kast med den roman, der skulle blive det første, han udgav, en bildungsroman fuld af formfuldendt smerte og utilslørede selvbiograﬁske træk. Han vidste, at hans forlag havde store forhåbninger til The Frozen Torrent, og han delte dets håb om, at den ville havne på shortlisten til Elysean-prisen, så han kunne sende False Notes ind igen og endelig gøre sig fri af denne smertebaserede kunstforms tyranni. Disse alvorstunge overvejelser var ikke det eneste, der gjorde det vanskeligt for Sam at skrive. Han fandt det også umuligt at lade blot et par sekunder gå uden at tænke på Katherine Burns. Der gik frasagn om, hvor let folk forelskede sig i hende. Siden februar havde han ventet på, at hun skulle komme tilbage fra Indien. I dag havde hun endelig skrevet til ham fra New Delhi og fortalt, at hun ville være nødt til at begrave sig i arbejde, når hun kom hjem, for at nå deadline til Elysean-prisen. Og så inviterede hun ham ud til en drink i ugen efter påske. Hvis bare hun ikke havde boet sammen med sin forlægger. Sam brød sig ikke om, at hans lidenskabelige følelser blev tilsmudset af jalousi. Han havde ikke noget personligt mod Alan Oaks – han kendte ham knap nok, og i øvrigt var Alan altid venlig over for ham – det var

mere et spørgsmål om geografi: Hvor vovede han at ligge ved siden af hende i sengen? Der var noget nærmest fransk over den måde, Katherine omgav sig med kunstnere, intellektuelle, videnskabsfolk og forfattere på, som om hun holdt salon på gammeldags vis, om ikke ligefrem i en enfilade af hvide og gyldne lokaler adskilt af dobbeltdøre a la Rue du Bac, så i hvert fald i sin lejlighed i Bayswater, hvor bøgerne lå i vindueskarme og på gulve. Hun havde tilsyneladende kun affærer med mænd, der var 20 år ældre end hun (selv om hun var glad for kvinder på sin egen alder), og han var bekymret for, om han simpelthen var for ung, medmindre han fik en kønsskifteoperation. Hun forlangte betingelsesløs tilbedelse af sine elskere på en måde, der mindede ham om en bestemt type hveps, der lammede sit bytte uden at slå det ihjel, så afkommet kunne få frisk kød; men han vidste, at disse mørke fantasier kun var en måde at forsvare sig mod afvisning på. Sandheden var, at hun var gennemført vidunderlig, og at han tilbad hende.

“Jeg havde det dejligt på universitetet i New Delhi,” sagde Sonny højt for at overdøve larmen fra den ineffektive aircondition. “Vi plejede at hænge ud i det tøj, vi havde lyst til, og drille hinanden og planlægge udﬂugter.” Hans øjne, der var gledet i ved mindet om de dovne dage i Indien, blev pludselig åbnet. “Og så,” sagde han, mens han lænede sig hen mod Katherine med et bekymret blik, “ankom kvennerne.” “Ankom hva’ for nogen?” spurgte Katherine. “Kvennerne,” gentog Sonny. Han lænede sig tilbage igen og strøg sig over panden med håndleddet i et forsøg på at udviske det smertefulde minde. “Alle begyndte at suse rundt og børste tænder.” Sonny lukkede øjnene og prøvede at lukke tanken om alle Popes tåber, der var faret ind, og alle de år, der var faret forbi, og som nu skilte ham fra dengang, ude. Han fandt straks trøst i visheden om, at al den tilsyne-

ladende spildte tid var mundet ud i hans magnum opus, The Mulberry Elephant. Han nød også den delikate ironi, der lå i, at Katherine Burns, der betragtedes som en forfatter af øverste skuffe, ikke anede, at hun var i selskab med et litterært geni, der overstrålede hende på enhver måde. Foreløbig holdt han tand for tunge. Når Mulberry dukkede op på longlisten til Elysean-prisen, ville han ﬂyve til England. Når han blev shortlistet, ville rækken af interviews begynde, og efter at han uundgåeligt var blevet kåret som vinder ved Elysean-middagen, ville han holde den vittige og generøse takketale, som han allerede havde skrevet en halv snes udkast til. “Jeg vil gerne have lov at takke dommerne for deres indsigtsfulde beslutning. Indsigt er noget, vi indere ved besked om, men i aften er det Englands tur …” Han forestillede sig, hvordan festsalen i det glorværdige Fiskehandlernes Hus gennemrystedes af latter. Han ville tale opmuntrende til de knap så talentfulde og bøje sig ydmygt for de store. Katherine betragtede Sonny, der sad og mumlede for sig selv. Han lænede sig tilbage i silkepuderne i hjørnet af divanen med de hektisk myldrende udskæringer med benene trukket op og holdt med en slank hånd om sin ankel. Hun kunne se, at øjnene under lågene var i konstant bevægelse på en måde, der mindede hende både om de hurtige øjenbevægelser hos en person, der

drømmer, og om den utrættelige vagtsomhed hos en blind. Et par gule tøfler stod og ventede på tæppet. To tjenere i turban bragte dusinvis af små sølvskåle og placerede dem på det indgraverede sølvbord midt i lokalet. Hendes mahognitrone, der var udstyret med kreneleringer og spir, og som var for dyb til at læne sig tilbage i og for kantet til at læne sig til siden i, fik hende til at længes efter at komme væk. Hun ville ønske, hun ikke havde bedt Didier ringe til Sonny, før hun forlod England. Ligesom alle hendes tidligere elskere, bortset fra enkelte Spartacustyper, der stillede sig i spidsen for et heltemodigt, men nyttesløst oprør, der var nemt at slå ned med en venlig email eller et tilfældigt møde, var Didier stadig hendes slave. Bare han dog havde været en lille smule mere modvillig til at sætte sig i forbindelse med sin højbårne indiske forbindelse. Han havde ikke set Sonny i ti år, og han advarede Katherine om, at hun ville finde ham “exotique, men fuldstændig skør”. Før hun forlod England, havde ‘fuldstændig skør’ forekommet hende en rimelig pris at betale for ‘exotique’, men efter at have rejst rundt i Indien i tre uger havde hun det præcis modsat. I aften skulle hun gudskelov flyve tilbage til London, der her i begyndelsen af marts var dejligt kedsommelig. Sonny drejede hovedet, samtidig med at en ældre

kvinde i en gylden og kastanjebrun sari dukkede op i døren, som om de to hændelser var synkroniserede. “Tante!” sagde Sonny og rejste sig fra divanen. “Må jeg præsentere Katherine Burns, en dameforfatter fra London.” “Hvor vidunderligt,” sagde Tante og tilføjede, da hun så, at Katherine ikke havde rokket sig ud af stedet: “Bliv endelig siddende, lille De, der er efterhånden ikke længere nogen, der nejer – ikke andre end gamle stivstikkere,” sagde hun med stemmen fuld af påtaget rædsel over den slags mennesker. “Det er bare en lille, hyggelig, uformel frokost.” Hun satte sig på kanten af divanen og pillede ved folderne i sin sari. “Det er lige Dem, jeg skal tale med,” begyndte hun og var helt klar over, hvilken tjeneste hun gjorde Katherine. “Jeg har skrevet den mest fantastiske kogebog – fuld af skildringer af familiemedlemmer – og selvfølgelig opskrifter, der er gået i arv fra generation til generation af kokke i det gamle palads.” Hun nævnte denne detalje i forbifarten, som om den ikke var værd at dvæle ved. “De er jo i forlagsbranchen, kunne De ikke tage et manuskript med tilbage og give det til den rette forlægger i London? Der var engang, hvor vi kendte alle de store engelske forfattere, Somerset Maugham og kære, gamle Paddy Leigh Fermor, men det er, som om de alle

sammen er døde eller ikke længere i vælten. Så De kan jo nok se, lille De, at jeg må sætte min lid til Dem.” “Naturligvis,” sagde Katherine og forsøgte at mønstre et smil.