Den store udfordring

ANDREAS KAMM

ERINDRINGER FRA 40 Ã…RS LIV MED FLYGTNINGE

GADS FORLAG

Den store udfordring.indd 2

30/01/2019 11.07

Andreas Kamm

Den store udfordring Erindringer fra 40 ĂĽrs liv med flygtninge

GADS FORLAG

Den store udfordring.indd 3

30/01/2019 11.07

Den store udfordring Erindringer fra 40 års liv med flygtninge Af Andreas Kamm Copyright © 2019 Andreas Kamm og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05671-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Projektledelse: Mette Højbjerg Forlagsredaktion: Anne-Mette Futtrup Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Henrik Freek Sats: Demuth Grafisk Tryk: Scandbook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på ­institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den store udfordring.indd 4

30/01/2019 11.07

INDHOLD

Forord 9 Bogens ramme 10 Tak 10 Indledning 13 Det sidste besøg 13 Kriser, der ikke vil forsvinde 16 Konventioner og værdier under pres 19 1. Krigsafslutning og kold krig 1950-1978 23 Østeuropæere forlader diktaturer 27 Mødet med flygtningene 29 Ny forståelse af verden 30 2. De positive år 1979-1984 35 De første vietnamesere på Fyn 37 80’ernes gode stemning 39 Poul Hartling bliver flygtningehøjkommissær 41 Den ny udlændingelov 1983 45 Danmark byder velkommen 48 Det første besøg ude i verden 55 Pionerånd i integrationsarbejdet 63 Flygtninge fordeles i kommunerne 65

Den store udfordring.indd 5

30/01/2019 11.07

3. En ny verdensorden 1985-94 69 Store udfordringer efter Iran/Irak-krigen 72 Fra Fyn til København 76 Krig i Europa – igen 78 Dansk Flygtningehjælp bliver international 80 17.000 bosniere inviteres til Danmark 84 Det åbne USA inspirerer 88 Hjælpearbejdets dilemma viser sig i Tyrkiet 91 Ansvar for integrationsindsatsen 96 4. Nye tider på vej 1995-99 97 Midlertidigt eller permanent ophold 99 Bosnierne skal blive i Danmark 103 De frivillige – en stærk faktor i flygtningearbejdet 107 Den mosgrønne betænkning 108 Magtmisbrug og korruption alle steder 109 Uenighed gør os ikke til fjender 112 Chokket – den ny integrationslov 116 Flygtningehjælpen fratages opgaver 121 Ny generalsekretær 124 Genopfindelsen af Dansk Flygtningehjælp 128 Nye logikker og nye strategier 130 En kamp på liv og død 133 Havde vi gjort det dårligt?

138 1999 – et skelsættende år 144 800.000 på flugt fra Kosovo 147 Dyre lærepenge i Kosovo 157 Landsindsamlingen 1999 – ”Hjælp uden omveje” 161 EU tager vigtige skridt 167 5. Overlevelse og konsolidering 2000-2005 171 Konflikten i Sri Lanka 178 Borgerkrigen i Sudan 185 Krisen i Myanmar 190

Den store udfordring.indd 6

30/01/2019 11.07

Fra Nyrup til Fogh – og videre Endeløse stramninger Retten til familie under pres Flygtningekvoten – kriterier i pendulfart Zigzag mod fattigdom Ud og ind af Flygtningenævnet Balancen mellem hjerte og hjerne Dansk Flygtningehjælp fra modgang til eventyr Fra Muhammedkrise til indsats i Syrien Kronprinsesse Mary bliver protektor

193 195 196 203 210 216 223 231 240 247

6. Verdens konflikter gror fast 2006-2012 253 Fokus på nærområderne 255 Hvor skal flygtningene bo?

268 Er der arbejde til alle?

269 Kan børnene komme i skole?

270 Er behandlingskapaciteten til stede?

272 Vestafrika plages af konflikter og kup 275 Fælles europæisk asylpolitik – papir eller handling 285 Særloven for Kosovoflygtninge i Danmark 292 Det arabiske forår – demokrati eller kaos 299 Sikkerheden forværres 302 7. Flygtningetallet accelererer 2013-2018 307 Syrerne på de danske motorveje 312 ”Kyllingebrødrene” fra Erbil 317 Når det internationale sammehold svigter 322 8. Fremtiden og løsningerne 2019 – 327 Styrket fællesskab 330 Langsigtede løsninger 332 Sammenhængende indsatser 334

Den store udfordring.indd 7

30/01/2019 11.07

Den store udfordring.indd 8

30/01/2019 11.07

FORORD

Jeg fratrådte som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp ved udgangen af oktober 2017 – efter 38 års arbejde for beskyttelsen af verdens flygtninge. Både i Danmark og ude i verdens brændpunkter har jeg mødt mange knuste skæbner og talt med mange om den tabte fortid – alt det, den enkelte måtte forlade. Men jeg har også mødt usikkerheden omkring fremtiden. Den blev slet ikke, som flygtningene havde forestillet sig. Mange måtte leve i en flygtningelejr i årevis, andre genskabte tilværelsen langt hjemmefra, i lande, de dårligt kendte eksistensen af.

Jeg har også været vidne til, hvordan verden har håndteret flygtningespørgsmålet gennem fire årtier og i stigende grad haft vanskeligt ved at holde fokus på det, som er det afgørende: at forfulgte mennesker har ret til beskyttelse. Frygten er vokset i takt med de stigende flygtningetal og de betydelige strømme af migranter, som søger lykken uden for deres hjemland.

Desværre er der ikke nogen udsigt til, at flygtninge- og migrationsspørgsmålet forsvinder. Krige, konflikter, klimaforandringer, befolkningsvækst, fattigdom samt katastrofalt dårlig regeringsførelse og korruption i mange udsatte lande betyder, at antallet af flygtninge og migranter vil stige snarere end falde i de kommende år. Det kalder på en massiv, langsigtet indsats, hvor alle må bidrage.

Jeg har de seneste år været i tvivl om, hvad der bekymrer mig mest: selve flygtningeproblemet eller vores reaktion på det – en reaktion, som for alvor udfordrer vores humanitære traditioner.

Jeg håber, at denne bog kan give anledning til mindre frygt, mere 9

Den store udfordring.indd 9

30/01/2019 11.07

refleksion og bedre løsninger for de forfulgte, og jeg glæder mig over, at Dansk Flygtningehjælp har udviklet sig til en organisation, der fremover vil være i stand til at gøre en forskel – både i det konkrete arbejde og i forsvaret for menneskerettigheder og demokratiske værdier.

Bogens ramme

Bogen er ikke en historiebog, men det har været nødvendigt for mig at organisere mine tilbageblik inden for nogle tidsmæssige rammer, som sættes af verdens flygtningetal og de til enhver tid verserende konflikter.

Datagrundlaget er simpelt, nemlig UNHCR’s Statistics – The World in Numbers. Det er en database, som rummer data om UNHCR’s ”populations of concern” (eller people of concern) fra 1951 til 2017. ”People of concern” omfatter flygtninge, internt fordrevne, asylansøgere, tilbagevendte (returnees) og statsløse personer. Summen af disse grupper er en slags termometer på verdens flygtningesituation. Tallene giver således et billede af verdens skæve gang, og jeg har alene brugt dem som bagtæppe for mine tilbageblik og ikke stillet spørgsmål til deres rigtighed eller konfronteret dem med andre kilder – heller ikke UNHCR’s andre statistikker, som kan have afvigende opgørelser. I forhold til den danske udvikling har jeg på samme måde støttet mig til data fra Ny i Danmark, som drives af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Bogen har ingen noter, for det er ikke en videnskabelig afhandling, men en fortælling om mit møde med flygtningene og flygtningearbejdet og nogle af de refleksioner, det har givet anledning til. Undervejs har jeg afbrudt den kronologiske fortælling, når jeg har fundet det nødvendigt at afslutte et tematisk forløb.

Tak

Først og fremmest tak til redaktør Mette Højbjerg for opmuntringer og konstruktiv kritik undervejs i arbejdsprocessen. Også tak til konsulent Anne-Mette Futtrup for en grundig gennemgang af manuskriptet inden de afsluttende tilretninger.

Også tak til andre, som har givet mig en hjælpende hånd. Min kone, 10

Den store udfordring.indd 10

30/01/2019 11.07

Bettina, var den, der kiggede de allerførste sider igennem og opmuntrede mig til at fortsætte. Min datter Frederikke lod sig beredvilligt overtale til at læse med undervejs og give kærkommen feedback.

En særlig tak for hjælpen til Bente Bondebjerg, Shanna Jensen, Jens Engedal og Klaus Rothstein – alle tidligere kolleger, som har støttet min hukommelse på forskellige dele af fremstillingen.

Andreas Kamm København, 2019

Den store udfordring.indd 11

30/01/2019 11.07

Den store udfordring.indd 12

30/01/2019 11.07

INDLEDNING

Det sidste besøg

I oktober 2017 tog jeg på mit allersidste besøg ude i verden som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Turen gik til Uganda, der er vært for mange flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland Sydsudan.

Efter ankomsten til Kampala fløj vi op til den nordvestlige del af landet, West Nile, der støder op til Congo og Sydsudan, og hvor tusinder af sydsudanesiske flygtninge krydser over særlige grænsepassager ind i Uganda. En vakkelvorn gangbro over en smal flod havde været – og var – en af flugtvejene fra konflikten i Sydsudan, og på den modsatte bred var en lille militærpost befolket med soldater. Vi vinkede, og de vinkede tilbage. En af de sydsudanesiske soldater kom hen til os for at snakke, og vi fik lov at fotografere broen, hvis vi undlod at få deres lille forlægning med i billedet. Der var en venskabelig stemning, og snakken gik mellem vores lille delegation og soldaten.

Men under denne venskabelige overflade gemte sig konflikten i Sydsudan og den massive flygtningestrøm hen over grænsen. En million flygtninge var nu i landet – primært i de nordlige provinser, og de udgjorde en ikke ubetydelig udfordring for Uganda. Alligevel var modtagelsen af flygtningene omgærdet af forståelse og hjælpsomhed fra både embedsmænd og politikere i Kampala, fra lokale myndigheder i West Nile Districts og fra den lokale befolkning i området – uanset at befolkningen netop hér er blandt de fattigste i Uganda.

Situationen i oktober 2017 var den samme som første gang, jeg besøgte Uganda i år 2000. Også dengang var det nordvestlige Uganda vært 13

Den store udfordring.indd 13

30/01/2019 11.07

for mange flygtninge fra Sudan, og også dengang var der en venlig og positiv stemning omkring hjælpen til de forfulgte. En lokal landsbybeboer fortalte, at man var vant til flygtninge gennem mange år. Nogle gange flygtede folk fra Uganda til Sudan. Andre gange gik strømmen den anden vej. Folk hjalp hinanden, for de vidste, hvad det ville sige at være flygtning.

Dengang i år 2000 var Uganda et forbillede for andre dele af verden.

Man modtog nemlig flygtningene efter en særlig model: Flygtningene fik en jordlod, så de kunne klare sig selv og bidrage til den lokale økonomi, og samtidig fik de adgang til samfundets almindelige services, f.eks. undervisning, uddannelse og sundhedsydelser – hvor sparsomme tilbuddene end var.

Den særlige Ugandamodel er stadig det gode eksempel på, hvordan man bør stræbe efter at modtage flygtninge i nærområderne, og der henvises til denne tilgang, når FN-systemet i dag peger på, hvorledes man fremover skal håndtere verdens flygtninge. Den globale aftale om flygtninge – Global Compact on Refugees – som blev vedtaget i FN i december 2018, bygger bl.a. på den tanke, at flygtninge skal kunne sikres beskyttelse i nærområderne og integreres i værtslandenes økonomi, så de både kan blive selvforsørgende og bidrage til værtslandenes udvikling. De skal ikke leve på sidelinjen i en slags parallelstruktur, som opretholdes af det internationale samfund – og i øvrigt koster flere penge, end verden hidtil har været villig til at yde. Flygtninge skal sikres værdige vilkår, som betyder, at de ikke er nødt til at rejse videre til andre lande.

I Uganda forudsætter denne model først og fremmest, at der er land nok til flygtningene. Indtil videre er det lykkedes at finde jordlodder til de fleste ved at give dem adgang til statsejet jord, men også ved, at private grundejere overdrager jord til dem. At staten stiller jord til rådighed, kan besluttes af landets regering og er i den forstand ukompliceret.

Men hvad skulle få private til at gøre det samme?

Det spørgsmål stillede jeg en lokal embedsmand i Arua. På vores breddegrader er spørgsmålet egentlig simpelt, nemlig: Hvad får den lokale grundejer ud af at stille jord til rådighed? Svaret fra embedsmanden 14

Den store udfordring.indd 14

30/01/2019 11.07

var ikke præcist: Der var ikke tale om en forpagtning, der var ikke tale om køb, men der kunne være tale om, at de lokale opnåede andre fordele – bedre vandforsyning, visse fælles bygninger og andet, som blev afledt af, at der var mange flygtninge i området. Et lidt ”løst svar”, set fra et dansk perspektiv, og et svar, som næppe ville tilfredsstille en dansk landmand, hvis han skulle afgive jord til andre brugere.

Et besøg i markerne i Maracha District gav heldigvis mulighed for at tale med en grundejer, som stillede jord til rådighed for flygtningene.

Mit enkle spørgsmål lød: ”Hvad får du ud af at overlade jord til flygtningene?” Tolken oversatte, og grundejeren, som arbejdede i marken sammen med flygtningene, så helt uforstående ud. Jeg måtte derfor omformulere spørgsmålet, og tolken spurgte så: ”Hvorfor stiller du land til rådighed for flygtningene fra Sydsudan?” Svaret kom nu hurtigt og var helt enkelt: ”Hvis de skal klare sig selv, så har de brug for jord!” Han havde jord, som han ikke brugte, og nu gav han det til flygtningene, fordi de ellers ikke kunne klare sig. Hvilken menneskelig og enkel betragtning.

Flygtningene skal have mulighed for at klare sig selv og blive en del af lokalsamfundet. Ikke mærkeligt, at den kan forstørres op til at danne kernen i de fine papirer fra FN. Den lokale holdning til flygtningene var således eksemplarisk, men der skulle mere til, for at området kunne håndtere de tusindvis af nye tilflyttere fra Sydsudan. Der var behov for en styrket infrastruktur, først og fremmest en bedre vandforsyning, der var behov for udbygning af de øvrige samfundssektorer, ikke mindst skolesektoren og sundhedssektoren. Det var helt enkelt afgørende med international hjælp til at bakke Ugandamodellen op.

Men fik Uganda så den nødvendige hjælp udefra? Svaret var forstemmende. Der var givet mange tilsagn om økonomisk støtte fra det internationale samfund, men tilsagnene blev ikke indfriet. Man fortalte, at der manglede 30-40 procent af de lovede penge.

Det var – og er – helt uholdbart. Hvis verden skal møde fremtidens udfordringer på flygtningeområdet og gøre det i et styrket samarbejde mellem nærområdelande og vores del af verden, må vi gøre meget mere for at holde vores løfter. Vi er nødt til at spørge os selv, om vi – det inter15

Den store udfordring.indd 15

30/01/2019 11.07

nationale samfund – vil sikre den fornødne opbakning til de løsninger, som beskrives i Global Compact on Refugees og den parallelle aftale om migration, Global Compact on Migration, som verdenssamfundet netop har vedtaget i 2018.

Det er af stor betydning, at de fattige lande, som bærer 60 procent af verdens flygtninge, kan stole på, at deres befolkninger ikke skal synke yderligere ned i fattigdom, fordi de efterlades uden den nødvendige støtte til værtskabet for flygtninge og fordrevne. Det er så meget desto vigtigere, fordi verden ikke ser ud til at slippe af med flygtninge- og migrationsstrømme i de kommende årtier – tværtimod. Meget tyder på, at udfordringerne vil vokse.

Kriser, der ikke vil forsvinde

Verden har i årtier kæmpet med en stribe konflikter, som har vist sig meget vanskelige at bilægge. Det er derfor ikke overraskende, at halvdelen af verdens fordrevne i 2017 hidrører fra fem konflikter: Syrien, Colombia, DR Congo, Afghanistan og Sydsudan. Ud af de godt 70 millioner fordrevne kommer knap 35 millioner fra disse konflikter. Lægger vi yderligere to langvarige kriser til regnestykket, nemlig Irak og Somalia, så har mere end 41 millioner af de 70 millioner fordrevne rødder i disse lande. Syv konflikter skaber næsten 60 procent af verdens fordrevne.

Bortset fra Syrien, som først melder sig øverst på listen fra 2012, så er de øvrige at finde i top-10 mange år tilbage og demonstrerer det internationale samfunds afmagt i forhold til at skabe fred.

Mange konflikter har dybe historiske rødder, som rækker tilbage til kolonitidens arbitrære grænsedragninger og til grænsernes fastfrysning, da kolonierne blev selvstændige i 1960’erne. Mange steder kæmper man med de gamle interne modsætninger mellem etniske og religiøse grupper, og da det internationale samfund af gode grunde tøver med at gribe til ændringer af nationernes ydre grænser, så er løsninger komplicerede og tager lang tid. Nogle steder er det vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde vil kunne opnås. Hvem tror, at shiaer, sunnier og kurdere i Irak vil komme overens inden for en overskuelig årrække? Hvem tror, at Taliban og regeringen i Kabul inden længe vil forliges i et fredeligt 16

Den store udfordring.indd 16

30/01/2019 11.07

Afghanistan? Og hvad med Sudan, DR Congo, Den Centralafrikanske Republik og Somalia? Landenes historie – landenes DNA – gør det vanskeligt at skabe fred og fremgang for befolkningerne. Det vil tage lang tid.

Det er naturligvis en ekstra udfordring, at freden og fremgangen skal skabes i en verden, hvor andre faktorer påvirker processerne negativt.

Først og fremmest er fattigdom og ulighed en voldsom udfordring i mange konfliktramte lande, også selvom antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, er faldet over de sidste årtier. Desværre har fattigdommen bidt sig fast i mange lande, som ikke er lykkedes med at få glæde af den globale udvikling. Dette skaber i sig selv konflikter og flygtninge, men det sender også millioner af migranter afsted mod Europa, USA og andre rige lande. De har opgivet håbet om en fremtid.

De unge under 25 år, som ofte udgør halvdelen af befolkningen, kan ikke se nogen fremtidsmuligheder i deres eget land. De drager afsted, men er ikke velkomne i Europa og USA. Da de ikke er flygtninge, beder vi dem om at rejse hjem igen, men der er en tendens til, at det ikke sker. Grundene hertil er åbenbare. De fattige lande er tilfredse med udvandringen. Dels er der dermed færre udfordringer på hjemmebanen, dels sender diasporaen rigtig mange penge hjem – såkaldte remitter.

Summen kan udgøre 25-30 procent af hjemlandets samlede økonomi, og totalt betragtet udgør disse remitter tre gange så stort et beløb som verdens samlede udviklingsbistand hvert år. Så der skal overbevisende argumenter til at få de fattige lande til at tage deres borgere tilbage. De har ikke nogen interesse i det.

Der er omkring 250 millioner migranter i verden i dag. De fleste er ”på plads” med arbejdstilladelser m.v. i deres værtslande og hjælper med at sikre den økonomiske vækst, men i omegnen af 20 procent, altså 50 millioner mennesker, er ikke velkomne. De optræder som en del af den blandede strøm af flygtninge og irregulære migranter og udfordrer vores forpligtelse til at yde flygtningene – den del af strømmen, som er forfulgte – beskyttelse. Med mindre de grundlæggende årsager til den tiltagende migration håndteres, er der ikke noget, der tyder på, at den vil ophøre. Verden er blevet meget mere gennemsigtig, så folk ved, hvordan 17

Den store udfordring.indd 17

30/01/2019 11.07

forholdene er i vores del af verden, og mange vil gerne have et liv som vores. Da mobiliteten samtidig er meget større end tidligere, ser vi store menneskemasser, som ganske enkelt bevæger sig mod deres ønskemål, hvad enten det er fra Mellemamerika mod USA eller fra Afrika mod Europa.

For det andet påvirker klimaforandringerne allerede mange menneskers livsgrundlag på en måde, som fører til en særlig klimaskabt fordrivelse. Jeg har allerede mødt disse klimaeffekter på Afrikas Horn, hvor tørke og misvækst er en trussel mod millioner af mennesker. For et par år siden mødtes jeg med en delegation fra Somaliland om netop den langvarige tørke i deres land. De manglede hjælp til deres befolkning, som flygtede fra landområderne ind til de nærmeste byer i håb om at få hjælp der. Deres dyr døde, og deres gamle havde det svært. På samme måde ser vi oversvømmelser i de store Ganges- og Brahmaputrafloders deltaer og kan godt forudse, hvor vanskeligt det bliver i det folkerige Bangladesh, hvis vandstanden stiger. Hvor skal de tage hen? Det skønnes, at der meget vel i år 2050 kan være 250 millioner mennesker, som har måttet flytte væk fra deres hjemstavn på grund af klimaudviklingen – endnu en faktor, som påvirker flygtninge- og migrationsudfordringen i negativ retning.

Endelig står verden overfor en befolkningstilvækst, der de æste 30 år vil øge Afrikas befolkning med 1 milliard og Asiens med 2 milliarder.

Væksten vil i høj grad ske i fattige lande, og samlet set er der et meget stort sammenfald mellem krige, konflikter, fattigdom, ulighed, klimapåvirkning og befolkningstilvækst i en række relativt svage lande, hvis kapacitet til at modstå udfordringerne ikke er tilstrækkelig.

Dette scenarium demonstrerer, hvilken kæmpe udfordring verden står over for, og det kalder i høj grad på en international indsats – inden for rammerne af FN, EU og andre store fællesskaber. Kun ved fælles indsats kan de sammenhængende udfordringer håndteres. Enhver spekulation om, ”at det her klarer vi nok bedst selv”, er aldeles uholdbar. Der er ikke grund til at tro, at flygtninge- og migrationspresset vil forsvinde, endsige aftage, i den verden, vi lever i, og vi skal være langt dygtigere til at ”stå sammen om løsningerne”, end vi hidtil har været. Spørgsmålet er, 18

Den store udfordring.indd 18

30/01/2019 11.07

om vi kan mobilisere den fornødne kapacitet – viljen og ressourcerne – som er en forudsætning for, at de hårdest belastede nærområder kan opbygge tillid til en langsigtet støtte, som skal sikre, at deres samfund kan udvikles, på trods af det værtskab, de yder for de fordrevne.

Konventioner og værdier under pres

Flygtninge- og migrationskrisen er kommet for at blive. Udfordringerne i forhold til at præstere praktiske løsninger er tydelige for verden. Men formentlig er det en lige så stor udfordring – måske større – at levere disse løsninger på det internationale retssamfunds grundlag, altså i respekt for vores demokratiske grundværdier og for de basale menneskerettigheder.

Når man iagttager den populistiske bølge, som går over Europa, og de angreb, der leveres mod gældende retsprincipper i vores demokratier, ja, så bliver jeg i tvivl om, hvad vi skal frygte mest: flygtninge- og migrationskrisen eller vores reaktion på den. Hvor ville alle de politikere, som taler om nødvendigheden af at gå til – og gå over – grænserne for retssamfundets grundprincipper, føre os hen, hvis ikke disse principper var gældende og ikke var nedfældet i grundlove og konventioner, som det – heldigvis – er vanskeligt helt at se bort fra? Jeg ved det ikke, men kunne godt frygte, at vi ville glide i retning af Ungarn, Polen, Tyrkiet, Trumps USA og Putins Rusland. Det må ikke ske. Vi har brug for demokratiets og retssamfundets normer, principper – og moral. Og politikerne bør besinde sig.

Set gennem de fordrevnes prisme er billedet bekymrende. Mange års arbejde med fordrevne mennesker ude i verdens kriseområder både i Europa og Danmark har for mig materialiseret sig i en formel, som lyder: ”Fordrivelse fører til tab af grundlæggende rettigheder.” Jeg har igen og igen set denne formel virke, uanset hvor i verden jeg har været og også uanset de fordrevnes legale status – som anerkendte flygtninge, regulære migranter, asylansøgere eller irregulære migranter.

Ingen vil sikkert tvivle på, at iagttagelsen er rigtig, når vi taler om verdens brændpunkter. Her findes hverken adgang til en asylprocedure og dermed anerkendelsen som flygtning, hér fortsætter forfølgelsen, og 19

Den store udfordring.indd 19

30/01/2019 11.07

hér risikerer de flygtede at blive sendt tilbage til forfølgerne. Det er områder, hvor de fordrevne er retsløse og hjælpeløse. De lider daglige overgreb, de interneres, tortureres og bestjæles. Kvinderne må prostituere sig for at skaffe penge, familier må bortgifte deres 12-årige døtre, fordi de ikke selv kan tage vare på dem, fædre og mødre mangler behandling til deres syge børn, og undervisning og arbejde er en uopnåelig luksus.

Disse rettigheds- og værdighedstab kender vi til, men det foregår langt væk, hvilket gør det lettere at fortrænge.

Er formlen også gyldig i et af verdens bedste lande; et af de lande med den højeste grad af retssikkerhed – i Danmark? Ja, desværre, om end ikke på samme grusomme måde, naturligvis ikke. Men det er forstemmende, at der også i Danmark er behov for at forsvare flygtninge og andre fordrevnes basale menneskerettigheder, og det er forstemmende, at det er nødvendigt at forsvare grundlæggende principper såsom ”lighed for loven”. Men der sker en systematisk negativ forskelsbehandling af anerkendte flygtninge, selvom deres rettigheder er nogenlunde velbeskrevet i diverse konventioner: retten til familie, retten til samme sociale ydelser som andre borgere m.v. Listen er meget længere, men unødvendig for at vise formlens deprimerende gyldighed.

Derfor er det i Danmark såvel som i den kriseramte verden fortsat nødvendigt at forsvare de fordrevnes rettigheder og den internationale retsorden. Den konstant verserende kritik af konventionerne er derfor bekymrende og også vanskelig at forstå, når vi tager udgangspunkt i vores egen historie og vores egne værdier.

I fortalen til Jyske Lov fra 1241 – ja, fra 1241 – står følgende: ”Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme og udlændinge og fattige – dem overgår der tiest vold – …”

Næsten 800 år lang er vores tradition for at værne om de svagestes rettigheder – eller kald det retfærdigheden for de ringest stillede i samfun20

Den store udfordring.indd 20

30/01/2019 11.07

det. Jeg har utallige gange med en vis stolthed henvist til denne lange tradition for ”rettighedsbeskyttelsen” i Danmark og ofte hævdet, at der går en rød tråd fra Jyske lov til Danmarks Riges Grundlov, hvor den samme beskyttelse af os som borgere findes i kapitel 8. Her optræder de borgerlige rettigheder: den personlige frihed, boligens ukrænkelighed, ejendommens ukrænkelighed, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden m.v.

Vi skal være stolte af Jyske Lov og af vores Grundlov og passe godt på de værdier, som er indlejret heri. Men der er den hage ved det, at ingen af disse love gælder ude i det globale rum. Lidt banalt sagt er det en hovedårsag til, at de forskellige konventioner – Menneskerettighedskonventionen, Flygtningekonventionen, Torturkonventionen, Børnekonventionen m.fl. – er blevet udformet og vedtaget af flertallet af verdens lande.

Der er brug for en international retsorden med samme DNA som Jyske Lov og Danmarks Riges Grundlov – og konventionerne har samme DNA og skaber dermed en international platform for at forsvare almindelige menneskers rettigheder over for de forskellige regimer og grupperinger, som uden tøven ellers ville krænke dem – og desværre ikke altid lader sig standse af den vedtagne internationale retsorden.

Men uden denne platform ville forsvaret af vores rettigheder være noget vanskeligere, og det er min bestemte opfattelse, at havde vi ikke konventionerne, så måtte vi straks få dem etableret.

Konventionerne fastsætter en vedtagen norm, og på den vis indskrænker de naturligvis de politiske handlemuligheder. Vi kan ikke sende flygtninge tilbage til det land, hvor de forfølges. Vi må bidrage til, at familier kan forenes, vi må tænke i barnets tarv – alt sammen også i situationer, hvor der er omkostninger og anstrengelser forbundet med det. Naturligvis.

Det er nu engang i modvind, at fanen er flottest. Det er i kritiske situationer, vi skal stå fast på værdierne. De er vores kompas under vanskelige vejrforhold.

Den internationale såvel som den nationale retsorden er menneskeskabt, så naturligvis kan der være behov for justeringer, men formålet 21

Den store udfordring.indd 21

30/01/2019 11.07

skulle gerne være at gøre dette værktøj bedre – så vi bliver bedre til at sikre beskyttelse af de forfulgte, bedre til at tage vare på verdens børn osv. Desværre er dette positive sigte ikke fremherskende blandt kritikerne. Mange hæfter sig ved de ubekvemme forpligtelser – forpligtelser, de gerne vil være foruden. Og der er en tilbøjelighed til at søge de udfordringer, som er forbundet med modtagelsen af flygtninge, løst gennem svækkelse af deres rettigheder. Den kurs er ikke holdbar.

Den store udfordring.indd 22

30/01/2019 11.07