Den svære dans

SVÆREDENDANS Danmark og det europæiske samarbejde GADS FORLAG Thorsten Borring Olesen

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Aarhus Universitets Forskningsfond

SVÆREDENDANS Danmark og det europæiske samarbejde GADS FORLAG Thorsten Borring Olesen

DEN EUROPÆISKE UDFORDRING 9 DANMARK I EUROPA – DET HISTORISKE PERSPEKTIV 15 Europa. Hvor-hvem-hvad 15 Danmark i Europa 21 1864. Arv og identitet 29 KAMPEN OM EUROPA. 1945-1950 39 Europa og udbruddet af Den Kolde Krig 39 Danmark og blokopbygningen 46 Europæisk føderalisme – Haagkongressen 51 Europarådet 62 AD MANGE VEJE. 1950-1957 69 Danmark og Tyskland 69 Lille Europa 71 Nordisk samarbejde 81 OEEC og vejen til økonomisk modernisering 89 SEKS MOD SYV – DET DANSKE MARKEDSSKISMA. 1957-1960 99 Fællesmarkedet (De Seks) 99 Europa træder ind i dansk indenrigspolitik 107 Det endte med EFTA (De Syv) 11 3 INDHOLD EF-modstand på væggen i Dannebrogsgade på Vesterbro i København. Her havde man mere tilovers for Norden – det var ikke et ukendt fænomen i den danske europadebat.

URO I VENTEVÆRELSET. 1960-1970 121 Vækst og velfærd 121 EFTA-EF. Første omgang 127 Den første EF-ansøgning. For og imod 133 Optagelsesforhandlinger – med knaster 138 EFTA-EF. Anden omgang 148 Et nordisk tigerspring 155 IND I EF. 1970-1972 165 Optagelsesforhandlinger – med færre knaster 165 Mønt og militær 175 Socialdemokratiske dilemmaer 17 9 2. oktober. Det markante ja 187 Vejen til EF-medlemskab 192 EF-MEDLEMSKAB MED TILPASNINGSPROBLEMER. 1973-1986 195 Krise og nye økonomiske vinde 195 EF-tilpasning 204 Europapolitik mellem regering og Folketing 208 EPS – Det Europæiske Politiske Samarbejde 215 Unionsudfordringer 219 Torskekrig og veto 228 Frem mod Fællesakten 233 DANSEN OM UNIONEN – FRA MAASTRICHT TIL EDINBURGH. 1987-1993 245 Opbrud i europapolitikken 245 Maastrichtprocessen 248 Nej til Unionen 257 Det nationale kompromis og Edinburghafgørelsen 262 Ja – med forbehold 270 FORBEHOLD OG FORFATNINGSKAMP I DET UDVIDEDE EUROPA. 1994-2009 275 Til Amsterdam – med miljøtoget 275 Amsterdam – forbehold, udvidelse og folkeafstemning 284 Fra København til København 290 Halvvejs til Frankfurt 304 Endestation Lissabon 31 5

EUROPA TRÆNGER SIG PÅ. 2009-2022 327 Eurokrise og ØMU-tilpasning 327 Retsforbeholdet og mistilliden 33 3 Forsvarsforbeholdet og (u)sikkerheden 339 Mel lem europæisering og danmarkisering 348 HISTORIEN OG FREMTIDEN 359 Den danske europaerfaring 359 Suverænitet, nationalstat og globalisering 365 Effektivitet versus legitimitet 368 Historiens magt – fremtidens afmagt? 373 NOTER 374 KILDER OG LITTERATUR 402 ILLUSTRATIONER 420 FORKORTELSER 422 PERSON- OG STEDREGISTER 424 TAK 430

I 2023 kan danskerne fejre 50-året for medlemskabet af EF (Det Europæiske Fæl lesskab), der senere udviklede sig til EU (Den Europæiske Union). Det vil nogle gøre mere helhjertet end andre, for synet på medlemskabet har altid delt vande ne. Det er også baggrunden for den særlige tilknytning til EU, som Danmark har: medlem ja, men med forbehold. Alt efter temperament kan man betragte det som et B-medlemskab eller en nødvendighed, der skal værne om dansk selvstændig hed ogDersuverænitet.erdogingen tvivl om, at Danmarks skæbne er tæt, hvis ikke uløseligt sammenkædet med Europas, og så længe EU grundlæggende tegner Europa, deler Danmark skæbnefællesskab med Unionen. Det gælder også, hvis vi skulle træde ud, som briterne gjorde i 2020 efter en folkeafstemning i 2016. Ikke kun på grund af vores store økonomiske afhængighed af unionsmedlemskabet, men også fordi alle markante politiske tildragelser i Unionen, selv en opløsning, vil påvirke Danmark afgørende. Forholdet handler nemlig ikke kun om Danmark i Europa, men nok så meget om Danmark i verden. Det globale system er i opbrud politisk, økonomisk og værdimæssigt. Ef terkrigstidens store alliancer og institutioner, fra FN (Forenede Nationer) til NATO (North Atlantic Treaty Organisation) og endda EU selv, er under pres, hvilket tvinger europæerne til at forholde sig til to spørgsmål. For det første: Er vi som europæere bedst stillet ved at agere i europæisk fællesskab, eller kan vi

DEN EUROPÆISKE UDFORDRING

Afstemningsmarkeringer op til EF-afstemningen i 1972 fra kollegiet Solbakken. Der var ikke stor EF-entusiasme blandt studenterne.

9DEN EUROPÆISKE UDFORDRING

10 DEN SVÆRE DANS – DANMARK OG DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE navigere mere uafhængigt og fleksibelt som individuelle nationalstater? Og for det andet: Tør vi overhovedet tro og satse på, at Unionen med sin kompleksitet og sine indre modsætninger kan holde sammen? Det er afgørende spørgsmål til fremtiden, som bogen afslutningsvis diskuterer.

I den sidste ende sejrede EF-medlemskabet. Det skete, da danskerne med overvældende flertal ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 sagde ja til medlemskab. Det klare ja skjulte imidlertid, at danskernes opbakning var betin get. Det var i hovedsagen et ja til mellemstatsligt økonomisk samarbejde. Ikke et ja til overstatsligt og slet ikke overstatsligt politisk samarbejde. Det blev helt tydeligt, da danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten i 1992. Reelt blokerede danskerne i den tumultariske opbrudsfase efter Murens fald (1989), den tyske genforening (1990), Sovjetunionens sammenbrud (1991) og udbruddet af bor gerkrigen i Jugoslavien (1991) EF’s udvikling til EU.

Men spørgsmålene og svarene er indlejret i en længere historie, der daterer sig tilbage til Anden Verdenskrig og den verdensorden, der skabtes i kølvandet på krigen. Det var først og fremmest den nye europæiske orden, der skabte store udfordringer for småstaten Danmark, der havde vænnet sig til at føre neutrali tetspolitik og bygge op indad, hvad var tabt i krige udad. Nu skulle der træffes valg om FN-medlemskab, udvidet nordisk samarbejde, NATO-medlemskab og altså også om deltagelse i det overnationale europæiske samarbejde, som også var under udvikling. Men de mange samarbejder havde også relevans for andet – ikke mindst EF/EU-samarbejdet – fordi de var med til at præge afgørende na tionale debatter om Danmarks økonomiske modernisering, om velfærdsstatens grundlag og indretning, om demokratisk medindflydelse og globaliseringens og europæiseringens aftryk på det danske samfund. Det er den sammenhæng mel lem dansk og europæisk udvikling, bogen vil have særlig opmærksomhed på. Udviklingen antyder samtidig, hvorfor dansk tilknytning til det europæ iske samarbejde var et dilemma fra begyndelsen. Det udfordrede landets vel kendte udenrigspolitiske tradition, og det krævede en nytænkning af det danske forhold til (Vest)Tyskland. Samtidig skulle man tage hensyn til Storbritannien og de øvrige nordiske lande, og det nødvendiggjorde en politisk afklaring af, hvilket Vesteuropa man ønskede sig, og hvad der var muligt. Endelig skulle man sikre de danske økonomiske interesser blandt tidens konkurrerende europæiske mar kedsopbygninger, der omfattede OEEC (Organization for European Economic Cooperation), EFTA (European Free Trade Association) og EU’s forløber, EØF/ EF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, fra 1967 bare EF).

Danskernes afvisning af unionsudviklingen antydede, at næppe alle væl gere havde forstået, hvilket systembrud man levede midt i. Men det pegede også på, at EF-systemet og de ledende regeringsrepræsentanter i EF-landene havde undervurderet betydningen af at få folk og borgere med på unionstoget. De euro pæiske beslutningstagere havde blikket stift rettet mod at styrke EU’s instituti onelle kapacitet og placering i verden, men havde glemt at få den nødvendige politiske legitimitet fra de kommende unionsborgere. Den pointe drev de danske Radikal valgplakat i Aarhus fra folkeafstemningen om ophævelse af forsvarsforbeholdet i 2022.

DEN EUROPÆISKE UDFORDRING

11

Danskerne har testet de res forhold til EF og EU ved ni jasiden.fejreDermellemfolkeafstemninger1972og2022.harværetnogetatforbådenejsidenog

Det skyldes, at EU’s rolle som medlovgiver i Danmark og resten af Europa er mere udbredt end tidligere, og at det indre marked med fri bevægelighed på va rer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i store træk er realiseret og fungerer.

vælgere ret markant hjem i 1992, og det kom faktisk til at præge EU’s udvikling i årene fremover, fordi vælgere i andre EU-lande blev smittet med ’den danske syge’ og begyndte at stemme nej ved folkeafstemninger – mest markant i Frankrig og Nederlandene i 2005.

12 DEN SVÆRE DANS – DANMARK OG DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE

Danmark er nemlig – trods sine fire oprindelige forbehold mod deltagelse i dele af eurosamarbejdet, forsvarssamarbejdet, rets- og politisamarbejdet og uni onsborgerskabet – i dag mere europæiseret og integreret i EU end nogensinde.

Nej'et ved Maastrichtafstemningen var det første af tre, som de danske vælgere har afgivet. Danmark har i alt afholdt ni folkeafstemninger om EU-for hold. Det betyder omvendt, at seks afstemninger er endt med et ja. Denne veks len mellem ja og nej udstiller med al tydelighed de dilemmaer, der har karakteri seret det danske forhold til EF/EU i hele perioden fra den første afstemning i 1972 til den seneste om forsvarsforbeholdet i 2022.

Danmark udveksler rask væk suverænitet med EU, og selv om det ikke er let at opgøre præcist, er det ikke skudt helt ved siden af at slå fast, at hovedparten af dansk lovgivning direkte eller indirekte har udspring i EU-lovgivning eller -regu leringer.

13

DEN EUROPÆISKE UDFORDRING

Samtidig er der fortsat grænser for, hvad danskerne og danske regeringer vil være med til. Man kan hævde, at der samtidig med europæiseringsprocessen også foregår en danmarkiseringsproces, hvor den nationale suverænitet søges håndhævet og beskyttet. Det ser man i den måde, EU-politikken forvaltes på i Danmark. Både i Folketingets Europaudvalg og ved forbeholdene opnået ved Edinburghafgørelsen i 1993. De tre lever stadig, selv om forbeholdet mod unions borgerskabet i dag reelt er uden betydning. Men tingene bevæger sig også. Det så man i 2022, da danskerne stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Opbrud det i den internationale orden med krigen i Ukraine og før det den amerikanske præsident Donald Trumps valne opbakning til NATO har sendt europæerne og danskerne ud i overvejelser, om de måske skal mere selv – for at beskytte deres sikkerhed.Den danske tilgang til EU er dog stadig præget af både-og og af ja og nej. Bogen vil belyse dobbeltheden og dilemmaet gennem en historisk oprulning af det danske forhold til europæisk samarbejde og den europæiske integrations proces fra 1945 til i dag. Der sker med baggrund i et ønske om at diskutere og forstå dobbelthedens historiske rødder og modsatrettede rationaler. Analysen vil være historisk-dynamisk, fordi der både er kontinuitet og brud i rationalerne, og fordi de til enhver tid også har været afhængige af den bredere kontekst, som de har udspillet sig inden for. Det gælder i forhold til udviklingen i EU selv, inte grationsprocessen, og til verdenspolitik. Når bogen omtaler europæisk samarbejde, er termen ikke nødvendigvis rettet mod EF/EU-samarbejdet og forløberne. Der findes og især fandtes andre europæiske samarbejder end EF/EU, f.eks. Europarådet, OEEC og EFTA. Hi storisk var det langtfra givet, at EF/EU ville blive det dominerende samarbejde, ligesom det heller ikke var givet i 1960’erne, at EF-samarbejdet ville leve længe og udvikle sig til det unionssamarbejde, vi kender i dag. Begrebet den europæ iske integration og den europæiske integrationsproces er derimod møntet på det europæiske samarbejde, der begyndte med etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i begyndelsen af 1950’erne, og som lagde grundstenen til EF ogEfterEU. den britiske udtræden, Brexit, er der 27 medlemsstater i EU. En række lande står i kø for at opnå medlemskab. De seneste lande er Ukraine og Moldova, der blev skrevet på kandidatlandslisten i 2022.

15 Europa.

DANMARK

Hvor-hvem-hvad

DANMARK I EUROPA – DET HISTORISKE

Det er ikke en enkel øvelse at definere Europa, og hvad der er europæisk. I den dominerende geografiske forståelse strækker Europa sig fra Atlanterhavet i vest til Ural- og Kaukasusbjergene og Det Kaspiske Hav i øst over Sortehavet og de tyrkiske stræder til Middelhavet i syd, mens det mod nord afgrænses ved Nord kap. Området kan anskues som et kontinent (geostrategisk), men også som en halvø mod vest på den euroasiatiske landmasse, hvor Ural og Kaukasus/Det Kas piske Hav geofysisk udgør afgrænsningen til Asien.1 Ifølge den geografiske definition er den sydlige del af Kaukasus (bl.a. Ar menien og Aserbajdsjan) og Tyrkiet udgrænset som del af Europa, hvilket ikke er helt i tråd med Europas institutionshistorie eller en kulturhistorisk forståelse. EU tager med sine 27 medlemslande ganske vist ofte patent på at være lig med Europa, men besøger medlemmerne af Europa-Parlamentet naboinstitutionen i Strasbourg, Europarådet, kan de møde delegationer fra 47 medlemsstater. Her er blandt andre Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Tyrkiet medlemmer. Alle fire er også medlemmer af UEFA, Det Europæiske Fodboldforbund, selv om det faldt mange danskere svært at forstå, at det danske landshold kunne blive ’tvunget’ til at spille kvartfinale ved EM i 2021 så eksotisk et sted som i Baku, Aserbajdsjans hovedstad.2 Omvendt figurerer andre, Storbritannien – eller nok rettere England – i de fleste danskeres mentale atlas som europæere, selv om de I – DET HISTORISKE PERSPEKTIV

EUROPA

Det danske forhold til Europa er ofte gået gennem Tyskland. Engang var Danmark en multinational stat, men Christian den 10.s ridt ind i Sønderjylland ved Genforeningen i 1920 var en symbolsk besegling af den danske nationalstat. PERSPEKTIV

16 DEN SVÆRE DANS – DANMARK OG DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE selv – som understreget af Brexit – har tradition for at se sig selv som ikke-euro pæiske. England er England, mens Europa er kontinentet.3 Udgrænsningen af Lilleasien/Nærøsten, herunder Tyrkiet, fra Europa er også problematisk kulturhistorisk set. Det gælder, hvad enten man fokuserer på Europas demokratiske eller kristne arv, som begge ofte trækkes frem som vær di- og identitetsgrundlag for Europa. Som historikeren Uffe Østergård detaljeret har diskuteret, er det muligt at hævde, at demokratiets vugge idéhistorisk stod i det antikke græske samfund. Men som han også peger på, bredte samfundet sig på begge sider af Bosporusstrædet og omfattede også vestkysten af dagens Tyr kiet eller Lilleasien. Her udgjorde bystater som Milet, Efesos og Halikarnassos centrale centre for udviklingen af græsk tænkning og kultur. På samme vis stod den kristne vugge i Nærøsten med base i Palæstina og med inspiration – når man også inddrager Det Gamle Testamente – fra en bredere nærøstlig og mellemøst lig baggrund.4Samtidig går der heller ikke en lige linje fra de antikke idé- og værdimæssi ge inspirationskilder til nutidens europæiske værdigrundlag. Kendetegnende for Europa er snarere, at det antikke grundlag er blevet fortolket, udviklet og endda forkastet til forskellig tid og forskellige steder i Europa, så Europas fælles grund lag snarere er forskellighed end lighed. Ser man på den kristne arv, har Europa tre hovedkirker – en ortodoks, en katolsk og en protestantisk – ligesom man heller ikke må glemme, at Europa huser markante muslimske mindretal skabt gennem Det Osmanniske Imperiums beherskelse af Sydøsteuropa/Balkan i ca. 500 år fra det 14. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede og mere nyligt efter Anden Verdenskrig gennem indvandring. Desuden har jødedommen historisk ydet store bidrag, mens Holocaust på anden vis har sat et dybt og varigt præg på Europa og områdets selvforståelse.

Der løber heller ikke en dominerende demokratisk tråd gennem Europas historie, selv om den antikke tænkning og tradition om magtdeling og repræ sentation, herunder også den romerske, har været en underliggende inspiration siden middelalderen.5 I det lange historiske perspektiv er det i mindst lige så høj grad den antikke opfattelse af tyranniet som styreform, der har sat sig igennem i den historiske praksis. Om tyranni slog allerede filosoffen Aristoteles fast: ”Any sole ruler, who is not required to give an account of himself, and who rules over subjects all equal or superior to himself to suit his own interest and not theirs, can only be exercising a tyranny”.6 Den definition har Europas enevældige konger og i mere moderne tid autoritære og totalitære herskere som Franco, Mussolini,

Stalin og Hitler gjort deres bedste for at leve op til. Det samme har Putin i aller nyesteDetid.moderne

DANMARK I EUROPA – DET HISTORISKE PERSPEKTIV

17

herskere legitimerede dog ikke længere magten ved Gud, som de enevældige konger havde gjort, men ved folket eller klassen. De var folkets eller proletariatets førere sat i spidsen for at realisere folkefællesskabets, natio nens eller proletariatets interesser. Skredet i legitimering er interessant, fordi det trods alt var påvirket af den demokratiske tankegang, der havde sat sig igennem siden 1700-tallet og de amerikanske og franske revolutioner – ideen om, at po litisk magt måtte udgå fra folkesuveræniteten. Samtidig bidrog opfattelsen til at cementere sammenhængen mellem stat og folk. De ydre rammer for forståelsen var allerede faldet på plads i århundredet forinden ved afslutningen af Trediveårskrigen (1618-1648). Den Westfalske Fred fra 1648 er bredt anerkendt som den begivenhed, der indvarslede den europæi ske anerkendelse af princippet om den ukrænkelige stats suverænitet. Med an dre ord havde andre stater ikke ret til at krænke eller blande sig i en stats indre anliggender, inklusive trosspørgsmål, som kampen mellem katolikker og pro Wenceslaus Hollar (tjekkisk: Václav Hol lar) oplevede under sin opvækst, hvordan Prag blev ødelagt under Tredi veårskrigen (1618-1648). Det er nok baggrunden for, at det grafiske arbejde besynger Den Westfalske Fred (1648), der afslutte de den lange krig.

18 DEN SVÆRE DANS – DANMARK OG DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE testantiske konger og fyrster havde gjort til et hovedtema i Trediveårskrigen. Anerkendelsen af princippet repræsenterede et klart brud med middelalderens mere overlappende magtstrukturer, hvor eksempelvis Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation (på dansk ofte bare Det Tysk-romerske Rige) med sit navn legitimerede sig ved de romerske kejsere, det pavelige Rom og ved sit geografiske centrum i det tyske område.7 Det var i forlængelse af den ydre fastlæggelse af suveræniteten, at kam pen om folkesuveræniteten begyndte at tage form. Den handlede om, hvordan folkesuveræniteten skulle udmøntes inden for staten, og den kom til at udspille sig med Den Franske Revolution fra 1789 som det store omdrejningspunkt. Den Franske Revolution mundede ikke ud i demokrati, men i Napoleon (med titel af førstekonsul 1799-1804 og kejser 1804-1814 og igen i 1815), og de næste 150 års europæiske historie blev kendetegnet af en intens kamp mellem revolution og kontrarevolution. Processen var i sin kerne fortsat drevet af forsøg på at harmo nisere den statslige suverænitet med folkesuveræniteten, herunder samfundenes privilegie-, klasse- og produktionsinteresser. Selv om al magt nu blev legitimeret med henvisning til nationen og folket, varierede den politiske styreform mellem diktatur og demokratisk parlamentarisme – og med mange blandingsformer. Det påfaldende er, at indførelsen af diktatur eller indskrænket magtdeling som regel skete i folkets navn eller med henvisning til nationens bedste, og det lykkedes ofte bedre at ’nationalisere’ borgerne end at gøre dem til uafhængige og kritiske demokrater. Næsten 40 % af tyskerne stemte således på nationalsocialisterne i sommeren 1932 under Europas mest moderne forfatning, Weimarforfatningen.8

Den franske forståelse af statsnationen var præget af, at staten allerede var etableret før den moderne forståelse af nationen.10 I Tyskland var det omvendt.

Det nazistiske folkefællesskab var baseret på en Blut und Boden-nationa lisme, der både var inkluderende og ekskluderende. Den repræsenterede en eks trem udgave af den tyske eller objektive kulturnationsforståelse, hvor tilhørsfor holdet til en nation defineredes af fødested, sprog og fælles kultur og historie. På den måde var man nærmest født til enten at være inkluderet eller ekskluderet fra nationen. Som alternativ til kulturdefinitionen stod en politisk baseret borgerde finition, der var præget af ideerne fra Den Franske Revolution. Enhver, der ville – og ville acceptere statens lov – kunne blive borger og medlem af nationen. ”De eneste fremmede i Frankrig er dårlige borgere”, som Napoleons chefdiplomat Talleyrand fyndigt skal have udtrykt det.9

Her blev nationsforståelsen omdrejningspunkt for at skabe en sammenhængen

efter afslutningen på Napoleonskrigene.11 Vil man parallelisere til det moderne EU og bestræbelsen på at skabe EU-borgere, byder en fransk inspireret model sig nok mest til, samtidig med at en sådan bestræbelse netop udfordres af en fortsat vidt udbredt tysk nationsforståelse hos borgerne i medlemsstaterne – i høj grad også i VenderDanmark.vi

igen blikket mod Tyskland i mellemkrigstiden, førte nazisternes magtovertagelse

Det er et særligt kendetegn, at Europas verdensherredømme fra 1400-tal let og frem blev ledsaget af en strøm af indbyrdes krige mellem de europæiske stater. Mønstret har fået en del historikere til at pege på, at det netop var dyna mikken i den europæiske nationale rivalisering, der gjorde, at Europa gradvis ud viklede sig til et globalt magtcentrum. Og dynamikken kunne fastholdes længe, fordi ingen europæiske stater dominerede hele kontinentet eller lykkedes med at skabe et samlet europæisk imperium. Koalitions- og magtbalancepolitik sikrede, at staterne holdt hinanden i skak.12

19 de tysk stat ud af de 39 medlemmer, der tilsluttede sig Det Tyske Forbund i 1815

atter til krig i Europa – og i resten af verden, da de europæi ske aksemagter, Tyskland og Italien, allierede sig med Japan. Det siger meget om Europa, at det endte sådan. For det første viser det, at en krig i Europa ikke kunne begrænses til en lokal krig, men via kolonierne kunne den hurtigt brede sig til resten af verden. For det andet og mere grundlæggende var det rivaliseringen mellem de europæiske stater, der frembragte krigen, som det havde været med Første Verdenskrig, med den fransk-tyske krig 1870-1871, Napoleonskrigene i overgangen fra 1700- til 1800-tallet og i virkeligheden også Trediveårskrigen og mange flere krige mellem Europas magter. Både før og efter.

Den motor holdt sig kørende indtil det 20. århundrede, hvor dynamikken endegyldigt gik i stå med Anden Verdenskrig. Efter Hitler formåede Europa ikke selv at genoprette en europæisk orden. Ikke engang via britisk indgriben, idet lan det trods sin status som sejrherre i krigen reelt var blevet så svækket, at det ikke længere magtede at påtage sig sin traditionelle rolle som økonomisk og militær balancemagt på kontinentet. Europa måtte derfor have hjælp udefra. Den kom fra de nye supermagter Sovjetunionen og USA. USA havde allerede ved Første Verdenskrigs udbrud overhalet Europa i teknologisk og økonomisk formåen. Sovjetunionen havde på sin side gennem en socialistisk kommandoøkonomi og en omkostningsfuld, men storstilet krigsindsats af sin Røde Hær ikke kun drevet Tyskland ud af det sovjetiske territorium, men også sat sig effektivt på hele den østlige del af Europa. På den baggrund inviterede Vesteuropa, som den norske

DANMARK I EUROPA – DET HISTORISKE PERSPEKTIV

20 DEN SVÆRE DANS – DANMARK OG DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE historiker Geir Lundestad har formuleret det, USA til at engagere sig i Vesteuro pas sikkerhed. Og på den måde blev Vesteuropa inkorporeret i det amerikanske koldkrigsimperium, Pax Americana, mens Østeuropa aldrig fik mulighed for at afslå invitationen til Pax Sovietica 13

Milwards pointe om The European Rescue of the Nation State (titlen på hans bog fra 1992) er interessant og perspektivrig. Den er imidlertid også vanskelig at bevise empirisk.15 Pointen er da også, at det var nationalstaterne, der scorede den politiske gevinst ved udviklingen. Uanset størrelsen af det europæiske samarbej des bidrag til fremgangen førte processen til, at nationalstaterne relativt hurtigt blev rehabiliteret som den centrale ramme om de europæiske borgeres økono miske og politiske liv. Det understøttede den nationale identifikation. På længere sigt blev det et problem for det europæiske samarbejde. Det skete, i takt med at samarbejdet intensiveredes og fik en tydeligere politisk dimension – især med Den Europæiske Union i 1992-1993. Man kan derfor sige, at EU i dag udfordres af Europas egen historie og af den måde, historien har ’opdraget’ de europæiske borgere på. Det gælder i allerhøjeste grad også, når man ser på det danske forhold til den europæiske integrationsproces.

Bagtæppet er vigtigt for at forstå dynamikken bag efterkrigstidens euro pæiske integration og rødderne til dagens EU. Det var helt afgørende, at Euro pa og områdets nationalstater var voldsomt miskrediteret efter to verdenskri ges kaos og myrderier. Derfor kom føderale visioner for fremtidens Europa på dagsordenen som et middel til at tøjle Europas selvdestruktivitet. Impulsen hen tede yderligere næring fra Europas økonomiske og globale svækkelse og blev i øvrigt stærkt tilskyndet af USA’s opbakning til et stærkere og mere sammen hængende Vesteuropa. Det var den dynamik, der satte et overstatsligt og over nationalt europaprojekt på dagsordenen. Alt var imidlertid ikke sagt endsige gjort. Nationalstaten fremstod måske nok diskrediteret i 1945, men nogle steder mere end andre. I takt med at Vest europa kom på fode igen, og de fleste lande udviklede sig til velfærdsstater, gen vandt nationalstaterne deres legitimitet. Det er den udvikling, der fik den britiske historiker Alan Milward til at argumentere for, at det europæiske samarbejde med EF som kronen på værket var med til at styrke den vesteuropæiske natio nalstat i årtierne efter Anden Verdenskrig. Det skete ved, at samarbejdet skabte rammer for den omfattende økonomiske vækst, der både bidrog til at finansiere velfærdsstaten og til at genskabe den nationale selvstændighed.14