Den tavse klode

Den tavse klode

Sådan forhindrer vi insekternes undergang

Oversat og bearbejdet af Kjeld Hansen

Gads Forlag

Den tavse klode

Sådan forhindrer vi insekternes undergang

© Dave Goulson 2021

Dansk udgave: © Gads Forlag 2023

Published by arrangement with PEW Literary Agency

Oversættelse og dansk bearbejdning: Kjeld Hansen

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Karin Friis Hansen

Sats: Demuth Grafisk

Forsideillustration: Kristen Meyer

Forfatterfoto: Finn Goulson

Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-07189-1

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne bog er udgivet med støtte fra: Danmarks Biavlerforening

DRYK

Nykilde Frø

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Prolog: Et liv med insekter

Jeg har været fascineret af insekter hele mit liv. En af mine tidligste erindringer er fra fem- eller seksårsalderen, hvor jeg fandt nogle larver med gule og sorte striber på noget ukrudt, der var spiret i en revne i asfalten i et hjørne af skolegården. Jeg lagde dem i min tomme madkasse, hvor de måtte dele pladsen med brødkrummer, indtil jeg kom hjem. Med hjælp fra mine forældre fik jeg samlet nogle af de rigtige planter, så de havde noget at leve af, og til sidst transformerede larverne sig til smukke magentarøde og sorte natsværmere (danske læsere vil kende arten under navnet blodplet). For mig var det den rene magi – og er det stadig. Jeg var hooked.

Siden da er det på en eller anden måde lykkedes mig at gøre min barndoms hobby til min levevej. Som teenager tilbragte jeg hver eneste weekend og alle ferier med at jagte sommerfugle med mit net, lokke natsværmere med sukkervand og sætte faldgrubefælder for at fange biller. Jeg købte æg hjem fra eksotiske sommerfugle fra specielle postordrefirmaer og iagttog dem klækkes til bizarre, regnbuefarvede larver for til sidst at blive til enorme, vidunderlige natsværmere: Grønne månemøl med lange haler fra Indien, påfuglenatsværmere med blinkende falske øjne fra Madagaskar og gigantiske chokoladebrune atlassværmere, den største af dem alle, fra Sydøstasien.

Uundgåeligt valgte jeg at læse biologi, da jeg fik en studieplads ved Oxford University, og senere gennemførte jeg min ph.d. om

sommerfuglenes økologi ved Oxford Brookes, det noget mindre fornemme universitet, der ligger på en bakke øst for Oxford. Derefter lykkedes det mig at opnå forskellige forskerstillinger: Først en tur tilbage til Oxford University for at studere det ekstraordinære parringsspil hos egeborebiller og derefter en stilling på et af regeringens laboratorier i Oxford for at studere metoder til at bekæmpe sommerfugle som skadedyr ved at sprøjte afgrøder med virus. Da jeg ikke brød mig om at slå insekter ihjel, endte jeg med at hade jobbet og følte mig derfor enormt lettet, da jeg fik tilbudt en fast forskerstilling ved det biologiske institut på Southampton University.

Det var der, jeg begyndte at specialisere mig i humlebier, som for mig er de mest betagende insekter (og de har ellers hård konkurrence). Jeg blev fascineret af, hvordan humlebier vælger, hvilke blomster de skal besøge, og brugte fem år på at optrevle, hvordan de undgår tomme blomster ved at opsnuse den svage snert af ildelugtende fødder fra en anden nylig humlebibesøgende. Jeg lærte, at trods deres fremtræden som omkringtumlende bamsedyr er det de smarteste intellektuelle giganter i insekternes verden, hvor de er i stand til at navigere frem til og huske bestemte steder og blomsterpletter i landskabet, hvor de effektivt henter skjulte belønninger frem fra kunstfærdige blomster, og samtidig lever i komplekse sociale kolonier, hvor kupplaner bliver udklækket og dronningemord er almindeligt. I sammenligning med dem forekom de sommerfugle, jeg havde jagtet som ung, som smukke, men mere tomhjernede skabninger.

På min jagt efter insekter har jeg haft held til at rejse over hele verden fra Patagoniens ørkner til de isdækkede bjergtinder i Fiordland på New Zealand og de fugtige bjergskove i Bhutan. Jeg har set skyer af fuglevinge-svalehaler, der sippede mineraler fra mudderbankerne langs en flod på Borneo og oplevet tusinder af ildfluer blotte deres lysende bagdele synkront i nattemørket over sumpene i Thailand. Hjemme i min have i Sussex har jeg tilbragt utallige timer på maven med at iagttage græshopper, der bejlede til en mage og bortjog rivaler, ørentviste udvise omsorg for deres unger, myrer, der

malkede honningdug fra bladlus, og bladskærerbier klippe blade til at fore deres reder med.

Jeg har haft det enormt sjovt. Men jeg er blevet hjemsøgt af det faktum, at disse skabninger er i tilbagegang. Det er halvtreds år siden, jeg første gang samlede de sommerfuglelarver i skolegården, og hvert eneste år siden da er der blevet lidt færre sommerfugle, lidt færre humlebier – færre af stort set alle de myriader af smådyr, som får verden til at løbe rundt. Disse fascinerende og smukke skabninger er ved at forsvinde, myre efter myre, bi efter bi, dag efter dag. Vurderingerne varierer og er ikke helt præcise, men det er sandsynligt, at insekterne er gået tilbage i mængde med 75 procent eller mere, siden jeg var fem år gammel.

Den videnskabelige dokumentation vokser sig stærkere for hvert år i takt med, at flere undersøgelser publiceres, som beskriver sammenbruddet i bestandene af Monark-sommerfugle i Nordamerika, udryddelsen af insekterne fra skove og overdrev i Tyskland, og den tilsyneladende ubønhørlige indskrænkning af humlebiers og svirrefluers udbredelse i Storbritannien. I Danmark er der siden 1960’erne forsvundet 12 arter af dagsommerfugle, svarende til omkring 10 procent af det samlede antal danske dagsommerfuglearter, og tilbagegangen ser ud til at fortsætte.

I 1963, to år før jeg blev født, advarede den amerikanske biolog Rachel Carson i sin bog Det tavse forår om, at vi var ved at forvolde frygtelige skader på planeten. Hun ville græde, hvis hun kunne se, hvor meget værre det er blevet siden. Insektrige habitater som høenge, moser, heder og tropiske regnskove har vi bulldozet, afbrændt eller pløjet i smadder med ødelæggelse i stor skala til følge. De problemer med pesticider og handelsgødning, som Carson satte søgelyset på, er blevet langt mere akutte med skønsmæssigt tre millioner tons pesticider, der nu tilføres det globale miljø hvert år. Nogle af de nye pesticider er mange tusind gange mere giftige for insekter end noget, der eksisterede på Carsons tid. Dyrkningsjordene er blevet forringede, floderne kvæles i finkornet silt og forurenes med kemikalier. Klimaforandringerne, der var et ukendt fænomen i hendes dage, truer nu med at hærge yderligere på vores hårdtprø-

vede planet. Disse forandringer har alle fundet sted i vores livstid, på vores vagt, og de fortsætter med at accelerere.

Insekternes tilbagegang er frygtelig trist for alle os, der holder af disse små skabninger og værdsætter dem for, hvad de er i sig selv, men den truer også menneskehedens livsbetingelser, fordi vi har brug for insekterne til at bestøve vores afgrøder, til at omsætte gødning, blade og døde dyr, sikre dyrkningsjordens sundhed, bekæmpe skadedyr og meget, meget mere. Mange større dyr som fugle, fisk og frøer er afhængige af insekter som føde. Vilde blomster er afhængige af dem til bestøvning. I takt med at insekterne bliver færre, vil vores verden langsomt gå i stå, for vi kan ikke fungere uden dem. Som Rachel Carson formulerede det: ”Mennesket er en del af naturen, og vores krig mod naturen er uundgåeligt en krig mod os selv.”

I dag bruger jeg meget af min tid på at forsøge at overtale andre mennesker til at elske og passe på insekter eller i det mindste respektere dem for alle de vigtige ting, de gør. Det er selvfølgelig derfor, jeg skrev denne bog. Jeg ønsker, du skal se insekterne på samme måde som jeg: Som smukke, overraskende, af og til overordentligt mærkværdige, af og til uhyggelige og foruroligende, men altid vidunderlige og al vores agtelse værd. Jeg tror, du vil blive forbløffet over nogle af deres mere mærkværdige vaner, livscykler og adfærdsformer, som kan få science fiction-forfatternes fantasier til at tage sig ud som gumpetunge banaliteter. Indimellem, at vi i bogens kapitler udforsker insekternes verden, deres udviklingshistorie, deres vigtighed og de mange trusler, de står overfor, vil der være små mellemspil – korte udforskninger af livet for nogle af mine yndlingsinsekter.

Selvom tiden er ved at løbe ud, er det endnu ikke for sent at redde verden. Vores insekter har brug for hjælp. Flertallet er endnu ikke uddøde, og giver vi dem bare noget plads, kan de snart komme sig, for insekter formerer sig hurtigt. Insekter lever overalt omkring os: I vores haver, parker, marker, i jorden under vores fødder og selv i revnerne i byens fortove, så vi kan alle involvere os i at passe på dem og bidrage til at sikre, at disse vitale skabninger ikke

forsvinder. Man kan godt føle sig hjælpeløs over for mange af de miljøproblemer, der tårner sig op i vores horisont, men vi kan alle med nogle enkle tiltag understøtte insekterne.

Jeg vil hævde, at der er brug for dybtgående forandring. Vi bør invitere flere insekter ind i vores haver og parker og omdanne byområderne med vejkanter, jernbaneskråninger og rundkørsler til et netværk af korridorer med blomstrende, sprøjtefrie levesteder. Vi har brug for radikale ændringer af de sammenbrudte fødekæder, samtidig med at madspildet begrænses, og kødforbruget skæres ned, så vi kan afsætte store landområder af mindre produktiv karakter til natur. Vi skal udvikle ægte, bæredygtige landbrugssystemer, der fokuserer på at arbejde med naturen for at producere mad, der er sund for os, i stedet for at dyrke afgrøder i store, golde monokulturer, der søles ind i pesticider og gødningsstoffer. Alle kan bidrage til at skabe disse forandringer på mange forskellige måder: Køb og spis lokale, sæsonbestemte økologisk producerede grøntsager og frugt; dyrk dine egne madvarer; stem på politikere, der tager miljøet alvorligt; opdrag dine børn til at forstå det påtrængende behov for at passe bedre på planeten.

Forestil dig en fremtid med store og små grønne byer, hvor hver eneste kvadratmeter er fyldt op med vilde planter, blomstrende og frugtbærende træer, grønne tage og grønne mure; hvor børn kan vokse op til lydene af græshoppers filen, fuglesang og forbiflyvende humlebiers dybe summen, og med glimt af farvestrålende sommerfuglevingers flaksen. Byer, der er omkranset af små, alsidige landbrug, der avler sunde grøntsager og frugter, som en bred vifte af insekter sørger for at bestøve, mens skadedyr holdes i skak af en hær af naturlige fjender, og jordens sundhed og indhold af kulstof vedligeholdes af myriader af jordlevende organismer. Længere væk fra byerne leverer nye naturprojekter friluftsoplevelser i vådområder med bæverdæmninger og masser af guldsmede og svirrefluer, blomsterrige enge og et kludetæppe af lunde og småskove, der alle vrimler med liv. En sådan fremtid kan lyde som en utopisk fantasi, men der er plads nok på Jorden til, at vi alle kan leve gode liv, spise sundt og rigeligt på en pulserende, grøn planet. Vi skal bare lære at

leve som en del af naturen og ikke adskilt fra den. Det første skridt er at tage ansvar for insekterne, de små skabninger, der får vores fælles verden til at løbe rundt.

Del 1:

Derfor betyder insekter alverden

Man kan frygte, at de fleste mennesker ikke bryder sig særlig meget om insekter. Faktisk vil jeg godt gå et skridt videre: Jeg tror, mange mennesker afskyr insekter eller er rædselsslagent bange for dem, eller begge dele. De omtales ofte som ”kryb” eller ”bugs”, som på engelsk også er et ord, der bruges om sygdomsfremkaldende organismer. For mange mennesker er disse ord forbundet med billeder af ubehagelige, krybende og snavsede væsner, der lever i skidt og møg og spreder sygdomme. I stigende grad lever de fleste af os i byer, og mens vi vokser op, ser vi kun få andre insekter end stuefluer, myg og kakerlakker, så måske er det ikke så overraskende, at insekter ofte fremkalder frygt. De fleste af os er bange for det ukendte og uvante. Kun få værdsætter, hvor afgørende vigtige insekter er for vores egen overlevelse, og endnu færre hvor smukke, kloge, fascinerende, mystiske og vidunderlige insekter er. Min mission her i livet er at overtale folk til at elske insekterne, eller i det mindste respektere dem for alt det, de gør. Nu vil jeg gerne forklare, hvorfor vi bør opdrage alle og enhver fra barnsben til at værne om disse små skabninger; hvorfor de betyder så meget.

En kort historie om insekter

Lad os begynde med begyndelsen. Insekter har været her i meget, meget lang tid. Deres forfædre udviklede sig i fortidens slamlag på bunden af oceanerne for en halv milliard år siden, mærkværdige, panserklædte skabninger med et udvendigt skelet og leddelte ben, som videnskabsfolk i dag kalder arthropoder (hvilket betyder netop leddelte ben). Vi har kun få fossile fund fra dengang, men de, der findes, som for eksempel de berømte Burgess Shale aflejringer i canadiske Rocky Mountains, giver os betagende glimt af denne tidlige verden. De er enormt forskellige, talrige typer med kropsmål og antal lemmer, øjne og andre mystiske ekstremiteter helt ulig noget, som findes i dag. Det er, som om Moder Natur havde fundet på et supergodt koncept og derefter legede planløst videre som et barn med et Meccano-sæt og afprøvede alverdens forskellige måder at skrue en skabning sammen på. For eksempel eksisterede der et ormelignende væsen med det passende navn Hallucigenia, som oprindeligt blev antaget at bevæge sig på lange, tornede ben med en vanvittig frisure af viftende fangarme ned ad ryggen, men i nyere illustrationer er den blevet vendt om på siden, så den nu går på tentaklerne og måske har brugt tornene til at forsvare sig. I mellemtiden udvikledes Opabinia med fem øjne på stilke og en enkelt hummerlignende klo ud fra hovedet, mens Leanchoilia lignede en bænkebider, der var fortil udstyret med to lange arme, hver opdelt i tre tentakler eller fangarme. Så var der Animalocaris, der oprindeligt blev beskrevet som tre særskilte skabninger – den første en

rejelignende, den anden en vandmand og den tredje noget, der lignede en søpølse – men i dag betragtes de alle som forskellige dele af det samme dyr, hvor søpølsen har været kroppen, vandmanden munddelene og det rejelignende væsen det ene af et par ben. Med en længde på omkring 50 cm er Animalocaris det største af fossilerne fra Burgess Shale, der er blevet beskrevet indtil videre. Vi kan kun gætte på disse diminutive havuhyrers adfærd og livscykler for 500 millioner år siden. Urtidens oceaner blev fyldt med disse mærkværdige og vidunderlige skabninger, men alle er nu uddøde, selvom nogle må have grundlagt slægter, der stadig lever i verdenshavene i dag.

Vi ved dog, at nogle få af disse tidlige leddyr på et tidspunkt eksperimenterede med at flytte op på land, måske for at undgå konkurrenter eller rovdyr eller på jagt efter bytte.

På land viste det sig nyttigt med det udvendige skelet: De fleste små havdyr som vandmænd og nøgensnegle er afhængige af havvandet for at holde sig oppe og klasker simpelthen hjælpeløst sammen, hvis de strander, når tidevandet trækker sig tilbage, men med et stift skelet kunne de tidlige leddyr vandre omkring, og det gjorde de, mens de udforskede omgivelserne stadig længere væk fra havet. De kom til at grundlægge det mest succesfulde dynasti af skabninger, der nogensinde har levet på Jorden, hvis vi måler dem i antal arter eller antal individer (og ikke på evnen til at ødelægge planeten). Og ”de” er selvfølgelig insekterne.

For omkring 450 millioner år siden tog forskellige slægter af leddyr chancen for liv på landjorden. De første spindlere hev sig selv op af havet og fortsatte på land som edderkopper, skorpioner, flåter og mider – måske ikke de mest indtagende skabninger i vores øjne, men særdeles succesrige på deres egen måde. Tusindben slæbte sig langsomt op på land og besatte skyggefulde, fugtige levesteder, hvor de fredsommeligt nippede henfaldende organiske materialer i sig fra jorden og under træstammer og sten, hvor de er forblevet bofaste indtil vor tid, kun jagtet af deres voldsomt aggressive og hurtigere slægtninge, skolopendrene, der også bor i jorden og andre skyggefulde, fugtige levesteder.

Disse skabninger fra Burgess Shale-fossilfundene levede i havet for 500 millioner år siden: De mærkværdige skabninger omfattede mange af de tidlige leddyr, som er forfædre til insekterne: svampe Vanuxia (1), Choia (2), Pirania (3); armfødder Nisusia (4); havbørsteorme Burgessochaeta (5); pølseorme Ottia (6), Louisella (7); trilobitter Olenoides (8); andre leddyr Sidneyia (9), Leanchoilia (10), Marella (11), Canadaspis (12), Molaria (13), Burgessia (14), Yohoia (15), Waptia (16), Aysheaia (17); bløddyr Scenella (18); pighuder Echmatocrinus (19); chordater Pikaia (20); foruden

Haplophrentis (21), Opabina (22), lophophorater Dinomischus (23), proto-annelider Wiwaxia (24), og anomalocariden Laggania cambria (25). Fra Wikicommons

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Burgess_community.gif

Nogle få krebsdyr (krabber, hummere, rejer og så videre) forsøgte sig med et liv på land, men de fleste fik aldrig rigtigt held med det. Denne gruppe er forblevet enormt forskelligartede og udbredt i verdenshavene op til vore dage, men dens mest succesrige landlevende repræsentant er den uanseelige bænkebider, som er en indtagende og vigtig skabning på sin egen måde, dog uden at kunne gøre seriøst krav på global dominans.

De tidlige eventyrere blandt leddyrene på land har delt vilkår med nutidens bænkebidere og tusindben og har formodentligt været begrænset til at opholde sig fugtige steder langs vandkanten, i

mudder, under sten eller i tuer af mosser. Akvatiske skabninger har en tendens til at dø meget hurtigt på land af dehydrering, især hvis de er små som de fleste leddyr. Skal landjorden virkelig udforskes, så er det af vital betydning at være vandtæt. Edderkopper fik styr på det ved at udvikle et voksagtigt hudskelet, der gør det muligt for dem at overleve i selv de mest udtørrede omgivelser; jeg har set dem sidde tålmodigt i deres sarte spind i en hærget, bladløs busk midt ude i Saharas ørken. Men det var insekterne, der virkelig kom til at mestre livet på landjorden. Deres præcise oprindelse forbliver mystisk: Insekterne antages at have udviklet sig på land for omkring 400 millioner år siden,1 måske fra et tidligt krebsdyr, måske fra et tusindben, men mere sandsynligt stammer de fra en ældgammel gruppe af leddyr, som ikke har overlevet til vore dage, og som endnu ikke er fundet blandt fossilerne.

Men hvordan definerer eller identificerer vi et insekt? Svaret er, at alle insekter er fælles om visse generelle træk, som adskiller dem fra andre leddyr. Deres krop er inddelt i tre sektioner: Et hoved, et bryst (thorax) og en bagkrop (abdomen). Ulig alle andre grupper af leddyr har insekter seks ben, der sidder fastgjort på thorax. Ligesom edderkopper har insekter udviklet en vandtæt hud, der forsegles med voks og olier.

Udrustet med dette grundliggende design gav insekterne sig i kast med at erobre landjorden, men de var næppe nået langt, hvis ikke de havde taget endnu et kæmpemæssigt evolutionært spring, der skulle vise sig at rumme nøglen til deres globale succes. Et af fortidens insekter lettede og fløj til vejrs. Nogle primitive ikke-flyvende insekter overlever stadig i dag – sølvfisk er måske det bedst kendte eksempel (eller rettere sagt, ikke særlig godt kendt overhovedet). De, der kunne flyve, fik derimod enorm succes.

1 Skabninger temmelig lig moderne mennesker dukkede op for omkring 1 million år siden, så insekter har været her så nogenlunde 400 gange længere, end vi har. De var ældgamle, allerede da de første dinosaurer dukkede op (for omkring 240 millioner år siden), og har overlevet indtil videre fire af fem masseuddøen på Jorden, herunder den, der udslettede dinosaurerne.

Evnen til aktiv flyvning er, så vidt vi ved, kun opstået fire gange i de tre og en halv milliard år siden livets begyndelse, og insekter var luftens første pionerer allerede for omkring 380 millioner år siden (fulgt af pterosaurerne for 228 millioner år siden, fugle for omkring 150 millioner år siden, og flagermus for omkring 60 millioner år siden). Så i 150 millioner år havde insekter himmelrummet for sig selv. Det står ikke klart, hvordan flyveevnen først opstod, men en populær teori går ud på, at vinger oprindeligt var flaplignende gæller, som de stadig ses hos døgnfluenymfer i dag. Til en start har de måske blot dyrket lettere svæveflyvning, men blev efterhånden mere aktive, og den første aktive flyvning fandt dermed sted.

Der er betydelige fordele ved at kunne flyve. At undslippe rovdyr, der lever på jorden, er nemt, og at finde føde eller en partner bliver meget nemmere, fordi flyvning er langt hurtigere end at gå. Migration, dvs. større forflytninger, bliver muliggjort, og nogle insekter som monarksommerfuglen og tidselsommerfuglen har udviklet sig til at flyve tusinder af kilometer hvert år for at undgå vinterens kulde. Migration er ingen relevant mulighed for en bænkebider eller tusindben.

Takket være deres nyopdagede superkræfter oplevede de flyvende insekter stor fremgang i Karbon (for 359 til 299 millioner år siden), hvor mange nye insektgrupper dukkede op, herunder de svagt flyvende knælere, kakerlakker og græshopper, men også dygtigere flyvere som døgnfluer og guldsmede.

Mens insekterne havde travlt med at lære at flyve, lå planterne heller ikke på den lade side. Også de havde udviklet mere vandtætte blade, og i konkurrence med hinanden om lyset voksede de sig stadig højere og skabte skove af gigantiske træbregner (hvoraf nogle endte som fossilt kul efter at være sunket ned i skovens mosebund).

Selvom der i denne periode levede padder og de første firben, må livet på landjorden have været overvejende domineret af insekter.

Atmosfæren dengang var rigere på ilt end i dag, og det kan være en af grundene til, at nogle insekter var i stand til at vokse sig større end nutidens arter. Kunne man rejse tilbage til urtidens skove, ville det være muligt at få et glimt af en svævende Meganeura mellem

træerne – enorme, guldsmedlignende insekter med vingefang på mere end 70 centimeter.

Selvom flyveevnen må have været en af insekternes vigtigste opfindelser, havde de et par tricks mere i deres seks ærmer. For det første lykkedes det umiddelbart efter afslutningen på Karbon, for omkring 280 millioner år siden, for en insektart at gennemføre en metamorfose, den bemærkelsesværdige evne til at skifte fra det ormeagtige, uudviklede stadie (larven) til et voksent insekt med et totalt anderledes udseende; fra en kålorm til en sommerfugl eller fra en maddike til en flue.

Metamorfosen er mindst lige så magisk som enhver frø, der bliver til en eventyrprins, bortset fra at den er ægte og foregår hele tiden overalt. Forestil dig, at du er en fuldvoksen kålorm. Du indtager dit sidste måltid af blade, hvorefter du spinder en silkepude, der kan holde dig fast på en plantestængel. Så splitter du din gamle hud åben og åbenbarer en ny, brun og glat hud nedenunder. Du har ikke længere øjne eller lemmer eller nogen form for ydre åbninger bortset fra nogle små åndehuller. De kaldes spirakler og gør det muligt for dig at trække vejret. Du er fuldstændig hjælpeløs og vil være det i ugevis, måske i måneder for nogle arter. Inden i din skinnende puppehud går din krop i opløsning, fordi cellerne i væv og organer er forprogrammerede til at dø og gå i opløsning, indtil du ikke består af meget andet end en suppe. Nogle få grupper af embryonale celler overlever dog, og de er i stand til at formere sig og skabe helt nye organer og strukturer i en spritny krop. Når den er færdig, og tiden er inde, bryder du ud af puppehylstret, og så åbenbarer sig en helt ny skabning, komplet med store øjne, en lang, sammenrullet snabel til at drikke med og smukke vinger med iriserende skæl, som skal foldes ud ved at pumpe blod ind i deres årer, før de hærder.

Der er megen debat om oprindelsen til dette forbløffende fænomen. En ny og noget bizar teori går ud på, at metamorfosen opstod som resultat af en udflippet, men vellykket parring af et flyvende sommerfugleagtigt insekt og et fløjlsdyr (en ormelignende slægtning til leddyrene). En mere plausibel forklaring går på, at sommerfuglelarven opstod som et for tidligt udklækket embryonalt insekt.

Uanset hvordan det gik til, så er metamorfose et bemærkelsesværdigt fænomen, og de insekter, der besidder denne evne, er blevet de mest succesfulde af alle: Fluer, biller, sommerfugle og natsværmere, hvepse, myrer og bier.

Umiddelbart er det måske ikke indlysende, hvorfor det er sådan en nyttig egenskab at kunne forvandle sig fra en maddike til en flue, uanset hvor imponerende det er. Det kan synes at være en forfærdelig stor anstrengelse, og enhver, der nogensinde har udklækket sommerfugle, vil kunne bevidne, at udklækning fra puppen er en vanskelig og usikker manøvre, der ofte går galt. Ikke mindst når oppumpningen af vinger fejler, så det stakkels insekt ender som forkrøblet og dødsdømt. En teori, der forklarer, hvorfor metamorfose er sådan en succesfuld strategi, går ud på, at den gør det muligt for begge udviklingstrin at specialisere sig i forskellige opgaver og designe kroppen til netop det formål.2 Larven er en ædemaskine, der ikke består af meget andet end en mund og anus forbundet med en tarm, hvilket stort set er alt, hvad en maddike indeholder. Den har ikke behov for at kunne bevæge sig hurtigt eller langt omkring, da dens mor har sikret sig, at æggene er lagt, hvor der er masser af mad. Larver har kun rudimentære sanser som ringe synsevne og ingen følehorn. Derimod er det voksne insekt ofte kortlivet og æder ikke meget andet end lidt nektar, der nippes til for at skaffe brændstof til dets aktiviteter.3 Hovedopgaven går ud på at finde en partner, parre sig og lægge æg, hvis det er en hun. Nogle arter migrerer også. Voksne insekter har derfor brug for at være mobile og med skarpe sanser, så de kan bevæge sig omkring på udkik efter en partner ved hjælp af syn eller lugt eller lyd, og derfor har de ofte

2 Lad mig understrege, at jeg ikke foreslår et intelligent design af et højere væsen. ”Design” er den kortfattede betegnelse for evolutionens blinde fuskerier gennem årtusinder.

3 Da insekter er så talrige og forskellige, vil der altid være undtagelser. Mens nogle voksne natsværmere ikke har munddele og blot lever i tre eller fire dage, kan visse voksne biller leve i adskillige år. Rekorden i levetid tilfalder dronninger blandt termitter. De kan blive mindst 50 år og sandsynligvis endnu ældre.

store øjne og lange følehorn. De kan også være udstyret med klare farver, som kan gøre indtryk på en potentiel partner.

Til sammenligning kan det være værd at se på de insekter, der ikke gennemgår metamorfose, for eksempel græshopper eller kakerlakker. En ung græshoppe eller kakerlak er i bund og grund en miniatureudgave af den voksne med små ”vingeknopper” i stedet for funktionsdygtige vinger. Men i modsætning til insekter med metamorfose kan unge græshopper være tvunget til at konkurrere om føden med de voksne græshopper, hvad der ikke bekymrer en maddike eller sommerfuglelarve. En græshoppes krop er reelt et kompromis i design, der sætter den i stand til at gøre alt: Æde, vokse, sprede sig, finde en partner og opsøge et godt sted at lægge sine æg. Retfærdigvis skal det siges, at græshopper har pæn stor succes, hvad enhver bonde i Afrika kan bekræfte efter besøg af en sværm sultne vandregræshopper, men hvad angår antallet af arter, får de baghjul af deres metamorfoserende fætre. Der kendes omkring 20.000 arter af Orthoptera (græshopper og deres slægtninge) og 7.400 arter af Blattodea (kakerlakker). I modsætning til disse antal omfatter insekter med metamorfose 125.000 arter af Diptera (fluer), 150.000 arter af Hymenoptera (bier, myrer og hvepse), 180.000 arter af Lepidoptera (sommerfugle og natsværmere) og et forbløffende antal på hele 400.000 arter af Coleoptera (biller). Tilsammen omfatter disse fire ordener af insekter omkring 65 procent af alle kendte arter på vores planet.

Som et sidste trick i deres evolution ud over flyveevnen og den magiske metamorfose har insekterne udviklet komplekse samfund, hvor grupper af individer arbejder effektivt sammen, næsten som om de udgjorde en enkelt ”superorganisme”. Termitter, hvepse, bier og myrer følger alle denne strategi og lever i bo med en eller nogle få dronninger, der lægger mere eller mindre alle æg, mens deres døtre arbejder i forskellige specialiserede jobs med at opvarte dronningen, passe ynglen, forsvare boet og så videre. Gennem specialisering kan hvert eneste individuelle insekt blive ekspert i bestemte opgaver og i nogle tilfælde ligefrem få en særligt tilpasset krop som for eksempel enorme kæber hos soldatermyrer, der prin-

cipielt står for forsvaret af boet mod større rovdyr som myreslugere og jordsvin. Den berømte amerikanske biolog og myrespecialist E.O. Wilson har engang vurderet, at der findes i omegnen af en til ti kvadrillioner myreindivider i verden (1.000.000.000.000.000 til 10.000.000.000.000.000). I nogle økosystemer på landjorden kan de udgøre 25 procent af den totale animalske biomasse, og den samlede vægt af myrer på planeten svarer i meget grove træk til den samlede vægt af menneskeheden. Antallet af myrer overgår os med omkring en million myrer for hvert menneske. Indtil for omkring 200 år siden ville enhver gæst fra det ydre rum, der betragtede Jorden på et hvilken som helst tidspunkt i de forudgående 400 millioner år, have konkluderet, at Jorden var insekternes kongerige.