INDHOLD
1 Indledning 7
2 Krise på krise 22
3 Den fortsatte konflikt 45
4 Werner Görnandt 63
5 Fritz Maywald og nazificeringen af skolekommissionen 84
6 Undervisningen 111
7 La ndschulheim 145
8 Lærerne 159
9 Eleverne 190
10 Sa nkt Petri og ”jødespørgsmålet” 210
11 Førerdyrkelse, mærkedage og den nazistiske hilseform 235
12 Propagandaskolen 248
13 O verlevelseskampen 271
14 De t yske skoler i Sønderjylland og Sankt Petri 30 0
15 Konklusion 306
Oversigt over lærere ved Sankt Petri Skole 324
Anvendte forkortelser 330
Udvalgt litteratur og anvendt arkivmateriale 332
Noter 342
Personregister 387
Midt i Københavns gamle Latinerkvarter ligger Sankt Petri Skole, i dag en moderne dansk-tysk grundskole, gymnasium og børnehave for mere end 600 børn.1 Skolens historie går tilbage til 1575, hvor Frederik 2. gennem et sæt privilegier tillod den tyske menighed i København at ansætte en præst og samtidig danne en korskole. I ti år holdt menigheden til i Sankt Clara Klosterkirke, og i 1585 overtog menigheden Sankt Petri Kirke, som i dag ligger indrammet af Nørregade, Sankt Peder Stræde, Larslejsstræde og Sankt Petri Passage.
Sankt Petri-miljøet har siden dengang været et omdrejningspunkt for Københavns tyske minoritet, og siden 1616 har der også været en direkte forbindelse til kongehuset: Det år valgte Christian 4. at udpege en patron, der skulle føre tilsyn med kirkens og skolens økonomi. Den ordning eksisterer stadig, men med visse mindre forandringer. 2
I anledning af 400-årsdagen (2016) for udpegelsen af den første patron skrev Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen en artikel om Sankt Petri Skole. Han fremhævede Sankt Petri som den eneste tyske udlandsskole i et besat land, der overlevede efter Anden Verdenskrig – fordi skolen under besættelsen, skrev Pilgaard, formåede at sno sig og holde sig fri af nazistisk indflydelse. Skolens kongeligt udpegede patron, Gunnar Bardenfleth, og Sankt Petri Kirkes præst, Werner Görnandt, optræder især som helte, der ved forskellige episoder havde holdt nazismen fra den tyske skoles dør. ”Når der overhovedet foregår noget som helst ’nazistisk’ på den tyske skole og kirkes område i Københavns indre by under krigen, er det altså et udtryk for tvang fra besættelsesmagten,” hedder det i artiklen, som er baseret på de officielle kilder, der findes om skolens historie. Med Weekendavisens artikel blev Sankt Petri Skoles lange historie, dens lydefri ageren under krigen og dens næsten mirakuløse overlevelse viderefortalt til nutidens avislæsere, men den antændte en offentlig debat. 3
Debatten om skolens historie udfoldede sig i Weekendavisen og Berlingske imellem historikere, journalister, repræsentanter for skolen og
7
1 INDLEDNING
forældre hen over flere måneder.4 Historikeren Ole Brandenborg Jensen svarede først med en henvisning til sin egen bog, Landesgruppe Dänemark, hvori han har undersøgt det tyske nazistpartis afdeling i Danmark. 5 Brandenborg Jensen kunne fortælle, at flere af Sankt Petri Skoles lærere var medlemmer af nazistpartiet, og at skolen blev storleverandør af børn til Hitlerjugend (HJ), som oprettede en afdeling på skolens område på initiativ fra skolens tyske lærere. Ifølge Ole Brandenborg Jensen er den officielle historie om skolen i besættelsestiden skrevet af personer, som selv har haft tilknytning til Sankt Petri og en interesse i at fremstille den i et særligt lys, og som har efterladt sig en renskuret version af historien om skolens forhold til nazismen. Skolens overlevelse skyldes ifølge ham, at det efter krigen lykkedes den effektivt at lægge et låg på historien om, hvad der faktisk skete på skolen i årene efter 1930.
Det er skolens ageren op til og under besættelsen, der er til forhandling i den lange række af debatindlæg og artikler, samt ikke mindst eftertidens behandling af denne periode. I hvor høj grad havde skolen, dens ledelse og dens lærere været præget af nazismen? Hvordan så undervisningen ud i besættelsesårene, og hvad var der sket med skolens jødiske elever? Havde der været et opgør med de nazistiske lærere? Og i hvor høj grad havde den officielle historieskrivning om skolen fortiet sandheden?
I kølvandet på debatten og de nye oplysninger traf skolens daværende ledelse et modigt valg ved at kommissionere den foreliggende historiske undersøgelse, der – i modsætning til den hidtidige historieskrivning om skolen – er foretaget af personer uden relation til skolen. Der blev nedsat en forskerkommission, som stillede følgende undersøgelsesspørgsmål:
Undersøgelsen skal især afdække følgende fire hovedområder og underspørgsmål:
1. Undersøgelse af Sankt Petri Skoles struktur og opbygning med fokus på de interne magtforhold og elevsammensætningen, herunder forholdene for de jødiske elever.
a. Hv ilken rolle spillede skoleledelsen og skolebestyrelsen i forhold til udbredelse eller inddæmning af nazistisk ideologi?
8
b. Hvordan ændredes karakteren af lærergruppen, elevsammensætningen og undervisningen i perioden?
c. Hvordan forholdt skolen sig til jødiske elever?
2. Undersøgelse af Sankt Petri Skoles interesser og manøvrerum i relation til danske og tyske myndigheder samt eventuelt øvrige eksterne aktører. Kort efter Hitlers magtovertagelse erklærede skolekommissionens formand, at skolen kun kan opfylde sin mission, hvis den er loyal overfor de danske myndigheder, og at lærerne skal afholde sig fra politisk aktivitet.
a. I hv ilket omfang blev dette standpunkt fastholdt?
b. Hvordan agerede Sankt Petris ledelse i konteksten af samarbejdspolitikken i relation til eksterne aktørers interesser i skolen?
3. Undersøgelse af Sankt Petri Skole efter besættelsen
a. Hvordan og hvorfor kunne skolen fortsætte, og i hvilken grad var der tale om personel kontinuitet?
b. Hvordan har Sankt Petri håndteret sin fortid i offentlige publikationer?
4. Baseret på eksisterende forskning ønskes en perspektivering af skolens historie sammenlignet med andre tyske skoler i udlandet, de tyske skoler i Sønderjylland og det samtidige danske skolevæsen.
Tidsmæssigt behandler undersøgelsen primært perioden 1930-1950. Således får vi placeret skolen før Hitlers magtovertagelse 30. januar 1933, og i den anden ende af perioden vil det ses, hvordan skolen overlevede efter besættelsen, og hvordan grundstenen til den officielle historieskrivning blev lagt.
Det primære formål med bogen er derfor at besvare disse spørgsmål på en læseværdig måde og ikke som en offentlig redegørelse. Derfor sidder du også med en bog, der henvender sig til alment historieinteresserede, fordi den ikke blot foregår inde bag Sankt Petris mure, men viser, hvordan skolens relationer til tyske gesandter, det tyske nazistparti – og sågar en donation fra Adolf Hitler til skolens lejrskole – kaster et nyt lys på centrale tyske kulturinstitutioner, som blev anset for væsentlige
9
forposter for udbredelsen af nazismen i den danske hovedstad. Det blev til gengæld en kamp med de andre relationer til kongehuset, Undervisningsministeriet og de mange danske elever på skolen, der i en længere periode trak skolen i en anden retning.
Bogens fokus er på det skolemæssige område, selvom Sankt Petri Kirke må betragtes som en hovedaktør i dens virke, fordi medlemmerne af skolekommissionen, som skolens bestyrelse kaldes, udelukkende kunne vælges fra Sankt Petri Kirkes menighed og organer. Dertil kommer, at præsten var skolekommissionens formand. Det falder uden for undersøgelsesspørgsmålene at besvare, hvordan kirkens ledende organer og menighedens generelle forhold til nazismen var, men kirkens rolle i skolens forhold kommer vi ikke udenom. Derfor er de kirkelige elementer indlemmet, hvor det har relevans for skolens historie eller dens hovedaktører. Bogen vil også vise, at fremtrædende medlemmer fra kirken og menigheden havde et forhold til nazismen, der langt fra var uskyldigt. Nazismen påvirkede derfor også kirken og dens ledelse i et uafdækket, men historisk interessant omfang.
SANKT PETRI KIRKE OG SKOLE
For at forstå forholdene på Sankt Petri Skole i den omtumlede og begivenhedsrige periode, som undersøgelsen skulle afdække, må man forstå
Eleverne på Sankt Petri i 1938. Flere af pigerne ses i deres uniform fra Bund Deutscher Mädel, som man skulle være ti år for at blive medlem af. (Sankt Petris Arkiv)
10
skolens interne struktur og forbindelserne mellem skole, kirke og kongehus, som har rødder århundreder tilbage i tiden. Skolekommissionens medlemmers kirkelige forbindelse fordrer derfor, at vi kort må rundt om Sankt Petri Kirkes struktur.
I den periode, som undersøgelsen dækker, var der to kongeligt udpegede patroner for Sankt Petri Skole: greve Frands Brockenhuus-Schack, som var patron fra 1911 til 1938, og Gunnar Bardenfleth, som var patron fra 1938 til 1965. Brockenhuus-Schack havde først en militærkarriere, som blev afløst af en diplomatisk. Fra 1906 var han udelukkende ansat ved hoffet under Frederik 8. Hans rolle blev mindre under Christian 10., som fra 1938 valgte Bardenfleth til patron. Bardenfleth kom fra en centraladministrativ karriere, men da familien havde tjent kongehuset i to generationer, og kongen selv havde bemærket Bardenfleths færdigheder, udnævnte Christian 10. i 1936 Bardenfleth til sin kabinets- og ordenssekretær og altså i 1938 til patron for Sankt Petri Skole og Kirke. Under besættelsen bistod Bardenfleth kongen som en betroet rådgiver, som opretholdt kontakt til de ledende politikere.6
Sankt Petri Kirke bestod i 1930 af to kirkelige organer – kirkekollegiet og de eligerede – som bestyrede kirkens drift, en række stiftelser og legater samt menigheden. Kirkekollegiets struktur blev ændret ved en privilegieændring i december 1880, og de eligerede blev oprettet i 1902. Det var en styreform, der varede frem til 1951. Kirkekollegiet var kirkens bestyrelse, der bestod af fem medlemmer, som var valgt af menigheden. Valgbarheden blev bl.a. opnået ved mindst fem års medlemskab af menigheden og en større skattepligtig formue.7 Privilegieændringen i 1880 satte et kongeligt punktum for en række magtkampe omkring kirken ved at knæsætte menighedens ret til medbestemmelse ved valgret til kirkekollegiet. Magtkampen havde rødder i Første Slesvigske Krig (1848-1850). Krigen stillede nationaliteterne overfor hinanden, og derfor blev kirken en symbolsk, nationalpolitisk kampplads mellem de to folk. Kampen om hertugdømmerne Slesvig og Holsten blev afsluttet med, at tyske embedsfolk blev afskediget og erstattet med danske. Det betød en affolkning af den tyske embedsstand i København, men allerede i 1848, hvor præsten i Sankt Petri Kirke skulle have konfirmeret 150 personer, dukkede kun tre op, for de fleste embedsfolk var allerede rejst. Under krigen modtog den tyske præst, der havde valgt at blive, anonyme trusselsbreve og oplevede at blive opsøgt af en ophidset folkemængde på sin bopæl. Det lykkedes ham at neddæmpe
11
gemytterne ved på dansk at forklare, at han var ansat af den danske konge. Striden om det dansk-tyske blev forværret ved det danske nederlag og Tysklands sejr i Anden Slesvigske Krig (krigen i 1864). Derefter forsøgtes en ”danisering” af kirken, som fortsatte ind i skabelsen af Det Tyske Kejserrige i 1871. Kampen mellem dansk og tysk splittede menigheden langs nationale skel, der samlede sig i hver sin forening, og altså først blev afsluttet med privilegiestadfæstelsen i 1880.8
De eligerede, det andet kirkelige organ, blev oprettet ved kongelig resolution i 1902. Organet repræsenterede menigheden og kunne komme med indstillinger til kirkekollegiet i sager, den skønnede vigtig for menigheden. De eligerede bestod af 12 repræsentanter fra menigheden. Fire blev valgt på livstid af patronen, otte blev direkte valgt af menighedens medlemmer. Disse otte blev valgt for tiårige perioder med nyvalg for halvdelen af dem hvert femte år. Valgbarheden var bl.a. mindst fem års forudgående medlemskab af menigheden.9
Præsten blev valgt af menigheden gennem præstevalg, men præsten i Sankt Petri Kirke stod i en særlig position, idet han hverken var medlem af kirkekollegiet eller de eligerede. Det stillede embedet uden for indflydelse på kirkens drift og økonomi. Præsterne ved Sankt Petri Kirke i den undersøgte periode havde også tætte forbindelser til de kirkelige myndigheder i Tyskland, der både anbefalede præster og medvirkede til at løse klerikale konflikter. Rent juridisk betragtet var præsten underlagt Folkekirken og Københavns Stifts biskop, og i hans udnævnelsesbrev var han pålagt at være tro og lydig mod majestæten. Slutteligt var ansættelsesbrevet ikke gyldigt, før præsten var blevet dansk statsborger.
Kirkens tre præster, og dermed skolekommissionsformænd, i den periode, undersøgelsen behandler, var: Wilhelm Lampe, som var præst fra 1904 til 1933. Han blev erstattet af den konstituerede præst, hjælpepræsten Walter Jahn, fra 1933 til 1934. Derefter valgtes Werner Görnandt. Görnandt var præst i Sankt Petri Kirke fra 1934 til 1960. Disse tre præster er i høj grad centrum i spørgsmålene om skolens forhold til nazismen og indtager tre hovedroller i bogen. Deres individuelle forhold vil blive grundigt belyst i de første kapitler af bogen.
Vender vi blikket mod skolens struktur, var skolens bestyrelse skolekommissionen, som bestod af fem medlemmer. Sankt Petri Kirkes præst var selvskrevet som formand for skolekommissionen. De øvrige fire var et medlem fra kirkekollegiet, et medlem fra de eligerede og to
12
medlemmer fra menigheden. Skolekommissionen var dermed bundet til kirkens ledende organer, dens præst og dens menighed.
Skolekommissionen var i 1930 ansvarlig for Sankt Petri Drenge- og Realskole, Sankt Petri Pigeskole (indtil 7. klassetrin) og en børnehave samt en aftenskole, der tilbød sprogkurser i tysk til voksne. Pigerne kunne tage mellemskole- og realeksamen på drenge- og realskolen frem til 1935. Det år ophørte den kønsopdelte undervisning, hvilket betød en lukning af pigeskolen, men også af børnehaven. Fra 1938 blev skolen udvidet med en gymnasieoverbygning, og de første studenter var færdiguddannede i 1941.
I skolekommissionen var posterne, fraregnet de tre nævnte præster, besat af i alt 13 forskellige personer i perioden fra 1930 til 1945. Skolekommissionen undergik fra 1935 en gradvis nazificering efter pres fra det tyske udenrigsministerium, Auswärtiges Amt (AA), og det tyske gesandtskab i København – det, man i dag ville benævne ambassade. Skolekommissionsmedlemmerne blev udskiftet med mænd, der var godkendt af eller medlem af nazistpartiet, og som i mange tilfælde var medlem af andre tyske organisationer, fx Det Tyske Handelskammer.
I bogens kapitel 5 skal vi se nærmere på skolekommissionens nazificering, dens medlemmer og sammensætning.
Udover skolekommissionen var der skoleledelsen, der stod for den daglige skoledrift og skulle sætte dens pædagogiske retning. I den behandlede periode var der fem skoleledere, men her vil jeg begrænse mig til at pege på den væsentligste, Fritz Maywald. Han var skoleleder fra 1934 og officielt frem til 1944. Maywald og de øvrige skoleledere er mere detaljeret beskrevet i de kapitler, hvor de optræder.
EKSTERNE KRÆFTERS INDFLYDELSE PÅ SANKT PETRI SKOLE
Foruden disse forskellige interne parter, som havde indflydelse på Sankt Petri Skole, befandt den i perioden 1930-1950 sig i et spændingsfelt mellem påvirkninger fra AA, det tyske nazistparti, den danske lovgivning og skolens historiske ophav og position.
Sankt Petri Skole var i den nazistiske periode især under indflydelse af AA’s repræsentanter i København (gesandten), det tyske nazistpartis ledere og den udsendte repræsentant fra det tyske undervisningsministerium Reichsministerium für Wissenschaft, Erziehung und Volksbildung (REM), Alfred Huhnhäuser, som skulle vurdere Sankt Petri
13
Den Tyske Gymnastikforenings afslutningsfest blev ved nytår 1938 holdt i skolens gymnastiksal, hvor begge landes flag og skolens faner hang. I årshæfterne er der ingen billeder med faner fra gymnastiksalen. Som det fremgår af billedet, var foreningen for mænd i alle aldre. (Sankt Petris Arkiv)
Skole efter tyske standarder. Generelt blev udlandsskolerne, også før den nazistiske periode, anset som vigtige kulturpolitiske organisationer fra tysk side. Det var Sankt Petri Skole og Kirke også for tyskheden generelt, men især for den tyske minoritet i København. Nazismens magtovertagelse betød, at partiet også interesserede sig for skolens udvikling. REM blev oprettet i 1934, og samtidig blev AA med tiden et ministerium, der tjente det nazistiske diktaturs interesser. Disse parter spillede i ganske høj grad ind på skolens udvikling og begrænsede efterhånden dens manøvrerum (forstået her som dens indflydelse på egne forhold). Igennem bogen skal vi se, præcis hvor involverede disse instanser var, og at de også i mange tilfælde samarbejdede om at sætte retningen for Sankt Petri – og at balancen mellem skolens egne organer og de eksterne kræfters indflydelse på skolen flyttede sig meget i perioden. Omfanget af denne indflydelse, og hvordan den blev koordineret, har ikke før været afdækket.
14
Der var fire gesandter i perioden fra 1930 til 1945. Ulrich von Hassell var gesandt i København 1926-1930, Herbert Freiherr von Richthofen 1930-1936, Cecil von Renthe-Fink 1936-1942 og Werner Best fra 1942 til krigens afslutning. Fra besættelsen af Danmark 9. april 1940 blev titlen ændret fra gesandt til rigsbefuldmægtiget. Alle disse var på forskellig vis involveret i Sankt Petri Skole politisk og personligt, da de to sidstnævnte også havde børn indmeldt på skolen. Gesandtskabet spillede en konfliktløsende, men primært dominerende, rolle overfor skolen. Det kunne udøve meget magt, da skolen var økonomisk afhængig af tilskuddene fra Tyskland, og skolens bygningsmæssige moderniseringer og ombygninger beroede på særtilskud. Ligeledes var gesandtskabets parløb med REM’s repræsentant, Alfred Huhnhäuser, helt afgørende for skolens undervisningsmæssige udvidelser. AA, med involvering fra gesandtskabet, stod i denne periode for at vælge de tyske skoleledere og fungerede som en indsnævrende sluse for de lærere, der kunne ansættes på Sankt Petri Skole. REM og partiet fik også på dette punkt en forøget indflydelse.
En anden betydelig indflydelse på skolen blev udøvet af NSDAP/AO’s repræsentanter i Danmark. De endte med at blive en fast bestanddel af de civile og kulturelle organisationer i de forskellig tyske foreninger i København. Flere af skolekommissionens medlemmer havde eller fik bindinger til partiet. Og dannelsen af det tyske nazistpartis afdeling i Danmark hænger uløseligt sammen med Sankt Petri Skole og skabte en voldsom magtkamp i det tyske miljø, en magtkamp, som kan følges i de næste kapitler. Grundlæggeren af partiets afdeling i Danmark og København var Gustav Modis, som var ansat som sanglærer på Sankt Petri Skole og organist i Sankt Petri Kirke, og det var om hans eventuelle afskedigelse fra skolen, at den store magtkamp primært drejede sig. Han var både Landesvertrauensmann, det vil sige leder for hele partiet i Danmark, og Ortsgruppenleiter i København fra 1932 til 1934.
Det var især Ernst Schäfer, der overtog som Ortsgruppenleiter i 1934 og blev partileder fra 1939 til 1942, der havde indflydelse på skolen, men partiet trækker, som vi vil se, ofte i trådene et sted i baggrunden og var altså repræsenteret i skolekommissionen i form af partigodkendte personer eller partimedlemmer.
Partiets rolle i Sankt Petri Skole forekommer på visse områder uklar, men det er dog helt tydeligt, at det efter 1935 samarbejdede med gesandtskabet, skolelederen Fritz Maywald og nazistiske sympatisører
15
i skolekommissionen og dermed menigheden. Dets rolle blev løbende forøget i takt med nazificeringen af skolen og især under besættelsen.
SANKT PETRIS HISTORIESKRIVNING
Spørgsmålet om Sankt Petri Skoles håndtering af egen fortid er af forskerkommissionen blevet defineret til at omfatte disse tre værker om skolens historie: Die St. Petri Schulen in Kopenhagen (1975), Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000 (2000), og biografierne om patronerne, som udkom i 2014.10 1975-udgivelsen, som Hans W. Praetorius var hovedforfatter på, må betragtes som hovedværket om emnet, da andre senere udgivelser især refererer til denne.11
I disse værker fortælles historien om en skole og kirke, hvor nazismen aldrig slog rod, men tværtimod blev afvist i døren.12 Det viser sig især ved Hans W. Praetorius’ og Johannes Jensens behandling af den såkaldte Gustav Modis-sag. Modis var som nævnt organist i kirken, lærer på skolen og det tyske nazistpartis leder i Danmark. Sagen sluttede med, at Modis blev hjemsendt for, sammen med andre tyske lærere, at ville nazificere skolen. Begge forfattere tegner et billede af en skole og et gesandtskab, der afviste nazismen, ved at lærerne blev forbudt at agere politisk, fordi skolen blev betragtet som en kulturel institution. Dette forbud skulle have haft en forebyggende virkning indtil 1945.13 Brandenborg-Jensen har allerede kritiseret og revideret denne fremstilling noget ved bl.a. at påpege, at lærerstabens nazificeringsgrad var høj målt på partimedlemsskabet. Flere kapitler i denne bog vil dokumentere, at nazismen trængte langt ind på Sankt Petri Skole og Kirke, som langtfra forblev politisk uberørte tyske kulturcentre.
Forfatterne til disse værker har alle været ansat på skolen.14 Hans W. Praetorius og Johannes Jensen er de væsentligste forfattere vedrørende skolens historie fra 1930 til 1955, men de var også begge skoleledere og vigtige skikkelser i skolens historie, også i netop den periode: Praetorius var lærer på skolen fra 1935 og indtil 1943, hvor han blev indkaldt til militærtjeneste. Han blev genansat som lærer på skolen i 1947, hvor han fra 1949 og indtil 1960 fungerede som de facto skoleleder. I 1960 blev han formel skoleleder frem til sin pension i 1975. Ham vil jeg komme nærmere ind på i kapitlet om skolens lærere. Johannes Jensen overtog efter Praetorius som skoleleder helt frem til 1991. Det er svært at se bort fra, at de begge kunne have en interesse i at fremstille den skole,
16
de var ledere for, i et bestemt lys ved at nedtone og fortie de forskellige måder, skolen var forbundet til nazistpartiet på.
Der er ingen tvivl om, at de tre publikationer baserer sig på en snæver og selektiv anvendelse af skolens og kirkens arkivalier. Forfatterne har foretaget tydelige udeladelser af kildematerialet og bevidst nedtonet eller ikke inddraget relevante kilder, som de havde adgang til. Her skal foreløbig blot nævnes to eksempler: Skolekommissionsmedlemmernes fortid præsenteres eller behandles ikke i værkerne, hvor skolekommissionen i stedet fremstilles som en enhed, der beskyttede skolen imod nazismen. Som det vil fremgå, flugter flere af medlemmernes civile og politiske tilhørsforhold tydeligvis ikke med en opfattelse af skolekommissionen som antinazistisk. Ligeledes behandler ingen af forfatterne den rolle, som det tyske nazistparti spillede i udviklingen af skolen i en nazistisk retning. Jeg vil igennem bogen pege på andre relevante steder i de tidligere udgivelser, hvor der kan konstateres udeladelser eller manglende inddragelse af relevant dokumentation, som har haft afgørende betydning for opfattelsen af skolens ageren under krigen.
Et væsentligt fremstillings- og fortolkningsaspekt vedrørende ovennævnte værker må dog kort behandles her. Johannes Jensen forfattede i 1986 en artikel om skolens historie,15 som senere dannede grundstammen i hans mere biografisk orienterede artikel fra 2000.16 I artiklen fra 1986 kom han kort omkring temaer, som er relevante for den foreliggende undersøgelse. Han spekulerede eksempelvis over, hvordan det kan have været at være jødisk elev på skolen, og funderede over, om nazismen fandt vej ind i undervisningen. Han nåede ingen håndfaste konklusioner, men kunne konstatere, at især immigrerede jøder hurtigt forsvandt fra skolen. Han beklagede samtidig den manglende sympati for denne gruppe elever, som han læste ind i de korte begrundelser for, hvorfor de forlod skolen.17 Spekulationerne sluttede han af med at konstatere, at fortiden ville forblive en del at skolens nutid fordi: ”… den skade, der dengang blev forvoldt, bliver ikke bragt ud af verden i løbet af en generation.”18 Disse temaer var, noget overraskende, forsvundet i hans udgivelse fra 2000, for især spørgsmålet om behandlingen af jøder fyldte generelt meget i den offentlige debat og historieforskningen på dette tidspunkt. I stedet tilføjede han flere detaljer til historien om de magtkampe, som prægede skolen i årene 1933 til 1934, ved fx at bringe længere kildenære citater, som dog primært skulle tjene det formål at opretholde billedet af en skole, der afviste nazismen. Samlet
17
set blev læseren af Jensens artikler præsenteret for flere nuancer og begivenheder end i Praetorius’ mere friserede og overordnede udgivelse fra 1975. Konklusionen forblev dog den samme: Skolen havde i 1934 afvist nazismen.
Ole Brandenborg Jensens bog om det tyske nazistparti i København under krigen har rykket afgørende ved denne forestilling. Selvom Brandenborg Jensens bog ikke havde Sankt Petri Skole som sit undersøgelsesobjekt, så gjorde han det tydeligt, at flere personer omkring skolen var involveret i nazismen i København, samt at flere af de tyske elever var medlem af HJ (Hitlerjugend). De resultater og den efterfølgende debat er den primære årsag til, at denne undersøgelse blev igangsat.
Den foreliggende bog bygger primært på en lang række dokumenter fra AA, skolen og kirken, som ikke tidligere har været anvendt. Her er der i udvalget fokuseret på korrespondancer vedrørende Sankt Petri Skole og til dels Sankt Petri Kirke. Derudover er de relevante håndskrevne referatprotokoller fra skolekommissionen, lærermøderne og kirkekollegiet inddraget. Årshæfterne fra skolen giver et overordnet indblik i skolens liv, eksamensspørgsmål og (det meste) af det anvendte undervisningsmateriale. Derudover er anvendt Justitsministeriets undersøgelsessag af skolen efter besættelsen, som indeholdt mange samtidige dokumenter og afhøringer. Ligeledes er der anvendt elevprotokoller og lignende til at skabe et overblik over elevkorpusset for at identificere forandringer og udvalgte elevgrupper. På grund af coronapandemien og de deraf følgende arkivnedlukninger har det ikke været muligt afdække Undervisningsministeriets arkivalier om Sankt Petri Skole.
ET KRITISK BLIK PÅ UDLANDSSKOLERNES FORTID
Denne undersøgelse af Sankt Petri Skoles ageren i den nazistiske periode falder glimrende i tråd med en efterhånden langvarig tysk tradition, hvor både offentlige og private organisationer, enten frivilligt eller som følge af politiske beslutninger, er blevet underkastet historiske undersøgelser. Denne undersøgelsestype tog især fart efter Berlinmurens fald i 1989 og har nu nået et så omfangsrigt niveau, at det er muligt at foretage komparative studier og udlede overordnede konklusioner.19
Til gengæld har tendensen med få undtagelser ikke spredt sig til de tyske skoler i udlandet. 20 Der findes i dag (2023) 140 tyske udlandsskoler, som i større eller mindre grad er tilknyttet AA. 21 Sankt Petri er en del af
18
dette netværk og er den første skole, der selv har truffet en beslutning om at igangsætte en uafhængig historisk undersøgelse af den nazistiske periode. På et mere overordnet plan blev de tyske udlandsskoler i 2010 undersøgt med fokus på den nazistiske periode. Den var mestendels baseret på AA’s bekendtgørelser og især udlandsskolernes tidsskrifter samt få eksempler fra de enkelte skoler. Her blev det i øvrigt konstateret, at især krigsperiodens dokumenter vedrørende udlandsskolerne var brændt. 22
Der er kommet yderligere fokus på de tyske udlandsskolers historie, fordi AA i 2017 igangsatte en skolekonkurrence, hvor eleverne kunne undersøge deres skoles historie med udgangspunkt i temaerne kolonialisme, nationalsocialisme, diktatur eller menneskefjendtlighed. 23 Vinderprojektet om den tyske skole i Athen viste, at skolen var blevet nazificeret i sin ledelse, lærerstab og undervisning, og at HJ var en del af skolen. Sankt Petri Skoles konkurrencebidrag viste ligeledes nye sider af skolens historie, som ikke tidligere havde været publiceret eller behandlet, især vedrørende de jødiske elever, hvorfor der efterfølgende blev opsat en mindeplade i skolegården for de elever, som mistede livet som en konsekvens af forfølgelsen af de europæiske jøder og Holocaust. 24
På trods af de mange aspekter af nazismen, som efterhånden er blevet undersøgt i tysk regi, både indenfor skolehistorie og mere generelt, er emnet om de tyske udlandsskoler altså langt fra udtømt. Arbejdet med de enkelte skoler er først lige påbegyndt, og derfor er det endnu ikke muligt direkte at sammenligne Sankt Petri Skoles historie med andre tyske skolers. 25 Det er samtidig værd at understrege, at skolerne var og er en velfinansieret gren af tysk kulturpolitik. I dag og i en historisk sammenhæng er det et grundvilkår for skolerne, at de skal tage hensyn til værtslandet, men samtidig leve op til de overordnede målsætninger i den tyske kulturpolitik. Derfor er skolerne afhængige af værtslandets accept og lovgivning. Det betyder, at skolerne har sammenlignelige træk, men også særegne karaktertræk, som bunder i værtslandets lovgivning, kultur og historie. Disse dualistiske rammer kan give en form for organisatorisk personlighedsspaltning, hvor skolerne ofte agerer og argumenterer på forskellige måder overfor de to nationer, som den er afhængig af.
19
BOGENS FORLØB
Vi træder ind i Petris historie i årene omkring 1930, hvor AA kræver skolen moderniseret, så den kan leve op til de øvrige tyske udlandsskolers standarder. Samtidig rumler nazismen i baggrunden. Da den bryder igennem, udspiller der sig på skolen og i kirken en magtkamp mellem to fløje i den tyske minoritet, som får afgørende betydning for skolens forhold til nazismen og ikke mindst for dens selvfortælling. Magtkampen involverer også AA, gesandtskabet og det tyske nazistparti. Kapitel 2 og 3 afdækker disse begivenheder i en omtumlet og intens periode af skolens lange historie.
Derpå zoomer vi i kapitel 4 ind på Werner Görnandt, en central personlighed i skolens historie. Kapitel 5 omhandler en anden vigtig person, nemlig skolelederen Fritz Maywald, som i høj grad prægede skolens retning mod det tyske. Her følger vi også hans visioner for den retning, skolen skulle bevæge sig i. Kapitlet afsluttes med den nazificering af skolekommissionen, som gesandtskabet og til dels Maywald stod for. Heriblandt var et par vigtige personer, der ville nazismen og blev udvist efter besættelsen.
Med afsæt i Maywalds ideer om skolens retning følger vi deres udvikling og forandringer. I kapitel 6 er det undervisningens rammer og dens indhold af nazistisk tankegods, som også forankres i HJ, der udgør et ekstra opdragelseselement for især de tyske elever. Et led heri var også landskolehjemmet, som kapitel 7 omhandler – lejrskolen på Lumsås, støttet af føreren og brugt til både afbræk fra hverdagen og indoktrinering af tysk lejrkultur.
I de efterfølgende to kapitler er det først lærerstabens sammensætning og udvikling, der analyseres, derpå elevudviklingen på Sankt Petri Skole. Vi skal se en række eksempler på både lærere, der støttede nazismen, og lærere, der blev frikendt efter besættelsen. Elevkapitlet er af mere overordnet karakter, men bringer også frem, at det især for tyske familier kunne ødelægge muligheden for et dansk statsborgerskab at have børn, der var elever på Sankt Petri.
Kapitel 10 viser, at de tyske raceforestillinger ikke kun fandt vej ind i undervisningen, men var et emne, som Sankt Petri Skole også måtte forholde sig til på andre områder, fx i forhold til ansættelser og elever. Det efterfølgende kapitel 11 handler om, hvordan de nazistiske helligdage og andre begivenheder blev en del af skolens liv, ligesom den nazistiske hilseform (heil Hitler) i 1943 blev indført på skolen. Kapitel
20
12 om propagandaskolen følger det enorme nybyggeri, som både AA, gesandtskabet og det tyske nazistparti stod bag. Det havde til formål at erstatte Sankt Petri Skole med en tysk propagandaskole, der ville fjerne Sankt Petri Skole fra Larslejsstræde for evigt.
Slutteligt følger vi i kapitel 13 skakspillet om skolens overlevelse, der både bød på interne og eksterne fjender, men også magtfulde personer, der støttede skolens fortsatte eksistens i den kritiske tid lige efter befrielsen af Danmark. Det sidste kapitel vil kort placere Sankt Petri Skole i forhold til de tyske skoler i Sønderjylland.
