Den usynlige pige

Af samme forfatter Den fremmede gæst Og så var hun væk Huset i Chelsea

Den usynlige pige_TRYK.indd 2

06.04.2021 10.47

L isa Jewell

Den usynlige pige krimi På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Gads Forlag

Den usynlige pige_TRYK.indd 3

06.04.2021 10.47

Den usynlige pige Oversat fra engelsk af Lisbet Kjær Johansen efter The Invisible Girl Copyright © Lisa Jewell 2020 Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06408-4 1. udgave, 1. oplag Omslag: Eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den usynlige pige_TRYK.indd 4

06.04.2021 10.47

Til Jack, Sonny, Cocoa: de dejlige dyr, jeg har elsket, men mistet i år.

Den usynlige pige_TRYK.indd 5

06.04.2021 10.47

Den usynlige pige_TRYK.indd 6

06.04.2021 10.47

Valentinsdag 23:59 Jeg dukker mig og trækker hættetrøjen tættere om ansigtet. Foran mig sætter pigen med det røde hår tempoet op; hun er godt klar over, at jeg følger efter hende. Jeg sætter tempoet tilsvarende op. Jeg vil bare gerne tale med hende, men jeg kan regne ud på måden, hun bevæger sig på, at hun er bange. Jeg sænker farten ved lyden af fodtrin bag mig. Jeg vender mig om og ser en skikkelse, der forfølger os.

Det er ikke nødvendigt for mig at se ansigtet for at vide, hvem det er.

Det er ham.

Mit hjerte hamrer i mit bryst, pumper blodet så hårdt gennem min krop og så hurtigt, at det begynder at dunke i såret på mit ben.

Jeg trækker mig ind i mørket og venter på, at han er gået forbi. Han drejer om hjørnet, og jeg ser, at hans kropssprog ændrer sig, da han får øje på kvinden. Jeg genkender hans silhuet, kroppens vinkler, og jeg ved, præcis hvad han har tænkt sig. Jeg træder ud af mit skjul. Jeg bevæger mig hurtigt i retning af ham; der er fare på færde, udfaldet er stadig uvist, men nu er det mig, der handler.

7

Den usynlige pige_TRYK.indd 7

06.04.2021 10.47

Den usynlige pige_TRYK.indd 8

06.04.2021 10.47

Tidligere

Den usynlige pige_TRYK.indd 9

06.04.2021 10.47

Den usynlige pige_TRYK.indd 10

06.04.2021 10.47

1 SAFFYRE Jeg hedder Saffyre Maddox. Jeg er sytten år.

Jeg er stort set walisisk på min fars side, og fra min mor løber Trinidad, Malaysia og en lille smule Frankrig i mit blod. Sommetider prøver folk at gætte, hvor jeg er fra, men de rammer aldrig plet. Hvis nogen spørger, siger jeg bare, at jeg er en pose blandede bolsjer, og skifter så ellers emne; der er ingen grund til at gå længere ind i, hvem der har været i seng med hvem, vel? Det vedkommer vel egentlig ikke andre end mig?

Jeg går i skole i Chalk Farm, hvor jeg har matematik, fysik og biologi på A-niveau. Jeg er lidt af en nørd. Jeg ved ikke, hvad jeg vil bagefter; alle forventer, at jeg fortsætter på universitet, men egentlig kunne jeg bedre tænke mig at arbejde med dyr i zoologisk have måske eller i en hundesalon.

Jeg bor i en toværelses lejlighed på ottende etage i et højhus på Alfred Road lige overfor en skole, jeg ikke går på, for den var ikke bygget endnu, da jeg skulle i overbygningen.

Min bedstemor døde, lige inden jeg blev født, min mor døde kort tid efter. Min far ønsker ikke kontakt med mig, og min bedstefar døde for et par måneder siden. Nu bor jeg hos min onkel.

Han er kun ti år ældre end mig og hedder Aaron. Han er som en far for mig. Han arbejder i en spillehal i hverdagene og som

11

Den usynlige pige_TRYK.indd 11

06.04.2021 10.47

havemand for private folk i weekenderne. Han er nok verdens flinkeste. Jeg har en anden onkel, Lee, som bor i Essex med kone og to små døtre. Så endelig er der kommet nogle piger i familien, men det er lidt sent nu.

Jeg er vokset op med to mænd, og derfor er jeg ikke specielt god til at omgås piger. Eller, for at sige det på en anden måde, så har jeg det bedre med drenge. Jeg plejede at lege med drenge, da jeg var lille, og jeg er også blevet kaldt en drengepige, men det ville jeg nu ikke selv kalde mig. Men så voksede jeg mig “smuk”, da jeg blev større (jeg synes nu ikke selv, jeg er smuk, jeg hører det bare hele tiden), og så holdt drengene op med at betragte mig som en af deres egne, og de begyndte at opføre sig underligt overfor mig, og så kunne jeg godt se, at det ville være smartere, hvis jeg fik mig nogle pigevenner i stedet for. Og det fik jeg mig så, men vi er ikke særlig tætte, egentlig.

Jeg tror ikke, vi kommer til ses, så snart vi er færdige med skolen, men det er fint nok, og så har vi også noget at lave indtil da. Vi har kendt hinanden temmelig længe efterhånden. Det er fint nok.

Mere er der vel ikke sådan lige at sige om mig. Jeg er ikke sådan en overlykkelig type. Jeg er aldrig ved at dø af grin, og jeg går ikke og krammer hele tiden, som nogle piger gør. Jeg har kedelige interesser: Jeg kan godt lide at læse, og jeg kan også godt lide at lave mad.

Jeg går ikke ret meget i byen. Jeg drikker lidt rom med min onkel fredag aften, når vi ser tv, men jeg ryger ikke pot eller tager stoffer eller den slags. Det er ret vildt, hvor kedelig man får lov at være, når bare man er smuk. Så er der ingen, der bemærker det. Når man betragtes som smuk, går alle bare ud fra, at du har et fedt liv. Folk er så snæversynede nogle gange. Folk er så dumme.

Jeg har en dyster fortid, og jeg har dystre tanker. Jeg gør dystre ting, og sommetider gør jeg også mig selv bange. Jeg vågner op midt om natten og er helt viklet ind i sengetøjet. Inden jeg går i

12

Den usynlige pige_TRYK.indd 12

06.04.2021 10.47

seng, strammer jeg lagnet, stikker det godt ind under madrassen.

Det ligger så stramt, at man kunne springe trampolin på det. Næste morgen er det gået op i alle hjørner, og jeg ligger viklet ind i det. Jeg husker ikke, hvad der er sket. Jeg husker ikke, hvad jeg har drømt, men jeg føler mig ikke udhvilet.

Da jeg var ti år gammel, skete der noget rigtig, rigtig slemt. Lad os ikke dvæle for længe ved det. Men ja, jeg var en lille pige, og det var noget møg, som ikke burde have overgået en lille pige, og det gjorde noget ved mig. Jeg begyndte at gøre skade på mig selv, på anklerne, under ankelstrømperne, hvor ingen opdagede jeg skar i mig selv. Jeg havde hørt om selvskade før – har alle ikke det? – men jeg forstod ikke, hvorfor jeg selv gjorde det. Jeg vidste bare, at det trak tankerne væk fra andre ting.

Så da jeg var omkring tolv, opdagede min onkel Aaron sårene og arrene. Han lagde to og to sammen og tog mig med til lægen, som henviste mig til Portman Children’s Centre, hvor jeg kom til at gå i terapi.

Jeg fik en terapeut ved navn Roan Fours.

Den usynlige pige_TRYK.indd 13

06.04.2021 10.47

2 CATE “Mor, kan vi godt snakke lidt?”

Cates datter lyder forpustet og ængstelig.

“Hvad?” siger Cate. “Hvad sker der?”

“Jeg er på vej hjem fra undergrundsstationen. Og jeg har det, som om …”

“Hvad?”

“Der er en mand.” Hendes datters stemme bliver kun til hvisken.

“Han følger efter mig.”

“Bare bliv ved med at snakke, G, bliv ved med at snakke.”

“Det er jo også det, jeg gør,” snerrer Georgia. “Jeg snakker. Hør selv.”

Cate lader teenageattituden passere uden at påtale den og siger: “Hvor er du nu?”

“Jeg er lige ved Tunley Terrace.”

“Fint,” siger Cate. “Fint. Så er du næsten hjemme.”

Cate trækker gardinet til side og spejder ud på alléen, ud i den kulsorte januaraften, mens hun venter på, at hendes datter kommer til syne.

“Jeg kan ikke se dig,” siger hun og mærker selv panikken stige.

“Jeg er her,” siger Georgia. “Jeg kan se dig nu.”

I det samme får Cate også øje på Georgia. Hendes hjerte falder

14

Den usynlige pige_TRYK.indd 14

06.04.2021 10.47

til ro. Hun lader gardinet falde for og går hen til døren. Hun skutter sig med armene over kors, mens hun står og venter. På den anden side af vejen forsvinder en skikkelse ind ad indkørslen til det store skrummel af et hus overfor. En mand.

“Var det ham?” spørger hun Georgia.

Georgia vender sig om og holder godt fat i ærmerne på den kæmpestore dynefrakke. “Ja,” siger hun. “Det var ham.” Hun skælver, da Cate lukker døren og trækker hende ind i varmen i entreen. Hun slår armene om Cate og krammer hende, dog kun kort. Så siger hun: “Klamme stodder.”

“Hvad var det helt nøjagtigt, der skete?”

Georgia trækker frakken af og smider den skødesløst fra sig henover den nærmeste stol. Cate tager den og hænger den op i entreen.

“Det ved jeg ikke. Det var bare ubehageligt.”

“Hvordan ubehageligt?”

Hun følger efter Georgia ud i køkkenet og ser hende åbne køleskabet; hun kaster et hurtigt blik derind for så at lukke det igen.

“Det ved jeg ikke,” siger Georgia igen. “Han gik bare alt for tæt på mig. Han var bare … sær.”

“Talte han til dig?”

“Nej. Men det var lige før, han gjorde det.” Hun åbner køkkenskabet og hiver en rulle Jaffa Cakes ud, stikker en i munden på én gang. Hun tygger og synker, så gyser hun. “Jeg blev bare pissebange,” siger hun. Hun får øje på Cates hvidvin og siger: “Må jeg godt tage en tår? Lige for at få nerverne i ro?”

Cate himler med øjnene, men rækker sin datter glasset. “Vil du kunne genkende ham?” spørger hun. “Hvis du så ham igen?”

“Sikkert.” Georgia skal til at tage en tredje tår fra Cates hvidvin, men Cate snupper glasset fra hende.

“Så er det godt,” siger hun.

15

Den usynlige pige_TRYK.indd 15

06.04.2021 10.47

“Men jeg har lige været ude for en traumatiserende oplevelse!” udbryder hun.

“Næppe,” siger Cate. “Men der kan man bare se. Selv et sted som her, der burde være et trygt kvarter, bliver man nødt til at tage sine forholdsregler.”

“Jeg hader at bo her,” siger Georgia. “Jeg fatter ikke, hvorfor nogen bor her, hvis de ikke er tvunget til det.”

“Enig,” siger Cate. “Jeg glæder mig også meget til at komme hjem.”

De bor til leje midlertidigt, fordi fundamentet i deres hus, der ligger et par kilometer væk, er begyndt at synke. De havde troet, at det ville være fantastisk at prøve at bo i et så fornemt kvarter. De havde ikke vidst, at det fine kvarter var beboet af fine folk, der ikke brød sig om at komme tæt på deres naboer. De havde ikke tænkt over, hvor utilnærmelige de forskansede herskabsvillaer ville være, og hvor uhyggeligt stille alléerne var i sammenligning med travle Kilburn, hvor deres rækkehus ligger. De havde aldrig skænket det en tanke, at mennesketomme alléer kan være meget mere skræmmende end gader, hvor der altid er gang i den.

* Lidt senere går Cate hen til karnappen i soveværelset, der ligger ud mod alleen, og trækker gardinet fra igen. De nøgne træer kaster skygger ind over det høje rækværk på den anden side. Bag rækværket er et hus jævnet med jorden for at give plads til noget nyt.

Cate ser indimellem lastbiler bakke ind ad porten for så en time senere at køre ud igen læsset med jord og murbrokker. De har boet her et år nu, og indtil videre har der ikke været tegn på, at der er støbt fundament endnu, og der har heller ikke været en entreprenør med byggehjelm i sigte. Det er et meget usædvanligt syn inde

16

Den usynlige pige_TRYK.indd 16

06.04.2021 10.47

midt i London: en grund, der ligger uudnyttet hen, et ingenmandsland.

Hun tænker på hendes pige, der drejede om hjørnet lige før, frygten i hendes stemme, fodtrinene lige bag hende, den fremmedes hørlige åndedræt. Hvor let ville det ikke være, tænker hun, at bryde ind på byggetomten, trække en pige med sig derind, gøre hende ondt, dræbe hende sågar og gemme liget i den mørke, indhegnede intethed? Hvor lang tid ville der gå, inden man fandt ud af det?

Den usynlige pige_TRYK.indd 17

06.04.2021 10.47

3 “Georgia fik sig noget af en forskrækkelse i går.”

Roan ser op fra den bærbare. Hans lyseblå blik bliver foruroliget med det samme. “En forskrækkelse?”

“Hun blev bange på vejen hjem fra metrostationen. Hun siger, at hun blev forfulgt.”

Roan var gået udenfor sent aftenen før, og Cate havde ligget alene i sengen og lyttet til rævene, der hylede fra byggetomten overfor, og iagttaget skyggerne fra de nøgne grene bevæge sig som en flok zombier henover de tynde gardiner, og hun kunne ikke få styr på sine tanker.

“Hvordan så han ud, ham, der fulgte efter dig?” havde hun spurgt Georgia tidligere.

“Han var helt almindelig.”

“Hvordan almindelig? Var han høj? Tyk? Tynd? Sort? Hvid?”

“Hvid,” svarede hun. “Almindelig højde. Almindelig tykkelse.

Kedeligt tøj. Kedeligt hår.”

På en eller anden måde gjorde denne beskrivelse af en upåfaldende fremtoning Cate mere urolig, end hvis Georgia havde sagt, at han var over to meter høj og tatoveret i ansigtet.

Hun kan ikke sætte fingeren på, hvorfor det her kvarter får hende til at føle sig så utryg. Forsikringsselskabet tilbød at betale op til 1.200 pund per uge for genhusning, mens deres hjem blev genoprettet.

Det kunne de sagtens have fundet et fint hus med have i deres eget kvarter for, men de havde benyttet sig af chancen for at prøve noget nyt og bo på en anden måde.

18

Den usynlige pige_TRYK.indd 18

06.04.2021 10.47

Cate var faldet over en annonce i boligtillægget for en stor lejlighed etableret i en herskabsvilla i Hampstead. Begge børnene gik i skole ved Swiss Cottage, og Roan arbejdede i Belsize Park. Hampstead var tættere på begge dele end huset i Kilburn, så de ville alle kunne gå i stedet for at tage undergrundsbanen.

“Se lige her,” havde hun sagt og viste Roan annoncen. “Treværelses lejlighed i Hampstead. Med altan. Tolv minutters gang til skolen.

Fem minutter til klinikken. Og Sigmund Freud har boet lige rundt om hjørnet! Ville det ikke være sjovt at prøve?” havde hun opstemt sagt. “At bo i Hampstead et stykke tid?”

Hverken Cate eller Roan var opvokset i London. Cate var født i Liverpool og opvokset i Hartlepool, mens Roan var født og opvokset i Rye tæt på kysten i Sussex. De havde begge lært London at kende som voksne uden nogen indforstået fornemmelse af demografien i de forskellige kvarterer. En af Cates venner, der havde boet i det nordlige London hele livet, sagde om deres midlertidige adresse: “Åh, nej, det havde ikke været noget for mig. Det er fuldkomment intetsigende.” Men det havde Cate ikke vidst, da hun skrev under på lejekontrakten. Hun havde ikke tænkt videre end på postnummeret, hvor tæt det lå på Hampstead Villages pittoreske butikskvarter, det blå skilt på Sigmund Freuds hus.

“Måske skal du gå hende i møde fra nu af?” siger Roan. “Når hun har været ude om aftenen?”

Cate forestillede sig Georgias reaktion, hvis hun fik at vide, at hendes mor fra nu af ville følge hende hjem, når hun var ude om aftenen. “Roan, hun er femten! Det går hun da aldrig med til.”

Han sender hende det der blik, som han sender hende konstant, det blik, der siger, jamen når nu du insisterer på at tage alle beslutninger på familiens vegne, så må du også tage ansvaret på dig for alt det dårlige, der følger med. Herunder for de potentielle voldtægter/

19

Den usynlige pige_TRYK.indd 19

06.04.2021 10.47

overfald/mord, som din datter er i overhængende fare for.

Cate sukker og vender sig mod vinduet, hvor hun kan se sit eget og sin mands spejlbillede, et sløret tableau af et ægteskab, der er nået halvvejs til enden. De har været gift i femogtyve år nu, og de har femogtyve år igen.

Bag spejlbilledet sner det; de gnistrer som signalstøj på fjernsynet.

Hun kan svagt høre overboerne gå rundt, et amerikansk-koreansk par, hvis navne hun ikke helt husker, selvom de smiler og hilser overstrømmende, inden de er væk igen. Et sted i det fjerne hyler en politisirene. Men derudover er der stille. Her er så stille i forvejen, og sneen forstærker bare stilheden endnu mere.

“Hør,” siger Roan og drejer skærmen, så hun kan se.

Cate trækker læsebrillerne ned fra panden.

“Kvinde, 23, seksuelt forulempet på Hampstead Heath.”

Hun trækker vejret. “Jamen,” indvender hun, “det er jo i parken.

Der må Georgia ikke gå alene om aftenen. Ingen af børnene må gå alene deroppe.”

“Det er åbenbart tredje gang, det sker, indenfor en måned. Det første overfald skete på Pond Street.”

Cate lukker øjnene et kort øjeblik. “Det er kun et par kilometer herfra.”

Roan svarer ikke.

“Jeg siger til Georgia, at hun skal være forsigtig,” siger hun. “Jeg siger, at hun skal ringe, når hun er på vej hjem.”

“Godt,” siger Roan. “Tak.”

Den usynlige pige_TRYK.indd 20

06.04.2021 10.47

4 “Jeg ved, hvem det var!” siger Georgia, da hun kommer brasende ind i køkkenet med Tilly lige i hælene. Klokken er lige slået halv fem, og de er begge i skoleuniform. De bringer en strøm af iskold luft og paniske ansigtsudtryk med sig ind i lejligheden.

Cate vender sig om og stirrer på sin datter. “Hvem det var hvad?” spørger hun.

“Ham den klamme!” svarer hun. “Ham, der fulgte efter mig den anden aften. Vi så ham lige før. Han bor i det der underlige hus overfor. Du ved, der, hvor der står sådan en latterlig lænestol i indkørslen.”

“Hvordan kan du vide, at det var ham?”

“Det var det bare. Han var ude med skrald. Og han så på os.”

“Hvordan så han på jer?”

“Sådan underligt.”

Tilly står bag Georgia og nikker bekræftende.

“Hej, Tilly,” siger Cate med lidt forsinkelse.

“Hej.” Tilly er et lille nips med kuglerunde øjne og skinnende blankt, sort hår; hun er som taget ud af en Pixartegnefilm. Hun og Georgia er først for nylig blevet venner, selvom de har gået i skole sammen i fem år. Hun er den første rigtige veninde, Georgia har haft, siden grundskolen, og selvom Cate ikke helt kan greje Tilly, så er hun meget opsat på at støtte deres venskab.

“Han vidste, det var mig,” fortsætter Georgia. “Da han så på mig.

21

Den usynlige pige_TRYK.indd 21

06.04.2021 10.47

Jeg kunne se, at han vidste, det var mig fra forleden. Han så virkelig skummel ud.”

“Så du det også?” spurgte Cate Tilly.

Tilly nikker igen. “Ja. Han så virkelig ond ud.”

Georgia åbner en ny pakke Leibniz chokoladekiks, selvom der står en i skabet, der allerede er åben. Hun byder Tilly en. Tilly takker nej, og så forsvinder de ind på hendes værelse.

Fordøren går op igen, og Josh kommer ind. Cate føler sig lettet.

Georgia kommer altid hjem med nyheder og humørsvingninger, udråb og stemninger. Hendes lillebror kommer hjem, som om han slet ikke har været ude. Han tager ikke noget med sig, hans problemer løser sig bare umærkeligt hen ad vejen.

“Hej, min skat.”

“Hej, mor.” Han kommer hen til hende og slår armene om hende.

Josh krammer hende, hver gang han kommer hjem, inden han går i seng, når han ser hende om morgenen, og når han har været væk i mere end et par timer. Det har han gjort, lige siden han var lille, og hun tror hele tiden, at det nok holder op en dag, eller at det vil aftage, men nu er han fjorten, og han viser ingen tegn på, at han er ved at aflægge sig vanen. På en eller anden underlig måde, tænker Cate, er det Josh, der har holdt hende hjemme, selvom børnene ikke længere har brug for en hjemmegående mor. Det er, som om han stadig har brug for at blive passet på, som om han stadig er den lille dreng, der græd med hænderne op for ansigtet den første dag i børnehaven og stadig græd, da hun hentede ham fire timer senere.

“Hvordan er det gået i skolen i dag?”

Han trækker på skulderen og siger: “Det gik fint. Jeg har fået min fysikprøve tilbage. Jeg har fået tres ud af femogtres. Jeg blev nummer to.”

“Ih,” siger hun og giver ham et hurtigt klem. “Josh, hvor er det

22

Den usynlige pige_TRYK.indd 22

06.04.2021 10.47

flot! Godt gået! Fysik! Tænk at være så god til det. Jeg forstår ikke, hvor du har det fra.”

Josh tager en banan, et æble og et glas mælk og sætter sig ned sammen med hende ved spisebordet.

“Er du okay?” spørger han hende, efter at de har været tavse et øjeblik.

Hun ser overrasket på ham. “Ja,” siger hun.

“Er du sikker på, at du er okay?”

“Ja,” siger hun igen og ler. “Hvorfor?”

Han trækker på skuldrene. “Ikke for noget.” Så tager han glasset med mælk og skoletasken og går ind til sig selv. “Hvad skal vi have til aftensmad?” spørger han og vender sig halvvejs nede ad gangen.

“Kylling i karry,” siger hun.

“Fedt,” siger han. “Jeg er lige i humør til stærk mad.”

Og så er der stille igen. Kun Cate og de nøgne grene udenfor vinduet, hendes diffuse tanker i baghovedet.

Den usynlige pige_TRYK.indd 23

06.04.2021 10.47

5 Senere den aften sker det. Som en slags syntese af alle Cates underlige, bange, men uartikulerede anelser.

Georgias veninde, Tilly, bliver overfaldet, få øjeblikke efter at hun er gået hjem.

Cate havde inviteret Tilly til at blive til aftensmad, og hun havde sagt nej, ellers tak, min mor har sagt, jeg skal komme hjem, og Cate have tænkt, at det måske mest var, fordi hun ikke brød sig om dagens menu. Men et par minutter efter at hun var gået, blev der banket på døren og ringet med dørklokken, og Cate var gået hen for at lukke op, og der stod Tilly bleg som et lagen og med øjnene spærret op i chok. Hun sagde: “Der var en, der gramsede på mig. Han gramsede på mig.”

Så genner Cate hende ud i køkkenet og trækker en stol ud, så hun kan sidde, henter et glas vand til hende og spørger hende, præcis hvad der er sket.

“Jeg var lige gået over vejen. Det var lige derovre. Ved byggegrunden. Og så var der en bag mig. Og på en eller anden måde fik han fat om mig. Her.” Hun peger på hofterne. “Og han trak i mig.”

“Hvor trak han dig hen?”

“Ikke nogen steder. Bare sådan ind til sig selv.”

Georgia får Tilly til at sætte sig ved bordet og lægger armen om hende. “Åh nej, så du ham? Så du, hvem det var?”

Tillys hænder ryster i skødet. “Ikke rigtig. På en måde. Jeg tror ikke … det hele gik bare så … hurtigt. Jeg kunne slet ikke følge med.”

24

Den usynlige pige_TRYK.indd 24

06.04.2021 10.47

“Er du kommet til skade?” spørger Georgia.

“Nej?” svarer Tilly lettere spørgende, som om hun måske kunne være det. “Nej,” gentager hun. “Jeg har det fint. Det er bare …” Hun stirrer på sine hænder. “Jeg er skidebange. Han var … Det var hæsligt.”

“Hvor gammel var han?” udbeder Cate sig. “Cirka?”

Tilly trækker på skulderen. “Svært at sige.” Hun snøfter. “Han havde en hættetrøje på og et tørklæde foran ansigtet.”

“Højde?”

“Ret høj, tror jeg nok. Tynd.”

“Skal jeg ringe til politiet?” spørger Cate og undrer sig over, hvorfor hun lader det være op til en sekstenårig pige, der lige er blevet overfaldet, om hun skal ringe til politiet eller ej.

“For fanden da,” siger Georgia. “Selvfølgelig skal du ringe til politiet.” Så ringer hun 999, inden nogen af de andre når at tage telefonen frem.

Politiet er der lidt efter, og Tillys mor kommer, og aftenen stikker af i en retning, Cate aldrig har oplevet før. Der er politibetjente i hendes køkken og en tårevædet mor, hun aldrig før har mødt, og en nervøs energi, der holder hende vågen i flere timer, efter at politiet er taget afsted igen. Tilly og hendes mor forsvinder i en Uber, og huset er stille, selvom hun kan regne ud, at ingen af dem kan falde i søvn, fordi der er sket noget så forfærdeligt, som har noget med dem at gøre og noget at gøre med det her sted og så noget andet, noget udefinerbart, der kun har med hende at gøre, noget ildevarslende, på grund af fejl, hun har begået, fordi hun ikke er et godt menneske. Hun har virkelig prøvet på at holde op med at tænke på sig selv som et dårligt menneske, men når hun ligger i sengen og skal sove, rammes hun af en forfærdelig erkendelse, der gnaver, til hun føler sig hudløs og forsvarsløs.

25

Den usynlige pige_TRYK.indd 25

06.04.2021 10.47

Cate vågner, før vækkeuret ringer den følgende morgen, hun har kun fået tre en halv times søvn. Hun vender sig om og ser på Roan, der ligger fredfyldt på ryggen med hænderne stukket under dynen. Han er en pæn mand at se på, hendes mand. Han har mistet det meste af håret og barberer resten af, så man ser hovedskallens form, som hun ikke kendte noget til, da hun mødte ham for tredive år siden.

Hun gik ud fra dengang, at den var glat som indersiden af en glaseret lertøjsvase. Men den viste sig at være et helt landskab af bakker og dale og et lille ujævnt ar. Tydelige årer fra tinding til øjenbryn. Hans næse er stor. Hans øjenlåg tunge. Han er hendes mand. Han kan ikke fordrage hende. Det ved hun bare. Og hun er selv ude om det.

Hun smutter ud af sengen og går hen til vinduet. Der er vidt udsyn fra karnappen. Solen, der lige er stået op, sender sine stråler gennem træerne og rammer byggegrunden overfor. Alt virker tilforladeligt.

Så ser hun længere til højre på patriciervillaen med lænestolen i indkørslen. Hun tænker på manden, der bor der, ham den væmmelige, der fulgte efter Georgia, da hun gik hjem fra undergrundsstationen, som havde sendt skumle blikke efter hende og Tilly aftenen før, da han var ude med skraldet – ham, der passer med Tillys beskrivelse af sin overfaldsmand.

Cate finder visitkortet, som politibetjenten gav hende i går aftes.

Kriminalkommissær Robert Burdett. Hun ringer ham op, men han svarer ikke, så hun lægger en besked i stedet.

“Jeg ringer vedrørende Tilly Krasniqi i går aftes,” indleder hun.

“Jeg ved ikke, om der er noget i det, men der bor en mand overfor.

I nummer tolv. Min datter siger, at han fulgte efter hende forleden aften. Og hun siger, at han gloede efter hende og Tilly, da de kom hjem fra skole i går. Jeg ved desværre ikke, hvad han hedder. Han er mellem tredive og fyrre år gammel. Mere ved jeg ikke. Beklager.

Det er bare en tanke. Nummer tolv. Tak.”

26

Den usynlige pige_TRYK.indd 26

06.04.2021 10.47

“Har du talt med Tilly i dag?” spørger Cate Georgia, mens hun spurter rundt i lejligheden for at gøre sig klar til at gå i skole.

“Nej,” siger Georgia. “Hun har ikke svaret på mine beskeder eller taget telefonen. Jeg tror måske, hun har slukket den.” “Åh gud.” Cate sukker. Hun kan ikke bære skyldfølelsen, følelsen af, at det hende, der har fået det til at ske. Hun ser Georgia for sig, hendes smukke, troskyldige datter, en mand, der gramser på hende i mørket på vej hjem fra en veninde. Det er ikke til at holde ud. Så ser hun Tilly for sig, så traumatiseret, at hun ikke kan overkomme at besvare en besked fra sin bedste veninde. Hun finder nummeret på Tillys mor, som hun skrev ind i sine kontakter i går aftes.

Tillys mor svarer langt om længe, da Cate ringer hende op. “Åh, Elona, hej, det er Cate. Hvordan har hun det? Hvordan har Tilly det?”

Der er en lang tavshed, så lyden af telefonen, der bliver flyttet over i en anden hånd, og dæmpede stemmer i baggrunden. Så siger en stemme: “Hallo?”

“Elona?”

“Nej. Det er Tilly.” “Åh,” siger Cate. “Tilly. Hej, søde ven. Hvordan går det?”

Så er der en underlig tavshed igen. Cate hører Elenas stemme i baggrunden. Så siger Tilly: “Der er noget, jeg skal fortælle dig.”

“Ja?” “Om i går. Det, der skete.”

“Ja.” “Der skete ikke noget.”

“Hvad mener du?”

“Manden gjorde mig ikke noget. Han gik bare ret tæt på mig, og Georgia havde gjort mig så bange for manden, der bor overfor jer,

27

Den usynlige pige_TRYK.indd 27

06.04.2021 10.47

du ved, og så troede jeg, at det var ham, men det var ikke ham, det var en helt anden, og … og så løb jeg hjem til jer, og jeg …”

Der er flere slørede lyde, og så er Elona i røret igen. “Jeg er ked af det,” siger hun. “Virkelig ked af det. Jeg har sagt til hende, at hun selv måtte sige det til dig. Jeg forstår det bare ikke. Jeg mener, jeg ved godt, at de er under hårdt pres, de piger – med eksaminer, sociale medier og alt muligt, du ved. Men alligevel, det er ikke nogen undskyldning.”

Cate blinker langsomt. “Vil det sige, at der ikke skete noget?” Det giver ingen mening. Tillys ligblege ansigt, hendes opspærrede øjne, hendes rystende hænder, tårerne.

“Der skete ikke noget,” bekræfter Elona tonløst, og Cate spekulerer på, om hun måske heller ikke selv tror helt på det.

Udenfor ser Cate kriminalkommissær Robert Burdett sætte sig ind i en bil på den anden side af vejen. Hun husker den besked, hun lagde på hans svarer her til morgen, om den mistænkelige mand overfor. Hun oversvømmes af dårlig samvittighed.

“Har du sagt det til politiet?” spørger hun Elona.

“Ja. Selvfølgelig. Lige før. Det går ikke, de spilder tid på det. Der er jo nedskæringer hele tiden. Men hør, jeg sender hende i skole nu.

Med halen mellem benene. Og igen, jeg beklager dybt.”

Cate slukker telefonen og ser kriminalkommissær Burdetts bil forsvinde for enden af alleen.

Hvorfor skulle Tilly lyve? Det giver jo ingen mening.

Cate arbejder hjemmefra. Hun er uddannet fysioterapeut, men hun lukkede sin klinik for femten år siden, da Georgia kom til verden, og hun har aldrig for alvor haft klienter siden. For tiden skriver hun indimellem om fysioterapi i sundhedstidsskrifter og for brancheblade, og det sker også, at hun lejer sig ind i sin venindes praksis i St Johns Wood for at behandle folk, hun kender, men det meste af

28

Den usynlige pige_TRYK.indd 28

06.04.2021 10.47

tiden er hun hjemme, hvorfra hun freelancer (eller er “hjemmegående med sin laptop”, som Georgia kalder det). I Kilburn har hun indrettet et lille kontor på reposen, men her i deres midlertidige hjem skriver hun ved spisebordet i køkkenet; hun har sine ting liggende i en brevbakke ved siden af den bærbare computer, og det er en kamp at holde orden på det hele og sørge for, at hendes arbejde ikke bare forsvinder i familielivets virvar. Det er aldrig til at finde en kuglepen, og de andre bruger bagsiden af hendes forretningskorrespondance til beskeder. Det er endnu en af de ting, hun ikke havde tænkt ordentligt igennem, inden de flyttede i en lille lejlighed.

Cate kigger ud ad karnapvinduet igen på huset overfor. Så går hun tilbage til computeren og googler det.

Hun finder ud af, at det er ti år siden, en lejlighed i nummer tolv sidst er blevet købt eller solgt. Det er usædvanligt for en så fornem adresse som det her. Ejendommen ejes af et selskab i Skotland ved navn BG Properties. Hun kan ikke finde andet på adressen eller på nogen, der bor der. Det er mystisk, konkluderer hun, et hus, hvor folk flytter ind og aldrig flytter fra igen, hvor folk hænger tykke gardiner op, altid har dem trukket for og sætter møbler ud i indkørslen, hvor de så kan stå og rådne op.

Så googler hun leylinjer på adressen. Hun ved ikke engang helt, hvad en leylinje egentlig er, men hun fornemmer, der måske kunne være en her, hvor der ingen stemmer er om natten, hvor en byggegrund får lov at stå uudnyttet hen, hvor rævene hyler om natten, teenagepiger bliver forfulgt og forulempet i mørket, og hvor hun føler sig dårligt tilpas, og hun ikke hører til.

Den usynlige pige_TRYK.indd 29

06.04.2021 10.47

6 I kølvandet på begivenhederne den aften, hvor Tilly påstod, at hun blev overfaldet, holder Cate op med at gå forbi huset med lænestolen i indkørslen.

Deres hus ligger sådan, at hun kan vælge at gå enten til venstre eller til højre for at komme hen til hovedfærdselsåren eller op til Hampstead Village, og fra nu af vælger hun hver gang at gå til venstre. Hun har ikke lyst til at møde den mand, hun uden videre angav til politiet, så de tog hen for tre dage siden for at stille ham spørgsmål om et overfald på en ung pige, der åbenbart slet ikke var blevet overfaldet alligevel. Han kunne ikke vide, at det var hende, men hun ville ikke kunne glemme, at det var ham.

Hun prøver på slet ikke at se i retning af hans hus, men hun kan alligevel ikke lade være med at kaste et hurtigt blik derover nu, hvor hun er på vej op til Hampstead Village med en pose fuld af varer købt på nettet, som nu skal returneres via posthuset. En kvinde står med siden til hoveddøren. Hun er omtrent på Cates alder, måske ti år ældre.

Hun er iøjnefaldende iklædt en lang, grå frakke og flere mønstrede tørklæder, støvletter, stålgråt hår i en knold så højt på hovedet, at det er lige før, den falder frem over hårgrænsen i panden. Hun har fremhævet øjnene med sort eyeliner under øjnene, og hun står med en lille kuffert og en håndfuld poser fra lufthavnen. Cate ser hende rode i håndtasken, indtil hun fisker et nøglebundt op og vender sig om mod døren. Hun ser hende standse op et øjeblik i entreen og bladre posten igennem, der ligger på et konsolbord, inden hun lukker døren bag sig.

30

Den usynlige pige_TRYK.indd 30

06.04.2021 10.47

Cate opdager, at hun er standset op og står og glor på en lukket dør. Hun vender sig hurtigt om og går op mod butikskvarteret.

Efter at have indleveret pakkerne på posthuset vælger Cate den smukke gåtur tilbage til lejligheden. Hvis det er en fejl, hun har begået, at vælge det her sted som familiens midlertidige hjem, vil hun kompensere så meget som muligt ved at nyde Hampstead Village, så længe de er her. I Kilburn myldrer det med mennesker. Det støjer, og der er beskidt, det er helt uden dikkedarer, og Cate elsker det højt.

Men Kilburn har ikke et hjerte, en bymidte, men består bare af en lang række små gader, der går ud fra en lige hovedgade. Hampstead Village består derimod af gyder og krinkelkroge og smalle passager, lave huse og skjulte kirkegårde, og sådan fortsætter det op til Hampstead Heath i nord og ned til de brede, fornemme alléer mod syd og vest. Det er den ultimative Londonbydel, og på hvert eneste hjørne oplever Cate på sine gåture heroppe noget opløftende.

I dag fortsætter Cate længere op, end hun har gjort før, gennem en lille del af Hampstead Heath med mylderet af gangstier mellem træer med hviskende trækroner og så ned ad et snoet stræde med spændende, gamle huse, de fleste georgianske, indtil hun pludselig befinder sig i et helt andet landskab: fladt og lavt bebygget med hvide huse i James Bond-stil, side om side som tagsten forbundet med gangstier i beton og spindeltrapper. Hvert hus har en bred altan med udsigt over skov og hede. Hun finder telefonen frem og gør, som hun altid gør, når hun befinder sig et nyt sted her i den gamle landsby: Hun googler. Hun finder ud af, at hun befinder sig i det dyreste boligkompleks i London nogensinde, måske det dyreste i hele verden, opført af en idealistisk Labourregering som et eksperiment i 1970’erne, et sted, der skulle huse både de fattige og de rige. Selve grunden kostede næsten en halv million pund at erhverve. Hvert

31

Den usynlige pige_TRYK.indd 31

06.04.2021 10.47

hus har kostet 72.000 pund at bygge. Projektet ændrede karakter, så snart regeringen forsøgte at hente investeringen hjem ved at sætte huslejen meget højere end i andet alment byggeri. Eksperimentet faldt til jorden med et brag.

Nu er husene arkitekternes egen våde drøm. Cate finder en toværelses på en ejendomsmæglerhjemmeside, den koster over en million pund. Hvem skulle have troet det, tænker hun, hvem kunne have gættet, at der lå sådan en lille futuristisk verden gemt bag et edwardiansk palæ?

Hun ser sig bagud og opdager med et, at hun er helt alene. Der er ikke en sjæl i sigte. Hun hører vinden tale til sig gennem bladene på træerne, der omgiver denne forunderlige enklave. De siger til hende, at hun skal væk herfra. Nu. At hun ikke bør være her. Hun sætter tempoet op, og så mere endnu, til hun næsten løber henover græsset, forbi husene, ned ad bakken, tilbage til hovedgaden, til skønhedssalonerne og specialbutikkerne og forretningerne, der sælger luksusvarer for alt for mange penge.

Da hun går forbi undergrundsstationen, får hun øje på en spiseseddel for avisen Hampstead Voice: SEXOVERFALD VED HØJLYS DAG. Hun standser op, stirrer på ordene, adrenalinet gør blodet i hendes årer elektrisk. Hun overvejer et øjeblik, om overskriften er fra en parallelvirkelighed, hvor hun har opholdt sig for længe, selvom hun blev opfordret til at komme derfra i en fart, og om hun, hvis hun læser artiklen, finder ud af, at den handler om hende, Cate Fours, en tooghalvtredsårig mor til to, brutalt overfaldet i et mennesketomt boligkompleks fra 1970’erne, ude af stand til at redegøre for, hvorfor i alverden hun gik rundt dér midt på dagen.

Så tænker hun igen på Tilly, som hun har gjort det næsten hvert minut døgnet rundt, siden hun så hende stå i døren for fire aftener

32

Den usynlige pige_TRYK.indd 32

06.04.2021 10.47

siden, og hun spekulerer på, om der måske er en forbindelse mellem serien af sexoverfald i lokalområdet og det, som Tilly påstår, ikke skete i virkeligheden mandag aften.

Længere nede ad bakken går hun forbi den lokale aviskiosk. Her køber hun et eksemplar af Hampstead Voice og går hjem.

Roan er først hjemme meget sent. Roan er børnepsykolog og arbejder i Portman Centre i Belsize Park. Det er ikke altid så stor en fordel, som man måske skulle tro, at være gift med en børnepsykolog. Hendes mand er, sådan virker det i hvert fald, kun i stand til at indleve sig i børn med sociopatiske træk (sociopati hos børn er hans speciale). Børn som deres egne har måske deres særheder, men er på næsten alle måder helt og aldeles normale, og det forvirrer ham fuldkommen. Han reagerer, som om han aldrig før har mødt en teenager eller selv har erfaringer at trække på, fra dengang han selv var det, når en af dem gør noget, der helt svarer til prototypen på en teenager.

Det gør Cate aldeles rasende. Hun har ikke været så meget i kontakt med sin indre teenager nogensinde som nu, hvor hendes børn er det. Det er, som om hun er gået gennem bagbeklædningen af forældreskabet og har mødt sig selv gående i modsat retning.

“Hvordan har du haft det i dag?” spørger hun ham nu i en tone, hun bruger for at signalere, at hun er venligt stemt. Hvis hun kan indlede aftenens samtale i en let tone, så kan det vel ikke være hendes skyld, hvis det hele senere hen går ned ad bakke. Hun aner ikke, om Roan kan høre forstillelsen i hendes tonefald, men han svarer ude fra entreen: “Ikke så dårlig endda. Hvordan har du haft det?”

Og så står han der i køkkenet, hendes mand, med en hue på det skaldede hoved, pakket godt ind mod januarkulden i en sort

33

Den usynlige pige_TRYK.indd 33

06.04.2021 10.47

dynejakke og sorte handsker. Han trækker huen af og lægger den på bordet. Så trækker han handskerne af, og de lange, firkantede hænder kommer til syne. Han hænger skuldertasken fra sig på en stol. Han ser ikke på hende. De ser ikke rigtigt på hinanden mere. Det er fint nok. Cate har ikke særlig stort behov for at blive set af ham.

Hans hånd søger Hampstead Voice, der ligger foran hende. Han læser overskriften. “En mere?”

“En mere,” svarer hun. “Kun en vej herfra.”

Han nikker, kun én gang, fortsætter med at læse. Så siger han: “Ved højlys dag.”

“Ja,” siger hun. “Det er forfærdeligt. Stakkels kvinde. Går stille og roligt rundt og passer sig selv. Troede, det var en helt almindelig dag. Så er der en, der mener, at han kan tillade sig at gøre, præcis hvad der passer ham, og at han har ret til at gramse på hende.” Hun skælver, mens hun tænker på den lille Tilly med de store øjne, da hun stod i døren.

Georgia kommer ind.

Hun er stadig i hjemmetøjet: bløde jerseyshorts og en hættetrøje.

Den slags havde Cate ikke, da hun var teenager: Hun havde sit tøj og sit nattøj, og ikke noget midtimellem.

Roan lægger Hampstead Voice foran hende.

“Se, Georgie,” siger han. “Et overfald i området. Sidste gang lige her i nærheden. Ved højlys dag. Vil du ikke nok love mig at passe på dig selv? Og lade være med at gå rundt med musik i ørerne.”

Georgia vrænger. “Jeg passer da godt på mig selv altid. Jeg er jo ikke gammel og træt. Og jeg vil vædde på, at det er ham.” Hun peger på avisen. “Ham på den anden side. Ham den skumle. Han er bare så voldtægtsagtig.”

Cate gyser let, da manden overfor bliver nævnt, og hun rødmer af skam. Hun har ikke fortalt Roan eller børnene, at hun har ringet

34

Den usynlige pige_TRYK.indd 34

06.04.2021 10.47

til politiet, og at hun har set, at de har været der for at tale med ham.

Det skammer hun sig alt for meget over. Det er så middelklasseagtigt, så nævenyttigt at gøre sådan noget.

“Hvordan har Tilly det?” spørger hun for at få samtalen på gled.

“Har hun sagt mere om mandag aften?”

Georgia ryster på hovedet. “Niks. Jeg har prøvet at tale med hende om det, men hun klapper bare i. Hun siger bare, at hun er så flov.”

“Og hvad tænker du? Tror du, det var noget, hun fandt på?”

Hendes datter overvejer sit svar. “På en måde, ja. Jeg mener, det er sådan noget, hun kunne finde på? Forstår du, hvad jeg mener?

Hun har løjet om sådan noget før.”

“Hvad for noget sådan noget?” “Åh, bare småting som at sige, at hun godt kender en eller anden rapper eller en youtuber, og når man så spørger, hvem det er, så aner hun det ikke. Så hun siger nogle gange ting bare for at være med, være en del af flokken. Og så får hun sådan et, du ved, tomt udtryk i øjnene, når hun ved, man har gennemskuet hende, og så får man det dårligt over at have afsløret hende.”

“Men det her, at lyve om sådan noget. Tror du, hun godt kan lyve om noget så alvorligt?”

“Aner det ikke,” siger hun. Så trækker hun på skulderen og siger: “Ja. Måske. Hun overreagerer tit. Måske overreagerede hun bare, du ved.”

Cate nikker. Det er vel muligt. Men så får hun atter øje på avisoverskriften, og hun mærker en mørk skygge af tvivl dale ned over sig.

Den usynlige pige_TRYK.indd 35

06.04.2021 10.47