Det arktiske hjemland

Det arktiske hjemland

Fra Vinland til Nordvestpassagen

Bogen er udgivet med støtte fra:

Aarhus Universitets Forskningsfond

Michael Böss

Det arktiske hjemland

Fra Vinland til Nordvestpassagen

Indhold

Forord

Arktis set fra Canada

Fra myte til arkæologi og historisk genetik

Nordboernes Arktis

Labradors ”barbarer”

Brødrekysten

”Du er ikke alene her”

Truet jægerkultur

Kampen for sproget

Forhindringer og forhåbninger

Statsmodernisering

Vores land

Mellem to verdener

Den globaliserede vildmark

Sæler og narhvaler i sårbart hav

Passagen til det asiatiske marked

Den fortalte historie

Kulturmøder

Eskimoer, forskere og gamle knogler

Blandt grizzlyer og moskusokser

Opløsning og frygt

Blandede forhold

Et sikkert Arktis

Kulturelt folkedrab, heling og forsoning

Derfor bliver de boende

Det arktiske hjemland

Anvendt litteratur

Forord

De fortællinger, der gjorde stærkest indtryk på mig som barn, udspandt sig i Arktis og handlede om polarforskeres undertiden dramatiske oplevelser i en region med farligt klima og storvildt. Jeg lærte dem at kende af min far, som var sognepræst og læste højt for os børn, også flere år efter at vi selv havde lært at læse. Han læste dem også tit op ved arrangementer i sognet eller for de to-tre håndfulde FDF’ere, der mødtes et par gange om måneden i den mørke årstid i et lille lokale oppe under loftet af Rørup Skole på Vestfyn. Det var i slutningen af 1950’erne, før det blev almindeligt at eje et fjernsyn. Så vi havde kun vores fantasi til at hjælpe os med at forstå, hvordan der så ud oppe i det høje og kolde nord. Vi drenge – for der var endnu ikke kommet piger med i forbundet – elskede at høre om forskernes heltemod, hårdførhed og eventyrlyst. Og når vi bagefter i mørket kørte hjem til præstegården i Gelsted, syntes de snedækkede marker at ligne de tilfrosne fjorde, de langstrakte tundraer og Indlandsisen, vi netop havde hørt om.

Skønt mange nutidsdanskere finder det moderne Grønland fjernt og uvedkommende, er vi endnu en del, for hvem det hører med i forestillingerne om, hvem vi er som danskere. Det gælder både dem, der har boet – eller stadig bor – i Grønland, og dem, der som jeg selv er vokset op med fortællingerne om danske og norske polarforskere. De var en slags rejsende videnskabsmænd, hvis øjne blev åbnet for områder af verden, der endnu ikke var kortlagt. Når de kom hjem, skrev de bøger om det, de havde set, og åbnede derved mange andres øjne for en verden, hvis geografi og befolkning endnu var ukendt eller præget af vrangforestillinger. Denne bog er også en slags ekspeditionsberetning, om end en moderne af slagsen. Den sigter mod at vise et andet Arktis end det, den danske turist i Grønland kan møde, eller som fortoner sig bag de tåger, som fordomme eller romantiske forestillinger kan indhylle livet i de polare områder i. Bogen bygger på tre forskningsrejser, jeg selv foretog i det canadiske Arktis mellem 2012 og 2016, foruden et stort antal primære og sekundære skriftlige kilder. Der er tale om formidling af både egen og andres forskning til et almindeligt interesseret publikum, som har begrænset eller slet ingen viden om den del af Arktis, som ligger i Canada. Desuden ser den på det nutidige og historiske Arktis fra en nordisk synsvinkel, forstået på den måde, at jeg fortæller om de skandinaver, der har bidraget til vores viden om denne del af Arktis, og ser på forskellene og lighederne mellem Grønland og det arktiske Canada og henholdsvis den danske og den canadiske stats politik i forhold til inuitter og grønlændere.

Jeg har valgt at give bogen form af en personlig fortælling om de indtryk, oplevelser og samtaler, jeg har haft undervejs på mine rejser, suppleret og perspektiveret af den særlige canadiske historie om Arktis og de arktiske folk frem til i

dag. Jeg beskriver landskaberne, naturen og de skiftende leveforhold og udfordringer, som mennesker i Arktis har levet under, hvad enten de er inuitter, canadiske indianere (First Nations), efterkommere af kolonister eller nutidige indvandrere fra Sydcanada og andre dele af verden. Bogen handler altså ikke kun om inuitternes historie i Canada, selv om de naturligvis vil være i fokus.

Da jeg stort set følger i skisporene efter navnkundige nordiske polarforskere – som Knud Rasmussen, Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup og Roald Amundsen –vil jeg også rejse i historien og skifte fra nutid til fortid. Til trods for de historiske tilbageblik lægger jeg hovedvægten på tiden fra omkring 1900 til i dag, især tiden efter Anden Verdenskrig, hvor de arktiske kulturer, samfund og livsforhold har gennemgået store ændringer som følge af klimaforandringer, globalisering og de sociale konsekvenser af fortidens kolonisering og hårdhændede samfundsmodernisering.

Om mine egne faglige forudsætninger for at skrive denne bog kan jeg sige, at jeg er historiker med Canada som et af mine specialer. Det var i forbindelse med indsamlingen af materiale til en disputats om canadisk identitetshistorie, jeg foretog mine tre rejser til det nordligste Canada. I den samme periode var jeg tilknyttet en tværfaglig forskergruppe på Aarhus Universitetets Arctic Research Centre. Jeg bidrog selv til dens arbejde ved at arrangere en større konference om ”Sikkerhed i Arktis” i 2014 i samarbejde med Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og danske universiteter. På centret traf jeg kolleger, der havde været på forskningsophold i både Grønland og det arktiske Canada. Men selv om det var spændende at lytte til folk, der var glødende optaget af at studere sten, is, planter, havbiologi og klima, var vi også nogle i gruppen – arkæologer, antropologer og andre humanister – som var mest optaget af at undersøge de arktiske folks historie, liv og kultur. Det var en særlig oplevelse, der satte mig i gang med at skrive denne bog og forsyne den med et bestemt budskab. I efteråret 2016 mødte jeg en dansk embedsmand ved et ”debatshow” arrangeret af mediet Zetland i Svendborg. Showet – som i realiteten viste sig ikke at rumme mulighed for reelt at debattere – handlede om livet i samfundets såkaldte udkanter, og embedsmanden havde kort forinden været med til at udgive en rapport om problematikken for Nordisk Ministerråd. Her blev der foretaget en sammenligning mellem forholdene i de indfødte samfund i Grønland, Rusland, Sverige og Canada. Inden arrangementet gik i gang, hævdede han over for mig, at de fleste unge inuitter ønskede at forlade deres små samfund. Når de ikke gjorde det i større antal, skyldtes det udelukkende, at deres politiske ledere gjorde alt, hvad de kunne for at holde på dem, skønt de objektive forhold talte imod det. Jeg blev temmelig indigneret over påstanden, for på det tidspunkt havde jeg rejst tilstrækkeligt meget i Arktis til at kende en helt anden virkelighed.

Hovedformålet med min bog er derfor at vise, at trods hårde klimatiske forhold og store sociale problemer bliver det store flertal af inuitter i Canada boende i Arktis af en enkelt årsag: fordi de oplever det som deres hjemland. Det er årsa-

gen til bogens titel, som dog samtidig spiller på, at Inuitternes Hjemland – Inuit Nunangat – er det officielle navn på den del af arktisk Canada, hvor tre fjerdedele af landets ca. 70.000 inuitter bor.

Dette hjemland er naturligvis ikke det samme, som det var, da polarforskerne opdagede det for europæere, amerikanere og canadiere i 1800-tallet. Det har undergået en dyb og gennemgribende forandringsproces og er præget af den modernisering, som koloniseringen medførte i anden halvdel af 1900-tallet. Den betyder, at mange inuitter – især i de yngre generationer – i dag lever mellem to verdener. Nogle af dem lider og går til i denne splittelse og som følge af tabet af den traditionelle levevis og dens værdier. Men heldigvis er der også mange, der overlever, fordi de lærer at tilpasse sig og forstår at leve på de vilkår, der hersker i det moderne samfund.

Arktis set fra Canada

Lige fra jeg som ung studerende i 1974 foretog min første rejse til Nordamerika, har jeg altid bedt om en vinduesplads i flyet. Jeg elsker nemlig at kunne se på landskaberne under mig.

Jeg erindrer min betagelse, da jeg første gang passerede hen over Sydgrønlands snedækkede bjerge med Indlandsisen oppe mod nord. Flere gange siden har jeg haft heldet med mig, skønt disse juveler for øjnene ofte har ligget skjult under skydække. Jeg har derefter fulgt den arktiske tundra med tusinder af små søer, der glimtede op til mig. Og hvis ruten gik ned mod New York eller Washington, var det Labradors kystlandskaber med deres dybe fjorde og træløse klippeøer, jeg så. I 1987, da jeg fløj til Japan via Alaska, opdagede jeg til min egen overraskelse, at store dele af Peary Land og Ellesmere Island har karakter af ørken gennemskåret af bjergkæder og har højlandssletter dækket af gletsjere.

Hvor ligger Arktis?

Arktis er opstået, fordi jorden ikke står vinkelret på solen, men hælder skævt mod den. Hvor Arktis begynder og ender, er dog ikke så ligetil at bestemme. Forskere, der holder af matematik, er tilbøjelige til at definere Arktis som den del af jordkloden, der ligger nord for polarcirklen, dvs. fra breddegraden 66°34′ nord for ækvator. Inden for denne cirkel ligger Det Nordlige Ishav, de nordligste dele af Skandinavien, Rusland, Grønland, USA (Alaska) og Canada. Den matematiske definition er dog uanvendelig i en nordamerikansk sammenhæng, fordi de klimatiske forhold kan variere betydeligt. På grund af de varme atlantiske havstrømme er der for eksempel langt mildere somre i Nordskandinavien end på de samme breddegrader i Nordamerika,

I Canada bruger man derfor normalt skovgrænsen som mål for, hvor Arktis begynder, fordi ophøret af sammenhængende skov siger noget om det klima, der hersker i Arktis. Men heller ikke dette mål er uden problemer. Dels fordi grænsen kan ændre sig i perioder med koldere eller varmere klima. Dels fordi fravær af skov ikke betyder mangel på træer, som dog er dværgvækster, der kryber langs med jorden i en højde af få centimeter. Der findes da også andre kriterier til at bestemme udstrækningen af den arktiske zone: forekomst af permafrost, isdækkede have og farvande, udbredt snedække en stor del af året samt en sparsom mængde af direkte sollys. Det nordamerikanske Arktis er en del af et enormt, meget tyndt befolket område, som canadierne kalder for The North. Det canadiske nord er opdelt i fem underzoner. Først ”Det Nære Nord”, som ligger i den tempererede zone og ind-

befatter øen Newfoundland og de nordlige dele af Alberta og British Columbia. Derefter ”Det Midterste Nord”, som dækker territoriet Yukon og store dele af Northwest Territories samt den nordlige del af provinserne Manitoba, Ontario og Québec. Nord herfor ligger ”Det Høje Nord”, som består af det allernordligste Québec og Labrador og et bredt bælte fra tundraen i Northwest Territories og de beboede dele af territoriet Nunavut. Endelig er der ”Det Fjerne Nord” – eller ”Højarktis” – som bl.a. udgøres af den nordligste del af Baffin Island samt en række ubeboede øer, som omfatter Ellesmere Island og Queen Elizabeth Islands. Det, som man normalt forstår ved det canadiske Arktis, er de to sidste zoner, altså Det Høje Nord og Det Fjerne Nord. Som kortet i bogens forsats viser, består en stor del af området af Det Arktiske Øhav. Øhavet rummer 36.536 øer inden for et areal af 1.424.500 km². Det har indtil for nylig størstedelen af året været dækket af tyk havis, der først er brudt op i juli og i visse dele tilmed er blevet liggende hele året. Den globale opvarmning gennem de sidste årtier har imidlertid gjort stadig større dele af farvandene sejlbare for skibe med isbryderledsagelse. Klimaforskere forudsiger, at hele Arktis vil være isfrit om sommeren i 2050. I 2022 påviste nogle forskere, at hvis afsmeltningens hastighed fortsætter med den fart, den har haft siden 2020, vil det ske allerede i 2030’erne. Denne forudsigelse er dog siden blevet betvivlet.1

Den arktiske befolkning

Canada har 38,25 mio. indbyggere (2021), men kun 100.000 af dem bor i de 40 % af landet, som udgøres af Arktis. Tilsammen udgør disse ”nordboere” det, jeg i denne bog kalder ”de arktiske folk”. Udtrykket dækker således ikke kun Canadas inuitter. Ifølge den seneste folketælling fra 2021 var 70.540 af befolkningen inuitter. 2 Det var en forøgelse på mere end 30 % siden 2006. Inuitterne udgør 3,9 % af Canadas befolkning af såkaldt oprindelige folk og er sammen med de andre (indianerne og métiserne) den stærkest voksende befolkningsgruppe i landet. Til sammenligning bor der lidt over 20.000 i Alaska.³ I Grønland findes der ingen officielle tal om befolkningens etniske grupper. En kilde vurderer dog, at 89,1 % af befolkningen på 57.732 i dag er ”grønlændere”, mens 7,5 % er ”danskere”. De sidste er ”andre”.4 Denne etniske opdeling er dog problematisk, bl.a. fordi mange danskere har boet så længe i Grønland, at de kalder sig grønlændere.

De canadiske inuitter udgør ikke en samlet gruppe. Det konstaterede Knud Rasmussen i forbindelse med Den Femte Thuleekspedition (1921-1924). Han noterede dialektale varianter og forskelle, der skyldtes både deres jagtdyr og de landskaber, de drev jagt i. Da inuitterne bevægede sig i små grupper over store

Typisk kystlandskab i det nordlige, arktiske Labrador.

afstande, stødte de ind i stammer med en levevis og mentalitet, der var forskellig fra deres egen. Nogle af dem handlede de med, men andre anså de for så fremmede, at der kunne opstå fjendskab og konflikter mellem dem.

Selv om Rasmussen kaldte inuitterne for ”ét folk”, betød det ikke, at de dengang selv opfattede sig som sådan. I 2016 fortalte lokalhistorikeren Louie Kamookak fra Gjoa Haven på King William Island mig, at de canadiske inuitter først begyndte at se sig selv som et folk i 1960’erne, ”da den canadiske regering begyndte at samle folk i bygder. Selv i dag er der mange, der opfatter folk fra andre grupper end deres egen som fremmede.”

De nordamerikanske inuitter kan opdeles i ti etniske hovedgrupper, som har hver sit navn og hver sin historie, der er knyttet til en bestemt lokalitet og i visse tilfælde deres traditionelle fangstdyr: labradormiut (fra Labrador), nunavimmiut (fra Ungavahalvøen i Québec), Baffin Island-inuitter fra øens sydligste del, iglulingmiut (fra området nord for Hudsonbugten op til den nordligste del af Baffin Island), kivallirmiut (rensdyrinuitter fra området vest for Hudsonbugten), netsilingmiut/ netsiliker (sælfangerinuitter fra Nordamerikas nordkyst og King William Island), inuinnait (kobberinuitter fra området fra kysten til Victoria og Banks Island), inuvialuit (fra Mackenzieflodens delta), yupik (fra Alaskas østkyst ud mod Beringsstrædet) og inupiat (fra Alaskas nordkyst, North Slope).

Grupperne taler fem forskellige dialekter af grundsproget inuktut, der er nært beslægtet med grønlandsk. Tidligere kunne inuitter i Grønland og Nordamerika forstå hinanden. Det har de dog svært ved i dag, da grønlandsk i mellemtiden er blevet påvirket af dansk og de canadiske inuitters sprog af engelsk og fransk.

Politisk er deres område delt mellem territorierne Northwest Territories og Nunavut samt de selvstyrende regioner Nunavik i provinsen Québec, Nunatsiavut i provinsen Newfoundland-Labrador og Inuvialuit i den nordligste del af Northwest Territories og Yukon. Selv om disse selvstyrende regioner er nye – de blev skabt mellem 1999 og 2008 – bidrager de til en kollektiv selvforståelse, idet mange af inuitterne, især de unge, er begyndt at identificere sig med dem. Langt de fleste betragter sig dog også som canadiere.

Selv om inuitterne udgør det store befolkningsflertal i Det Høje Nord, har der i århundreder boet andre folkeslag i området. Omkring 15 % af befolkningen i Nunavut er indianere, efterkommere af europæiske bosættere (settlere), tilflyttede euro-canadiere og indvandrere fra andre dele af verden. Mange, der kalder sig inuitter, nedstammer fra blandede forhold. At identificere Arktis som sit hjemland i Canada er således ikke kun et spørgsmål om etnicitet, men også om et følelsesmæssigt tilhørsforhold, der kan gå langt tilbage i tiden. Det er en problematik, vi også kender fra Grønland, og den gør spørgsmålet om, hvem der har ret til at deltage i styret af de arktiske områder, kompliceret.

Det samme er terminologien. Altså, hvordan mennesker i Arktis bør omtales. Det er et indviklet spørgsmål, som i dag er blevet accentueret af identitetspolitiske hensyn.

Fra eskimo til inuit

Vi ved ikke, hvad de folk, der indvandrede til det nordamerikanske Arktis et sted mellem 4000 og 2000 f.Kr. for derpå at forsvinde for 7-800 år siden, kaldte sig. Derfor har vi altid været henvist til de betegnelser, som opstod i forbindelse med historiens forskellige kulturmøder i Arktis. At de arktiske folk på et tidspunkt be-

gyndte at kalde sig inuitter, skyldes ganske givet, at de mødte folk, som enten ikke lignede eller levede som dem selv: først indianere og siden europæere. Lad mig dog først se på de ord, som de arktiske folks ”andre” har brugt om dem: skrælling og eskimo.

Ifølge forfatteren til den første islandske historie, Islændingebogen – Ari Thorgilsson (1067-1148) – kaldte nordboerne de jægerfolk, de mødte i Vinland, for skrællinger. Om der var tale om inuitternes forgængere (Dorset-folket) eller om beotuk-indianere, vides ikke. Hundrede år senere brugte den anonyme forfatter til Historia Norvegiae (Norges historie) ordet skrælling om de mennesker, der levede i Grønland, men som ikke var nordboere: ”På den anden side, nord for grønlænderne [nordboerne], har jægere fundet nogle meget små folk, som de kalder skrællinger, og som, når de såres med våben i levende live, dør uden blodtab, men hvis blod, når de er døde, ikke vil holde op med at flyde. Men jern mangler de fuldstændig og bruger hval[ros]tænder til pilespidser og spidse sten til knive.”5

På datidens sprog, norrønt, betød skrælling tørt skind. Det er muligt, at ordet stammer fra de nordskandinaviske samer, som var iklædt renskind. 6 Så selv om skrælling senere på dansk kom til at betyde svækling, var der altså ikke oprindelig noget nedsættende i det. Det viste sig da også derved, at inuitterne tog ordet til sig. Det grønlandske navn for Grønland er i dag Kalaallit Nunaat (grønlændernes land). Kalaallit går formodentlig tilbage til skrælling.7

Ordet eskimo optræder første gang i 1585 i et engelsk skrift om befolkningen omkring St. Lawrence-bugten. Det stammer fra montagnais-folket, der brugte ordet aiachkimeou om folk længere mod nord i betydningen ”de, der laver snesko”. Det er altså ikke korrekt, som det ofte er blevet hævdet, at det går tilbage til et ojibwa-ord, der betyder ”de, der spiser råt kød”. 8 Ordet har været i almindelig brug på de europæiske hovedsprog indtil for ganske nylig.

Allerede Hans Egede (1686-1758) var klar over, at de mennesker, han drog op til for at kristne, kaldte sig selv inuitter. Det samme vidste 1800-tallets polarforskere som for eksempel Otto Sverdrup (1854-1930). Han skelnede dog mellem grønlændere – mennesker, ofte af blandet race, fra det kristne og danske Vestgrønland – og hedenske eskimoer, som han mødte i Nordgrønland.

I juni 1977 grundlagdes den internationale interesseorganisation for inuitbefolkninger Inuit Circumpolar Conference (i dag Inuit Circumpolar Council) på et møde i Alaska, og den fastslog som noget af det første, at den gamle betegnelse eskimoer skulle erstattes med inuitter som den korrekte term for de arktiske folk i Grønland, Canada og Alaska, der alle nedstammer fra Thule-kulturen. Organisationen udtalte sig ikke om, hvad man skulle kalde de folk og kulturer, der gik forud for den.

Inuit betyder mennesker, underforstået ”os, der ikke er dyr”, i modsætning til de fremmede europæere, der blev anset for at være i familie med hunde. Denne tradition med at opfatte sin egen gruppe som de eneste ”rigtige” mennesker er

velkendt i kulturhistorien i hele verden. Vi ved for eksempel, at det indianske folk mi’kmaq, som lever i nutidens Nova Scotia og New Brunswick, oprindelig kaldte sig lnu’k, dvs. folket, for at kunne skelne sig selv fra andre.9 Men det betød ikke, at de ikke også havde et navn for deres folk eller stamme. For inuitterne gælder det, at de i det daglige ikke bruger ordet inuit om sig selv, men normalt et ord, der knytter dem til det særlige sted, de hører hjemme. Således føjer de endelsen -miut til navnet på det sted, hvor de bor.

Selv om beslutningen om at erstatte eskimo med inuit blev taget i Alaska, ønsker mange medlemmer af den oprindelige befolkning i Alaska og det nordlige Rusland – inupiat, yupit, alutit – ironisk nok ikke selv at blive kaldt for inuitter. De opfatter inuit som en moderne canadisk opfindelse. Det siger noget om, at de betegnelser, vi bruger om hinanden som folk, ikke er neutrale. De kan pludselig få politisk betydning. Det bliver et spørgsmål om identitetspolitik, og den slags vækker stærke følelser hos mange.

Da Kæmpeeskimoen forsvandt

I sommeren 2020 besluttede en dansk isproducent at afskaffe navnet Kæmpeeskimo på et af sine produkter, fordi virksomheden havde fået nys om, at nutidens grønlændere og inuitter føler sig såret over ordet eskimo. Den efterfølgende offentlige diskussion for og imod beslutningen fik Nationalmuseet til at gå i gang med at fjerne ordet fra sine udstillinger og erstatte det med inuit. Terminologidebatten vakte både forargelse og morskab. Af kritikere af navneskiftet blev det set som et udslag af en venstreorienteret politisk korrekt holdning, ja, som et udtryk for wokeisme.

Museumsinspektør og seniorforsker Martin Appelt begrundede det med, at brugen af ordet eskimo var ”en måde at essentialisere og stereotypisere folk og livet i Arktis gennem årtusinder. Der er for os ingen tvivl om, at vi på Nationalmuseet må fjerne brugen af ’eskimo’, da det af rigtigt mange af de mennesker, som nu bor i de områder, hvor Nationalmuseet samlede de mange genstande ind, nu opfattes som nedsættende.” Han hævdede desuden, at betegnelsen af mange blev opfattet som et instrument til at fastholde en hvid dominans og kategorisere folk i en superforsimplet udgave. ”For mig er det meget problematisk, at man ikke ønsker at tage hensyn til de mennesker, vi gerne vil kommunikere med.”10

Den grønlandske politiker og medlem af Folketinget for det socialistiske parti IA Aaja Chemnitz Larsen hilste beslutningen velkommen: ”Det er fint, at man ændrer det. Den grønlandske befolkning bruger ikke betegnelsen ’eskimo’, men bruger i stedet ’inuit’, og derfor er det oplagt at ændre det til det. Det er en mere respektfuld måde at omtale grønlændere på, samtidig med at det er den måde, vi betegner os selv på,” udtalte hun og understregede samtidig, at hun ikke mødte nogen i Grønland, som betegnede sig selv som eskimo.

Så sent som i 2014 kaldte den anerkendte forsker i historisk genetik Eske Willerslev de tidlige arktiske folk for palæo-eskimoer. Men efter Nationalmuseets opfattelse skal de nu betegnes palæo-inuitter. En af dem, der var med til at tage beslutningen om den terminologiske ændring, er arkæologen Bjarne Grønnow. Han har over for mig forklaret, hvorfor museet besluttede at ændre terminologien: ”For nuværende foretrækker vi i forhold til Nationalmuseets samlinger og udstillinger at anvende de betegnelser, som de arktiske grupper bruger/brugte om sig selv, da etnograferne berejste områderne for et århundrede siden, bl.a. de gruppebetegnelser, som Femte Thule-ekspedition anvendte. Også inden for arkæologien udvikler terminologierne sig. Vi er nu – efter at DNA-analyser har vist, at der ikke er et direkte genetisk slægtskab mellem ’palæo-eskimoerne’ og Inuit – gået væk fra denne betegnelse såvel som betegnelsen ’palæo-inuit’. Nu bruger i hvert fald de danske arkæologer betegnelsen ’præ-Inuit’ (altså ’før-Inuit’) som samlebetegnelse for de ældste kulturer i Arktis. Inden for arkæologien/forhistorien udvikler terminologierne sig. Vi er – efter at DNA-analyserne har vist, at der ikke er et direkte genetisk slægtskab mellem ’palæo-eskimoerne’ og Inuit – nu gået væk fra denne betegnelse såvel som betegnelsen ’palæo-inuit’. Nu bruger i hvert fald de danske arkæologer betegnelsen ’præ-Inuit’ – altså ’før-Inuit’ som samlebetegnelse for de ældste kulturer i Arktis.”11

Helt så enkelt, som det kunne lyde fra Appelt og Grønnow, er spørgsmålet om terminologi dog ikke. Det fremgår af et terminologihistorisk kapitel af den tidligere eskimolog Inge Kleivan i bogen Fra vild til verdensborger, som blev udgivet blot små 10 år før debatten brød ud.12 Her gennemgår Kleivan de mange betegnelser, der gennem tiderne er blevet brugt om grønlændere, og som grønlænderne har brugt om sig selv.

Kleivans historiske analyse viser, at termer aldrig er neutrale, og at de kan have forskellig betydning fra menneske til menneske, og at den er afhængig af den kontekst, termen bliver brugt i. Appelt og Chemnitz Larsen hævder, at eskimo i dag giver negative konnotationer og opfattes som en kolonial betegnelse. Men der findes stadig grønlændere, som opfatter det som et udtryk for et frit og stolt folk. I forbindelse med ”eskimodebatten” i 2020 udtalte den tidligere landsstyreformand LarsEmil Johansen således: ”Jeg er stolt af at være eskimo, det er mine rødder at komme fra det eskimoiske folk.” Han tilføjede, at det var muligt, at der var nogle, der mente, at ordet eskimo havde en negativ medbetydning. Men det måtte i så fald være deres problem.

Den danske antropolog Kirsten Hastrup har valgt at fastholde ordet eskimoer om de folk, som Knud Rasmussen og Den Femte Thuleekspedition satte ud for at studere. Hendes begrundelse er, at ”[h]vad angår de mennesker, som Knud Rasmussen mødte og studerede i Arktis, hed de dengang eskimoer. Det er simpelthen navnet på de mennesker, som i kraft af høj teknologisk kunnen havde formået at udnytte de arktiske ressourcer i årtusinder og fungere som samfund i den lille målestok, som disse ressourcer tillod. Jeg bruger betegnelsen eskimoer i

samme nøgterne ånd, når jeg citerer og diskuterer samtidens opfattelser.”13 Jeg deler hendes synspunkt, samtidig med at jeg anerkender, at inuitter til gengæld i dag er blevet det mest brugte og mest acceptable ord for deres efterkommere. Inuit er flertalsformen af inuk. Ofte bruges ordet uden dansk flertalsendelse. Men da dette forudsætter kendskab til det grønlandske sprogs grammatik og virker fremmed på dansk, fastslår Dansk Sprognævn, at det er sprogligt korrekt at bruge den regelmæssige pluralisform inuitter. Det har jeg selv valgt at gøre, men jeg bruger inuk om individer. Jeg har desuden valgt at bruge inuitter om fortrinsvis – men ikke udelukkende – den nutidige indfødte befolkning i arktisk Canada, mens jeg bruger grønlændere om befolkningen i Grønland siden 1700-tallet. I det omfang mine kilder bruger ordet eskimo, har jeg bibeholdt det, fordi det dér ikke bruges i en nedsættende betydning. Jeg har valgt at beholde de klassiske betegnelser inden for arktisk arkæologi, idet det er umuligt at vide noget om, hvordan de tidligste arktiske folk omtalte sig selv.14 Og det er dem, vi nu skal se på.