Det bedste man kan sige

Nadia Kløvedal Reich Det bedste man kan sige

Det bedste man kan sige

© Nadia Kløvedal Reich og Gads Forlag 2023

Omslag: Ida Balslev-Olesen med foto af Helmer Bøving Larsen

Tilrettelæggelse: Bech Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 87-718-12-07462-5

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Prolog

Jeg er født med en gave, der udspringer af utopier og drømme. En tro på, at livet kan og vil meget mere, end vi er i stand til at forestille os.

Mine forældres forestillingsevne er vidtrækkende. Nogle år efter jeg er kommet til verden, ophæver de betydningen af de gængse roller i en familie, og jeg lærer aldrig min biologiske familie at kende som en familie.

Min far er med til at skabe en kollektiv stamme, der erstatter den biologiske familie. Hans drømme om fællesskabet og kærligheden gennemsyrer alt, hvad vi foretager os. Det er en ny verden, hvor vi gør alt på nye måder. Stammen bliver omdrejningspunktet for forståelsen af, hvem vi er, og trænger langt ind i den måde, jeg forstår verden og mig selv på.

I årerne efter min fars død forstår jeg ikke rækkevidden af det, der er sket, og som tiden går, opstår der en tvivl om, hvor jeg egentlig hører til. Hvor godt kender jeg den fortid, der er så bestemmende for, hvem jeg er?

Jeg begynder at søge efter brudstykker, der kan afdække min historie eller rettere: sætte spørgsmålstegn ved dens betydning. I samtaler med min biologiske familie forsøger

jeg at forstå mit udgangspunkt. Tillader mig at blotlægge ufortalte dele af mine forældres liv.

Jeg læser breve, husmødebøger fra kollektiverne og interviewer den stamme, jeg er en del af. Jeg forsøger at holde en distance til forestillingen om, hvad det, jeg undersøger, betyder – ikke for hurtigt at danne en bestemt forståelse af tiden, og hvad den har gjort ved os. Undervejs bliver det klart, at mødet med fortiden fremkalder noget i mig selv, der ikke hænger sammen.

Begyndelsen på enden

“Hvordan mindes I jeres far?” spørger præsten.

Vi sidder alle fire rundt om bordet i spisestuen, der ikke er en almindelig spisestue, men også et bibliotek og et legeværelse. Langs væggene står hele og halve stigereoler fyldt med bøger, rundtomkring står plastikdinosaurer i forskellige størrelser og minder om en verden for længe siden. På væggen hænger et urskovsbillede, som min mor engang har malet, og en træfigur af solørnen Garuda, som min far og jeg har taget med hjem fra en jordomsejling, står med sit krogede næb og sine udstående øjne og stirrer på præsten. Stilheden breder sig. Vi er fire søskende, født af fire forskellige kvinder, fra fire forskellige perioder i hans liv fordelt over to årtier. Vi har aldrig boet sammen, og selvom vi tilsyneladende kender hinanden godt, er der betydelige lag af viden om hinandens liv, som ligger hen i det uvisse.

“Hvordan mindes I jeres far?” er et spørgsmål, der ikke har et entydigt svar. Når han har været far, hvordan har han så været som far? Spørgsmålet får en følelse af ensomhed til at vælde op i mig.

Min lillebror, Markus, møder mit blik, og et øjeblik finder jeg trøst i en ordløs erindring om de fælles oplevelser,

der bor i os. Vi er vokset op i den mest eksperimenterende del af vores fars liv og bærer på hændelser, der ikke indgår i den fælles familiehistorie. Jeg er syv år, da Markus bliver født. Min fars grænsesøgende livsførelse sammen med hans mor er uforudsigelig, og i takt med at deres forhold bliver gradvis mere kompliceret, ser jeg det som en vigtig opgave at passe på ham for min far.

Selvom han er det eneste barn, der det meste af sit liv har boet hos vores far, har han ikke noget at sige. Han er tavs. Jeg ser på ham, han er et begavet barn, der fra sin tidlige barndom reagerer introvert på det, han møder. Jeg kan genkende hans lettere resignerede måde at være til stede på. Han har ikke lyst til at være i denne situation, og trods hans begavelse og mange års studier i oldengelsk og japansk har han ikke et sprog for sin opvækst.Vi har ikke et fælles sprog, end ikke enkelte ord, kun en fælles ubevidst fornemmelse og en stor inderlighed i situationer som denne.

Min lillesøster, Clara, har hengivet sig til sorgen i en ubesværet, stille gråd, der midt i tavsheden virker meningsfuld. Hun er hans yngste datter, født nogle dage før jeg fylder tretten år, dengang han samler stumperne af den biologiske familie og en kort overgang forsøger at etablere en kernefamilie.

Jeg ser over på præsten, der ikke virker søgende, snarere afklaret, som om han allerede har skrevet talen til sin vens begravelse. Han hælder kaffe op i sin kop.

“Det kan være et overvældende spørgsmål,” siger han.

En tilsyneladende velmenende betragtning, der forsøger at holde den pinagtige tavshed på afstand.

I den sidste tid vores far lever, har præsten indledt en række samtaler med ham, der skal tjene som et slags testamente. Vi kender ikke til de samtaler, der senere bliver udgivet som en bog. Præsten nærer en “grænseløs beundring” for vores far, siger han. Det er sådan, det er med vores far, han er en beundret mand, der med sit kloge hoved, sin karismatiske udstråling og sit smukke ydre har en magisk tiltrækningskraft på sine omgivelser.

I store dele af vores opvækst er han en anerkendt forfatter og debattør, et ikon blandt progressive og venstreorienterede mennesker i sin samtid. Til de flestes store glæde udlever han alle de eksperimenter, der stiller sig til rådighed, og udlægger teksten om tiden med stor autoritet.

Der er noget i mødet med præsten, der får det til at fremstå som en formssag. Som om det for ham er noget, der skal gøres, som han håber, kan klares i en håndevending.Tavsheden rundt om bordet vidner om en manglende samhørighed, og der er i sig selv ikke noget mærkværdigt i, at tårerne presser sig på, måske er det endda passende i situationen. Jeg hører min stemme udefra:

“Du skal tale om hans manglende nærvær som far.”

Der går mindre end tre sekunder, før jeg hører min ældste bror, Jakob, sige:

“Sådan har jeg det ikke, og jeg synes ikke, det skal fylde for meget.”

Jeg trækker mig tilbage på stolen, mens alt låser sig i mig.

Jakob er en flygtig del af vores fars eksperimenterende liv.

Han er fire år ældre end mig og fra den tid, hvor vores far bar sergentuniform og blev gift på kongebrev iført pingvin.

Jakob er et år, da vores far bliver skilt fra hans mor. Han får

hurtigt en ny og vedvarende far, mens vores far bliver ham en god onkel. Som børn mødes Jakob og jeg for det meste hos vores farmor til et altid veldækket bord under ordnede forhold i direktørvillaen i Gentofte.

En følelse af tomhed fylder rummet, der med sine mange sjove genstande ellers lægger op til noget andet. Præsten synes heller ikke, det skal fylde for meget.

“Jeg skal nok finde en måde at få det med på,” siger han og tilskriver det den produktive forfatter, der i en større sags tjeneste ikke har haft tid til sine børn.

Rummet kunne være fyldt med historier om alle de oplevelser, hans livsvalg har givet os, om de mange mennesker, han har bragt ind i vores liv, men også om længslen efter en f ar

Men vi er tavse. Vi taler ikke om, hvad det manglende nærvær har betydet. Det lille moment, hvor vi kunne have afsøgt en forståelse, er forpasset. Vi er ikke i stand til at rumme de forskelle, som mødet med præsten netop har udstillet. Da vi bryder op, rejser Markus sig og lægger en hånd på min skulder som en bekræftelse på en form for samhørighed, inden vi skilles. Jeg er lammet af tomhed, da jeg forlader den lejlighed, hvor min far i seksten år har boet med sin hustru Elise, og hvor vi de sidste fem måneder har passet og plejet ham, inden han døde.

I sin tale til vores fars begravelse 1. maj 2005 citerer præsten kort fra det ordfattige møde.

“Som far var han rollemodel gennem sine livsholdninger – ikke sit nærvær,” siger han og fortsætter konkluderende:

“Han viste jer modet til at gøre op med det bestående, men altid i øjenhøjde og med respekt og forståelse, på falderebet fik I ham som en gave og en opgave, og den erfaring kan I tage med jer videre i livet – foruden alt det, jeres far i øvrigt gav, og det var uendeligt meget.”

Hvis præsten havde givet sig tid til at blive en lille smule klogere på min fars manglende nærvær, ville han vide, at det ikke kun var på falderebet, han blev en opgave.

Hundrede meter fra min fars og Elises lejlighed, i en betonkarré i Sølvgade, begynder min egen historie i 1966. Her bor min mor og far med mine to storesøstre, Mette og Tina. De har hver sin far fra min mors to tidligere ægteskaber.

Nederst i karreen ligger en stor butik, der handler med inventar til badeværelser, “Gå glad i bad” hedder den. Når vi taler om tiden i Sølvgade, bor vi i “Gå glad i bad”. Historier fra “Gå glad i bad” er fortalt af min mor og mine storesøstre, der er henholdsvis tolv og otte år ældre end mig. Min storebror, Jakob, er ikke en del af min oprindelige biologiske familie; han bor hos sin mor og sin egentlige far.

“I vores familie laver vi kun unikaer, ingen har den samme mor og far,” ynder jeg at sige som et positivt udtryk for, at vi er noget ganske enestående.

Min far fortæller, at han møder min mor, den dag Kennedy bliver skudt. De er på Casanova Bar i Farvergade. En vild dansebar med livemusik og lyssky forretninger, det tætteste København kommer på en rigtig natklub.

En journalist kommer ind og vil have en udtalelse om mordet fra en af de sorte amerikanere, der er fast inventar på baren. Journalisten bliver korporligt smidt ud, og mens min mor og far sidder og kysser forelsket, bryder store, sorte mænd grædende sammen omkring dem. Natten ender med, at han går med hende hjem i seng, og her bliver han boende de næste mange år. Det er sådan, han beskriver det. Sammen har de en ambition om at udforske, bevidstgøre og overkomme eller fuldkomme alle kønslivets kringelkroge. Lysten til at skildre dannelsen af hans kønsliv er fremtrædende i hans bog Svaneøglen; selvom de har fire sammenbragte børn, eksisterer familien ikke. Han skriver, at jeg bliver født i en af de perioder, hvor de tager sig sammen til at være varme på hinanden på samme tid.

Min mor lægger vægt på, at min far er treogtyve, da hun møder ham.

“Han er en meget ung mand i færd med at danne sin persona, og han har brug for mit mod,” siger hun. Hun er næsten seks år ældre end ham og en del rigere på livserfaring. Ifølge hende mødes de, da hun arbejder med mentalt handicappede børn på H.C. Ørstedsvej. Hun er arbejdskollega med Jakobs mor, der gennem længere tid har været utilfreds med sit purunge ægteskab med vores far.

En dag er min mor forbi hende på Howitzvej for at låne en æbleskivepande i støbejern. Midt i udvekslingen af æbleskivepanden kommer han ud i køkkenet, og et rasende begær rammer ned i dem begge. Han løber efter hende ned ad trappen og kysser hende i opgangen. Et par uger

senere forlader han Jakob og hans mor og flytter ind i “Gå glad i bad”.

Når jeg forsøger at fremkalde hændelser eller situationer fra min oprindelige biologiske familie, har jeg ingen sanselig erindring, ingen smage, lugte eller lyde, der kan bringe mig på sporet. Der eksisterer ikke nogen fotografier af mine forældre fra de fem år, de lever sammen, hverken som par eller sammen med mig eller mine ældre søstre. Der findes to billeder af mig fra min tidlige barndom. Det ene er taget af en hoffotograf, som min farmor og farfar kendte på Billed-Bladet. Jeg sidder på hug med nogle store bogstavklodser og en elefant på hjul og ligner stereotypt et charmerende barn, der er klippet ud af en Far til fire-film fra halvtredserne. Det andet billede er et reklamefoto, en strikkeopskrift til et barnevognstæppe i hvid akryl.

“Du sad model, og jeg fik penge for, at billedet blev taget,” siger min mor.

Da jeg er et år, flytter vi til Askov Højskole, mine forældre skal være højskolelærere.

“Du er helt din egen,” siger min mor. “Da du er halvandet, forcerer du din tremmeseng, kun iført ble smutter du ud ad hoveddøren i huset i Askov og spankulerer ned til slikmutter.”

De ynder at beskrive mig som helt min egen.

Den første erindring, jeg har om mine forældre, er fra København, lige før jeg bliver fire år. Vi er på det lokale

kinesercafeteria på hjørnet af Dronningens Tværgade og Borgergade. Vi spiser forårsruller. Min mor bærer vores orange plastikbakker over til afrydningsbordet. Da vi kommer ud fra cafeteriet, står min far pludselig på den anden side af gaden.

Jeg har ikke set ham, siden min mor tog os under armen og forlod Askov, da jeg var to år. Nu står han smuk og uopnåelig med sine kloge, milde øjne og betragter os. Min mor ved ikke, hvor hun skal gøre af sig selv. Han tøver et øjeblik med at komme over og hilse på os, og min mor drejer resolut om på hælen og spæner ned ad Borgergade med mine søstre og mig efter sig.

Mine forældre hører på en måde ikke sammen. Det eneste, jeg er sikker på, de er fælles om, er et stærkt begær og en utæmmelig lyst til selvrealisering i virkeliggørelsen af en utopi, der rykker grundlæggende ved forståelsen af, hvem vi er.

“Du opdragede os, som en far ville have gjort, talte til vores styrke. Til gengæld var der aldrig nogen kære mor,” siger jeg i talen til min mors halvfjerdsårs fødselsdag.

Hun bliver meget begejstret og takker mig specielt for denne del af talen. At jeg ser hendes evne til at overtage den klassiske faderrolle i samværet med sine børn, er det, der betyder noget for hende.

Jeg har en længsel efter sammenhæng og mening i det, mine forældre udlever. De omstændigheder, der knytter sig til deres radikalt anderledes liv, bliver en indgang til min historie.