Det burde du have vidst

Det burde_TRYK.indd 2

20/11/14 12.21

JEAN HANFF KORELITZ

DET BURDE DU HAVE VIDST på dansk ved lærke pade

gads forlag

Det burde_TRYK.indd 3

20/11/14 12.21

Det burde du have vidst er oversat fra amerikansk efter You should have known Copyright ©2014 by Jean Hanff Korelitz All rights reserved Dansk udgave © 2015 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anne Kragelund Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Bookwell, Finland ISBN 978‑87‑12‑05043‑8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisa‑ tioner, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Der citeres – direkte eller indirekte – fra: Arthur Miller: En sælgers død, oversat af Knud Sønderby, Ejler Wangels Forlag, 1950.

T.S. Eliot: Digte 1909‑62, oversat af Bo Green Jensen, Gyldendal, 1984.

Samuel Taylor Coleridge: Den gamle sømand, oversat af Uffe Birkedal, BI-forlag, 1993.

Flannery O’Connor: Skæringspunkt og andre noveller, oversat af Ingegerd og Torben Riis, Katolsk Forlag, 1984.

Det burde_TRYK.indd 4

20/11/14 12.21

KAPITEL 6

IKKE MEGET LÆNGERE

Verden gik hverken under med et brag eller med en klynken, men med den tavse blinken fra et kuvertikon på hendes mobiltelefon.

Ikonet var engang for længe siden blevet programmeret til at lyse op én gang, hvis der kom en besked, og to gange, hvis der var to beskeder, og så videre, indtil telefonen nåede op på en eller anden indre kritisk masse af beskeder, så den bare blinkede konstant, som en flagrende vinge af perlemorsgrønt i hjørnet af telefonen. Senere tænkte hun tilbage på det blink, der var så normalt, at hun til at begynde med havde ignoreret det under dagens første konsultation (et par, der kæmpede for at blive sammen og tydeligvis var på vej til at tabe kampen), og dagens anden konsultation (med en klient gennem mange år, der var på nippet til at blive manisk igen), og selv under den frokostpause, hvor hun havde aftalt et interview om sin kommende bog med en producent fra Today.

Det var fire dage siden fundraiseren for Rearden.

Hendes optræden på Today ville ikke blive sendt før efter nytår, men de prøvede at være lidt forud, fordi juleferien nærmede sig, for‑ klarede producenten. “Og de har fortalt dig, at man altid risikerer, at det ikke bliver sendt alligevel, hvis der sket et eller andet vildt, vi er nødt til at dække, ikke?”

111

Det burde_TRYK.indd 111

20/11/14 12.21

Grace sagde, at det havde de ikke fortalt hende. Men det sagde vel sig selv.

“Ja, altså, en historie som denne her kan godt blive skubbet lidt til side, hvis der sker noget andet.”

Intervieweren hed Cindy Senior. Grace havde skrevet navnet ned på en blok, en gammel vane, der kom af i årevis at have talt i telefon med potentielle klienter. Ironisk nok lød Cindy Senior ung, nærmest som en studerende. “Hvad ville du sige er de vigtigste ting, man skal prøve at finde ud af om en, man er interesseret i?”

“Jeg ville sige,” sagde Grace, “at det mere er et spørgsmål om at lytte til, hvad den anden prøver at fortælle end om at spørge til helt bestemte ting. Nogle gange koncentrerer folk sig om de store emner, når de dater nogen, for eksempel penge eller religion. De ting er selvfølgelig også vigtige, men jeg vil hævde, at det er endnu mere vigtigt at høre, hvad den andens opførsel eller tonefald allerede fortæller dig, når de taler om tanker og mennesker.”

Grace kunne høre den klikkende lyd af Cindy Seniors tastatur i baggrunden og hendes opmuntrende, jævnlige: “Mm-hm …”

Hun havde allerede givet en del interviews og kunne se, hvor det bar hen. Uanset om hun kunne lide det eller ej, ville Det burde du have vidst blive præsenteret for verden som en datingguide og ville formentlig komme til at stå side om side med idiotiske bøger som The Rules og Relationships for Dummies. Men der var nok ikke noget at gøre ved det, i hvert fald ikke hvis hun gerne ville have sin bog til at blive en bestseller.

“Hvad er det for ting, man for eksempel kan høre i en mands opførsel eller tonefald?”

“Man kan for eksempel høre foragt for tidligere kærester eller kollegaer eller forældre og søskende. Vi har alle sammen nogen, vi ikke bryder os om, men fjendtlighed er et problem, hvis det er et mønster. Og hos mænd bør fjendtlighed mod kvinder virkelig få advarselslamperne til at blinke.”

112

Det burde_TRYK.indd 112

20/11/14 12.21

“Godt,” sagde Cindy Senior, der tastede løs. “Hvad ellers?”

“Manglende interesse for andre mennesker. Hvis han taler om folk, som om de kun eksisterer i forhold til ham og ikke som selvstændige individer. Det er noget, der måske aldrig vil ændre sig, heller ikke selvom han gifter sig, måske ikke engang hvis han får børn. Man skal huske, at der er tale om et menneske, der er blevet voksen uden at have fralagt sig den indstilling og endda gladelig viser den frem for en, han ikke kender særlig godt og teoretisk set skal prøve at imponere.”

“Mm-hm,” kom det fra Cindy.

“Så vores opgave, især som kvinder, er at høre virkelig godt efter.

Nogle gange har vi tendens til at tage skyklapper på, især over for en mand, vi er tiltrukket af. Hvis tiltrækningen er stærk, kan den overdøve nogle af vores andre receptorer.”

Der kom en pause i tastelyden. “Du får det til at lyde meget kli‑ nisk. Er det meningen?”

“Tja,” sagde hun. “Både og. Jeg tror godt, man kan være roman‑ tiker uden at tabe hovedet helt. Enhver tiltrækning behøver ikke føre til et længerevarende parforhold. Problemet opstår, når vi bliver så tiltrukket af en potentiel partner, at vi holder op med at lytte til, hvad han rent faktisk fortæller os.”

“Som for eksempel …”

“Som for eksempel: Jeg er i virkeligheden ikke vildt interesseret i dig som kæreste. Eller: Jeg er slet ikke interesseret i at have en kæ‑ reste. Eller hvad med: Jeg er ikke interesseret i at være kæreste med en kvinde. Den slags sker oftere, end man skulle tro. Eller: Jo, jeg er da interesseret i dig som kæreste, men kun på mine betingelser, og de betingelser vil gøre dit liv til en jammerdal.”

“Okay!” sagde Cindy. “Jeg tror, jeg har nok nu.”

“Fint,” sagde Grace. De takkede gensidigt, og Grace lagde på.

Så kiggede hun på sin mobiltelefon igen. Tidligere, da hun havde ventet på, at Cindy Senior skulle ringe op, havde hun bladret gennem afsenderne og besluttet at ignorere beskederne. Den første dukkede

113

Det burde_TRYK.indd 113

20/11/14 12.21

op som “M-G”, hendes forkortelse for Sally Morrison-Golden, hvis behov for at evaluere fundraiseren var næsten lige så omfattende som forberedelserne. Den anden afsender var Henrys skole, men det var ikke en personlig besked fra en, der skulle i kontakt med hende, fordi Henry var syg, eller fordi en eller anden akademisk eller ad‑ færdsmæssig krise krævede et møde med en lærer. Det var en besked, der var sendt automatisk til alle, og som man ikke kunne svare på – formentlig en reminder om et eller andet skolearrangement eller en omlægning af en time eller en advarsel om, at der var et tilfælde af lus i børnehaveklassen. Om vinteren vågnede Grace nogle gange op til, at denne ikke-person erklærede snefri eller tidlig lukning på grund af sne, og faktisk havde det sneet lidt i morges, men ikke særlig meget og næppe nok til, at man behøvede at reagere på det. Hun bladrede videre. Sylvia Steinmetz. M-G. M-G. M-G. Helt ærligt, damer, tænkte hun irritabelt.

Det var det sidste sekund af det liv, hun bagefter kom til at tænke på som “før”.

Så åbnede hun dem.

Først fra Sally: “Hej alle sammen. Hører stadig fra folk, hvor fint det var, og der er kommet et par ekstra donationer efter lukketid. Vi skal lige ordne det sidste, ikke meget – tror det kan klares på en time, maks. halvanden. Amanda har været så sød at tilbyde at lægge hus til.

Er næste torsdag kl. 9 okay med alle? 1195 Park, 10B. S.U. straks.”

Så skolen: “Det er med dyb beklagelse, vi må meddele alle for‑ ældre, at en elev i en af vores fjerdeklasser er blevet ramt af en tragedie i familien. Alle tre fjerdeklasser vil i morgen få besøg af en krisepsykolog, der vil tale med eleverne. Vi vil gerne bede alle med tilknytning til vores skole om at udvise takt og diskretion. Tak. ­Robert Conover, rektor.”

Og hvad skulle det betyde? tænkte Grace. Erklæringen – eller mailen eller udtalelsen eller hvad det var – var tydeligvis blevet skrevet om så mange gange, at resultatet var endt som nonsens. Der

114

Det burde_TRYK.indd 114

20/11/14 12.21

var åbenbart en, der var død, men det var ikke en elev i fjerde. Så ville man ikke have beskrevet det som “en tragedie i familien”. Og “tragedier” var ikke noget nyt, heller ikke på Rearden. Alene sidste år var fædrene til to elever på mellemtrinnet døde, den ene af kræft og den anden, fordi han var styrtet ned med et privatfly i Colorado.

Ingen af de dødsfald havde affødt en besked som denne. Det må være selvmord, tænkte Grace. En forælder havde begået selvmord, eller også var det en elevs bror eller søster, der var død, men en bror eller søster, der ikke gik på Rearden – for så ville formuleringen have været anderledes. Faktisk var det hele meget frustrerende. Hvorfor sendte man overhovedet sådan en mail ud, som kun ville få folk til at snakke og udfordre den takt og diskretion, man bad om? Hvis man ikke vil fortælle noget, hvorfor sender man så en meddelelse?

Hun slettede irritabelt beskeden.

Fra Sylvia: “Ja, torsdag er fin med mig. Kommer muligvis et par minutter for sent, skal aflevere skøn urinprøve til Daisys læge om morgenen.”

Fra Sally: “Re: Familietragedie i fjerde. Ved nogen noget?”

Og så kører vi, tænkte Grace og slettede.

Fra Sally igen: “Grace, ring til mig med det samme.”

Fra Sally igen: “Grace, det er Malaga Alves. Har du hørt det?”

Den slettede hun ikke. I stedet læste hun den igen og igen, som om den ville forandre sig eller i det mindste begynde at give mening.

“Det” var Malaga Alves? Hvad var “det”?

Da telefonen i hendes hånd rent faktisk ringede, for hun sammen og greb fastere om den, så holdt hun den skælvende op foran sig.

Sylvia. Hun tøvede, men kun et øjeblik.

“Hej, Sylvia.”

“Du godeste, har du hørt det med Malaga?”

Grace tog en dyb indånding. Det virkede for anstrengende at skulle gøre rede for, hvad hun vidste og ikke vidste. “Hvad er der sket?” spurgte hun.

115

Det burde_TRYK.indd 115

20/11/14 12.21

“Hun er død. Jeg fatter det ikke. Vi så hende jo alle sammen i lørdags.”

Grace nikkede. Et kort øjeblik var hun bevidst om, at hun havde lyst til at sige alle de sædvanlige ting og så bare komme videre. Hun havde faktisk ikke lyst til at vide mere, eller til at blive berørt, eller til at blive ked af det ved tanken om den lille dreng i fjerde eller det spædbarn, der var blevet ammet så rigeligt til planlægningsmødet forleden. “Hvad ved du om det?”

“Sønnen – hvad er det nu, han hedder?”

“Miguel,” sagde Grace hurtigt, hvilket kom bag på hende selv.

“Miguel gik selv hjem i mandags, fordi hans mor ikke dukkede op. Han fandt hende i lejligheden, sammen med babyen. Det er så forfærdeligt.”

“Vent …” Hun prøvede stadig at få brikkerne på plads og ville stadig helst ikke vide noget. “Er … Var babyen kommet noget til?”

Sylvia lod til at tænke grundigt over det. “Ved du hvad, det ved jeg faktisk ikke. Det går jeg ikke ud fra. Ellers ville vi nok have hørt det.”

Aha, tænkte Grace. Nu var hun altså en del af en gruppe invol‑ verede mennesker, der gik under navnet “vi”.

“Har du fået skolens besked?” spurgte Sylvia.

“Ja. Men jeg forstod den ikke rigtig. Jeg kunne selvfølgelig godt regne ud, det var noget slemt.” “Øh ja,” sagde Sylvia med tyk sarkasme, “ordet tragedie blev nævnt.”

“Ja, men … jeg ved ikke. Det var, ligesom om beskeden tændte et bål og selv kastede benzin på. Hvorfor? Altså, det er selvfølgelig virkelig sørgeligt, men hvorfor siger de ikke bare ligeud, at en foræl‑ der til en i fjerde klasse er død? Det gjorde de da sidste år, da Mark Stern døde. Jeg tror ikke, de kaldte krisepsykologer ind dengang.”

“Det var noget andet,” kom det stramt fra Sylvia.

“Var det et hjertestop? Eller en aneurisme? Det må have været noget meget øjeblikkeligt. Hun så da fuldstændig sund og rask ud forleden.”

116

Det burde_TRYK.indd 116

20/11/14 12.21

“Grace …” sagde Sylvia. Det lød, som om hun ventede på noget.

Senere konkluderede Grace for sig selv, at hun havde trukket tiden ud, fordi hun havde nydt at være den, der vidste det. “Du forstår det ikke. Hun blev myrdet.”

“Hun blev …” Grace kunne ikke rigtig tage ordet ind. Det var et ord fra krimier, fra New York Post – selv læste hun selvfølgelig ingen af delene. Folk, hun kendte, selv så fjerne bekendte som Ma‑ laga Alves, blev ikke myrdet. For længe siden var sønnen til hendes families rengøringsdame, en jamaicansk kvinde ved navn Louise, blevet medlem af en bande og havde slået en ihjel. Han var blevet dømt til livstid i et fængsel nordpå, hvilket havde ødelagt hans mors helbred og forkortet hendes liv. “Det er …” Men hun kunne ikke sige, hvad det var. Det var … “Åh gud, den stakkels lille dreng. Det var ham, der fandt hende?”

“Politiet var henne på skolen i dag, på Roberts kontor. Det var hans beslutning med krisepsykologerne. Jeg ved ikke – tror du, det er det rigtige?”

“Altså, jeg håber sandelig ikke, de har tænkt sig at forklare samt‑ lige elever i klassen, at en af deres klassekammeraters mor er blevet myrdet.” Hun tøvede et øjeblik, mens hun overvejede denne hæs‑ lige mulighed. “Og jeg håber sandelig ikke, at forældrene fortæller børnene det.”

“Måske ikke direkte,” sagde Sylvia. “Men de kommer helt sikkert til at høre om det.”

Grace havde selv meget lidt lyst til at blive ved med at høre om det, men hun kunne ikke regne ud, hvordan hun skulle få det stoppet.

“Hvad har du tænkt dig at sige til Daisy?” spurgte hun i stedet, som om Sylvia var eksperten i menneskelig adfærd, og det var hende selv, der havde ringet for at bede om råd i stedet for omvendt.

“Det var Daisy, der fortalte mig det,” kom det straks. “Hun havde hørt det fra Rebecca Weiss. Rebecca havde hørt det fra sin mor, der havde hørt det fra vores kære Sally Morrison-Golden.”

117

Det burde_TRYK.indd 117

20/11/14 12.21

“Pis,” sagde Grace uvilkårligt.

“Så katten er for længst ude af sækken, som man siger.”

“Man skulle tro …” begyndte Grace, men der var ingen grund til at gøre sætningen færdig.

“Jeg ville ikke tro noget. Jeg forventer mig ikke ret meget af Sally.

Men det har sådan set ikke noget med sagen at gøre. Sallys følelses‑ mæssige modenhed ligger måske nok på linje med mellemtrinnet, og hun kan være en møgkælling, men hun har ikke slået nogen ihjel.

Det er fuldstændig forfærdeligt, lige meget hvem der siger hvad til hvem. Og det bliver noget værre rod for os alle sammen. Ikke bare børnene. Jeg tænker på pressen – de kommer garanteret til at køre et helt tema om ‘mødre til børn på privatskoler’. Selvom hun ikke var en af de rigtige ‘mødre til børn på privatskoler’, vel?”

Grace rynkede brynene. “Hvad mener du?”

Hun kunne høre Sylvia ånde ud i skarp frustration. “Du ved, hvad jeg mener, Grace. Hun var ikke en mor, der betalte det samme som os andre. Hun var ikke en mor, der betalte de 38.000 dollars om året, som det normalt koster at gå på Rearden. Og ja, jeg ved godt, hvordan det lyder, men sådan var det. De vil kaste sig over skolen, og allernederst i artiklen vil de skrive, at hendes barn ikke betalte fuld pris og havde friplads, men vi kommer stadigvæk til at være den skole, hvor en af forældrene blev myrdet.”

Grace lagde mærke til, at hendes irritation – på Sylvia for hendes egoisme, på Robert for hans melodrama og på Sally af den enkle og foruroligende grund, at hun tydeligvis spredte nyheden uden om‑ svøb – nu tilsyneladende havde skubbet selve chokket til side. Det betød afstand, og dermed lettelse.

“Det tror jeg ikke kommer til at ske,” sagde hun til Sylvia. “Uanset hvad der ligger bag, så har det ikke noget med Rearden at gøre. Altså, skal vi nu ikke vente, til vi rent faktisk ved noget? Vi burde koncen‑ trere os om bare at være der for børnene, hvis de har brug for os.

Ikke fordi vores egne børn vil blive påvirket. Men fjerde­klasserne …”

118

Det burde_TRYK.indd 118

20/11/14 12.21

Det ville komme til at påvirke dem dybt, tænkte Grace, at en af deres klassekammeraters mor var død så pludseligt og endda på en voldelig måde, og virkningen ville uden tvivl kunne mærkes blandt de større børn også. De mindre ville (formodentlig, forhåbentlig) blive skånet for at høre om det. Et øjeblik tænkte hun på Henry, der aldrig havde oplevet noget af den slags (Graces mor var død, før han blev født, og Jonathans forældre spillede godt nok ingen rolle i hans liv, men de var i det mindste i live). Hvad skulle hun gøre, når han i dag, i morgen, i overmorgen eller i næste uge kom hjem fra skole og sagde: “Har du hørt om ham fra fjerde, hans mor er blevet myrdet?”

“Jeg er sikker på, at mødrene på Dalton allerede ringer rundt til hinanden og siger: ‘Det kunne aldrig ske på vores skole!’”

“Men det skete heller ikke på vores skole,” mindede Grace hende om. “Vi har ingen anelse om, hvordan Malagas liv så ud. Jeg har aldrig hørt et ord om hendes mand. Han var ikke med til fundraiseren, vel?”

“Seriøst? Sådan som hun flirtede med alle de mænd?”

“De flirtede med hende,” korrigerede Grace.

“Helt ærligt.”

Sylvia lød så bitter. Hvorfor lød hun så bitter? Ingen af de mænd havde været hendes. Hun havde slet ingen mand!

I stedet for at sige, hvad hun tænkte, sagde Grace: “Men Malaga var da gift, ikke?”

“Ja. I hvert fald ifølge kontaktoplysningerne på forældreintra.

Guillermo Alves, samme adresse. Men der er aldrig nogen, der har set skyggen af ham.”

Hvor mange mennesker, tænkte Grace uvilkårligt, havde Sylvia mon spurgt, før hun havde konkluderet, at “ingen” havde set ham?

“Har du nogensinde set ham?” spurgte Sylvia.

“Nej.” Grace sukkede.

“Nej, vel? Det var altid bare hende; hun fulgte ham i skole hver morgen, og så satte hun sig over i parken med babyen, og så kom hun tilbage om eftermiddagen.”

119

Det burde_TRYK.indd 119

20/11/14 12.21

Og dermed fordampede enhver distance, og alt det forfærdelige kom tilbage – myrdet mor, forældreløse børn, fattigdom (tydeligvis, om end relativ) og sorg – og lagde sig for hendes fødder. Det var ufattelig forfærdeligt. Forstod Sally, forstod Sylvia, hvor forfærdeligt det var? “Åh, jeg er nødt til at smutte,” sagde Grace. “Jeg kan høre, min næste aftale er kommet. Tak, fordi du ringede, Sylvia,” sagde hun uden at mene det. “Lad os prøve at bevare roen, indtil vi hører fra politiet, hvad der rent faktisk er sket.”

“Selvfølgelig,” sagde Sylvia, ligeledes uden at mene det, måske endda mere. Og så tilføjede hun, som om hun ville fuldende uoprig‑ tigheden: “Vi tales ved i morgen.”

Grace trykkede på den knap, der afsluttede samtalen, så lagde hun telefonen fra sig. Hendes næste aftale var faktisk ikke kommet, men ville snart være her. Underligt nok anede hun ikke, hvad hun skulle foretage sig indtil da. Det, hun havde lyst til, var selvfølgelig at tale med Jonathan, men hun ringede næsten aldrig til Jonathan i arbejdstiden; hans arbejde var i sig selv alt for turbulent til at blive afbrudt af trivielle emner, og det var ikke fair, at han skulle blive urolig for, om der nu var sket et eller andet. Men Jonathan var ikke på hospitalet i dag. Han var i Cleveland til en eller anden onkolo‑ gikonference og havde formentlig slukket sin telefon. Hvilket ville sige, at hun kunne ringe og lægge en besked uden at være bange for at afbryde. Men hvad skulle hun egentlig sige?

Henry havde programmeret hendes telefon med fotografier: en violin for ham selv, et stetoskop for hans far, en pejs for deres hjem‑ menummer, en badebro for huset i Connecticut. Graces far var sym‑ boliseret ved en pibe (selvom han ikke havde røget pibe i årevis) og Rearden ved skolens våbenskjold. Alle andre fremstod kun som almindelige telefonnumre. Disse billeder var tydeligvis grundpillerne i Henrys eksistens, måske også i hendes egen. Hun trykkede på ste‑ toskopet og holdt telefonen op til øret.

120

Det burde_TRYK.indd 120

20/11/14 12.21

“Du har ringet til Jonathan Sachs,” sagde hendes mand. Den var gået på telefonsvarer med det samme. “Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men jeg ringer tilbage, så snart jeg kan. Hvis det drejer sig om noget akut, så ring venligst til dr. Rosenfeld på 212‑903‑1876. Hvis du har brug for akut lægehjælp, så ring straks 911, eller tag på skadestuen. Tak.” Efter bippet sagde hun: “Hej, skat. Vi har det fint, der er bare sket noget henne på skolen.” Hun tænkte sig hurtigt om. “Nej, det er ikke noget med Henry, du skal ikke være bange. Men du må gerne lige ringe, når du får tid. Håber, det går godt med konferencen. Du sagde ikke, om du kom tilbage i morgen eller fredag. Bare giv mig besked, så jeg kan sige til far og Eva, om du kommer til middag i morgen. Elsker dig.”

Så ventede hun, som om han på magisk vis ville dukke op på den anden side af telefonsvareren, fra det vandtætte rum, hvor disse stem‑ mer uden kroppe blev sendt hen, indtil nogen ville høre dem – træer, der faldt i skoven uden en lyd. Hun forestillede sig ham siddende i et kedsommeligt, men komfortabelt amfiteater i Cleveland med en åben flaske vand i kopholderen fra et eller andet ivrigt medicinalselskab, der havde stået og delt dem ud i lobbyen, mens han sad og skrev noter om en skuffende statistik fra den seneste test af et nyt præparat, der engang virkede lovende. Hvad betød en ukendt kvindes død – hverken han selv eller hans søn ville overhovedet vide, hvordan hun så ud – for en, der til hverdag forsøgte at trøste børn, som måske og måske ikke vidste, at de skulle dø, og deres forældre, som altid vidste det? Det var ligesom at udpege en lille bitte plet for et af de rengøringshold, der mugede ud i boliger, hvis ejere havde levet under uhyrlige forhold i årevis. Hun trykkede på den tast, der afsluttede opkaldet, og lagde telefonen fra sig.

Nu fortrød hun, hun havde ringet. Hun fortrød den barnlige im‑ puls til at få ham til at sige et eller andet magisk, så alting blev bedre.

Jonathan, der bar på langt vigtigere ting, skulle ikke distraheres fra

121

Det burde_TRYK.indd 121

20/11/14 12.21

sine egne opgaver, fordi hun havde brug for – og hvorfor havde hun overhovedet det? – sympati. Ligesom enhver anden – åbenbart også Sylvia – var Grace mester i den menneskelige reaktion, der hed: Det kunne aldrig ske for mig. En kvinde bliver voldtaget i Central Park?

Det er selvfølgelig forfærdende, men man må også spørge sig selv: Hvorfor skulle hun absolut ud at løbe klokken 22? Et barn, der blev blind af mæslinger? Hvad er det også for nogle idiotiske forældre, der ikke får deres barn vaccineret? Turister udsat for væbnet røveri på en gade i Cape Town? Jamen, hvad havde de forestillet sig? De var i Cape Town! Men der var ingen åbenlys affærdigelse at klamre sig til i sagen om Malaga Alves. Det var ikke hendes fejl, at hun var af latinamerikansk afstamning og formentlig ubemidlet. Og man skulle sandelig ikke beklage, at det var lykkedes hende at skaffe friplads til sit barn på en af byens bedste skoler. Det var derfor, der fandtes fripladser! Hvor skulle de – hvor skulle Grace – indsætte den mur, der adskilte hende fra denne stakkels kvinde?

Held. Rent og skært held. Og penge, hvilket i hendes eget tilfælde også kun var held.

Hun boede i den lejlighed, hun var vokset op i, en lejlighed hun aldrig ville have haft råd til, hvis hun skulle have betalt den aktuelle markedspris, og hendes søn – der formentlig ikke var kvikkere, men absolut heller ikke dummere end sine klassekammerater – gik på den skole, hun selv havde gået på, fordi børn af tidligere elever havde fortrinsret, og fordi hendes egen far til tider gav et bidrag, eftersom det bogstavelig talt kostede en formue at gå der, og psykologi og pædiatrisk onkologi ikke var de mest effektive indtjeningsværktøjer på Wall Street. Rent og skært held. Ikke som Sylvia, der muligvis også havde haft glæde af sin status som gammel elev, men som ar‑ bejdede, til blodet sprang, for at hendes vidunderbarn kunne gå på Rearden, og de kunne bo i en toværelses på York. Jeg burde være mere åben over for Sylvia, hørte hun sig selv tænke, som om hun var en godsejerfrue, der overvejede at invitere en af landsbyens damer til

122

Det burde_TRYK.indd 122

20/11/14 12.21

te. Måske mente hun i virkeligheden, at hun burde have været mere åben over for Malaga Alves, men på den anden side var der heller ingen risiko ved at tænke sådan nu.

Og nu hørte hun rent faktisk dørtelefonen og trykkede på sit samtaleanlæg for at åbne gadedøren. Man kunne høre nogen tale sammen ude foran. Parret satte sig til rette i stolene derude. Hun hørte den summende lyd af deres stemmer, rolige og dæmpede, usædvanlig rolige og dæmpede af hendes klienter at være, for tit var folk alle‑ rede kampberedte, når de kom. Dette par var rare mennesker, åbne over for terapi, oprigtigt motiverede og oprigtigt kæmpende, og hun kunne godt lide dem, selvom de begge to var dybt skadede af deres opvækst. Inderst inde håbede hun, at de ville ende med at beslutte, at de ikke skulle have børn. Nogle mennesker burde, men kunne ikke; andre kunne, men burde ikke – det var slet ikke retfærdigt. Dette par havde i det mindste fundet hinanden og var heldigere end de fleste.

Hun kom ikke videre med noget ved bare at blive siddende ved sit skrivebord og stirre på sin telefon, mens hun forgæves prøvede at fatte, hvad der lige var sket. Der var intet til hinder for, at hun forærede disse ekstra minutter til den mand og kvinde, der sad og ventede lige uden for døren – en gave, en gestus fra hendes side. Hun kunne rejse sig nu, åbne døren og hilse hjerteligt på dem. Hun kunne, hun burde, formentlig, men af en eller anden grund gjorde hun det ikke, og uret tikkede videre, som om alt var ved det gamle, og Grace sad bare dér, som om alt var ved det gamle, fordi hun kunne, og fordi hun ville. Men ikke meget længere.

123

Det burde_TRYK.indd 123

20/11/14 12.21