Det civile potentiale

MADS ROKE CLAUSEN

FRIVILLIGHED SOM SVAR PÅ

VELFÆRDSSTATENS

OMSORGSSVIGT

GADS FORLAG

Det civile potentiale

Copyright © Mads Roke Clausen

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm

Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07582-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

FORORD

Jeg har troet på velfærdsstaten. Jeg har forklaret og forsvaret den danske model for velfærd og den enorme kommunale sektor. Fordi jeg troede på, at vi i Danmark havde skabt en næsten fuldkommen velfærdsmodel, hvor staten var lig med samfundet, og hvor den offentlige sektors professionalisme sikrede god og virksom hjælp til alle. Og som loyal embedsmand har jeg arbejdet i kernen af det velfærdspolitiske maskineri; i centraladministrationen. Jeg har skrevet taler for statsministeren, udviklet politik for beskæftigelsesministeren og lavet analyser for socialministeren. Og set fra mit vindue på Slotsholmen fungerede alting om ikke perfekt, så i al fald rigtig godt.

Men efter seks år i statens tjeneste forlod jeg i 2002 de snorlige gange i Beskæftigelsesministeriet og gik over til mit nye job hos Mødrehjælpen. Det åbnede mine øjne for en helt anden virkelighed. I Mødrehjælpens slidte og skæve hus kom jeg tæt på mange mennesker, både mødre og fædre, som ikke fik en god hjælp i den offentlige sektor. Og hvis de fik hjælp, kom den i mange tilfælde så sent, at problemerne havde vokset sig store og næsten umulige at løse. Jeg så også, at mange af forældrenes største problemer lå i deres civile liv – for eksempel samarbejde med ekspartner, sorg over livsbegivenheder eller partnervold.

Langsomt begyndte mit idylliserede billede af velfærdsstaten at få sprækker. Jeg følte mig rådvild og desillusioneret over at se så megen nød og så få hjælperessourcer. Min første antagelse var, at velfærdsstatens hjælp ikke var ligeligt fordelt. Det er naturligvis uretfærdigt, men også et problem, man kan løse ved at øge statens budgetter, så flere på kanten af samfundet kan få bedre hjælp. Og mit svar på de menneskelige problemer, jeg så, blev derfor en appel til politikerne: ”Der er mange udækkede behov, send flere penge!” Men som du kan læse i bogen her, stikker problemerne langt dybere. Det skulle jeg senere indse.

Ikke desto mindre sendte politikerne flere penge til Mødrehjælpen. Puljepenge til projekter for forældre uden uddannelse, for voldsramte mødre og for sårbare gravide. Det vil jeg gerne endnu engang sige tak for. Og hver en krone blev anvendt til vigtige indsatser, som hjalp mange. Men hver gang vi øgede hjælpekapaciteten, steg ventelisterne endnu mere – de udækkede behov var ikke i nærheden af at blive løst med puljepengene. Kort sagt: De grundlæggende problemer bestod, det hjalp ikke at sende flere penge.

Årene gik. Jeg var travlt optaget i det velfærdspolitiske hamsterhjul med kampe for puljebevillinger, administration, udvikling, strategier og alle de dag til dag-udfordringer, som kommer med et job som direktør. Vendepunktet kom i 2012, da jeg fik mulighed for at fordybe mig i strategi og ledelse på Saïd Business School på University of Oxford. På Saïd lærer de dig alt, hvad du behøver at vide om strategi, marketing, forhandling, finansiering osv. Men i sidste ende var det et digt, som flyttede min verden; den indiske digter Tagores smukke digt ”Where the mind is without fear and the head is held

high”, som min vejleder på universitetet gav mig, og som blev et pejlemærke for mig, fra den dag jeg læste det første gang:

Where the mind is without fear and the head is held high;

Where knowledge is free;

Where the world has not been broken up into fragments by narrow domestic walls;

Where words come out from the depth of truth;

Where tireless striving stretches its arms towards perfection;

Where the clear stream of reason has not lost its way into the dreary desert sand of dead habit;

Where the mind is led forward by thee into ever-widening thought and action

Into that heaven of freedom, my Father, let my country awake.

For mig fortæller digtet, at tryghed er en forudsætning for at åbne sindet for nye erkendelser, uagtet at det stadig er en stræben at finde ind til sandheden. Men ved denne stræben og helhedsforståelse kan vi bryde med vores vanetænkning og skabe grundlag for nye forståelser og handlinger. Digtet lærte mig, at jeg måtte dybere ned. Finde bedre og mere dækkende svar på de udfordringer, jeg så, og ad den vej finde bedre konkrete løsninger og handlinger i forhold til udfordringerne. Jeg brugte lang tid i denne fase. Der var lange gåture langs Themsen i Oxford og senere, da jeg kom hjem til Danmark, lange gåture langs stranden i Snekkersten. Det første resultat af denne fordybelse var tre spørgsmål.

Det første spørgsmål var: Er det rigtigt, at vi lykkes dårligt med at løse de sociale problemer i Danmark? Det er et relevant spørgsmål, fordi man nemt kan miste proportionssansen, når

ens arbejde netop er at samle op på de udfordringer, som velfærdsstaten ikke løser, hvilket jo i stor stil er arbejdsbeskrivelsen i Mødrehjælpen. Kort fortalt er mit svar på dette spørgsmål blandet, altså både ja og nej. Der er mange steder, hvor vi lykkes godt som samfund: Vi har mange dygtige læger, lærere, pædagoger og andre såkaldte velfærdsarbejdere, som hver dag går på arbejde og gør en meget stor forskel. Men samtidig er der store grupper, som falder igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet, og det problem er tilsyneladende i vækst: unge i psykisk mistrivsel, sårbare enlige forældre med høj risiko for at få deres børn anbragt, unge på kanten af samfundet, ensomme og folk med livsstilssygdomme. For alle disse grupper gælder, at vi er dårlige til at hjælpe dem. Det har store menneskelige konsekvenser, og det koster samfundet mange, mange milliarder kroner hvert år.

Dernæst spurgte jeg mig selv, hvad der er årsagen til den manglende hjælp? En stor del af svaret skal findes i velfærdsstatens historie og struktur. Kernen i velfærdsstaten blev skabt i årtierne efter Anden Verdenskrig for at afhjælpe arbejdernes fremherskende risikoforhold i industrisamfundet: arbejdsløshed, sygdom, arbejdsulykker og alderdom. Lidt populært sagt er den klassiske velfærdsstat designet til at hjælpe den mandlige, hvide industriarbejder. Godt for ham, men samfundet har udviklet sig meget siden industrisamfundets storhedstid, og vi lever nu i det postindustrielle samfund, hvor der er opstået nye typer sociale problemer og risici.

De nye sociale problemer er for eksempel psykisk mistrivsel, som rammer mange unge, og som – uafhjulpet – i sidste ende bidrager til stigende udgifter på socialområdet. Det er nye familiemønstre med høje skilsmisserater, mange enlige forsør-

gere og deraf følgende mindre omsorgskapacitet i familierne og flere konflikter, og det er væksten i livsstilssygdomme som for eksempel overvægt og stress. Den traditionelle velfærdsstat er dårlig til at løse disse problemer, fordi den er konstrueret til at håndtere en helt anden slags problemer i industrisamfundet, og fordi den traditionelle velfærdsstats operationelle model er kendetegnet ved, at den kompenserer med hjælp og indkomsterstattende ydelser, efter at der er opstået problemer. Sagt forenklet er den en slags reparationsmekanisme, der intervenerer på bagkant af udfordringerne.1 Men problemet er, at en sådan ”reaktiv velfærdsstrategi” ikke er egnet til at tage hånd om de nye typer sociale risici, som bedst og billigst løses med forebyggende indsatser.

Set i dette lys er velfærdsstatens krise ikke kun problemer med finansiering og mangel på arbejdskraft, men måske allermest, at den ikke er gearet til at løse de nye typer problemer, som kendetegner det samfund, vi lever i nu. Det vil sige, at der på nogle områder er et mismatch mellem de problemer, som befolkningen har, og den måde, vi har organiseret hjælpeindsatserne på i regi af velfærdsstaten.

I mine øjne er løsningen derfor ikke mere offentlig velfærdsstat, men et balanceret velfærdssamfund, hvor specialiserede private organisationer og dygtige og omsorgsfulde civile organisationer i højere grad bidrager. Og hvor særligt de civile organisationer har en strategisk kernerolle at spille, fordi de ved at kombinere virksomme metoder og omsorg fra frivillige netop er det bedste bud på at afhjælpe og forebygge mange af de nye sociale problemer.